JESUSLIVET - FORENET BØN..

Forenet bøn.

År. 1962.


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk



Mange Guds børn har set hen til, og givet deres liv til bøn og arbejde for, en ny og større udgydelse af Ånden inden Jesu genkomst. Andrew Murray var en af dem. De har peget på, at Herren endda, i denne sidste onde tid er både villig og mægtig til at åbne Himmelens sluser på en sådan måde, at de hellige - ikke bare som enkeltpersoner, men også som Kristi legeme (Jesu menighed) sættes i guddommelig orden og udrustes med den guddommelige kraft, som Bibelen taler så klart om.


Kristi menighed og Kristi Ånd er temaerne i denne lille bog. Andrew Murray hjerte banker varmt for Kristi åndelige legeme, menigheden. Det er altid velgørende at lytte til en mand, der favner alle de hellige. Samtidig taler han vægtigt om Andens udgydelse, thi uden at dette bud skab virkeliggøres, vil menighedens enhed og kraft kun være ringe.


Danmark er et land, som har været fattigt på vækkelser. De kristne i Danmark har næsten vænnet sig til, at intet overordentligt sker. De efterfølgende små budskaber udgives med bøn om, at den tro må blive vakt, som i forventning kan bede: »Herre, gør det i Danmark!« Christian Svendsen København, foråret 1962.


Da Jesus Kristus, holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men holde fast, i det, som Faderen havde for ud havde lovet dem. Som I har hørt mig tale om. Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden'. (Ap. G. 1: 4-5).


DEN GLEMTE HEMMELIGHED.

Efter at Herren, Jesus havde givet den store befaling: Gå ud i alverden og prædik evangeliet for al skabningen,« tilføjede Jesus Kristus, en ny befaling, hans allersidste: - bliv i Jerusalem,indtil I bliver iført kraften fra det høje. Vent på Faderens opfyldelse af sine løfter. I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden. Alle kristne er enige om, at den store befaling om at prædike evangeliet for al skabningen, ikke alene gjaldt for disciplene, men er bindende også for os. Men ikke alle er enige om, at den aller sidste befaling om ikke at prædike,før vi har modtaget kraften ovenfra, er ligeså bindende for os, som den var for disciplene.


Menigheden synes at have mistet forståelsen af den tanke, der burde være hemmeligheden over alle hemmeligheder, at kun når den lever i Hellig åndens kraft, kan den også forkynde evangeliet i Andens kraft. Der for er der så megen prædiken og så meget arbejde, - men kun så få åndelige resultater, så lidt af den virkningsfulde bøn, der henter kraften ned fra det høje, så menigheden kan udføre sin tjeneste på rette måde.


Her i stykket, vil vi studere pinsens hemmelighed, sådan som den udfoldede sig i vor velsignede Mesters ord og gerninger og i hans disciples ord og gerninger. Disciplene adlød hans ord og fortsatte endrægtigt i bøn og påkaldelse, indtil Herrens løfte blev opfyldt, og de blev fyldt af Helligånden, og således blev de i stand til at bevise med hvilken mægtig kraft, deres Gud kunne virke igennem dem. Lad os alvorligt bede om, at Helligånden må åbenbare for os, hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, - de ting, som Gud har gjort, og som han elsker at gøre for dem, der bier på ham.


Lad os bede om. Den tabte hemmelighed, løftet om Helligåndens kraft, må blive fundet igen. Som svar på vor indtrængende bøn vil kraften visselig blive os givet. Jesus viste sig for dem i 40 dage. Apg. 10.3.


GUDS RIGE

Da Kristus begyndte at prædike her på jorden, gentog han Johannes Døberens budskab: Himmerigets rige er kommet nær. Senere sagde han: Der er nogle af dem, der står her, som ikke skal smage døden, førend de ser, at Guds rige er kommet med kraft. Dette kunne ikke ske, før Kongen var steget op og havde sat sig på sin trone. Først da var han og disciplene rede til at modtage Faderens store gave, Helligånden, der bragte Guds rige i dets himmelske kraft ind i deres hjerter. Vor tekst fortæller os, at hele Jesu undervisningen i de 40 dage, hvor han færdedes her på jorden efter sin opstandelse, drejede sig om Guds rige, og det er værd at lægge mærke til, at Lukas i Apostlenes Gerninger fortæller om, hvor ledes Paulus i Rom vidnede om Guds rige og forkyndte Guds rige Apg. 28: 23,31. Kristus, siddende på Guds trone, var nu Konge og Herre over alt. Til sine disciple havde han betroet den opgave at forkynde dette Guds rige, som består i retfærdighed, fred og glæde i Helligånden.


Den bøn, han havde lært dem: Vor Fader, du, som er i Himlene, dit rige komme, havde nu fået en ny betydning for dem. Guds rige kom her til jorden i kraft af Ånden, og disciplene fyldtes af den ene tanke: at prædike om, hvordan dette rige og dets kraft kunne komme ind i menneskers hjerter. Der var store nyheder at forkynde, nemlig, at Gud kunne bo og herske i mennesker, så hans vilje kunne komme til at ske på jorden, som den sker i Himmelen. I den sidste befaling, Herren gav sine disciple Ap. G. 1: 5 og 8, finder vi, hvad der vil være karakteristisk for det rige, der ville komme med stor kraft. Først er der Kongen den korsfæstede Kristus. Derefter er der disciplene, hans trofaste efterfølgere. Der vil være kraft til deres tjeneste Hellig åndens kraft. Deres gerning vil bestå i at være Jesu Kristi vidner på jorden, indtil verden ender, og deres første pligt var at vente, og er det også i dag, på Gud i enighed, vedvarende bøn. Hvis vi vil fortsætte disciplenes gerning og bøn, er det nødvendigt, at vi har en klar forståelse af alt det, Kristus talte til dem om i de sidste øjeblikke, han var sammen med dem, og hvad betydning det havde for deres indre menneske og for hele deres tjeneste. Og han sagde til dem: 'Sandelig siger jeg jer: der er nogle af dem, der står her, der ikke skal smage døden, førend de ser, at Guds rige er kommet med kraft! (Mark. 9:1).

KRISTUS SOM KONGE

Det, der først kendetegner menigheden, er, at Kristus er Konge. Både Kristus og Johannes Døberen havde begge forkyndt, at Guds rige var kommet nær. I vor tekst her siger Jesus, at Guds rige ville komme med kraft i nogle af dem, som hørte ham tale. Det kunne ikke betyde andet end, at når han som Konge havde indtaget sin plads på Guds trone, ville Guds rige blive åbenbart ved Helligåndens kraft i disciplenes hjerter. I det himmelske rige var Guds vilje altid sket, nu ville Guds vilje ske ved Åndens kraft i disciplenes hjerter, således som den sker i Himmelen.


Det, der kendetegner et kongerige, ses i kon gen. Kristus regerer nu som Gud og menneske på Faderens trone. På jorden er der ingen synlig åbenbarelse af riget, men dets kraft ses i deres liv, i hvem Kristus regerer. Det er kun i menigheden, Kristi legeme, at riget i sin helhed kan blive set og kendt. Kristus lever, forbliver, i de enkelte kristnes hjerter. Vor Herre Jesus lærte selv sine disciple, at der var en meget nøje samhørighed mellem ham og dem, da han sagde: På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer. Næst efter troen på hans enhed med Gud og på hans almagt, skulle de have kundskaben om, at de levede i ham og han i dem. Hvis vi vil følge i disciplenes spor og have del i den velsignelse, de fik i eje, må vor første lektion være den, at Kristus som Konge bor og regerer i vore hjerter. Vi må vide, at vi lever i ham, og at vi i hans kraft er i stand til at udføre, hvad han vil have os til at gøre. Hele vort liv må være helliget vor Konge og indviet til tjeneste i hans kongerige. Denne velsignede enhed med Kristus vil først og fremmest betyde et dagligt fællesskab med ham i bøn. Bønslivet må være et stadigt og ubrudt samfund. På den måde kan hans folk fryde sig i deres Konge og være mere end sejrende ved ham. Den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus. (Ap. G. 2: 36).


DEN KORSFÆSTEDE KRISTUS

Vi har talt om Kristus som Konge i mere end én henseende, men der er én ting endnu, som ikke må glemmes. Det var den korsfæstede Jesus, der blev Konge. Alt, hvad vi ved om ham, - om hans guddommelige kraft, hans stadige nærværelse og hans vidunderlige kærlighed fører os ikke ind i fuldt kendskab til ham, hvis vi ikke ejer den bestemte vished, at denne vor Konge er den kors fæstede Kristus. Gud har sat ham på tronen som det slagtede Lam, og det er som Lammet, at Himmelens hærskarer tilbeder ham, og det er som det slagtede Lam, vi tilbeder ham som Konge. Kristi kors er hans største herlighed. Ved kor set overvandt han enhver fjende og opnåede sin plads på tronen. Også vi må være delagtige i hans kors, hvis vi fuldt ud skal erfare, hvad sejr over synd betyder. Da Paulus skrev: »Med Kristus er jeg kors fæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig«, da lærte han os, at det var som den korsfæstede, at Kristus ville regere i os og sidde på vort hjertes trone, og at denne korsets ånd skulle triumfere i os, som den gjorde det i ham. Dette var blevet en sandhed for disciplene, og det var forberedelsen til Åndens modtagelse. Med deres Herre var de blevet korsfæstet for verden. Det gamle menneske var blevet korsfæstet. I Kristus var de døde fra synden, og deres liv var skjult med Kristus i Gud. Hver eneste af os behøver at få den samme erfaring, korsets fælles skab med Kristus, hvis vi skal delagtiggøres i pinsens Ånd. Det var i kraft af denne evige Ånd, at Kristus gav sig selv som et offer og sider blev Konge på Guds trone, og det er, når vi bliver lige dannede med ham i hans død ved en fuldstændig overgivelse af vor egen vilje og vor gamle natur og adskillelse fra verden, at vi bliver værdige tjenere af den korsfæstede Konge og vore hjerter værdige templer for hans herligheds Ånd. Engang, da han holdt måltid sammen med dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men holde ud i tro på det, som Faderen havde forjættet. (Ap. G. 1: 4).


APOSTLENE

Det andet kendetegn på menigheden var disciplene, som Herren havde forberedt til at modtage hans Ånd og til at blive hans vidner. Hvis det skal blive rigtig klart for os, at Ånden blev udgydt som svar på disciplenes bøn, må vi først af alt spørge: »Hvad var der ved disse mænd, som gjorde dem skikkede til at bede på en så effektiv måde og til at modtage en så vidunderlig opfyldelse af løftet, som de fik?« De var almindelige, ulærde mænd med mange fejl, men Herren havde kaldt dem til at forlade alt og følge ham. Dette havde de gjort, så langt de havde kunnet det i det liv, han levede, og i det arbejde, han udførte. Skønt der endnu var synd i dem, og de var uden virkelig kraft til at fornægte sig selv, klyngede deres hjerter sig dog til ham i dyb oprigtighed. Selvom de snublede, fulgte de ham dog til korset. De var »delagtige« i hans død. Måske ubevidst, - men på en meget virkelig måde døde de med ham fra synd og blev oprejste med ham til et liv i ny kraft. Det var dette, der gjorde dem skikkede til at have magt i bøn og til at blive iklædt kraften fra det høje. Lad det være prøven, hvormed vi prøver os selv, om vi virkelig har overgivet os til delagtigheden i Kristi lidelse og død, om vi hader vort eget liv og har ladet det korsfæste og har modtaget Kristi livs kraft til at bo i os. Dette vil give os frimodighed til at tro, at Gud vil høre også vore bønner og give os sin hellighed til at virke i os, hvad vi og han ønsker. Lad os bede som disciplen e i én ånd, - og vi skal få del i det svar, de fik. Ligesom de må også vi være villige elever i Jesu skole, og frem for alt må vi søge det inder lige samfund og fællesskab med ham. Dette vil danne os, så vi kan bede pinsens bøn og modtage svaret. »De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.« (Joh. 17: 16 ).


IKKE AF DENNE VERDEN

Den sidste aften, Jesus var sammen med disciplene før sin lidelse og død, prøvede han på at gøre dem det forståeligt, hvilket uoverstigeligt svælg, der var mellem ham og denne verden og mellem dem og verden (J oh.17: 14-21). Han havde sagt om Ånden: »Verden kan ikke modtage ham, fordi den ikke ser ham og ikke kender ham.« - »Fordi I ikke er af verden, derfor hader verden jer.« Vi skal være af en anden verden, som Jesus Kristus var det. Kristus og disciplene var blevet ét i korset og i opstandelsen. Begge tilhørte de et andet rige, - nemlig Himmerigets rige. Denne udskillelse fra verden må kendetegne alle dem, der længes efter at blive fyldte med Ånden. Hvorfor er tro på Helligånden så lidt forkyndt og så lidt praktiseret i kristenheden? Verden har alt for meget herredømme i de kristnes liv. De lever alt for lidt det himmelsindede liv, til hvilket de er kaldede i Kristus Jesus. De »elsker verden« (1. Joh. 2: 15-16). De har deres glæde i at spise og drikke - i »kødets lyst«, som åbenbarer sig i magelighed og komfort, og i »øjnenes lyst«, det vil sige, de glæder sig i alt, hvad denne verden byder på af skønhed og besiddelser, i dette livs forgængelige herlighed og selvophøjelse. De roser sig af alt, hvad menneskets visdom og kraft har haft held til at frembringe. Alt dette berøver hjertet dets modtagelighed for de åndelige ting og dets ønske om den sande selv fornægtelse, der gør det skikket til at modtage Helligånden.


Enhver, der vil bede pinsens bøn om HelligÅndens kraft, prøve sig selv, om ikke denne verdens ånd er den skjulte årsag til den mangel på bøn, der er absolut nødvendig, for at vi kan mod tage Faderens forjættelse. Må Herren indskrive dette dybt i· vore hjerter: Verden kan ikke modtage Helligånden. »1 er ikke 3f verden, ligesom jeg ikke er af verden.« »Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand.« (Joh. 14: 15-16).


LYDIGHED.

Vi har lært disciplene at kende under deres forberedelse til Andens dåb, og vi har set, hvad der var nødvendigt, for at de kunne fortsætte endrægtigt i bøn om Andens kraft. Kristus var alt for dem før korset, men meget mere efter det, og ved opstandelsen blev han bogstavelig talt deres liv, deres eneste tanke, alt, hvad de begærede. Var en sådan indvielse til Kristus noget specielt for dem, - eller må den forventes af alle, der kalder sig hans disciple? Ønskede Herren ikke, at alle skulle blive fyldte med Helligånden? Jo, Gud venter, at alle hans børn skal blive det. Herren har brug for Åndsfylde disciple nu såvel som dengang, sådanne som vil tjene her på jorden i ånd og kraft, og som kan bringe den fortabte verden frem for Guds trone i vedholdende bøn.


Er Kristus intet eller noget eller alt for os?

For de uomvendte er han intet, for de kødelige kristne, eller de navnekristne er han noget, for de sande kristne er han alt. Enhver, som beder om Andens kraft, må være rede til at sige: Jeg overgiver mig i dag af hele mit hjerte til Andens lede1se. En fuld overgivelse er et spørgsmål om liv eller død, en absolut nødvendighed. Du har hørt ordet fra vor tekst: »Dersom I elsker mig, da hold mine befalinger.« Overgivet. sen til hver dag at leve i Kristus og hele dagen forblive i ham og holde hans befalinger må være et af kendetegnene på, at vi er hans disciple. Først når et Guds barn lærer af hele sit hjerte at længes efter at gøre Guds vilje i alle ting, kan Faderens kær lighed og And hvile over det. Det var i denne stilling, disciplene befandt sig under deres endrægtige, vedholdende bøn. Det vil også være hemmeligheden ved vor kraft i forbøn, medens vi beder for menigheden og verden. I skal døbes med Helligånden. Men når '. Helligånden kommer over jer, skal I få kraft. (Apg. 1: 5,8).


DEN HELLIGE ÅND

Menighedens tredje karaktertræk en kraft tiltjeneste ved Helligånden. Siden Adams fald, hvor han mistede den And, som Gud havde indblæst i ham, havde Anden arbejdet med mennesker og virket i nogle med kraft, men han havde ikke været i stand til at tage bolig i dem og forblive hos dem. Det var først, da Kristus var kommet og ved sin død havde brudt syndens magt og ved sin opstandelse havde' vundet et nyt liv til mennesker, at Guds And kunne komme til at tage hele hjertet i besiddelse og gøre det til en bolig for Kristus og for Gud. Intet mindre end dette kunne i disciplene og i os overvinde synden og sætte fangerne i frihed. Denne And er den hellige Ånd. I Det gamle Testamente kaldes han Guds And. Men nu, efter at Guds hellighed ved J ecu Kristi kors er blevet op højet, - hvor Kristus har helliget os, for at vi kunne være hellige ligesom han, stiger Guds hellige And ned for at bi mennesker og tage dem helt i besiddelse, så de er hans tempel. Han er Sønnens And. Medens Jesus var her på jorden, led tes han først ud i ørkenen for at blive fristet af Djævelen. Derefter til synagogen i Nazaret, hvor Jesus erklærede, at han selv var opfyldelsen af, hvad profeterne havde talt om (Es. 61: 1, Luk. 4: 18). Og derefter ledte Ånden ham til korset, hvor han helt overgav sig til efter Åndens ledelse at fuldende Faderens vilje. Nu åbenbarer Ånden Kristus i os) først af alt som vort liv og derefter som vor kraft til ubetinget lydighed og til at forkynde Guds ord i Åndens kraft. Hvilket forbavsende mysterium! Guds Ånd er vort liv, Kristi Ånd er vort lys og vor styrke! Det er som mænd og kvinder, der er ledet af den 'Ånd, som de første disciple ejede, at vi skal få kraft til at bede den retfærdige mands bøn, der formår meget! »I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det hø; e.« (Luk. 24: 49).


KRAFTEN FRA DET HØJE

Herren havde sagt til disciplene: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Og dog valgte han disse svage, hjælpeløse mænd til at drage ud og erobre verden for sig, og grunden var den, at netop deres svaghed ville give ham en gunstig lejlighed til at åbenbare sin kraft i dem. Ligesom Faderen havde virket igennem Sønnen, mens Jesus var her på jorden, således ville Kristus nu, da han var i Himmelen, gennem dem bevise, at al magt i Himmelen og på jorden var givet til ham. Deres gerning skulle være at bede, at tro og at overgive sig selv til Kristi vældige kraft. Helligånden skulle ikke være en kraft, som de kunne besidde, - men han skulle besidde dem og det arbejde de skulle udføre, ville i virkeligheden blive et arbejde, der var udført af den almægtige Kristus selv. Deres daglige stilling skulle være i stadig afhængighed, bøn og forventning. Apostlene havde i sandhed lært Kristus at kende. De havde set alle hans mægtige gerninger. De havde fået undervisning af ham. De havde fulgt ham i hans lidelser indtil hans død på korset. Og de havde ikke alene set ham, men lært ham at kende i hans opstandelseskraft og oplevet denne opstandelseskraft i deres egne hjerter. Dog var de ikke i stand til at gøre ham kendt for andre og være sande vidner om ham, før han selv fra sin himmelske trone havde taget dem i besiddelse og havde taget bolig i dem ved sin Ånd. De, der vil forkynde Jesu Kristi evangelium, må ikke være tilfredse med noget mindre end den iboende Helligånds kraft, der viser, at Jesus er. i hjertet og alene kan sætte dem i stand til at prædike evangeliet i Åndens kraft. Hvis vi vil bringe frelse til dem, der hører på os, må den Herre Jesus ved sin Ånd tale igennem os. Noget mindre kan ikke gøre det. '»I skal være mine vidner,« (Ap, G. 1: 8).


M INE V I D N E R

Det fjerde kendetegn på Kristi menighed er, at hans tjenere er vidner om ham, - og bestandig vidner om hans vidunderlige kærlighed, om hans magt til at genløse, om hans stadige nærværelse og hans vidunderlige kraft til at virke i dem. Dette er det eneste våben, Kongen tillader sine genløste at bruge. Uden magt eller autoritet til at »hævde sig«, udel1 visdom eller veltalenhed, uden verdslig indflydelse eller position er enhver af os kaldet til - ikke alene med ord, - men ved liv og gerning at være et levende bevis på og et vidnesbyrd om, hvad Jesus kan gøre. Dette er det eneste våben, de skal bruge, når de skal vinde mennesker for Kristus. Sådan gjorde de første disciple. Da de blev fyldte med Anden, begyndte de at vidne 0111 de mægtige ting, Kristus havde gjort. Det var i denne kraft, at de, der under forfølgelsen blev spredt omkring, drog ud, - helt til Antiokia, - og prædikede i Jesu navn, så at en Skare hedninger kom til troen. De havde ingen ordre fået fra apostlene, - de havde ingen særlige talegaver eller øvelse, - men ud af hjertets over flod talte de om Jesus Kristus. De kunne ikke være tavse. De var fyldte af liv og af kærlighed til Kristus og kunne ikke lade være med at vidne om ham. Det var dette, der gjorde, at evangeliet havde så vældig fremgang, - hver eneste nyomvendt blev et vidne for Jesus Kristus. En hedensk skribent fortæller med hensyn til forfølgelserne, at hvis de kristne blot havde nøje des med selv at tilbede Jesus, havde de ikke behøvet at lide, - men det var deres mål, at Kristus skulle herske overalt. Her har vi hemmeligheden ved en blomstrende menighed: Enhver troende må være et J ecu Kristi vidne. Og her har vi grunden til menighedens svaghed, - så få er villige til at vidne om, at Jesus Kristus er Herre!


Hvilket kald til bøn! Herre, lær dine disciple velsignelsen ved at kende Jesus og hans kærlighed s magt, således at det bliver deres største glæde at vidne om, hvad han er, og hvad han har gjort for dem! »Når Talsmanden kommer, som jeg skal sende jer fra Faderen, sandhedens And, som udgår fra Faderen, så skal han vidne om mig; men også I skal være vidner; thi I har været med mig fra begyndelsen.« (Joh. 15: 26-27).


I EVANGELIETS TJENESTE

Udtrykket: »mine vidner« refererer ikke alene til alle troende, men i særdeleshed til evangeliets tjenere. Dette er det høje kald og også den eneste fuldmagt, de har, - i alle ting at være et vidne om Jesus. Her får vi to store sandheder at høre. For det første må forkyndelsen af Kristus selv sættes over alt, når der undervises i Guds ord. Dette er, hvad de første disciple gjorde. »De holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjem mene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus.« Dette var, hvad Filip gjorde i Samaria. »Han prædikede Kristus for dem.« Og Paulus skriver sådan: »Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, mens jeg var hos jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet.« Evangeliets forkyndere må aldrig glemme, at det er for dette særlige: at forkynde Kristus, at de er blevet udvalgt og har fået Åndens kraft. Det er, når de gør dette, at syndere vil blive frelste, og at Guds børn vil blive helliggjorte og dannet til tjeneste. Det er dette, der alene vil gøre, at Kristus får sin plads i sit folks hjerte og i verden omkring dem.


Men der er en anden tanke, der ikke er af mindre betydning, og det er, at forkynderen personlig må have oplevet, hvad Kristus er, og hvad han formår. Når det er sådan, bliver budskabet ved Helligånden en levende virkelighed for tilhørernes hjerter. Kun på denne måde kan de tro ende opbygges, så de kan vandre i et sådant samfund med Kristus, at han kan åbenbare. sig igen nem dem. Og det er dette, der vil lede dem til kendskab om den uundværlige hemmelighed ved åndelig sundhed: det daglige bønnesamfund med Faderen og Sønnen i barnlig tillid og sand ind vielse. Hvilken vældig opgave for en bedegruppe at vække de troende og evangeliets tjenere til glæden i den Helligånd, så de ud fra et overstrømmende hjertes kærlighed med deres munde kan prise og herliggøre vor velsignede forløser, Jesus Kristus, vor Herre! »1 skal være mine vidner indtil jordens ende. (Apg . 1: 8).


Hele verden

Her har vi· det femte punkt, som skal kendetegne Kristi menighed: Hele verden. Hvilke ord af et menneske, der i absolut af magt var blevet korsfæstet af sine fjender, - at tale om jordens ender som sit område! Hvilken dårskab begår ikke de, der taler om Kristus, som om han ikke var andet end et almindeligt menneske! Hvorledes kunne det være opstået i nogen skribents tanke at driste sig til at fremkomme med en sådan profeti om en jøde, hvis liv tilsyneladende endte som en fiasko, og hvis disciple havde for nægtet ham, - at han ved dem skulle erobre hele verden? Ingen menneskelig tanke kunne have fostret en sådan ide. Det er en guddommelig tanke. Han alene kunne planlægge og gennemføre et sådant mål. De ord, Jesus talte til sine disciple: »1 skal få kraft, når Helligånden kommer over jer,« gav dem forvisningen om, at Ånden igennem dem ville stadfæster Kristi guddommelige magt. Ligesom Kristus udførte sine gerninger, fordi Faderen virkede i ham, således lovede Jesus sine disciple, at han selv fra sin trone i Himmelen ville virke sine gerninger i dem. De kunne bede om, hvad som helst de ville, og det skulle blive dem til del. I kraft af dette løfte kan Kristi menighed gøre »jordens en der« til sit mål.


Gid kristne dog kunne forstå, at Guds riges sag kun kan fremmes ved forenet og vedholdende bøn fra mænd og kvinder, der af hele deres hjerte bier på Herren i forvisning om, at hvad de beder om og begærer, vil han gøre for dem! Gud give, at hans børn beviste deres tro på Kristus ved at gøre hans mål til deres mål og ind viede sig til at være hans vidner, mens de i forenet bøn ventede på ham, - overbeviste om, at han på sin egen herlige måde vil give dem alt, hvad de begærer! Kære læser, - bliv en af disse forbedere, der virkelig tror, at som svar på din bøn, vil den korsfæstede Jesus give dig mere, end du kan bede om eller forstå! »Lovet være hans herlige navn evindelig; al jorden skal fyldes af hans herlighed. Amen, amen!« (Salme 72: 19).


H ELE JORDEN FYLDT AF GUDS HERLIGH ED

Hvilket fremtidsperspektiv! Denne jord, der nu er undergivet det ondes magt, fornyet og fyldt med Guds herlighed! En ny jord, - hvor retfærdighed bor! Skønt vi har så lidt tro på det, vil det dog ske. Guds ord er vor garanti for det. Guds Søn over vandt ved sin død syndens magt, og ved den evige Guds And bliver hans hensigter udvirket i os. Hvilket syn! Hele verden fyldt af hans herlig hed! Men hvilket stort og vanskeligt værk! Det er nu næsten 2000 år siden, Kristus gav forjættelsen og steg op på sin trone, og dog har mere end halvdelen af menneskeheden endnu ikke hørt navnet Jesus. Og blandt den anden halvdel, hvor millioner kalder sig kristne, er der mange, som slet ikke kender ham! Dette store værk at forkynde evangeliet for al skabningen - er blevet betroet til en menighed, som kun tænker lidt på Sit ansvar og på hvilke følger dens ligegyldighed vil få. Vi må nok spørge: »Vil værket nogen sinde blive gjort?« Men velsignet være hans navn; hans kraft og hans trofasthed er garantier for, at en dag skal vi se hele jorden fyldt af hans herlighed. Hvilken vidunderlig bøn, - for i vor tekst er disse ord som en bøn: »Lad hele jorden fyldes med hans herlighed! Amen!« (Eng. overs.).


Det er til at bede denne bøn, at enhver troende er blevet kaldt og kan regne med, at Helligånden vil inspirere og styrke. Det er til at bede denne bøn, vi ønsker at styrke hinanden, så vi hver dag i vort liv med al den Åndens kraft, der er i os, endrægtigt må bede i Jesu navn. Hvilken velsignelse er det ikke at vide, at sand bøn virkelig vil hjælpe og vil blive besvaret! Hvilken velsignelse hver dag i vort liv at måtte søge Guds ansigt, at måtte trænge på hos ham og ikke give ham ro, før hele jorden er fyldt af hans herlighed! Og endnu engang, - hvilken velsignelse at være forenet med alle Guds villige børn til i hans styrke at bane vejen for vor Konge! »Disse deltog alle enigt og udholdende i bønnen sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu moder, og hans brødre.« (Ap. G.1: 14).


DET FØRSTE BEDE MØDE

Det sjette. træk, som kendetegnede den første menighed, var, at de i forenet bøn ventede på opfyldelsen af Faderens forjættelse. Det er vanskeligt at gøre sig ide om den store betydning, dette første bedemøde havde i Guds riges historie, et bedemøde, som var den enkle opfyldelse af Kristi befaling. Det blev for alle tider en tilkendegivelse af den betingelse, der er, for at hans nærværelse kan blive kendt i And og kraft. Her har vi den hemmelige nøgle, der lukker op for Himmelens forrådskammer med alle dets velsignelser. Kristus havde bedt om, at disciplene måtte være ét, ligesom han og Faderen var ét, fuldkommen ét, for at verden kunne se, at Gud elskede dem, ligesom han elskede Kristus. Hvor langt disciplene var fra at være i denne tilstand, ser vi af den strid, der var imellem dem ved nadverbordet om, hvem der var den største. Det var først efter opstandelsen og himmelfarten, at de blev bragt ind i denne inderlige forening under ti dages bøn. Da kom de ind i den kærlig hedens enhed, der gjorde dem til ét i Kristus og beredte dem til som hans legeme at modtage An dens kraft. Hvilket bedemøde! Det var frugten af den undervisning, Kristus havde givet dem i de tre år, han havde været sammen med dem på jorden.


Adams legeme blev først skabt, før Gud kunne blæse sin livs ånd i ham. Og således måtte Kristi legeme først dannes, førend Anden kunne tage det i besiddelse. Dette bedemøde giver os Himmerigets lov for alle tider. Hvor Kristi disciple er bundet til hinanden i kærlighed og har indviet sig individuelt til ham, vil Anden fra Himmelen blive givet som tegn på Guds anerkendelse, og Kristus vil vise sin vældige magt. Et af de store kendetegn på den »ny husholdning« er den forenede, vedholdende bøn, som for mår meget og som krones med Helligåndens kraft. Hvis vore bønner stort set er begrænsede til vor egen menighed og vore egne interesser, har vi mon så heri grunden til, at svar på vore bønner ikke kan komme med den styrke, vi havde forventet? »stræber efter at bevare Andens enhed i fredens bånd: ét legeme og én And.« (Ef. 4: 3-4).


ÅNDENS ENHED

Det er af Paulus, vi lærer, hvorledes de kristne samfund på forskellige steder bør huske hinanden i bønnens fællesskab. Han peger på, hvorledes en sådan bøn herliggør Gud. Derfor skriver han mere end én gang, at forbønnens tjeneste herliggør Gud. I vore dage er der et stort behov for, at Guds børn ud over jorden drages tæt sammen i bevidst heden om at være udvalgt af Gud til at være et hel ligt præsteskab, der stadig frembærer bedet og lovprisnings-ofre. Der er alt for lille en adskillelse mellem verden og Kristi legeme. Mange Guds børn er meget lidt forskellige fra verdens børn. Det er et spørgsmål af allerstørste betydning: »Hvad kan der gøres for at nære Åndens enhed?« Intet vil hjælpe så meget som mere udskillelse til et liv i bøn om, at Guds børn må bevise deres enhed ved et liv i kær lighed og hellighed. Det vil være et levende vidnes byrd for verden om, hvad det vil sige at leve for Gud. Da Paulus skrev: »Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden og er årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige«, - da nævner han et af de væsentligste kendetegn på forskellen mellem Guds børn og verdens børn. Du siger, du længes efter at bære dette Guds børns kendetegn og være i stand til at bede for dem, så du kan bevise for dig selv og andre, at du ikke er »af denne verden«. Bestem så, at dit liv skal være præget af dette ene store, tydelige træk på en sand kristen - et liv i bøn og forbøn.


Slut dig sammen med de Guds børn, som endrægtigt og vedholdende søger at opretholde Åndens enhed, så de kan være stærke i Herren og i hans styrkes kraft, så de kan nedbede velsignelse over Guds menighed på jorden. Lad ingen af os mene, at det er for meget at bruge et kvarter hver dag til at grunde over de Guds ord, der indeholder hans løfter til menigheden, - og derefter bønfalde ham om, at de må blive opfyldte. Langsomt, skjult, men sikkert vil du smage velsignelsen ved at være ét hjerte og én sjæl med Guds folk, og du vil modtage kraft til at bede den bøn, som gavner meget! »Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var forsamlede; og de blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed. Og hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde ét hjerte og én sjæl.« (Ap. G. 4: 31-32).


EN H ED ER STYRKE

Enhedens magt ser vi alle vegne i naturen. Én dråbe regn betyder ikke så meget, når den falder til jorden, men når de mange dråber forenes i en strøm af regn og ligesom bliver til ét legeme, da bliver virkningen stor, og sådan er det også, når mennesket forener sig i sand bøn. I marginen til den engelske oversættelse af Salme 34: 5 står der: »De flyede til ham.« I den hollandske Bibel står der: »de for frem imod ham ligesom en strøm af vand.« - Sådan var bønnen i oversalen i Jerusalem, og sådan kan vor bøn blive, hvis vi forener alle vore styrker og beder indtrængende om Faderens forjættelse. Og selvom »verden kommer imod os som en flod«, kan den over vindes ved forenet bøn. På grund af de mange bjerge i Nital, flyder strømmene ofte nedad med stor kraft. Zuluerne har den skik at tage hinanden i hænderne, nål' de skal passere en stærk flod. Lederen hat en svær stok i højre hånd, og han rækker venstre hånd til nogle stærke mænd, som følger efter ham. På denne måde danner de en kæde på 12-20 personer, som hjælper hinanden til at stå fast og komme over floden.


Hvis Guds folk i Ånden rækker hinanden hænderne, vil det give kraft til at modstå den forfærdelige indflydelse, verden kan have, som forenede Guds børn vil de, når de hatte overvundet verden og kødet, have kraft til at sejre sammen med Gud. Disciplene blev i oversalen i ti dage, indtil de i sandhed var blevet ét hjerte og én sjæl. Da Guds Ånd kom over dem, tog han ikke blot den enkelte af dem i besiddelse, - og tog dem i besiddelse sammen som Kristi legeme.


Kristne venner, - vær forvissede om, at også i vort århundrede bliver Jesu bøn bedt: »Flader, at de må være ét, ligesom vi er ét.« Det er i kærlighed og bønsfællesskab, vore hjerter sammensmeltes til ét, og vi bliver stærke i troen og kan modtage, hvad Gud hal lovet os. Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen.« (Joh. 14: 13).


BØN I JESU NAVN

Hvor vidunderlig er ikke forbindelsen mellem vore bønner og Kristi herliggørelse af Faderen i Himmelen. Når der er megen bøn på jorden, bliver Faderen meget herliggjort. Lidt bøn betyder lidt herliggørelse. Hvilken spore er Jesu ord ikke til megen bøn, - til uafladelig bøn. Vore bønner er nødvendige til Faderens herliggørelse! Kristi ønske om, at hans disciple skulle lære at tro på hans navns kraft og forvente et absolut og rigeligt svar, var i den sidste nat så dybt og inderligt, at vi finder løftet gentaget syv gange. Han vidste, at mennesker ville være langsomme til at tro det vidunderlige løfte om svar på bøn i hans navn. Han længes efter at opflamme os til tillidsfuld tro og at fri vore bønner for enhver skygge af tvivl og lære os at betragte forbøn som den sikreste og mest velsignede vej til at herliggøre Guds navn og til at bringe velsignelse til vore egne sjæle og til den døende verden om os. Og hvis den tanke kommer til os, at sådan bøn er ikke let at udøve, så lad os huske, hvad det var, Kristus sagde til disciplene, - nemlig, at det var, når Helligånden kom over dem, at de skulle få kraft til at bede. Det er for at drage os helt ind under den velsignede Ånds fulde herredømme, at han rækker os det dyrebare løfte: »Bed, og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen.« Og når vi tror, at Ånden i sin kraft virker i os, vil forbønnen blive glæden og styrken i al vor tjeneste. Når Paulus i Kol 3: 17 skriver: »Og alt, hvad I tager jer for i ord eller handling, gør det alt sammen i Herren Jesu navn og sig Gud Fader tak ved ham,« så minder han os om, hvorledes alt i daglig livet må udføres i Jesu navn. Det er, når vi lærer at gøre dette, at vi får frimodighed til at sige til Faderen, at vi lever i det navn, og vi kommer til ham i fuld tillid til, at de bønner, vi beder i det navn, vil blive besvaret. Vort liv blandt mennesker kan ikke adskilles fra vort liv med Gud. Det er, når Jesu navn rå der i hele vort liv, at vi får kraft og magt i bøn. »Vor Fader, du som er i Himlene!« (Mat. 6: 9). Og 56-59.


DIN HIMMELSKE FADER

Hvor enkel og skøn er ikke denne form for påkaldelse af og henvendelse til Gud, som Kristus lærer os at bruge! Og dog er den med den fylde af kærlighed og velsignelse, som den indeholder, ufattelig rig. Tænk blot på hvilken bog, der kunne skrives om de vise og kærlige fædre, der har levet på jorden! Tænk på, hvad verden skylder de fædre, der har gjort deres til, at deres børn måtte blive stærke og lykkelige og i stand til at gavne deres efterkommere, - og tænk så på, at dette kun er en skygge, - ganske vist en skøn skygge, - men dog kun en skygge af, hvad Faderen i Himmelen er for sine børn på jorden. Hvilken gave skænkede Kristus os ikke, da han gav os retten til at sige »Fader«. »Kristi Fader«, »vor Fader«, »min Fader«. Vi regner det for et stort privilegium, når vi bøjer os for ham i tilbedelse, at vi da kan regne med, at Faderen kommer os nær, mens vi er her på jorden. Når vi i vor tanke ligesom forlader jorden og ved Helligånden træder ind i det allerhelligste, hvor seraferne tilbeder, får ordet »himmelske Fader« en ny betydning, og vore hjerter kommer under en indflydelse, som kan vare hele dagen. Og når vi samler vore tanker om, hvad »faderfor hold« på jorden betyder, og hører Kristi stemme sige: »Hvor meget mere«, da føler vi, hvilken afstand der er mellem det jordiske billede og den himmelske virkelighed og kan kun bøje os i dyb, kærlig tilbedelse. »Fader, vor Fader, min Fader!« Og glæde og kraft kan kun blive os fuldt ud til del, når vi fryder os i ordet: »Hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!« Å, hvilken nåde at kunne modtage en himmelsk Ånd og daglig bevise, at vi er børn, som har en Fader i Himmelen og som dag efter dag elsker at dvæle i hans hellige nærværelse! »En retfærdigst bøn formår meget, når den er alvorlig.« (Jak. 5,16, gl. o.).


BØNNENS MAGT

Bøn betyder meget. Den betyder meget hos Gud, og den har betydet meget i hans menighed s og hans folks historie. Bøn er den store magt, som menigheden kan udøve og derved sikre, at Guds almagt virker i verden. En retfærdig mands bøn formår meget, - og med en retfærdig menes der ikke blot den, der har Kristi retfærdighed som et dække over sig, men som har retfærdigheden i sig, som er blevet et nyt menneske, - skabt til at leve i retfærdighed og hellighed (Ef. 4: 24) - en, der lever som retfærdighedens tjener (Rom. 6: 16 og 19). Dette er den retfærdige, som Herren elsker, og hvis bøn har magt (Salme 66: 18-19,1. Joh. 3:22). Da Kristus den sidste nat her på jorden gav sit store løfte om at svare på bøn, gav han det til dem, der holdt hans befalinger. »Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand« (Joh. 14: 15-16). »Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, å bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det« Joh. 15: 7). »En retfærdig mands bøn formår meget, når den 'r alvorlig.« Det er, når den retfærdige beslutter sig il med hele sit væsen at »hænge ved Gud«, at hans løn formår meget. Som Jakob sagde: »J eg slipper lig ikke, før du velsigner mig,« - og som enken, der trængte på hos den uretfærdige dommer, - så edes vil den retfærdiges udholdende, alvorlige bøn opnå meget. Så er der den virkningsfulde, alvorlige bøn fra at nage retfærdige. Når to eller tre bliver enige om at bede om en bestemt ting, er der en forjættelse om svar, - og hvor meget mere, når hundreder og tusinder forener sig i at råbe til Gud om at lise sin magt til bedste for sit folk! Lad os slutte os til dem, der har forenet sig i let påkalde Gud 0111 Helligåndens mægtige kraft menigheden. Hvilket stort og velsignet arbejde, og hvilken vished vi kan have om et rigeligt; var i Guds time. Lad os hver for sig og sammen bede Gud om lede til at bede denne virkningsfulde og alvorlige bøn, der formår meget! J eg vil, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg er stedt i for jer.« (Kol. 2: 1).


BØN OG OFFER

Ligesom mennesker, der har påtaget sig en stor opgave, må forberede sig grundigt og sætte alle deres kræfter ind, sådan bør kristne også berede sig til bøn af hele deres hjerte og hele deres styrke. Dette er en lov i Himmerigets rige. Bøn forud sætter, at vi ofrer vor magelighed, vor tid og vort selv. Hemmeligheden ved virkningsfuld bøn er offer. Sådan var det for Jesus Kristus, vor store forbeder. Der står skrevet om ham: »Når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom.« - »Hans sjæl har haft møje.« »Med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden.« I Getsemane bad han under råb og tårer. Bøn er offer. David sagde: »Må min bøn gælde som røg-offer for dig og mine opløftede hænder som aftenoffer.« Vor bøn har værdi, fordi den har sin rod i Jesu Kristi offer. Ligesom han opgav alt sit eget, da, han bad: »Din vilje ske«, således må også vi være besluttede på at give alt til Gud og til hans tre· neste.


En gudfrygtig minearbejder i Wales havde en slægtning, som lægen havde beordret til Madeira, - men den syge havde ikke penge til rejsen. Mine arbejderen besluttede at give den lille smule penge, han selv havde opsparet, - og han satte alt ind. Han sørgede for et godt sted, hvor den syge kunne bo for 7.shilling pr. dag. Selv var han tilfreds med at bo i et lille udhus og brugte kun 10 pence om dagen. Han tilbragte megen tid i bøn, indtil han fik forvisning om, at den syge ville komme sig, - og da den sidste dag var nået af den måned, opholdet skulle vare, var den syge blevet helt rask. Da minearbejderen nåede hjem, sagde han, at mere end nogen sinde var det gået op for ham, at bønnens hemmelige lov og skjulte kraft lå i at ofre sig selv. Kan vi undre os over mangelen på kraft i vore bønner, hvis vi kun modstræbende bringer de ofre, der er i at bie på Gud? Den Kristus, vi forlader os på, og som bor i os, bragte sig selv som et of fer til Gud. Og det er, når denne ånd lever og hersker i os, at vi skal få kraft fra Gud til at bede den alvorlige, virkningsfulde bøn, som gavner meget. »Og han, som ransager hjerterne, ved, hvad hjerterne attrå er, thi efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige.« (Rom. 8: 27).


ÅNDENS FORBØN FOR DE HELLIGE

Hvilket lys kaster disse ord ikke over de hellige s bønsliv! Vi ved ikke, hvad vi rettelig bør bede om, og hvor ofte hindrer dette os ikke i at bede den troens bøn, der er så virkningsfuld. Men her får vi til opmuntring at vide, at Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke. »Efter Guds vilje går Ånden i forbøn for hellige.« Hvilken udsigt åbner der sig ikke her for os! Hvor og hvorledes går Ånden i forbøn for de hel lige? På den måde, at han i det hjerte, som ikke ved, hvad det skal bede om, selv hemmeligt og effektivt beder om det, der er Guds vilje. Naturligvis er det underforstået, at vi stoler på, at han virker i os, og at vi bier for Guds ansigt, selv når vi ikke ved, hvad vi skal bede om, i den forvisning, at Ånden beder i os. Det indebærer endvidere, at vi i fuld afhængighed af Helligånden, som er blevet givet os, og i hvilken vi råber: »Abba, Fader«, tager tid til at dvæle i Guds nærværelse, selvom vi ikke kan frembære andet end uudsigelige sukke. Hvilken forskel ville det ikke gøre i mange af de hellige s liv, hvis de virkelig praktiserede dette. De har ikke alene Jesus, Guds Søn, den store ypperstepræst, der altid lever, til at gå i forbøn for dem! De har ikke alene frihed til at bede i tro om, hvad som helst de begærer, og løfte om, at det skal blive dem givet, men de har virkeligt og i enhver gerning Helligånden - »nådens og bønnens Ånd« - til i dybe af deres væsen at gøre sit arbejde for dem, idet Ånden går i forbøn for dem efter Guds vilje.


Hvilket kald til os om at udskille os fra verden og til at hengive os helhjertet til Ånden, der vil lede os i bøn langt ud over, hvad vi kan tænke eller forvente. Hvilket kald til i stilhed at hvile i Herren og bie tålmodigt på ham, mens Ånden efter Guds vilje beder i os, - ikke blot for os selv, men især for alle de hellige! »Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være ét ligesom vi. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kom mer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig.« (Joh. 17: 11,20-23).


AT DE ALLE MÅ VÆRE EET

Læg mærke til, hvor megen vægt Herren lægger på udtrykket »at de må være ét«. Man føler det, som han ønsker at understrege disse ord, af hvilke vi kan forstå hoved tanken i hans ypperstepræstelige bøn. Han længes efter, at ord og tanker i en hver handling skal have den samme plads i vore hjerter, som de har i hans. Da han var på vej hjem til Faderen - ad korsets vej ønskede han, at vi skulle forstå, at han tog denne tanke om enhed med sig til Himmelen for også der at gøre den til genstand for sin uafladelige forbøn. Han betroede disse ord tilos, for at vi skulle gøre dem til genstand for stadig forbøn. Det alene ville sætte os i stand til at opfylde den sidste og ny befamling, han gav os om, at vi skulle elske brødrene, ligesom han elskede os, for at vor glæde kunne blive fuldkommen. Hvor lidt menigheden dog har forstået af dette! Hvor lidt er dens forskellige grene og retninger dog præget af en brændende, smittende kærlighed til alle de hellige, uanset deres navn og bekendelse! Skal vi ikke lukke vore hjerter vidt op for denne bøn: »at de alle må være ét« og gøre den til en hovedbestanddel af vort daglige fælles skab med Gud? Hvor enkelt ville det ikke blive, hvis vi forbandt de to ord: »Vor Fader« med alle Guds børn ud over verden. Hver gang vi brugte disse hellige ord, ville vi blot behøve at forbinde det lille ord »vor« med Guds faderkærligheds storhed og rigdom, og vi ville snart lære, at lige så naturligt som vi siger:Fader, - ligeså naturligt ville vi sige »vor« Fader i barnlig kærlighed til alle hans hellige, hvor og hvem de end er. Bønnen: »at de alle må være ét«, ville da blive en glæde og styrke, - et dybere fællesskab med Jesus Kristus og alle hans hellige og opstige som en liflig duft til vor kærlige, himmelske Fader. »Disse deltog alle enigt og udholdende i bønnen.« (Ap. G. 1: 14). »De holdt fast ved fællesskabet og bønnerne.« (Ap. G.2:42).


DISCIPLENES BØN

Hvilken lektie for os i bønnens skole at få lært, hvad denne vedvarende, endrægtige bøn betød for disciplene! Tænk blot på genstanden for deres ønsker! Imidlertid havde deres tanker om den velsignede Helligånd været meget mangelfulde, skønt de af Jesu ord om, at det var gavnligt for dem, at han gik bort, skulle have forstået, at Anden ville herliggøre Kristus for dem på en måde, de aldrig før havde kendt. Og det ville blive ham selv i den mægtige Ands kraft, der ville være deres styrke i den gerning, han havde kaldt dem til. I tillid afventede de løftets opfyldelse. Havde ikke Mesteren, der havde elsket dem så højt, givet dem forsikringen om, at han ville sende Anden til dem? Med hvilken iver og ihærdighed de dog bad, og midt i den lovprisning og tak, der fyldte deres hjerter, medens de tilbad deres Herre i Himmelen, huskede de på, hvad han havde lært dem om udholdenhed i bøn, fuldt forvissede om, at hvor længe det end kunne trække ud med svaret, ville han dog ganske afgjort holde sit løfte og opfylde deres begæring. Må en sådan tankegang fylde vore hjerter, ind til vi er overbeviste om, at den samme forjættelse, som blev givet til disciplene, også er givet til os, og selvom vi må råbe til Gud dag og nat, kan vi regne med, at Faderen vil besvare vore bønner. Og så, og dette er ikke det mindst vigtige, lad os tro, at ligesom de fortsatte med at bede endrægtigt i Anden, således kan også vi være forenede i bøn, selvom vi ikke kan være sammen på ét sted. I den kærlighed, som forener os, og i bevidstheden om Herrens nærværelse hos hver enkelt af os, som er ét i at påkalde Jesu velsignede navn, kan også vi gøre fordring på løftet om at blive fyldt med Helligånden. »Gør dette til enhver tid under stadig på kaldelse og bøn, idet I altid beder i Anden, og vær årvågne dertil med stadig udholden hed og bøn for alle de hellige. Bed også for mig.« (Ef. 6: 18-19).


PAULUS OPFORDRING TIL ENIG BØN.

Hvilken sans havde ikke Paulus for Kristi legemes guddommelige enhed og for behovet for alle lemmernes stadige bøn for det legeme, de tilhører! At han ikke mener, at dette skal være noget lejlighedsvis, men en stadig vedvarende udøvelse af det livsfællesskab, der knytter dem sammen, træder tydeligt frem gennem de ord, han bruger om altid at bede i Ånden og være årvågen deri med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. Han forventer, at de troende er sig deres forening med Kristus og med hele legemet så bevidst, at de i deres daglige liv og i alt, hvad de har med at gøre, ser det som deres højeste mål at søge det legemes vel, som de er lemmer på. Han regnede med, at det ville være helt naturligt for dem uden byrde eller tvang - at bede for alle, der tilhørte Kristi legeme. Ligeså naturligt som det er for hvert lem på mit legeme altid at være rede til at gøre, hvad der tjener hele mit legemes vel, ligeså naturligt vil bevidstheden om at være forenet med Kristus, - hvor Helligånden har herredømmet, blive fulgt af bevidstheden om at være forenet med alle lemmerne i glæde og kærlighed. Er dette ikke, hvad vi behøver i vort daglige liv, - at enhver troende, som har overgivet sig helt til Herren, dag efter dag lever i bevidstheden om, at han er ét med Kristus og hans legeme? I krigstider er det ofte her på jorden blevet åbenbaret, med hvilken iver og villighed millioner af mennesker har sat alt ind for at tjene deres land. Således bør alle hellige leve for Kristus, deres Konge, og også for alle lemmerne på det legeme, for hvilket han er hovedet. Må Guds folk blive villige til at bringe et sådant bønnens og forbønnens offer til alle tider for alle de hellige! »Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelig hed, for hvis skyld jeg er et sendebud i lænker. Ja, bed om, at jeg må have frimodig hed til at tale ret derom.« (Ef. 6: 19-20).


PAULUS' ANMODNING OM FORBØN

»Også for mig«, - hvilket lys disse ord kaster over Paulus' realistiske tro på den absolutte nødvendighed af bøn og på dens store magt. Hør, hvorledes han ønsker, de skal bede: »at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed.« Paulus havde, da han skrev dette, været en evangeliets tjener i mere end tyve år. Man kunne måske sige, at han havde en sådan erfaring i at prædike og i at udtrykke sig, at det ville falde ganske naturligt for ham at tale frimodigt. Men så dyb er hans overbevisning om sin egen utilstrækkelighed og svaghed, så afhængig føler han sig af Guds undervisning og kraft, at han ved, at uden direkte hjælp fra Gud kan han ikke arbejde, som han bør. Følelsen af sin afhængighed af Gud er grundlaget for hans tillidsfuldhed og grundtonen i hele hans liv. Men der er mere. I disse tyve år havde han utallige gange været i forhold, hvor han måtte forlade sig på Gud alene, og hvor han ikke havde haft nogen, der kunne hjælpe ham i bøn. Men så dyb er hans indsigt i tanken om Kristi legemes enhed og sin egen afhængighed af andres bønner, at han indtrængende anmoder om deres forbøn, og han formaner dem til under bøn og påkaldelse i Anden at være årvågne og udholdende, og han linder dem om, at de ikke må glemme at bede for ham. Lige så lidt som en bokser i en kamp kan und være hjælp fra selv det svageste led i sit legeme, lige så lidt kunne Paulus undvære de helliges for bønner. Hvilket kald til os i dette 20. århundrede om at vågne til bevidsthed om, at Kristus, vor for beder i Himmelen, og alle hans hellige her på jorden står sammen i en stor strid, og at det er vor pligt at bede uafladeligt om Guds Ands kraft over alle hans tjenere, så der må gives dem de rette ord til at forkynde evangeliet og tale, som de bør tale. Til de hellige i Kolosæ, de troende brødre i Kristus. Vi takker altid Gud, når vi beder for jer, da vi har hørt om den kærlighed, som I har til alle de hellige.« (Kol. 1: 2-4). »Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse. Og bed tillige for os.« (Kol. 4: 2-3).


Bøn for alle de hellige.

Bøn for alle de hellige! Lad dette være det første, vi her tænker på. Det vil kræve tid, tanker og kærlighed at blive klar over, hvad det betyder. Tænk på din egen kreds og på de hellige, du kender. Tænk på dit land og tak Gud for alle der, som er hans hellige. Tænk på de kristne nationer i verden og de hellige, som findes der, og tænk på alle de hedenske nationer og de hellige, som findes i de lande, og som er i stadigt stigende tal. Tænk på alle de forskellige omstændigheder under hvilke disse lever, og alle de forskellige behov, der er et kald til Gud om hans nåde og hjælp. Tænk på dem - alt for mange, - der tilhører de hellige, og som alligevel ved ligegyldighed og lamhed eller verdslighed eller ved et ondt vantro hjerte vandrer i mørke og ikke bringer ære over Guds navn. Tænk på de mange, som lever alvor ligt, - og dog ved, at deres liv er mislykket, fordi de ikke er i besiddelse af Guds kraft og derfor ikke kan leve et liv, der behager Gud eller er til velsignelse for andre mennesker. Og tænk så på dem, der findes alle vegne rundt omkring - på en somme steder - eller i fællesskab med andre, hvis eneste mål er at tjene den Herre, som købte dem, og at være lys for dem, der omgiver dem. Tænk især på dem, der ofte ubevidst om deres samhørig hed med hele Kristi legeme, - beder om det store løftes opfyldelse, at Helligånden må komme over dem, og om den kærlighed og enhed, som kun han kan udvirke.

Dette er ikke bare én dags eller én nats arbejde. Det kræver et hjerte, der stund efter stund vil tænke på behovet i det Kristi legeme, vi tilhører. Men når vi først får begyndt på dette, vil vi forstå, at der er rigelig grund til udholdenhed og til, at vi selv overgiver os til Guds And, så han kan gøre os skikkede til det store og velsignede arbejde at bede denne dobbelte bøn, at Guds og Kristi kærlighed må fylde hans fælles hjerter, og at Helligåndens kraft må virke, så Guds gerning kan blive gjort i denne syndige verden. »Vi har det håb til Gud, at han også frem deles vil fri os, når også I med forbøn står os bi,« (2.Kor. 1: 10-11). »Nogle forkynder Kristus af egennytte, i den tanke at føje ny trængsel til mine lænker. J eg ved, at det skal føre til frelse for mig ved jeres bøn og ved Jesu Kristi Ands bistand.« (Fil. 1: 17,19).


BØN AF ALLE DE HELLIGE.

Dette emne kalder os til endnu engang at tænke på de hellige verden over og får os til at betragte det fra forskellige synspunkter. Hvis vi vil bede Gud om at forøge i antal og styrke alle sande forbedere, da ville vi kunne danne os et indtryk af, i hvor bøj grad vor egen kreds af forbedere ville vokse i antal og kraft. Vor første tanke vender sig uvilkårligt til de mange hellige, der tænker meget lidt på og kender meget lidt til den pligt, de har, at bede for Kristi legeme og for hele det arbejde, der gøres for at opbygge legemets lemmer. Vi må da huske, hvor mange der er, som vi bør prise Gud for, fordi de beder om hans Ånds kraft, men hvis tanker hovedsagelig drejer sig om et arbejde, de selv har kendskab til eller er direkte interesseret i. Dette vil vise os, at kun et meget begrænset antal af dem er rede til at tage del i den bøn, som burde opsendes fra hele menigheden om legemets enhed og Helligåndens kraft udgydt over hele Guds folk. Og dog er der sikkert mange, som føler, at forslaget om at bede denne bøn imødegår et længe følt savn, og at det er en usigelig forret, hvad enten vi er få eller mange, at gøre Kristi bøn: »at de alle må være ét« til en daglig bøn, som vi beder i tro og kærlighed. Det kan være, at troende vil slutte sig sammen i små kredse eller i større distrikter for at hjælpe dem, de omgås, til at tage del i denne gerning: at bede om, at bønnen for alle de hellige må blive alle de helliges bøn. Dette budskab sendes ud til alle deres hjerter, der ønsker at modtage det og som ønsker at prøve sig selv angående deres indvielse til Herren, så Helligåndens kraft og kærlighed kan blive åben baret for hele hans folk. »Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner jer Himmelens sluser og udøser velsignelse over jer i overmål.« (Mal. 3: 10).


BØN OM ÅNDENS FYLDE

Dette sidste løfte i Det gamle Testamente fortæl ler os, hvor overstrømmende velsignelsen skal være. Pinsen var kun begyndelsen af, hvad Gud var villig til at gøre. Faderens forjættelse, som Kristus gav den, venter stadig på sin fuldkomne opfyldelse. Lad os prøve på at blive klar over, hvilken frihed vi har til at bede og forvente store ting. Akkurat som den store missionsbefaling om at gå ud i alverden og forkynde evangeliet ikke gjaldt disciplene alene, men også os, således gæl der befalingen om »at blive i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje« også os. »Vent på Faderens forjættelse«, I skal døbes med Helligånden«, - er ord, der gælder os, og disse ord er grundlaget for vor forvisning om, at når vi beder i én ånd, vil vor bøn blive hørt. Tag tid til at tænke over, hvilket nødråb der er i hele menigheden og på alle missionsmarker. Må vi blive klare over, at det eneste lægemiddel, der findes for vor utilstrækkelighed og afmagt, og det eneste, der kan sætte os i stand til at vinde sejr over denne verden, der er i mørkets magt, er det, at Gud stadfæster sin nærværelse og sin Ands kraft midt iblandt dem, der hører ham til.


Lad os tage tid til at tænke på de kristne menigheders tilstand, indtil vi dybere end nogen sinde er overbeviste om, at intet uden den Almægtiges kraft kan ruste hans hær til det store slag mod det onde. Kan nogen forestille sig eller foreslå noget andet bønneemne, der kan sammenlignes med dette: at Guds kraft må være over evangeliets tjenere og over hele hans folk, så de er ud rustede sådan, at de kan forkynde evangeliet, så det bliver »en Guds kraft til frelse«. Og når vi forbinder bønnen for hele menigheden på jorden med bønnen om hele Himmelens kraft, skal vi komme til at mærke, at de største sandheder i den himmelske verden har taget os i besiddelse, og at vi på enhver måde beder om, hvad Gud længes efter at give os, så snart han finder hjerter, der i tro og lydighed har overgivet sig til ham. »Giv os hver dag vort daglige brød.« (Luk. 11: 3).


HVER DAG

Der er nogle kristne, der ikke holder af tanken om en forjættelse, der skal begæres daglig. De synes ikke, de kan påtage sig det, - og dog beder de Gud dag for dag om det daglige brød. Hvis et Guds barn virkelig har overgivet sig til Guds kærlighed og til tjenesten for ham, skulle han regne det for en forret at kunne benytte indbydelsen til hver dag at komme ind i Guds nærværelse for at bede for menigheden og rigets store behov. Er der ikke mange, der bekender, at de ønsker at leve helt for Gud? De anerkender, at Kristus gav sig selv for dem og stadig gør sin gerning i dem. De indrømmer, at vi ikke burde give ham mindre kærlighed tilbage, end han har udøst over os og de føler, at hvis det er standarden for deres liv, bør de hilse enhver lejlighed velkommen til dag efter dag at bevise, at de har helliget sig af hele deres styrke til Kristi riges interesser og til at bede således, at Guds velsignelse kan komme ned.


Den indbydelse, vi får, til dagligt at forene os i bøn, kan for nogle måske blive en uventet lejlighed til at blive Guds »påmindere«, som dag og nat råber til ham om kraft og velsignelse Over hans folk og over den nødlidende verden. Tænk på, hvilken forret det er dagligt at få lov til at bede indtrængende til Gud om hjælp for hans hellige, for udgydelsen af Helligånden over dem og for hans riges komme, så hans vilje kan ske på jorden, som den sker i Himmelen. For dem, som må bekende, at de kun har lidt forståelse af denne høje og alvorlige pligt: at bie på Gud i bøn om hans velsignelse over verden, burde denne indbydelse være mest velkommen, og for dem, der har deres særlige kreds at bede for, skulle tanken om en udvidelse af denne kreds, så den kom til at omfatte alle Guds hellige og al Guds riges gerning, være en tilskyndelse til at tage del i en tjeneste, ved hvilken det arbejde, de allerede har, ikke lider skade, - men som vil styrke deres hjerter og fylde dem med en kærlig hed og tro, som de aldrig før har kendt. ligner af soldater, var hver afdeling i hæren ikke blot interesseret i sin egen virksomhed, men rede til at glæde sig over og hente nyt mod fra hver meddelelse om tapperhed og begejstring, der var blevet udvist af andre hærafdelinger i den store hær.


Og er dette ikke, hvad vi har brug for i Kristi menighed, en sådan begejstring for Kon gen og hans rige, en sådan tro på hans sag, en tro på, at hans navn skal blive kendt af ethvert menneske, så vore bønner hver dag stiger op med storladen kærlighed, der omfatter hele Kristi legeme og daglig beder om Helligåndens kraft over ethvert af dets lemmer, selv det svageste? Den styrke, som enhed giver, er noget ufatteligt. Den enkeltes kraft forøges ved den inspiration, det er at have fællesskab med en stor og sejrende skare. Intet kan hjælpe os til en stor og fast tro som bevidstheden om at være ét legeme og én And i Kristus Jesus. Det var, da disciplene var forenet i én Ånd på pinsefestens dag, at de alle blev fyldt med Helligånden. Forenet bøn bringer bønnesvar. »De var alle samlede med hverandre.« »Og de blev alle fyldt med Helligånd.« (Ap. G. 2: 1,4).


I EEN ÅND

De sidste kapitler har åbenbaret vidunderlige tanker for os angående samhørigheden i hele Kristi legeme og om nødvendigheden af en frigørende udvikling af de slum ren de eller begravede for bønnens talenter. Vi må i sandhed takke Gud, fordi vi ved, at der er titusinder af hans børn, som dagligt ind trængende beder for de dele af Guds riges arbejde, som de selv personligt er interesseret i. Men i mange tilfælde er deres bøn begrænset til det arbejde, de selv kender, og de mangler den storhjertethed og universelle kærlighed, der omslutter alle Guds hellige og deres tjeneste. De har ikke den frimodighed og styrke, som fås ved bevidstheden om at være et led i en stor og sejrende hær under en sejrende Konges ledelse.


Vi har nævnt, at en bryder eller bokser i kam pen samler al sin styrke og regner med, at ethvert lem på hans legeme gør sit yderste. Under verdenskrigen, hvor den britiske hær bestod af mild ligner af soldater, var hver afdeling i hæren ikke blot interesseret i sin egen virksomhed, men rede til at glæde sig over og hente nyt mod fra hver meddelelse om tapperhed og begejstring, der var blevet udvist af andre hær afdelinger i den store hær. Og er dette ikke, hvad vi har brug for i Kristi menighed, - en sådan begejstring for Kon gen og hans rige, en sådan tro på hans sag, en tro på, at hans navn skal blive kendt af ethvert menneske, så vore bønner hver dag stiger op med storladen kærlighed, der omfatter hele Kristi legeme og daglig beder om Helligåndens kraft over ethvert af dets lemmer, selv det svageste? Den styrke, som enhed giver, er noget ufatteligt. Den enkeltes kraft forøges ved den inspiration, det er a t have fællesskab med en stor og sejrende skare. Intet kan hjælpe os til en stor og fast tro som bevidstheden om at være ét legeme og én Ånd i Kristus Jesus. Det var, da disciplene var forenet i én Ånd på pinsefestens dag, at de alle blev fyldt med Helligånden. Forenet bøn bringer bønnesvar. For at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud. Og han friede os og vil /1'i os.« (2: Kor. 1: 9-10). »Nogle forkynder Kristus af egennytte i den tanke at føje ny trængsel til mine lænker. Jeg ved, at det skal føre til frelse for mig ved jeres bøn og ved Jesu Kristi Ånds bistand.« (Fil. 1: 17,19).


ET PERSONLIGT KALD

Tekster som de ovenstående beviser, at der i menigheden var kristne, der stod i Andens fulde kraft, og med hvem Paulus kunne regne, når det gjaldt virkningsfuld bøn, - bøn, der kunne opnå resultater. Når vi opfordrer kristne til at bede uden ophør, er der et stort antal af dem, som afgjort siger, at et sådant liv ikke er bestemt for dem. De har ingen speciel gave til at bede, - de har ikke noget udpræget ønske om at behage Kristus eller herliggøre ham ved at sjæle frelses; de har endnu ikke lært ved Kristi kærligheds tvingende magt at leve for ham og ikke for sig selv. Og dog er det til sådanne kristne, vi bringer kaldet om en helhjertet overgivelse til Kristus. Vi spørger dem, om de ikke skammer sig ved at leve et så selvisk liv, så de blot bruger Kristus som en behagelig anledning til at undslippe Helvede og sikre sig en plads i Himmelen. Vi kommer til dem med forsikringen om, at Gud kan forandre deres hjerter ved Kristus og ved Helligånden. Vi beder dem indtrængende om at tro, at for Gud er alle ting mulige. Han formår og er villig til, ja, ivrig efter, at de skal leve i Faderhuset og kende glæden ved at være ham nær og tjene ham. Et skridt på vejen til at opnå dette er, at de lytter til kaldet efter mænd og kvinder, som er villige til hver dag og hele dagen at leve i en atmosfære af vedholdende bøn for alle de hellige, - at de modtager Helligåndens kraft og forstår, at det er intet mindre end en kærkommen pligt, et offer, som Kristi kærlighed har ret til at fordre, og at han i sandhed vil virke i dem ved sin Ånd.


Det menneske, der, hvor meget han end er kommet til kort, modtager dette kald fra Kristus og søger ind til Gud i ydmyg bøn om den nødvendige nåde, vil have taget det første skridt på den vej, der fører til fællesskab med Gud og til en ny og levende tro og overgivelse af hele sit væsen. Det vil hjælpe til atter at bringe pinsens Ånd ind i Guds folks hjerter.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 359316

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,57348680496216sekunder