JESUSLIVET - FRISTELSER
 1992AF. Hannah. W. Smith.

 

»Salig den mand, som holder ud i prøvelse (fristelse); thi når han har stå et sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker Ham.« Jak. 1:12. Hvis der er noget, vi mere end alt andet behøver at betragte ud fra en sund for nufts grundvold, er det emnet: fristel se. Jeg er overbevist om, at intet er me re misforstået. Endvidere er fristelse en hverdagserfaring, og det er derfor, af afgørende betydning, at vi i undervis­ningen om vort dagligliv får dette emne belyst.          

Fristelse er ikke synd.

Det første, jeg ud fra sund fornuft vil sige, er: fristelse er ikke synd. Det andet, jeg vil sige, er det samme, og det tredje ligeså.

For nogen kan det måske forekomme unødvendigt med en så stærk understregning af dette, fordi man synes, enhver burde vide det. Jeg tror dog, at det er meget få, der virke­lig ved det. Folk giver ofte deres sam tykke til en teori, som de slet ikke tror på, når den skal omsættes i praksis, og dette gælder netop fristelse. Uden tvivl vil enhver, som læser dette, være helt enig med mig i, at fristelse ikke er synd, men hvor mange handler virkelig ud fra denne overbevisning? Vor tekst siger, at det er saligt at holde ud i fri stelse (prøvelse). Tror vi virkelig, at det er sådan? Synes vi ikke snarere at føle det som en forbandet ting, og at regne os selv som forfærdelige syndere, net op fordi vi bliver fristet? En flod af onde tanker strømmer ind i vor sjæl: stolte tanker, ukærlige tanker, hade fulde tanker, misundelige tanker. Det er tanker, vi afskyr, og dog synes de at komme indefra, og vi føler os onde og fjernt fra Gud, når vi kan huse sådan ne tanker. Det er fjendens store list, som han anvender for at fange os. Det kan sammenlignes med, om en tyv, der er brudt ind for at stjæle, og som mø des af modstand fra husets ejer, ville vende sig mod denne og anklage ham for selv at være tyven. Fjenden hvisker sine onde antydninger ind i vort hjerte, og så vender han sig og siger: »Hvor må du være ond, når du kan have så danne tanker, det er da klart, at du ik ke kan være et Guds barn. Hvis du var det, ville det være umuligt, at sådanne frygtelige tanker kunne trænge ind i dit hjerte.« Denne tankegang synes så for nuftig, at den kristne føler, det må væ re sandt og styrtes ned i et dyb af mis mod og fortvivlelse. Men den guddom melige undervisning og deri sunde for nuft siger noget ganske andet.

 

»Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser (fristelser). I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udhol denhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå til bage i noget.« Jak. 1:2-4.

Dersom det er synd at blive fristet, ville vi vel ikke blive opfordret til at regne det for lutter glæde. Er det ikke mere et bevis på, at fristelse eller prø velse er et af Guds midler til at opdrage os, og uden dette ville vi ikke blive fuldkomne og helstøbte kristne. »Da skal I fryde jer, selvom I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro - som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild - må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.  «1 . Pet. 1:6-7.

 

Fristelserne prøver vor tro, og vi er intet værd, hvis vi ikke bliver prøvet. De udvikler vore åndelige værdier, og det er væsentligt for vor sande vækst. Hvor overfladisk ville vort åndelige liv ikke blive, om vi ikke blev opdraget gennem prøvelser. I den guddommeli ge plan er der derfor behov for, at vi i vort liv er omgivet af fristelser. Prøvel­sen af vor tro er meget mere kostbar for Herren og meget mere værdifuld for os end al øjeblikkelig velvære.

 

Og da Herren elsker os, tillader Han, at vi prøves, så vi styrkes. Gennem prøvelsers og fristelsers svære ild. Det var Hans vej for Israels børn. Da Gud førte dem til det lovede land, drev Han ikke straks alle fjender ne bort, Han lod nogle blive for at prøve dem, om de ville adlyde Hans bud (Dom. 2:21-23, 3:1-4). Jeg har undertiden tænkt, at prøvel ser er for vore sjæles sundhed, hvad vaccination er for vort legemes: en pro ces ved hvilken vi sættes i stand til at modstå angreb af alvorlige sygdomme. »Thi du ransagede os, o Gud, rensede os, som man renser sølv; i fængsel bragte du os, lagde tynge på vore læn der, lod mennesker skride hen over vort hoved, vi kom gennem ild og vand; men du førte os ud og bragte os lindring 1« Salme 66: 10-12. Sølv prøves for at blive renset, og vi prøves for til sidst at blive vederkvæ get. Selv Herren »lærte lydighed andet, Han led« (Hebr. 5:8), og her må Hans fristelser have været noget af det svæ reste for Ham.

 

»Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad  os derfor med frimo dighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.« Hebr. 4:15-16. »Thi som den, der selv er blevet fri stet og har lidt, kan Han komme dem til hjælp, som fristes.« Hebr. 2: 18. Dersom vi tror, at Herren blev fri stet, som vi bliver det, må vi være over beviste om, at fristelse ikke er synd, og at det er muligt at kende til fristelser af enhver art og dog være »uden synd«. Vi må stole på, at hvor som helst vi møder en fristelse, der er Herren for at udfri os.

 

»Hvor var du, Herre, da jeg blev fri stet?« råbte helgenen i ørkenen. »Lige ved siden af dig, min søn, idet jeg øje blik for øjeblik gav dig den nåde, som du behøvede for at sejre over fristel sen,« var det kærlige svar. »Det er kun almindelige, menneske lige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, Han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.« 1. Kor. 10:13.

 

Fenelon siger angående fristelse: »Vi må aldrig undres over fristelser, om de aldrig er så oprørende. Her på jorden er alt fristelse. Alt, hvad der kommer os på tværs, frister os ved at irritere vor stolthed, og indgang frister ved at smigre den. Vort liv er en stadig kamp, men en kamp, hvori Jesus Kristus kæmper for os. Mens fristelserne raser omkring os, må vi fortsætte urokket, ligesom den rejsende, der overraskes af en storm, ganske enkelt samler sin kap pe tættere om sig og fortsætter med større styrke mod sit bestemmelses sted.« »Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelser.« 2. Pet.2: 9a.

 

Når Herren ved, hvordan Han skal udfri os, er det Ham vi må ty til for at blive udfriet, selv kan vi ikke klare det. Vor uduelighed på dette punkt har vi alle haft tydelige beviser på, så det be høver ikke diskuteres. Dog er de fleste af os så tåbelige, at vi gang på gang forsøger selv at kæmpe på samme re sultatløse måde, idet vi tænker, det må lykkes, blot vi lægger al kraft i. Vi skænder på os selv, vi græder over os selv, lider under samvittighedsnag og anger. Så tager vi alvorligere og mere bindende beslutninger end før, prøver igen og lider atter nederlag.

 

Til tider synes vi at sejre for en stund, og vi glæder os over sejren og regner med, den er vedvarende, indtil alt vort forsvar pludselig synes at blive taget fra os, og nederlaget er værre end nogen sinde før. Vi undrer os over det og synes, at Gud behandler os hårdt, når Han, efter alle vore anstrengelser, tillader sådanne svigt. Men sandheden er, at der kun findes en vej, ad hvilken vi kan frigøres fra fristelsens magt, og da vi ikke har prøvet den, er nederlag uundgåelige. Vi kan gøre modstand mod denne kendsgerning så meget, vi vil, vi kan forsøge alle andre veje, men før eller siden vil vi komme tilbage til denne sandhed, at der er kun en, der kan udfri os af fristelsens magt, og det er Herren. Der er kun en vej til sejr, og denne vej hedder: tro.         

 

Når du drager i krig mod din fjende og får øje på heste, vogne og krigs folk, der er talrigere end du selv, skal du ikke blive bange for dem; thi Her ren din Gud er med dig, Han, som før te dig op fra Ægypten. Når I rykker ud til kamp, skal præsten træde frem og tale til folket, og han skal sige til dem: 'Hør, Israel! I rykker i dag ud til kamp mod eders fjender, lad ikke eders hjer te være forsagt, frygt ikke, forfærdes ikke og vær ikke bange for dem! Thi Herren eders Gud drager med jer for at stride for eder mod jeres fjender og give eder sejr.'« 5. Mos. 20:1-4.

 

Herren eders Gud drager med eder for at stride for eder mod eders fjender og give eder sejr.« Det er hele hemme­ligheden. Jeg spurgte engang en kristen, hvis liv i sejr over fristelser havde gjort et dybt indtryk på mig, hvori hans hemmelighed bestod. Han svare de, at det alt sammen lå i den kends gerning, at Herren kæmpede for ham, og han holdt sig stille. »Engang,« sag de han, »følte jeg, at jeg måtte kæmpe selv. Det var for rig, som Herren stod bag mig og hjalp mig, hvis vanskelig hederne blev mig for store, men for det meste så Han kun til og lod mig kæm pe. Men nu sætter jeg Herren forrest, Han strider, mens jeg som tilskuer iagttager sejren.«

 

I Efeserbrevet har vi en beskrivelse af den kristnes rustning, den vil yderli gere belyse emnet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den on de dag og holde stand efter at have be sejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte 'retfærdigheden som brynje', tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod 'frelsens hjelm' og Andens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Anden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. Ef. 6:13-18.

 

Alt dette er troens rustning. Under fristelsen i ørkenen var Herren iført denne rustning, og den giver os en le vende forståelse af sandheden i, at Han var fristet i alle ting ligesom vi, og den viser os, hvorledes vi skal sejre (Luk. 4:1-13). Våbnet, Jesus brugte, var Ån dens sværd, hvilket ifølge apostelen er Guds ord. Han mødte fristelserne med Skriftens ord, idet Han ved hver enkelt fristelse begyndte med at sige: »Der står skrevet!« Jeg tror, at sandheden, som den er åbenbaret i Bibelen, altid er det bedste og mest virksomme våben mod fristelser. Jeg siger våben, fordi jeg ønsker at understrege, at kraften til at overvinde ikke er vor, den kommer alene fra Herren, men våbnene er lagt i vore hænder. Og det vigtigste af disse våben er for mig at se det, Herren selv brugte: Guds ord, Guds sandhed. Der er så godt som altid et, der står skre vet, med hvilket vi kan møde enhver fristelse.

 

Jeg mindes et tilfælde i mit eget liv, hvor jeg erfarede dette. Jeg havde lige fået nyt tæppe i dagligstuen og ville gerne bevare det pænt. Men Herren ønskede også, at invitere nogle hårdt arbejden de mænd med sømbeslået fodtøj til bibelstudie en gang om ugen, men jeg protesterede imod det. J eg var sikker på, at mit pæne gulvtæppe ville blive ødelagt. Dog følte jeg mig ikke helt godt tilpas ved, at jeg som en kristen tænkte mere på mit tæppe end på disse mænds åndelige vel. Jeg var derfor meget urolig og plaget. Så tænkte jeg på dette Åndens sværd, om jeg kunne bruge det i denne situation. Jeg mente dog, det var ret usandsynligt, at der stod skrevet noget angående gulvtæpper. Alligevel greb jeg mit sværd, og i mit indre sagde jeg stille og noget forsagt: Der står skrevet! Og pludse lig slog det mig, at der står skrevet: i fandt jer med glæde i, at de ødelagde, hvad I ejede. Hebr. 10:34a, eng. ov ers. Jeg stillede min fjende ansigt til an sigt med Åndens sværd, og det sejrede for mig. Derefter var jeg tilfreds med at få mit tæppe eller enhver anden ting ødelagt, når blot det var i tjeneste for Herren.            

 

Gennem utallige erfaringer ved jeg, at i enhver kamp over for fristelsen til at tvivle på Guds kærlighed og omsorg, er intet våben så effektivt som dette Åndens sværd. Al tvivl må vige over for den tillidsfulde, bibelske påstand om Guds altomfattende, uforanderlige kærlighed. Jeg har ofte jaget en hel hær af tvivl på flugt ved fast i troen at gentage disse enkle ord: Der står skrevet: Gud er kærlighed. Prøv det kære læser, og du skal erfare.

I har holdt ud med mig i mine fri stelser; og ligesom min Far har tildelt mig kongedømme, tildeler jeg jer, at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Isra els tolv stammer. Luk. 22:28-30. 

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312408

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,82402920722961sekunder