JESUSLIVET - FRUGTEN ER..

Frugten er.


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk




Åndens frugt består ikke i at gøre, men i at være, gennem Helligåndens kraft, som virker i et fuldt overgivet liv.



Åndens frugt, som er “... kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed..” (Gal. 5,22) er til stor hjælp og velsignelse i kristenlivet. Dette er ikke en frugt frembragt af den kristne selv. Det er Åndens frugt. Det er Helligåndens væsen, der for en iagttagende omverden viser sig gennem en kristens liv.



Vi kan ikke beslutte os til at frembringe Åndens frugt ved egne anstrengelser. Men i et fuldt overgivet liv vil Helligånden virke, så den kristne simpelt hen bliver en kanal for frembringelsen af Hans frugt. “...du får din frugt fra mig.” Hoseas 14,9. Ordet ‘frugt’ står i ental. Der står ikke ‘frugter’. Entalsformen viser harmonien i et udelt hjerte. En frugtbærende kristen ejer kærlighedens glæde, kærlighedens fred o.s.v. Åndens frugt består ikke i kærlighed og så de andre dyder skilt fra kærligheden. Som en så rammende har sagt det: “Den er kærlighedens enhed udtrykt i åndeligt tiltrækkende dyder.”



Kærlighedens frugt

“...Åndens frugt er kærlighed...” Denne kærlighed står i direkte kontrast til sjælens kødelige følelsesbetonethed. Den ligger dybt i det menneskelige hjerte, og den rækker ud mod alle. Den spænder over verdenshave og når ud til vilde stammer og nationer ud over verden. Den kender ikke til territoriale grænser, ej heller aldersgrænser. Den når ud til børnehjem og plejehjem.

Denne kærlighed er altomfattende. Den elsker det behagelige og det ubehagelige menneske. Den er god mod dem, der er dine fjender, god mod dem, som forbander dig, hader dig, foragteligt udnytter dig og som forfølger dig (Matt. 5,44). Åndens kærlighedsfrugt har en neutraliserende virkning, når den konfronteres med ukærlighed, jalousi, bitterhed, had eller enhver anden form for kødelig manifestation. Kærligheden læger ødelagte venskaber, opløste hjem og splittede menigheder. Hvilken vidunderlig medicin der dog flyder fra ‘vintræet’ til ‘grenene’ – til dem, der er syge af fortvivlelse, modløshed og nederlag!



Du Guds barn, vær en kanal for dette Åndens vidunderlige produkt – en kærlighedens kanal. Du må ikke hindre Guds Ånds udgydelse i dit hjerte ved Helligånden (Rom. 5,5). På græsk betyder ordet ‘udgyde’ at ‘øse ud’. Helligånden er udøseren, og du den kanal, hvorigennem Hans kærlighed strømmer ud til andre. Gud er kærlighed. Det er Guds natur, og Han glæder sig ved at give sig selv til os. I 1. Pet. 1,22 er der en klar definition af den kærlighed, der som frugt af Helligånden, frembringes i en kristens liv. Det er en oprigtig, uforstilt, uskrømtet kærlighed, der vises ud fra de rigtige motiver, som ikke stiller krav, og som er fri for hykleri. Der er en, der engang har udtalt: “Vi fristes alle til at give udtryk for mere, end vi føler; at kysse dem, vi forråder, eller at dække de kløfter, der bliver dybere dag for dag, med blide ord. Vi er ofte høflige, men vor høflighed er kun overfladisk. Vore ord er blødere end smør, men vore hjerter er dragne sværd.”

Når oprigtig kærlighed er blevet den kristnes erfaring, så elsker han alle hellige af et rent hjerte.



Glædens frugt

“Åndens frugt er glæde...” Gud er giveren af denne glæde. Verden stræber efter at gøre folk lykkelige. Der er stor forskel på glæde og lykke. Lykken afhænger af, hvad der sker med dens udspring. Den afhænger af noget her på jorden. Glæden har sin grundvold i Gud. Ordet glæde kommer fra det græske ord “Chara”, det vil sige en glæde, der har sit udgangspunkt i det åndelige, for eksempel “glæde i Helligånden” (1. Tess. 1,6). Jesus sagde: “Nu kommer jeg til dig, dog, dette taler jeg, medens jeg er i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig.” Johs. 17,13. Glædens frugt visner aldrig, heller ikke når vort håb og vor stræben synes at smuldre bort. Den mistes ej heller gennem sorg og prøvelser. Der er “for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind.” Es. 61,3. “...jeres sorg skal vendes til glæde.” Johs. 16,20. Apostelen Paulus sagde: “...Trøst har jeg fået i fuldt mål og glæde i overflod midt i al vor trængsel.” 2. Kor. 7,4. “… I ... fandt jer med glæde i, at man røvede, hvad I ejede; I vidste jo, at I ejer noget bedre og blivende.” Hebr. 10,34. “Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser.” Jak. 1,2. “Og I blev vore efterfølgere, ja Herrens, da I under stor trængsel tog imod Ordet med glæde i Helligånden.” 1. Tess. 1,6.



I visse kredse er der en ukristelig betoning af fremgang, succes og rigdom. Vær på vagt over for begærlighed! Der er en Laodikea-syge, som påvirker mange af Guds børn i dag (Johs. Åb. 3,17). Hverken fattigdom eller rigdom er et tegn på åndelighed. Disse ting kan i nogen grad gøre et menneske lykkelig (ofte ulykkelig), men ingen af delene vil frembringe glæde. Gud har ingen rangskristne. Han velsigner fattige kristne, og Han velsigner rige kristne.


Gud elsker os alle.

Hemmeligheden ved virkelig rigdom findes i Salme 16,11: “Du lærer mig livets vej, man mættes af glæde for dit åsyn, livsalighed er i din højre for evigt.” Det er ikke huse, biler, penge eller andre ting, der giver os glæde – men Jesus. “Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer (frugt som forbliver), og jeres glæde kan blive fuldkommen.” Johs. 15,11.



Fredens frugt

“...Åndens frugt er fred.” Der forskel på “fred med Gud” og “Guds fred”. Alle kristne erfarede ved deres omvendelse at få fred med Gud, men det er ikke alle kristne, der i det daglige oplever at have Guds fred. Fredens frugt er Guds fred i hjertet, en stilhed i sindet, som er en følge af et ret forhold til Gud. Det betyder en fri og ren samvittighed. Hemmeligheden ved at bevare denne fred er, at lade Kristi fred råde i vore hjerter (Kol. 3,15). “Råde” betyder bogstaveligt: at være dommer i vore hjerter. Dommere i fodbold og basketball bruger fløjten, når der begås overtrædelser. Signalet er givet: der er blevet begået uret. Dommeren råder. Således også, når den kristne begår overtrædelser (synder). Samvittighed og fred konfererer med hinanden, men det er fred, som råder – er dommer, og dommeren siger, at overtrædelserne må bekendes, og at der må afstås fra dem. I Hebræerbrevet 12,11 beskrives retfærdighed som en “fredens frugt”. Hellighed og fred går hånd i hånd. Guds fred står i fare i det hjerte, hvor synd kommer ind, medmindre synden bekendes og renses bort ved Jesu Kristi blod, og der derefter gives afkald på den. Guds fred kan ikke råde i et hjerte, der er behersket af synd. Hvis du lader Guds fred råde i dit hjerte, vil der altid blive gjort indsigelse imod synden, og du vil blive gjort opmærksom på et brudt fællesskab. Bekender du så din synd over for Herren og over for de mennesker, du eventuelt har gjort uret, genoprettes forholdet, og freden bevares. Gud ske tak og lov, at vi har een, som vil “lede vore fødder ind på fredens vej.” Luk. 1,79.



Langmodighedens frugt

Åndens frugt er langmodighed...” Langmodighed stammer fra det græske ord “Makrothumia”, der siger noget om sjælens standhaftighed under provokation. Det betyder altså overbærenhed og tålmodig udholdenhed under alle slags mishandlinger, uden vrede eller tanke om hævn. “Så I kan vandre Herren værdigt … og styrkes med al styrke efter Hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde.” Kol 1,10-11. “Bær over med hinanden...” Kol. 3,13. Modsætningen til langmodighed er utålmodighed, hvilket giver sig udslag i opfarenhed, bidende bemærkninger og en kritisk indstilling. Sådanne utålmodige mennesker vil blive ofre for disse tilbøjeligheder, som vil tage herredømmet over dem, hvis ikke Åndens frugt, langmodighed, bliver fremherskende i deres liv. Denne frugt, åbenbaret i de helliges liv, sløver den skarpe, kritiske tunge, og tungen hos den sladrende og højrøstede, lidt pralende person.



Der findes endnu et græsk ord, der undertiden oversættes til “langmodighed”, og som mange steder oversættes til “tålmodighed”. Det er ordet “Hupomone”. “Hupo” betyder under, og “mone” betyder bie/stå fast. Det betyder altså den kristnes gudgivne evne til at blive stående trods overvældende omstændigheder, prøvelser og trængsler. Det er at indtage en blid og sagtmodig stilling til en hvilken som helst prøvelse, Gud tillader i den kristnes liv. En “hupomone” kristen er en kristen, der siger tak under alle forhold.



Mildhedens frugt

“Åndens frugt er mildhed...” Denne frugt antyder sindsligevægt, ro og venlighed. Den mildner alt det hårde og barske. Den virker beroligende på de oprørte vande og bilægger strid og oprør. I disse egocentriske tider findes der intet mere forfriskende end at møde et menneske med en mild ånd. Det kræver mod at være et billede på Guds mildhed. Verden ønsker at se succes, Oscarvindere, baseballkonger, teaterattraktioner og en mængde andre verdslige attraktioner. Herren har brug for milde troende. Tiden vil slette sporene af alle kødelige bedrifter. Åndens frugt, mildhed, har evighedsværdi. Gud give, at vi må vælge det rigtige.



Godhedens frugt

“Åndens frugt er godhed...” Den, der bærer godhedens frugt, udøver hellige handlinger. Godhed er generøsitet. Den gør andre godt. Den går ud over grænserne for naturlig godhed. Naturlig godhed siger: “Vær retfærdig, gør din del, men heller ikke mere.” Helligåndens godhed siger: “...hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til … hvis nogen vil … tage din kjortel, så lad ham også få kappen! Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham en mil på vej, så gå to mil med ham!” Matt. 5,39-41.

Godhed stammer fra det græske ord “Agathosune”, der refererer til den egenskab i mennesket, der bestemmes af og sigter imod det, der er godt, nemlig de moralske værdiers egenskab. Der findes et andet ord for godhed, nemlig “Chrestotes”, som betyder en hjertes venlighed, som udtrykker sig i handling. Fra anden side siges det, at “Agathosune” beskriver den venlige del af godheden, mens “Chrestotes” også indeholder de strengere aspekter, hvor det at gøre godt mod andre ikke nødvendigvis er forbundet med nænsomhed og blidhed. Strenge handlinger af moralsk værdi er af det gode, selvom det kan gøre ondt. Kristus rensede helligdommen (Matt. 21,12-13), og Han irettesatte de skriftkloge og farisæerne (Matt. 23,13-29).



Der findes negativ godhed og positiv godhed. I Jeremias 1,10 siger Herren til profeten: “Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke (negativ godhed) og nedbryde (negativ godhed), til at ødelægge (negativ godhed) og nedrive (negativ godhed), til at opbygge (positiv godhed) og plante (positiv godhed).” I dag skal alt være positivt, og den modstand mod alt negativt, som har bemægtiget sig mange hellige, er med til at hindre Guds riges fremgang. Vær ikke bange for negativ godhed. Den positive er let. Den negative er nødvendig.



Sagtmodighedens frugt

“Åndens frugt er sagtmodighed...” Sagtmodighedens frugt afvæbner den fremstormende og temperamentsfulde person. Den “tager gassen af” hans opfarenhed. Sagtmodige kristne skændes ikke. Paulus sagde til Titus: “… ikke forhåne nogen, ikke være stridbare (undgå skænderier), men milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker.” Titus 3,2. I sin behandling af andre mennesker ejer denne frugt mildhedens og blidhedens væsen. Paulus formanede efeserne således: “Så formaner da jeg, den fangne i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed.” 4,1-2. Sagtmodighedens frugt er ikke et åndløst, intetsigende og svagt produkt. Sagtmodighed er magt. Som en har sagt: “Den består ikke alene i en persons udvortes adfærd; ej heller i personens forhold til sine medmennesker. Den er snarere en ynde, der er indvævet i sjælen, og udøvelsen af den er først og fremmest rettet imod Gud. Det er det åndelige sind, hvormed vi accepterer Hans behandling af os som værende god, så vi ikke modarbejder den eller sætter spørgsmålstegn ved den. Den er nær forbundet med ydmyghed.” Men for at kunne stå i et sådant forhold til Gud behøver vi Hans kraft. Det menneske, der har en sagtmodig ånd, er ikke et svagt menneske. Han besidder en høj kvalitet af åndelig styrke.



Troens frugt

“Åndens frugt er tro” (iflg. eng. overs.). Tro betyder i denne forbindelse troskab. “...ikke stikke noget til side, men vise al god troskab, så de i et og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.” Titus 2,10. Ordet betyder altså trofasthed over for Kristus og Hans sag. “Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget.” Matt. 25,21. Troens frugt viser sig ved, at man er en troværdig husholder for Gud. “Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro.” 1. Kor. 4,2. Troens frugt ser man hos de udholdende hellige, som aldrig giver op, men altid fører en sag til ende. Tro på vor egen tro er manglende tro. Tro på Guds trofasthed frembringer Åndens frugt – tro.



Afholdenhedens frugt

“Åndens frugt er afholdenhed...” Afholdenhed (mådehold) betyder: at have kraft, at være herre over – at kunne kontrollere sig selv. Selvkontrol, som er en frugt af Ånden, kontrollerer der, hvor vor egen menneskelige selvkontrol ikke strækker til. Ordet anvendes i forbindelse med atletens kontrol over sin krop og dens lyster under træning og stadionlege. Ordet refererer derfor til kontrollen af ens egne lyster og impulser. Vi lever i høj grad i en udisciplineret tidsalder. De gamle discipliner brydes ned, og samfundets grundvold er tilsyneladende ved at smuldre bort. Disciplinen i mange hjem og i skolen er ved at forsvinde. Frem for alt bliver den guddommelige disciplin ofte latterliggjort som værende negativisme. I det selv kontrollerede liv ses ingen kødelig uro og affekt. Et sådant liv karakteriseres af en støt balance. Denne selvkontrollens frugt gør det muligt for Guds hellige at prise Ham under livets prøvelser, vanskeligheder og kampe.



Hvordan kan Åndens frugt blive åbenbar i vore liv?
Hvordan kan Guds Ånds hellige væsen blive en del af vort kristenliv? Retningslinierne gives i Johannes-Evangeliet kap. 15, vers 1-8 og 16, hvor vi læser om “frugt...mere frugt … megen frugt … varig frugt.” I dette afsnit nævnes Helligånden ikke i forbindelse med frugt, som i Gal. 5,22.

Begge steder er det dog klart, at det er Hans frugt, der er tale om. Den er ikke et produkt af den kristnes egne anstrengelser eller af hans modningsproces, eftersom “grenen ikke kan bære frugt af sig selv”. Men idet grenen bliver på vintræet, bliver det øjeblikkelige produkt, Åndens frugt, åbenbar i den kristnes liv.



Enhver kristen kan i omvendelsens øjeblik bede om Helligåndens fylde og således blive en frugtbærende kristen. Guds overstrømmende velsignelse skaber frugten: “mere frugt … megen frugt … varig frugt”. Den varige frugt er en følge af, at Gud har fået lov at virke i et menneskes liv. Jesus sagde: “Min Fader er vingårdsmanden.” Han beskærer, gøder, vander og værner. “At blive i Ham” er i enhver kristen liv – uanset alder og omstændigheder – svaret på den konstante frembringelse af Åndens attraktive frugt. Helligånden, der bor i os, ønsker at gennemtrænge, styrke og kontrollere alle vore naturlige evner. Hvis menneskets vilje forenes med Guds vilje, vil Helligåndens velsignelse og fylde påvirke hele vort væsen. Vi har stort behov for, at alt dette bliver virkeliggjort i vore liv. Det er ikke kundskaben om, men erfaringen af det frugtbærende liv, der velsigner os og velsigner de mennesker, vi kommer i kontakt med. “Smag og se, at Herren er god...” Sl. 34,9. “… for at vi skal bære frugt for Gud.” Rom. 7,4. Hans frugt er velsignet åndelig terapi. Den er helsebringende – både fysisk og åndeligt.



Den guddommelige berøring

En ting er at blive en kristen, noget helt andet er at blive en moden kristen! (Ef. 4,13) Lad os forblive under vingårdsmandens hånd, og således stræbe efter at blive fuldkomne. Det er nødvendigt, at vi til stadighed beskæres. Bibelens ord er konsekvent positive og negative. Vi kan ikke ære det første frem for det sidste. I Galaterbrevet femte kapitel stilles “kødets gerninger” op som kontrast til “Åndens frugt”. Det kødelige menneske karakteriseres ved “kødets gerninger”. Det hellige Guds-menneske karakteriseres ved “Åndens frugt”.



Måtte Josefs velsignelse også blive vor. “Josef er en frugtbar gren, endog en frugtbar gren ved kilden.” l. Mos. 49,22 eng. overs. Sådanne frugtbærende mennesker har noget at give til alle, de kommer i berøring med.



“Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.” Johs. 15,8.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 362191

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,58474588394165sekunder