JESUSLIVET - GÅ AFSIDIGES

Fra bladet. Det salige håb i 1980erne (Bladet eksisterer ikke længere)




Jesus så, at Hans disciple trængte til hvile. Derfor kaldte Har dem afsides. Når man går alsidiges har det inte at gøre med at man går ud af en forsamling, nej man går i stilhedens hvile sammen med Jesus for at få snakket ud og hvilet helt ud så man også er frisk i sit legeme. Føler du dig kaldet ti at ga afsides, da må du skynde dit at gå, thi Kristus sår, at du trænge til hvile. Og gar du ikke, når Har kalder, så tager Han dig afsides og det bliver maske med hårde miler.





Jesus så, at disciplene trængte til hvile midt i travlheden. Det er så vanskeligt for os at indse det Samme Der på den anden side af Genzaretsøen var et arbejdsfelt, sone ventede på dem - men først hvile. Det hører til evangeliets grundtone først at søge hvile i Kristi død og forløsningsværk, og sa at gå ud i arbejdet for Ham. Vi har alle en større eller mindre opgave foran os, og ingen af os må glemme, at Guds regel er: hvile først, derefter arbejde.




Men lad os betragte måden, de skulle hvile på. »Kom med til et øde stedt. Mærkeligt, tænk et øde sted. Er det ikke sådan, at vi, når vi vil ud i naturen en dejlig sommerdag, søger et smukt sted. Men her er det modsatte tilfældet - et øde sted. På det øde sted var der intet - uden Ham selv - der kunne fange deres interesse eller optage deres tanker. På det øde sted var der intet for øjnenes lyst. Deres hvile kom derfor til at bestå i at være optaget af Ham, at være indtaget i Ham og lytte til Hans tale. Se,

dette er hvile i kristenlivet. Men en sådan hvile er mange af os endnu ikke kommet til fordi verden og alt det nærværende endnu ikke er blevet som en øde plads for os. Men hør det, broder og søster, din sjæl trænger til hvile, den hvile, som kommer af at være optaget af Kristus.




Denne gang til et afsides sted har sikkert også en anden betydning. Mon ikke de skulle afsides også for at glæde Ham lidt? De havde været skilt en tid, og Han savnede antageligt deres selskab, det selskab, som var Himmelen på jorden for Ham, thi Han elskede dem lige så højt, som Faderen elskede Ham (Johs. 15:9). Det er ikke blot af hensyn til os selv, at vi må afsides - i sandhed, vi trænger til det - men også af hensyn til Ham, for at glæde Hans hjerte. Hvor stort er det ikke, at Jesus sætter pris på vort selvskab.





Dette bør drive os til af kærlighed at søge ensomheden i samfund med Ham. Da vil der falde nyt lys over vort bønneliv. Det vil ikke føles som tvang, men som et herligt privilegium, et liv i Hans nærhed.





 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312885

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,8988289833069sekunder