JESUSLIVET - GUD ER ALTID KÆRLIGHEDEN

Gud er altid kærlighedens ophavs mand.


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk


Gud er kærlighed.

Gud er kærlighed, den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Sådan står der i 1. Johannesbrev. Så enkelt er det kristne budskab og på samme tid så svært at efterleve, om man forsøger i egen kraft, derfor er det drøn vigtig man bliver ved med at være i Jesu Kristi Ånd (Den Hel lige Ånd). Som Paulus skriver om i Rom 6-7 det er synden der bor i vore lemmer der får os dagligt til at snuble. Altså om vi er i Jesus Kristus er Han vor mellemmand mellem synden der får os til at snuble hver dag og står inde for hele vort liv.


Det kristne budskab er enkelt:

Han i os og vi i Ham og intet andet. Hvis du spørger: ”Hvad skal jeg gøre for at behage Gud og for at få et godt liv?” Så er svaret ganske enkelt: ”Bliv i kærligheden, i Jesus Kristus og tillad Ham blive i dig ved sin Ånd. dvs. elsk Gud, din næste og dig selv.” Hvordan kan vi tro, at Gud er kærlighed? Fordi. Vi erfarer denne kærlighed som virkelig liv og ikke kun som en viden om noget der engang skal blive sådan. Netop fordi Jesus lever i vort sted erfarer vi det sådan at Gud virkelig er kærligheden over alt. Vi kan tro det fordi. Bibelen fremstiller Gud som en kærlig Gud, der ikke kan andet end at elske. Måske vil I nu protestere og tilføje, at kristendommen da ikke kun taler om en kærlig Gud.


Dommens Gud?

Ja, det er rigtigt. Der står i Johannesevangeliet kap. 3: ”Og dommen er, at lyset (Jesus Kristus ved HelligÅnden) er kommet til verden.” Det lys, der tales om, er Guds lys, der kom til verden i Jesus Kristus. Han kom med Guds fred og Guds kærlighed, som ikke kan andet end at elske og lyse op. Han elskede så meget, at han måtte lide døden på korset for at give det fortabte menneskeliv tilbage til Gud. Dette var Guds dom over mennesket, at lyset kom til verden for at redde det fortabte menneskeliv. Fortabt, fordi det har døden i sig, og fordi det hverken kan gøre fra eller til hvad angår liv og død. På den måde tales der om dom og det at være kristen anses af mange for at være kristendom, hvor vi hele tiden dømmes for alt hvad vi gør og de kristne anses ofte for selv at dømme alt og alle, men det er ikke sådan. Vi bedømmes af Gud og vi som kristne bedømmer om de ånder vi omgås er fra gud eller ikke. Det er stor forskel på at bedømme noget og fordømme noget. Inge kan dømme noget gud ikke dømme og ej heller forkaste hvad Gud har udvalgt og skabt i Hans billede.


Dommen over en selv, nedkalder mennesket over sig selv, fordi det ikke kun lever i lyset og gør lysets gerninger, men også kan finde på at gå ud af Lyset (Jesu Ånd) og lever i mørket og gør mørkets gerninger. Det er derved, at mennesket nedkalder dom over sig selv. Hvis mennesket kun var lys og kærlighed, ville det ikke blive konfronteret med Guds lys i Kristus, da han kom til verden. Fordi mennesket også har mørket/synden i sig og derved forårsager mørke gerninger i verden konfronteres det med lyset der lyser op i Kristus, så mørket må trække sig tilbage.


Hvad så med straffen ?

Det forholder sig på samme måde som med dommen. Gud straffer ikke, men mennesket nedkalder straffen over sig selv og hinanden. Mange kristne straffer både sig selv og andre ved selv at sætte visse love op, livsregler, eller kirkeregler som ikke står omtalt i Bibelen, ja også hjemmets regler kan være imod Guds regler. Det er syndens løn er straffen som ender med død, man dør af at ville forsøge på at leve op til enten guds lov eller egne hjemmelavede regler som ikke stemmer med Bibelens lære. Som synden er menneskers værk, er syndens løn, altså straffen, det også. Det kender vi godt fra vort eget liv. Når vi f.eks. plages af den synd det er ikke at elske vores partner, børn eller gamle forældre som vi burde, så plages vi selv af syndens løn, straffen, som i dette tilfælde er dårlig samvittighed på grund af fravær af kærlighed. Den straf formindsker vor egen og vore nærmeste livskvalitet.


Fravær af kærlighed

Fravær af kærlighed gør livet mindre. Fravær af kærlighed gør os til små mennesker. Fravær af kærlighed ødelægger livet for os selv og for vore nærmeste. De bli’r også mindre, når vi ikke elsker dem, som de er. Ikke som vi drømmer om, at de skal være, men præcis som de er. Sådan elskede Gud os først, sådan som vi er på godt og ondt. Det skal vi også gøre. Vu har ikke ret til at forsøge på, som mange gør, at lave andre om så de i det mindste bliver alt det vi ikke selv blev.


Gud er kærlighed. Alt hvad han gør med menneskelivet er motiveret af kærlighed og har som sit mål at blive forenet med mennesket igen i kærlighed. Ikke i dømmesyge eller trang til at straffe. Men i kærlighed. Livet selv er skabt af Gud i kærlighed. Det kan derfor kun leve på og af kærlighed. Hans vilje er derfor, at vi skal elske, fordi han elskede os først. Vi skal blive i kærligheden, for når vi bliver i kærligheden, bliver vi i Gud, og han bliver i os. Sådan lød resten af sætningen. Læs også hvad Jesus siger i Joh 15 om Det Sande vintræ.


Det betyder, at når vi ikke elsker, lever vi i adskillelse fra Gud. Det har mennesket erfaret på den måde, at mørket har fået plads i menneskets natur. For fjernt fra Gud, fra lyset og kærlighedens ophav er mørket og fravær af kærlighed. Når vi ikke elsker lever vi i adskillelse fra vore kære. Det har vi alle erfaret før eller siden, at fravær af kærlighed skaber afstand imellem mennesker. Og når vi ikke elsker lever vi også i adskillelse fra os selv. Det har vi alle erfaret i de stunder, hvor vi punktvis har mærket mørket og tomheden i vort eget indre.


Bliv i kærligheden

Vi skal derfor blive i kærligheden, for kærligheden ophæver afstanden imellem Gud og mennesker, afstanden imellem mennesker og afstanden til os selv. Den kristne tankegang er derfor, at Gud er ophav til alt liv, som han har skabt i kærlighed. Den som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Og den, som bliver i kærligheden, bevarer livet, for intet liv kan bestå adskilt fra Gud, som er livets ophav. Bliv derfor i kærligheden, for når vi elsker, forenes vi i kærlighed med det adskilte. Det er deri, i denne selvhengivne kærlighed til og med Jesus Kristus, at livet skal bestå.


Hvilken kærlighed?

Men hvad nu hvis jeg ikke kan elske? Hvad nu hvis jeg er afskåret fra kærligheden. For det er jo sådan, at jeg ikke kan beslutte mig for at elske. Jeg kan ikke sige til mig selv: jeg beslutter mig nu for at give kærlighed til den og den, Kærlighed er ikke en viljes-beslutning. Den opstår bare, eller også opstår den ikke. På den måde vil jeg sige, at kærlighed er en gave, der kommer til mig udefra og beriger mit liv. Gud er kærlighedens giver som gør at vi elsker også nogen vi ellers slet ikke kunne være i stue med. Netop fordi Jesus i os elsker de mennesker Gud elsker er det sådan, om vi da er i Kristi Ånds liv og kærlighed?


Ethvert menneske kan elske. Ethvert menneske, både det menneske, som er blevet elsket meget, og det, som har haft et kærlighedsløst liv, kan elske, fordi ethvert menneske har fået lagt et lille kærligheds-kim, som gør kærlighedens tilstedeværelse mulig. Første gang Gud elskede mennesket, var dengang han skabte mennesket i kærlighed. Dernæst lod han sig føde som menneske i Jesus Kristus og elskede menneskelivet ud af mørkets magt for at give det tilbage til Gud. Fordi Gud elskede os først, kan vi også elske og genkende kærligheden, når den er der. På den måde giver det god mening at sige:


Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.


JOH. 15. BLIV I JESUS KRISTUS:

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 359234

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,3764431476593sekunder