JESUSLIVET - GUDS DEL AF HELLIGGØRELSESVÆRKET

Hannah Pearsall Smit

 

Guds Del af Helliggørelsesværket og Menneskets Del.

 

Mange misforståelser med hensyn til livet og vandringen i tro opstår af, man ikke ser klart, at sagen har to sider. Sædvanlig tænker man, at der kun er den ene side, som man selv har set, og det er ikke underligt, at forkerte opfattelser bliver følgen deraf.

 

Men, det er aldeles klart, at denne sag har to sider,
uden man holder sig det for øje, kan man slet ikke komme til at se til bunds i den. De to sider er: Guds del af Helliggørelsesværket og menneskets del. For en flygtig iagttager kan de synes at være
modstridende; men det er de i virkeligheden ikke.

 

Det fik jeg ved en vis lejlighed et meget klart bevis
på. Ved et møde talte to prædikanter om livet i Gud. Den ene beskrev Guds part af gerningen og den anden menneskets. De var i fuld overensstemmelse med hinanden, hvad størstedelen af tilhørerne også forstod. Men nogle enkelte forstod det ikke. En dame sagde ganske
forvirret til mig:  Jeg forstår ikke et ord af det hele. Her er to prædikanter, som giver sig ud for at lære den samme Sandhed, og dog forekommer det mig, at de fuldstændig modsiger hinanden. Og jeg følte, at mange, som alvorligt stræber efter Helliggørelse, kan strande på den samme vanskelighed.

 

Sæt, at to venner har set en berømt bygning og senere beskriver, hvad de har set; men den ene har kun set den nord fra og den anden syd fra. Den første beskriver bygningens udseende og, prydelser, men den anden afbryder ham og siger: Nej, du tager helt fejl, jeg har set bygningen; den så helt anderledes ud, end du siger, den havde flere etager og en helt anden slags ornamenter. Og så følger der en ivrig disput, indtil de to venner
opdager, at de har beskrevet to forskellige sider af bygningen; og dermed er al striden ude af verden.

 

Jeg vil forsøge, så godt som jeg kan, at beskrive de
to sider af Helliggørelsen, at vise, hvordan man kommer til et forkert resultat, om man kun ser på den ene side uden at agte på den anden.
For at sige det med få ord: det er Guds sag at gøre
arbejdet og menneskets sag at stole i tillid på Ham. Disse to sider er vidt forskellige, men ikke modsatte/modsigende.

 

Der er et vist arbejde, der skal udføres.

Vi må befries fra syndens magt og sættes i stand til
at gøre Guds vilje. Vi må forvandles ved vort sinds fornyelse. De synder, vi har ligget under for, må overvindes. Dårlige vaner skal aflægges. Dårlige tilbøjeligheder og følelser må rykkes op med rod, og ny og bedre indplantes. Det er en virkelig forvandling, der må finde sted. Sådan lærer Biblen.

 

Hvem skal nu gøre det Arbejde?

Enten må vi selv gøre det, eller også må en anden
gøre det for os. De fleste af os har forsøgt at gøre det selv, men kom sørgelig til kort. Men så opdagede vi i Skriften, at det er noget, vi er ude af stand til, men at den Herre Jesus kom for at gøre
det for alle dem, der lægger sig helt i Hans hånd og tror Ham uden forbehold. Det bliver altså klart, at vi kan intet andet gøre end stole helt på Ham, medens Han gør hele den gerning, som vi har
overladt til Ham. At tro og arbejde er to vidt forskellige ting; men i det her tilfælde kommer de ikke i strid med hinanden, eftersom der er to parter i sagen. Det ville være meningsløst, om vi havde
overladt en del af et arbejde til en anden og så alligevel selv forsøgte at gøre det. Derimod er det helt i orden, at han gør det, når vi har overladt det til ham.

 

Alt, hvad mennesket kan gøre i det her tilfælde, kan sammenfattes i de to Ord: Overgivelse og Tro. Dermed er ikke sagt, at sagen ikke har en anden side. Det er ikke noget så uvirkeligt, som mennesket nu kun skulle lade stå til, eller om det skulle sætte sig i en magelig religiøs lænestol og drømme livet bort uden frugter og virkelige resultater. Der kan naturligvis fremkomme misforståelser ved det, at prædikanten undlader at påpege den anden side også, eller at tilhørerne overhører det, nemlig, at når vi stoler på Gud, så arbejder Han for os. Fordi, der nås virkelige resultater på denne måde. Det er ikke os, der frembringer dem, men Gud gør gerningen; og netop derfor bliver den meget bedre gjort. På den anden side kunne der fremkomme misforståelser,
om nogen kun talte om Guds del af værket. Her er der ikke kun tale om at tro, men om at gøre, idet Gud arbejder på at udføre det, som er betroet til Ham. Han opdrager og udvikler os ved indre og ydre påvirkninger. Hans visdom og kærlighed forsøger ved alle mulige midler at lutre og rense os. Han tager alting i vort liv også i vore ydre forhold i Sin tjeneste med det mål for øje, at vi skal vokse i
Nåden og omdannes (omformes) dag for dag og time for time til mere at blive lige Jesus.

 

Gennem denne omdannelsesproces (omformning) kortere eller længere, eftersom hver enkelt tilfælde kræver det, fører Han det ud i virkeligheden i vort daglige liv, som vi netop har betroet Ham at udføre. F. Eksempel: om vi overensstemmende med Rom.
6, 11 er begyndt at regne os for døde fra synden, så lader Gud, Herren det blive virkeliggjort i vort liv, netop ved, at Han fører det naturlige (gamle Adam) menneske i døden gennem tusinde små
ydmygelser og kors. Men dvæler man ved denne praktiske side af sagen og taler om, på hvilke måder Gud fører troens beregninger ud i
virkeligheden, så kunne det godt lyde, som om Helliggørelsen ikke skete ved tro, men ved en langsom gerningsproces, og som om sjælen
blev stillet over for en umulig og håbløs opgave.

 

Helliggørelsen er både et trosskridt, et
fremadskridende arbejde.

Det er et skridt i overgivelse og tro fra vor side. Ved et Skridt i tro tager vi vor stilling i Kristus; ved en gradvis udvikling vokser vi op til Ham i alle stykker (Efes. 4, 15). Ved et trosskridt lægger vi os selv i den guddommelige pottemagers hænder;
gennem en gradvis udvikling danner Han os til et kar til ære, egnet til Hans brug og beredt til al god gerning

 

Lad mig bruge et billede.

Sæt jeg for en, som slet ikke forstår sig på det,
skulle beskrive, hvordan en klump ler bliver til et smukt kar. Først fortæller jeg ham, hvad leret har at gøre: det lægges i pottemagerens hånd og bliver liggende der ganske viljeløst, hvordan end mesteren vender og drejer det. Det er, hvad der skal til fra lerets side. Enhver forstandig tilhører vil forstå, at det er ikke det hele, men vil spørge: Hvad gør så Pottemageren? Ja, det er netop hovedsagen. Han tager leret, som er overgivet til ham, og begynder at forme og danne det, som han vil. Han ælter og bearbejder det; han river det i stykker og trykker det sammen igen; han gør det vådt og lader det derefter tørres igen.  Ind i mellem arbejder han
med det timevis ad gangen, og til andre tider lægger han det til side i flere dage uden at røre det. Når det så gennem denne behandling er blevet fuldstændig villigt og bøjeligt, så begynder han endelig at danne det til det kar, han har tænkt sig. Han lægger det på hjulet og klemmer det ud og glatter det; så tørrer han det i solen og brænder det i ovnen, og så fører han det ud af værkstedet som et kar, han kan få ære af.
Er der nu nogen Modsigelse mellem det, at Leret blot skal ligge stille i Pottemagerens Hånd, og så hele den store
Arbejdsproces? Nej, visselig ikke. Thi før talte jeg om, hvad Leret skulle gøre, og nu skildrer jeg, hvad Pottemageren gør. Der er ingen Modsigelse mellem disse to Sider af Sagen; fordi Leret skal blot
lade sig bearbejde; men det var meningsløst at tro, at det kunnee gøre Pottemagerens Del af Gerningen.

 

Således er der i Virkeligheden den fuldeste
Overensstemmelse mellem disse to tilsyneladende modstridende synspunkter for Helliggørelsen. Mennesket skal blot stadig overgive sig og bliver ved med at tro. Men Gud har saa mangfoldige og
forunderlige Veje, ad hvilke Han fuldfører det Værk, som man har givet i Hans Hænder. Og her er det, Væksten kommer, Lerklumpen bliver aldrig til et Kar, selv om den ligger i Lergraven i tusinde
år; men når den er lagt i Pottemagerens Hænder, så begynder udviklingen. Og således kan den Sjæl, der er overgivet i Guds Hånd, dannes til et Kar til Ære.
Når du har taget Trosskridtet og fuldstændig overgivet dig til Ham, så kan du derefter vente, at Han skal begynde at arbejde. Hans Vej er måske meget forskellig fra, hvad du har tænkt; men Han forstår, hvad der er bedst, og du må være tilfreds med det.

 

Jeg har kendt en Kvinde, som kom ind i dette Troens Liv, blev fyldt med HelligÅnden og på en forunderlig Måde gennemstrømmet af Lys og Glæde, og nu ventede hun, at hun straks skulle blive sat til en særlig Gerning i Herrens Vingård. Men i Stedet for gik det således, at hendes Mand just da mistede sine Penge, og hun blev så bundet til Husgerningen, at der slet ingen Tid blev til at tage Del i nogen Missionsvirksomhed. Hun bøjede sig derfor og gav sig med hele Hjertet til at feje og tørre Støv af og sy og bage, ligesom hun vilde have gjort, om hun var blevet sat til at prædike, bede og skrive for Herren. Og i denne Skole blev hun dannet til et Kar, som Mesteren kunde bruge.

 

En anden Kvinde havde en lignende herlig Oplevelse og ventede også at blive ført ind i en stor Åndelig Gerning, men blev i Stedet for sat til at passe to vanskelige, syge Børn. I Modsætning til den anden tog hun ikke imod Lære, men knurrede og satte sig op imod Gud og mistede så hele Velsignelsen, så hun gled tilbage i en kold og elendig Åndelig Tilstand. Hun havde vel fra først af givet sig hen til at tro, men i Stedet for at lade Herren gøre Sin Del af Gerningen blev hun utålmodig og drog sig selv ud af den himmelske
Pottemagers Hænder, så Karret blev ødelagt på Hjulet.

 

Jeg tror, mange Kar er blevet ødelagt på lignende Måde af Mangel på Forståelse af det Åndelige Liv. Modenhed nås ikke på et Øjeblik, men er et Værk af Helligaanden, som med Sin mægtige, omskabende Kraft hjælper os til at vokse mere ind i Kristus, i alle Ting. Derfor nås Modenhed kun derved, at vi lader HelligÅnden virke frit i os. Men den Helliggørelse, som Skriften viser os er nødvendig
for alle troende, hvilket Udviklingstrin de end står på, den kan man komme i Besiddelse af nu med det samme; thi den består ikke i et vist Mål af Modenhed, men i at have et rent Hjerte.
Fra det Øjeblik, Leret kommer under Behandling af
Pottemagerens Hånd, er det hver Dag og hver Time, just som han vil have det; men det er endnu langt fra at være blevet dannet til det Kar, som han har bestemt det til.

 

Et lille spædt Barn kan være, just som sådant et
lille Barn skal være, så at dets Moder er fuldstændig tilfreds med  det; men dog er det meget langt fra at være det, som hun ønsker, det skal nå til i den modnere Alder.

 

I Juni Måned er Æblet så fuldkomment, som et Æble kan være; men det er meget forskelligt fra det fuldt udviklede Æble i Oktober. Guds Værk er fuldkomment på ethvert Trin. Menneskets Værk derimod er ufuldkomment, indtil det er helt afsluttet. Hvad vi kan bidrage til vor Helliggørelse er altså i Tro at lægge os selv i Herrens Hænder og at blive der. Så arbejder Han på os, og vi er Ham velbehagelige, selv om det vil tage år, før Karret helt ud er et Kar til Hans Ære, dygtiggjort til al god
Gerning.

 

Vor Sag er at stole på Gud; så fuldfører Han Værket. Når vi gør vor Del af Gerningen, så undlader Han aldrig at gøre Sin; thi aldrig er nogen blevet til Skamme, som satte sin Lid til Herren. Når du stoler på Ham og opfordrer andre til at gøre det samme, behøver du derfor ikke at være bange for, at der intet skal komme ud af det hele. Tro på Gud er Grundlaget fra først til sidst; men når vi tror, så arbejder Herren, og det er Hans Arbejde, der er Hovedsagen.

 

Dette kan måske anskueliggøre Sagen for dem, der
siger: »Hvad er det for en Selvmodsigelse? Det ene Øjeblik forsikrer du, at vi bare skal tro, og det næste foreskriver du os Ting, som det er umuligt at gøre.« Men det er som med Tømmermandens Sav; det ene Øjeblik siger vi, at Saven har savet Bjælken over, og det næste siger vi, at det er Tømmermanden, der har gjort det. Når vi har overgivet os selv til Herren og fremstillet vore Lemmer som Retfærdighedens Redskaber, så virker Han i os til både at ville og at udrette det, som er Ham velbehageligt. Så kan vi sige med Paulus:
Jeg har arbejdet, dog ikke jeg, men Guds Nåde, som er med mig (1. Kor. 15, 10).

 

Guds Virken afhænger af vor Medvirken. Et Sted kunne Jesus ingen kraftige Gerninger gøre på Grund af deres Vantro. Det var ikke, at Han ikke vilde; men Han kunde ikke. Vi tænker ofte, at
Gud ikke vil; men Sandheden er den, at Han ikke kan. Som selv den dygtigste Pottemager ikke kan lave et Kar af Lerklumpen, uden den lægges i hans Hænder, således kan Gud heller ikke danne mig til et Kar til Ære, med mindre jeg giver mig selv i Hans Hånd. Jeg må være med i alt, hvad der angår min Frelse; og da jeg kan stole på,  at Gud vil gøre Sin Part nøjagtig, gælder det for mig om at finde ud af, hvori min Part består, og så gøre den.

Amen.


   
 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312823

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,64774298667908sekunder