JESUSLIVET - HAN BOR I OS
 

 Han vil tage bolig i os



Gert Grube - www.dagens-ord.bibelland.dk




Johs. 14,23: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.”




Det er et herligt ord, som vi her har foran os. Det er et af Jesu afskedsord til sine disciple og alene af den grund har det stor værdi, for i en afskedstale plejer alt det bedste at komme op til overfladen. Hos Jesus er der ingen undtagelse.




Han siger opmuntrende, at konsekvensen af at holde fast i Guds ord, er, at både Jesus og Gud vil tage bolig hos os. Det betyder på jævnt dansk, at når vi har Guds ord i hjerte og mund, da er vi under GUDS HERREDØMME. Det betyder igen, at ingen frygtsånd vil kunne plage os, for alene kærlighedens ånd fra Gud med fred, ro og hvile vil jage alle uvelkomne ånder på porten.




Jeg synes Johs. 14,23 er et hovedord, som vi må støtte os til i vanskelige situationer. Det siger jo alt. Det er ikke drømmerier, Jesus fremkommer med, men livets kendsgerninger. Faderen og sønnen vil være i os og hos os fra nu og ind i evighedernes evigheder. Blot vi holder fast i hans varme og herlige løfter.




Man kan just ikke sige, at det i vores tid er et trend at fremsige løfter fra Bibelen. Medieverdenen og især ugebladsverdenen kører i højeste gear med alle mulige alternative løsninger, som vil få vort liv til at lykkes. Meditation, yoga, kortlæsning, håndlæsning, horoskoper osv. osv. fylder spalterne i vore ugeblade og appellerer snedigt til det moderne menneske, som desværre ikke er rustet til at sige fra. Derved kan mange ubefæstede sjæle havne i et forfærdeligt mørke.




Godt at vi har lyset fra oven. For nylig lyttede vi til søndagens evangelium om, at vi var verdens salt og verdens lys. Vi er det ikke i os selv, men kun i kraft af evangeliet. Det er troens kraft, håbets kraft og kærlighedens kraft hos Jesus, som bevirker at vi kan være salt og lys. Vi må alene have rettet vort blik mod Jesus, for i ham er hele guddomsfylden til stede. Så skal vi fyldes med kraftens ånd fra det høje, må vi hente den hos Jesus ved den tro, han selv giver.




Så kære læser, lykke til med gå til Jesus og lade hans varme løfter føre dig ind under Guds store herredømme.



Du Herre Krist min frelser est

til dig jeg håber ene,

jeg tror på dig, o, bliv hos mig

miskundelig alt med dit ord det rene!



Jeg slår min lid nu og altid

Kun til din rige nåde;

O Jesus sød, hjælp mig af nød!

Ja, for din død, frels mig fra synd og våde.

H.C. Sthen


clear.gif

Kærlig hilsen - og Guds fred

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312541

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,30455303192139sekunder