JESUSLIVET - HVORFOR KUN TROENDE SKAL DØBES.

Hvorfor kun troende skal døbes?


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk



At døbe er ikke forbeholdt baptister. Dåben praktiseres så godt som overalt i den kristne kirke. Og baptister adskiller sig, hvad dåben angår, kun fra deres medkristne i deres tolkning af handlingens betydning og formål, historisk så vel som erfaringsmæssigt, og i deres troskab mod Ny Testamentes dåbspraksis.



Dåbens begrundelse

For alle kristne må Ny Testamente være den højeste autoritet i alle spørgsmål vedrørende tro og livsførelse, idet det udgør den litteratur, der for os rummer både vor Herres og Mesters og hans første apostles undervisning.

Heraf fremgår det klart, at dåben kan føres tilbage til Kristi eget eksempel og undervisning.


1.

Han blev selv døbt, og hans dåb betegnede for ham, at han gik ind under sit forløserkald, en indvielse, som Gud selv beseglede ved Helligåndens gave (Mark. 1, 9-11).


2.

Han godkendte brugen af dåben i forbindelse med hans egen forkyndelse. Og skønt han ikke selv udførte handlingen, så gjorde hans disciple det med hans billigelse (Joh. 4, 1-2).


3.

Før sin himmelfart påbød han sine disciple at gå ud i alverden og gøre folk til hans disciple, døbe dem og lære disse døbte lydighed og bestandighed i deres tro (Matt. 28, 19-20).


Efter Herrens opfattelse var dåben således øjensynligt et betydningsfuldt led i discipelforholdet, og som sådan blev den praktiseret af hans første disciple. Vi har mange beretninger om dåb i den apostolske menighed, fra dens første oprindelse på pinsedagen og fremefter (Ap. G. 2, 37-34). Der er en meget udførlig beskrivelse af den ætiopiske hofmands dåb (Ap. G. 8, 27-39); men der er mange andre (Ap. G. 2, 41; 8, 12, 13, 37-38; 9, 17-18; 10, 47-48; 16, 14-15 og 31 31-33; 18, 8 og 19, Hvem dåben angår.


Dette er selvfølgelig et meget vigtigt punkt, og det er da også på dette, baptisterne lægger hovedvægten. De fleste kristne trossamfund døber spædbørn. Men baptisterne hævder, at dette er helt forkert, eftersom det strider imod, hvad Ny Testamente lærer.


Baptisterne benægter ikke, at det er godt, at forældre bringer deres børn hen i den kristne menighed for at indvi dem til at tjene Gud. På lignende måde bar Josef og Maria sig ad med Jesus (Luk. 2, 22--23), og hvor det som her betyder, at forældre, som selv er overgivet til Gud, ønsker, at deres børn bliver genstand for menighedens forbøn, og at denne samarbejder med forældrene i at opdrage deres små i den kristne tro, der kan en gudstjeneste med barneindvielse være af virkelig værdi.


Men barneindvielse er een ting og dåb noget andet, og der er i Ny Testamente intet eksempel på, at spædbørn blev døbt. De døbte var altid troende mennesker.

Tænk på vor Frelsers eget eksempel. Han blev indviet til Gud som spædbarn, men hans dåb fandt først sted 30 år senere, da han gik ind under sit Messiaskald. Dåben var for ham et ydre, synligt tegn på et trosforhold, som han gik til med fuld bevidsthed om, hvad det indebar.


På samme måde gik det til, når hans medarbejdere udførte dåb med hans billigelse (Joh. 4, 2). Dem, de døbte, var disciple, d. v. s. folk, som modtog hans forkyndelse, og offentligt gik ind under de forpligtelser, den indebar. Det er grundlaget for dåben i den store missionsbefaling (Mat. 28,19-20). Gå først ud, og gør mennesker til disciple, sagde Herren, døb dem så, og lær dem derefter at forstå, hvad det discipelforhold, som de er gået ind i, rummer.

Med sådanne klare anvisninger er det ikke at undres over, at den oprindelige menighed beholdt dåben på sin rette plads. Den blev aldrig udført på vantro eller sådanne, som var ude af stand til at tro. Den var kun for sådanne, som selv bekendte, at de var disciple. Og dåben blev symbolet på adgangen til de troendes fællesskab. Således formanede Peter på pinsedagen skarerne til at omvende sig og lade sig døbe. Omvendelsen kom først, og den betød en fuldstændig forandring af deres tidligere holdning over for Kristus og modtagelse af alt, hvad de nu forstod, han var som Herre og Frelser. "De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til (Ap. G. 2, 41)."


Dette var den ufravigelige fremgangsmåde ved dåb. Først den alvorlige forkyndelse af livets ord, så modtagelsen af det i en eller anden form for bekendelse, aflagt af den troende selv, og så efter alt dette dåbens handling, hvorved den troende beseglede sit løfte om lydigt tilhørsforhold til Kristus og gik ind i menighedens fællesskab.


Det udførligste eksempel, vi har på denne praksis, er, som vi allerede har set, historien om den ætiopiske hofmand. Han sad og læste det 53. kapitel i profeten Esajas' bog og bad Filip om at forklare det. Så står der, at Filip tog til orde, "og idet han gik ud fra dette skriftsted, forkyndte han evangeliet om Jesus for ham." Dette medførte ætioperens omvendelse, og han bad om straks at blive døbt. "Tror du af hele dit hjerte, kan det ske," sagde Filip. Hertil svarer han: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn." Og han lod vognen holde, og de steg begge ned i vandet, både Filip og hofmanden; og han døbte ham.

Der står ingen steder noget om, at spædbørn blev døbt. Jesus kaldte børnene til sig og gav dem sin velsignelse, men han døbte dem aldrig, simpelthen fordi dåben er kendetegnet på et discipelforhold, hvis indhold og betydning børnene endnu ikke forstod.


Det er en stor ulykke, at den kristne kirke lod sig forlede til at indføre spædbørns dåb, fordi den ved at gøre dette, begik en alvorlig afvigelse fra Ny Testamentes lære og banede vej for så misvisende opfattelser af dåben, at de lige siden har skabt store vanskeligheder for den rette forståelse af den kristne tro.

Ny Testamentes dåb hviler på det samme grundlag som Herrens nadver. Den er en anordning, som Herren gav sine troende disciple. I dåben aflægger der en åben bekendelse af deres tro på ham. De har selv mødt Kristus, og i Herrens nadver mindes de gang på gang om, at deres tro opretholdes ved modtagelse af den frelseshandling, som Kristus symboliserede ved brødet og vinen, og som han fuldbyrdede ved sin hengivelse på Golgata. Ifølge Ny Testamentes lære er dåben og Herrens nadver kun for dem, som har taget imod Kristus som deres Herre og Frelser. Derfor forvalter baptisterne disse anordninger, som de gør.


For dem er dåben troendes dåb, og det vil sige den enkelte troendes dåb. Der er ikke noget, der hedder massedåb. Dåben er en individuel handling, og den hviler på personlig modtagelse af evangeliet. Dåben følger efter og kommer ikke foran bekendelsen af tro på Kristus. Det er på den måde, Ny Testamente opfatter dette, og forstået og praktiseret på denne måde forbliver dåben en inspirerende og overbevisende handling. Dåbens betydning. Dåben er et udvortes og synligt tegn, og dens værdi ligger i den sandhed, den giver udtryk for, en sandhed, som er bevidst antaget af den, som lader sig døbe for ved dåben at bekende den tro, han ejer.


1.

Dåben udtrykker vor lydighed.

Dåben giver udtryk for lydighed mod Kristus. Den er os overleveret både ved hans eksempel og hans befaling. Han har sagt os, at "en discipel står ikke over sin herre (Matt. 10, 24)." Derfor er dåben for os vor loyalitetserklæring. Vi ønsker at gøre hans vilje i alle henseender. Derfor følger vi ham også gennem dåbens vande.


2.

Dåben udtrykker vor tro.

Dåben udtrykker for os vor tro på det evangelium, som handlingen forkynder symbolsk. Paulus påviser, at dåben er en dramatisk fremstilling af vor tros centrale kendsgerninger: Herrens død, begravelse og opstandelse. Vor dåb forkynder: "Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv (Rom. 6, 3-11)." Dåben udførtes i nytestamentlig tid på troende ved neddykkelse, sådan som baptisterne stadig udfører den, og de døbte bekender deres modtagelse af vor tros- store, centrale kendsgerninger og deres tillid til, at de får del i Kristi opstandelses kraft.


3.

Dåben er et klart vidnesbyrd.

Den fuldbyrdes offentlig og er en erklæring til alle tilstedeværende om, at den, der døbes, åbent bekender sig til at være eet med den Herre, han elsker. Det er en velkendt historisk kendsgerning, at mennesker er blevet grebet og ført til omvendelse ved synet af mænd og kvinder, som udholdt martyriet for Kristi skyld. Vidnesbyrdet blev aflagt i handling, ikke i ord, og noget lignende sker også ved dåben. Den ene dåbshandling -fremkalder den anden, og således velsigner Gud det i tro aflagte vidnesbyrd.


4.

Dåben er en indvielses- og optagelseshandling.

Den er indgangsdøren til menighedens fællesskab og betegner således begyndelsen til et nyt samfundsliv. Dette er ikke så iøjnefaldende under vore forhold, hvor menigheden gennem århundreder har påvirket samfundslivet på så mange områder. Men i lande, hvor hedenskab regerer suverænt, er det anderledes. Der betyder fællesskabet med menigheden helt nye moralske og åndelige omgivelser, hvortil dåben åbner adgangen. Selv hos os, hvor menighedsfællesskabet er en levende virkelighed, er det for dem, som får del i det, en kostelig arv. Og dåben har ført os ind i den.

5.

Dåben er symbol på renselse.

Derfor anvendes vandet og neddykningen og henvises til afvaskning af synd (Ap. G. 22, 16; 1. Kor. 6,11). Ikke sådan at forstå, at vandet i sig selv betyder noget, men underkastelse under dåben udviser den troendes tillid til Guds nådes virkningsfulde renselse, og vi beder derigennem om, at Gud ved sin hellige And vil rense os fra alt smuds og bevare os fra verdens besmittelse.


6.

Dåben betyder fuld overgivelse.

Vi ved, at Kristus har frelst os, for at vi skal være i hans tjeneste, og i vor dåb indvier vi os til et hvilket som helst arbejde, han måtte sætte os til at gøre. Vi overdrager os selv til ham, og netop som han selv ved sin dåb modtog Guds besegling ved Helligånden, således er dåben i Ny Testamente forbundet med Åndens gave til dem, som tror (Ap. G. 2, 38; Joh. 3, 5). Somme tider viste dette sig i den første menighed i ekstatiske erfaringer som tungetale (Ap. G. 2, 1--6). Det afgørende er imidlertid den kendsgerning, at, som disciplen overgav sig selv til Herren i dåben, således gav Herren til gengæld ham at opleve hans nærværelse ved Helligånden, og fra dåben gik den troende ud for at møde alle livets opgaver med klar og ligevægtig tillidsfuldhed. Dåben er en begyndelse, og Kristus står inde for, at han er med sine indtil enden.


Det er klart, at dåben er en udtryksfuld og vigtig handling, og hvor den udføres ret, bærer den rig velsignelse i sig både til den discipel, som er direkte part i handlingen, og ethvert tilstedeværende øjenvidne. Det afgørende er, at dåben modtages af en troende i oprigtighed og med forståelse som udtryk for hengivelse til Kristus.


Det eneste rette er derfor, at enhver, som elsker vor Herre Jesus, klarer sig deres forhold til troendes dåb. Har du, som læser dette, gjort det og selv aflagt den store bekendelse? Hvis ikke, har du så ikke afskåret både dig selv og andre fra en anledning til et vidnesbyrd om den tro, som bor i dig? Herren gav sig selv helt for dig. Bør du ikke overgive dig helt til ham?

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 326297

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,3681640625sekunder