JESUSLIVET - I DIN KONGES KRAFT

   I din Konges kraft


Du finder bibelen på www.Bibelen.dk


Noget af det, Gud er i færd med at gøre i dag, er at forberede menigheden til en ny erfaring af hans kraft ­en kraft, som vi aldrig tidligere har været i berøring med. Enhver gennemgribende folkevækkelse har været kendetegnet af en åndskraft, der står i forhold til de behov, der findes i samfundet. Ser vi på behovene i vort eget land, forstår vi, at Gud kommer til at udruste sin menighed med et stærkt og overbevisende mål af kraft. Så længe menighedens kraftikke står i forhold til nationens behov, vil afkristningen fortsætte, og nationen vil blive endnu mere åndeligt forarmet. Hvis behovene var store på de første kristnes tid, så er de ikke mindre i dag, i efter kristenhedens tid.

 

Behovet for at bede Elisas' bøn, om en dobbelt del af sin lærefaders kraft, er relevant. Vi erkender, at hvis vi skal gøre de samme gerninger som den første kristne generation, behøver vi en dobbelt del af deres kraft for at kunne udføre det samme. Hvis vort mål ikke er højere end at blive velsignet af Herren, beder vi ikke Elisas' bøn, men hvis vi har et ønske om at tjene Gud i Andens fulde kraft, og gøre de samme gerninger, som vor mester gjorde, da gør vi Elisas' bøn til vor bøn.

 

Gud kommer ikke til at svigte Danmark. For tiden sker der et regimeskifte i den åndelige verden over vort land. Mørkets magter fortrænges og må vige pladsen for Helligånden, Guds hellige engle og den ånds fyldte menigheds indflydelse. Samtidig med dette regimeskifte kommer Gud til at udgyde sin Ånd i et mål, der står i nøjagtig forhold til landets behov.  Jeg forudser, at det bliver stærkeste og mest afgørende ånds - udgydelse i vor tids historie. Under denne ånds, udgydelse vil det profetiske ord gå i opfyldelse, og den svageste af Guds børn skal blive som David. Selv den mest forudsætningsløse vil få Davids salvelse til at slå enhver fjende på flugt og etablere Guds rige i sine omgivelser. I forhold til de vældige ressourcer Gud har overført til vor ånd i ånds dåben, har vi indtil nu kun set toppen af isbjerget. De mægtigste ressourcer, de stærkeste kræfter og de herligste muligheder er i dag på vej til at blive frigjorte i forberedelsen til erfaringen af ny kraft. Begræns ikke din opfattelse af Guds kraft og muligheder til det, du har set eller hørt indtil nu. Det største står tilbage - og i indledningen til denne Guds triumf i nationen, handler Gud med enhver, som af hjertet længes efter fornyet kraft.

 

Guds veje er ikke vore veje, og hans tanker er ikke vore tanker, derfor er det ikke givet, at vi til fuld forstår, hvordan Gud går frem, når, han forbereder os til fornyet kraft. Måske går han ad veje, hvor vi mod al forventning får en følelse af, at kraften bliver beskåret. Derfor vil jeg, så langt det er mig muligt, vær med til at kaste lys over, Guds fremgangsmåde, når han fornyer os i sin kraft/Ånd. 

 

Vi lever i en tid, der kendetegnes, ved en længsel efter fornyet kraft blandt Guds folk og længselen er et af de sundeste tegn på, at noget godt er i gang, og at vi er i harmoni med Guds vilje. Gud gør ikke noget af betydning, som ikke noget af betydning, som ikke samtidig udspringer af en åndelig tørst og længsel i hans folk. Heller ikke det er noget, vi kan tage af os selv, så vi skulle kunne rose os, men Gud lægger selv en længsel ned i vore hjerter - en længsel, som står i forhold til de enorme behov, som findes i vort land i dag.

 

Gud kommer til at genoprette 40 års afkristning, det som kulturradikalismen brugte 40 år på at nedbryde, kan Gud genoprette på 14 dage ved ikke bare at begrænse åndsudgydelsen til menigheden, men udgyde sin And over alt kød. En sådan åndsudgydelse vil skabe folkevandringer til Guds hus. Men først forberedes hans folk til at administrere denne vækkelse. Det sker gennem forberedelse til erfaring af en ny kraft, som står mål med landets overvældende behov.

 

KRISEN - ÅNDSDÅBENS KOMPLIMENT

Da Herren døbte mig med Helligånden for over 20 år siden, gjorde jeg den samme fejltagelse, som mange åndsdøbte kristne gøre nemlig at sætte lighedstegn mellem åndens dåb og Andens kraft. Jeg troede, at når jeg først var døbt med Helligånden, ville intet være umuligt for mig, og jeg ville øjeblikkelig have adgang til at gøre de samme gerninger, som Jesus gjorde. Jeg kastede mig ud i de mest halsbrækkende troshandlinger, og forventede, at Guds kraft skulle bryde igennem bade i forhold til sygdomme og materielle behov. Men der skete intet, sådan gik det det den ene gang efter den anden.

 

Noget måtte være galt - jeg var jo døbt i Helligånden, og jeg regnede med, at Åndens kraft skulle frigøres i mit liv. J eg forstod efterhånden, at det var forkert at sætte lighedstegn mellem Åndens dåb og Åndens kraft. Både Guds ord og menighedens erfaring viser, at Helligåndens første gerning efter Åndsdåben erfaring i kke er at føre mennesker ud i en umiddelbar erfaring af Guds kraft. Me n I Hans første gerning efter åndsdåbserfaringen er at bruge vor menneskelige natur i overensstemmelse med HelligÅndens natur. Hele den bibelske erfaring viser. Så snart vor menneskelige natur kommer i harmoni med Helligåndens natur, bryder Guds kraft igennem og i, vore liv. Det er denne proces, Helligånden er i gang med i disse dage. Gud lader ting ske i denne proces, andet end åndelig kraft.

 

Når det nu begynder at blive sløret for hvad der sker, opdager vi til vor glæde at han forbereder os til en ny erfaring af hans kraft - en kraft vi aldrig tidligere har været i berøring med. Ikke engang Jesus gik ud i Åndens kraft umiddelbart efter, at han blev døbt med Helligånden i Jordanfloden. Det første, Jesus gør efter Åndens dåb, er ikke at gå ind i synagogen for at uddrive en ond ånd, eller opsøge de syge for at læge dem. Det første der sker efter Åndsdåben er, at Helligånd bevidst fører ham ud i en konfrontation med Satan i ørkenen. Åndsdåbens første erfaring er en krisesituation, hvor vi gennem kampen mod Djævelen får muligheden for at bringe vor menneskelige natur i overensstemmelse med Helligåndens natur.

 

Det var det, der skete for Jesus. Selvom han var Guds Søn lig med Gud i magt og herlighed, var han tillige et sandt menneske med muligheder for fristelser og fald. Her i ørkenkonfrontationen med Satan, skulle det blive klart, at hans menneskelige natur var i fuldkommen harmoni med Helligåndens natur. Da det var slået fast, gik Jesus ud i Åndens kraft, forkyndte Guds rige, udfriede alle, der var overvældet af Djævelen og helbredte alle slags sygdomme.

 

Mange kristne er uvidende om, hvorfor de befinder sig i krisesituationer i dag. Mange fejlfortolker krisen og forstår ikke, at det er Helligånden, der bevidst har ført dem ud i en ørkenkonfrontation med Satan. Kriserne i vort liv er Åndsdåbens kompliment, det er Guds tillidserklæring til det stærke liv, han har overført til vor ånd - sin elskede Søns liv. Krisens positive mulighed er, at Helligånden bringer vor menneskelige natur i overensstemmelse med sin egen natur, for derefter at føre os ud i Åndens kraft.

 

Fordi Jesus var et hundrede procent sandt menneske, havde han selvsagt også en helt igennem menneskelig natur, der kunne fristes og føres til fald, som hos ethvert andet menneske. Derfor benyttede Djævelen det tidspunkt under ørkenfristelsen, da Jesus led sult. Gennem sultlidelsen forsøgte Satan at få ham til at gøre noget, der ikke var i harmoni med Helligåndens natur. Han henviste til hans stilling som Guds Søn og sagde, at hvis han virkelig var Guds søn, kunne han også gøre stenene der til brød. Men fordi Jesu natur var i fuldkommen harmoni med Helligåndens natur, der ikke udvirker mirakler til sin egen fordel, eller i den hensigt at vække opsigt, svarede Jesus nej til Djævelens fristelse. Så forsøger Djævelen et nyt fristelsespunkt, tager Jesus med op på et højt bjerg, viser ham alle verdens riger og deres herlighed og tilbyder Jesus det alt sammen, om an blot vil falde ned og tilbede ham.

 

Men fordi Jesu natur var i fuldkommen harmoni med Helligåndens natur, der aldrig forsøger at vinde verden g dens riger, adskilt fra korset, svarede Jesus igen nej og bekræftede atter sin samhørighed med HelligÅnden. for tredje gang frister Satan Jesus. Denne gang til at misbruge Guds kærlighed, til at tvinge ham med i og det, som er imod hans natur og hans vilje. Djævelen tager ham med op på tempel tinden og henviser igen til hans stilling som Guds søn, der ganske sikkert kan kaste Sig ud fra den svimlende højde og forvente, at Gud vil sende sine engle, der vil bevare am fra ulykke. Igen afviser Jesus Djævelens fristelse, fordi hans menneskelige natur er i fuldkommen harmoni med Helligåndens natur, der aldrig bevæger sig ud over meningen af, hvad der er Guds vilje. Derefter, da det stod tindrende klart for hele den adelige verden, at Jesu menneskelige natur var i fuldkommen harmoni med Helligåndens natur, gik han d i Åndens fulde kraft. Han forkyndte evangeliet og helbredte de syge med ressourcer, som ikke hører denne verden til.

 

Som disciple kommer vi aldrig til at stå over vor Mester. I forhold til ham, bliver vi ved at være amatører, men han har selv lagt ned i os en sand længsel efter at ligne ham i medfølelse og autoritet. gennem sin egen ørkenkrise har han vist os vejen til Åndens fulde kraft. På baggrund af hans ”Åndsdåb krise”, bør vi anse enhver krise for en mægtig tillidserklæring fra Gud side. Vi bør have den samme tillid til Guds Søns liv i os, som Gud selv har, og benytte enhver fristelse til at bringe vor menneskelige natur i overensstemmelse med Helligån­dens natur.

 

Gud vil have os til at forstå at prøvelserne, vanskelighederne, kriserne i vore liv ikke er et udtryk for, at han er utilfreds med os, eller at vort åndelige liv er ude af balance. De er tværtimod et kompliment til den Åndsfylde, vi har modtaget. Gud ønsker, at vi skal forstå, at det, der sker med os, ikke sker, fordi Djævelen er for mægtig, eller vi selv er for svage, men det sker, fordi Gud er i færd med at berede os en fornyet erfaring af hans kraft. Vi skal se nærmere på en situation i Esajas bog, som på en særlig måde er med til at kaste lys over vor egen situation. Det der kendetegner folkets tilstand her er, at de uden at være klar over det, forberedes af Herren til en ny kraft - en erfaring af hans kraft, som de aldrig har haft før.

 

I Esajas 40:25-31 siger Herren: "Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige. Løft eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler. Hvorfor siger du, Jakob, hvorfor taler du, Israel, så: "Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde. Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke. Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, ny kraft får de, der bier på Herren, de får nye svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.

 

  LIGESOM PÅ ØRNEVINGER

Når Herren taler profetisk til sit folk, som han gør det her gennem profeten Esajas, er det fordi, hans folk igennem 70 lange og smertefulde år under fangenskabet i Babylon har feJ1fortolket deres egen situation. De forstod ikke, at Herrens formål med de 70 smertefulde år ikke bare var at genoprette Israel til deres oprindelige,. retfærdighed, som de havde svigtet i årene op til det babylonske fangenskab. Herrens tanke med at lade dem gennemleve de smertefulde år i Babylon, var ikke bare at genoprette den tabte retfærdighed, men også at berede dem til en fornyet kraft.

 

Guds formål med trængselstiden var at bringe deres menneskelige natur i harmoni med sin egen natur, og derigennem føre dem tilbage til Israel med en national herlighed og kraft, som de aldrig tidligere havde erfaret. Nationerne skulle samles om dem, de skulle være stammen i en mægtig vækkelse blandt folkeslagene, derfor måtte Gud forberede dem til en ny og herligere erfaring af hans kraft end nogensinde tidligere. Men Israel forstod ikke, hvorfor Herren handlede med dem, som han gjorde. De feJ1fortolkede deres egen situation og troede for det meste, at Gud havde opgivet dem, forladt dem. I det, der var Guds herlige forberedelse til ny kraft, så folket ikke andet end mørke og håbløshed. Jeg tror at parallellen til Israels situation i Babylon findes blandt mange af Guds børn i dag. Det mange har feJ1fortolket som mørke og håbløshed, er i virkeligheden udtryk for en forberedelse til den stærkeste kraftudfoldelse nogensinde i menighedens historie.

 

Som Guds folk kendte Israel til velsignelserne af samfundet med Herren. De kunne bare se tilbage på årene i Israel, hvor de hvert år drog op til templet i Jerusalem og oplevede Herrens herlighed. Men gennem 70 års fangenskab havde de ikke oplevet andet end meningsløs Guds forladthed. Og så konkluderer de: "Vor vej er skjult for Herren. Han ser ikke noget af alt det onde, der sker med os. Hvis han havde gjort det, ville han for længst have grebet ind. Den eneste forklaring på, at vi har det, som vi har det, må være, at vor vej er skjult for Herren". Som Guds folk var de kendt med de rettigheder og forjættelser, som profeterne havde forkyndt dem. De stod nedskrevet i deres hjerter og i deres Torarulle. Men gennem 70 års prøvelser og vanskeligheder, var deres tro blevet så nedbrudt, at de siger: "Vor ret, gled Gud af hænde. Måske har løfterne engang ligget i hans hænder, men nu har han tabt dem. Af en eller anden grund må Gud have opgivet os og mistet grebet om sine løfter. Vor vej er skjult for Herren, og vor ret gled vor Gud afhænde". Når Herren taler profetisk til dem gennem Esajas, er det ikke for at bebrejde dem deres vantro, bitterhed eller uforstand.

 

Når han taler til dem, er det, fordi de har fejlfortolket deres egen situation. De har ikke forstået, at det der er sket med dem var forberedelsen til en gennemgribende fornyet kraft. Han overbeviser dem om, at de smertefulde år i fangenskabet ikke var et udtryk for, at han ikke så deres veje, eller at deres ret var gledet ham af hænde. Det, der er sket, er sket som forberedelsen til en ny og herlig kraft. Fra min egen erfaring ved jeg, hvor nærliggende Israels konklusion er i krisesituationerne: Min vej er skjult for Gud. Min ret gled min Gud af hænde. Hvis Gud har set mine veje, hvorfor griber han så ikke ind? Hvis Gud stadig holder løfterne i sin hånd, hvorfor opfylder han dem så ikke i mit liv?

 

Da John Wimber begyndte at undervise om Guds kraft til lægedom og udfrielse, gik der faktisk to år, hvor de ikke oplevede andet end skuffelser og nederlag. Ingen af de syge blev helbredt, de blev ved med at være syge, mange blev endnu dårligere og nogle døde. Wimber fortæller, at Gud ikke uden videre gav dem et øjeblikkeligt svar på deres triste situation, men de lærte, hvad det vil sige at bie på Herren. Midt i nederlags stemningen anede de, at Gud havde en mening og plan med det, der skete. De nægtede at fejlfortolke deres egen situation som håbløs, men satte troen og forventningen ind og erfarede lidt efter lidt, hvordan Herren, gennem det der skete, forberedte dem til erfaringen af en helt ny kraft. En dimension af herlighed, som de aldrig havde erfaret tidligere.

 

Gud ønsker en fornyet holdning til prøvelserne i vore liv. En forståelse for, at det smertefulde og uforståelige for hans komplement til et ånds fyldt liv, der udvikles fra Andens fylde til Andens kraft. Det første, der sker med Jesus efter Åndens dåb, er Andens bevidste konfrontation med Djævelen, hvem er så vi, at vi tror, vi kan gå en lettere vej mod Andens kraft, end vor mester gjorde det? Så sandt lærlingen ikke står over sin mester, må vi gennemleve vor ørken situation, ligesom vor mester gjorde det, og derefter gå ud i Andens kraft.

 

Jeg tror ikke på, at nogen af os kan gennemleve vor ørkenerfaring på 30 dage, sådan som Jesus gjorde det. For de fleste af os må Helligånden bruge meget længere tid på at forme vor menneskelige natur i overensstemmelse med sin egen natur. Men for os alle gælder det om at forstå krisens hensigt, så vi hurtigt som muligt kan føres fra Åndens fylde til Andens kraft. Det karakteristiske ved ørnen er, at der er et fuldkomment samspil mellem dens vingekraft og vindens natur. Der findes ingen fugl, der ligner Ørnen i det henseende. I modsætning til andre fugle, flyver ørnen ikke bare ud og bruger sin vingekraft til at løfte sig selv op med.

 

Ørnen venter på vinden. Når den mærker vinden komme susende, breder den blot sine vinger ud, og så er der et så fint samspil mellem vindens natur og Ørnens natur, at den uden at bruge sin egen vingekraft lader sig løfte op af vindkraften. Der er overhovedet ingen anstrengelse i Ørnens flugt under himmelen, dens natur er i fuldkommen harmoni med vindens natur. Det er harmonien mellem vindens natur og ørnens na­tur, der bringer ørnen højere op på himmelhvælvingen end nogen anden fugl. Det der til alle tider har været hemmeligheden til Guds tjeneres kraft, er, at der har været en overensstemmen­de harmoni mellem deres menneskelige natur og Hel­ligåndens natur. De har ligesom Ørnen ikke virket i deres egen anstrengelse, men i Åndens kraft.

 

KRAFT TIL VÆKKELSE

Når Jesus prægede de 12 disciple så stærkt, som han gjorde, var det for at forme deres menneskelige natur i overensstemmelse med Helligåndens natur. Da de sad i sandkassen og diskuterede, hvem der var den største iblandt dem, måtte han sætte dem på plads ved at sige, at den største iblandt dem, det er den, der tjener alle de andre. Gennem hele sin vandring skabte Jesus en samhørighed mellem disciplenes natur og Helligåndens natur. Da Helligånden faldt på dem på pinsedag, havde Jesus gjort en stor del af forarbejdet - derfor erfarede de også en overvældende stærk åndskraft i deres tjeneste. Deres menneskelige natur var formet i overensstemmelse med Helligåndens natur. Det, der kendetegner de vækkelser, som virkelig har flyttet afgørende ting i verden, er, at Gud har udrustet sit folk med en kraft, som står i forhold til de behov, der findes.       

 

I 1700-tallet var de moralske og de sociale forhold i England så elendige, at det "almindelige" ånd snive au ikke formåede at ændre noget ved det. Guds svar på Englands moralske forfald var, at oprejse metodismen gennem John Wesley. Metodismen fremstod ikke i en åndskraft, England havde oplevet tidligere, men i en kraft der svarede til de enorme sociale og åndelige behov, der prægede samfundet. Mange historikere mener, at hvis England ikke havde fået metodismen, ville nationen være blevet kastet ud i den samme revolution, der hærgede Frankrig på samme tid. På den tid da Hans Nielsen Hauge stod frem i Åndens kraft i Norge, var det almindelige ånd snive au så lavt, at præsternes egentlige "forkyndelse" fra prædikestolene, gik ud på at lære folk at dyrke kartofler. Den almindelig menneskelige ånd, i Norge formåede ikke at gøre noget ved det åndelige forfald i folket. Det var først gennem HelligÅnden, de var udrustet med en åndskraft, der stod i forhold til folkets behov, at der skete en åndelig genoprettelse af nationen.

 

Det Gud forbereder sit folk til i dag, er ikke noget mindre end en åndskraft, der står i forhold til 40 ars afkristning og moralsk forfald. Ligesom hos ørnen og dens samhørighed med vindens natur, arbejder Herren på at fremme en samhørighed mellem vor menneskelige natur og Helligåndens natur. I den samme grad vi tillader ham at fremme denne proces, vil Andens fylde forvandles til Andens kraft i vore liv. I Ørnens biologiske cyklus indgår der perioder, hvor den er ude af stand til at flyve, fordi den taber svingfjerene. I disse perioder er Ørnens natur ude af harmoni med vindens natur - og det er vanskelige perioder for den stærke og stolte fugl Men det er nødvendige perioder, fordi det er dens forudsætning for at vokse i kraft og styrke. I disse perioder føler Ørnen måske vinden mere, som en fjende end som en ven. Medens vinden kommer susende for at tage den op i højderne, må den finde sig i at sidde uvirksom og lammet på sin bjerghylde.

 

Hvis ørnen havde haft et gudsforhold, ville den ganske sikkert have tænkt: "Min vej er skjult for Herren. Min ret til at flyve, er gledet Gud af hænde." Mens den sidder der i sin smerte og følelse af forkastelse, sker det biologiske under, der gentager sig igen og igen i ørnens liv, svingfjerene vokser ud, og dens natur kommer atter i harmoni med vindens natur. Langsomt går til med dens svingfjer, måske så langsomt at den ikke selv er opmærksom på væksten, men så en vidunderlig dag sker underet igen, dens svingfjer er vokset ud, dens natur er i harmoni med vindens natur - og så, efter en lang periode med smerte og fortvivlelse er den atter ude under himmelhvælvingen, denne gang endnu højere og med en endnu stærkere kraft end nogensinde før. Hvis Ørnen havde haft et gudsforhold, ville den af hele sit ørnehjerte takke Gud for, at der er perioder i dens liv, hvor svingfjerene er væk.

 

KRISEN - ORDINERET AF GUD

Det er mange år siden, jeg holdt op med at give " Djævelen skylden for alle mine vanskeligheder. Jeg tror, at Gud er meget mere med i tingene også de uforståelige og smertefulde. Når Gud for en stund tillader stærke konfrontationer med det onde, er det ikke for at holde os på  din kirkes bænk, men for, ligesom ørnen, at forberede os til en ny og langt stærkere erfaring af hans kraft. I disse ørken perioder får vi den samme mulighed som J esus, til at lade vor menneskelige natur dannes i harmoni med Helligåndens natur. I samme grad vi tillader det, vil. vie ligesom vor mester, opleve Andens fylde forvandles til Andens kraft.

 

Da Gud tillod 70 års trængsler over Israel i Babylon, var det ikke blot for at genoprette retfærdigheden, men også for at forberede dem til et mål af kraft de ikke havde levet i tidligere. Det folk, som vendte tilbage til Israel efter 70 år i Babylon, var et helt andet folk end det, som gik derind. Efter 70 års trængsler var de renset fra synd og afgudsdyrkelse. De var kommet i harmoni med Guds ånd, som er en hellig ånd. Fordi de var kommet i harmoni med Helligåndens natur, førte Gud dem også ind i en erfaring af hans kraft, som de aldrig havde oplevet før. Gennem 70 år blev Israel lutret og prøvet gennem fangenskabet i Babylon. Som lutrede og prøvede kom de i harmoni med Guds ånd, som er en ydmyg og sagtmodig ånd. Denne overensstemmelse mellem Andens natur og deres egen natur, førte dem ind i en erfaring af Guds kraft, som de havde været fremmede for tidligere.

 

Lad os lære af Israels fejltagelse og undgå at fejlfortolke vor egen situation og sige: "Min vej er skjult for Herren. Min ret gled min Gud af hænde”. Gud holder på din ret, og han våger over dine veje, med den hensigt at forny dig i sin kraft. Da Gud kaldte Moses ud i tjenesten, vidste Gud, hvad Moses ikke vidste, at hans kraft ikke stod i forhold til den store opgave, Gud pålagde ham at føre folket ud af Egypten og sikkert gennem ørkenen. Moses stolede for meget på sin egen udrustning, slog en egypter ihjel og fik Faraos vrede at kende. Gennem 40 år holdt Gud en af datidens mest fremragende begavelser skjult i ørkenen og forberedte ham til den kraft, der skulle stå i forhold til kaldets opgave. Gennem de 40 år i ørkenen levede Moses som ørnen uden svingfjer. Han må have følt, at hans vej var skjult for Gud, og at hans ret til at føre folket ud af fangenskabet var gledet Gud af hænde. Men gennem de 40 år former Herren Moses' natur i harmoni med Helligåndens natur. Moses bliver en af jordens mest sagtmodige mænd.

 

Sagtmodighed er en af Helligåndens fineste karakter­træk, og fordi Mose natur var kommet i harmoni med Åndens natur, brød Guds kraft igennem i hans liv, en styrke der står i forhold til opgavens karakter. Når dyretæmmere i oldtiden tæmmede vilde rovdyr, blev de ved med at dressere dyret, indtil dets natur var underlagt menneskets natur. Rovdyrets natur kom i harmoni med dyretæmmerens natur. Når det var sket, sagde man, at rovdyret var blevet sagtmodigt. I dyret var der stadig et væld af rovdyrs kræfter, men det handlede ikke længere efter sin gamle natur, men efter den natur, der var kommet i harmoni med dyretæmmeren.

Fra naturens side havde Moses også et væld af rovdyrs kræfter i sig, men han handlede ikke længere derefter. Han var blevet sagtmodig, og hans sagtmodighed viste sig i forholdet til alle de provokationer, folket udsatte ham for i ørkenen. Flere gange ville de stene ham, hele ørkenvandringen var i virkeligheden en lang provokation. Men Moses lod sig ikke udfordre en eneste gang, - han var blevet sagtmodig. Hans menneskelige natur var kommet i harmoni med Helligåndens natur. Derfor virkede Andens kraft så mægtigt i hans liv. Der findes ingen genvej til Åndens kraft. Hvis Jesus måttegennemleve fristelserne i ørkenen for at komme ud i Andens kraft, må vi også regne fristelserne i vore liv, som "kalds fristelser", noget der nødvendigvis hører med i forberedelsen til erfaringen af Guds kraft.

 

Lad os ikke fejlfortolke prøvelserne i vore liv som udtryk for, at vor vej er skjult for Herren, at vor ret gled Gud af hænde, men modtage dem som åndelige tillidserklæringer, der er selve forudsætningen i udviklingen mod ny kraft, en kraft der står i forhold til de overvældende behov, der findes i vort land i dag.

Amen. 

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312609

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,94675397872925sekunder