JESUSLIVET - I GUDS EVIGE HÅND.

I Guds evige hånd


År 1983.


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk



Det er gået mig sådan, at ordene, i Guds hånd på en særlig måde er blevet levende og virkelige for mig. For nogle år siden var vi i vor familie samlet for at sige det sidste farvel til en af vore kære. Det var en mand, vi ofte havde besøgt og boet hos i vore ferier. Og nu ved denne lejlighed kom jeg til at tænke på, at hver eneste morgen, ved husandagten, bad han sådan: Vi beder dig om, at du vil tage imod os, når vi lægger vort liv i din hånd i dag. Sådan sagde han hver dag helt ordret! Nu gik det sådan, at afslutningen af hans liv blev meget brat. Midt under et arbejde blev han ramt af et hjerteslag og blev fundet død. Ingen tid fik han til at berede sig. Men hvor var det da trygt at vide, at også den morgen, den sidste på jord, havde han overgivet sit liv i Guds hånd! Så var han det tryggeste sted, et menneske overhovedet kan være, ikke blot i livet, men også i døden. Det er gået mig selv sådan, at den bøn ofte er blevet min bøn. Og desuden har jeg ikke helt sjældent fortalt derom til mennesker, jeg mødte navnlig ofte nogle, som havde det svært, og undertiden ligefrem prøvet at lære dem denne på én gang jævne og dybe bøn. Og jeg har mærket, at den fandt genklang. Derfor vil jeg nu lade den gå videre til dem, som læser dette. Hvis du ønsker virkelig tryghed i din tilværelse, så må du ikke tage livet i din egen hånd. Den er for svag til at klare tingene. Men du må lægge dig i Guds hånd, den stærkeste hånd i hele tilværelsen. Og måske du ligefrem skulle gøre det til din regelmæssige, daglige bøn:Vi be'r dig om, at du vil tage imod os, når vi lægger vort liv i din hånd i dag. Gud er din Fader, dig ej forlader, Sønnen endnu som sin broder dig ser, trofast dig Anden tager ved hånden, leder dig fremad, hvad ønsker du mer? D.S. 515,2


Vor Gud og Fader uden lige

I Lukas evangeliet 15,11-32 har vi en af de mest kendte af Jesu lignelser. Normalt kaldes den for, den fortabte søn. Andre foreslår, de to sønner. Personligt er jeg tilbøjelig til at give prisen til den gamle jødekvinde, som kun havde hørt den læst op én gang. Og da hun senere bad om at få den læst igen, sagde hun: Vil De ikke nok én gang til læse for mig historien om den gode fader?

Jesus har den ene hensigt med alle enkelthederne, at de skal forkynde os budskabet om den gode Fader i Himlen. Han, som ikke blot er en god Fader, ikke engang bare en meget god eller særdeles god Fader. Men som faktisk ikke kan skildres bedre end i Grundtvigs kendte pinsesalme, hvor sidste vers begynder sådan: Vor Gud og Fader uden lige! Der er simpelt hen ingen som Ham! Lignelsens absolutte højdepunkt finder vi, da sønnen har besluttet at vende hjem. Men går med spørgsmålet om, hvad mon hans fader nu vil sige. Da mærker vi tydeligt at, her får vi ikke bare en skildring af en tilfældig ung mands meriter og en kærlig faders gode modtagelse af ham. Men vi får noget at vide om fortabte synderes modtagelse hos vor Gud. Vi har en Fader uden lige! Jesus vil forkynde for os: Vi har en god Gud! Ikke bare »god« i ordets almindelige betydning. Men, her ser vi en godhed, som virkelig svarer til sit navn. Ud over enhver form for rimelighed. Det var rimeligt, om han havde sagt nej, sådan som han var blevet behandlet. I hvert fald kunne sønnen nu selv komme og bede om forladelse. Måske man så kunne give ham en prøvetid, som mange kristne gør i dag overfor hinanden, lad os nu lige se, er deres ord. Alt dette ville have været uhyre rimeligt. Men intet af den art hører vi om. Tværtimod. Faderen løber ham i møde. Ikke en eneste bebrejdelse. Kun glæde og fest.


Hvad er det dog for noget? Det er Jesu forkyndelse om, vor Gud og Fader uden lige! Guds Søn med faderfavn os giver børnenavn. Gud siger om vor bøn: Den kommer fra min Søn. Guds And vi har i pant, så det er vist og sandt: vi er Guds børneflok, han har til alle nok. D.S. 376,7-8 Lad Gud kun råde! Da en ny skole et sted i Jylland skulle indrettes, kom skolekommissionens formand en dag og foreslog, at der skulle opsættes en indskrift eller et motto, og han foreslog følgende ordlyd: Kundskab er magt. Men, giv magten og æren til Gud! Dette kom så til at stå som en påmindelse til alle, som gennem tiderne skulle have deres gang og gerning i denne skolebygning. Det var i virkeligheden en både fornuftig og kristen tankegang, der lå bag disse ord. For naturligvis er det rigtigt, at kundskab er magt, en stor magt endda. Det er også rigtigt, at denne magt lige så let kan anvendes i det ondes som i det godes tjeneste. Vi ser jo store eksempler på, at vidunderlige opfindelser desværre også kan bruges til forfærdende ondskab. Derfor afhænger alt af, i hvis tjeneste den magt, som kundskaben giver, bliver stillet. Det vil sige, at alt afhænger af, hvem det enkelte menneske vil tjene og give magten over sig.


Når vi tænker på alle livets forhold, både de gode dage og de svære tider, både de rent menneskelige forhold og vort åndelige liv, da vil det nok være væsentligt at udvide vor indsigt og kundskab. Men det mest afgørende er altid, at den rigtige får magten over os, at Gud får lov at råde i vort liv. Du bedst min tarv og trang, O, Herre, kender, tilmed er lykkens gang O, dine hænder,og hvad mig tjener bedst i hver en måde,du det tilforne ser. Min sjæl, hvad vil du mer? Lad Gud kun råde! D.S. 690. Herrens velsignelse, den gør rig Ordet her er hentet fra Ordsprogenes Bog. 10,22, og er et af de mange visdomsord, som findes i dette skrift. Hvor det dog er en vidunderlig stor rigdom, som vi mennesker kan komme til at opleve ved at være under Gud Herrens velsignelse, også i de rent menneskelige sammenhænge. Ofte mindes jeg en sætning fra et af Anton Berntsens berømte jyske digte. Han skildrer en hyrdedreng, som står og små filosoferer over tilværelsen. Hans job er ikke altid en behagelig bestilling. Men sådan, lidt efter lidt, kommer han i gang med at regne op alle sine små og større glæder, og hvad han har i vente af godt og dejligt, og står ligefrem efterhånden og fryder sig. Og så bryder det ud af ham på ægte jysk: »Wohærre ved da helder ingen måådl« (Vor herre ved da heller ingen måde).


Det forekommer mig at være en måske nok lidt ualmindelig, men alligevel en lille virkelig henrivende, lovsang. Det svarer jo helt til sangens ord: Tæl Guds mange gaver, tæl kun småt og stort, og forundret skal du se, hvad Gud har gjort. Og så er der nok nogle, som læser dette, som, ligesom en del af os andre kender en oplevelse mere, som er endnu større. Derfor kommer vi til vor Herre Jesus, den ene gang efter den anden, med alle vore synder og overtrædelser. Og det kan jo da ske, at vi tænker: Kan vi nu også blive ved? Når vi så hører på ny det ord om, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er (Ef.1,7), og Paulus føjer til: Den gav Han os i overstrømmende fylde (v.8), ja, da kan vi godt føle ud af vort hjertes store taknemlighed: Vor Herre ved da heller ingen måde! Og Gud ske tak for det! For Guds velsignelse opstig taksigelse til Himmerig! Velsignelse da strømmer ned i skybrud til Guds menighed. D.S. 387,5


Vor Gud han er så fast en borg

En af de salmer i Det Gamle Testamente, som allerstærkest fortæller om tryghed, er Salme 46. Det er den, som begynder med ordene: »Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde, Og så har den ligesom vi undertiden har i vore sange et omkvæd, idet det nemlig to gange lyder: Hærskarers Herre er med os, Jakobs Gud er vor faste borg, Det er jo ganske tydeligt, at her har vi det bibelord, som har inspireret Luther til at skrive kerne salmen: Vor Gud han er så fast en borg. En borg! Det er jo netop et billede på den store tryghed. De gamle borge var jo bygget sådan, at de ydede den bedst mulige beskyttelse. Når man havde sådan en borg med tykke mure, dybe volde og høje tårne, så havde man i datiden den mest solide beskyttelse, som tænkes kunne. Og så er det, at den gamle Salmist, og Luther med ham - forkynder for os: Sådan en borg er vor Gud. Og vi kan føje til Det gælder også den dag i dag, hvor jo en borg af den omtalte art ikke mere yder nogen effektiv beskyttelse mod moderne krigsvåben. Den åndelige virkelighed er den samme den dag i dag, som for de tusinder af år siden, da salme 46 blev skrevet, og for de hundreder af år siden, da Luther skrev sin salme. Gud er en fast borg, som ingen fjende kan forcere. Han er det sikre tilflugtssted i alle farer. Det er på baggrund af dette vældige budskab om Gud som vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, at det hedder: Derfor frygter vi ikke. Det gælder al slags frygt. Guds børn kan erfare som en forunderlig virkelighed ordene fra en sang: Her ofte i livet jeg løb til min borg, når nøden var stor, og fandt trøst i min sorg. I al trængsel og modgang er det ét tilflugtssted, hos Gud, vor faste borg.


Og størst af alt: Vi må have lov til at sætte vor tro til Ham, som Lina Sandel! synger om: Hans nåde leder mig altid her, og jeg skal leve for evigt der i den samme nåde. Hernede er de evige arme. Overskriften her er hentet fra et af de mest elskede ord i Bibelen, 5.Mosebog 33,27: Den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme. Vi har en Gud, som ikke blot troner i vælde i Himlen, men en Gud, hvis arme rækker ned til os her i det lave. Dette betones meget stærkt i en lille sang, som er inspireret af dette bibelord, og hvor en verslinje lyder sådan: De evige arme når helt herned. Denne tro var Guds folks tryghed i den gamle pagt. Israel stolede på, at den Gud, der havde udvalgt dem til sit folk, ikke bare sad i det høje og holdt øje med dem. Men Han var dem nær. Hans evige arme omsluttede dem i kærlighed og omsorg. Ja, det var dem en fryd at kunne synge i deres salmebog: Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din hånd på mig Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg leje i Dødsriget, så er du der; tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast! Sl. 139,5.8-10). Det er ikke et udtryk for angst, fordi de ingen steder kan skjule sig for Gud. Nej, det er det troende Guds folks vindunderlige tryghed: Hvor så siden vi end befinder os, da er du der, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast. Og det var ikke blot deres tro, men erfaring. Det røde Hav stod for dem som det lysende eksempel. Men mange andre rige oplevelser vidnede for dem om det samme: Hernede er de evige arme. Men trods alt dette overvældende store må vi alligevel sige: Vi har mere, vi, som lever i den nye pagts tid. Vi har nemlig JESUS. Egentlig kan vi vel ikke sige det skønnere og rigere, hvad det betyder, at Jesus kom til jord, end netop sådan: Ved ham Jesus Kristus, kom Guds evige arme helt herned, med hele Guds barmhjertighed og nåde og godhed og frelse. Når vi føler det rigtig for alvor, at vi er »langt nede, hvad enten det er modgang og svære tider, eller det er vor egen uværdighed og synd, da er det virkelig det mest velsignede ord, vi kan få lov til at høre:

De evige arme når helt herned.


Gud, vi er i gode hænder: dine hænder, gode Gud! som alt ondt med visdom vender, så det godt må falde ud, trods al synd og død og pine, godt for dig og godt for dine. D.S. 493,1 Der er noget ejendommeligt ved Jesu Kristi kors. Der er vel intet, hvorigennem vi møder mørket så stærkt - både m.h.t. smerte og lidelse, menneskers grusomhed o.m.a. Og så er der på den anden side intet, hvorfra der strømmer så stærkt et lys. Det er ikke tilfældigt, at det gamle ord lyder: »Ave crux, spesunica, d.v.s., Hil dig kors, vort eneste håb! Det er en kendsgerning, at fra dette kors stråler et lys, som har fået det til at blive lyst i mange menneskers liv. Nogle oplevede det, mens de gik med ufred i sindet på grund af deres synder og med nagende uvished om, hvorvidt de nu også kunne blive salige engang. Men da mødte de ordet om korset, så de kunne tro på Guds tilgivelse og evig frelse. Eller det blev erfaret mellem mennesker, hvor egenkærlighedens og selviskhedens kulde og mørke rådede. Når Jesu kors blev plantet sådan et sted, da kom kærlighedens lys til at skinne. Hvad korset har betydet i den henseende både m.h.t. sociale konsekvenser og m.h.t. forholdet mellem de enkelte mennesker, kan overhovedet ikke måles.


Der er en tanke, som er fremsat af kristne missionærer, som beretter om deres gerning mellem ikke kristne. Tanken er blevet udformet sådan: Hvorfor skal nogle have lov til at høre evangeliet to gange, før alle mennesker har hørt det én gang? Man forstår godt denne tankegang. De ser det store mørke, som mennesker lever i, og de ser, hvordan lyset kommer til at skinne i deres liv, når de kommer til at tro på Jesus. Og så tænker de: Hvorfor kan vi dog ikke nå ud til dem alle? Hvorfor skal nogen overhovedet have lov at høre evangeliet to gange, så længe der er andre, som aldrig har hørt det? Vi har denne store forret, helt ufortjent at vi har lejlighed til at høre evangeliet, ikke blot to gange, men lige så ofte vi vil. Hver søndag lyder det i kirken. Og mange andre anledninger er der. Til og med har vi radio! Hvor utaknemlig det dog er ikke at gøre brug deraf, når mennesker verden over lider under, at de ikke har denne chance.


Kort sagt: Brug lejligheden til at høre evangeliet. Her møder vi ordet om Jesu Kristi kors: Som er vort eneste håb. Der er en himmelsk tone i ordet: det Guds Lam, til frelse, fred og sone, han bar vor synd og skam. D.S. 445,7 Troværdig tale (1.Tim.1,15) Det bedste, som kan siges om noget, man hører, er, at det er troværdig tale. Der lyder så megen utroværdig tale i verden. Somme tider er det ligefrem ikke sandt, altså bogstavelig talt utroværdigt. Andre gange er det ikke ligefrem forkert, i og for sig rigtigt nok; men det er så intetsigende og værdiløst, at det aldeles ikke er værd at sætte sin lid til, altså netop ikke troværdigt! Det er forfriskende at møde virkelig troværdig tale. I en ferie, hvor vi havde hørt en præst prædike, blev der sagt om ham: »Der er noget så troværdigt over ham. Det er godt, når det kan siges om en forkynder. Men det er altså det, som Paulus siger i ordet her om hele det kristne budskab: Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.


Her er et budskab, som både er sandt, men også er fyldt med indhold og mening, så vi umiddelbart føler: Dette er troværdigt, virkelig værd at sætte sin tro til i alle livets og tilværelsens forhold, også de aller alvorligste. Og spørger vi om indholdet af denne troværdige tale, så går Paulus straks til det helt centrale i det kristne budskab: At Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Kristus Jesus kom til verden. Jesus, Guds Søn, blev menneske. Og gennem hele sin gerning liv, død, opstandelse, udvirkede han det, som var hensigten med alt: for at frelse syndere. Der er noget vældig stort ved at høre denne enkle sætning. For hvad rummer den dog ikke! Tænk, om der havde stået: For at frelse de gode eller de fromme eller de retskafne eller en hvilken som helst anden kvalitet hos os. Så måtte vi jo alle tænke: Mon så jeg kan være med? Er jeg god nok, from nok o.s.v,? Aldrig kunne jeg blive vis på, at jeg havde nok. Men nu står der: for at frelse syndere.


I den pulje ved jeg da, at jeg hører med. Han døde for alle. Og ved hans død er der vundet frelse for syndere. Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd.« Det er nok det samme, der siges to gange. Men det kan da i hvert fald understrege for os, at tro er jo netop modtagelse! Tro er ikke bare at vide besked med og at holde for sandt, men at modtage med hjertet. Når du da nu hører den troværdige tale, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere dvs. for at frelse dig - så luk dit hjerte op og modtag denne gave! Og du skal komme til at erfare, at den er »fuld modtagelse værd. Og var din synd end nok så stor, den har dog lidt at sige mod kraften i Guds sande ord og nådens stærke rige; enhver, som tror, skal nåde få, det være, hvem det være må i alle verdens lande. D.S. 347,7


På et hospital havde præsten holdt andagt og gik bagefter rundt på stuerne og hilste på patienterne. Han kom da til en gammel dame, som sagde til ham: Jeg savnede velsignelsen. Den havde han ikke brugt den dag, og så syntes hun næsten, at det bedste manglede. Eller selv har jeg oplevet en dag efter en bisættelse, at der kom en mand hen til mig og sagde nogle ord, ikke om den tale, jeg havde holdt, men han sagde: Hvor er det dog nogle smukke ord, dem i velsignelsen! Men velsignelsen er nu ikke blot smukke ord. Den fører os ind i tanker om den treenige Gud. Fra gammel tid har man ment, at velsignelsen rummer denne tanke, nemlig i de tre gange gentagne Herren. Men mere end m.h.t. formen gælder det, at i hvert fald indholdet af velsignelsen svarer ganske nøje til Faderens og Sønnens og Helligåndens gerning. Det er netop Guds evige arme er omsorg for os i alle livets forhold. Gud Fader, den almægtige, Himlens og jordens skaber han har omsorg for hver enkelt af os. Vi, som magter så uendeligt lidt, og som, jo længere vi lever, oplever vor egen svaghed og afmagt stedse dybere, vi får lov at høre: Herren velsigne dig og bevare dig! Nok er vi svage. Men vor Fader i det høje, han lever. Og han har magten! Hvilken tryghed!


Være dig nådig

Det er Jesus, vor Frelser, vi her tænker på. Hele Jesu liv, hans død og opstandelse er én eneste forkyndelse af dette: »være dig nådig.« Og vi, som er syndere, kan kun finde frelse og tilgivelse hos ham, Jesus, Guds Søn. Dette er frelsens virkning i os. Fred med alt, hvad dette ord rummer. Fred med Gud! Fred i vore hjerter! Fred i liv og død! Så er Guds frelse ikke blot noget, der er sket for os, men er kommet ind i os. Og det er Helligåndens gerning. Alene Guds And kan give et fredløst og bange hjerte virkelig fred. Herren velsigner dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren vender sit ansigt til dig og give dig fred! 4. Mos. 6,24 lidt, og som, jo længere vi lever, oplever vor egen svaghed og afmagt stedse dybere, vi får lov at høre: Herren velsigne dig og bevare dig! Nok er vi svage. Men vor Fader i det høje, han lever. Og han har magten! Hvilken tryghed!


Vi havde engang et politisk parti, der hed De uafhængige, Det varede kun en kort tid. Men meningen her er kun at tage én ting frem, nemlig selve navnet. For det, som kristendommen vil hjælpe os til, er netop i ordets egentligste forstand at være de uafhængige. Når jeg er kommet til at tænke på dette udtryk, skyldes det nogle ord af Søren Kierkegaard: At være afhængig af sine skatte, det er afhængighed og tung trældom; at være afhængig af Gud, ganske afhængig, det er uafhængighed. Afhængighed af Gud er den eneste uafhængighed; thi Gud har ingen tyngde, det har kun det jordiske og især jordiske skatte; den, der derfor er ganske afhængig af ham, han er let. Vi kender så godt, hvordan det at være afhængig gør mennesker ufrie. De skeler altid til alle sider. Hvad mener nu Per og Poul? Er det nu til fordel for mig? o.s.v., o.s.v. Alle mulige hensyn spiller ind. Og imens kommer det arme menneske næsten ikke ud af stedet. Al denne afhængighed er lammende for at komme i gang. Skal man virkelig yde en indsats, må man være uafhængig, virkelig fri. Og dette siger den kristne tro: Vil du være uafhængig, må Gud være din Herre!


Snak! siger folk i dag. Man er da ikke uafhængig, når man har en herre. Nej, vi vil være vore egne herrer, så vi er frie og uafhængige, så ingen magter af nogen art har noget at sige os. Men nu er det vores tur i den kristne menighed til at sige: Snak! Det er nemlig en komplet illusion at mene, at man på den måde kan stille sig frit svævende. Vi er i tjeneste hos en eller anden herre. Det er betegnende, at når Jesus taler om disse ting, siger han: I kan ikke tjene to herrer! I må tjene enten den ene eller den anden, enten Gud eller man mon. Den mulighed, at et menneske kunne være uden herre, nævner Jesus overhovedet ikke fordi den overhovedet ikke foreligger i virkeligheden. Neutralitet er umulig. Et valg er nødvendigt. Vælger du at tjene dig selv eller jordiske ting, fører det til trældom. Men vælger du at have Gud til din Herre, fører det til uafhængighed og virkelig frihed.


Og så til sidst et lille godt ord, som jeg engang hørte citeret, og som nok er værd at tage til eftertanke. Det forekommer mig, at det stiller alle disse problemer, som her har beskæftiget os, på den rette plads. Det lyder sådan: Alt kan erstattes af Gud. Men intet kan erstatte Gud! Vil, o Gud, du min kun blive, må alt andet gerne drive, skal og graven skjule mig, gerne, når jeg kun har dig! D.S. 490,7. Når vi taler om at bede, er vi inde på et område, som de allerfleste mennesker kender noget til. Ofte kan man opleve, når man står over for nogle, som er midt i en sorg, at selv om der er mennesker, der til daglig ikke tænker på Gud, så har de alligevel ikke kunnet lade være med at bede, da de ikke kunne klare sig selv længere. Og det er noget vældigt godt at få lært at bede. Vor Herre Jesus siger jo selv et sted: Enhver, som beder, han får (Matt, 7,8). Kort og godt! Og dermed viser han os en vej, som er farbar, selv når der er sat bom for alle vore muligheder. Og det skal være et spørgsmål til enhver, som læser dette: »Bruger du den vej? Er du et menneske, som beder? Du, som ikke kender Gud og lever livet uden ham, ved du egentlig ikke godt, at der er noget galt fat? At du dybest set slet ikke har det godt? Det er nemlig rigtigt, som der står i Bibelen: »De gudløse har ingen fred« (Es. 48,22), Og det at være gudløs betyder jo ikke at leve et vildt og dårligt liv. Men det betyder; at være uden Gud. Alle de, som lever uden Gud, har ingen fred.


Hvis du hidtil har levet livet sådan, skal du vide: Der er en vej, ad hvilken også du kan finde den Gud, som alene kan stille menneskehjertets dybeste længsel og engang kan føre dig frelst hjem i Guds Himmel, nemlig bønnens vej. Du skulle begynde at bede til Gud. og så vil du komme til at erfare, at han lader sig finde. Og vi. som er begyndt at leve livet med Gud, vi må bruge bønnens vej meget bedre, end vi gør. Enten det gælder jordisk nød, eller det er vore fristelser, eller det er et andet menneskes frelse: vi må gå bønnens vej. Jesus vil have sagt til os: »Se så at komme i gang med at bede! Jeg har uanede rigdomme til jer. Så kom dog og hent dem!« - Hvor tåbeligt at leve et fattigt liv, når vi har adgang til så store rigdomme. Men lykkeligt det menneske, som i barnlig tillid til Gud går bønnens kongevej og daglig henter ned fra Himlen de gaver, som Gud under os i fuldeste mål. Og bønnen henter ned fra Himmelen Guds fred, den henter kraft og styrke til Herren ret at dyrke, den henter hjælp i nøden, den henter trøst i døden. D.S. 549,3


Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! (Es. 43,1) Ordet frygt ikke findes ofte i Bibelen. Nogle har regnet ud, at det står der 365 gange - én gang til hver dag i året! Jeg har naturligvis ikke kontrolleret det. Men ét er sikkert: Vi får lov til at lukke dette ord ind i vort hjerte, dette stærke ord, som netop nu lyder til os. Så siger da overskriftens Jesus ord: Skal frygten ud - må troen ind! Og hvad tro indeholder, får vi et forunderligt vidnesbyrd om i Esajas-ordet. Når vi læser det nu, kan vel ingen af os andet end gøre det i lyset af Ham, som er alle profetiers opfyldelse. Så tænker vi på korset, den fuldkomne genløsning. Jesu død på Golgata er en genløsnings-betaling. Fuld betaling! Ingen restgæld! Det er fuldbragt engang for alle af Jesus Kongernes Kongers Søn. Det, som Jesus vandt på korset til den hele verden, bliver ved frelsen, omvendelsen og troen skænket til den enkelte. Bogstaveligt blev dér hver enkelt af os nævnet ved navn. Aldrig nogen sinde skal den tvivl komme ind i mit sind, om det nu virkelig var for mig. Mit fulde navn blev nævnet. Der er ingenting at tage fejl af. Jeg har endda attest derpå!


Korset og den nye fødsel har én hensigt: at forvisse mig om, at nu er jeg hans. Hans ejendom. Jeg hører med til hans ejendomsfolk. Det er dette, jeg må have lov til at tro. Spørgsmålet er ikke noget om en »stor« eller »lille« tro. Det gælder blot, at jeg tror på Ham! For den tro må al frygt vige. Op af din smerte, ængstede hjerte! Glem ej aldeles, hvad altid du har: Kristus har købt dig, toet og døbt dig, endnu han lever og er, som han var! D.S. 515,5 »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« (Matt. 8,26) I en prædiken af Luther hedder det: »Troen var så skrøbelig og ringe hos dem, som den kunne være; men havde denne ringe, skrøbelige tro ikke været, da var de med den hjælp, de havde haft af deres fri vilje, fortvivlet og sunket ned nederst i havet. Men efterdi der er en liden tro, da har de en hjælp, så de ikke aldeles fortvivler, men løber til Kristus, vækker ham op og begærer hans hjælp.« Det er i selve det, at de g år til Jesus og siger »Herre, frels os! vi går under,« at Luther finder denne lille, om end svage gnist af tro. Og hvor var det godt, at de havde den! For det er jo rigtigt at ellers var underet ikke sket. Det, som den stærkeste tro på alt muligt andet intet formår, det sker, når den svageste tro på Jesus er til stede.« En forunderlig ting for os at f å at høre. For vi ligner så ofte disse disciple.


Når bølgerne slår sammen om os, og stormene sætter ind, er det ofte så som så med vor tro. Men hvor er det da godt at vide, at selv en nok så ubetyde- lig gnist af tro, bare det er tro på Jesus, kan få underet til at ske. Men når dette er sagt, må vi jo alligevel føje til: Det var jo ikke sådan, Jesus havde tænkt sig, at vi skulle leve. Der er en bebrejdelse i ordene: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« I skal ikke leve jeres liv sådan, at I farer forvirret rundt, når stormene og bølgerne kommer. Men I skulle lære helt at stole på Gud og regne sådan med ham, at al frygt kom ud af jeres liv. I må have lov til i enhver situation og til enhver tid at synge: Huset, som Gud har bygget, det kan trygt som p å en klippe hvile og smile. Lad stormene kun suse! de er i Herrens h ånd; lad bølgerne kun bruse! de er i Himlens bånd. Hvad fast er bygget på klippe, ej vakle kan og glippe; al verden skal forgå, Gud! dit hus skal stå. D.S. 735,1 Hans Ord kan aldrig dø. Det blev min lykkelige lod: at agte på dine befalinger« (v. 56). Herre, dit ord er evigt, står fast i Himlen« (v. 89). Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti« (v. 105). Summen af dit ord er sandhed« (v. 160). Jeg glæder mig over dit ord som en, der har gjort et vældigt bytte« (v. 162).


Det er blevet fortalt om en far, at han gerne ville glæde sin dreng og derfor gav ham en papegøje. Men den døde. Som erstatning fik han en hund; men den døde også. Så fik han en ridehest; men det gik på samme måde. Da råbte drengen i sin kvide: »Far, giv mig noget, som ikke kan dø!« De bibelord, som er citeret foran i denne artikel, er alle hentet fra den 119. salme i Det gamle Testamente, og de handler alle sammen om Guds ords værdi. Ikke mindst det sidste af disse bibelord er jeg kommet til at lægge mærke til, måske på grund af den friske, uhøjtidelige form; »Jeg glæder mig over dit ord som en, der har gjort et vældigt bytte,« For denne mand er det at have med Guds ord at gøre ikke noget halvtrist, endnu mindre noget, han skal tvinges til. Nej, det, han har fået derigennem, føler han som at have gjort et vældigt bytte. Hvorfor mon han føler det sådan? Ja, der kan v ære mange og gode grunde. At have noget, der kan vise vej gennem livet, og som kan give hjælp mod fristelser, ja, kan give trøst i nød, - det er jo i sig selv ikke ringe ting. Men mon ikke det allervigtigste alligevel er dette: Her er det eneste, som har noget at skulle have sagt over for døden, Hans ord kan aldrig dø. Den, der rigtig er kommet til at tro dette ord, har sandelig gjort et vældigt bytte. For om en sådan siger Jesus: Sandelig, sandelig siger jeg eder, om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden. Nu er fra mig bortveget al dødens bitterhed, vor Herres liv mit eget er i al evighed! D.S. 445,11 Se, jeg står for døren og banker (Åb. 3,20)


Din Frelser står for hjertets dør. Sådan begynder en sang, som så på sin måde forkynder for os det samme budskab, som vi hører i bibelordet ovenfor. Det er jo nogle meget kendte ord, som mange af os sikkert har hørt mange gange. Og dog er der måske ikke ret mange ord, der omgives af så mange fejlopfattelser. Det er jo ikke enhver banken på døren, der er lige velkommen. Undertiden venter vi måske, at det er nogle, der vil volde os besvær, kræve noget af os, som vi skal gøre. Eller det kan være noget, de vil gå i rette med os for. Hvis ens samvittighed ikke er helt i orden, kan der være visse personer, man helst ikke ønsker besøg af. Det kunne føre til bebrejdelser. Når Jesus står for døren og banker, er der mange, som tænker omtrent på den måde. De venter, at nu er der noget, han vil kræve eller bebrejde - eller noget andet ubehageligt.


Ofte synes man, det er helt ubegribeligt. Nu har vi haft det kristne evangelium iblandt os gennem århundreder. Hvordan kan da så grove fejltagelser stadig leve i bedste velgående? Og undertiden kan man føle en ængstelse snige sig ind i en, ikke mindst n år man selv er forkynder: Er det virkelig sådan en opfattelse, vi giver mennesker, når det drejer sig om at fa Jesus ind i vort liv? For sandheden er jo, at når han kommer, så kommer han altid - for at give. Den sang, jeg citerede f ør, siger det så klart. Din Frelser står for hjertets dør, han kalder, banker nu som før. Og så, skildres alt det, han kommer for at give: En tårnekrans for dig jeg bar, og samme sind endnu jeg har. Det ord, som jeg engang har sagt på korsets træ: Det er fuldbragt, det står ved magt, det gælder mig. Jeg bringer lys, jeg bringer fred, jeg bringer Himlen til dig ned. Stærkere og klarere kan det ikke siges: Han kommer for at give! Forsoning og frelse, himmelsk lys og fred! At åbne døren for ham betyder at lukke al den herlighed ind i sit liv.


Han kalder, banker! Men han lukker ikke selv d øren op. Han sprænger den ikke og tiltvinger sig adgang. Der er fremstillet et billede, som illustrerer dette Jesus-ord. Man ser tydeligt: Der er intet håndtag udvendig. Den dør kan kun åbnes frivilligt af den, som er indenfor. Om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham.« Dette er dit livs store tilbud. Du får aldrig noget større. Derfor hør det med sangens ord: Luk ham dog ind, o luk ham ind! Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig! Ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se! D.S. 71,6

Guds folk


Det er et af Bibelens udtryk for det fællesskab, som består mellem dem, der hører Gud til. Det gamle Guds folk er Israel. Det nye Guds folk er Jesu Kristi menighed. Og i begge tilfælde er det tydeligt, at det fundamentale er Guds l barmhjertighed, I har nu fundet barmhjertighed (1. Peter 2,10). Om alle, der tilhører dette Guds folk, gælder det, at vi er det ikke takket være noget som helst hos os selv - vore gode gerninger, vor fortjeneste, vor anger, vor forbedring, o.s.v. men alene takket være vor Guds inderlige barmhjertighed (jf. Luk. 1,77-78). Når vi læser de mange udtryk om det at tilhøre Guds folk i 1. Pet. 2,9, og hvad det betyder. Et ejendomsfolk - fordi det er et købt folk, Det skete p å korset. Ved I ikke, siger Paulus, at I ikke tilhører jer selv. I er jo købt og prisen betalt (1.Kor.6,19-20). Det er Ny Testamentes måde at sige på, at det, som gjaldt Israel, det gælder nu for os. Vi tilhører ikke os selv. Vi er hans ejendom, købt og betalt med Jesu dyrebare blod. Hele denne rigdom m å vi have lov til at tage imod i tro - og bringe videre til den verden, som vi er sat i.


Lyksaligt det folk, som har Jesus til drot, Marias søn, som søskende hans har de alle det godt i lys og i løn: Guds-freden i hjerte, Guds ord i mund, med herlighedshåbet i allen stund, thi de, som Gud Faders udkårne, har b ørnekår med hans enbårne. D.S. 335,5


Levende tro på en levende Frelser

Om en af det engelske politis embedsrrja er der blevet berettet i et blad for flere år så at han engang skal have sagt: »Når jeg r spurgt, hvorfor jeg tror på Jesus Kristus. r» J jeg altid med at rette dette spørgsmål: ”intet i den hele verden kan vel erstatte levere på en levende Frelser?« Han havde ret. Det er den aller største rigdom i et menneske kan eje både i liv og død man vinder alle de værdier, denne verden har at byde på, kan de aldrig erstatte levende tro på en levende Frelser. Det er nemlig højdepunktet og centrum i hele den kristnes tro: Jesus lever!


Hvem kan få denne tro?

Ikke en særlig slags udvalgte eller perfekte, eller fuldkomne. Men simpelt hen mennesker. som trænger til Jesus. De første disciple havde alle svigtet. En havde endda været en fornægter, en anden var en tvivler. Men midt i al den svaghed følte de, at de trængte til Jesus derfor kom han til dem, og deres tro blev levende. Der er og var kun én slags mennesker Jesus ikke kunne komme til. Det var de ligeglade og selvretfærdige. De lukker sig selv ude fra troens liv. De første disciple fik den ved, at Jesus selv kom til dem. Den levende tro far man ved at møde den levende Frelser. Og ham kan også du komme til at møde. Det kan ske gennem bønnen, i Bibelens ord, ved nadverbordet og i de kristnes fællesskab. Om alle disse steder har vi hans eget tilsagn om, at dér kan vi møde ham. Derfor kan det ikke nytte, om nogle siger: »Ja, men jeg vil nu helst møde ham på min egen facon.« For når han selv henviser os til bestemte steder, hvor han er at finde, så må man møde ham dér eller ikke møde ham. Levende tro p å en levende Frelser. Det er vejen til tryghed og glæde i denne tilværelse. Og det er vejen til et levende håb også midt i døden. For så bliver døden indgangen til det evige liv, hvor vi for evigt skal være sammen med den levende Frelser, til hvem vi her i livet satte vor tro. Jesus Krist, du overvandt, du ej mere graven ejer, og vi alle ved din sejer liv og evig frelse fandt. Du opstod, o, lad os ej hjertet fast til jorden binde, lad hos dig os styrke finde til at g å vor himmelvej! Giv os kraft at følge dig, styrk vor fod, når den vil glide, stå os bi, når vi skal stride, gør vor bortgang sejrrig! D.S. 203 Just for de sm å (Joh. 3,29-36)


En lille mand med et stort budskab. Sådan kan vi sammenfatte de ord, som ovenfor er anført. - Johannes Døber vidste, at han var en af de små. »Jeg er ikke ...«, der var det egentlige i hans selvvidnesbyrd (jf. 1,20-21). »Han bør vokse, men jeg blive mindre« (30). Vi læser ofte dette som et eksempel til efterfølgelse. Det er det »store« ved Johannes Døberen, som vi skulle ligne. Og det kunne der så vist nok være grund til. Men lad os denne gang vende det om og så lade det sige til os; Sådan en lille mand fik så stort et budskab. L æs engang hans budskab (31-36). - Det er »selvfølgelig« om Jesus! Han er ovenfra, fra Himlen (31). Gennem ham lyder Guds ord (32 og 34). Gud har givet alt i hans hånd (35). Derfor afhænger alt - frelse eller fortabelse af vor stilling til ham (36). - Det er et fuldtonende evangelium og et klart kald, vi her møder. Der findes ingen større glæde i verden end at være sådan et lille menneske med sådan et stort budskab (29). - Gud ske tak, at det er sandt, at også vidnesbyrdets tjeneste er »just for de små.« Så kan han altså også bruge mig! Der er en vej, som verden ikke kender: den »livets vej,« som ej er gjort med h ænder, en løngangs-sti hver sten forbi til livets land med glædens kilder. Just for de små til trygt at g å i ørken og på havet, på troens grund i allen stund, ved midnatstid som midt om dagen. D. S. 338, l og 3.»Vor helgendragt« Af Guds nåde alle tråde spindes til vor helgendragt. « Sådan synger Grundtvig i salmebogen nr. 458 v.4. Og dermed føres vi allerførst ind i selve Guds værksted, der hvor helgendragten forarbejdes. Det kan ikke siges stærkere, end at det er helt og aldeles af Guds nåde. Den mindste tråd i dragten spindes kun af Guds nåde, ikke den mindste smule er der, som vi selv kan forarbejde. Det passer fuldkomment med Johannes Åbenbarings ord om den store hvide flok. »Hvem er de?« spørges der, og der svares: »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.« Den dragt fås kun af nåde for Jesu skyld. »Golgata, o Golgata, min Frelsers høje alter gør en hellig brudedragt af mine revne pjalter.« Om denne helgendragt er der to ting at sige. 1. Den må vi iføres. For at dette kan ske, må vi først have den gamle selvretfærdigheds dragt kasseret. Alle vore gode gerninger kan slet ikke slå til. Her er kun én vej: Guds vej er nådens vej.


Den ny nådens dragt må vi iføres, fordi det er den eneste, hvorved vi kan blive frelst. Lad mig belyse dette ved et personligt minde. Da min far nærmede sig døden,og vidste det , talte han om noget, han havde læst, og endog klippet ud, fordi han syntes, det var så godt. Det handlede om, at til frelse må vi ikke have et halmstrå af vort eget med; for det hindrer, at nåden alene bliver vor frelses grund. Det var så dejligt at vide, at det var det, han klyngede sig til. Så vidste vi, at for den store dommer er han ikke stået frem i en helgendragt, som væsentligt var tilvirket af Guds nåde, men hvor der også var enkelte tråde, som han selv havde spundet. Nej, det var Guds nåde alene, der var hans fortrøstning. - Sådan må vi have det. Ikke en eneste tråd, spundet af os selv, må der være. »Af Guds nåde alle tråde spindes til vor helgendragt.« Den må vi bære. Det er ikke blot en festdragt, som skal bæres i saligheden engang. »Se dem nu i deres pragt for tronen stå med kroner på i Himlens præstedragt.« Ja, sådan skal det blive, men ikke blot det. Det er heller ikke blot en søndagsdragt til at gå i kirke med. Men det er en dragt, som skal b æres i hverdagen, så det kendes, hvem vi tror på, og hvem vi tjener» De tør leve det, det andre synger søndagssange om. I en grå og glansløs hverdag rejser de en helligdom og gør denne jord, vi kalder for en stakkels jammerdal, til en sommervej, der standser ved en stjerne-smykket portal.«


Det må være den slags mennesker, som ikke blot engang blev iført helgendragten af Guds nåde, men som bærer den midt i hverdagen til velsignelse for deres medmennesker. Måtte det blive en virkelighed også i dit og mit liv


Nattergalenes prædiken

»I den dybe skumring oplevede vi derude i haven noget forunderligt. Plænen var blevet slået meget sent på eftermiddagen, og vandet i fuglebadet havde fået sig en ekstra fornyelse. Så er spurvene ikke til at drive hjem, men begynder at se som katte, mens de tumler sig i den nyklippede plænes mysterier og i det friske bad. Men pludselig forkyndte uglens langelige tuden, at den havde startet sin rovflugt fra Ermelunden - og dette dødens signal jog på sekunder hele den lystige flok hjemefter. I nogle øjeblikke lå haven under en ængstelig stilhed - men så skete det pludseligt: fra nøde-hækken steg de første nattergale triller næsten som i trods mod den dybe tuden; sanger efter sanger kom til, og før vi vidste af det, var det et mægtigt, rigt moduleret kor, der lød.


Her havde uglens tuden ingen magt, men det var tværtimod, som om alle disse nattergale-struber åbnede sig i en livets jublende protest mod alle trusler og døds-varsler. Vi har elsket vore nattergale hver aften, hver nat de har sunget for os - men aldrig som i aftes. « Vi kan vist fornemme, at denne lille fine naturiagttagelse - som for øvrigt er fundet i en avis - hæver sig op, så vi aner en dyb symbolik. Uglens tuden kender vi s å vist. Det har man gjort til alle tider. Men måske stærkere og uhyggeligere end nogen sinde før. Og vi bliver ikke beroliget ved alle floskler om »fred og ingen fare.« Vi hører uglens tuden. Og vi mærker det iskolde pust.


Hvad skal vi da gøre som kristne? Ja, vi skal i hvert fald ikke som spurvene forsvinde fra valpladsen. Men hvad så? Skal vi protestere og opponere? Det er sikkert såre rigtigt, selv om det ofte føles temmelig negativt. - Er det ikke, som denne lille skildring åbner ind til det, som er den kristne kirkes egentlige opgave! Om der fra Guds kirke og menighed på jord måtte lyde en jublende evangeliets nattergalesang, en livets sang om troens herlighed og storhed og kraft og glæde. En livets jublende protest mod alle falske røster. Simpelt hen ved at vi slipper evangeliet løs på vore folk. Ved at denne (i egentligste forstand) livsglæde lever i os og synger ud fra vore læber og liv.


Herre Gud, dit dyre navn og ære over verden højt i agt skal være, og alle sjæle, de trætte trælle, alt, som har mæle, de skal fortælle din ære. D.S. 7,1

Amen.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325897

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,35317301750183sekunder