JESUSLIVET - JESU BLOD RENSER FRA AL SYND
   

Jesu blod renser for al synd
clear.gif



Johs. 1,7: ”Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre og Jesu, hans søns blod renser for al synd.”



I dag fik jeg en telefonopringning fra en ældre kvinde, som havde dybe anfægtelser angående sin tro. ”Tror du godt at jeg kan få tilgivelse”, indledte hun, ”jeg har lige læst, at der står skrevet ’Kom ikke det svundne i hu, tænk ikke på fortidens dage! For se, nu skaber jeg nyt.’ Det siger Gud, og så behøver jeg ikke at granske i det, for hvis man begynder at rode i det, er der så meget.”



Jeg måtte jo give hende ret, at bekendt synd er tilgivet synd, og så nævnte jeg det herlige ord, som er bibelverset til Dagens Ord: Jesu blod renser for al synd.


I løbet af samtalen vokser hendes tro, og pludselig citerer hun frimodigt begyndelsen af en salme: ”Ingen blive skal til skamme, som forlader sig på Gud”. Jeg lover hende, at jeg nok skal læse den salme.

Senere ringer hun op igen og siger, at hun ikke kan huske salmen. Jeg fortæller hende, at jeg har fundet den i den gamle salmebog og læser igen de to første linjer – og knap er jeg færdig, før hun fortsætter med at citere det ene vers efter det andet. Efter tredje vers husker hun ikke mere, men da jeg giver hende stikordet til vers 4, citerer hun også vers 4 og 5 uden at vakle.



Det viste sig, at hun for mange år siden havde lært denne salme og ”hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer”. Hvilken rigdom den gamle folkeskole har givet sine elever, der skulle lære salmevers udenad. Nu sidder de der – ud over vort land – med en ballast så stor.



Jeg kan ikke lade være med at tænke på eleverne i vor tids folkeskole – de får ikke denne værdifulde ballast med i livet – og hvilket tab. Det er måske derfor mange af vore unge ikke har nogen ballast – og derfor bliver afhængig af forskellige stoffer.



Lad os lige kigge på nogle af versene fra denne pragtfulde salme (551 i DDS i den gl. udg. - 583 i den ny udg.)


Ingen blive skal til skamme,

som forlader sig på Gud;

lad så, hvad der vil, dig ramme,

bed og tro og hold kun ud!

Synes det, han ser dig ej,

o, han kender al din vej;

al din brøst du ham skal klage

og i ingen nød forsage!

Falder på dig modgangs hede,

nød og jammer, spe og spot,

o, da må du flittig bede,

bønnen er for alting godt!

Midt igennem korsets ve

kan du da i ordet se,

hvordan Jesu milde hjerte

ser og føler al din smerte.

J. Olearius



clear.gif

Kærlig hilsen - og Guds fred
Gert Grube - www.dagens-ord.bibelland.dK

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312843

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33086800575256sekunder