JESUSLIVET - JESUS ELSKEDE DEM TILD ET SIDSTE

Han elskede dem indtil det sidste.


Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk


Johs. 13,1: ”Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste.”


Skærtorsdag handler i høj grad om kærlighed. Vi har udtrykket, at Jesus ”længtes efter at dele dette måltid med dem.” Det vil sige, at kærligheden var den store fællesnævner ved det store fælles spisebord. Det kan også udtrykkes på en anden måde. Dem, man spiser med, vil man gerne være sammen med. Det gælder jo enhver indbydelse til sølv- og guldbryllup eller en hvilken som helst anden fest.


Nu er det Jesus, der indbyder til et påskemåltid. Han havde i forvejen sendt et par disciple af sted for at finde egnede lokaler, som allerede var udpeget af mesteren selv. Da der var givet grønt lys fra ejeren, forberedte disciplene påskemåltidet.


De fleste forbinder påskemåltidet med den hellige nadver, og det er rigtigt, men der skete også noget andet under måltidet, som er værd at bemærke.


Pludselig midt under måltider forlader Jesus sin plads og bøjer sig ned for at vaske disciplenes fødder. Fodvaskningen er en stærk symbolhandling, der peger fremad imod Jesu korsfæstelse.


Peter forstår i første omgang ikke meningen. Det gjorde han heller ikke, da han blev bekendt med, at Jesus skulle overgives i mennesker hænder og dø. Peter ved, at det altid er den underordnede, der vasker den overordnedes fødder. Men han ser ikke, at det er nødvendigt, at Jesus vasker dem, dvs. går i døden for ham.


Jesus vil med sin handling understrege, at når disciplene fødder er badet, er disciplene (som dåben udtrykker det) indlemmet i Jesu død og opstandelse.

Hele handlingen fortæller os, at det er Jesus, der bøjer sig ned, for at berede os til himlen.


Han er den ydmyge tjener, der gav afkald på alt for at bytte plads med os. Som det står i 2. Kor.5,21: ”I kender jo vor Herres Jesu nåde, at han for jeres skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige.” Se det er nåde.


Nåde var det også, da Jesus under måltidet indstiftede den hellige nadver. Her bliver det understreget tydeligt, at vi med indtagelse af brød og vin kommer særdeles tæt på Jesus, ja, hele hans guddomsfylde er indeholdt i hans legeme og i hans blod.


Lad os repetere de stærke ord, som bliver sagt i forbindelse med nadvermåltidet. Matt.26,26-27.


Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: ”Tag dette og spis det; dette er mit legeme.”


Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: ”Drik alle heraf; for dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.”


Se, her har vi skærtorsdags helt store befriende budskab. Vi får lov til at indtage selve pagtsblodet, som ved tro bliver omsat til fred, frihed og syndernes forladelse.


 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325724

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,3607029914856sekunder