JESUSLIVET - KRISTENLIVETS HEMMELIGHED.

Kristenlivets hemmelighed.


  Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk



"Thi jeg har lært at nøjes med det, jeg har. Jeg ved, hvad det er at have trange kår, og jeg ved, hvad det er at have overflod; i alt og i alle ting er jeg indviet, både i at være mæt og i at sulte, både i at have overflod og i at lide mangel. ALT FORMÅR JEG I HAM, SOM GIVER MIG KRAFT."
Fil. 4:11-13


Jeg ønsker at give dig dette ord, som i al sin enkelhed har været en magisk kraft for mig i mit liv. Paulus siger: "I alt og i alle ting er jeg indviet." Han siger med andre ord: "Jeg har lært hemmeligheden." Har du lært denne hemmelighed, kære ven? Har du lært hemmeligheden ved det kristne liv i alle dets afskygninger, såvel når det løfter dig op til de jublende højder, som når det fører dig ned i ydmyghedens dal? Kan du sige, det er godt at være mæt, det er godt at være sulten, det er godt, når det er svært, og det er godt, når det er let?


En stor opfindelse bliver som regel holdt hemmelig, indtil opfinderen har fået patent på den, og tilvirkningen af den er blevet en kilde til vinding Først når opfindelsen bliver offentliggjort og bliver stillet til rådighed for andre, kan man få gavn af opfindelsens hemmelighed. Det samme gør sig gældende med kristenlivets hemmelighed. Hvis ikke den bliver åbenbaret for os, kan vi ikke drage nytte af den. Paulus kendte hemmeligheden. "Den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for Hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, NEMLIG KRISTUS I JER, HERLIGHEDENS HÅB." Kol. 1:26-27. Det er en tilgængelig hemmelighed, det er en hemmelighed, enhver kan få del i. "ALT FORMÅR JEG I HAM, DER GIVER MIG KRAFT" var hemmeligheden, Paulus lærte. Den fulgte ham på Adriaterhavet og gennem Kolossæ' bjergfulde egne. Den fulgte ham i fængslet, igennem lidelser og igennem døden, og den vil være hos ham på dommens dag - "KRISTUS I OS, HERLIGHEDENS HÅB."


Det fortælles, at Bruce af Skotlands aske blev opbevaret, og i krigstid blev urnen taget med som en slags relikvie eller talisman. Engang under korstogene foretog Saracenerne (et røverfolk i Nordarabien) et heftigt angreb, og korsfarerne var ved at tabe slaget. Den øverstbefalende sendte da bud efter sit lands berømte relikvie, og så snart det nåede ham, red han med det til kavaleriets forreste linier, og idet han kastede urnen langt ind i fjendens rækker, råbte han: "Fremad, Bruces hjerte, og vi vil følge dig." Korsfarerne fik herved nyt mod og ny kraft, og de trængte sig fremad for at redde det hellige relikvie. Fjenden blev drevet tilbage, og Bruces aske kom igen den skotske hær i hænde. Når dette døde hjerte kunne være en sådan inspiration, hvad kan Jesu Kristi, Guds Søns levende hjerte så ikke betyde midt i Hans folk. Vi ønsker ikke relikvier eller såkaldt hellige ting, vi vil ikke nøjes med splinter af korset eller naglerne fra korsfæstelsen. Vi ønsker Jesus selv, den levende og opstandne Frelser. Vi ønsker Hans hjerte, vi ønsker at kende hemmeligheden "Kristus i os, herlighedens håb." Det var, hvad Paulus oplevede, og det er, hvad Jesus ønsker, vi alle skal opleve - "jeg i dem, og de i m i g."


Paulus siger det således: "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig." Gal. 2:19-20. Kristus i os - det er de kristnes største behov i dag, som det har været op gennem tiderne. Uden Ham vil vi tabe slaget, men ALT FORMÅR VI I HAM, DER GIVER OS KRAFT.


Jeg ved, at jeg her bliver indviet i kristenlivets dybe hemmelighed, og jeg forventer ikke nogen sinde at få kendskab til større hemmelighed end "KRISTUS I MIG HERLIGHEDENS HÅB." Jeg forventer at komme til at kende mere af Hans kraft og fylde, jeg forventer at vokse op til HELE Kristi fylde, men jeg forventer ikke at få større hemmelighed åbenbaret end den, at Jesus Kristus er forbundet med hele min tilværelse, og at Han derved giver mig kraft til sejr, kraft til at leve et helligt og rent liv. Der er mennesker, der ikke kan forstå denne hemmelighed, og når den er blevet foreholdt dem som en slags tryllemiddel i det kristne liv, har de i egen kraft prøvet at tilkæmpe sig den. Det er umuligt, vi må komme dertil, at vi med Paulus råber til Gud i vor nød: "Jeg elendige menneske! hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Rom. 7:24, så vil Helligånden åbenbare Jesus Kristus for os, og vi vil lære at forstå hemmeligheden, vi vil med Paulus juble "Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!" v. 25. Når Jesus Kristus tager fuld kontrol over din ånd og dit legeme, så er det en realitet, det er en levende virkelighed, det er ikke et syn eller et drømmebillede. Det er en person, der kommer til dig, det er personen over alle personer, vor Herre Jesus Kristus, som har taget bolig i dig, og du er dermed blevet gjort delagtig i Hans guddommelige natur.


HAR DU HAFT DENNE ÅBENBARING AF KRISTUS I DIG

herlighedens håb? Når vi har lært denne herlige hemmelighed at kende, må vi også lære, hvordan vi skal gøre brug af den, når vanskelighederne og prøvelserne møder os. Paulus siger: "I alle ting er jeg indviet". Det er en herlighed uden lige at komme dertil, at Kristuslivet i os gør os i stand til at møde alle livets tilskikkelser med Ham, så den måde, hvorpå vi møder tingene, er præget af Ham. Er det ikke en stor hemmelighed at vide, hvordan man kan møde hverdagslivet uden at lade sig gå på af alle de små forstyrrelser og gnidninger og uden at blive irriteret over enhver uventet besværlighed, der kommer på vor vej? Det er let nok, når man er sammen med kristne venner, hvor alle ønsker at hjælpe, men når du møder vanskelighederne alene, vil hemmeligheden så betyde så meget for dig, så du møder dem på den rigtige måde og med det rigtige sind? Paulus havde lært det, hans svar var: "Jeg har lært at nøjes med det, jeg har - ALT FORMÅR JEG I HAM, DER GIVER MIG KRAFT." Denne grundsætning vil hjælpe dig igennem fristelser, bekymringer og sorger. Den vil styrke dig såvel i åndeligt som fysisk arbejde. Den vil være dit våben, når helvedes hære angriber dig. Den vil bære dig igennem alt. Hvis ikke HAN formår at give dig kraft, er der ingen eller intet, der gør det. Stå fast på Ordet, lev det ud, og du vil opdage, at det står til troende. Hvis ikke du kan triumfere og juble trods modgang og vanskeligheder, er jeg bange for, at du aldrig vil opleve en sejr, der er værd at tale om. Det er længe siden, jeg lærte, at var min frelse ikke stor nok til at leve livet på, var den heller ikke stor nok til at bære mig igennem døden. Men tak og lov - KRISTUS I OS - er tilstrækkelig både i liv og i død. Jo mere indviede Guds børn bliver, jo mere modstand vil de møde. Når du opdager kristenlivets hemmelighed, vil prøvelserne begynde. Sammen med hemmeligheden - Kristus i dig - vil Gud iføre dig en åndelig panserskjorte og give djævelen lov til at skyde sine pile efter dig. Jesus Kristus bliver vanæret, hvis vi, der kalder os kristne, ikke består prøven. Guds panserskjorte er beregnet til at stå prøve, hvis vi benytter os af hemmeligheden. Hvis du stoler på Ham, så vil du opleve Hans kærlighed og kraft. Hvis du har modtaget Jesus som din Frelser, så kan du hvile i troen, du kan slappe af - for nu er det ikke længere dig - men nu er det HAM, der lever i dig. Du vil opleve, at Han er fuldt ud tilstrækkelig under alle forhold. Du vil ofte finde ud af, at prøven er svær, men samtidig vil det blive klart for dig, at det netop er sådan, du ønsker det, for jo mere afhængig du bliver af Ham, jo nærmere drager Han dig til sig. Det betyder ikke, at du altid er på bjerget sammen med Jesus, men det betyder, at du uanset skiftende omstændigheder er den samme, fordi du kender hemmeligheden "KRISTUS I DIG, HERLIGHEDENS HÅB." "Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid." Hebr. 13:8.


HVAD HAN ER, ER VI, FORDI VI ER I HAM OG HAN I OS.

Da den store hemmelighed blev klart åbenbaret for mig, blev jeg tvunget på knæ, og jeg rakte hænderne ud for at modtage den uden forbehold af nogen art. Da jeg rejste mig igen, var det med forvisning om, at dette herlighedshåb også var for mig, og at jeg havde modtaget Kristus på en ny og overvældende måde. Det næste skridt var så at gøre brug af hemmeligheden. Var den det virkelige princip i kristenlivet, var jeg klar over, at jeg måtte "leve" den, og kursen for mit fremtidige kristenliv blev sat den aften, forinden jeg gik til ro. Hvis ikke jeg var begyndt at "leve" Kristus fra samme øjeblik, jeg havde modtaget Ham i al Hans fylde, så havde det hele ikke fået nogen betydning for mig.


Den første dag var jeg årsag til, at HAN måtte modstå fristelser for mig tyve gange, og det overbeviste mig som aldrig tidligere om, at Han var min helliggører. Der var mange kampe, men der var ligeså mange sejre, og det sagde til mig, at var der hjælp at finde en dag, så var der også hjælp at finde for resten af mit liv. Kære venner! lad mig tilskynde jer til at modtage denne hemmelighed og til at lade jer lede og undervise af Ham i alle ting. Hvis en eller anden spilder blæk på din kjole eller sprøjter snavs på dine klæder, så vil du ikke lade dig irritere og miste din velsignelse. Dette liv vil gøre sig gældende i alle livets små detaljer. Det vil bevirke, at du forstår Guds vilje i store såvel som mindre sager, og at du hellere vil gøre Hans vilje end følge din egen. Hans nærværelse og hele fylde vil forandre det, som tidligere var med til at bringe Ham sorg og mishag. Du kan ikke længere bære nag, hengive dig til tom snak eller give efter for verdslige ønsker og begæringer, disse ting er besejrede, fordi du ønsker Hans nærværelse mere end noget andet. Hvis du virkelig ønsker at eje Ham og beholde Hans fred, så vil der ikke være noget mere betydningsfuldt for dig end at få lov til at leve Jesus ud i din hverdag. Hvis det ikke er tilfældet, kan du ikke have Hans ånd i dig, og du vil ikke være i stand til at overvinde vanskelighederne. Men i fuld hengivenhed til Ham og med den indstilling, at du er villig til at miste alt, blot du har Hans velsignede nærhed, vil du erfare, at Han overvinder vanskelighederne for dig. Det er vidunderligt at eje denne dyrebare gave. Gud betror den ikke til hvem som helst. Du kan ikke bevare Jesus i dig, hvis du ikke ærer og adlyder Ham. Hvis Gud giver hemmeligheden til dig, så må du være trofast over for Ham, og du må værne om den i henhold til Hans hellige vilje. Du må være villig til at sige: "HERRE, jeg vil altid være dig til behag, selv om det betyder, at jeg må gå imod alle andre."


Kære ven! Hvis du ikke tager imod denne hemmelighed, så er det, fordi du ikke ønsker den frem for alt andet i verden. Hvis du er villig til at komme til Ham i dag, og, efter at have beregnet omkostningerne, vælger Jesus Kristus som dit alt i liv og i død, så er jeg overbevist om, at du vil kende kristenlivets hemmelighed. Når du går ind i den fuldkomne fred, som overgår al forstand, vil du opleve den guddommelige frihed. Dit arbejde for HERREN vil blive virkningsfuldt, du vil have mere kraft, og du vil opleve større glæde i gerningen. Dine fjender vil blive overvundet, og dit liv vil i enhver henseende blive rigere og herligere. Evigheden alene vil være i stand til at åbenbare, hvad det vil sige at leve HANS liv på jord.

GIV JESUS LOV TIL AT FÅ PLADSEN I DIG I STEDET FOR DIT EGET ELENDIGE JEG. Engang var de i Ægypten ved at anbringe en obelisk på dens fundament. Arbejdet hermed blev ledet af en meget dygtig og omhyggelig ingeniør. Ved hjælp af et hejseværk havde de løftet den mægtige granitmasse, men der manglede dog stadig nogle tommer i at få den op på fundamentet. Arbejderne prøvede alt, men det var, som om de var ude af stand til at løfte den yderligere. Der var en hemmelighed i naturen, som hverken de eller ingeniøren kendte. En sømand, som stod i nærheden, råbte: "Gør rebene våde." Så snart de havde gjort det, begyndte rebene at strammes, og obelisken blev derved hævet netop så meget, at de kunne skubbe den på plads. Det var en lille, men meget virkningsfuld hemmelighed.

Kære venner! i samme øjeblik, vi giver Helligånden lov til "at gøre rebene våde", at gennemtrænge vor sjæl, vil vor Herre Jesus fylde os med sin guddommelige kærlighed og kraft.


Det er en meget enkel hemmelighed, men den har bevirket, at det har været lettere for mig at leve det kristne liv. Det har været en herlig og velsignet oplevelse, og jeg er taknemlig, fordi det blev åbenbaret for mig, at Jesus ønskede at være alt for mig. Det er som regel ikke de store ting, men dagliglivets små besværligheder, der får os til at falde. Tag imod HAM for det hele - små såvel som store ting - og det vil også blive muligt for dig at sige: "Jeg har fundet hemmeligheden - KRISTUS I MIG - herlighedens håb."

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325738

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,53509712219238sekunder