JESUSLIVET - KRISTI ANDET KOMME.

Kristi andet komme

 Du finder Bibelen på www.Bibelen.dk


Den presserende situation i vore dage har hvilet tungt på mig i den sidste tid. Du og jeg lever i en vanskelig og afgørende tid. Som aldrig før er det klart for mig, at Gud vil, at vi skal kende Bibelens profetier, som fortæller os, hvor vi er i verdenshistorien, så vi kan være beredt til den største af alle begivenheder, vor Herre Jesu Kristi nært forestående komme. Derfor ønsker jeg at dele de tanker med dig, som brænder i mit hjerte angående Kristi andet komme, Antikrists fremtræden, Dyrets mærke, Slaget ved Harmageddon og Jesu Kristi åbenbarelse som kongers Konge og herrers Herre.

Jeg tror på Bibelens lære om Jesu Kristi personlige, legemlige genkomst - det samme menneske, som apostlene så, og den samme person, som på Oliebjerget blev løftet op fra dem. Hans komme sker i to trin.

De to trin i hans andet komme
Det første trin kaldes Bortrykkelsen. Dette refererer til Herrens komme i luften. Han vil da ikke stige ned på jorden. Om denne tilsynekomst siger Bibelen, at den vil komme som "en tyv om natten", så åndeløst hurtigt, at Paulus siger, at det vil ske "i et øjeblik, som når man blinker med øjet" (eng.). (1. Kor. 15:52). Tænk på, hvor hurtigt, du kan blinke med dine øjne, og det er den tid, der vil for-løbe, når Kristus kommer til syne.

Han vil komme til syne, og ingen vil se ham undtagen dem, som ser efter ham. Jeg kan ikke understrege dette nok - de, som ser efter ham. Tommy Tyson hørte mig give dette budskab i Indonesien, og han sagde: "Broder Roberts, hvis kun de skal se ham, som ser efter ham, så må vi nok hellere gå i gang med at sige til folk, at de skal begynde at se efter ham." Masser af mennesker ser slet ikke. Og derfor siger vi til dig, at du skal begynde at se efter ham.

Det næste trin i hans genkomst vil blive en fuld åbenbarelse af hans person i skyerne. Han vil blive åbenbaret omgivet af alle dem, han har oprejst fra døden samt de levende, som blev forvandlet i bortrykkelsen. I dette trin skal ethvert øje se ham. Det vil blive en åbenbarelse for hele menneskeheden af Kristi person, når han kommer til jorden for at kæmpe i slaget ved Harmageddon. Dette er den afsluttende kamp mod de magter, der ledes af Antikrist og hans millioner. Jesus Kristus skal udrydde dem ved sin herligheds glans. Derefter vil han drage til Jerusalem, og de hellige skal krone ham til kongernes Konge og herrernes Herre for evigt.

Så har vi altså på den ene side de helliges bortrykkelse og på den anden side Kristi komme med de hellige for at herske på jorden. Bortrykkelsen er hemmelig. Jesu åbenbarelse er offentlig. Bortrykkelsen sker i et øjeblik. Åbenbarelsen vil finde sted meget langsomt og universelt. I bortrykkelsen kommer han for at hente de hellige. I åbenbarelsen kommer han sammen med de hellige. I bortrykkelsen kommer han for at tage de hellige ud af den onde verden. I åbenbarelsen kommer han med de hellige for at herske over verden. I bortrykkelsen kommer han for at forvandle og oprejse legemerne af Guds hellige gennem alle tider. I åbenbarelsen er det de samme hellige, der kommer med ham for at herske for evigt.

Antikrists fremtræden - Den store Trængsel
Mellem disse to begivenheder - bortrykkelsen og åbenbarelsen - finder det sted, som Bibelen kalder Den store Trængsel. Vi kender ikke trængselstidens længde, men vi ved, den vil blive meget kort. Syndens menneske eller Antikrist vil træde frem. Når bortrykkelsen finder sted vil verden falde i åndeligt mørke. Allerede nu søger synden at dække jorden og gennemtrænge menneskeslægten. Den får dog ikke lov til at gøre det fuldt ud på grund af Guds folks bønner og Helligåndens virksomhed. Men med bortrykkelsen vil Helligåndens modgående indflydelse være borte. Da vil synden som en tidevandsbølge nå sit højdepunkt og dække verden. Og fra dette klimaks vil det menneske rejse sig som Bibelen beskriver som Antikrist.

Den mand vil være fuldkommen set fra et naturligt synspunkt. Han vil være et resume af verdens naturalistiske filosofier og religioner. Hans fremkomst sker i rette tid til at møde en verdenskrise.

Finansiel kaos
På det tidspunkt vil verden være i stor finansiel nød. Vi bevæger os i den retning allerede nu. Det vil blive en tid, hvor nationerne ikke vil være i stand til at operere økonomisk. Vi har en hel række af lande i verden i dag, som ikke har nogen vej ud af deres økonomiske vanskeligheder. Selv om Herren tøver en lille tid, vil vi se sammenbrud i verdens økonomiske og politiske systemer. Selv nu prøver verdens ledere at slukke ilden alle vegne. Vietnam-konflikten er et sådant symptom. Det er et refleks af et fastgroet kaos i menneskets ånd. Det åbenbarer menneskets manglende evne til at lede sine affærer uden Guds førelse. Mennesket synes ikke at ville have noget med Gud at gøre og er hastigt på vej mod den tid, da man ikke kan kontrollere de menneskelige begivenheder.

Politisk katastrofe
Der vil blive politisk katastrofe blandt nationerne, og der vil være et råb efter en supermand. Alle store filosoffer gennem tiden har talt om denne mand, og nogle har endog givet ham navnet "Supermand". Det er, hvad verden spejder efter nu. Hvem i dag vil ikke give sin stemme til en mand - en fuldkommen mand, en naturalistisk mand - hvis han kunne bevise, at han var i stand til at løse de økonomiske og politiske problemer, tæmme urolighederne og skabe blot en midlertidig fred i verden? Og Bibelen taler om ti nationer, som på den tid udgør en føderation, og de vil tilbyde denne mand ledelsen. Han vil få industrien til at blomstre. Verdens finansielle og politiske problemer vil synes at blive løst, og der vil blive ro og fred på jorden, og verden vil undrende følge efter denne mand.

Antikrists pagt med Israel
Nu fortæller Bibelen, at Israel bliver en mægtig nation, så stor, at Antikrist vil indgå en pagt med dem. Begivenhederne viser, at dette puslespil begynder at samle sig i Israel. Bibelen forudsiger, at Israel skal få alt land fra Eufratfloden i øst til Nilen i Ægypten. Verdens velstand vil strømme til Jerusalem på uhørt måde. Allerede nu har de milliarder, der er strømmet til Israel fra Amerika, England og andre steder fra, været den jødiske nations økonomiske redning.

Til at begynde med vil Antikrist ikke være kendt som Syndens menneske eller Fortabelsens søn. Han vil være en mand med fred. Han vil være en mand med økonomisk succes. Han vil være tidens mand til at ordne problemerne og justere verdens tilstand. Derefter siger Bibelen, at han vil blive dødeligt såret - snigmyrdet - lige midt i alt dette. Og derefter vil Djævelen rejse ham fra døden. Ser du, det var, hvad Gud gjorde med sin Søn, da han var blevet slået ihjel. Gud oprejste Jesus fra de døde. Antikrist er en efterligning af Jesus Kristus. Djævelen vil søge at reproducere treenigheden - Faderen, Sønnen og Helligånden - ved en parallel med Satan, Antikrist og den falske profet. Når Djævelen rejser Antikrist fra døden, vil han give ham det samme tilbud, som han gav Jesus, da han viste ham verdens riger og sagde: "Alle disse ting vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig." Kristus svarede da: "Der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Jesus Kristus modstod og afslog Djævelens tilbud, men denne mand vil acceptere det. Og så vil Djævelen fra den bundløse afgrund kalde en dæmon frem, som vil besætte manden, og på den måde bliver han Antikrist.

Den falske Profet
Som det næste vil Djævelen oprejse en mand, som Bibelen kalder Den falske Profet, verdens åndelige leder, der vil prøve at efterligne Helligånden. Satan er klar over, at han ikke kan fortsætte Antikrists regime uden at erobre folks sjæle. Den falske profet vil få magt til at udføre mirakler og få ild til at falde ned fra himlen. Han vil prøve at fordoble Kristi undere. Læg mærke til miraklernes betydning i religion. Tendensen hos verdens religiøse ledere, som afpersonificerer Kristus, er at forringe Bibelens mirakler, men det vil Satan ikke gøre. Han vil vide, at uden undere vil Antikrists rige ikke kunne fortsætte. Den falske profet vil derfor rette verdens tilbedelse mod denne store mand ved at udføre mirakler og kalde ild ned fra himlen. Derefter kommer

Ødelæggelsens vederstyggelighed
Jøderne - som vil have genopbygget Israel og taget Jerusalem - vil få besøg af den falske profet, som vil bringe et billede af Antikrist til Jerusalem og føre det ind i templet. Det er en slående kendsgerning, at indtil for kort tid siden var Jerusalem i hedningernes besiddelse, som den har været det siden år 70, da den romerske general Titus ødelagde byen. Nu siger Jesus, at en vanhelligelse af templet vil finde sted, som består i, at Antikrists billede stilles op inde i Jerusalems tempel. Dette billede vil få magt til at tale menneskelige ord. Det vil tale, og verden vil undre sig og blive djævletilbedere. På det tidspunkt vil det jødiske folk imidlertid indse, at de er blevet bedraget, for i deres lov står Guds befaling skrevet: "I må ikke gøre jer afguder; udskårne billeder og stenstøtter må I ikke rejse jer, ej heller må I opstille nogen sten med billedværk i jeres land for at tilbede den; thi jeg er Herren jeres Gud" (3. Mos. 26:1). Når de ser Antikrists afbillede i deres tempel, vil de gøre oprør; og når de går til modstand, vil Antikrist vende sig mod jøderne og sprede død iblandt dem. Det er dette, Jesus omtalte: "Ve dem, der er frugtsommelige, og dem, der giver die i de dage! Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat; thi da skal der komme 'en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu' og heller ikke siden skal komme" (Mat. 24:19-21).

Dyrets mærke
Afgudsbilledets opstilling er signalet til menneskets mærke eller Dyrets mærke. Hans mærke er tallet 666. Fra det øjeblik kan ingen købe eller sælge uden at have dette mærke i deres hånd eller på deres pande. I Tyskland under Hitler anbragte nazisterne et nummer på jødernes arme, og tallene vil være der, så længe de lever. Men Dyrets mærke skal være et mærke på panden eller på højre hånd. At modtage mærket betyder tilbedelse af Antikrist. Hvis du tager imod det, vil det betyde, at du forkaster Jesus Kristus, og du besegler din skæbne over for Gud. Kan vi ikke se, at verden nu er blevet organiseret på en sådan måde, at vi ikke er langt bort fra den tid, hvor vi kun behøver at tage ét skridt til, uden hvilket vi ikke kan købe eller sælge?

Nogle frelses i trængselstiden
Ifølge skrifterne vil der være nogle, som accepterer Kristus i trængselsperioden, men de vil enten blive dræbt eller være nødt til at flygte for deres liv. Bibelen taler om de hellige, der kommer ud af den store trængsel, og som har overvundet Antikrist "ved Lammets blod, og ved deres vidnesbyrds ord" (Åb. 7.14, 12:11). Mange jøder vil blive dræbt. Andre vil flygte og skjule sig. I de næsten uigennemtrængelige bjerge i Petræa lige sydvest for Jerusalem er tusindvis eksemplarer af Bibelen på hebraisk nedpakkede og skjult i forskellige grotter - til den dag, da det jødiske folk skal se, at de giver en forkert person deres tilbedelse. De skal begynde at læse Bibelen - Ny Testamente - og de skal da se, hvem Messias virkelig er. Alt dette vil finde sted ikke blot for at omstyrte syndens herredømme, men især også for at bringe Guds gamle ejendomsfolk tilbage til deres Gud.

På trængselsperiodens højdepunkt vil der være tilfælde, hvor vand bliver til blod, og plager vil blive udgydt over den menneskelige race. Gud forbyde, at nogen af os skal være her. Vi behøver ikke at være her. Må Gud hjælpe os til at være rede til Kristi komme. Jeg glæder mig til denne herlige begivenhed.

Slaget ved Harmageddon
På det tidspunkt vil Antikrist fra alle jordens kanter samle sine hære til slaget ved Harmageddon. Vi ved ikke, om Harmageddon er sletterne ved Esdralon i Israel. Mange mener det. Jeg har set stedet. Da Napoleon så det førstegang, sagde han: "Hvilket perfekt sted til et slag!" Hvor disse hære end vil samle sig, så vil de komme i den hensigt, som Harmageddon står for - den afsluttende menneskelige krig.

Jeg tror også, at atomkraftens udløsning i midten af fyrrerne var et tegn på Kristi komme og Harmageddon-slaget, fordi slaget ved Harmageddon skal være en kamp med ild. Verden vil kun blive ødelagt to gange: én gang ved vand, som skete på Noas tid; og til slut ved ild, hvilket bliver Harmageddon. Prøv at forestille dig disse titusinder i verdens hære samlet med alle mekaniske våben, som mennesket kan opvise. De vil blive ført af Antikrist, som vil modstå Kristus, der nu kommer tilbage til jorden, ikke som Lammet, sådan som han kom for totusinde år siden, men som Løven af Juda stamme. Jøderne kendte ikke Jesus Kristus som Messias for totusinde år siden, fordi de ventede på en løve. Bibelen havde forudsagt, at han skulle komme som et lam, "slagtet fra verdens grundvold blev lagt". Men de ville ikke tro skrifterne, og jøderne spejder stadig efter, at deres Messias skal komme som en løve.

Når disse mægtige hære samles, vil dagen oprinde strålende og klar. Pludselig vil åbenbarelsen af Jesus Kristus i herlighedens skyer finde sted. Billedlig talt vil han være en halv million meter høj, så stor at han fylder hele himlen. Og de vil se ham. Ethvert øje skal se ham. Det betyder, at enhver i verden vil blive vækket op. Ingen vil sove. De vil se ham med sårene. Og jøderne udover hele jorden, som har bevaret deres liv under Antikrists regime, vil råbe: "Hvorfra fik du disse sår?" Og han vil svare med profetens ord: "Dem fik jeg i mine venners hus" (Zak. 13:6, eng. o.). Jøderne vil begynde at forstå, at dette er Messias; dette er Jesus. De vil falde på deres ansigter og omvende sig og kalde på Herren Jesus.

Jesus krones som kongers Konge og herrers Herre
Jesus Kristus, nu kronet som kongers Konge og herrers Herre, skal langsomt stige ned fra Himlen sammen med de hellige fra alle tidsaldre, og ethvert øje skal se ham. De, som har modtaget Kristus, og som har været skjult, vil komme frem og se det blændende lys fra deres Forløser. Men verdens mennesker, som har forkastet Gud, skal se ham i et nyt lys, og de vil græde og sukke. Der vil blive en universel gråd fra den ene ende af jorden til den anden. Enhver mand og kvinde vil græde og sukke, undtagen dem, der tror på Jesus Kristus. På hele jorden skal hvert knæ bøje sig. Over alt vil stemmer løfte sig, der råber: "Dette er Jesus Kristus, Guds Søn."

O, hvilken ære at kunne knæle i dag. Hvorfor skulle vi vente, indtil hvert knæ tvinges til at bøje sig og hver tunge er nødt til at prise Guds navn? Hvilken scene det vil blive. De hellige og jøderne, der knæler og påkalder Kristus. Antikrist udløser hele sin krigsmagts ildkraft, som uden virkning møder Jesu Kristi ånde. Ilden, som udgår fra Jesu mund, skal ligesom vandet, der dækker jorden, nå til jordens fjerneste egne og ødelægge enhver, der ikke vil vide af Gud. I løbet af et øjeblik vil det hele være forbi. I det øjeblik vil Jesus sætte sin fod på Oliebjerget, og Bibelen siger, at bjerget skal dele sig og der skal blive en dal, som han vil drage igennem; det er som en gylden port, der nu er forseglet. Han vil åbne den og drage ind, og de hellige, som kommer ovenfra, skal mødes i Jerusalem med dem, der er blevet bevaret på jorden. Vi vil krone ham som kongernes Konge og herrernes Herre.

Hvad betyder dette for os?
Hvad jeg siger her, er lige så virkeligt som vort åndedræt. Men hvad betyder det for os?

For det første sagde Jesus: "Vær også I rede; for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer" (Mat. 24:44). For det andet sagde han: "Brug dit pund, indtil jeg kommer tilbage" (Luk. 19:13). Du skal ikke sælge ud og så gå afsides for at vente på ham. Du skal ikke slutte med at bygge menighed og Guds rige op, fordi du tror, han kommer. En ung prædikant spurgte mig, om han skulle fortsætte sin uddannelse, når Herrens komme var så nær. Jeg sagde: "Selv om han kommer i morgen, ville jeg prøve at afslutte min uddannelse og berede mig til at forkynde Ordet."

"Hvad med at vidne?" spurgte han.
Jeg sagde: "Du kan vidne, mens du er på skolen. En platform er ikke det eneste sted, hvor man kan vinde sjæle. Hvad du end gør for Gud, så gør det af hele dit hjerte og "købslå", indtil Jesus kommer."

Spejd efter Herrens genkomst
Til slut dette - og jeg håber, Helligånden virkelig vil lægge det på vore hjerter: "Kristus . . . skal anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, der bier på ham" (eng.: "...,dem, der ser efter ham", Heb. 9:28). Ser du efter ham? Kun du selv kan besvare det. Bortrykkelsen, eller Kristi tilsynekomst for at tage sine bort, vil være noget, som kun vil berøre dem, der ser efter ham. Når en tyv kommer om natten, så tager han ikke alt i huset, men kun værdierne. Borttykkelsen er som en tyv om natten. Den vil borttage dem, som er årvågne og rede, de, som bier, som har Herren i tanke, som er optaget af at tjene Gud.

Ligegyldigheden og manglen på årvågenhed hos jordens millioner over for Herrens komme er forfærdende. Når jeg rejser, ser jeg røg, druk, svir, ligegyldighed over for åndelige værdier og ingen opmærksomhed over for Herrens andet komme. Dette er det billede, jeg har fået af vor egen nation, og hvis det er sandt om denne nation, så er det også et billede af andre nationer. Jesus advarede os, "at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludseligt over jer" (Luk. 21:34). Du er i verden, men du er ikke af verden. Du kan være forretningsmand og spejde efter Jesu komme. Du kan være landmand eller husmor og spejde efter, at Jesus skal komme. At være "af verden" er ikke blot noget fysisk. Det berører din ånd, dit hjerte og dit sind. Du kan være til middag med mennesker, som drikker, uden selv at ønske at drikke. Jesus gjorde det. Han spiste med toldere og syndere. Han isolerede sig ikke. En kristen, som ser efter Jesu komme, isolerer sig ikke eller trækker sig tilbage fra mennesker. Han bliver en del af folk for at vinde dem.

Dybt i dit hjerte må du lære, hvordan du skal have fællesskab med Kristus, hvorledes du skal færdes i dagliglivet med et hjerte, der er i overensstemmelse med Guds hjerte, med tanker, som ikke er verdslige, sådan at du er et vidne om Kristus, hvad enten du er prædikant eller ej. Lad Jesus være i dine tanker hver dag, idet du spejder efter hans snarlige tilsynekomst. Han kan komme i dag. Hvis han ikke kommer i dag, kan han komme i morgen. Lad os være vågne! Lad os være rede!

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325462

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,40051507949829sekunder