JESUSLIVET - MENIGHEDEN BLOMSTRER OP..

Menigheden blomstrer op.


www.bibelen.dk



Her er der tale om Jerusalem, der nu var folketom. Den havde været folkerig, nu var den helt tom. Jerusalem er et forbillede på Menigheden, som Bibelen taler om i Apostlenes Gerninger. Den første Menighed stod som fyrstinde i al sin Åndelige Kraft og Magt, det var en vidunderlig glæde at være med i menighedens liv. Ligesom i den gamle pagts tid var det vidunderlig glæde i at søge til Jerusalem og tilbede. Ud og ofre til Ham; sådan skal det være en vidunderlig glæde i den nye pagts t id, at søge ind i menigheden og give Jesus æren i tilbedelse, som så giver. Kraften til Sejr. Man kan også sige at. Menigheden er Jesu Kristi legeme, med alle dets funktioner. Med Kristus som over hovedet.


Guds Ord var rettesnoren i den første menighed, intet andet havde de, at rette sig efter, alt de ejede var hvad Gud havde givet til dem. Det er vældig herligt, når det bliver klart for os, at det ikke er, deres overleveringer eller slægters traditioner. Eller hvad menneskerne har sagt. Men alt som Gud i Ordet har sagt, som er klippen menigheden bygges på, og vi som enkelt personer er med i dette legeme.


Vi er nemlig alle indsat på menighedens legeme af Gud, til at være det lem Gud har forudbestemt den enkelte til. Men desværre er mange oprørske og vil ikke blive på dette legeme. De vender sig hver deres vej og bliver som vildfarende får, uden en hyrde. Man slægger på Guds Ord. Det er ikke så vigtig om man gør som menighedens ældste og forstandere siger. Nok gør man tingene nogenlunde godt i menigheden. Men når menigheden ikke ser det lever man som om man ikke tilhørte Jesus Kristus i menigheden. I det daglige fornægter folk korset og dets dårskab, som er en guds kraft til fuld frels og forløsning.


Frafaldet inde fra.

Menigheden stod som Fyrstinde i Landet. Var rige på alle nådegaver og havde yndest og indsigt hos Gud. Hun havde Åndens Udgydelse og bevarede Åndens Liv i menigheden. Den var rig på Åndens gaver og frugter, der var et rigt bønsliv, og læser vi i Apostlenes Geringer, ser vi, hvor de kunne bede. De bad, så stedet rystede. Hele menigheden var grebet af bønnens Ånd og havde Guds Kraft over sig, som rystede stedet, men det er ikke rystelsen, der er det store, men at bønnen havde en stor Magt blandt disciplene. Der står ikke, at nogle blev forargede og for skrækkede, da stedet rystedes; de blev velsignede. Nu forskrækkes folk, når Guds Ånd ryster et lille menneske og forarges derover, men det er Guds kraft, der tager fat.


De havde et hjerte og en sjæl og var et i Ånden og bønnen, og derfor rystedes stedet. Åndens gaver virkede og Åndens Frugt var rig, de var frigjorte og salige. De havde en Herre som leder, som hovedet over menigheden, og det var Jesus Kristus. I ham havde de fuld forløsning. Fordi. De vedblev at blive i Jesus Kristus.


Men. Verdensfyrstindens bedrag, og løgn var begyndt at indsnige sig, og man forsøgte at bortdrive hende. Ved bøn og faste forsøgte man at få bugt med trælkvinden, som ville forføre og binde menigheden. Men. Tvivlen omgav hende. Hun var begyndt at smitte de andre med tvivl på Guds gavers virke og Åndens kraft. Det var på trods af de så Guds gerninger, de hørte Ordet. Men forblev dog blinde og uden livet i Kristus. Der var jo nogle der var begyndt at stole på andre ting end det Gud havde givet dem. Der var kommet en del af verden ind.


Man kan sige allerede dengang begyndte verdens ånden at omslutte hende. (Hende de frafaldende i menigheden)Tvivlerne var hendes tjenende ånder som omsluttede hende. Og drog hende ned i dybet. Da hun begyndte at vogne op og opdagede at hendes tid var ved at være omme, og ville omvende sig. Da kunne hun ikke. Fordi hun havde fået tid til at omvende sig i tide. Men dengang stod hun stolt, og reklamerede med sin rigdom og tvivlens hovmod havde for længst forhærdet hendes hjerte og omsluttede hende, drog hende ned i dybet, og mange ubefæstede sjæle med.


Hør nu.

Hører nu I, som siger: I dag eller i morgen vil vi begive os til den og den by, og der vil vi blive et blive og drive handel og skaffe os vin ding. I ved ikke, hvad der kan ske i morgen; thi hvad er jeres liv? En Røg er I, som synes at være synlig en lille stund, men siden forsvinder, siger Apostelen Jakob. Lad os agte her på, og ikke regne med den dag, som vi ikke har set, når det gælder at søge frelse. Og renselse i Jesu blod, for al uretfærdighed mod sandhederne.


Skriften siger: »Nu er den velbehagelige tid, nu er Frelsens dag.«


Hvordan kan vi kende forskel.

Hvordan kan vi, som ikke har ladet fyrstindens bedrag, bedrage os, være sikre på at de folk vi mener os et i menigheden med. Tjener sammen med, beder sammen med og har fælles fodslag med i hverdagen, ikke også er besmittede af verdens fyrstes ånd? Vi kan se det på frugterne af deres gerninger. Er de gjort i Kristi sindelag. Vi der være fred, glæde og mirakler i folkets kølvand. Jesu tegn vil følge de der er i Ham. De der bliver på Jesus, det sande vintræ vil altid bære megen frugt. Det er alt sammen Åndens frugt, det kommer an på. På Åndens frugter skal I kunne kende det alt sammen. Åndens frugt er gaverne fra Gud, givet til fælles gavn og opbyggelse. Disse gaver hører sammen i en enhed i Jesu Kristi menighed. Og virker alle sammen til alles vel.


Tilbage til Apostlenes gerning.

De havde alle Åndens g, Åndens frugter side om side med al anden virke i menigheden. Og menigheden fungerede. Med frelse, liv, helbredelse, udfrielse, osv. Alt som de havde lært af Jesus. Nu siger vi. Frugten er det vigtigste, ja, det rart, men det nytter ikke, vi har dem om de ikke er virksomme både Åndens gaver og Åndens frugter skal frem. Og være virksomme. Guds Ord havde fremgang, det var de glade for. Det var ikke Peter eller andre lærde folk der havde fremgang, nej, det var ene og alene Guds Ord. Det var Lydigheden imod Guds Ord, der bevirkede den store til strømning af folk (de havde vækkelse), ja, der står, at præsterne endda også kom til troen. Det kan nok behøves i vort land, at Guds Ord får en sådan fremgang, at vore præster (de skriftkloge/teologerne) kommer til troen på alle Guds Sandheder. Og sandhederne atter vil blive forkyndt og udført.


Fuld sejr.

Det er fuld Sejr ved Jesu Blod. Hvis vi bekender vore synder er Gud trofast og retfærdig så han tilgiver os alle vore misgerninger. Men. Vi må selv komme til Jesu kors og ladet Jesu blod være vores renselse. Det levede de første Disciple endrægtigt i (enige i Jesu enhed), de behøvede ikke at blive ved at i den gamle synd, men de vidste, ved tro, Heb. 11.at de var blevet løste Jesu blod, derfor var de også, tror jeg, færdige med at trælle for gamle synder. Og kunne lade Guds kærligheds frugt uhindret være i blandt dem, til fælles glæde og velsignelse. Derfor er det ikke meningen at du og jeg skal blive i vore gamle synder at jeg skal blive ved at liggeunder for den eller den synd. Gør jeg det, da har jeg ingen glæde eller fred mere i min frelse. Jeg er da ikke længere i Guds fuldkommende kærlighed. I stedet for gode og friske frugter vil jeg da, komme med fordærvede og rådne frugter. Kan man plukke druer af tjørn. Jeg vil for at skjule min skyld begynde at samarbejde med fyrstinden (trælkvinden) som jeg førhen var med til at jage ud af menigheden. Jeg var jo med til i enighed at bede så stedet rystede og kærlighedens frugt var i mit liv. Nu beder jeg ikke mere og begynder da at kritisere de ældste, forstanderen og mine med søskende. Jeg glemmer alt om Rom. Jeg siger mon det nu er sådan som Ordet prædikes og tvivlens herskerinde tager til sidst overhånd og driver mig ud, der hvor trælkvinden er. Ude i mørket ender jeg. Der hvor hundene er, om jeg huser synd.


Jeg tror.

Jeg tror. Der er fuld løsning ved blodet. Om vi bøjer os ydmygt ned ved korset, da kommer frelses glæden frem på ny. Og bliver vi i blodet har vi syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er. Og den er ny hver morgen. Jesu Kristi Blod har renset os fra al uretfærdighed mod Guds Sandheder. Og vi har fuld sejr, ved Jesu blod. Jesus har sejret og vundet sejren for os på Golgata. Jesus har løst os fra al synd og al uretfærdigheden blev begravet under Jesu blod. Vi som er rensede, kan trygt stole på, at der er fuld Sejr ved Jesu Blod. Den sejr må vi fremholde i enhver situation vi står i. Det gælder om at løfte troens bønne hænder her i vort land. Vores tros bekendelse med vor mund og i vore liv, ved at Guds frugter er i os. Vil drage sjælene til stedet hvor Ordet forkyndes. Om vi stadig er i Kristus vil der komme til at ske det at folk vil smage og se at Herren er Gud og der ikke er frelse i noget andet navn end Jesus Kristus.


Er alt så, fuldkomment, som mange menigheder giver sig ud for? Nej, men der kan blive det, der er og flere, der kommer og lytter til Ord. Hvis det folk som Gud havde tænkt sig skulle rammes af Hans vrede. Pga. Deres ulydighed omvender sig. Og bliver det frugtfyldte træ. Der hvor fuglene kan bygge reder i fred, i deres kroner. Velbevarede fra alle farer, omsluttede af kærlige grene, som værner deres unger, så fjenden ikke æder dem. Da har Jesus fået lov at sejre fuldt ud. Og folket kan med glæde se frem til den dag hvor Han kommer på skyerne og henter Sine. Da bliver det en menighed som i en Ånd forventer Guds Ord opfyldt i en hver hen sene. Men. Det er kun Jesu fuldbragte værk der kan bevare menigheden og føre den frem til fuldkommenhed. Og i Ham, vil Gud fuldt ud bevare enhver renset sjæl. Han som har kaldet jer vil også fuldt ud bevare jer.


Hvordan kan vi have og bevare denne vished i vor Ånd?

Vi, ved og tror på hvad Jesus har sagt i Sit Ord (bibelen er vort liv) Og vi er overbeviste om Jesus kommer tilbage, snart for at hente Sin menighed. Du tror, hvad Jesus har sagt derom og regner dermed. Han sagde, at ligesom han tog bort herfra, skal han komme igen. Det fyldte menigheden i den første tid med håbet og troen. Når Jesus kommer tilbage, skal vi tages op med ham i skyen; det er vor fortrøstning, ligesom de første disciples var det, og det har været det fra slægt til slægt. De troede, at Jesus kom på den tid, de levede. Vi tror, at han kommer, mens vi lever, og da er vi rede. Hvis det håb er levende i vore hjerter, da bliver vi ikke bundne til det jordiske eller til mennesker, men vi lever i forventningen, frigjorte og løste fra alt. Når det bryder løs i vore tanker, og vi tænker på tiden og alt det frygte lige, da kan vi sige til os selv. Hvad gør det? Hvad betyder det for os? Jesus kommer snart! - Derfor lader man sig ikke fængsle eller ængstes og ødelægges af alt det nærværende, men løfter hovedet op, fordi vor forløsning stunder til, og vi skal møde ham i Skyen. Nej, vi lægger os ind til og klemmer os fast ved Jesu hjerte og tænker bare på, at være med, når han kommer.


Det giver en vældig glæde og styrke i troens strid, hvor prøverne går til hjertebunden og river os løs fra vore tunge tanker, og da bliver det med en gang lyst herinde, og vi kan glæde os til at se ham, for da går vi bort med ham til en bedre bolig. Ja, det er vidunderligt at leve i håbet om Jesu Kristi tilbage kommen. Hvor dan kan det blive ved at være lige levende? Jo, Ånden gør det levende for vort hjerte/sind, den viser os de forskellige tiders tegn, og vi kryber ned ved korset ved Jesu fødder og beder: »Herre gør det endnu mere levende for mit hjerte, at du kommer snart!« Det bliver en Sandhed, der lyser ind i hjertet, at Jesus kommer snart, ja, meget snart, og vi må være rede.


Den første menighed var sjælevindere.

Det var det vigtigste for den af alt, den var grebet af: Sjæles frelse, grebet af nød for slægten, for børn, for kammerater, ja, for alle sjæles frelse. Jeg kan læse for dig om en mand, som var angrebet af det og stred i sine bønner nat og dag for sjæles frelse, ja med tårer og bønne tryglede og bad han for dem. Mange mener, at det er nok, de er frelst selv og har gode forhold i alle ting. Men det er ikke nok! Dette må blive levende for dig og mig, sjælene går fortabt, at der er en Himmel, og der er et Helvede, må blive levende for vore hjerter, der er en fortabelse, men også den evige Himmel og Herlighed. Den, som er grebet af Himmelens evige Herlighed går og strider for sjælenes frelse. Klager du i sorg, over fortabte sjæle, og råber til Gud i nød for vinde en eneste Sjæl? Kender du ikke dette længere? Kan du nå der ud, dersom han ikke giver dig nøden? Tænk, om der blev den nød i vore hjerter, da ville vækkelsen bryde ud, Hvis det råb levede i os, da ville det kalde på andres hjerter. Men vi er ofte de frelste, og selvoptagne, som der står, de er vind og ikke sjæle, de har ingen mad til at føde sjælene frem.

Vi behøver.


Det er os, de frelste, der behøver at komme tilbage til de gamle stier som den første menighed, der brændte for sjæles frelse. Vi må ind i, den første menigheds stilling. Det en frygtelig tid, vi lever i, verdens ånden trænger ind i Guds menighed; Nu, behøver vi ikke at tage det så nøje mere med Guds Ord og bud. Vi gemmer os bag det at. Vi er da frelste og under Guds nåde. Mener os derved at have tilladelse til ikke at tage det hele så tungt og nøje. Mange har levet et lunkent liv, uden videre nød for sjæles frelse, folk bliver mere og mere ligegyldige over for sine kristne venner, om de har det skidt gør ikke så meget, vi har jo alle vort vi skal i gennem. De folk som lever et lunkent kærligheds liv til Jesus vil snart få at mærke Jesu Ord. Den lunkne vil Han udspytte af sin mund. Og da er Himmelens dør for evigt lukket. Du som ind til nu har levet et lunkent liv, skal vide. Du vil snart blive helt kold. Ingen kan nemlig være midt i mellem. Enten brænder dit hjerte for Jesus eller også er du passiv og lunken. Der står, at hedningerne kom og nedtrampede Guds menighed. Der kom uomskårne og urene med i menigheden og skulle have magt, og det blev menighedens forfald, at de lukkede op for hedningerne. Guds menighed er kun for sjæle-, der er født på ny. Det nytter ikke, vi tager alle ind, både ufrelste og dem, der er religiøse, men ikke fødte på ny. Når de får plads der, taber kraften sig, og Ånden viger fra menigheden. Det må være den enfoldige tro på Jesu forsoning, der skal lede Guds menighed og ikke menneskelig visdom og kulturens tanker. Da kommer Guds menighed ud på et skråplan og synker i Ånden. De vil da tro sig rige på alt, og alligevel være fattige. De har da mistet fodfæste. Deres grundvold er borte. De bygger da ikke længere på Apostlenes lære, med Jesus Kristus som det eneste hoved for Hans menighed


Græd blot.

Zions Datter græder og klager, hen des pragt er ødelagt og hun selv sidder ene og sørger, fordi hedningerne træng te ind og tilintetgjorde Herligheden. Man slog af på Guds Ord, og Hellig Ånden trak sig tilbage fra de menneske lige anordninger. Ånden kan ikke forlige sig med Kødet. Der kom en ned gangs tid for Guds menighed.

Men senere kom også opgangs tiderne. Jeg skal ikke tale derom nu, men enhver, der kender kirkehistorien, ved dette. Der kom en mand, der sagde efter Ordet: »Den retfærdige skal leve af Tro!« Så langt er jeg Lutheraner, fordi jeg lever på den tid. Siden kom mange mænd, sendte af Gud og løftede menigheden tilbage stykke for stykke til den fulde Sandhed og Sejr, og i 1904-5 faldt Ånden på folket, og tungerne brød på ny frem ud over jorden. Det blev en opgangs tid fra Gud til menigheden. Lyset er kommet tilbage over Guds Ord: men hvordan tager vi denne Tid? Da jeg engang var på rejse i Jylland, skulle jeg holde et møde hos kære Indre Missions venner, der havde bedt mig derom, men så blev manden ængstelig, og før mødet kom han med sine tanker til mig, og jeg måtte ikke tale om dette eller dette og måtte passe på, for den kunne ikke lide at høre om det, og den anden kunne ikke tåle at høre om det, og der blev sagt, at vi talte i tunger og bad anderledes end andre mennesker, det gik ikke an, det kunne let virke anstød.


Da svarede jeg at skulle vi tage hensyn til mennesker, så var vores plads ikke der. Manden indså, det var forkert sagt, og sagde. Lad os gøre forsøget. Jeg fik et ganske enkelt vidnesbyrd om Frelsen, og Gud velsignede sjælene, og manden sagde: »Det er blevet klart for mig, at vi har bedt om vækkelse i menigheds huset, men er vi villige til at tage vækkelsen, som Gud sender den, når den kommer, ellers er vi lige langt?« Ja, vil vi tage vækkelsen i dag, som Gud sender den? Og ikke som vi planlægger ved forskellige arrangementer og vore påfund af tiltag. Er vi virkelig villig til at modtage vækkelsen på Guds måde?

Det sker måske, at vi skal et skridt længere frem på Guds vej. Han vil give os det fulde, hele Evangelium, når vi bøjer os i støvet for ham og bekender sandheden om os selv og vor elendighed. Da bliver vi sande og ydmyge, så Gud kan velsigne os. Det er meningen, at vi skal følge Jesus og vokse i ham og få langt mere af kraft. Det er der mange, der længes efter, og vi ved, at der er langt mere kraft at få endnu, end vi har haft. mere af Gud! Derfor skal vi i dag følge hans Ord og rette os efter det i alle ting, da skal vi få Kraften, som Jesus siger til sine Disciple: » I skal få kraft!« Vi må holde op med at gøre Herrens sande veje krogede. De er jo i grunden så lige til. Tror vi det i vort land? Er det troen på den kraft, Jesus har vundet ved sit Blod over al synd i vort land? Nej, men det vil komme. Jesus sagde: I skal få kraft! Og på Pinsedagen blev de alle fyldt med Hellig Ånden og talte, hvad Ånden gav dem at udsige. Ap. G. 2,4. Det var ikke hvad de fik tilladelse til, for ikke at forage folk. DE talte rent og sandt. Kun efter hvad Ånden gav dem, og havde ikke nødig at spørge nogen om det nu var i orden at tale, som Ånden indgav dem at tale.


I sin Tid, da Oxfordbevægelsen kom til Danmark. diskuterede man, om det var vækkelse der nu skulle bryde frem. Og om det var den måde man skulle nå mennesker. Som skulle der en ny metode til, der kunne tilpasses tiden.


Læg Mærke til Jesus.

Han sendte sine disciple ud med kraft. Venner, det vi må bede om i dag, er Kraften fra det høje, Kraften til at, være Jesu vidner, så Jesu navn bliver forherliget., ophøjet, æret og elsket, i sandhed. En præst og en læge mødtes ved kirkens brand, og præsten sagde til lægen: »Jeg har aldrig set dig i kirke før!« Derpå svarede lægen: »J eg har aldrig før set ild i kirken! « Det er ikke ved surrogater, vi skal nå folk, men ved Guds Ild. Vi behøver ikke Bazarer og film for at vinde sjælene, men der er ild i hjerterne, når Guds Ånd brænder i os, da kommer folket til Guds menighed. Ilden har en vældig kraft og magt over sindene. Når der står et gammelt hus, grimt og usselt at se til, er der ingen, der lægger mærke til det, men går der ild i det, selv, om det er midt om natten, så kom mer folk ud af sengene og skal hen og se på ilden. Huset kendte de godt nok, men når der kommer brand i det, måtte de hen og se på. Når ilden kom mer til Guds menighed ved Ånden, og de frelste bliver brændende i deres ånd, skal sjælene nok finde vejen til ilden. De kan ikke undgå at Høre Guds ild buldre i menigheden. Og det er helt uden folket anstrenger sig, ved egne gerninger, uden Guds Ånd er i det. Det vil være Jesu brændende kærligheds ild der tiltrækker sjælene og ikke andet. Ikke et værk gjort af menneske hænder, men et værk gjort af Guds varme hænder.


Peter og Johann es og de andre disciple, det var ikke noget særligt, men da der gik ild i dem på pinsedagen, kom vækkelsen. Lad dog Gud sætte ild i os, så alt vort eget, der ikke har Hans behag brænder bort. Alt det som ikke er bygget efter bygmesterens anvisninger, Guds Ord lad ilden dog fortære det bort. Det må være Guds Ord der har fremgang og ikke vort eget værk. Lad Gud sætte ild på.

Da menigheden stod som Fyrstinden blandt folket, kunne de ved Ånden løse de bundne, sætte de plagede i frihed, lede folk til frelse, og helbrede de syge. Hun havde Magt med Gud i sin Tro. De var nemlig et folk i Jesus Kristus og gjorde hvad Herren deres Gud, ved Ånden bød dem at gøre.


Men skal vi tilbage til denne stilling, da må vi overgive os i Jesu hænder, at han må gøre med os, alt hvad han vil og gribe os med Ånden så vi brænder op for Ham.


       Må der gå ild i os, til sjælens frelse og udfrielse.



 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 359290

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33886885643005sekunder