JESUSLIVET - NÅDENS ÅR
   


Thomas Skat Rørdam




Det skjulte og det åbenbarede - Marias Bebudelsesdag. Luk. Evang. 1, 46-56




Og Maria sagde: min sjæl/indre ophøjer Herren, og min Ånd har frydet sig over Gud min Frelser; fordi han har set til sin tjenerindes ringhed. Fordi, se, fra nu af kommer alle slægter prise til at mig salig, fordi den mægtige har gjort store ting mod mig, og helligt er hans navn, og hans barmhjertighed er fra slægt til slægt over dem, som frygte ham. Han har øvet vælde med sin arm; dem, som er hovmodige i deres hjertelag, har han adsplittet. magthaverne har han nedstødt fra troner, og de ringe har han ophøjet. hungrige har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. Han har taget sig af Israel sin tjener, for at komme barmhjertighed i hu (alt som han talte til vore fædre) imod Abraham og hans sæd i Evighed! Og Maria blev hos Elisabet omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hus.




Det skjulte står til Herren vor Gud, men det åbenbarede er for os og vore børn for altid, for at vi skal gøre efter alle denne lovs Ord. Sådan lød et af de sidste Ord, Moses talte til Israel inden sin bortgang (5 Mos 29.29). Dengang han så, at hans liv lakkede mod afslutningen, samlede han hele folket og mindede dem om alt, hvad Herren havde talt og gjort mod dem, om alle hans velgerninger og al hans langmodighed, hvorledes han havde vedblevet at føre og vogte dem på trods af al deres genstridighed, havde givet dem sin lov og sluttet sin pagt med dem og havde givet dem sine forjættelser, og han lagde dem på hjerte al den velsignelse, der skulle gives dem, om de var tro mod Guds pagt og lydige mod hans lov, men også hvad straf og ulykke der ventede dem, hvis de vare utro og ulydige; men selv om det skete, ville Herren dog vise sig trofast og atter tage dem til nåde, når de omvendte sig, og føre dem til det herlige mål, han havde kaldet sit Ejendomsfolk til. Og så siger Moses til sidst: Det skjulte står til Herren vor Gud, men det åbenbarede er for os og vore børn, for at vi skal gøre efter alle denne lovs ord det vil sige: hold nu fast ved det, som Gud har givet og åbenbaret for jer, og lær jeres børn det efter jer, hold det fast og vær tro i Herrens pagt og lydige mod hans Lov, og håb på hans forjættelse, så vil han selv tage vare på det skjulte, det som I ikke endnu kender, både det, der endnu er dækket af fremtidens slør, og midlerne hvorved, og vejene hvoraf han vil føre jer til Målet, så hans Gerning med jer skal blive gjort, ham til ære og jer til frelse.





Men det samme Ord har altid sin Sandhed, gælder altid i Guds Rige, ja det gælder i virkeligheden alle vegne, hvor Gud gør sin gerning, også i naturens rige; dog derom skal ikke tales nu, men kun om Guds nådes Rige. Og det er dette, vi ser et vidunderligt og slående eksempel på i evangeliet i dag, i den velsignede blandt kvinderne, Jomfruen Maria. Det var i virkeligheden det, der gjorde hende i stand til at blive mor til Guds enbårne Søn, at hun vidste, at det skjulte står i Herrens hånd, men det åbenbarede er for os mennesker, hvad enten hun nu har kendt og tænkt på dette Moses Ord eller ikke. Og derfor kunne hun sige: se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dit Ord!





Guds Ord havde gennem Engelens Mund lydt til hende på det vidunderligste og utænkeligste af alt, at hun skulle blive mor til den Højestes Søn, Guds enbårne Søn, som skulde være den forjættede Herrens Salvede, den evige Konge over Jakobs Hus. Og Maria forstod godt, at dette aldrig kunde gå til efter Naturens Orden; derfor spurgte hun så oprigtigt og tillidsfuldt: hvorledes skal dette gå til, efterdi jeg ikke ved af nogen Mand ? Men da hun så fik til svar, at det ikke skulde gå naturlig, men overnaturlig til: den HelligÅnd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal også det hellige, som vorder født, kaldes Guds Søn, altså da hun hørte, at det var Gud, der vilde gøre det ved sin Ånd og sin almægtige skaberkraft, så havde hun ikke mere at spørge om, så sagde hun: se, jeg er Herrens tjenerinde, mig ske efter dit Ord! Således holdt hun fast ved det åbenbarede, det som Guds Ord til hende havde lydt på; men det skjulte, måden hvorpå dette Ord skulle opfyldes, det stillede hun i Guds hånd og var vis(fast overbevist om) på, at så sandt hun holdt fast på det, som var åbenbaret hende, så ville den sanddru og trofaste Gud tage det skjulte i sin hånd og udføre, hvad han havde sagt, hvor umuligt det end kunne synes for al menneskeforstand.





Vi må nemlig ikke forestille os, at fordi Engelen sagde: den Hellig-Ånd skal komme over dig, og den Højestes Kraft skal overskygge dige, at Maria derfor forstod eller kunne forklare, hvorledes det skulle gå til, at hun skulle blive Frelserens mor. Nej, ligeså lidt som vi, fordi vi tro og vide, at den samme Hellig-Ånd, som har begyndt det gode værk i os, vil fuldføre det, derfor kan forklare, hvorledes dette skal ske, det bliver altid et vidunder for os, ligeså lidt forstod Maria det. En gammel kristen lærer (Euthymios Zigabenos) i fortiden har sagt: du skal ikke spørge om, hvorledes det gik til, at Maria undfangede, eller hvorledes hendes foster blev dannet, fordi det har evangelisten ikke fortalt, ej heller englen før ham, men det er en hemmelighed, som kun den hellige treenighed kan fattet. Dette er sande ord; der er sikkert ingen skabning, i al fald intet menneske, som kan fatte eller forklare dette; det hører til det skjulte, som står til Herren vor Gud alene. Men det åbenbarede var for Jomfruen Maria, og dette var ikke hvorledes, men at hun skulle blive Frelserens mor; det havde engelen forkyndt hende fra Gud; det holdt hun fast med hele sit hjertes tro, og så blev det også, da hendes tid var fuldkomment, og da hun fødte sin søn Jesus, den førstefødte i Betlehems by, åbenbaret for hende, at Herrens Ord ikke havde skuffet hende.





Fordi hun således troede og fastholdt det, der var hende åbenbaret, derfor kunne hun også istemme en sådan lovsang, som vi hørte, da hun få dage derefter kom til sin gamle tante Elisabet, og talte, som om Frelsen allerede var helt fuldbragt. Min sjæl/indre ophøjer Herren, og min ånd har frydet sig i Gud, min Frelser! Således begynder hun. Og hvorfor fryder hun sig således? Fordi, siger hun videre, han den mægtige har gjort store ting mod mig, han har øvet Magt med sin Arm, har adspredt de hovmodige i deres hjerters tanker, har nedstødt de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe, har mættet de hungrige med gode gaver og har antaget sig sin tjener Israel og ihukommet sin barmhjertighed mod Abraham og hans sæd.




Mærk vel, alle troende mennesker vil finde det i sin orden, at hun priste Gud og frydede sig i ham. Men skulle nogen af os have tænkt sig, hvorledes den lovprisning måtte lyde, ville vi vistnok have sagt: fordi han vil gøre store ting, vil øve Magt med sin Arm, vil antage sig Israel og opfylde sin forjættelse til fædrene, kort sagt, vi ville have tænkt, at hun ville prise Gud for den Frelse, hun håbede, skulle komme. Men således taler Maria ikke; nej hun taler og priser Gud for hans Frelse, som om den alt var sket og fuldbragt alt sammen. Og dog havde hun kun Guds Ord at holde sig til og havde sikkert ikke dengang endnu kunnet gøre den mindste menneskelige erfaring af, at dette Ord skulle opfyldes. Dette var skjult for hendes øjne alt sammen, og det skjulte hvilede alene i Guds råd og Guds Magt; men fordi hun i troen, i sit hjertes/sinds faste overbevisning, holdt fast ved det Ord, som var åbenbaret og givet hende, derfor var hun så urokkelig sikker på, at den trofaste Gud, der havde givet hende sit Ord, han ville også gøre sin gerning i det skjulte, så at ikke ét af hans Ord skulle falde tomt til jorden, og derfor kunne hun prise Gud således.




Og vi, som af Guds nåde nu tror på Jesus Kristus, vi må sige, hvor underligt det må lyde for os, at hun allerede dengang, straks efter engelens besøg, kunne istemme en sådan lovsang, så kan vi dog se, at den var Sandhed. For os er det nu åbenbaret, det hører til det, som Gud har åbenbaret for os, at verdens Frelser blev født af Jomfruen Maria, og da han var vokset op til mand, tog han den tunge byrde, verdens synd, på sig og fuldbragte sit genløsningsværk gennem sin lidelse og død og opstandelse. Og han har udsendt sit Freds-Ord, der har lydt stedse videre ud nu gennem over 1800 (Nu over 2000) år i den Hellig-Ånds Kraft til Liv og oprejsning for syndere, der sukker efter udløsning/befrielse af deres synders bånd. Og den glæde over Guds nåde og Frelse, som klinger gennem Marias lovsang, har genlydt fra slægt til slægt fra utallige menneskehjærter og skal vedblive at lyde for evigt, videre ud indtil jorderigs ender. Alt dette er åbenbaret for os og vore børn; og det er fremdeles åbenbaret for os, at dette Frelsens budskab og fredens Ord har nået også til os, og vi har i Jesu Navns Ånd, fået Guds trofaste Ord for, at vi må forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og at vi må tro på Gud Far den almægtige som vor Far, og på Sønnen Jesus Kristus som vor Herre og Frelser, og på den Hellige Ånd, som i hans menighed giver os fællesskab med de hellige om syndernes tilgivelse og det evige Liv.





Her gælder det så om, at også vi af hjertet kan sige: det skjulte staar til Herren vor Gud, men det åbenbarede er for os og vore Børn, at vi med Hjertets oprigtige Tro holde fast ved den Naade, der er åbenbaret for os og givet os i Guds Ord til os, og saa i denne Tro trøstig lægge det skjulte i Herrens vor Guds Haand, overlade ham at fuldføre sit Værk i os, og tro, er fuldt overbeviste om, at han vil fuldføre det, saa sandt han har begyndt, selv om Marden hvorpå, og Midlerne hvorved det skal ske, er os skjulte og dunkle, og at saaledes den Frelse, som endnu er skjult for vore Øjne, engang skal blive fuldelig åbenbaret, naar Guds-Riget er med Soleklar til Syne og til Stede i Evighedens Gyldenaar med Ret og Fred og Glæde.





Når vi holde det fast, som Gud har åbenbaret os og givet os sit Ord på, og dette er jo Guds Gerning alt sammen; det er jo ikke menneskeværk men Guds Gerning, at Frelsen er fuldbragt for os, og det er ikke menneskepåfund, men Jesu Kristi, Guds Søns befaling og indstiftelse, at vi er købte ved hans navn til delagtighed i al hans nådes og Frelses frugt, altså: holder vi dette åbenbarede fast med hjertets tro, vil vi også kunne forstå, eller komme til at forstå, hvorledes Jomfruen, Maria således kunne prise Gud for Frelsen, som om den var fuldført, skønt Gud kun lige havde begyndt den ved at give hende sit Ord. Fordi, når det af den Hellige Ånds nåde sår ned i vort hjerter/sind som et lyn, eller som en lysstråle fra Guds Nådes Trone, at Gud har fuldbragt Frelsen for os, at Gud har begyndt sit Frelsesværk i os ved sit Nådes-Ord, han som ikke kan lyve eller skuffe nogen, der tror ham på hans Ord, ser vi det også i stråleglans, at i denne begyndelse er også Frelsens fuldførelse givet os, da bliver målet, sejren, fuldendelsen, den evige frigørelse, hvor Gud skal være alt i alle. I tro ved HelligÅnden er det hele os så vidunderlig nær, at det er, som havde vi den i hænde eller så den for vore øjne.




Det er denne frydefulde vished (overbevisning ved HelligÅnden) om den kommende Frelse, som udtales i en julesalme: Min sjæl(alt i mig) er frelst fra synd og død, jeg løfter højt min stemme:
mig er i Dag en Frelser født, det vil jeg aldrig glemme. Dette er kendelig en efterklang af den lovsangstone, som Maria priste Gud med. Jeg tænker, at der for de fleste Åndelig voksne Kristne har været i det mindste ét øjeblik i deres liv, da de af hjertet kunne sige dette min sjæl er frelst fra synd og død, og som da også have sagt og tænkt: det vil, ja det kan jeg aldrig glemme. Men erfaringen viser, at man så nemt kan glemme at sige dette: min sjæl er frelst. Og jeg tør sige, der er ikke nogen Kristen, der altid, under alle forhold i hele sit liv, har kunnet sige dette, ligeså vist som jeg tør sige, om end Maria her af sit fulde hjerte kunne sige: min sjæl ophøjer Herren, fordi han har gjort store ting og har antaget sig sin tjener Israel og husket på sin barmhjertighed mod Abraham og hans sæd, har hun dog ikke kunnet vedblive stadig at sige det. Der har været mange tider i hendes liv, hvor lovsangen har forstummet ikke blot i hendes mund, men også i hendes hjerte, når hun så den modstand, hendes Søn mødte hos syndere. Og aller mest har der været en sådan time for hende, da hun stod ved korsets fod.




Men således vil det også gå for os, for troende Kristne. Der er ikke alene verdens mangfoldige travlhed og adspredelser, som kan optage sindet og tage pladsen op for det åbenbarede, for den Frelse, Jesus Kristus har fuldbragt og ved sit Ord har givet os del i; der er også den strid, vi har hver for sig mod synden i vort eget hjerte, som ofte vender tilbage, og som gør, at vi ikke kan og tør sige min sjæl er frelst fra synd og død. I skal alle vide det, alle I, som strider troens gode strid, striden bliver ikke lettere med årene, tværtimod går den dybere i hjertet, alt efter som vi lærer synden dybere at kende; og derfor bliver striden også tungere. Men så gælder det dog for os at holde fast ved det, som Gud i sin nåde har åbenbaret os og givet os i Jesu navn, og så at lægge det skjulte i hans Faderhånd; og selv om vi har nok så megen årsag til at tvivle om os selv, om vor fasthed og styrke og udholdenhed, så vi ikke længer tør sige, hverken: det vil, eller: det kan jeg aldrig glemme, at vi dog ikke tvivler om det nådens Ord, Gud har givet os, og om hans trofasthed og magt til at gøre og give, hvad hans Ord lyder på, og fuldføre, hvad han har begyndt, langt mindre at vi kaste Ordet fra os eller vrage det, som om det var tomt og kraftesløst, fordi vi ikke kan føle dets Kraft. Nej, vi skal vedblive i ydmyghed og sagtmodighed at modtage det nådens og Sandhedens Ord, som Gud i vort Kristenlivs begyndelse indplantede i os. Det er mægtigt til at frelse os helt og fuldkomment (Jak 1.21); og er det end skjult for os endnu, at og hvorledes dette skal ske, så skal det dog af Guds nåde og trofasthed engang blive åbenbaret Det bliver ikke anderledes for os her på Jorden, end som Apostelen skriver (Kol 3.3,4), at vort Liv, det evige Liv, som Gud ved sit Ord har indplantet i os, er skjult med Kristus i Gud. Men holder vi i sagtmodighed fast ved Jesus Kristus, så har vi den visse/sikre fremtidsudsigt, at når Kristus, vort liv åbenbares, skal også vi åbenbares med ham i Herlighed.

Amen.


(Teksten er gammel. Derfor er gramtikken lidt anderledes end i dag)

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312217

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-4,4994471073151sekunder