JESUSLIVET - NORMALT KRISTENT LIV.

 

Forord. 1973.

 

Da Watchman Nee besøgte Danmark i 1938, og deltog i et stævne i Helsingør, var han ikke kendt af ret mange. Hans taler gjorde imidlertid så dybt indtryk, at nogle venner besluttede at udgive dem i form af nogle små hæfter. Et af hæfterne indeholdt, hvad denne pjece indeholder, budskaberne om, det normale kristenliv. Det blev genoptrykt på forlaget. Mod målet. I adskillige oplag, og nu er der igen behov for et nyt oplag.

 

Hvad er det, der gør at der fortsat er brug for disse budskaber, og at efterspørgslen ikke synes at mindskes?

 

Det er nok først og fremmest forfatteren selv. Watchman Nee var en af dem, der med sit liv stod inde for sine ord. 20.års fængsel i Kina var prisen, han matte betale for at holde fast ved vidnesbyrdet om Herren Jesus Kristus. Det giver hans ord en særlig vægt

 

Dernæst hans budskab. Det er så enkelt og samtidig så radikalt. at det virker overbevisende og befriende. Han rækker os korsets ord i deres dårskab (idioti) og kraft.

 

Hans enkelthed gør, at han ikke tager hensyn til de nuancer i formuleringen, som vi måske ville have foretrukket. Jeg tænker bla. på hans stærke bemærkninger om de medfødte evner og gaver, som han beskriver som farlige i tjenesten for Gud. Hvad han mener er naturligvis ikke, at gaverne i sig selv er farlige, det er jo Gud der har skabt dem, men at de nemt kan få os til at stole på dem i stedet for på Herren, og derved kommer vi bort fra afhængigheden af ham, bort fra korset.

 

Må Herren igen bruge sin tjeners budskaber til velsignelser, befrielser for mange i vort land.

 

DU MØDER GUD

Første møde med Gud.

Når Guds lys første gang trænger ind i et menneskes hjerte/sind, ser han med det samme straks at han har syndet mod Gud, og behøver tilgivelse. Det varer som regel ikke ret længe, før han også opdager, at han ikke kun har syndet, men han er en synder, det er inde i ham en tilbøjelighed til synd, en magt der drager ham til at synde. Han erfarer ikke kun at han har begået noget forkert, men at han selv er forkert.

 

Du får på den måde et dobbelt problem.

Hvordan skal man få tilgivelse for sin synd? Og hvordan skal man blive befriet fra sin tilbøjelighed til at synde? Man modtager Guds tilgivelse for sine synder, men så synder man igen, igen modtager man tilgivelse, og igen synder man, livet bliver en ond cirkel, hvor tilgivelse og nye synder igen og igen afløser hinanden. Man er taknemlig for Guds tilgivelse, men alligevel er man ikke tilfredsstillet. Vel har man fred med Gud, men man har ikke fred med sig selv, samvittigheden smerter stadig, og man længes efter noget mere end tilgivelse. Man længes efter det der kan frigøre en´ fra den tilbøjelighed, fra synd, der bor i en´ og igen og igen leder en´ til at synde, til trods for man gang på gang har modtaget Guds tilgivelse.

 

Løsningen for mennesket er at modtage i tro, det Bibels ord siger. De første 8.kapitler i Paulus brev til Romerne handler netop om det problem. Den første halvdel af dette afsnit, fra kap.1.1.til kap.5.11. Handler om hvordan vi opnår tilgivelse for vore synder. Læg mærke til, at der i det afsnit handler om synder i flertal, det tilkendegiver altså vore overtrædelser/synder og undladelser. Vi læser i afsnittet at sonemidlet (betalings og rensemidlet), mellem dig og Gud er Jesu blod. Blodet skaffer dig tilgivelse for alle dine synder, men det befrier dig ikke fra den onde tilbøjelighed i dit indre.

 

Den anden halvdel fra kap.5.12 til kap.8.39. Handler om hvordan du kan blive frigjort fra din onde tilbøjelighed til synd. Bemærk at det her i afsnittet tales om synd i ental, hvilket er det bibelske udtryk for vor onde natur, og tilbøjelighed, i modsætning til synder, de taler om de begåede synder/overtrædelser. I dette afsnit læser vi , at korset er det middel hvormed jeg kan blive fri for mit gamle menneske ( også kaldet for gamle Adam). Det er især dette afsnit, vi nu vil fokusere mere på.

 

Din tilstand, som gælder alle.

I Romerbrevet 5.19, læser vi, at vi alle kom til at stå som syndere, ved det ene menneskes/Adams ulydighed. Man blev altså en synder ved det Adam gjorde. Alle mennsker er født synder, også kaldet for arvesynden.

 

Mit navn er Nee, jeg valgte det ikke selv, jeg fik ikke forlagt nogen navneliste, som jeg kunne gennemgå og vælge mit navn ud fra. At jeg fik navnet Nee, skyldes overhovedet ikke noget som jeg har gjort, eller ikke har gjort. Jeg er en Nee fordi min far var en Nee, min far var en Nee fordi min bedstefar var en Nee. Selvom jeg optræder helt anderledes end en Nee, vil jeg altid være en Nee. Skulle jeg gå hen og blive præsident eller blev jeg en tigge på gaden,, da ville jeg alligevel være en Nee. Uanset hvad jeg gør eller ikke gør vil jeg altid være en Nee. Intet kan ændre ved den kendsgerning at jeg er en Nee. Det skyldes med andre ord min herkomst, min arv. På den måde er vi alle syndere du er det også, ikke først og fremmest pga. dig selv, men pga. Adam.

 

Jeg spurgte i den forbindelse en klasse børn. Hvad er en synder? De svarede. Det er en der synder. Det svar er langt fra fyldestgørende, fordi, et menneske der ikke synder er også en synder. Forstår du hvad jeg mener? Der findes ”onde” syndere og der findes ”gode” eller ”pæne” syndere. De sidste er syndere ligeså meget som de første, fordi, alle er født syndere og stammer fra Adam.

 

Jeg er ikke en synder fordi, jeg begår synd, men jeg begår synd fordi, jeg er en synder.

 

Det er altså ikke først og fremmest fordi, jeg personligt har syndet, at jeg er en synder. Det er først og fremmest fordi, jeg stammer fra Adam. Gennem min fødsel stammer jeg fra Adam, og jeg er faktisk en del af ham. Det er det mange som ikke kan forstå, derfor vil jeg forklare det nærmere ved at fortælle om en samtale, jeg engang havde med en ven i Kina.

 

Alle kinesere regner sig for at nedstamme en mand der hed, Huang-ti. For over 4000.år siden førte han krig med Si-iu, som havde en meget stor og stærk hær, og besejrede ham fuldstændigt. Hvis nu Si-iu havde sejret i stedet for Huang-ti, hvad så? Spurgte jeg min ven. Hvis Si-iu havde slået Huang-ti ihjel, hvad var resultatet da blevet? Så var der ikke blevet nogen kinesisk nation, svarede min ven. Hvor ville du så have været, spurgte jeg. Jeg ville slet ikke have været til. Kunne Huang-ti ikke være død, og du alligevel havde fået dit liv? Umuligt svarede han. Jeg nedstammer jo fra ham. Min ven anså sig på den måde som delagtig i det, der skete med Huang-ti, og det er helt rigtig. På tilsvarende måde er det med Adam og os.

 

Det er fuldstændig enhed mellem Adam og os, og dermed enhed i helle menneskeslægten, vi nedstammer fra ham, han synede, derfor er vi alle syndere. Det er ikke vor personlige opførsel, som er det største problem, det er den arv fra Adam. Problemet er. Vi er født som en synder. Hvordan kan vi slippe af med vor syndig medfødte natur? Vi er født i Adam, hvordan kan vi slippe ud af Adam?

 

Løsningen.

Ved begyndelsen af vort kristenliv er vi kun bekymret for det vi gør, ikke for det vi er. Vi mener, at hvis vi bare får rettet det ene og det andet, vil vi blive gode kristne, og så går vi ellers i gang med at forandre vore handlinger, og lige lidt hjælper det. Da opdager vi at det drejer sig om noget helt andet, og langt mere dybere end kun at rette noget ved dine handlinger i det ydre. Vi forsøger at behage Gud, men opdager, at der er noget inde i vort indre der ikke kan og vil, vi opdager at der er noget der nægter at være ydmygt. Vi forsøger at være kærlig, men vi mærker at vi i os selv er ukærlig. Vi smiler og forsøger at se sagtmodig og ydmyg ud, men indvendig føler vi os alt andet end sagtmodig og ydmyg. Des mere vi forsøger på at forandre vort ydre, desto mere bliver det klart for os, hvor forkert vi er i vort indre.

 

Til sidst erkender vi, at det ikke kun er vore gerninger, handlinger og tanker der er forkerte, men at vi selv forkert i bund og grund.

 

Vi forstår fuldstændig at, vi er født som en synder, og ikke kan leve og gøre tingene anderledes end en synder. Men vi forstår ikke hvordan vi kan slippe af med vor syndige natur. Guds Ord viser os i midlertidig meget klart, at det vi blev født med, kan vi komme ud af gennem død.

 

Vi blev alle født som syndere. Skal vi komme ud af synden må vi dø, det er helt klart.

 

Men, hvordan kan vi dø?

Det er helt sikkert mange af os, der har gjort sig voldsomme anstrengelser, for at frigøre sig fra synden, men har fundet ud af, at det var umuligt. Vejen ud, er ikke at forsøge på at slå vort eget jeg (kød/gamle Adam) ihjel. Men ved at erkendelsen af, vi er døde i Kristus.

 

Hvordan kan vi komme ind i Kristus?

Det behøver vi slet ikke at spekulere på. Lige så lidt som vi behøver at spekulere på hvordan vi var i Adam, da han faldt. Vi er nemlig i Kristus. Hvad vi ikke selv kunne gøre, det gjorde Gud for os. Han satte os i Kristus. Vi behøver ikke at arbejde på at komme ind i Kristus, Vi behøver ikke at finde en eller anden metode. Gud har ordnet det. Ham skyldes det at I er i Kristus Jesus. 1.Kor. 1.30. Vi er i Ham derfor behøver vi ikke at forsøge at komme der. Det er en guddommelig handling, og den er fuldbyrdet.

 

Det er fuldbragt.

Jeg lægger en pengeseddel i min Bibel. Mig skyldes det, at den er i min Bibel. Så sender jeg min Bibel til Shanghai. Kan bibelen nå til Kina og pengesedlen stadig blive i Danmark? Nej, hvor Bibelen kommer hen kommer pengesedlen også hen, fordi den er i Bibelen. Ham skyldes det at I er i Kristus Jesus. Gud har sat dig i Kristus. Der kunne derfor ikke ske noget med Kristus som ikke også skete med os. Vor skæbne er helt og holdent afhængig af Hans. Det Han, gik igennem, gik vi også igennem. Han blev korsfæstet, hvad så med os? Skal vi nu til at trygle og bede Gud om også at korsfæste os? Aldrig! Da Jesus Kristus blev korsfæstet, blev vi korsfæstet.

 

 

Korsfæstelsen er overstået.

Jesu Kristi korsfæstelse er overstået. Læs Det Nye testamente igennem, og du vil finde ud af at, der ikke findes et eneste vers der taler om, at korsfæstelsen skal ske engang i fremtiden. Vi, døde med Jesus Kristus. Det er Bibelens helt klare vidnesbyrd. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; Rom.6.6. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Gal. 2.20. De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Gal 5. 24. Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden. Gal. 6.14.). Vi er altså døde med Kristus. Kan en død, dø to gange eller flere?

 

Det er en kendsgerning, i den kendsgerning ligger den fuldstændige løsning på hele vort problem. I denne kendsgerning finder vi den fuldstændige udfrielse fra vor onde tilbøjelighed, vor syndig natur/Adams natur, vor gamle menneske (Adams-mennesket).

 

Den sidste Adam.

Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl, den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. Vi læser i. 1. Kor. 15.45.Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen.1.Kor.15. 47. Jesus Kristus, Kaldes for den sidste Adam og det andet menneske. Læg mærke til at Skriften ikke kalder Herren Jesus for, den anden Adam eller det sidste menneske, men derimod for den sidste Adam og det andet menneske. Som den sidste Adam samler Han i sig alt det, der var i den første Adam. Alt det der var i den første Adam, blev (er sket) taget bort i den sidste Adam. Vi som alle er indbefattet i den første Adam, er også indbefattet i den sidste Adam. Da den sidste Adam døde, døde vi alle i ham, fordi, vi var alle indbefattet i ham. Den sidste Adam døde, dermed døde hele slægten.

 

Jesus Kristus, det andet menneske.

Som det andet menneske begyndte Han på en hel ny række af mennesker, i i modsætning til det første menneske, bliver som Gud ønsker mennesket. Som den sidste Adam udslettede Han hele slægten, som det andet indførte Han en ny slægt. Jesus Kristus døde som den sidste Adam og opstod som det andet menneske.

 

Vor gamle tilværelse ender ved korset.

Vor nye tilværelse begynder med opstandelsen. Korset gør en ende på vort gamle menneske, men ud af døden opstår der i Jesus Kristus, en ny skabning, i Kristus, det andet menneske. Derfor, om nogen er i Kristus, er han en ny skabning, alt det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til. 2.Kor.5.17.

 

Med Kristus døde vi alle.

Der er ingen af os, der nogensinde vil gøre virkelige åndelige fremskridt, uden vi i tro, ser det helt klart. Har vi ikke set Kristus Jesus, som bærer alle vore synder, kan vi ikke blive retfærdiggjort. Har vi ikke set Ham, som den der bærer os op på korset, kan vi ikke blive helliggjort. Det var ikke kun alle vore synder Jesus bar, vi blev selv lagt på Ham.

 

Efter min omvendelse granskede jeg, Watchman Nee, ivrigt Skriften for at få klarhed over Kristi død. Jeg forstod godt, jeg var for dårligt et menneske til at leve som kristen, og ønskede af hele mit hjerte af være død med Kristus. Derfor, forsøgte jeg at dø, og jeg forsøgte at leve som om jeg var død. Kender du disse krampagtige forsøg? De førte selvsagt ikke til noget. Jeg blev ikke frigjort, ved alle mine forsøg på at døm og være som en død. Selv efter 7år efter min omvendelse var jeg ikke kommet nogen vegne, det på trods for mine anstrengelser for at dø. Men så åbnede Herren en dag mine øjne, da jeg sad og læste Ordet, og jeg så at da Jesus Kristus døde jeg også. Da åbenbarede Guds Ånd/HelligÅnden mig at, min død med Kristus var en fuldbyrdet kendsgerning. Da det gik op for mig, sprang jeg op fra min stol, for ned ad trapperne, og greb min kok i armen og udbrød. Ved du at jeg er død? Han så helt forvirret på mig, men jeg fortsatte. Ved du at Kristus er død, og jeg er lige så død som Ham? Ved du at Kristus ikke er mere død end jeg? Fra det øjeblik har jeg aldrig tvivlet på min egen død med Kristus. Fra det øjeblik var spørgsmålet om min død med Kristus, noget der hørte fortiden til, ikke noget der skulle ske, engang i fremtiden.

 

Nogle af jer har har måske forsøgt at frelse jer selv.

I læste i Bibelen, I bad, i gik i kirke, I gav almisser/tiende, I gjorde en hel masse gode gerninger. Men så en dag blev jeres øjne åbnede, og I så at der ved Jesu Kristi kors, var der allerede vundet fuld og helt frelse til jer. I tog imod frelsen og takkede Herren derfor og oplevede freden og glæden i Ham. På helt samme måde går det til med frigørelsen og helliggørelsen. I har måske i årevis, forsøgt på at tilkæmpe jer kontrol over fx jeres temperament. I har ransaget Skrifterne, I har bedt, I har opsøgt de hellige for at få råd. I har kæmpet eller arbejdet med jer selv for at fjerne alle jeres fejl og mangler, alt sammen uden nogen virkning, så snart I nogenlunde er færdig med det ene så er det noget andet, en skrue uden ende, en kamp I aldrig vil vinde. Om I så sandheden ville I holde op med at gøre noget. Når et menneske modtager lys ovenfra ophører alle hans menneskelige aktiviteter og alle hans anstrengelser. Da går det menneske ind til troens sande frigørende hvile.

 

Romerbrevet kap. 6

I den forbindelse må vi læse i Romerne kap 6, det vigtigste kapitel i Skriften, når det gælder frigørelse fra det gamle menneske. I det kapitel siger Paulus: "Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham." (vers 6). Spørgsmålet om vor frigørelse fra syndens magt står og falder med, om vi ved det, og tror på det! Ved du det, i tro? Uden denne viden kan du aldrig opleve frigørelse.

 

Et normalt kristenliv begynder med en meget bestemt og afgjort viden. Jeg tænker hermed ikke først og fremmest på en forstandsmæssig viden, men på, at dit hjertes (sindets) øjne er blevet åbnet for, hvad der skete, da Kristus døde. Vi behøver ikke vente på at dø med Kristus. Vi er døde! Det må vi vide det må vi se; da begynder vi at prise og takke Herren. Når vi ved, ved at modtage dette i tro, at vi er døde med Kristus, da er det en selvfølgelig ting for os at regne os selv for døde. Derfor skriver Paulus i vers 11: "Således skal også I regne jer selv for døde fra synden." Det er en naturlig fortsættelse af vers 6.

 

Hvad er det at regne?

Det er den eneste ting, et menneske kan gøre helt nøjagtigt. Når en kunstner maler et landskab, bliver ligheden aldrig helt nøjagtig. Når en skribent skal gengive en oplevelse, tør ingen stå inde for den fulde nøjagtighed i hver eneste enkelthed. De geografiske kort er ikke fuldstændigt nøjagtige, men i regnekunsten er der ikke spillerum for fejltagelser En plus en er to, det gælder her i Helsingør, og det gælder i København, rejser du mod syd eller nord, er en plus en stadig to, det gælder overalt på jorden der findes ingen kompromis eller afvigelser herfra! At regne er altså bl.a. at konstatere ufravigelige kendsgerninger, der gælder overalt. Det er godt at vide det, når Ordet siger: Således skal I også regne jer selv for døde fra synden!

 

Hvis jeg ejer 15 kr., kan jeg ikke i min regnskabsbog bogføre 16 kr. Hvis jeg kun ejer 15 kr., men alligevel prøver at regne med, at jeg ejer 16, bringer jeg mig selv i vanskeligheder, når jeg skal udrede 16 kr. Det nytter ikke, at jeg af al magt prøver at bilde mig selv ind, at jeg alligevel ejer 16 kr. Det nytter ikke, at jeg stadig går og gentager for mig selv: "Jeg har 16 kr., jeg har 16 kr., jeg har 16 kr." Det nytter ikke, at jeg håber på, at der vil ske et mirakel, hvis jeg bliver ved med at regne med, at 15 kr. er 16 kr., og at differencen vil blive udlignet ved en slags hekseri. Nej, har jeg 15 kr., kan jeg kun regne med at have 15 kr., og det vil være tåbeligt at regne 15 for 16! Har jeg derimod 16 kr., kan jeg ganske trygt indføre 16 i mit regnskab, for det stemmer jo med kendsgerningerne.

 

Gud vil ikke bede mig regne med, at jeg er død med Kristus, hvis jeg stadig lever. Gud vil ikke bede mig om at gentage for mig selv: "Jeg er død, jeg er død, jeg er død," hvis jeg stadig lever. Sådan er der mange kristne, der har opfattelsen af Gud. De regner sig selv for levende, men håber dog, at der vil ske et eller andet mirakel, hvis de bliver ved med at gentage, at de alligevel er døde med Kristus! Men den slags mærkelige ting opfordrer Gud aldrig sine børn til, heller ikke dig. Nej, vi er døde med Kristus, derfor regner vi også os selv for døde. Det er vigtig vi bygger på faste kendsgerninger!

 

Du føler dig ikke død med Kristus.

Det er muligt, at du ikke føler, at du er død med Kristus; men det ændrer ikke kendsgerningen. Føler du, at Kristus er død? Nej, men alligevel tror du det, fordi Ordet lærer dig det! Føler du, at røveren ved hans side er død? Nej, men alligevel tror du det, fordi Ordet lærer dig det. Du tror på Kristi død, og du tror på røverens død, men hvad med din egen død med Kristus? Den tvivler du på, fordi du ikke føler den! Og dog siger Ordet ganske tydeligt, at du også døde med Kristus. Der er ikke stærkere beviser på Kristi død og røverens død end på din død! Du har intet andet end Guds ord at holde dig til i disse ting. Enten du føler det eller ej, er røveren død! Det er kendsgerninger, men det er også en guddommelig kendsgerning, at du er død med Kristus! Du er død!

 

Din sag er behandlet! Det er sandelig et evangelium for kristne!

 

Det er rigtigt, at vore følelser gerne vil spille oset pus, og Satan visker dig i øret (i dine tanker), at du alligevel ikke er død med Kristus. Hvad vælger du da at tro? Vælger du at tro dine følelser, satans løgne eller Guds ord? Jeg føler ikke altid, at jeg er Nee, jeg kan måske glemme det, ja, jeg kan endog drømme, at jeg slet ikke er Nee, men intet af det rokker ved, at jeg er Watchman Nee! Når jeg sover, er jeg Nee; nar jeg er vågen er jeg Nee; når jeg husker det, er jeg Nee; ja, selv når jeg glemmer det, er jeg Nee! Det er en kendsgerning, som intet af det, jeg oplever eller ikke oplever kan ændre eller rokke.

 

På tilsvarende måde, når det drejer sig om min død, med Kristus. Hvad enten jeg føler det eller ikke, er jeg død med Kristus. Hvad enten mine erfaringer og oplevelser beviser det eller ikke, er jeg død med Kristus. Den kendsgerning kan intet forandre eller rokke. Den forbliver, den står fast. Hvis du også står fast på den kendsgerning, kan Satan ikke rokke dig! Men tvivler du på denne kendsgerning, vil Satan få overhånd over dig.

 

Hvis et menneske ville komme og bilde mig ind, at jeg ikke var Watchman Nee, ville jeg tillade mig at le ad ham På samme måde kan du også roligt le, hvis satan eller nogen anden vil komme og bilde dig ind, at du ikke er død med Kristus! Intet kan rokke guddommelige kendsgerninger! De er grundlaget for hele vor frigørelse. Det er evangeliet!

 

Skellet.

Denne verdens rige er ikke Guds rige Den første skabning er blevet den gamle skabning. Gud giver en ny skabning, et nyt rige og en ny verden. Intet af den den gamle skabning, det gamle rige eller den gamle verden kan overføres til det nye. For at føre dig ind i sit rige må Gud også gøre dig til en hel ny skabning. Hvis du ikke er blevet en helt ny skabninger, passer du ikke ind i det nye rige. "Hvad der er født af kødet, er kød," måske opdraget, måske kultiveret, måske forbedret, dog stadig kød! Om du passer for det nye rige, afhænger af, om du tilhører den gamle skabning eller den nye. Er du født af kødet eller af Ånden? Din oprindelse er afgørende for, om du hører hjemme i Guds rige eller ej. Spørgsmålet er ikke god eller dårlig, men kød eller Ånd. "Hvad der er født af kødet, er kød, " og det vil aldrig blive andet!

 

Når vi virkelig ser, at Gud vil have noget helt nyt for sig selv, da forstår vi, at vi aldrig kan bringe noget fra det gamle rige ind i det nye. Gud kan ikke føre os ind i sit rige, som vi er. Derfor gjorde han det først af med os ved Kristi kors. Derefter beredte han ved opstandelsen et nyt liv for os. Når du således er en ny skabning med en ny natur, kan vi gå ind i det nye rige og den nye verden.

 

Korset/opstandelsen.

Korset var det middel, Gud brugte for at sætte os til side. Opstandelsen var det middel, han brugte for at skænke os det nye liv, vi må have for at komme ind i det nye rige. Det største "negativ" i universet er korset, for ved det udslettede Gud alt, der ikke var af ham selv. Det største "positiv" i universet er opstandelsen, for ved den skabte Gud den nye skabning. Opstandelsen står som begyndelsen for den nye skabning. Det er velsignet at se, at korset er afslutningen på alt det, der tilhører det gamle rige, og at opstandelsen er begyndelsen til alt det, der tilhører det nye rige. Alt det, der har sin begyndelse før opstandelsen, må udslettes. Opstandelsen er Guds nye startpunkt!

 

To verdener.

Vi har nu to verdener for os, den nye og den gamle. I den gamle har Satan de, absolutte herredømme. Man er måske et godt menneske i den gamle natur, men så længe man tilhører den gamle natur, er man dømt til korset, fordi intet af det gamle menneske kan overføres til det nye. Korset er Guds erklæring om, at hele den gamle skabning må dø. intet af den gamle Adam passer på den anden side korset. Alt ender der. Jo før du ser, at alt det, du fik fra Adam, er forbi ved korset, des bedre! Ved korset har Gud gjort det muligt for dig at blive fri for det gamle menneske. Gud har i Jesus, ved at korsfæste ham, gjort det af med alt det, der var af Adam. Gud proklamerede gennem universet: "Ved korset har jeg tilintetgjort alt det, der ikke er af mig selv. Du, der tilhører den gamle skabning, er blevet korsfæstet med Kristus!"

 

Døbt til!

"Eller ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden." (Rom. 6:3-4). Hvad er meningen med dåben? Nu tænker jeg ikke på spørgsmålet om en håndfuld vand eller om neddykkelses dåb jeg tænker på dåbens indhold og mening. Dåben er noget vældigt, for den er forbundet både med korset og med opstandelsen. Gud har talt til os ved korset. Ved korset har han talt om dommen over os, over verden, over den gamle skabning og over det gamle rige. Gud har sat os i Kristus Jesus og korsfæstet os i ham. I den sidste Adam har han udslettet alt det, der var i den første Adam.

 

Hvad er nu mit svar til Guds dom over det gamle menneske? Mit svar er dåben. Dåben i sig selv er hverken død eller opstandelse, den er begravelse.

 

Men hvem er kvalificeret til begravelse? Kun de døde! I dåben bekender jeg mig selv som død og kun tjenlig til graven. Der er en gammel og en ny verden, og mellem de to er der en grav. Gud har allerede korsfæstet mig, men jeg må være villig til at blive overgivet til graven. Min begravelse bekræfter Guds dom over mig ved hans Søns kors. Den bortskærer mig fra den gamle verden og bereder mig for den ny. Dåben er således ingen lide ting. Dåb rydder grunden for den nye skabning ved at sørge for begravelsen af den gamle skabning.

 

Opstandelse er noget helt andet.

Jeg går ind i Kristi død, men jeg går ikke ind i hans opstandelse Hans opstandelse kommer ind i mig. Dermed får jeg nyt liv! "Jeg i Kristus" det er min død med ham "Kristus i mig" det er opstandelsen med ham

 

Således er det normale kristenliv.

Det består ikke i, at dit gamle menneske pyntes op og gøres skikket for Guds rige, det består ikke i, at Gud kommer en ny lap på min gamle klædning, det består ikke i, at jeg gør mit bedste, og så gør Gud resten, det består derimod i, at Gud har kasseret og dømt mit gamle menneske til døden og i stedet for skænket mig et helt nyt liv, det består med andre ord i dom og nyskabelse Så radikalt er det. Alt andet vil Gud ikke kendes ved. Her er det troskampen raser for manges vedkommende De har ikke set, at Gud har dømt dem på Kristi kors, og derfor forsøger de stadig at komme med det bedste af deres egne hænders værk til Gud i håb om, at han på den ene eller anden måde vil kendes ved deres anstrengelser. Men Gud kendes aldrig ved noget fra den gamle skabning, noget af dit eget. Det kan aldrig tilfredsstille ham, og han vil aldrig sænke sine krav ned til, hvad du kan præstere. Hvilken befrielse for os, når vi ser det og i tro går ind under det! Da er vi færdige med os selv, hvor godt at være færdig med sig selv! Når fristeren kommer, og Satan vil bilde os ind, at vi ikke er døde med Kristus, ler vi nu en befriende latter lige op i fristerens ansigt, vi ved bedre! Vi ved, at vi blev korsfæstet med Kristus, og at han nu er vort liv! Vi ved det, vi er forløste derved!

 

Det normale kristenliv er først og fremmest et liv i tro.

Det vidner hele Det nye Testamente klart om. Kristenlivet er både i sin begyndelse, sin fortsættelse og sin fuldendelse et liv, en vandring i tro. Tro er først og fremmest at regne med, hvad Gud har gjort. Troen regner altid med Guds store og fuldbyrdede gerninger. Troen har altid med fortiden at gøre. Den siger altid: "Det er gjort! Det er fuldbragt! Gud har gjort det!" Det gælder også din helliggørelse, din forløsning fra den gamle natur og de gamle fristelser. Det er fuldbragt, og det hører alt sammen med til et ganske normalt kristenliv!

 

Romerbrevet. Kap.7.

Mange er tilbøjelige til at mene, at kapitel 7 i Romerbrevet ikke står på sin rette plads, men at det burde stå før kap. 6. I det kapitel er alt jo så fuldkomment og herligt, hvordan kan der efter det forløsende kapitel komme et syvende kapitel fuldt af nederlag? Vi kan imidlertid være sikker på, at kap. 7 står, hvor det skal! Kap. 6 handler om frigørelse fra synden kap. 7 handler om frigørelse fra loven. I kap. 6 fortalte Paulus os, hvordan du kan blive befriet fra syndens magt, og da du havde hørt og lært det, mente du, at nu havde du ikke mere at lære, nu var sagen i orden!Men så føres du ind i kap. 7. hvor du lærer, at frigørelse fra syndens magt ikke er tilstrækkeligt, du må også frigøres fra loven!

 

Det er mange kristne der er bundet af synd, selvom de virkelig er frelst. Der er bestemte synder, du konstant ligger under for. Så hører du en dag budskabet om, at du er korsfæstet med Kristus, og fryder dig over det. Og så regner du selvfølgelig med, at nu er dit problem m.h.t. synden endelig løst. Du anser dig selv for død fra synden, du overgiver dig fuldt og helt til Kristus, selvom det netop er, hvad du bør gøre, oplever du ikke den forløsning, Rom.6 taler så herligt om. Hvorfor ikke?

 

De begår en bestemt skæbnesvanger fejl.

De vil gerne være Gud til behag og begynder derfor på at gøre hans vilje. Her er det, fjenden lokker så mange oprigtige kristne, der af hele deres hjerte længes efter at være Gud til behag, ind på en gal vej. De sætter alt ind på at gøre Guds vilje, de samler al deres kraft om at gøre Guds vilje, de sætter hele deres vilje ind på at sige nej tak til synden og vil stå fast, men lidt efter lidt opdager de til deres forfærdelse, at de slet ikke har lyst til at gøre Guds vilje, de får måske endda ulyst til den, ja modvilje imod den, og til din endnu større forfærdelse opdager de, at de slet ikke kan gøre Guds vilje, de gør lige det modsatte af hans vilje! Så begynder de at ransage sig selv: "Ved jeg virkelig, at jeg er død med Kristus? Ja! Overgav jeg mig virkelig til ham? Ja! Regnede jeg virkelig mig selv for død med Kristus? Ja! Har jeg taget min overgivelse tilbage? Nej! Hvorfor kan jeg da ikke gøre Guds vilje? Hvorfor virker sandheden ikke i mit liv?" Sådan endevender du din egen tilstand, og til sidst kommer de ofte til den mismodige konklution, at de overhovedet ikke elsker Guds vilje, og så giver de sig til at bede om "kraft" til at gøre den! De bekender deres ulydighed og indvier sig på ny til Gud. De lover aldrig mere at være ulydig, og de har knap nok rejst sig fra bønnen, før de falder i ulydighed igen. Så siger de til sig selv: Var min sidste indvielse ikke tilstrækkelig afgjort? Den gang skal det være fuldt og helt! Og så sætter de al deres viljekraft ind på at redde situationen, kun for at hente et endnu større nederlag ved den næste fristelse. Deres øre begynder nu at opfange ekkoet af Paulus' ord: Jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Ak ja, siger de. Jeg er og bliver magtesløs, jeg er jo også død og hvad kan en død vel gøre.

 

De finder sig selv midt i kap. 7 i Romerbrevet og ved ikke hvorfor. Årsagen er den, at de ikke har oplevet frigørelsen fra loven. Er de bundet af loven, er de i virkeligheden også bundet af synden, fordi, loven er syndens kraft. (1. Kor. 15:56).

 

Hvad er nåde, og hvad er lov?

Nåden er, at Gud gør noget for mig. Loven er, at jeg gør noget for Gud. Loven betyder, at Gud kræver noget af mig. Da må frigørelse fra loven altså betyde, at Gud ikke kræver noget af mig. Frigørelse fra loven medfører, at Gud fritager mig for at gøre noget for ham. Så snart et mennske forsøger at behage Gud, er det under loven. Så snart et menenske er frigjort fra loven, kan det sige: "Jeg vil ikke forsøge at gøre noget for Gud! " Er det ikke en frygtelig lære? Er det ikke kætteri? Nej, tværtimod, det er evangeliet!

 

Frigørelse fra loven betyder altså, at jeg holder op med mine forsøg på at behage Gud. Gud ved, at jeg i mig selv er fuld af synd fra isse til fodsål. Han ved, at at jeg er den legemliggjorte svaghed og elendighed. Han ved, at jeg slet intet kan gøre, at jeg er magtesløs. Men problemet er, at jeg ikke ved det! Jo, jeg ved jo nok, at alle mennesker er syndere, og at jeg også er en synder, men jeg ved ikke, hvad det indebærer, jeg ved ikke, hvor elendig og svag og afmægtig jeg er. Derfor må Gud lade mig erfare det, så jeg tvinges til at erkende det! Og hertil bruger han loven. Den lærer mig, hvor elendige jeg er Jo mere jeg forsøger at holde den, des mere bliver min svaghed afsløret Gud har hele tiden vidst, hvordan jeg er, nu begynder jeg selv at se og erfare det! Ofte må jeg igennem meget smertelige erfaringer, før jeg virkelig indrømmer, at der ikke bor noget godt i mig.

 

Vi skal ikke holde loven.

Gud gav os ikke loven, for at vi skulle holde den Han gav dig loven, for at du skulle bryde den! Der er intet vers i Det nye Testamente, der lærer os, at Gud gav loven, for at den skulle holdes. Tværtimod lærer vi, at den blev givet, for at der kunne blive overtrædelse. "Men loven kom til, for at faldet kunne blive større " (Rom 5:20) Loven blev givet for at gøre dig til lovbrydere. Og når du virkelig har set, hvad du er, og hvad du indeholder, da har loven gjort sin gerning. Da har den været den skolemester, der førte os til Kristus, så han kan holde loven i os.

 

Frigørelse fra loven/gøre Guds vilje.

Frigørelse fra loven betyder ikke, at vi ikke gør Guds vilje, men at vi er frie for at gøre den af os selv. Fra nu af gør en anden den i os. Når vi er blevet helt overbeviste om, at vi ikke kan gøre Guds vilje, da nægter vi også at forsøge på det. Skal nogen gøre Guds vilje, må det være Herren Jesus selv, der gør den.

 

I Kina har vi nogle bærere, der kan bære salt til en vægt af 120 kg, og andre, der kan bære helt op til 250 kg. Lad os forestille os, at vi har en bærer, der kan løfte 120kg, medens saltet, vi har, vejer 250kg. Bæreren ved udmærket godt at han ikke kan klare byrden, og vil, hvis han er klog, sige: "Jeg vil ikke forsøge derpå!" Fristelsen til alligevel at prøve er imidlertid dybt indgroet i den menneskelige natur, og vor bærer kan heller ikke modstå fristelsen, han forsøger at løfte byrden på 250 kg. Men selvfølgelig kan han ikke klare den. Hvorfor forsøgte han? Vidste han ikke, at han kun kunne bære 120 kg? Jo, men han håbede nok, at han alligevel kunne samle så megen kraft sammen, at han nu kunne klare 250 kg. Han måtte forsøge derpå, for han Elle erkende, at han ikke kunne klare opgaven.

 

Gud har aldrig ændret eller nedskrevet sine krav, og vi er aldrig blevet i stand til at opfylde dem. Lad os se den kendsgerning i øjnene! Lad os ikke gøre som så mange gør nedjusterer Guds krav. Lad os ikke forsøge på at holde Guds bud i egen kraft, overlad det til lovgiveren selv at holde loven. Han stiller sine krav, og indfrier dem også! Hvilken befrielse, vi har intet at skulle gøre! Husk det! Forsøger du at gøre noget for at holde budene og opfylde Guds krav, kan Gud intet gøre! Når Guds bud møder dig, sig da: "Jeg vil ikke forsøge på at hotde dem, men jeg stoler på, at du selv, Herre, holder dem i mig!" Da skal du erfare, at det lykkes uden ringeste anstrengelse fra din side!

 

Der var en broder, der engang sagde til mig: "Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så svag! " "Det, der er i vejen med dig," sagde jeg, "er, at du ikke er svag nok! Du er endnu ikke så svag, at du har afskrevet ethvert håb til dig selv og opgivet at gøre Guds vilje! Når du bliver så svag, at du overhovedet intet kan gøre for at behage Gud, da vil han selv gøre det hele!" Vi trænger alle til at komme til det punkt, hvor vi siger: "Herre, jeg kan ikke gøre noget for dig, men jeg stoler på, at du gør alt i mig!" Engang, da jeg var ude at bade med en del brødre, fik en af dem krampe i sit ene ben og begyndte at synke. Jeg gjorde straks tegn til en anden broder, der var en øvet svømmer, om at skynde sig at komme den druknende til hjælp, men han gjorde intet for at hjælpe ham. Jeg blev meget ivrig og råbte til ham: "Ser du da ikke, at vor broder er ved at drukne?" og nogle andre brødre begyndte at råbe det samme, men den dygtige svømmer rørte ikke på sig. Rolig og fattet blev han, hvor han var. I mit hjerte sagde jeg: Jeg hader den mand! Han lader en broder drukne for vore øjne, uden at komme ham til hjælp!" Den druknende var i mellemtiden blevet svagere og svagere, og hans forsøg på at hjælpe sig selv var næsten hørt op I det øjeblik, han ikke kunne mere, og begyndte at synke, gled svømmeren med nogle få hurtige tag hen til ham og bragte ham i sikkerhed på land. Da vi var kommet til os selv oven på sindsbevægelsen, sagde jeg til ham: "Aldrig havde jeg troet, at du elskede dit eget liv sa højt! Tænk, hvilken angst du kunne have sparet vor broder for, om du havde taget mindre hensyn til dig selv og mere til ham og straks var kommet ham til til hjælp!" Han forstod sig imidlertid bedre på at redde druknende end jeg og svarede: "Var jeg svømmet hen til ham, medens han endnu havde nogle af sine kræfter i behold, havde han klamret sig til mig på en sådan måde, at vi begge var gået ned. En druknende kan ikke reddes, før han hører op med alle anstrengelser for at redde sig selv."

 

Ser du det ? Når vi giver op, kan Gud komme til. Han venter, indtil vi har opbrugt vor egen kraft og ikke selv kan gøre mere.

 

Husk, at Gud har dømt og forkastet alt, hvad der har med dit gamle menneske at gøre! Hvis vi selv prøver på at gøre noget, forkaster vi i virkeligheden Kristi kors. Gud har erklæret, at vi kun er tjenelige til døden, og vi bekræfter Guds dom over os ved at holde op med alle vore egne anstrengelser for at behage ham og gøre hans vilje. Enhver sådan anstrengelse er en fornægtelse af hans værk på korset og af hans dom over os. Det elendige menneske i kap. 7 i Romerbrevet forsøgte selv på at opfylde lovens krav. Det var årsagen til alle hans nederlag og al hans elendighed. Den gentagne brug af ordet "jeg" i det kapitel giver os nøglen til hans elendighed. Han troede, Gud bad ham om at holde loven, og derfor forsøgte han på det, men Gud forlangte slet ikke sådan noget af ham. Det må du også se i øjnene! At prøve at behage Gud er en stor fristelse for mange, især for dig, der længes efter at have alt i orden med Gud. Hvilken befrielse og glæde, når det går op for dig, at du overhovedet intet kan gøre for at behage Gud, og at han intet forlanger af dig.

 

Kapitel 6 i Romerbrevet handler om syndens legeme, kapitel 7 om dødens legeme. Når Paulus taler om syndens legeme, tænker han på et legeme, der er aktivt optaget med at synde. Han tænker med andre ord på dit forhold til synden. Når han taler om dødens legeme, tænker han på et legeme, der er magtesløst over for loven, et legeme, som ikke kan gøre Guds vilje. Han tænker med andre ord på dit forhold til loven. Når det drejer sig om det, der er ondt, verdsligt, og satanisk, har du et syndigt legeme. Hvad angår alt det, der er rent og helligt, alt, hvad der har med Himmelen og Gud at gøre, har du et dødens legeme.

 

Vi har uden tvivl erfaret i vort eget liv. Vi har ingen problemer med at snakke om verdslige ting. Når talen er om det, er vi som skåret for tungebåndet, men når talen kommer ind på Guds riges ting, når det gælder om at vidne om Herren, da vil vor tunge ikke fungere. Vi har et syndens legeme, hvad synden og verden angår, men et dødens legeme, hvad Guds vilje angår. Når vi skal bede, falder vi i søvn, når vi skal tjene Herren, bliver vi utilpas, når der kaldes på os, er vi alt for trætte, sandelig, vi bærer på vægten af et dødt legeme, når det gælder om at gøre Guds vilje. Det er, som om vi kan gøre alt andet end Guds vilje.

 

Død er svaghed og afmagt i højeste potens.

Den, der er død, er så svag, at han ikke kan blive svagere. Når Paulus siger, at han har et dødens legeme, når det gælder om at gøre Guds vilje, betyder det altså, at han er så svag m.h.t. at opfylde loven, at han ikke kan blive svagere, han er absolut hjælpeløs og elendig."Jeg elendige menneske!" råbte han. Det er godt, når vi som et menneske når til at give op som Paulus. Det fortvivlede råb, Paulus sendte op, er til Herren er skønt at høre! Vi som menneske kan i en vis forstand ikke gøre noget mere åndeligt eller skriftmærssigt end at råbe sådan! Men intet menneske vil opsende det råb, før han er nået dertil, at han ved, at han intet kan gøre, og derfor er færdig med at tage fornyede beslutninger om at behage Gud. Kun det menneske, der har opgivet sig selv, vil opsende et sådant råb.

 

Hvordan med dig?

Har du opgivet dig selv, eller håber du stadig, at du, hvis du læser eller beder mere, vil blive en bedre kristen? Det er ikke forkert at læse mere eller bede mere, tværtimod! men det er helt forkert at gøre det til grundlag for forløsning og sejr i livet. Hvordan fik du tilgivelse, for din synd? Ved at læse eller bede mere? Nej, du så hen til korset i tillid til, hvad Jesus havde gjort for dig, og derved modtog du syndernes tilgivelse som en uforskyldt gave. På samme måde med frigørelsen fra syndens magt. Den modtager du ikke som løn, fordi du læser eller beder mere, men som en uforskyldt og fri gave ved troen på Jesu fuldbragte værk. Derfor udbryder Paulus, efter sit "fortvivlede" råb noget forjættende og opløftende, nemlig: "Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Hidtil har han set sig om efter "hvad", der kunne hjælpe ham fastere beslutninger, mere bøn, mere helhjertet indvielse, mere læsning, men var blevet lige så dybt skuffet som du er, nu ser han sig om efter "hvem", der kan hjælpe ham, og han bliver ikke skuffet! Indtil nu har han spejdet efter en løsning på sit problem, nu ser han efter en frelser! Alle hans forventninger er nu rettet til en anden! Er dine det?

 

Retfærdiggørelsen er Jesu værk.

Vi ved, at retfærdiggørelsen er vor Herres Jesu Kristi værk alene og ikke kræver noget arbejde fra vor side, men vi mener måske satdig, at helliggørelsen afhænger af vore anstrengelser, en slags proces vi skal arbejde på hele livet. Nogen tror, at de kan få tilgivelse ved fuldtud at stole på Herren, men at de kun kan gøre Herrens gerning ved selvarbejde. De er bange for, at der intet sker, hvis ikke de selv gør noget. De er bange for om de ikke arbejder gør de ikke Guds vilje og kan gå fortabt pga. Det. De forstår endnu ikke, hvad der ligger i Jesu råb på korset: "Det er fuldbragt!" De forstår ikke, at Jesus på korset har gjort alt for at vinde tilgivelse og fuld forløsning til os! Det er gjort, lovet være Herren!

 

Da Paulus havde set det, udbrød han straks: "Gud ske tak! " Han havde set, at alt det, han havde arbejdet og kæmpet for at gøre, var gjort, derfor måtte han udbryde: "Gud ske tak!" Gud havde gjort det! Havde det været Paulus selv, der endelig var nået frem til at gøre det, måtte der have stået: "Paulus ske tak!" Men sådan forholder det sig ikke. Paulus havde set, at han var et "elendigt menneske", og at Gud alene kunne hjælpe ham. Derfor sagde han: "Gud ske tak!" Heraf forstår vi, at æren for et menneskes frigørelse fra loven og synden alene tilkommer Gud, og det er netop sagen! Gud vil have hele æren. Han vil ikke dele den med noget menneske, derfor gør Gud selv hele arbejdet også i dig!

 

Romerbrevet kap.8.

I de første 9 vers i kapitel 8 forklarer Paulus sig nærmere, om hvordan vi oplever den frigørelse, vi behøver for at leve rent og helligt i verden. Han viser os, at det kun er muligt i kraft af HelligÅnden. For at vi bedre kan forstå, hvad han mener, må vi danne os et overblik over alt, hvad han underviser os om fra kap. 5 til og med kap. 8, et af de mest centrale afsnit i hele Skriften. I disse kapitler viser han os fire forskellige stadier i den troendes liv. Dette kan stille det op således:

 

5.Kap. I Adam.- 6.Kap. I Kristus.

7.Kap. I Kødet.- 8.Kap. I Ånden.

Stiller vi det op på den måde over for hinden, ser vi modsætningerne meget tydeligt. Enten er vi i Adam eller vi er i Kristus, enten er vi i kødet eller i Ånden.

 

Er vi i kødet, da virker alt det i os, der stammer fra Adam, helt af sig selv. Er vi i Ånden, virker omvendt alt det, der er af Kristus, helt af sig selv i os. Det afgørende for os er altså at være i Ånden. Det er et meget vigtigt punkt for os, fordi, der er så mange, der mener, det er tilstrækkeligt, om bare de er i Kristus. De kender sandheden om at være i Kristus, de taler om den og vidner om den, men det er nærmest en teoretisk sandhed for dem, ikke livet og virkeligheden i og igennem dem. Er det sådan du har det? Det skyldes ganske enkelt, at du ikke har været opmærksom på, at sandheden om, at du er i Kristus, kun bliver en personlig virkelighed og praktisk erfaring for dig, når du lever i Ånden.

 

Hvad er det da at leve i Ånden i modsætning til at leve i kødet? At leve i kødet er ganske enkelt, at leve og handle i vor egen kraft. Du kender det sikkert når du siger. Nej, nu vil jeg ikke gøre det her mere, jeg vil gøre det i stedet for. Det giver sig f.eks. udslag på den måde, at du ser i Bibelen, at du skal være ydmyg, og hvad så? Lever du i kødet, forsøger du med det samme at blive ydmyg, i stedet for at forstå, at du slet intet selv magter, heller ikke at blive ydmyg. Du lever altså i kødet, når du mener, at du kan gøre Guds vilje, og derfor forsøger på det, eller lever så godt du nu engang kan.

 

At leve i Ånden er det stik modsatte.

Om du lever i Ånden, har du den tillidt til HelligÅnden, at han vil gøre alt det, Gud ønsker. Lever du i Ånden, da ser du bare hen til ham, hver gang du stilles over for nye krav, for at lade ham opfylde kravet i stedet for dig, du kan jo som død ikke selv. Når du ser i ordet, at Gud ønsker ydmyghed af dig, bestræber du dig ikke mere på at blive ydmyg, men vender dig til Herren og siger til ham: "Herre, jeg kan ikke selv blive ydmyg, men jeg har den tillid til dig, at du vil virkeliggøre din ydmyghed i mig!" Vi træder simpelthen til side, og lader Gud gøre det hele ved Helligånden.

 

Der er sikkert mange af jer, der har erfaret, at dette virker.

Du blev måske engang bedt om at besøge en ven, som du vidste, ikke var særlig nem at have med at gøre. Inden du gik derhen, sagde du til Herren, at du stolede på, at han ville lade sit sindelag komme til udtryk gennem dig, og til din overraskelse blev du slet ikke irriteret, da du sad hos din ven, selvom han var meget ubehagelig og uvenlig. På vejen hjem tænkte du over din oplevelse og spurgte dig selv, om du kunne være lige sa rolig næste gang. Du var forundret over dig selv og søgte en forklaring. Forklaringen er, at HelligÅnden var med dig. Desværre er der alt for mange, der kun har sådanne oplevelser af og til Det burde være det normale for os alle.

 

HelligÅnden arbejder.

Når HelligÅnden arbejder og gør det hele, kan vi helt spare os vore enge Adams anstrengelser. Det er slet ikke et spørgsmål om at bide tænderne sammen og forsøge at holde kontrol over sig selv, skulle det lykkes for os at tilkæmpe os kontrol over os selv, anser Gud slet ikke det for nogen sejr, fordi en virkelig sejr i Guds øjne vindes kun der, hvor ingen menneskelige anstrengelser har været medvirkende.

 

Fristeren har altid det mål at få os til at gøre noget. Kan han give os stres, dårlig samvittighed over alt det vi burde gøre, er han godt tilfreds. Satans fristelser går ikke først og fremmest ud på at få os til at gøre noget syndigt, men på at få os til at gøre noget i vor egen kraft Så snart vi er i gang med selv at gøre noget, har han vundet sejr over os. Hvis vi i stedet for intet gør, hvis vi ikke lader kødet komme til, kan han aldrig overvinde os.

 

Sejrens guddommelige vej tillader ikke, at vi gør noget.

Vor sejr ligger i at være skjult i Kristus og ikke selv gøre noget, men have den tillid til ham, at han vil gøre det hele. Så snart vi begynder at arbejde selv, taber vi terræn.

 

HelligÅnden er skænket/givet os.

HelligÅnden er skænket/givet os for at han skulle gøre Guds vilje. Det er jo blevet afsløret, at ingen af os kan behage Gud og gøre hans vilje. Kristus på korset er grundlaget for vor frelse og fuldstændige frigørelse. HelligÅnden er kraften, der virkeliggør frelsen og frigørelsen i os.

 

Troede du ham mere, ville vi også takke mere og bede mindre!

Paulus sagde: "Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre." Af denne taksigelse lærer du, at det liv, du lever, er i Jesus Kristus alene. Vi må være klar over, at kristenlivet ikke er, at vi prøver at leve livet, som Kristus levede det, eller at vi forsøger at blive som Kristus. Det er heller ikke, at Kristus giver os kraft til at leve, som han levede. Det er Kristus selv, der lever sit liv gennem os. Det er ikke Kristus, der hjælper os med at gøre noget, men Kristus, der alene gør det hele, forskellen er grundlæggende. Er du f.eks. utålmodig, skal du ikke bede: Herre, hjælp mig at blive tålmodig, heller ikke: Herre, giv mig tålmodighed, men: "Herre, vær tålmodig i mig " Det betyder ikke, at du bliver styrket til at være tålmodig, for du er helt sat til side. Det er den Herre Jesus, der frembringer sit tålmodige liv i dig.

 

Ved en bestemt lejlighed kom jeg til et hjem i Amerika og blev modtaget af et ægtepar, som bad mig bede for dem. Jeg spurgte, hvad deres problemer var. "Vi har været på en forkert vej den sidste tid," bekendte de. "I de sidste uger har vi tabt fatningen adskillige gange hver dag." "Ja, jeg kan se, der er noget galt," svarede jeg, "men hvad ønsker I, jeg skal gøre?" "Bede Herren give os tålmodighed," var svaret. "Det vil jeg ikke bede om," sagde jeg. "Mener du, at vi er sa håbløse, at Gud ikke vil give os tålmodighed, hvis vi beder Ham om det? "Ja, det er netop, hvad jeg mener." "Ja, men hvis Gud ikke vil give os tålmodighed, hvad skal vi da gøre?" "Har I bedt ham give jer tålmodighed?" "Ja ! " "Og har I modtaget den?" "Nej "' "Vil Gud ikke give jer den, når I beder ham derom, er der ikke noget grundlag for, at han skulle give den, hvis jeg beder derom. Sagen er i virkeligheden, at I ikke behøver tålmodighed. "Hvis vi ikke behovet tålmodighed, hvad behøver vi da?" spurgte de med øjne store af forbavselse. "I behøver ikke tålmodighed," sagde jeg, "1 behøver Kristus."

 

Nej, en dosis tålmodighed var ikke det, de behøvede, og aldrig vil en dosis tålmodighed eller en dosis af noget andet kunne klare dit behov. Du behøver intet mindre end Kristus og du behøver intet mere Han er alt det, du har brug for. Gud deler ikke sin nåde ud til dig i portioner: en del tålmodighed til de utålmodige, noget kærlighed til de ukærlige, lidt ydmyghed til de stolte, etc. Gud har kun et svar på menneskers behov, og svaret er Jesus Kristus.

 

Kristus er svaret på ethvert menneskeligt behov.

Det er ikke os, der bliver tålmodig, kærlig og ydmyg, men Kristus, der bliver vor tålmodighed, kærlighed og ydmyghed. Han bliver tålmodig og kærlig og ydmyg i stedet for os. Vi er jo døde hvorfor så prøve at holde liv i døde Adam? Jesus Kristus døde i vort sted, så vi kunne få tilgivelse. Han lever i vort sted, om vi da vil træde op på korset, tilside og tillade Ham leve i vort sted, så vi kan få frigørelse.

 

Heri er på to måder vor stedfortræder, som stedfortræderen på korset, ved hvem vi fik tilgivelse, og som stedfortræderen, der vinder sejr for os og i os.

 

Paulus sagde: "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig" "Ikke mere mig, men Kristus." Er det ikke at have en stedfortræder? Her ser du ved summen af dit kristne liv: Jeg lever ikke mere, men Kristus lever sit liv i mig. Der tales om et forandret liv, men det er ikke nok, vi behøver et helt nyt liv. Vort liv er syndigt og vil altid være det. Men den Herre Jesus kommer ind i vort liv og ombytter vort liv med sit. Vi gå simpelthen ud, og han kommer ind. Vi går ud ved korsfæstelse, og han kommer ind ved opstandelse. Hvor er det godt at træde til side, så Kristus kan leve sit liv i os. Hvor godt er det ikke, når fristelsen kommer, da at kunne træde til side og sige: "Herre, jeg nægter at foretage mig noget, for jeg ved, at hvis jeg gør noget, forplumrer jeg kun sagen Men jeg har tro til, at du vil klare situationen. Du klarede min frelse så det her klarer du også. " Det er sejr uden indsats fra din side. Det er at tro, ikke at forsøge.

 

Retfærdiggørelse uden anstrengelser.

Vi er nok klar over, at retfærdiggørelse ikke skyldes nogen anstrengelse fra vor side, alligevel udfolder nogen anstrengelser for at blive helliggjort. Husk endelig, at Kristus Jesus er blevet din ..helliggørelse. (1. Kor. 1:30). Det betyder ikke, at han hjælper dig til et helligt liv, men at han blev givet hen til dig som din herlighed. Det siges ikke, at han er din kraft til at leve et helligt liv, men at han er din hellighed. Han er din tålmodighed, han er din selvbeherskelse, han er din ydmyghed, han er din kraft. Det er derfor, du i fast tillid og tro derpå siger, at Gud kun har et svar på alle dine behov. I dag har du måske brug for tålmodighed, og Kristus vil være din tålmodighed. I morgen har du brug for ydmyghed, og han vil være din ydmyghed. Kristus er svaret på alle dine behov.

 

Synes du ikke, kristenlivet er et vidunderligt liv?

Hvis du eller jeg skulle leve det, ville det være et tvivlsomt foretagende, men fordi det er Kristus, der lever det i vort sted, er der intet, der er umuligt.

 

Efter at Paulus har vist os, at det normale kristenliv er "ikke os selv, men Kristus." siger han: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus." Der er to slags fordømmelse, Guds fordømmelse og vor egen fordømmelse Den sidste kan være mere frygtelig end den første. Når jeg ser blodet, ved jeg, at mine synder er tilgivet, og at Gud ikke fordømmer mig. Ære være Gud, "så er der da nu ingen fordømmelse." Hvis du har lært, at Kristus er dit liv, da har du lært sejrens hemmelighed, og der vil slet ikke være nogen fordømmelse mere. Du kan kun takke ham hele tiden, og der vil slet ikke blive tid til fordømmelse, for han leder dig fremad fra sejr til sejr.

 

At være fordømt.

Udtrykket "at være fordømt" har to betydninger på grundsproget, hvoraf den ene er "at være handicappet" eller "at være sat tilbage". Derfor kunne dette vers godt oversættes: "Så er der da nu intet handicap for dem, som er i Kristus Jesus." Tidligere følte du dig handicappet hele tiden Du følte dig ulydige ved enhver lejlighed. Din sædvanlige tale var: "Det kan jeg ikke gøre!" Der var en følelse af begrænsning hele tiden. Men i Kristus er der ikke noget der hedder: "Jeg kan ikke." Før hed det: "Jeg kan ikke," men nu hedder det: "Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft." (Fil 4:13).

 

Hvordan kan Paulus være så dristig?

På hvilket grundlag kan han erklære, at han er fri for fordømmelse? Svaret er: "Livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort mig fri fra syndens og dødens lov." Hvorfor ingen fordømmelse mere? "For..."der er en grund, der er en forklaring, og forklaringen er, at der er en lov, der hedder: "Livets Ånds lov i Kristus Jesus," og den har frigjort mig fra "syndens og dødens lov."

 

Hvad er en lov?

Hvordan vil du forklare det? Det er noget, der sker igen og igen, og hver gang sker det på samme måde. I Danmark vil jeg blive standset af politiet, hvis jeg kører bil i venstre side af gaden. Hvorfor? Fordi det er imod loven. Hvis du gør det, vil du også blive standset. Hvorfor? Af samme grund. Det er imod loven, og loven gør ingen undtagelser. Det er noget, der sker hyppigt, uden undtagelser. Vi taler om tyngdeloven. Hvis jeg i Helsingør taber mit lommetørklæde, falder det ned på jorden. Det samme vil være tilfældet i New York og Berlin. Tyngdeloven giver altid samme resultat. Hvor de samme betingelser gør sig gældende, set vi det samme resultat. Det er lov.

 

Hvad er syndens og dødens lov?

Hvis en eller anden tiltaler dig med en uvenlig bemærkning, er der noget, der rejser sig inden i dig. Det er i sig selv ikke en lov. Men hvis forskellige mennesker tiltaler dig uvenligt, og det samme "noget" rejser sig i dit indre hver gang, da begynder du at skimte loven inden i dig. Hvis dit lommetørklæde falder til jorden, når du taber det i Helsingør, skyldes det lommetørklædets vægt; men hvis det altid falder til jorden, hvor du end taber det, kalder du det tyngdeloven. En lov er noget, der er konstant, og den virker altid på samme måde.

 

Men hvad er dødens lov?

Død er svaghed forlænget ud over al grænse. Hvis du forsøger at behage Gud i en bestemt ting, opdager du, at det kan du ikke, og hvis du forsøger at behage ham i en anden ting, erfarer du, at det kan du heller ikke. Det lyder altid: "Du kan ikke." Så bliver du klar over, at der ikke bare er død i dig, men at dødens lov også er der. Synden er i dig, men også syndens lov.

 

Hvornår kan jeg blive frigjort fra denne syndens og dødens lov?

Jeg behøver frigørelse fra synd, og endnu mere behøver jeg frigørelse fra død, men mest af alt behøver jeg frigørelse fra syndens og dødens lov! Hvornår kan tyngdeloven ophæves? Tyngdeloven vil altid arbejde for at få dit lommetørklæde til at falde ned, men holder du det fast, falder det ikke. Hvorfor? Loven er der stadig, og du tager ingen forholdsregler over for den. Men der er en magt, der afholder mit lommetørklæde fra at falde ned. Loven er der stadig, men der er en højere lov i arbejde, der overvinder tyngdeloven, nemlig livets lov. Tyngdeloven kan gøre, hvad den formår, men lommetørklædet falder ikke, fordi der er en endnu stærkere magt, der holder det oppe.

 

Gud frigør os fra den ene lov ved hjælp af en anden lov.

Syndens og dødens lov er der stadig, men Gud har sat en anden lov i virksomhed, livets Ånds lov i Kristus Jesus, der frigør os fra syndens og dødens lov. Kristus bor i vort hjerte ved HelligÅnden, og hvis vi tillader ham få lov til at bestemme og tror på ham, vil vi erfare at han bevarer os fra den gamle lov.

 

Hvorfor er der så mange kristne, der synder?

Fordi loven stadig er der, syndens lov, og de tillader ikke den stærkere, livet Ånds lov i Kristus Jesus, at virke i dem. Du bevares, ikke ved din egen magt, men ved Guds magt.

 

Hvis dette liv skal fungere frit, er tre ting nødvendige.

1.Du må være fuldstændigt overbeviste om, at det er Herren Jesus, der lever sit liv i dig. Det er ikke dig, der lever dit kristne liv, men Kristus. Det er ikke et forandret liv, men et nyt liv.

 

1.Du må fuldstændigt udlevere dig selv, hoved, hjerte/sind, vilje, hænder, fødder, alt til ham.

2.Du må have fuld tillid til ham, idet du vi siger: "Herre, hvis du ikke gør alt, vil intet blive gjort." Da vil du erfare, at livets Ånds lov frigører dig fra syndens og dødens lov.

 

Vi har berørt fire væsentlige punkter, som alle har nær tilknytning til korset:

 

1.Vore synder.

Ingen kan være en kristen uden af få sine synder tilgivet. Lovet være Herren, dine synder blev tilgivet i kraft af hans død! Hans blod renser os fra enhver synd!

 

2.

Vort selv.

Ikke at Herren kun har tilgivet dig alle dine synder, han har også taget sig af vort gamle menneske/Adam. Man kan godt være en kristen uden at se denne kendsgerning, men kun en meget elendig kristen. Ved Kristi blod fik vi alle vore synder tilgivet; ved korset blev vi færdige med os selv.

 

3.

Vor vilje.

Ved korset endte vor vilje. Når vi går ind under denne kendsgerning i en ubetinget overgivelse til Herren, har vi ikke mere nogen egen vilje, men er blevet et redskab for Herrens vilje. Intet menneske kan leve et sandt kristenliv hvis det ønsker at have sin egen vilje forskellig fra Guds vilje.

 

4.

Vort naturlige menneskeliv.

Kristus har ved korset også taget vor menneskelige kraft og indsats for at tjene ham bort Det opdager vi, når vi forsøger at tjene ham. Vi når da det punkt, hvor vi overhovedet ikke tør regne med os selv men forstår, at vi intet selv kan gøre, der kan behage Gud.

 

Men efter at vi har erfaret disse ting, opstår spørgsmålet om at vandre/leve i dem hele tiden. Paulus taler om "os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden." (Rom. 8:4).

 

Hvad er kød?

Det må vi vide, hvis vi vil lære at vandre efter Ånden. Alt det, vi har arvet i vor naturlige fødsel, godt eller dårligt, er kød. Spørgsmålet er ikke, om det er godt eller dårligt, spørgsmålet er, hvorfra vi har det. Hele spørgsmålet om kød eller Ånd, er bestemt ved oprindelse. Alt det, der ikke kommer til os gennem vor nye fødsel, men gennem vor naturlige fødsel, er kød. Der er mange, der mener, at et sådant standpunkt er helt uhørt; men alligevel er det sandt!

 

Her har vi, hvad vi kalder et rigtigt mandfolk med en klar hjerne, sund dømmekraft og store lederevner. I vore hjerter siger vi: "Hvis bare denne mand kunne blive en kristen, hvilken fordel ville det ikke blive for menigheden! Hvis han bare hørte Herren til, kunne han blive til stor hjælp!" Men lad os tænke over det et øjeblik. Hvor kommer denne mands gode natur fra? Hvor kommer denne sunde dømmekraft og de store lederevner fra? De udspringer ikke af den nye fødsel, for han er endnu ikke født på ny. Alt, hvad han er og kan, er kød, for han fik det ved sin naturlige fødsel. Og alt det, vi fik ved vor naturlige fødsel, vil kun bringe ære til mennesket, ikke til Gud! Det, der er galt med mange kristne, er, at de mener, at kødet med fordel kan bruges i Herrens tjeneste. Hvis en mand er veltalende, sætter vi ham på platformen uden at undersøge, hvor han står i åndelige ting. Vi glæder os over hans naturlige evner og glemmer, at "hvad der er født af kødet, er kød," og må lægges ned ved korset.

 

Der er mange, der tidligere brugte deres klare hjerne til at studere historie eller matematik, men nu bruger den til at studere Guds Ord. Andre har brugt deres evner til at studere videnskab; nu bruger de dem til at at studere teologi. Emnet, målet, er ændret, men det er de samme evner. Interessen er en anden, men dygtigheden den samme. Det var naturlig dygtighed før, og det er det stadig. Der er ingen forskel på evnerne og dygtigheden; forskellen er kun, at de beskæftiger sig med noget andet. Tidligere beskæftigede de sig med verdslige ting, nu med åndelige. Det er stadig det samme menneske, der udfører arbejdet, og det er stadig de samme evner, der bruges.

 

Gud spørger ikke kun om, hvad vi gør, men også om, hvordan vi gør det. Gud har et guddommeligt mål i sigte, og kun guddommelige midler kan bruges til at nå det. Intet af kødet kan bygge noget op i Ånden. Intet af Adam kan bygge noget op i Kristus.

 

Har du lært at skelne mellem det, der er udmærket, og det, der er af Gud? Broder A. er en udmærket taler. Han kan tale flydende og oplysende om næsten ethvert emne. Men det er sikkert mere vanskeligt for Gud at tale gennem A. end gennem B., der ikke har fået naturlige evner som taler. Der må ske noget radikalt i A., før han bliver færdig med at stole på sin egen dygtighed og bliver afhængig af HelligÅnden. Herren må føre ham dertil, hvor han siger: "Herre, jeg set klart, at mine udmærkede bibelske foredrag og prædikener overhovedet intet gavner! Jeg kan slet ikke tjene dig. Jeg er afmægtig/magtesløs. Du må gøre det hele!"

 

Ser du nu, hvad kød er?

Alt det, du selv kan gøre, er kød. Alt det, du har i dig selv, er kød. Din medfødte dygtighed, alle vore naturlige evner, alt det, du er i dig selv, er kød. Ak! du tænker så højt om kødet. Du misunder din nabo, der er en god taler, og ønsker forkert. Enhver kristen må begynde ved nul. Gud vil aldrig overføre noget fra den gamle skabning til den nye. Korset er universets største tilintetgøre. Korset fører enhver, også dig til nulpunktet. Det bringer alt i mennesket til en ny begyndelse.

 

Hvorfor gør visse kristne hurtigere fremskridt i det Åndelige liv end andre?

Fordi de når nulpunktet før de andre, det velsignede sted, hvor alt dit eget hører op?, og tro og lydighed begynder. Fremskridt og vækst afhænger overhovedet ikke af din egen dygtighed og hvad mennesket ellers mener at kunne. En professor behøver ikke at gøre hurtigere Åndelige fremskridt end en forbryder. Det kommer an på, hvem der først når nulpunktet. tongue.gifaulus var kommet dertil. Han sagde: Jeg ved, al i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt. "

 

"Men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise ti skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske (kød) skal rose sig for Gud." Der er mange, der er for stærke og for imponerende til, at Gud kan bruge dem. Han udvælger ikke kun det, der er svagt, men "det, der ikke er noget." Det ser ud, som om Paulus var i vildrede med, hvordan han skulle beskrive de skabninger, Gud kunne bruge. Den bedste måde at beskrive det på var at kalde dem "det, der intet er " Hvis du hører til den klasse, har du i virkeligheden en stor fordel fremfor andre, idet du da allerede er ved nulpunktet, hvorimod de måske endnu har et langt stykke tilbage, før de når til det sted, hvor Gud begynder.

 

Jesus sagde: "Kødet gavner intet.

Herefter er det klart, at kødet intet gavner! Straks efter min omvendelse drog jeg ud i landsbyerne for at prædike Jeg havde fået en god uddannelse og var velbevandret i Skrifterne, så jeg anså mig selv for at være vel kvalificeret til at undervise landsbyboerne, blandt hvilke et stort antal kvinder var analfabeter. Men efter adskillige besøg opdagede jeg, at kvinderne til trods for deres uvidenhed havde et intimt kendskab til Herren. Jeg kendte "bogen", de kendte ham, bogen talte om! Jeg havde meget i kødet, de havde meget i Ånden.

 

I dag underviser mange lærere ud fra den kødelige kundskab, de besidder. De underviser efter kødet, ikke efter Ånden. De har intet åndeligt kendskab til Herren, men kender ham kun efter kødet. Vor Herre og Mester sagde: "Kødet gavner intet." Heraf forstår vi, at det intet, der er af kødet, ikke kan gøre nytte i tjenesten for Gud! Vi bekymrer os om ting, Gud spørger efter tingenes oprindelse. Vi søger at erhverve os tålmodighed, kærlighed og godhed uden at spørge, hvorfra den tålmodighed, kærlighed og godhed kommer. Vi ønsker kundskab; vi beder om dygtighed til at undervise andre, men vi spørger ikke om kilden til vor kundskab og dygtighed. Vi ønsker tålmodighed, og hvis vi kan få det, er vi tilfredsstillet.

 

Men Gud spørger: "Hvor kommer denne tålmodighed fra?" Har vi selv opøvet os i den, eller er den HelligÅndens værk? Nogle mennesker er meget tålmodige af naturen. Vi møder ikke-kristne, der er meget gode og tålmodige af naturen, og vi ønsker måske, at vi kunne komme til at ligne ligne dem. Men hvorfra har de deres tålmodighed? Alt det, mennesker har og er i sig selv, har ingen værdi for Gud! "Kødet gavner intet. Vi stiler efter at have "tingene", men Gud har kun sin opmærksomhed henvendt på deres oprindelse, og han bliver kun tilfredsstillet med det, der har sin oprindelse i ham! Han vil ikke have efterligninger, eller rollespil.

 

At tjener Gud.

De omskårende er os, der tjener Gud ved Hans Ånd, og priser os lykkelige i Jesus Kristus, og ikke sætter vor tillid til det udvendige. Fil.3.3.

 

Hvad betyder det at tjene Gud I Ånden?

Det betyder at vi har alle vore kilder i Ham, at vi ingen tillid har til kødet/os selv, at vi fornægter alt det er vort fra naturens hånd.

 

Hvad er dit liv for Gud?

Er det baseret på din narturlige enegi og kraft eller på og i det Åndelige? Hvad der er født af kød er kød, og hvad der er født af Ånden er Ånd. Det der er af dig selv kan du aldrig forbedre, det er kød og vil altid være det. Oprindelsesstedet bestemmer bestemmelsesstedet. Det der kommer fra kødet, vil aldrig nå det åndelige plan. Alt det du bestemme og planlægger, og som du beder Gud om at velsigne, vil altid være kød, og bliver ikke andet end dit kød/dig. Der kan måske gå år med at få sat system, orden i tingene, og du tænker du vil få sat skik skik på det og det, men det kan ikke gøres. Når det er kød fra begyndelsen, kan det aldrig blive åndeligt. Det har sine oprindelige rødder i Adam og vil altid være af Adams kød, og bliver ikke andet end kød.

 

Gud er selv den eneste kilde.

Gud er den eneste sande livskilde. Han alene i hele universet har autoritet til at skabe noget. Din højeste privilegium er at tilslutte dig til det, Han vil. I begyndelsen skabte Gud... Gud er begyndelsen til alle ting. Alt det du forsøger at skabe vil altid være kød, og resultatet vil aldrig kunne blive åndeligt. At vandre/leve i kødet er simpelthen at at gøre eller skabe noget i egen kraft. For at frigøre dig fra dit kød, er det nødvendigt Gud at gøre/skabe noget fundamentalt i dig, så du fra da af frygter for at gøre noget i dig selv.

 

Lad os derfor se på sagen, når alt og alle på jorden synes at være imod den. Hvis den er af os selv, vil den blive tung og trykkende og anstrengende at holde gående, og vil til sidst blive kvalt under sådan et tryk. Hvis den er af Gud, vil der være en velsignet følelse, selv i de værste prøvelser, og den vil være urørlig, ikke engang fjenden med sine værste anstrengelser kan gøre noget. Den behøver ikke den mindste hjælp for at holdes gående. Og fjenden, ja, han kan slå på døren, lave er frygtelig støj, men murene er uindtagelige, indenfor er det en ren og rolig helligdom (tempel) hvor det der hører Gud til er bevaret for altid.

 

Husk det i disse dag, hvor menneskers tanker og planer, menneskers energi og dygtighed baner sig vej over alt. Hvor vi vender os hen ser vi mennesket,, mennesket overalt. Hvis vi kunne udskille fra Gud Herrens værk alt det der er af mennesket, ville der ikke være meget tilbage.

 

Der er en ubeskrivelig stor forskel mellem Guds arbejde og dit arbejde. Hvis arbejdet er dit må du arbejde meget hårdt for at holde det gående, men hvis det er Guds arbejde, kan du bare træde til side, og overlade til ham at gøre det.

 

Om du ønsker at se, at Gud selv gøre gerningen uden menneskernes medvirkning og indblanding. Da må du også, ligesom alle andre kristne, Lade Gud skabe alle ting. Det største du kan gøre er kun at følge Ham. I Ham og Han i dig.

 

Gud er skaberen. Du er skabningen.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325389

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,36595797538757sekunder