JESUSLIVET - OM AT KOMME TIL KRISTUS.

Om at komme til Kristus


www.Bibelen.dk



Det naturlige menneske er overmåde fordærvet, og satan ved at bruge denne hjertets forstokkethed. Vi, i vore dage, er rede til at undskylde os selv for at være længe om at tro på Jesus Kristus ved at sige, 'hvor ville det have været meget lettere, hvis vi havde set Ham i kødet, og havde været sammen med Ham, da Han havde gjort sine nådesgerninger, og da Han udtalte Sine ord, sådan som noget menneske aldrig havde talt!'


Men i virkeligheden havde de, der levede dengang meget større vanskeligheder med deres tro. En mand, som ingen ærede, forlanger denne tjeneste, - 'Følg mig!'. En, som mennesker foragter, siger, 'Jeg og Faderens er ét.' Den afviste, den berygtede blandt mennesker, den drukkenbolten synger nidviser om, står i templet og råber, 'den der tørster, skal komme til mig og drikke,' og lover, 'den der tror på mig, fra hans indre skal der rinde strømme af rindende vand!' I de dage, var den vanskelighed som Hans tilhørere og selv Hans disciple følte, at tro uden tvivl på at dette var den rigtige person; denne Jesus den rigtige Immanuel, verdens Frelser. For disse mennesker synes den tanke aldrig at have forekommet, at der var noget svært i den handling at komme, eller i at vide hvad at komme til Ham betød; vanskeligheden, de følte, var at være sikre på, at Jesus var Kristus. Blot det punkt var fastslået, fandt deres sjæle hvile.


Sådan var tingenes tilstand dengang. Men nu er det ændret. Satan har ændret signaler, og prøver at forvirre os med spørgsmålene, 'Hvordan skal vi komme?' og 'Hvad betyder det at komme til Kristus?. Vi er vant til at bekende, at Kristi krav ikke er til debat; at Han er Gudsmennesket og sendt af Faderen for at sone vore synder. Hans skam, da Han kom første gang, er for så vidt borte, så alle Hans troende disciple enes om aldrig for et øjeblik at tvivle på, at Kristus, og ingen anden, er den Frelser, de skal komme til. Men så finder det naturlige hjerte en ny hindring for den måde, man straks kan hvile tilfreds i Ham på. ' Hvad mener du med at komme?' er et spørgsmål, som ofte bliver stillet og tænkt over, og mangen sjæl siger, 'hvis jeg bare vidste hvordan jeg skal komme rigtigt, ville jeg være glad!'


Lad os så spørge om hvad sagens rette tilstand er; om der er eller ikke er nogen forhindring stillet op på vejen med udtrykket, 'Kom.' Er det en mystisk handling i hjernen? Er det en meget speciel følelse? Er det en stor oplevelse, eller noget der er svært at opnå, der må gå forud, for at vi kan glæde os over Kristus som vores?


I svaret på sådanne spørgsmål, bemærker jeg, at intet andet end en selvretfærdig tendens i hjertet, nogen sinde ville have ledt os til at misforstå en sag, som i sig selv er meget simpel. Vi gentager det - det er det naturlige menneskes selvretfærdighed, der leder ham til at tænke, at der er noget forvirrende i de ord, som Kristus tænkte var så simple, at Han ikke en eneste gang har givet en forklaring på dem. For det er et faktum, at lige som vor Mester vidste, der ikke var nogen grund til at forklare nogen, hvad Han mente, da han sagde: 'Hør!' sådan anså Han også 'Kom! for at være et ord, der ikke behøvede nogen forklaring. Enhver, som har et øre, ved det første: hvorfor skulle nogen, som har en sjæl, der kan tænke og føle, ikke vide det sidste?


Det er selvretfærdighed, der bringer os i urede her; det er mangel på tilstrækkelig værdsættelse af Kristus. Tøven kommer af vores syn på Kristus, som stadig er meget tåget; ikke attraktiv nok til at fylde hjerte og sind.


For, i sandhed, dette 'at komme til Kristus er simpelthen sjælens tilstand, når den er optaget af tanker om Kristus, så optaget deraf, at den har ladt alle andre ting bag sig. Sjælen i sådan en grad af opslugthed, siges at være kommet til Ham. Den har intet andet, den bekymrer sig om, intet andet som dækker dens behov; og derfor har den forladt alle andre for denne Ene, og ved at gøre sådan siges den at være kommet til Ham. Hans person og gerning imødekommer sindets og hjertets længsel.


Hvis du i det hele taget har besvær med dette 'Kom,' tøver jeg ikke med at sige, at dit øje har vendt sig bort fra sit rette objekt. Når Jesus siger, 'Kom til mig' (Matt. 11:28), har Han aldrig ment, at du skulle stoppe op ved det første ord; Han mente, at du skulle lægge al vægt på 'MIG'. Sandelig, Han har brugt en udtryksform, som bevidst er egnet til at give dette resultat; for Han har brugt et ord for 'Kom', som (i den græske original) hverken er mere eller mindre end 'Denne vej', eller 'Herhen' - ikke et verbum men et adverbium. Han råber, 'Alle I, som bærer tunge byrder, hold op med at prøve andre midler og prøv mig! Denne vej til mig! Herhen til mig!' Det er sådan, Han taler, idet Han lægger hele trykket på på 'mig'et'. 'Alle I, som slider jer trætte,' siger den nådige Mester, 'Se denne vej! Se herhen! til mig - til mig - og ikke til nogen anden end mig!'


Det er det samme ord, der bruges i Joh 21:12, 'Kom og spis,' hvor Han helt sikkert ikke mente mere eller mindre end, 'Aflys alle jeres andre aftaler, og lad os spise'. Det er kvindens ord ved Sykar, 'Kom og se en mand, som har fortalt mig alt' (4:29). Det er Mesterens ord i lignelsen (Matt 22:4), 'Kom til brylluppet'; det vil sige, 'Lad os tage af sted til brylluppet! Alt er parat; af sted til denne fest!' Det er englens ord ved graven (Matt 28:6), ' kom og se stedet, hvor Herren lå'; det betyder, 'Her er stedet, se selv; denne vej, hernede!' Sådan så eftertrykket ligger på det objekt, der præsenteres for os, aldrig i vore sinds handlinger. Men vi, selvretfærdige som vi er, ville gerne forsinkes og dvæle og undskylde os selv ved at sige, 'Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udføre handlingen rigtigt. 'Den virkelige sandhed er imidlertid, at vi ikke er fuldt tilfredse, eller måske ikke fuldt ud optaget af objektet. Vi ville ikke stole sådan på vore egne følelser, og handlinger, og sindstilstande, hvis vi var fuldt optagne af Kristus, som er sat for os, og som står i sin nådes overflod og vinker til os, for at vi skal komme frem og nyde uendelig kærlighed. 'Denne vej, oh Synder! - denne vej! Til mig og ingen andre!'

Ja, det er alt. Han vinker dig til Sig! Hvorfor vende blikket mod dig selv? Hvorfor stirre på dine sår? Hvorfor stirre på dine fristelser? Hvorfor kigge på bølgerne og lytte til vindene? Mesteren råber 'Til mig, til mig!' Han siger, oh sjæl op! opgiv dine planer, dine tanker, dine vaner, og kom straks til mig! Oh dyrekøbte sjæl! Bliv ikke opholdt af undersøgelser af dit sinds handlinger, men tænk straks på mig; mig som Faderen sendte for at frelse syndere, selv den værste; mig som kom for at opsøge og frelse det fortabte; mig, som Ånden glæder sig ved at ære; mig, som har opfyldt loven, hvis eget selv udholdt dine synder i min egen krop på træet; mig som har gjort alt, hvad syndere behøver til retfærdighed; mig som kom for at give dig mig selv, med alt hvad jeg har gjort og lidt for at være din løsesum. Tag mig for din samvittighed, tag mig for dit hjerte.


Sagen kan afgøres således. Når jeg, en synder, bliver bragt til at være villig til, at Kristus skulle komme til mig og give mig alt, hvad jeg behøver, et dette min sjæls komme til Kristus. Mit komme til Kristus er, med andre ord, at min sjæl er tilfreds med, at Han kommer til mig! Når min sjæl bliver ladt alene og opgiver andre ting, fordi den er optaget af Kristi komme ud af Faderens favn for at frelse syndere, er dette min sjæls komme til Kristus. Min samvittighed spurgte, 'Med hvad skal jeg komme til Gud?'. Skal det være ved at bringe strømme af olie? Skal det være ved at ofre min sjæls sorg og dybeste bedrøvelse, såvel som min krops bod? Jeg finder, at det ikke er således; ej heller ved mine bønner, eller ved hjælp af nogen præst, eller ved hjælp af nogen skabnings fortjeneste, eller noget, der ikke kan findes i Kristus. Hvad der er i Kristus, er alt hvad min sjæl behøver.


Forvirrede sjæl, Helligånden bringer alle disse vanskeligheder til en afslutning, ved at fastholde min opmærksomhed på denne hellige sandhed, nemlig at: Kristus, Hans eget 'selv' ( 1.Peter 2:24), er den eneste soning for synd. Tænk på Kristus, Hans person, Hans kærlige hjerte, Hans nådesord, og alt dette i sammenhæng med Hans fuldbragte gerning, Hans accepterede offer; og mens du således er optaget, 'før du nogensinde bliver klar over det, vil din sjæl være som Amminadibs vogne.'



Hvilket velsignet ord, 'Kom!', men lad det ikke blive misforstået. Det er ikke Lederen i sig selv, men kun Hans banners viften, og dets folders strømmen i Himmelens fire vinde, som om det sagde, ' Kom til Shilo, alle Jordens folk.' Velsignede ord, 'Kom!', husk blot det ikke er Personen, men Hans venlige stemme som drager min opmærksomhed væk fra andre objekter. Det er ikke offeret, men sølvbasunen, for, i stedet for det kolossale ' Gå bort!' på Dommedag, sagt til afvisende og afviste syndere, forkynder den, at porten stadig er åben, Guds hjerte åbent, for mig en synder.



Men måske indvender du - der er helt sikkert noget, jeg skal gøre, for fortsætter Han ikke med at sige, 'Tag mit åg på jer, og lær af mig, så skal I finde hvile for jeres sjæle'? (Matt 11:29). Jo, Han gør, men Han siger ikke, at det at tage Hans åg på, er det samme som at komme til Ham. Det er helt anderledes; det er, hvad der følger efter dit komme til Ham; det er den tjeneste, du tager del i efter at være kommet til Ham. Du kommer til Ham straks, finder hvile straks; og på stedet gør Han sin sjæl hvid som sne: og så, er det næste trin, at du trækker Hans plov, 'tager Hans åg på dig'. Ved således at tjene og 'lære af Ham,' får du en ny hvile - nemlig hvile fra tidligere fordærv, lidenskaber, ugudelige indskydelser, pinefuldt begær. Denne anden hvile er Helliggørelsens hvile, og skal ikke forveksles med den første hvile, som er Retfærdiggørelsens.



Så, nu, medsynder, skynd dig til Ham. Alt hvad du behøver, er her. Her er fuldstændig frelse; for Han siger, alt er givet mig af Faderen'. Her er gratis frelse; for Faderen afslører det for hvem, Han vil, og slet intet overhovedet i synderen kan være en hindring for Ham. Det er en Frelse, der er enkel; for 'Han har åbenbaret den for umyndige'. Det er en frelse for alle syndere; for de personer, der er inviteret, er alle, 'der bærer tunge byrder,' personer der har en byrde af synd, lige meget om de føler den lidt eller meget eller slet ikke; og 'slider sig trætte,' det er, forgæves at prøve at frelse sig selv, forgæves at prøve at svømme i land.



Så helt afgjort, jeg og Kristus må mødes. Hvorfor skulle vi ikke? Han vinker mig væk fra selvet og alt andet og siger, 'til Mig, til Mig alene!' Nu, i dag, lad det være så! Fader, jeg ser Dig pege mig væk fra ritualer, fra Bibelen, fra min Tro, såvel som fra min vantro, til Kristus alene, så jeg og Han kan mødes! synderen med Frelseren ?Ingen imellem! Jesus, Mester, i Dig i Dig er fred! Helligånd, du har badet min trætte sjæl! Og her hviler jeg, indtil den dag kommer, hvor jeg skal høre Ham sige, 'Kom I som er min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. 'Jeg får hvile det øjeblik, jeg kommer til Ham. Jeg får hvile igen, når jeg bliver lidt som Ham, og mit stormfulde hav af lidenskaber falder til ro. Jeg vil få en tredje hvile, når jeg dør i Herren (Åb. 14:13); og snart skal jeg indtræde i den endelige hvile, som venter Guds folk, når Han, til hvem jeg kommer nu, kommer fra Himmelen for at herliggøre, alle som her kom til Ham. (2. Thess. 1:17)

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 355652

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,36227798461914sekunder