JESUSLIVET - PÅ DEN ANDEN SIDE AF DØDEN
 


På den anden side af døden



Jeg har lånt denne artikkel fra endetide.dk Den er skrevet af en der selv er blevet forfremmet og er Hjemme hos Herren. Gå selv ind på siden og læs mere af Stig.

Vh Jan.



Stig Ahrensbach http://www.endetiden.dk







De fleste mennesker har gjort sig tanker om døden, og hvad der evt. findes efter døden. Desværre er det mit indtryk, at de tanker, mennesker gør sig om døden, ofte er funderet på et meget spinkelt grundlag. Alt efter temperament og "smag" vælger man at tro på videnskabens udsagn om det umulige i livets fortsættelse, når kroppen siger stop, eller man hælder til reinkarnationstanken i dens forskellige udformninger, eller man tror på himlen som endestation for alle, uanset hvordan man har levet sit liv på jorden.



Jeg tror, mange ville blive forbavset over, hvor meget Bibelen åbenbarer om døden – og det vidner om den hastigt svindende plads, det kristne verdensbillede optager i nutidsdanskerens bevidsthed.



Denne artikel skal ses som et forsøg på at afdække det bibelske syn på døden, og det er mit håb, at du, som læser den, må finde hvile i den klarhed, Bibelen åbenbarer på dette område.




ADSKILLELSE
I den bibelske forståelse indebærer død altid adskillelse: at dø fra noget. Gud advarede Adam om, at han skulle dø, hvis han spiste af kundskabens træ. Her var der tale om det, vi kunne kalde for åndelig død – for Gud sagde, at Adam skulle dø, den dag han spiste af træet. Konsekvensen af Adam og Evas ulydighed var adskillelse fra det umiddelbare samfund med Gud, dvs. åndelig død.



Den fysiske død rummer også adskillelse. Når et menneske dør fysisk, sker der en adskillelse mellem ånd/sjæl og legeme. Ånd/sjæl frigøres fra legemet og fortsætter i en bevidst eksistens, indtil opstandelsen finder sted (herom senere). Legemet går derimod til grunde, idet det opløses i sine bestanddele. Der findes omtaler af andre former for død i Skriften. Eksempelvis taler Ny Testamente om at "dø fra synden", hvilket vil sige, at man pga. den nye fødsel ikke længere er underlagt syndens drivkræfter - man står ikke længere "til rådighed" for synden. Vi vil i det følgende koncentrere os om den fysiske død.



DEN RIGE MAND OG LAZARUS

I Luk 16:19-31 læser vi beretningen om den rige mand og Lazarus, der begge var havnet i de dødes rige. Det er Jesus, der fortæller historien, og han gør det med det formål at sige noget om vigtigheden af vores opførsel på denne side af døden – den vil nemlig påvirke vores tilstand på den anden side af døden. (Før du fortsætter i artiklen her, vil det være en fordel, at du læser beretningen i Lukasevangeliet).



Beretningen i Luk. 16 åbenbarer i tilgift nogle sandheder om, hvad der sker med mennesker efter døden. Nogle vil måske hævde, at det jo da blot er en moralsk fortælling, som man ikke kan bruge som baggrund for at sige noget generelt om døden og de dødes rige. Men kan man forestille sig, at Jesus i en sådan beretning kunne finde på bare at fantasere om livet efter døden? Ville han ikke snarere bygge sin historie på kendsgerninger ang. det, der finder sted i det hinsides? Jeg postulerer ikke, at den rige mand og Lazarus nødvendigvis er historiske skikkelser, men jeg er overbevist om, at fortællingens ramme bygger på fakta.



Lad os da se på, hvad vi kan uddrage om døden og de dødes rige ud fra Jesu beretning:



For det første ser vi, at de to afdøde begge er fuldt bevidste om deres situation. Vi kan altså allerede her drage den slutning, at døden ikke udslukker den menneskelige bevidsthed.


For det andet ser vi, at de er havnet i hver sin "afdeling" af de dødes rige: Lazarus befinder sig på et sted, der kaldes "Abrahams skød", og den rige mand er på et sted, der blot kaldes "dødsriget". Om Lazarus siges det, at han trøstes, hvorimod vi kan læse, at den rige mand pines.



For det tredje får vi at vide, at den rige mand er i stand til at se, hvad der foregår, der hvor Lazarus befinder sig.



For det fjerde læser vi, at der er lagt en dyb kløft mellem de to opholdssteder, så det er umuligt at komme fra det ene sted til det andet.




EN GÅDE
Måske vækker det nogen undren hos den opmærksomme læser, at der i beretningen tales om at "slå øjnene op", at "dyppe spidsen af sin finger i vand" og at "læske min tunge". Hvordan rimer det med tanken om, at vi er uden legeme efter døden? Hvis jeg skal komme med et forslag til løsning på denne gåde, vil jeg sige, at der formentlig er tale om en form for midlertidig "klædning", der gør den afdøde i stand til at sanse sine omgivelser – og sin egen tilstand. Når det er sagt, vil jeg skynde mig at advare mod okkulte spekulationer om "astrallegeme", "æterlegeme" o. lign. – vi er ikke kaldet til at fordybe os i ting, Bibelen er tavs om.




BEVIDSTHED EFTER DØDEN

I nogle kristne sammenhænge kan man støde på den opfattelse, at de afdøde befinder sig i en sovende - dvs. bevidstløs - tilstand indtil den fremtidige opstandelse. Hertil er at sige, at adskillige skriftafsnit taler imod denne opfattelse. Lad mig nævne nogle få:



Jesus siger til den ene af røverne, der hang ved siden af ham på Golgata: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." Det forekommer usandsynligt, at røveren skulle ankomme sovende til Paradis!


I Hebr. 12:1 læser vi om den store sky af vidner, vi har omkring os; optakten til dette ord gør det klart, at det drejer sig om afdøde troshelte. Skulle der mon her være tale om en sovende vidnehær?



Paulus siger i Fil. 1:23, at han "længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste." Man kan spørge, om det er langt det bedste at være sammen med Kristus uden bevidsthed?



Endelig er der så ovennævnte beretning fra Lukasevangeliet, hvor både Abraham, Lazarus og den rige mand er ved fuld bevidsthed.

Min konklusion på basis af disse og andre skriftsteder kan kun være, at døden hverken medfører udslettelse eller søvn – døden i bibelsk forståelse er en overgang til en anden eksistensform, hvor man er bevidst om sig selv og sine omgivelser.




PARADISET OPHØJET
Lad os for en stund vende tilbage til beretningen om Lazarus og den rige mand. Vi så, at der kunne foregå en kommunikation mellem de to afdelinger i de dødes rige, selv om der var en dyb kløft mellem dem. Men Jesu død, opstandelse og himmelfart betød en ændring af dette. I Ef. 4:8 står der, at "han (Jesus) er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene." De omtalte fanger er efter alt at dømme den frelste skare, som befandt sig i "Abrahams skød", og som Jesus steg ned til efter sin død på Golgata. Det var her, han mødtes med den ene af røverne, som han havde lovet, da han hang på korset. Abrahams skød er med andre ord en anden betegnelse for Paradis.



Jesus "har ført fanger med". Selv om de frelste fra den gamle pagt befandt sig i Paradis, var de alligevel at betragte som fanger. De dødes rige holdt dem fanget borte fra Guds nærvær, indtil Jesus havde fuldbragt frelsesværket på Golgata. Allerede idet Jesus udåndede på korset, varsledes det, at døden var besejret. Der skete nemlig det iflg. Matthæus, at "gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange." (Matt. 27:52-53). Sandsynligvis er den engelske oversættelse King James mere korrekt, når den gengiver skriftstedet således: "Og gravene åbnedes, og mange af de hensovede helliges legemer opstod og kom ud af deres grave efter hans opstandelse…" Tanken er her, at nok åbnedes gravene, da Jesus døde, men de hensovede opstod først i forbindelse med Jesu opstandelse.




De hellige, der opstod sammen med Jesus påskedag, var formentlig en del af den sky, der tog Jesus bort ved hans himmelfart, og de blev en slags "førstegrødeneg", som Jesus kunne bringe med sig ind i tronsalen, da han trådte frem for sin Fader. Jeg er overbevist om, at han tillige med disse opstandne hellige havde alle de afdødes sjæle fra Abrahams skød med sig, da han fór til himmelen. Under alle omstændigheder ved vi fra Paulus, at Paradiset nu befinder sig i den tredje himmel (Guds bolig), for her ser han det under en henrykkelse (2. Kor. 12:2-4).





FRELSE EFTER DØDEN?

Der findes de, der mener, at det er muligt at modtage Jesus som frelser efter døden. Denne tanke er i hovedsagen bygget på to skriftsteder i Ny Testamente: 1. Pet. 3:18-20 og 1. Pet. 4:6. Lad os bruge lidt tid på at se nærmere på disse to vanskelige passager.



I 1. Pet. 3:18-20 kan vi læse, at Jesus i Ånden gik til nogle ånder, der var i fængsel og prædikede for dem. (Den nye danske bibeloversættelse staver Ånden med stort Å, idet man udlægger det som Helligånden. I den ældre danske oversættelse af Ny Testamente er ånden stavet med lille å, og det må betyde, at man udlægger det som Jesu menneskelige ånd. Den første udlægning (stort Å) antyder, at denne begivenhed skete efter Jesu opstandelse, mens den anden udlægning (lille å) antyder, at begivenheden skete mellem Jesu død og opstandelse.) Det afgørende spørgsmål er imidlertid ikke, om det var ved Helligånden eller i sin menneskelige ånd (legemløse tilstand), Jesus prædikede for disse ånder, men snarere, hvem disse ånder er?



Ordet ånd bruges i Skriften kun om mennesker, når det udtrykkeligt siges, at der er tale om menneskeånder. Står ordet ånd derimod uden forklaring, betyder det engel (falden eller ikke falden). Peter forklarer, at disse ånder var "dem, som var ulydige i Noas dage, da arken blev bygget." Disse ulydige ånder (engle) er omtalt i Judas’ Brev, hvor der står, at de "ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig." Videre står der, at de holdes "bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag."



Den afgørende forklaring om disse ulydige engle får vi ved at sammenholde Jud. 7 med l. Mos. 6:1-4. Af disse passager fremgår det, at faldne engle i tiden før syndfloden bedrev utugt ved at parre sig med mennesker. Det sataniske formål med dette var at ødelægge menneskeslægten – fordi det jo var profeteret, at Satans hoved skulle knuses af en kvindes afkom, dvs. af et menneske. Guds straf over dette anslag var dels syndfloden og dels de ulydige engles fængsling med evige lænker. Det, Jesus gjorde (før eller efter sin opstandelse), var at prædike (eller bedre: proklamere) sejrsbudskabet for disse ånder og dermed endeligt besegle deres dom.



Hvad angår ordene i 1. Pet. 4:6 om evangeliet, der blev "forkyndt også for døde", er den nærliggende forklaring, at forkyndelsen af evangeliet skete, mens disse afdøde endnu var levende. Meningen med dette var, at de gennem forkyndelsen af evangeliet nok skulle dømmes, men dog undgå fortabelsen ved at tage imod nådesbudskabet.




DE DØDES OPSTANDELSE

Mennesket blev skabt med ånd, sjæl og legeme – derfor er et menneske ikke helt, før det ved opstandelsen har fået et nyt legeme. Tilstanden efter døden, hvor mennesket befinder sig i en legemløs tilstand, er m.a.o. midlertidig. På et eller andet tidspunkt, som kun Gud selv kender, vil der finde en "kødets opstandelse" sted. Når det sker, iklædes mennesket et uforgængeligt legeme, et herlighedslegeme, som vil være af en sådan beskaffenhed, at det passer til det evige liv i det himmelske Jerusalem.



De dødes opstandelse sker i flere etaper. Den første, der opstod til evigt liv, var Jesus. I en ikke så fjern fremtid vil Jesus stige ned i luftens område, og herfra vil han kalde på sin brud, dvs. på alle, der enten lever eller er døde i troen på ham. Når det sker, forvandles de levende og får nye legemer, og de døde opstår og får ligeledes nye legemer. Derefter bortrykkes skaren af troende for at mødes med Jesus et sted i luften.



I tiden efter bortrykkelsen vil mange tilbageblevne komme til tro på Jesus. Flertallet af disse vil lide martyrdøden for Antikrists hånd, og når Jesus kommer synligt tilbage til jorden, vil disse martyrer opstå fra de døde og indgå i skaren af herliggjorte troende.




DEN SIDSTE OPSTANDELSE

Jesu synlige genkomst indvarsler den periode, vi kalder for Tusindårsriget (et andet navn er Riget for Israel). I disse tusind år er Satan bundet, og det vil derfor være en tid med fred og harmoni på jorden, både blandt dyr og mennesker.


Når de tusind år er til ende, vil Satan bliver sluppet løs for en tid, og han vil igen gå ud og forføre mennesker til oprør mod Gud. Da griber Gud endegyldigt ind og kaster Satan i ild- og svovlsøen (en anden betegnelse for helvede). Derefter sker den sidste opstandelse, nemlig opstandelsen af alle de gudløse fra alle tider. Også de får nye legemer; det vil dog ikke være herlighedslegemer, men "fortabelseslegemer". Foruden alle disse fortabte vil der være nogle retfærdige, som er døde i løbet af de tusind år – de vil naturligvis indgå til det evige liv sammen med alle de øvrige retfærdige.



KRISTI DOMSTOL

I Hebræerbrevet står der skrevet, at "det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes." (Hebr. 9:27). Paulus siger det samme blot med lidt andre ord: "For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt." (2. Kor. 5:10). Døden indebærer altså et domselement, som vi gør klogt i at have i tankerne, mens vi lever.


Den, der har sagt ja til Jesus som sin frelser og herre, vil Kristi domstol aldrig dømme til fortabelse, men her vil den troendes liv til gengæld bliver vejet. Alt efter den troskab, man har udvist i sit liv som kristen, vil man modtage sin belønning ved domstolen. Kristne, der måtte have levet deres liv uden for Herrens vilje (dvs. bygget med "træ, hø og strå"), vil opleve at "blive frelst, dog som gennem ild." (1. Kor. 3:15).

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312743

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,43350219726562sekunder