JESUSLIVET - RELIGIØSITET.


RELIGIØSITET


www.Bibelen.dk



Trygheden og religiøsiteten



Vi lever i er land og i en tid hvor vi materielt har der godt. For de fleste af os gælder det, at vi formår at skabe en rimelig og til tider god tilværelse. At leve i Danmark er forbundet med en vis sikkerhed. Det kan aldrig ga helt galt. Helbred, økonomi, familie og arbejde, der er spændt et sikkerhedsnet ud under hele vort liv. Alting har sine undtagelser, det er klart. Men for en meget stor del af os gælder det, at vi formår at skabe en rimelig tryg tilværelse. Dette afspejler sig også i vort kristenliv. Her er ingen forfølgelser og ingen nød, som vi kender den fra andre dele af verden, her er ingen store kampe for at kunne bringe evangeliet til ufrelste. Stort set er det sikkert og uden vældige udfordringer at være kristen i Danmark.



Vi føler os sikre. Og i den sikkerhed kan det være let for os, at henfalde til en ufrugtbar og død religiøsitet, hvor vi har tabt det intime fællesskab med Gud og Åndens dragelse og ledelse. En sådan religiøs tilstand, som langsomt og snigende erstatter Kristenlivet er noget af det værste som kan ske for den troende. Mest fordi der i det religiøse liv ligger et selvbedrager;, som kan være vanskeligt at gennemskue og bringe i lyset. Det, som før var liv, bliver til død handling. Intim bøn i tro bliver til gode ønsker. Åndens ledelse bliver til ideer og aktiviteter, det levende forhold til Gud bliver til

ceremonielle gerninger, som vi foretager os i vores hverdag osv.



Sløvhed og apati

Det døde religiøse liv kan udfolde sig på forskellig made. Det kan komme til udtryk i sløvhed og apati. Vi føler os ikke længere så brændende som i den første tid. Vi har ikke længere de samme oplevelser med Gud, som vi havde før. Nøden for ufrelste er væk og gløden, som vi før kendte i vores indre, når vi bad og læste Guds Ord, er forsvundet. Vi har etableret os som "gode" kristne, og vi passer vores søndagsgudstjeneste og lever et godt og stille liv uden at træde for mange over tæerne. Vi sørger for de daglige ritualer som bordbøn og aftenbøn og har efterhånden fundet os tilfreds i dette liv.



Genkender du noget af dette i dit eget liv, så kender du sikkert også nogle af undskyldningerne, man er tilbøjelige til at stikke sig selv i en sådan situation. Du siger måske til dig selv, at det er ganske naturligt, at den første tids brand for Herren aftager i takt med at du vokser i troen. Du siger måske at det i dag ikke er, som det var før i tiden. Der findes mange undskyldninger for, at det ikke er som det burde være og som det måske har været engang. Men, ingen undskyldning kan dække over, at enhver troende, der står i en sådan situation, trænger et nyt og forvandlende møde med Herren.



Til kamp for aktiviteterne

Den døde religiøsitet har også et andet ansigt. Her er ikke plads til sløvhed og dovenskab, for denne form for religiøsitet er nidkær, altid i fuld fart og med et højt aktivitetsniveau. Den, som lever et sådant liv, har ikke brug for undskyldninger, for han gør jo noget. Der sker jo hele tiden nye ting, og han er hele tiden i bevægelse, men i virkeligheden er hans indre åndsliv erstattet af en nidkær religiøs and.


Hvor ofte ser vi ikke, at Guds arbejde udskiftes med aktiviteter, Åndens tilskyndelser bliver til nye ideer og nye tiltag. Vi tror at de mange tiltag i sig selv beviser vores dødelighed. Og hvor kan vi tage fejl. Vi begynder at arbejde for en organisation med et højt aktivitetsniveau i stedet for en organisme, nemlig Kristi legeme med Åndens arbejde, som virker gennem den enkelte som et lem på Kristi legeme. Vi har tabt noget undervejs. Noget vigtigt, selve livet i Kristus. Og vi har fundet tilfredsstillelse i dette, at vi hele tiden gør noget. Hvor langt er ikke dette nidkære religiøse liv, fra det Åndsfyldte og virkende liv i Kristus, og hvor let er det alligevel ikke at tage fejl?



Nidkær religiøsitet

Paulus var en sådan nidkær mand. Han siger om sig selv: Jeg var mere yderliggående end mange af mine jævnaldrende i mit folk, og langt mere nidkær for mine fædrene overdrevne gerninger .. (Jeg var) ulastelig lovretfærdighedens krav. ( Gal. 1.14-16 + FiL3. 6).



For Paulus var der ingen tvivl han var på rette kurs og havde sit liv i orden med Gud. ingen kunne beskylde ham for apati og sløvhed. Fuld af nidkærhed mente han at bene den levende Gud. Og hans nidkærhed og iver blev for ham selv et bevis på hans åndelighed. Ingen kunne overbevise ham om noget andet. Og hvor tog han fejl. Midt i al sin religiøse iver, var han milevidt fra Gud, og vidste det ikke selv. Arbejdet aktiviteterne organisationen, iveren, nidkærheden kan aldrig i sig selv blive beviset på vor åndelighed.



Jeg må indrømme at den tanke indimellem falder mig ind, at det ligefrem kunne være sundt, om vi i menighederne tog en pause fra alle aktiviteterne. Holdt et sabbatsår fra alle de mange ting, som foregår hele tiden, og sammen med brødre og søstre brugte en tid på at finde ind i det stille og intime samfund med Gud. Brugte tid på igen at lære Guds stille røst i vort indre at kende. Tid på at lære Åndens vejledning, dragelse og ledelse. Tid på at studere Guds ord og Hans egentlige mål og plan med vores liv og vores menighed.



Væk fra larmen og støjen

Guds visdom kommer til udtryk i hans handling med Paulus. Det var en umulig opgave at komme i kontakt med ham midt i hans travle, religiøse hverdag. I Jerusalem havde han sin højborg med sine farisæriske venner og tempeldyrkelsen. Her bekræftede alt og alle ham i hans religiøse liv og gerning. Ligesom Kristus tog disciplene til side, nar han ønskede at føre dem yderligere ind i dybderne af Guds hemmeligheder, afsondrede han også Paulus fra sine normale, sikre omgivelser. Væk fra Jerusalems larmende og støjende religiøsitet og ud på Damaskusvejen, hvor Paulus for en kort stund kunne blive stille i sit sind, og Kristus komme til. Her Åbenbarede Kristus sig for Paulus, så han aldrig mere blev den samme. Tre dage brugte Paulus i bøn og faste. Tre dage i stilhed med Gud, og Paulus fandt vejen til Gud og rokkedes aldrig siden.



Kun Kristi arbejde

Paulus fandt frelsens vej, og lærte i løbet af sin første tid som kristen en ting: Der findes arbejde og der findes Kristi arbejde, formidlet ved den Hellige Ånd gennem den troende. Derfor skriver han til romerne; 'Thi jeg vække dyste mig til at tale om andet end det Kristus gennem mig har virket.. (Rom.15.18).



Kun dette ene gjaldt for Paulus; hvad Kristus virkede gennem ham. Dette er Guds arbejde I menigheden Ja, dette er alene Guds menighed. Der eksisterer ingen menighed uden for det, Kristus til enhver tid virker gennem den troende. Derfor var det også magtpåliggende for Paulus at skrive til Korinterne, som var meget aktive og nidkære, at:".. jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korfæstet. (1.Kor.2.2).



Alt arbejde prøves

Der gøres meget arbejde i kirkerne men vi må lære at skelne mellem vores kødelige religiøse iver og det som Ånden ønsker at fa igennem i vort liv. Vi må lære Guds Ånd at kende, sa vi ikke spilder vores tid på tomme og - i Åndelig forstand - ligegyldige aktiviteter, som stjæler Guds tid. Til sin tid skal alt arbejde, der nogensinde er udført i menighederne, prøves og vurderes ved Kristi domstol. Da skal det åbenbares, hvad der var af os selv og hvad der var af Ånden.



Enhver se til hvordan han bygger! Thi ingen kan lægge anden grundvold end den der er lagt: nemlig Kristus Jesus. Og hvis man på den grundvold bygger med guld sølv kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares hvad slags arbejde enhver har udført: thi dagen skal gøre det klart: for den bryder Nem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består da skal han få løn hvis ens arbejde bliver opbrændt da skal han miste lønnen men selv skal han blive frelst: dog som gennem ild Ved du ikke, at Ier Guds tempel og Guds Ånd bor i jer ? (1.Kor3.10~16).



Tænk sig, om nogen af os skulle stå for Kristi domstol efter et langt og meget aktivt liv i kirken, og så opdage at intet af det vi har udrettet, har haft Guds anerkendelse og velbehag. Det er langt bedre for os, om vi i dag når til erkendelse af forskellen mellem Åndens arbejde og den nidkære, sjæliske aktivitet, end at vi først opdager det hisset og derved har spildt hele vort kristne liv.



Om dog Gud kunne komme til

Om dog Gud kunne komme til i vores liv, og Åbenbare sig, som den han virkelig er. Om han dog kunne råbe den sløve og apatiske op, og indføde nyt liv og ny glød. Om han dog kunne fa en stille stund med den, som nidkært arbejder for organisationen og aktiviteterne, men har tabt det inderlige Gudssamfund og Åndens ledelse undervejs i sit liv.

Amen.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 325928

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,66572189331055sekunder