JESUSLIVET - RETFÆRDIGHEDEN LOV..

Retfærdighedens lov.


wwww.Bibelen.dk


Hvad skal vi da sige? Jo, at hedninger, som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro; Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. Rom. 9:30-31.


Retfærdighedens lov, som vi vil se nærmere på i dette stykke, er for hverdagens " kristenliv den mest betydningsfulde af de mange åndelige love, og dog er der intet emne, der er så misforstået. Enhver erkender, at retfærdighed er 1 livsvigtig, når det gælder det åndelige liv og det ikke blot om søndagen, men hver eneste af ugens dage, og ethvert Guds barn stræber ivrigt derefter. Men hvor er der mange, der ligesom israelitterne, om hvem vor tekst taler, ikke når dertil, og hvis sjæl udbryder i bitter spørgen: Hvorfor? Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, som der står skrevet: 'Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe til J fald; men den, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme. Rom. 9:32-33. »Fordi de søgte den, ikke ved tro.


Intet svar kunne være mere klart. Tro er loven for det åndelige livs retfærdighed, og retfærdighed opnås ikke ad nogen anden vej. Ingen gerninger, uanset hvor mange og hvor religiøse, kan skabe sand hellighed. Udvortes gerninger kan aldrig føre sjælen ind i Guds retfærdigheds inderste helligdom. Grunden dertil er ganske klar. Guds retfærdighed er en retfærdighed, som udspringer fra det inderste væsen, og udvortes gerninger kan aldrig skabe indvortes liv. De kan kun åbenbare (vidne om) det. Gud er ikke retfærdig, fordi Hans gerninger er retfærdige, men Hans gerninger er retfærdige, fordi Han er retfærdig. Det er den afgørende forskel på retfærdighed af tro og retfærdighed af gerninger. Sidstnævnte er en retfærdighed, man søger at iføre sig udefra, førstnævnte udspringer fra det indre liv. Det ene er gerninger, det andet frugt. »Thi jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget:« Matt. 5:20.


»Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i loven, der har større vægt: ret og barmhjertighed og troskab. Det ene burde I gøre og ikke forsømme det andet. I blinde vejledere, I, som sier myggen af, men sluger kamelen! Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig. Du blinde farisæer! rens først, hvad der er i bægeret, sådan at også det ydre af det kan blive rent. Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I er ligesom kalkede grave, der jo udvendig ser kønne ud, men indvendig er fulde af dødninge ben og alskens urenhed. Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.« Matt. 23:23-38.


I Bibelen er ingen anden synd underkastet en så alvorlig fordømmelse som den at sætte en udvortes gerningens retfærdighed i stedet for en indvortes livets retfærdighed. Et menneske kan synes aldrig så retfærdigt, men hvis han eller hun i sit inderste væsen er fyldt af gerrighed og pral, er der ingen sand retfærdighed i det, han eller hun foretager sig. Loven om den åndelige retfærdighed er, at den først og fremmest må være sand og ægte, og for at være det, må den udspringe indefra, før den viser sig i det ydre. »Dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.« Jer. 31:33.


»Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet.« 1. Sam. l6:7b. Selv på det jordiske plan må vi erkende, at den udvortes optræden ikke altid er bevis på, at det står ret til i det indre. Vi værdsætter vore venners kærlige handlinger mod os i forhold til vor tro på, om de er udsprunget fra et ærligt hjerte eller ej. Selv i menneskers øjne har det, der kun er udvortes, ingen værdi, hvor meget mere er dette så ikke tilfældet hos Gud. Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: 'Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneske bud.' Matt. 15:7-9


Det er også forgæves for os at tro, at nogen udvortes retfærdighed kan tilfredsstille Gud eller er af nogen værdi for os. Intet var mere universelt fordømt af Herren, og intet var mere foragtet af apostlene. Hvis noget menneske nogen sinde har kunnet rose sig af udvortes retfærdighed, så var det Paulus. Han vovede været nidkær og tro i alt, hvad hans religion krævede. Han havde været ulastelig efter lov retfærdighedens krav, og dog - når han stod ansigt til ansigt med virkeligheden af sand, indvortes retfærdighed i Kristus, regnede han al udvortes retfærdighed for skarn, for at han kunne få Kristus i eje og findes i Hans retfærdighed (Se Filip. 3:4-9).


Paulus havde lært, at kun »retfærdigheden fra Gud grundet på troen« kunne tilfredsstille den længsel, der fandtes i hans vakte åndelige natur. Ethvert Guds barn har siden måttet lære denne lektie. Vor sjæl rækker ud efter det, der er ægte og sandt. Vi forsøger at være redelige i al vor færd. Vi er opmærksomme på al vor udvortes gerning, vi opgiver det ene og indvilliger i noget andet. Vi udfører hver kendt pligt, vi er lydige over for alle krav, og dog er vi ikke tilfredsstillet. Vi føler, som Herren selv har sagt, at den retfærdighed, som hører til i Guds rige, må overgå al udvortes retfærdighed, nøjagtig som al indvortes virkelighed altid overgår det udvortes skue. Vi vil aldrig blive tilfredsstillet med noget mindre.


»Brødre! Jeg ønsker af hjertet og beder til Gud for dem, at de må blive frelst. Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud, men uden forståelse. forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud. « Rom. 10: 1-3.


Kære læser, jeg vil appellere til din egen erfaring og spørge dig: Er dit tilfælde ikke det samme som Israels? Er du dig ikke bevidst at have en længsel efter retfærdighed, som aldrig er blevet tilfredsstillet? Føler du ikke, at den forventning, du havde ved din omvendelse med hensyn til retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, alt det, du mente måtte være karakteristisk for det nye liv, ikke helt er blevet dig til del? Er der ikke en frygtelig mangel i din erfaring, som du ikke er i stand til at gøre rede for?


Ovennævnte skrift ord forklarer alt dette. Du har prøvet at opstille din egen retfærdighed og har ikke forstået, hvorledes du skulle bøje dig for Guds retfærdighed. »Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.« Rom. 10:4.


I Kristus ophører al egen anstrengelse for at vinde retfærdighed. Han er vor retfærdighed. Det vil sige, at Kristuslivet i os er et retfærdigt liv ud fra hvilket, der ved dets indvortes kraft skabes udvortes gerninger, og derfor er der intet behov for at vise vor egen retfærdighed. I stedet for vort forsøg på at være i besiddelse af retfærdighed, vil Kristuslivet i os lade retfærdigheden tage os i besiddelse. Vi er behersket indefra ikke fra det ydre.


I Hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd. Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel. Rom. 3:20-22.


Den lov, hvor ved Guds retfærdighed virker, er altså troens lov. Du har forstået denne lov, når det gælder synds tilgivelse. Du har lært at lægge al selvanstrengelse til side med hensyn til at forstå, finde eller erhverve tilgivelse for din synd og at modtage den som en gave ved tro alene.


Men nu, hvor det gælder retfærdigheden, synes det dig at være en anden sag, og i al ærlighed har du ment, at denne må skabes ved selvanstrengelse. Du har ikke lagt mærke til betydningen af ordene »ligesom« og »således« i verset, som sige. Ligesom I modtog Kristus Jesus, Herren, således skal I vandre i Ham Kol. 2:6 eng. overs.. Du modtog Ham ved tro alene, og du må også vandre i Ham ved tro alene. Det var den hemmelighed, Martin Luther opdagede hin mindeværdige dag i Rom, da han i et forsøg på at blive retfærdig kravlede på sine knæ op ad trappen i Vatikanet. Da han var halvvejs oppe blev han pludselig standset af Guds røst, der hviskede i hans hjerte: »Den retfærdige skal leve ved tro.« Han så som i et syn, at Guds retfærdighed, den eneste form for retfærdighed, som kunne tilfredsstille hans sjæl, kun kunne erhverves ved tro og ved tro alene. Han rejste sig fra sin knælende stilling som et nyt menneske.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 358732

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,339763879776sekunder