JESUSLIVET - SAMSONS SVAGHEDER OG STYRKE
   



A. B. Simpson.




Derfor: Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Gud, Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer. 2. Kor. 6:17.





I beretningen om Samson (Dom. kap. 13-16) ser vi med al tydelighed, hvad resultatet bliver, hvis vi ikke følger formaningen i ovennævnte vers. Princippet i Samsons liv var en trist virkeliggørelse af det symbol, som bliver vist os i Nebukarnezars drøm - en sammenblanding af jern og ler. (Dan. 2:31-43). Samsons liv repræsenterer: guddommelig styrke blandet med menneskelig svaghed, overnaturlig kraft hindret ved omgang med verden og ved besmittelse af synd.




Samson havde gudfrygtige forældre. og allerede fra moders liv var han indviet til at tjene Herren. Efterhånden. som han voksede op, begyndte Guds Ånd at drive på ham (Dom. 13:25): form af ekstraordinær fysisk kraft. På samme tid begyndte bestemte fristelser at melde sig, og Samson lod sig forlede til at have omgang med Bilisternes då tre. Skønt advaret af sine forældre giftede han sig med en af dem, men dette ægteskab endte i en stor tragedie, idel Samsons fjender »brændte hende og hendes faders hus inden (Dom. 15:6). (Samsons ægteskab viser os tydeligt faren ved blandede ægteskaber, som var forbudt (se 2. Mos. 34:16 og 5. Mos. 7:3). Når der i Dom. 14:4 star, »at det kom fra Herren,« betyder det ikke, at Gud havde ændret sit syn eller, at Han ville se igennem fingre med Fynd. Men ligesom Herren forhærdede de folks hjerter, som var bosiddende i Kana'an, så de drog i kamp mod Israel (Josua 11:20), og ligesom Han forhærdede Faraos hjerte, så han ikke lod folket rejse. 2. Mos. 4:21), således tillod Gud, at Samson forhærdede sit hjerte, idet Gud søgte en anledning til strid over for filisterne.



I 20 år var Samson en rædsel for sine fjender. Frimodigt besøgte han deres byer og landsbyer, men som regel stod disse besøg i forbindelse med tvivlsomme affærer med byens kvinder. Gane på gang mislykkedes filisternes forsøg på at fælde ham; først da det lykkedes Dalila at fravriste ham hemmeligheden ved hans styrke, faldt han i fjendens i hånd. Filisterne greb ham, stak hans øjne ud og lagde ham i kobberlænker. Samsons liv begyndte strålende. Det var fyldt med vidunderlige løfter og muligheder, men verdslighed, selviskhed og synd forhindrede Gud i at opfylde løfterne og Samson i at udnytte mulighederne.




Det er en forfærdelig tanke, at vi selv kan være med til at hindre Guds kærlige plan med os.




Du, som er født af gudfrygtige forældre og opdraget efter kristne principper; du, som fra barndommen har været under Ordets påvirkning; du, som er barn af en mors bønner og en fars tro; du, som gang på gang har hørt det himmelske kald, men som har sagt nej til kaldet og valgt din egen vej; du, som har vendt ryggen til din fars og mon Gud, lyt i dag til Jesu stemme, når Har siger:»Hvor ofte har jeg ikke villet . . . og I ville ikke!« Matt. 23:37b.




Kære ven! hører du til dem, der ikke ville, så skal du vide, at Gud vil - også i dag. »Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!« 2. Kor. 6:2. »Han har langmodighed med jer, da Han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.« 2. Pet. 3:9.




Måtte en bedende mor og far få svar på deres bønner i dag, måtte Guds kald ikke lyde forgæves længere.




Du hører måske til dem, der ville, men det gik dig som Samson; selvlivet fik overhånd, der kom synd ind i dit liv, som gjorde dig svag, som gjorde dig til et ubrugeligt redskab i Herrens hånd.




Derfor - hvis du ønsker at have del i Kristi liv og hele Hans fylde, hvis du ønsker at være et instrument for Guds højeste velsignelse, må du leve adskilt fra denne verdens ting og helt indviet til Gud.





Samson skulle »være en Guds nasiræer fra moders liv.« Dom. 13:5. En nasiræer var en, der var indviet eller selv havde indviet sig til Herren. Han skulle afholde sig fra vinstokkene frugter - verdslige fornøjelser, og han måtte ikke røre noget urent (4. Mos. 6: 1-8).




Som præsterne repræsenterede dem, der kom Gud nær, således repræsenterede nasiræerne dem, der var indviet (skilt ud) til at tjene Gud.




Udskillelse er et af grundprincipperne i hele Guds genløsningsplan, Lige fra den første begyndelse har Hans hensigt været at udskille sig et særskilt folk, der skulle være Hans. Vi ser det i udskillelsen af Noa, Abraham, Isak, Israel og den kristne menighed. I Det nye Testamentes grundsprog bruges ordet »ekklesia«, som betyder »kalde ud fra«, praktisk talt altid om menigheden. Barclay siger det sådan: »Menigheden er en flok mennesker, som kommer sammen, ikke så meget fordi de har valgt at komme sammen, men fordi Gud har kaldt dem til sig; ikke så meget for at dele egne meninger og tanker med hverandre, men for at lytte til Guds røst.«




Menneskernes manglende forståelse af Guds tanker med et udskilt folk har i tidens løb forårsaget mange fejltagelser og katastrofer. Syndfloden var en følge heraf. Ondskaben tog til på jorden, fordi guds-sønnerne, de, som tilbad Gud, de, som var et udskilt folk, begyndte at få interesse for menneskedøtrene - de fremmede kvinder - de verdslige kvinder. Bibelen lærer os, at vi ikke skal trække i ulige åg med de vantro, dette gælder også ægteskab. Som det var i Noas dage, er det også i dag. Skellet mellem Guds børn og verdens børn er udslettet, og de mange blandede ægteskaber er skyld i, at færre og færre hjem er i stand til at stå som lysende eksempler for børn og samtid.




Enden på alt dette vil blive lige så chokerende og forfærdelig som syndfloden. Følgen af menneskers kærlighed til verden og deres uvilje til at leve adskilt fra verden vil endnu engang bringe en oversvømmelse over jorden, ikke af vand, men af ild (Johs. Åb. 20:9).




Gud ønsker et udvalgt folk - rene og rensede redskaber. Vi skal ikke blot være Hans, men vi skal være Hans alene. Du, som bærer Kristi navn og samtidig leger med verden, idet du lægger vægt på dens opmærksomhed, bruger dens metoder og midler, gifter dig med en af dens døtre eller sønner, og tillader, at verdens ting får indpas i kirke og menighedsliv, hvorved du i Jesu navn forvandler Guds helligdomme til sociale underholdningscentre med anstødelige udstillinger og programmer, er med til at åbne Guds sluseport for den kommende dom. Du er med til at besmitte Kristi legeme med spedalskhed; du tillukker de åndelige kilder, som bringer liv og kraft. Du gentager Samsons historie, og enden herpå kan kun blive den samme, som den blev for behov. Efter at Samson havde fældet 1000 mand med en æsel-kæbe, var han lige ved at dø af tørst I sin nød råbte han til Gud, som hørte ham og lod vand vælde frem af lavningen i Lehi, og Samson drak og fik sin livskraft til bage (15:16-19). Samson erfarede sandheden i Jesu ord: »Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. « Matt. 28:18. Ja, Samson oplevede i sandhed Guds kraft. Han kendte vejen til Guds uudtømmelige kilder, og dog blev han aldrig det rensede redskab, han var ud set til. Vi ser, hvordan den tiltagende verdslighed gør ham svagere og svagere; hvordan han lidt efter lidt giver efter for fristelserne, indtil han er fanget som i et edderkoppespind. Bastet og bundet er han fuldstændig hjælpeløs i sine fjenders hand.



Det hele begyndte med, at han gik ind på fjendens område ind til Timna. Der så han en af Filisternes døtre og begærede hende. Dernæst ville han ikke lytte til sine forældres råd, men tog det skæbnesvangre skridt, der knyttede hans liv til en af fjendens døtre. Til trods herfor svigtede Gud ikke Samson. Gang på gang blev han iført Guds kraft, og gang på gang hjalp Gud ham, når han var i vanskeligheder. Der er ingen tvivl om, at Gud ofte talte til Samsons hjerte om det farlige i hans livsførelse, men

Samson fortsatte sit syndige levned, og det førte ham længere og længere ud i lystens hænge dynd. Vi finder ham hos skøgen i Gaza (16:1) og derefter i Sorekdalen i Dalilas favn (16:4). Dalila repræsenterer verdens glæder og selvlivets 1øssluppenhed. Hvor tragisk er det ikke at se Samsons sidste fristelse og fald. Havde han blot lyttet til sit eget hjerte, da HelligÅnden bankede på for at overbevise ham om synd. Men en kvindes falske tårer og hysteriske tryglen, hendes pinen og plagen gjorde hans sjæl træt og besejrede hans svage hjerte (16:6-16). Dermed var Guds tålmodighed bragt til ende.




Denne mand, der kunne have stået som et vejledende fyrtårn op igennem slægterne, blev i stedet slået til vrag på de farlige skær og revler. Han lod sig dysse i søvn af en troløs kvinde, og da han vågnede, vidste han ikke, at Herren var veget fra ham - hvilken tragedie! En sørgelig udvikling havde nået sit klimaks: begæret havde undfanget og født synd, og da synden var fuldvoksen, avlede den død (Jak. 1:15).




Samsons straf var lige så frygtelig som hans synd.


1. Han mistede sin kraft. Når man er åndelig lammet, falder man for fristelsen og går på akkord med det onde.


  1. Han mistede sin frihed. Han blev bundet og var hjælpeløs i sine fjenders hånd. Når vi en gang har givet efter for fristelsen, svækkes vor modstandskraft, og vi har let ved at falde på ny. Vort forsvar er veget fra os, og vi er overgivet til os selv til at gøre det, der er forkert. Evig synd er den mest forfærdelige del af evig straf.

    3. Han mistede sit syn. Når vi giver synden lov til at komme ind i vort liv, når vi giver Satan lov til at få sin vej med os, mister vi evnen til at skelne mellem ret og uret. Det klare syn for Guds hellige vilje og plan, som vi engang havde, bliver sløret, og vi begynder at vandre rundt i mørke - et let bytte for mørkets magter.




I Samson blev til spot for sine fjender, han blev latterliggjort ved deres offer fest (Dom. 16:25), men det værste vy dog, at han var skyld i, at hans Guf blev spottet, medens afguden Dagoi blev æret. Han, der var udvalgt og ind viet til at ære Guds navn, bragte ved sin synd vanære over det. Men der i den store festsal, omgive af en tusindtallig spottende, leende og larmende fjende (16:27), angrede Sam son og råbte til sin Gud: »Herre, Herre, kom mig i hu og giv mig kraft, o Gud, kun denne ene gang « 16:28. Samson bad Gud om en sidste chance. Han var kommet dertil, at han var villig til at give sit liv, blot Gud ville give ham kraft til at tilintetgøre hans fjender. Her er vi inde ved hemmeligheden i det sejrende kristenliv. Vor tjeneste for Herren er nytteløs, hvis ikke alt er overgivet i Hans hånd. Ja, selv vort liv må vi være villige til at ofre, hvis Gud forlanger det.




Gud hørte Samsons bøn. Han tog ham på ordet og gav ham en sådan overnaturlig kraft, at Samson formåede at få hallen til at styrte »sammen over fyrsterne og alle folkene derinde. Således dræbte han ved sin død flere, end han havde dræbt i levende live.« 16:30.Lad Samsons liv være os en advarsel, og lad hans endeligt være os en lære. Lad os se på hans dødescene og af den lære, at vi må være villige til at dø fra selvet og fra synden, hvis vi vil gøre os håb om at vinde sejr over fjenden. Vi vil opleve at få styrke efter svaghed, blive helte i krig og slå fjendehære på flugt (Hebr. 11:34).




Lad os i Samson og hans død se et forbillede af en, som er større end Samson, og som ved sin død tilintetgjorde hele fjendens magt. Han lærte os, hvordan vi skulle leve, og hvordan vi skulle dø. Han døde, for at vi kunne leve, men Han døde også, for at vi kunne dø. Måtte vi i sandhed være et udvalgt og indviet, men også et adskilt folk. Måtte korsets symboler, død og kraft, komme til at kendetegne vore liv. Måtte vort daglige vidnesbyrd, såvel i ord om i tjeneste, være dette:




Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig. Gal. 2:19-20. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere, kende Jesus Kristus, min Herre og kraften i Hans opstandelse og fællesskabet med Ham i Hans lidelser, så jeg bliver lig med Ham i Hans død. Fil. 3:8 og 10.

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312314

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,562175989151sekunder