JESUSLIVET - SEJR OVER MØRKETS MAGTER.

Sejr over mørkets magter


www.Bibelen.dk


En udfriet mission ær skriver i 1976.


Den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens ånde magter i himmelrummet. Ef. 6:12.


Se, jeg har givet jer myndighed over hele fjendens magt., ånderne er jer lydige.« Luk. 10:19-20. Stå djævelen imod, så skal han fly fra jer. Jak. 4:7, Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og p å grund af deres vidnesbyrds ord.« Johs. Ab. 12:11.


Jeg er en af dem, som er blevet udfriet. Jeg tømte fortvivlelsens bæger til bunden. Jeg sank ned i det mørkeste dyb. Der mødte Gud mig og forvandlede mig til et energisk menneske. Jeg blev fuldstændig helbredt, såvel legeme som sjæl og sind. Hvor jeg priser Ham for det!


Men tilbage til min tidligere situation. Jeg underviste på en skole for evangeliske missionærers børn i Sydamerika i fem år. Denne skole var på det tidspunkt nøglen til det arbejde, som disse missionærer udførte blandt stammefolket i dette område. Som følge deraf angreb Satan skolen og lærerne på den mest listige og djævelske måde.


I den tid undrede jeg mig over, så godt mit fysiske helbred holdt til presset. Det var sjældent, jeg bukkede under for de sygdomme, som almindeligvis plagede missionærerne der. Dog bemærkede jeg, at jeg hurtigt efter min ankomst begyndte at blive psykisk udmattet. Dette tillagde jeg forandring af klima og levevilkår, og da jeg var overbevist om, at Satan ikke kunne røre en af Guds udvalgte, skænkede jeg ikke min tilstand nogen større opmærksomhed.


Ved slutningen af det andet år følte jeg mig temmelig udmattet og nedtrykt. Jeg begyndte at se frem til min ferie, hvor jeg kunne fa tid til at hvile mig og slappe af, og således genvinde mine kræfter. Men jeg kunne ikke ryste træthed og depression af mig. Dette skuffede mig. Efterhånden blev tilstanden permanent, og det var anstrengende for mig at undervise. Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke var rask, skønt jeg kun havde få symptomer, der tydede på sygdom. Jeg forstod ikke et ord af det hele. Alle, også jeg selv, troede, at jeg havde dårlige nerver, og ingen gjorde noget ved det. Som tiden gik, blev jeg overbevist om, at jeg aldrig ville blive rask, og at jeg ikke ville være i stand til at vende tilbage efter orlov. Dette ønskede jeg dog ikke at tro.


Da jeg kom hjem på orlov, bad jeg min menighed om at give mig to måneders ferie, så jeg kunne overvinde »træthed og dårlige nerver,« før jeg forpligtede mig til at holde møder. Min læge indlagde mig på hospitalet til en grundig undersøgelse. Da jeg havde fået lidt medicinsk behandling, erklærede han, at mit helbred var nogenlunde, om end noget svækket af slid. Da de to måneder var gået, var der ingen bedring, tværtimod; jeg var mere deprimeret end nogen sinde, og det krævede større indsats at bruge hjernen. Jeg tænkte, at depressionen måske skyldtes min frygt for at stå frem og tale offentligt, så den logiske løsning syntes at være, at jeg måtte tvinge mig selv til at gøre det og få det overstået. Derfor sagde jeg ja til en møderejse. De følgende seks uger var kun kval. Meget af tiden syntes jeg ikke at vide, hvad jeg sagde eller gjorde. Mine venner siger nu, at de ikke lagde mærke til, at der var noget galt. De syntes nok, at jeg altid så meget træt ud, men det var kun, hvad man kunne forvente af en missionær.


Når jeg havde talt, var jeg altid meget modløs og deprimeret og ude af stand til at tænke klart. Det var værst, når der var blevet appelleret til at arbejde for Herren. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde altid opretholdt et godt fællesskab med Herren, ingen uopgjorte synder i mit liv, og alligevel var jeg meget ulykkelig. Jeg havde ingen glæde i Herren, og det fremkaldte alvorlig fordømmelse af mig selv. Jeg havde behov for medicinsk og åndelig hjælp. Jeg gik tilbage til min læge og bad om noget for mine »dårlige nerver«. Han gav mig et beroligende middel og noget, som skulle modvirke min depression. Det varede ikke længe, før jeg opdagede, at disse midler ikke altid virkede. Jeg konsulterede igen min læge, der nu fortalte mig, at jeg led af en form for nedtrykthed, som ikke kunne helbredes med medicin.


En tanke slog øjeblikkelig ned i mig: »onde ånder.« Men den forsvandt lige så hurtigt, og jeg tænkte ikke mere på det. Alt, hvad jeg havde tilbage, var en erkendelse af, at min tilstand var håbløs. Jeg kunne se hen til en fremtid på et hospital for sindslidende. Lægen gav ordre til at aflyse alle mødeaftaler og foreslog, at jeg så mig om efter et let job som lærer, inden jeg helt brød sammen. I denne sindsstemning begyndte jeg at undervise i en lille, ensomt beliggende landsbyskole. Jeg var besluttet på at forsørge mig selv så længe som muligt og prøvede at værge mig mod den onde dag ved at glemme mine problemer, og så ville jeg i øvrigt omgås andre mennesker så lidt som muligt.


Sådan levede jeg i to og et halvt år. Den kristne verden syntes at have glemt mig. Jeg var en fiasko såvel for mig selv som for verden omkring mig. Da jeg havde undervist i landsbyskolen i to år, blev den slags skoler lukket, og jeg blev tvunget til at søge ind til byen. Jeg fik en stilling i en grundskole, hvor jeg skulle undervise en tredje klasse. I denne by gik jeg til en meget åndelig, evangelisk kirke, og til min overraskelse, blev min tilstand forværret. Jeg var for det meste under stærk påvirkning af medicin, og jeg var så afhængig af sovepiller, at jeg var bange for mig selv. Det var en stor forandring at bo i en by; jeg blev tvunget til at møde mennesker.


Jeg havde besluttet at deltage i menighedens bedemøde hver onsdag aften. Jeg syntes, det var det mindste, er nedbrudt missionær kunne gøre. Efter nogle ugers forløst begyndte jeg at lægge mærke til, at jeg altid havde en slags »tømmermænd« dagen efter bedemødet. Min depression og fortvivlelse var forøget, og jeg var næsten ude af stand til at tænke. Da jeg ikke kunne gøre noget ved det, var jeg indforstået med, at jeg måtte lære at leve med det. Som tiden gik, havde jeg to sådanne dage hver uge, og kort før jul varede denne tilstand hele tre dage. Det så ud til, at jeg ville lide nederlag. Samtidig med problemet i forbindelse med bedemødet lagde jeg mærke til en anden kedelig udvikling. Jeg kunne ikke styre mit sind i skolen. Det var et hidtil ukendt problem for mig, som havde opbygget et godt system i min undervisning. Det værste af det hele var, at jeg på ingen måde kunne beherske det, bøn viste sig at være nytteløs.


Jeg udførte efterhånden det meste af mit arbejde helt mekanisk, og det blev sværere for mig at sove om natten. Sovetabletter havde ikke længere nogen særlig virkning. Jeg kunne være sikker på at vågne om natten, badet i sved og så anspændt, at jeg blev fuldstændig udmattet, Det var umuligt for mig at finde hvile i min seng.


Kort før jul foreslog præsten ved den omtalte kirke, at jeg skulle anmode menigheden om at bede for mig. Jeg fulgte hans råd, men var temmelig skeptisk, fordi jeg var blevet overbevist om, at Gud ikke ønskede at helbrede mig, men at dette muligvis var »min torn i kødet.« Der var jo allerede blevet bedt meget for mit helbred uden resultat.


Menigheden bad for mig, men min tilstand blev blot yderligere forværret, og jeg fortrød, at jeg havde bedt om forbøn. Sådan var min situation den uforglemmelige lørdag. Ja, om muligt var jeg endnu mere anspændt, udmattet og forpint end nogen sinde før. Resolut tog jeg nu den beslutning, at jeg ville holde op med at lade, som om jeg levede et kristent liv. Jeg syntes, det havde vist sig at være uden værdi for mig. Jeg ville ikke blande mig i andre menneskers åndelige liv, men mit eget havde vist sig at være et komediespil, Jeg husker, hvordan det generede mig at tænke på, at jeg havde været missionær, for mine nye planer ville uden tvivl kaste en skygge over Gud og Hans værk. Jeg følte et stik i hjertet. Gud havde jo været god mod mig, indtil disse vanskeligheder kom over mig. Dog, nu var jeg færdig med Ham.


Lige til denne dag havde jeg aldrig forsømt at have en god, lang tid sammen med Herren hver morgen. Det havde jeg altid haft et stort behov for. Men nu ville jeg ikke engang røre min bibel, som lå lige ved min hovedpude; jeg ville heller ikke besvære mig med at bede. Hvorfor skulle jeg det? Jeg ville heller ikke stå op; i min ulykkelige tilstand var det ligegyldigt, om jeg var i seng eller oppe. Der lå jeg fuldstændig modløs og fortvivlet. I denne sindsstemning greb Gud selv ind. Da jeg var ude af stand til at tænke en sund tanke, kom det pludselig til mig: »Hvorfor ikke bede, faste og kaste dem ud?«


Håb! Pludselig sad jeg oprejst i min seng og greb efter Bibelen. Jeg greb om denne tanke som en synkende, der griber fat i et strå. Gud styrede mine omtågede tanker og ledte mig frem til nogle vers i Esajas' Bog kapitel 58. Versene 6 og 8 lyste for mig som med ildskrift! »Faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg. . . Som morgenrøden bryder dit lys da frem, da læges hastigt dit sår, foran dig vandrer din retfærd, Herrens herlighed slutter toget.« Jeg sprang ud af sengen uden at sanse, hvad jeg gjorde. En udvej! Jeg var ude af mig selv over dette glimt af håb. Lige så hastigt bladede jeg om til Mart. 17 og læste beretningen om den månesyge dreng, som blev helbredt, da Jesus talte strengt til ånden. Især lagde jeg mærke til vers 21; Den slags farer kun ud ved bøn og faste. Derpå læste jeg Matt. 6:17-18, hvor Jesus siger: »Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at ikke andre mennesker skal se på dig, at du faster, men kun din Fader, som er det skjulte, så skal din Far, som ser i løndom (i det skjulte), betale dig. Jeg havde meget lidt at tabe og alt at vinde, derfor besluttede jeg at følge reglerne til punkt og prikke. Jeg vidste ikke meget om faste, men uddrivelse af onde ånder var jeg kendt med, dog kun, når det drejede sig om vantro og frafaldne kristne. På dette tidspunkt betragtede jeg ikke mig selv som hørende hjemme i nogen af disse kategorier.


Da jeg ingen olivenolie havde, salvede jeg mit hoved med mineralolie, vaskede mit ansigt, som det var foreskrevet, og lod så være med at spise. Dette sidste voldte mig ingen vanskeligheder, da jeg ikke følte nogen trang til mad. Problemet var nu, hvordan jeg skulle bede. Skulle jeg bede uafbrudt eller med mellemrum? Jeg besluttede mig til det sidste, idet jeg var bange for, at uafbrudt bøn måske kunne sammenlignes med at »lade munden løbe som hedningerne.« Jeg ville ikke tage nogen chancer. Jeg besluttede, at jeg ville bede i knælende stilling og kaste ånderne ud hver halve time dagen igennem. Om dette var den bedste fremgangsmåde, vidste jeg ikke, men jeg ved nu, at den virkede. Så snart jeg havde fået samling på mig selv, knælede jeg ned for at bede, men jeg var ude af stand til at tænke eller sige noget, og jeg følte en virkelig sammensnøring om min hals. Jeg var klar over, at dette ikke ville føre til noget, så jeg greb en blyant og et stykke papir og gav mig til at nedskrive de ord, jeg ville sige hver gang.


Følgende er, hvad jeg der efter gentog proklamerede i troen på Jesus Kristus, dagen igennem: I Jesu navn byder jeg dig, du depressionens ånd, at vige fra mig og fare i afgrunden og ikke vende tilbage til mig. Jesus har udgydt sit blod for mig på Golgata. Jeg skrev yderligere to formularer, en til brug mod hidsighedens ånd og én mod den ånd, der plagede mine nerver og således gjorde mig hvileløs. Der var ingen talevanskeligheder, efter at jeg havde læst disse befalinger. Jeg gentog dem hele dagen. Udfrielsen skete den samme dag, men dens fulde omfang gik dog først op for mig en uge senere. Vi er vanemennesker, og mit legeme og sind var blevet så vant til denne jernlænke om mig, at det tog nogen tid, før jeg reagerede over for virkeligheden. Det er umuligt at give udtryk for den glæde i Herren, der nu fulgte. Den var lige så stærk, som fortvivlelsen havde været for blot en uge siden. Forandringen var så stor, at jeg næsten ikke kunne tro det. Halvt om halvt ventede jeg at vågne op til min tidligere tilværelse, men med udfrielse var gennemgribende og fuldstændig. Det hele var mig en stor gåde, s å jeg talte med min præst om det. Jeg spurgte ham, hvorfor min tilstand var blevet så afgjort forværret, efter at jeg var begyndt at undervise i byen. Han sagde, at dæmonerne var ilde til mode, fordi jeg havde sluttet mig til en virkelig åndelig menighed.


Jeg spurgte ham, hvorfor jeg var blevet et offer for dæmoner, når jeg altid havde opretholdt det bedste samfund med Herren. Han sagde, at jeg på det tidspunkt var n øglen til et koncentreret angreb mod Satans område i Sydamerikas jungle, at jeg havde arbejdet for hårdt, og at jeg ikke havde haft fuldt kendskab til Satans listige fremgangsmåde. Endelig spurgte jeg, hvorfor jeg ikke fik det bedre, da jeg forlod Sydamerika. Til dette svarede præsten, at de onde ånder havde fået tag i mig dernede, og de havde ikke i sinde at slippe mig, blot fordi jeg flyttede til et andet sted. Jeg havde med andre ord bragt dem med mig hjem.


Der er nu gået et år, og jeg har så godt som fuldstændig genvundet min sundhed. Igen og igen hører jeg bemærkninger om, hvor sund jeg ser ud, og at der igen er kommet liv i mine øjne. Det er helt sikkert, at jeg føler mig frisk og fuld af virketrang, og det er mit inderlige ønske at blive brugt af min Herre, Frelser og Befrier! Han drog mig op af den brusende grav, af det skidne dynd, Han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed, en ny sang lagde Han i min mund, en lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på Herren. Salme 40:3-4.

 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 358830

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,5321090221405sekunder