JESUSLIVET - SYNET I 1961
   

Givet i 1961. af Tommy Hicks:



"Mit budskab begynder den 25. juli ca. kl. 2.30 om morgenen i Winnipeg, Canada. Knap var jeg faldet i søvn, før synet og den åbenbaring, Gud gav mig, viste sig for mig. Synet viste sig tre gange, nøjagtigt i alle detaljer, om morgenen den 25. juli 1961. Jeg følte mig så betaget og bevæget af åbenbaringen, at det fuldstændigt har ændret mit syn på Kristi legeme og de sidste tiders tjenester.



Jesu menighed har det mest fantastiske i vente. Det er svært at hjælpe mænd og kvinder til at indse og forstå det, som Gud prøver at give sit folk i disse sidste tider.



For flere uger siden modtog jeg et brev fra en af vore indfødte evangelister i Nairobi i Afrika, som hverken kunne læse eller skrive, men vi havde støttet dem i over to år. Han fortalte om en rejse, som han og hans kone havde været på i Tanzania. De var kommet til en landsby og opdagede, at hele befolkningen var ved at blive evakueret, fordi der var udbrudt pest. De mødte nogle grædende mennesker og spurgte, hvad der var i vejen. Deres forældre var pludselig afgået ved døden tre dage tidligere, fik de at vide, og at de nu var nødt til at forlade landsbyen. De frygtede for at gå ind i hytten, hvor de døde forældre lå, så de måtte lade dem blive tilbage. På spørgsmålet om, hvor de lå, pegede de på hytten, og evangelisten bad dem følge med sig, men det turde de ikke.



Evangelisten og hans hustru gik sammen hen til den lille hytte, hvor manden og konen nu havde ligget døde i tre dage. De gik ind, og han strakte hånden frem i Jesu Kristi navn, udtalte manden og konens navne og sagde så: "I Jesu Kristi navn byder jeg livet vende tilbage til jeres legemer! I samme øjeblik satte disse to hedninger, som aldrig havde kendt Jesus som deres Frelser, sig op og gav sig til at prise Gud. Guds Ånd og kraft var kommet over dem.



Sådan noget kan lyde mærkeligt og sensationelt for os, men det er begyndelsen til de sidste tiders tjeneste. Gud vil tage de initiativløse, de ubetydelige, dem man ikke har hørt om og ikke regner for noget. Han vil tage hver eneste mand og kvinde og udgyde Guds And over dem.



I Apostlenes Gerninger læser vi: "Og det skal ske i de sidste dage," siger Gud, "at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød..." Mon vi virkelig fatter, hvad Gud mente, da Han sagde: "Jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød." Jeg tror ikke, jeg fuldt ud erkender eller forstår fylden af dette. Videre i Joels Bog 2, 23: "Og I, Zions sønner, fryd eder, vær glade i Herren eders Gud! Thi han giver eder føde til frelse, idet han sender eder regn, tidligregn og sildigregn, som før." Det er ikke blot tidligregn og sildigregn, Han giver, men i de sidste dage vil Han give sit folk en dobbelt portion af Guds kraft!



Da synet viste sig for mig, befandt jeg mig meget højt oppe. Hvor jeg var, ved jeg ikke, men jeg kunne se ned på jorden. Pludselig kom hele jorden til syne for mig. Hver eneste nation, hver eneste race og hvert eneste sprog kom til min bevidsthed fra øst, vest, nord og syd. Jeg så mange lande og byer, som jeg havde besøgt, og jeg skælvede næsten af frygt, da jeg betragtede panoramaet under mig. I samme øjeblik som jorden viste sig for mig, begyndte det at lyne og tordne.



Idet lynene glimtede over jordens overflade, vendtes mit blik mod nord. Pludselig bemærkede jeg en skikkelse, som lignede en kæmpe. Jeg stirrede længe på synet og blev næsten forvirret. Skikkelsen var kæmpemæssig. Fødderne syntes at nå helt til Sydpolen og hovedet til Nordpolen. Armene strakte sig fra hav til hav. Jeg kunne se, at kæmpens hoved kæmpede – kæmpede for livet. Det ville gerne leve, men kroppen var dækket fra top til tå af noget, der lignede murbrokker. Af og til rørte han så meget på sig, at det så ud som om, han endog ville prøve på at rejse sig op. Når han gjorde det, var der ligesom tusindvis af små skabninger, der løb væk fra ham, hæslige små skabninger, men når han igen lå stille, kom de tilbage.



Pludselig løftede han sin ene hånd op imod himlen og derefter den anden. Da han gjorde det, syntes de små skabninger at flygte fra ham i tusindvis og forsvinde ud i nattens mørke.



Langsomt begyndte denne mægtige kæmpe nu at rejse sig, og idet han gjorde det, forsvandt hans hoved og hænder ind i skyerne. Da han stod fuldt oprejst, så det ud, som om ban havde renset sit legeme fra de murbrokker og det snavs, som han havde været dækket med, og han begyndte at løfte sine hænder op mod himlen, som om han ville prise Herren. Da ban løftede hænderne, gik de lige ind i skyerne.



Pludselig blev hver eneste sky som forvandlet til sølv, det smukkeste sølv, jeg nogensinde har oplevet. Synet var meget overvældende, men jeg kunne ikke forstå, hvad det skulle betyde. Jeg råbte til Herren og sagde: "Ah, Herre, hvad betyder alt dette her dog?" Jeg følte virkeligt, at jeg var i Anden, og selv i søvne kunne jeg mærke Herrens nærværelse.

Fra skyerne strømmede der nu pludselig store dråber af flydende lys ned på kæmpen, som under denne regn af lys begyndte at smelte ganske langsomt og synke ned i jorden. Idet ban smeltede, så det ud, som om hele hans skikkelse smeltede på jordens overflade, og den voldsomme regn begyndte at dække jorden. Pludselig forvandledes kæmpen og blev til millioner af mennesker, som stod overalt på jorden. De priste Herren med løftede hænder.



I samme øjeblik hørtes en buldrende torden, der syntes at komme fra himlen. Jeg vendte mit blik op mod himlen og fik øje på en skikkelse i strålende hvidt – den herligste skikkelse, jeg nogensinde har set i hele mit liv. Jeg så ikke ansigtet, men på en eller anden måde vidste jeg, at det var Jesus, og Han strakte sin hånd frem. Han strakte den frem snart til den ene, snart til en anden og snart til en tredje. Som Han rakte ud til de forskellige lande og folkeslag i verden – mænd og kvinder – så flød dette flydende lys ligesom fra Hans hænder og ind i dem, og de begyndte at gå ud i Herrens navn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg betragtede alt dette. Det var, som om det fortsatte i dagevis, ugevis og månedsvis. Kristus blev ved med at række hånden frem, men pludselig skete der noget sørgeligt. Der var nemlig mange, som, når Han strakte hånden frem, afslog at modtage Guds salvelse og Guds kald. Jeg så mænd og kvinder, som jeg kendte, folk, som jeg så sikkert troede, ville modtage Guds kald. Men når Han strakte sin hånd ud til dem, så bøjede de hovedet og begyndte at trække sig bort fra Ham. Hver eneste af dem, der bøjede hovedet og veg tilbage, syntes at bevæge sig ind i mørke. Overalt blev de ligesom opslugt af et stort mørke.



Forvildet stirrede jeg på synet. Hvad angik dem, Han havde salvet – det drejede sig om hundredetusinder af mennesker fra hele verden, Afrika, England, Rusland, Kina, Amerika, alle verdens lande – så var Herrens salvelse udgydt over dem, som gik frem i Herrens navn. Jeg så på disse mænd og kvinder. Det var alle slags folk, grøftegravere, vaskekoner, rige og fattige. Jeg så syge, lamme, blinde og døve. Når Herren rakte sin hånd ud imod dem for at udgyde sin salvelse over dem, blev de raske, og de gik frem!



Og heri lå miraklet – dette herlige mirakel – disse mennesker strakte deres hænder frem, nøjagtigt som Herren gjorde det, og den samme flydende ild syntes at fylde deres hænder med sit strålende lysskær. Idet de strakte hænderne frem, sagde de: "Ifølge mit ord, vær helbredt!"

Disse folkeskarer fortsatte i denne mægtige endetids tjeneste, men jeg var dog endnu ikke helt klar over, hvad j betydningen var, så jeg så på Herren og spurgte: "Hvad, betyder alt dette her?" Han svarede: Det er, hvad jeg vil gøre i de sidste tider. Jeg vil godtgøre de år, da græshoppen, springeren, æderen og gnaveren hærgede – jeg vil godtgøre alt det, de har hærget. Dette mit folk vil i de sidste tider gå frem. Som en mægtig hær skal de rykke frem på hele jordens flade."



Eftersom jeg befandt mig meget højt oppe, kunne jeg se, hele verden. Jeg kunne følge disse skarer, som de gik frem, og tilbage på jorden. Pludselig så man en mand i Afrika. I næste øjeblik blev han flyttet af Guds Ånd, og måske var han nu i Rusland, Kina, Amerika eller et andet sted eller omvendt. Disse folk bredte sig overalt i verden, og de gik gennem ild, gennem pestbefængte egne og gennem områder, hvis befolkning var ramt af sult. Hverken ild, forfølgelse eller noget som helst andet lod til at kunne standse dem.



Vrede skarer gik imod dem med sværd og kanoner, men ligesom Jesus vandrede de gennem mængden, og man kunne ikke finde dem. De gik fremad i Herrens navn, og overalt strakte de hænderne frem, så syge blev helbredt, og blindes øjne åbnet. Der var ikke nogen lange bønner, og efter at jeg i tankerne havde gennemgået dette syn – og jeg tænkte på det mange gange – så huskede jeg, at jeg aldrig havde set en eneste kirke, ligesom jeg heller ikke hverken havde set eller hørt nogen, der hørte til bestemte trossamfund, men disse mennesker gik simpelt hen ud i Hærskarers Herres navn. Halleluja!



Som de marcherede frem med Kristi forkyndelse i de, sidste tider, så betjente de disse mennesker i alt, hvad de gjorde, store skarer af mennesker overalt på jorden.



Titusinder, endda millioner syntes at strømme imod Jesus Kristus, efterhånden som budskabet om Guds Rige blev forkyndt. Det var så herligt, og dog var der tilsyneladende nogle, der gjorde oprør. De blev vrede og prøvede at angribe de arbejdere, der forkyndte budskabet.

Gud vil manifestere sin kraft i den sidste tid på en måde, som verden aldrig før har oplevet. Disse mænd og kvinder vil komme fra alle samfundslag, og rang og stand vil ikke betyde noget. Jeg så Herrens tjenere vandre omkring på jorden. Når en af dem snublede og faldt, kom der en og hjalp ham op. Der var ikke noget, der bed "store jeg" og "lille du", men hvert eneste bjerg blev udjævnet, og hver eneste dal højnet, og de syntes at have en ting til fælles, nemlig en guddommelig kærlighed, en guddommelig kærlighed, der ligesom strømmede fra disse mennesker, som arbejdede og levede sammen. Det var det herligste syn, jeg nogensinde har oplevet. Jesus Kristus var centrum i deres liv. Mens jeg stod og så på, forekom det mig, at den ene dag gik efter den anden. Jeg kunne ikke lade være med at græde, selv om jeg også lo indimellem. Det var simpelthen vidunderligt at se, hvordan disse mennesker gik frem over hele jorden.



Mens jeg så ned på jorden fra himlen, skete det af og til, at hele floder af flydende lys faldt på store forsamlinger, og sådanne forsamlinger løftede så hænderne og efter alt at dømme lovpriste de Gud i timevis, endog i dagevis, når Guds Ånd kom over dem. Gud sagde: "Jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød", og det var netop, hvad der skete. Og der var ingen ende på de mirakler, som disse mænd og kvinder oplevede, når de havde modtaget kraft og salvelse.



Vi har talt om mirakler, og vi har talt om tegn og undere, men jeg kunne ikke lade være med at græde, da jeg igen denne morgen kl. 4 læste et brev fra vore indfødte arbejdere. Det er bare ét udtryk for, hvordan en mand, en af de initiativløse og anonyme ville gå ud, strække sine arme frem og sige: "I Jesu Kristi navn, jeg befaler liv at flyde ind i din krop." Jeg faldt på. mine knæ og begyndte at bede igen, og sagde: "Herre, jeg ved, at dette kommer til at ske, og jeg tror, det sker snart".



Da disse mennesker gik ud over hele jorden, kom der en stor forfølgelse fra alle sider.



Pludselig 1ød der igen et tordenbulder, der syntes at give genlyd i hele verden, og jeg hørte igen en stemme, der sagde: "Dette er mit folk, Dette er min elskede brud," og da stemmen talte, så jeg på jorden, og jeg kunne se søerne og bjergene. Gravene åbnede sig, og folk fra hele verden, de hellige fra alle tidsaldre, syntes at stå op. Idet de stod op fra gravene, kom der pludselig en masse mennesker fra alle retninger, øst og vest, nord og syd, og de formede igen dette mægtige legeme. De døde i Kristus syntes at stå op først, og jeg kunne næsten ikke forstå det. Det var så storslået. Det var så overvældende.



Skikkelsen begyndte pludselig at dannes og tage form igen af en kæmpe, men denne gang var det anderledes. Der var ikke en plet eller en rynke, da den begyndte at formes, og folk fra alle tidsaldre syntes at samle sig til dette legeme. Langsomt begyndte den at strække sig ind i himlen, og pludselig kom Jesus til syne fra himmelen og blev hovedet. Jeg hørte igen et tordenbulder, der sagde: "Dette er min elskede brud, som jeg har ventet på. Hun vil komme frem, prøvet igennem ild. Det er hende, jeg har elsket fra tidernes morgen."



Mens jeg så på, blev mine øjne pludselig drejet mod det yderste nord, og jeg så noget, der lignede ødelæggelse. Mænd og kvinder, der skreg i nød og vånde, og bygninger der blev jævnet med jorden.



Så hørte jeg igen stemmen, der sagde: "Nu er min vrede blevet udgydt over hele jordens flade," og fra alle sider af jorden syntes Guds vrede at udgå. Det var ligesom om, at skåle af Guds vrede blev udgydt over hele jorden. Jeg rystede og skælvede af rædsel, idet jeg overværede det frygtelige syn af byer, ja hele nationer, der blev ramt og tilintetgjort. Jeg kunne høre gråd og jamren, og folk forsøgte at flygte ind i huler i bjergene. De sprang i vand, men vandet druknede dem ikke. Ingenting hjalp dem til at dø. De ønskede at tage sit eget liv, men kunne ikke. Så vendte jeg igen øjnene imod det herlige syn - dette legeme der var klædt i den mest pragtfulde hvide og skinnende klædning. Langsomt begyndte det at løfte sig op fra jorden, og så vågnede jeg. Hvilket syn! Jeg havde set de sidste tiders tjeneste. Samme åbenbaring, samme syn kom til mig igen den 27. juli kl. 2,30 om morgenen, og den var nøjagtig som første gang. Mit liv er blevet forvandlet ved bevidstheden om, at vi lever i den sidste tid, og over hele verden salver Gud nu mænd og kvinder med denne tjeneste. Det vil ikke dreje sig om læresætninger eller kirkekristendom. Del vil dreje sig om Jesus Kristus. De vil give Herrens ord til mennesker, og de vil sige: "Jeg har hørt det så mange gange i synet, og det skal ske ifølge mine ord."



"Ah, mil folk, lyt til mig. Det skal ske ifølge mine ord." Vi skal blive iklædt kraft og salvelse fra Gud. Vi vil ikke have behov for lange prædikener, og vi vil ikke vare tvunget til at finde os i, at folk offentligt plager os. Vi vil ikke være afhængige af mennesker, og vi vil ikke være ekkoer af kirkesamfund, men vi vil have den levende Guds kraft. Vi vil ikke frygte for mennesker, men vil gå frem i hærskarers Herres navn!"



Kan du se, hvad vi ser i disse to visioner, der blev modtaget med tyve års mellemrum

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312861

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,58980703353882sekunder