JESUSLIVET - TOTAT FULDBRAGT
   

af E.G.White.



Kristus opgav ikke ånden, før han havde fuldført den gerning, som han var kommen for at gøre, og med sit sidste åndedrag udbrød han: "Det er fuldbragt!" Joh. 19,30. Han havde vundet slaget. Hans højre hånd og hans hellige arm havde skaffet ham sejren. Som en sejrherre plantede han sit banner på de evige høje. Var der mon ikke glæde blandt englene Hele Himmelen jublede over Frelserens sejr. Satan var overvundet, og han vidste, at han havde mistet sit rige.



For englene og de syndfri verdener havde råbet: "Det er fuldbragt" den allerstørste betydning. Det var lige såvel for dem som for os, at det store frelsesværk var blevet udrettet. De deler frugten af Kristi sejr med os. Først ved Kristi død blev Satans sande væsen tydeligt åbenbaret for englene og de syndfri verdener. Højforræderen havde i den grad dækket sig med bedrag, at selv hellige skabninger ikke havde fattet hans fremgangsmåde. De havde ikke klart set, af hvad art hans oprørskhed var.



Det var et vidunderlig stærkt og herligt væsen, som havde sat sig op imod Gud. Herren siger om Lucifer: "Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed." Esajas. 28,12. Lucifer havde været den skærmende kerub. Han havde haft sin plads i lyset af Guds nærhed. Han havde været den højeste af alle skabte væsener og havde været den første til at åbenbare Guds formål for universet. Efter at han havde syndet, blev hans magt til at bedrage endnu mere vildledende, og det blev mere og mere vanskeligt at afsløre hans sande karakter på grund af den ophøjede stilling, han havde indtaget hos Faderen.


Gud kunne have tilintetgjort Satan og hans medskyldige lige så let, som man kaster en sten til jorden; men han gjorde det ikke. Oprør skulle ikke overvindes ved magt. Tvangsforanstaltninger finder man kun under Satans herredømme. Herrens fremgangsmåde er ikke af denne art. Hans myndighed støtter sig til godhed, barmhjertighed og kærlighed, og forkyndelsen af disse grundregler er det rette middel at bruge. Guds herredømme er åndeligt, og sandhed og kærlighed skal være drivkraften deri.



Det var Guds formål at bygge alting op på en evig trygheds grundvold, og i det himmelske råd blev det besluttet, at der måtte gives Satan tid til at udvikle de principper, der var grundlaget for hans regeringsform. Han havde hævdet, at de stod over Guds principper. Der blev indrømmet tid til gennemførelsen af Satans principper, så de kunne bedømmes af det himmelske univers.



Satan førte mennesker ud i synd, og frelsesplanen trådte i kraft. Gennem fire tusinde år arbejdede Kristus for menneskers højnelse og Satan for deres ødelæggelse og nedværdigelse, og det himmelske univers så det alt sammen.



Da Jesus kom til verden, vendte Satan sig med sin magt imod ham. Fra det øjeblik, hvor han viste sig som et lille barn i Betlehem, arbejdede denne magtraner på at tilintetgøre ham. På enhver tænkelig måde søgte han at hindre Jesus i at opnå en fuldkommen udvikling i barndommen, leve uden synd i manddommen, yde en hellig tjeneste og bringe et offer uden plet eller lyde. Men han led nederlag. Han kunne ikke få Jesus til at synde. Han kunne ikke gøre ham modløs eller jage ham bort fra den gerning, han var kommet til jorden for at udrette. Lige fra ørkenen til Golgata blev Jesus angrebet af Satans vredes uvejr, men jo mere ubarmhjertigt det rasede, jo mere fast klyngede Guds Søn sig til sin Faders hån og hastede frem ad den blodige vej. Alle Satans bestræbelser for at underkue og besejre ham fik kun hans pletfri karakter til at lyse med renere glans.



Hele Himmelen og de syndfri verdener havde været vidne til denne strid. ved den mest spændte opmærksomhed fulgte de kampens afsluttende begivenheder. De så Frelseren træde ind i Getsemane have, de så hans sjæl knuges under rædselen for det dybe mørke. De hørte hans angstfulde råb: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi." Matt. 26,39. Da han blev berøvet sin Faders nærværelse, så de ham sørge med en så bitter sorg, at den overgik smerten under den sidste store kamp med døden. Den blodige sved trængte sig frem af hans porer og faldt til jorden som dråber. Tre gange lød den indtrængende bøn om udfrielse fra hans læber. Det var ikke længere muligt for Himmelen at udholde dette syn, og et trøstens sendebud blev udsendt til Guds Søn.



Himmelen så, hvordan sonofferet blev forrådt og overgivet til den mordlystne hob og med hån og vold slæbt fra den ene domstol til den anden. Den hørte hans bødler spotte ham på grund af hans ringe herkomst. Den hørte fornægtelsen under eder og forbandelser fra en af hans mest elskede disciple. Den så Satans afsindige rasen og hans magt over menneskehjerter. Ak, hvilket frygteligt syn! Frelseren grebet ved midnatstid i Getsemane, slæbt hid og did fra paladser til retssale; to gange krævet til regnskab af præsterne, to gange af rådet, to gange af Pilatus og én gang af Herodes; spottet, pisket, dømt og ført bort for at blive korsfæstet; bære korsets tunge byrde, medens Jerusalems døtre jamrede og pøbelen hånede ham.



Med sorg og forfærdelse så Himmelen Kristus hænge på korset, medens blodet flød fra hans sårede tindinger, og sved, der var farvet af blod, brød frem på hans pande. Dråbe for dråbe faldt blodet fra hans hænder og fødder ned på klippen, hvor der var boret et hul til korsets fod. Sårene, der var frembragt af naglerne, blev større, fordi hans legemes vægt blev båret af hænderne. Hans åndedræt blev hastigt og tungt, medens hans sjæl våndede sig under byrden af verdens synd. Hele Himmelen fyldtes af undren, da Kristus midt under sin frygtelige lidelse opsendte denne bøn: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." Luk. 23,24. Og dog stod der mennesker, som var skabt i Guds billede, og enedes om at udslukke Guds enbårne Søns liv. Hvilket syn var ikke dette for det himmelske univers!



Mørkets magter og myndigheder var forsamlede omkring korset og kastede vantroens djævelske skygge ind i menneskehjerterne. Dengang Herren skabte disse væsener til at stå foran sin trone, var de skønne og herlige. Deres skønhed og renhed var i harmoni med deres ophøjede kald. De var smykket med Guds visdom og iført himmelsk pragt. De var Jehovas tjenere. Men hvem kunne i de faldne engle genkende de strålende serafer, der engang havde gjort tjeneste i de himmelske sale?


Satans hjælpere sluttede forbund med onde mennesker for at få folket til at tro, at Kristus var den største af alle syndere, og for at få dem til at hade og afsky ham. De, som hånede Kristus, da han hang på korset, var besjælede af den første store oprørers ånd. Han fyldte dem med lave og hæslige ord. Han indgav dem deres spottegloser. Men trods alt dette vandt han intet.



Dersom man hos Kristus kunne have fundet en eneste synd hvis han blot i et enkelt tilfælde havde givet efter for Satan for at undgå de frygtelige pinsler, ville Guds og menneskers fjende have sejret. Kristus bøjede hovedet og døde, men han holdt fast ved sin tro og sin lydighed mod Gud. "Og jeg hørte en høj røst i Himmelen sige: Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore brødres anklager, som anklagede dem for vor Gud dag og nat" Åb. 12,10.



Satan så, at hans bedrag var afsløret. Hans herskermetoder var nu blevet åbenbaret for de syndfri engle og hele det himmelske univers. Han havde afsløret sig som en morder. Ved at udgyde Guds Søns blod havde han overskåret ethvert bånd af medfølelse fra de himmelske magters side. Fra nu af var hans virkefelt begrænset. Hvilken stilling han end måtte indtage, kunne han ikke længere vente på englene, når de kom fra de himmelske boliger, og over for dem beskylde Kristi brødre for at være iført mørkets klæder og for at være besudlet af synd. Det sidste led af medfølelse mellem Satan og den himmelske verden var nu brudt.



Dog blev Satan ikke tilintetgjort dengang. Englene forstod end ikke nu alt, hvad der var indbefattet i den store strid. Det skulle blive mere helt og fuldt åbenbaret, hvor meget der stod på spil, og far menneskets skyld måtte Satans eksistens fortsættes. Mennesker såvel som engle måtte se forskellen mellem lysets fyrste og mørkets fyrste. De måtte selv vælge, hvem de ville tjene.


Ved begyndelsen af den store strid havde Satan erklæret, at det ikke var muligt at overholde Guds lov, at retfærdighed ikke lod sig forene med barmhjertighed, og at det ville være umuligt for en synder at få tilgivelse, hvis han overtrådte loven. Satan hævdede, at enhver synd burde have sin straf, og hvis Gud ville eftergive straffen for synd, ville han ikke være sandhedens og retfærdighedens Gud. Satan frydede sig, når mennesker brød Guds lov og trodsede hans vilje. Han erklærede, at det var bevist, at loven ikke kunne overholdes. Mennesket kunne ikke få tilgivelse. Fordi Satan efter sit oprør var blevet forvist fra Himmelen, hævdede han, at menneskeslægten for evigt måtte være udelukket fra Guds velbehag. Han påstod, at Gud ikke kunne være retfærdig og alligevel vise synderen barmhjertighed.



Men selv om mennesket var en synder, så var det anderledes stillet end Satan. Lucifer havde i Himmelen syndet i selve lyset fra Guds herlighed. Guds kærlighed var blevet åbenbaret for ham som for ingen anden skabning. Trods forståelse af Guds væsen og viden om hans godhed valgte Satan at følge sin egen selviske, frie vilje. Dette valg var afgørende. Gud kunne ikke gøre mere for at frelse ham. Men mennesket var blevet bedraget. Dets sind var blevet formørket ved Satans forvanskninger. Det kendte ikke højden og dybden af Guds kærlighed. Ved at lære Guds egenskaber at kende kunne det måske drages tilbage til Gud.



Ved Jesus blev Guds barmhjertighed åbenbaret for mennesker; men barmhjertighed udelukker ikke retfærdighed. Loven viser os egenskaberne i Guds natur, og ikke et bogstav eller en tøddel af den kunne ændres for at imødekomme mennesket i dets faldne tilstand. Gud forandrede ikke sin lov, men i Kristus ofrede han sig selv for menneskers frelse. "Thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv." 2Kor. 5,19.


Loven fordrer retfærdighed et retfærdigt liv og en fuldkommen karakter, og dette er det ikke muligt for mennesket at give. Det kan ikke opfylde Guds hellige lovs krav. Men da Kristus kom til jorden som et menneske, levede han et helligt liv og udviklede en fuldkommen karakter. Dette tilbyder han som en frivillig gave til alle, der vil tage imod det. Hans liv træder i stedet for menneskenes liv. Således får de ved Guds langmodighed tilgivelse for synder, der er begået. Og foruden dette besjæler Kristus mennesker med Guds egenskaber. Han opbygger den menneskelige karakter med den guddommelige karakter som forbillede til en smuk forening af åndelig styrke og skønhed. Således opfyldes selve lovens retfærdighed i den troende ved Kristus. Gud kan være "retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus". Rom. 3,26.



Guds kærlighed har ikke mindre givet sig udtryk gennem hans retfærdighed end gennem hans nåde. Retfærdigheden er hans trones grundvold og frugten af hans kærlighed. Det har været Satans formål at skille nåden ud fra sandheden og retfærdigheden. Han søgte at bevise, at retfærdigheden i Guds lov er en fjende af freden. Men Kristus viser os, at i Guds plan er de uløseligt knyttet sammen. Den ene kan ikke være til uden den anden. "Miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden." Sl. 85,11.



Ved sit liv og sin død viste Kristus, at Guds retfærdighed ikke tilintetgjorde hans barmhjertighed, men at synden kunne tilgives, og at loven er retfærdig og kan adlydes til fuldkommenhed. Satans anklager var blevet modbevist. Gud havde givet mennesket et umiskendeligt bevis på sin kærlighed.



Nu blev der fremført et andet bedrag. Satan erklærede, at nåden tilintetgjorde retfærdigheden, og at Kristi død ophævede Faderens lov. Hvis der havde været mulighed for, at loven kunne afskaffes eller ændres, havde det ikke været nødvendigt for Kristus at dø. Men at ophæve loven ville være det samme som at udødeliggøre overtrædelsen og stille verden under Satans herredømme. Det var, fordi loven var uforanderlig, fordi mennesket kun kunne frelses gennem lydighed mod dens befalinger, at Jesus blev naglet til korset. Men netop det samme middel, hvorved Kristus stadfæstede loven, blev af Satan fremstillet som dens tilintetgørelse. Her vil den sidste strid komme til at stå i den store kamp mellem Kristus og Satan.



At den lov, som blev givet med Guds egen røst, rummer fejl, og at en eller anden enkelthed i den er blevet omstødt, er det, som Satan nu hævder og fremfører. Dette er det sidste store bedrag, som han påfører verden. Han behøver ikke at angribe hele loven. Hvis han kan få mennesker til at se bort fra et enkelt bud, har. han opnået, hvad han ville. "Thi den, der holder hele loven, men blot på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle." Jak. 2,10. Ved at indvillige i at overtræde ét af budene kommer mennesker under Satans herredømme. Ved at erstatte Guds lov med menneskers love vil Satan søge at underlægge sig verden. Denne handling er profetisk forudsagt. Der forkyndes om den store, frafaldne magt, som er repræsentant for Satan: "Han skal ..... tale mad den Højeste og mishandle den Højestes hellige; han skal sætte sig for at ændre tider og lov, og de skal gives i hans hånd." Dan. 7,25.



Mennesker vil ganske sikkert oprette deres egne love for at modarbejde Guds love. De vil søge at tvinge andres samvittighed, og i deres iver for at fremtvinge disse love vil de underkue deres medmennesker.



Krigsførelsen imod Guds lov, som blev påbegyndt i Himmelen, vil blive fortsat indtil tidernes ende. Ethvert menneske vil blive prøvet. Lydighed eller ulydighed er det spørgsmål, der skal afgøres af hele verden. Alle vil få kaldet til at vælge mellem Guds lov og menneskers love. Det er her, skillelinjen skal trækkes. Der kan kun være to forskellige slags. Enhver personlighed vil udvikle sig helt, og alle vil komme til at vise, om de har valgt at stå på de trofastes side eller på de oprørskes side.



Derefter vil enden komme. Gud vil hævde sin lov og udfri sit folk. Satan og alle de, der har gjort fælles sag med ham ved at gøre oprør, vil blive udelukket. Synden og synderne skal gå til grunde, både rod og gren (Mal. 4,1) Satan er roden, og hans tilhængere er grenene. Dette ord om de ondes fyrste skal gå i opfyldelse: "Fordi du i dit hjerte føler dig som en gud, ..... da vanhelligede jeg dig og tilintetgjorde dig, skærmende kerub, så du ikke blev mellem Guds sønner ..... Du blev en rædsel, og borte er du for evigt." "Den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke." De skal ..... blive, som om de aldrig havde været til." Ez. 28,6?19; Sl. 37,10; Obadias 16.



Dette er ikke en vilkårlig magthandling fra Guds side. De, som forkaster hans nåde, høster, hvad de har sået. Gud er livets kilde, og hvis et menneske vælger at tjene synden, skiller det sig fra Gud og afskærer sig således fra livet. Det er "fremmed for livet i Gud". Kristus siger: "Enhver, som hader mig, elsker døden." Ef. 4,18; Ordsp. 8,36. Gud lader dem leve en tid, for at de kan udvide deres personlighed og åbenbare deres livssyn. Når dette er sket, modtager de følgerne af deres eget valg. Ved at leve et liv i oprørskhed bringer Satan og alle de, der gør fælles sag med ham, sig selv i den grad i modstrid med Gud, at hans blotte nærværelse for dem er som en fortærende ild. Herligheden fra ham, som er kærlighed, vil tilintetgøre dem.



Ved begyndelsen til den store strid forstod englene ikke dette. Hvis Satan og hans hærskarer dengang havde fået lov til at høste alt, hvad der var opnået ved deres synd, ville de være gået til grunde; men det ville ikke have været indlysende for himmelske skabninger, at dette var den uundgåelige følge af synden. Tvivlen om Guds godhed ville have dvælet i deres sjæl som en ond sæd, der ville have avlet dødens frugter af synd og smerte.



Men sådan skal det ikke gå, når den store strid er til ende. Når til den tid frelsesplanen er fuldført, vil Guds sande natur være åbenbaret for alle skabte fornuftvæsener. Så vil man se, at hans lovs forskrifter er fuldkomne og uforanderlige. Så har synden afsløret sit sande væsen og Satan sine egenskaber. Så vil udslettelsen af synden godtgøre Guds kærlighed og genoprette hans herlighed over for et univers af skabninger, der fryder sig over at gøre hans vilje, og som bevarer hans lov i deres hjerter.


Ja, englene havde grund til at fryde sig, når de betragtede Frelserens kors; for skønt de ikke dengang forstod alt, så vidste de, at syndens og Satans tilintetgørelse var sikret for evigt, at der nu var forvisning om menneskeslægtens frelse, og at der for evigt var tryghed i universet. Kristus forstod selv fuldt ud, hvad følgerne ville blive af det offer, der blev bragt på Golgata. Det var til alt dette, han så frem, da han på korset udbrød: "Det er fuldbragt."



Endelig havde Jesus fundet hvile. Den lange dag med skændsel og pinsler var til ende. Da solens sidste stråler indvarslede sabbatten, lå Guds Søn roligt i Josefs grav. Hans gerning var fuldendt, hans hænder var fredeligt foldede, medens han hvilede i sabbatsdagens hellige timer.

I begyndelsen havde Faderen og Sønnen hvilet på sabbatten, efter at deres skaberværk var fuldført. Da "himmelen og jorden med al deres hær fuldendtes" (1Mos. 2,1) frydedes Skaberen og alle himmelske væsener ved at betragte det herlige syn. "Morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde." Job 38,7. Nu hvilede Jesus efter genløsningens gerning, og skønt der var sorg blandt dem, der elskede ham her på jorden, så var der dog glæde i Himmelen. Forjættelsen om fremtiden var herlig i de himmelske skabningers øjne. Et genoprettet skaberværk og en frelst slægt, der aldrig ville kunne fortabes, når den havde overvundet synden, dette, som skulle blive resultatet af Kristi fuldendte gerning, så både Gud og englene. Den dag, hvor Kristus hvilede, er for stedse kædet sammen hermed. Thi "fuldkomment er hans værk", og "alt, hvad Gud virker, bliver evindelig." 5Mos. 32,4; Præd. 3,14. Når den tid kommer, "da alt skal blive genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid," (Apg. 3,21), skal skabelsens sabbat, den dag, hvor Jesus var lagt til hvile i Josefs grav, stadig være en hviledag og glædesdag. Himmel og jord skal forene sig i lovprisning, når de frelstes skarer "hver uge på sabbatten" (Es. 66,23) i glad tilbedelse bøjer sig for Gud og for Lammet.



Ved de afsluttende begivenheder på korsfæstelsesdagen blev der givet nye beviser på opfyldelsen af profetierne og givet nye vidnesbyrd om Kristi guddommelige oprindelse. Da mørket havde hævet sig fra korset og Frelserens sidste råb havde lydt, hørtes der straks derefter en anden stemme, der sagde: "Sandelig, han var Guds Søn." Matt. 27,54.



Disse ord blev ikke sagt med hviskende stemme. Alles øjne rettedes mod det sted, hvorfra ordene lød. Hvem var det, der havde talt? Det var høvedsmanden, den romerske soldat. Frelserens guddommelige tålmodighed og hans pludselige død med sejrsråbet på sine læber havde gjort et dybt indtryk på denne hedning. Høvedsmanden genkendte Guds Søns skikkelse i det sårede, mishandlede legeme, der hang på korset. Han kunne ikke lade være med at bekende sandheden. Således blev der atter afgivet vidnesbyrd om, at vor Frelser skulle se lønnen for sin sjæls møje. På selve dagen, hvor han døde, var der tre mænd, alle vidt forskellige, som havde bekendt deres tro: høvedsmanden for det romerske vagthold, han, som bar korset for Frelseren, og han, som døde på korset ved hans side.

Amen

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 313113

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-1,1967499256134sekunder