JESUSLIVET - TRO DER GØR UROLIG.

Tro der foruroliger.


www.Bibelen.dk



Troen, sagde de gamle lutheranere, er noget, som foruroliger. For Martin Luther åbenbarede Gud den bibelske sandhed om retfærdiggørelse ved tro. Luthers fremhævelse af tro som den eneste vej til fred med Gud og udfrielse fra synd gav nyt liv til den kirke, der var i forfald, og fremkaldte reformationen. Dette er ikke blot historie, men ganske enkelt en kendsgerning. Enhver kan kontrollere det.


Men der er sket noget med den lære om retfærdiggørelse ved tro, som Luther overleverede os. Hvad det er, der i virkeligheden er sket, er vanskelig at blive klar over. Det træder ikke klart frem som et ja eller nej, et tydeligt sort eller hvidt. Det er meget vanskeligt virkelig at få fat på, men det, der er sket, er så alvorligt og væsentligt, at det har forandret eller er på vej til at forandre hele det evangeliske syn. Hvis det får lov at fortsætte, kan det meget vel vende helt op og ned på kristendommen og i stedet for vore fædres tro sætte noget helt andet ind. Alt dette kommer så gradvist og fremtræder så uskyldigt, så det vanskeligt bliver bemærket. Enhver, som vil bekæmpe det, vil blive beskyldt for at kæmpe mod vindmøller som Don Quixote. Paulus' og Luthers tro var revolutionerende.


Den vendte op og ned på den enkeltes liv og gjorde dem til helt nye mennesker. Den greb ind i livet på en måde, der førte til lydighed mod Kristus. Den tog korset op og fulgte efter Jesus uden tanke på at vende tilbage. Den bød farvel til gamle venner lige så helt som Elias, da han steg ind i ild vognen og blev taget bort med vinden. Den havde noget afgjort over sig. Den tog menneskets hjerte til fange og gjorde fra det øjeblik mennesket til Herrens kærligheds træl. Den gjorde jorden til en ørken og drog Himmelen nær den troende sjæl. Den ændrede alle handlinger, så de blev bragt i overensstemmelse med Guds vilje. Den satte den troende på sandhedens tinde, og fra dette åndelige udsigtspunkt betragtede han de oplevelser og erfaringer, der kom på hans vej. Den gjorde mennesket lille og Gud stor og Kristus usigelig dyrebar.


Alt dette og mere endnu skete med det menneske, som modtog den tro, som retfærdiggør. Den revolution, som stille, men sikkert har sneget sig ind, har bevirket, at ordet »tro« har fået en helt anden betydning. Lidt efter lidt har ordet skiftet mening fra, had det oprindeligt stod for, til det, vi ser nu. Forandringen er så snigende, at den næppe bliver erkendt, og ikke en rejser sig mod den og advarer.


Men de tragiske følger ser vi rundt om os. Tro betyder nu ikke mere end en passiv indstilling til Guds ord og Jesu kors, idet man slår sig til tåls med, at det eneste, der kræves, er, at man lever sit liv på et højere plan moralsk set. For at vise denne tro behøver vi blot at nikke bekræftende til den anvisning, der af den personlige sjælesørger gives os med henblik på vor sjæls frelse. Den almindelige virkning er næsten den samme, som vi kender efter et besøg hos en god og vis læge. Efter besøget føler patienten sig meget bedre, idet han er blevet bekræftet i at, alle hans mange bekymringer havde været ubegrundede, han trængte bare til lidt ekstra hvile.


En sådan tro vil aldrig forurolige nogen, den trøster dem. De troende oplever ikke »slaget på hofteskålen«, så de må gå haltende videre. Snarere er troen med til at forskønne deres positur. Deres selv er renset og deres selvtillid friet fra misgerninger. »Og solen stod op, da han drog forbi Penuel.« 1. Mos. 32:31.


Dette skete for Jakob - eller rettelig for Israel, for solen skinnede ikke meget på Jakob, det skammede den sig ved, men den elsker at hvile på hovedet af den, Gud har forvandlet. Vor tids kristne har behov for igen at høre 1æren om troens foruroligende egenskab., Mennesker må høre, at kristendom ikke er noget, man leger med. Den kristne tro vil befale, i modsat fald vil den intet have med et menneske at gøre. Den vil ikke give efter for eksperimenttering. Den, der hemmeligt søger at have en udvej åben, hvis det skulle blive for vanskeligt, vil aldrig opleve dens kraft. En sand Bibelsk tro ejes kun af det menneske, der ved med sig selv, at der ingen vej er tilbage. En sådan tro resulterer nemlig i en evig og uigenkaldelig overgivelse, og uanset hvor hårde prøvelserne end måtte være, vil svaret altid blive:


»Herre til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.« Johs. 6:68.

A
 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 362078

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33127903938293sekunder