JESUSLIVET - TROSLIVETS RETFÆRDIGHED.



Troen og livets retfærdighed.


(Fra Norsk) 


www.Bibelen.dk


Rom. 1, 16-17; 3,21-26; Gal. 2,16-17.


Rom. 1 – 8 er den belærende del. Tre centrale bibelske begreber bliver behandlet der:


a. Synd kap. 1,18-3,20.


b. Retfærdiggørelse kap. 3,21-5,21.


  1. Helliggørelse kap. 6 – 8.


Sandheden om troens retfærdighed eller retfærdiggørelse ved tro alene er en af de mest betydningsfulde sandheder i Skriften. Den må fastholdes i tro, og fremholdes klart i forkyndelsen. Det er sagt om Luther at den sjælefred som han ikke fandt i Rom (den romersk katolske kirke), den fandt han i Romerbrevet. Og ordet som løste ham var «Den retfærdige, ved tro skal han leve» (Rom. 1,17). Dermed fik vi reformationen, og den bibelske lære om retfærdiggørelse ved tro fik fornyet styrke.


Udtrykkene,»retfærdighed» og «retfærdiggørelse» kender vi fra retssproget. At være retfærdig i menneskelig betydning vil sige at stå i det forhold til landets lov, at man ikke kan anklages og påføres straf. Sådan er det også i åndelig mening når det gælder vort forhold til Gud. Retfærdiggørelsen tager sig af den juridiske side ved frelsen. I retfærdiggørelsen får vi en ny stilling indfor Gud.


T være retfærdig betyder at holde mål for Gud. A være sådan som Gud vil vi skal være. I fuld overensstemmelse med hans hellige vilje.


Retfærdighed er altså vort største behov som en fortabt, dømt og skyldig synder. Skal vi bestå for Gud må vi have retfærdighed. Og den må være fuldkommen. Gud kræver det. Dette rejser alvorlige spørgsmål hos os: «Hvordan kan en hellig og retfærdig Gud retfærdiggøre et ugudelig menneske?» «Hvordan skulle da et menneske være retfærdig for Gud eller en som er født af en kvinde, være ren?» (Job 25,4). Det som er umulig for mennesker, er mulig for Gud.


Menneskets vej til Gud fører aldrig frem. Ingen kan retfærdiggøre sig selv. hverken ved gode gerninger eller et gudfrygtig liv. Selv ikke den bedste er god nok i Guds øjne. Jfr. Rom. 10,3; Jes. 64,5.


Guds vej til og for os er den eneste farbare vej. Vor eneste redning ligger i evangeliet. «For i det (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro» (Rom. 1,17a). Gud giver det han kræver. Han giver retfærdighed til den som intet har.


Denne -retfærdighed kaldes for:

a. Guds retfærdighed Rom. 3,21-22. Her sigter det ikke til en bestemt egenskab hos Gud (at Gud er retfærdig). «Men på den retfærdighed som gælder for Gud, og som er virket af Gud» (Luther).


b. Troens retfærdighed Rom. 4,13; 5,l. Denne retfærdighed tilsiges synderen ved tro og fortrøstning til den Herre Jesus.


  1. Den tilregnede retfærdighed Rom. 4,3. 5-64.


Ja, denne retfærdighed er egentlig en person – som gælder i mit sted overfor Gud. «I hans dage skal Juda blive frelst, og Israel bo trygt. Dette er det navn som han skal kaldes med: Herren, vor retfærdighed» (Jer. 23,6). «For det er hans værk at I er i Kristus Jesus, han som for os er blevet visdom fra Gud, retfærdighed og helliggørelse og forløsning» (1 Kor. 1,30).


Hvad vil det sige at blive retfærdiggjort?

Det betyder at stå i et helt nyt forhold til Gud. Det er mere end at blive benådet. Benådning fritager fra straf, men ikke fra skyld. Retfærdiggørelse er at være frikendt både for skyld og straf. »Den består i det at den treenige Gud af bare nåde frikender en bodfærdig og troende synder både fra synden og dens straf, og i stedet tilregner ham Kristi retfærdighed. Ja, – anser ham i Kristus som om han aldrig havde syndet» (E. Pontoppidan).


Det er mere end syndendes forladelse. Syndernes forladelse afklæder os synden. Sletter den ud. Retfærdiggørelsen iklæder os Kristi retfærdighed. I Israel blev det ofret både syndoffer og brændoffer. I syndofferet blev synderens synd overført til offeret og ført bort. Det er syndernes forladelse. I brændofferet blev offerets fuldkommenhed tilregnet synderen. Det er retfærdiggørelse. Vi har en illustration til dette i Sak. 3,1-5. Da Josva var iført de nye klæder var anklageren tavs. Højtidsklæderne er bryllupsklædningen. Vi er skikket for himmelen. Jes. 61,10.


Retfærdiggørelse er ikke en følelsessag, men en trossag. For retfærdiggørelsen sker ikke i synderens hjerte, men hos Gud i himmelen. Den beror på en domsafgørelse hvor Gud dømmer synderen for at være retfærdig som følge af Jesu stedfortredende gerning. Vi bliver erklæret retfærdig.


Romerbrevet kan sammenlignes med en retsal. Dommeren er den Almægtige og Altvidende og hellige Gud. Uden sidestykke er Guds hellige lov. Vi (både jøder og hedninger) er de skyldige. Vi går ind som dødsdømte forbrydere. Men på grund af dommerens egen søn som gik ind i vort sted og tog dommen på sig, kan vi gå ud af retssalen som retfærdiggjorte mennesker. Med løftet hovede. Med æren i behold.


Retfærdiggørelsens grund.

Rom. 3,24-25; Jes. 53,11. Hvordan kan en retfærdig Gud retfærdiggøre synderen og alligevel være retfærdig? På grund af Jesu Kristi forsoningsværk. Et offer måtte til. Løsepenge måtte skaffes. Den Herre Jesus måtte tage lovens forbandelse på sig. Og loven kræver synderens død. 2 Kor. 5,21; Jes. 53,5.


På korset holdt Gud opgør med hele slægten i sin Søn. Dommen, straffen og døden rammet ham, for at retfærdigheden, friheden og livet skulle blive os til del. Det er blod på nådestolen. Blodet vidner om synd og soning. I Kristi død blev synden sonet, straffen og skylden blev betalt. Lovens krav blev tilfredsstillet/opfyldt.


Men hans død alene kunne ikke retfærdiggøre synderen. Kristi opstandelse fuldender frelsen. Rom. 4,25. Kristi opstandelse er er et evig bevis på hans værks fuldkommenhed. Det er et kraftig og tydelig udtryk for at Gud er tilfreds med den forsoning som han bragte på korset. Golgata viser os ikke bare Guds kærlighed, men også Guds retfærdighed. «..for at vise sin retfærdighed..» (Rom. 3,25-26). Her er det tale om den egenskab hos Gud at han er retfærdig. Fordi Gud er retfærdig, måtte Kristus dø. Verdens synd måtte sones. Gud tilgiver ikke synderen fordi han er «rar», men fordi han er retfærdig. I Kristus er Guds retfærdighed blevet vår frelse.


Retfærdiggørelsen betyder at Gud dømmer os som om vi var Kristus, ligesom han i sin tid dømte Kristus som om han var os!


Hvordan bliver et menneske retfærdiggjort?

Ved tro alene – uden gerninger. Rom. 3,28; 10,10; Gal. 2,16. Retfærdighed af tro er Guds værk alene. Ikke et samarbejde mellem Gud og synderen. Heller ikke på lovens vej opnås retfærdighed for Gud. Lovens opgave er ikke at frelse syndere, men vise at synderen har brug for en frelser. At blive retfærdiggjort af tro er en guddommelig nådegerning. Den er uforskyldt. Det er noget Gud gør uden at finde nogen grund i synderen for at gøre det. Det kan derfor aldrig blive tale om at være mere eller mindre retfærdig.


Enten står man for Gud under lovens dom som en synder, eller i hans retfærdighed som skyldfri og ulastelig. Jfr. Abraham , Rom. 4,1-3.


«Ingen af dem der tager sin tilflugt til ham, dømmes skyldig» (Sal. 34,23).

 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 326258

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,57156801223755sekunder