JESUSLIVET - VÆR DOG IKKE SÅ TAVS

Den forfærdelige blufærdighed

Mark.8,38: ”For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin fars herlighed sammen med de hellige engle.”




Det er Jesus, som her kommer med en løftet pegefinger over for den blufærdighed, som på Jesu tid var stor.




Blufærdigheden er ikke mindre i dag.

Det oplever man fra tid til anden, når man kommer til at berøre det religiøse emne i et selskab. Man kan uden at blinke nævne både Buddha og Allah, men har så svært ved at få navnet Jesus over sine læber– og dog er han tilværelsens midtpunkt og kongernes konge og ham, ved hvem alt er skabt.




Mange undskylder sig med. Ja, men vi er da ikke alle evangelister, vi er jo da ikke alle lige snaksalige. Hm, Underligt. Man kan jo så fint snakke om ferierne, om det daglige, om arbejdet om tv udsendelserne, ja, om alt muligt andet end Jesus. Hvorfor? Prøv selv engang når du sidde i selvskab, at høre hvad der i grunden bliver snakket om, så ser og hører du selv hvor lidt der tales om Gud og Jesus. Vi siger vi alle er apostle.



Alle er vi ud sendt i hver vor gerning. Men hvor meget bruger vi den eller de talenter vi fik til tjene Gud med? Hvor meget taler vi om Guds rige og Hans retfærdighed? Om det evige liv og den Gud vi tilhører.

Hvad med Jesu lignelse om de betroede talenter, som netop taler om at bruge det, man har fået givet. Et Guds ord, som er plantet i et hjerte, vil nemlig altid nemlig vokse op som et vidnesbyrd med mindre, der bliver kastet vrag på lydigheden.



Vi lander igen ved lydhør. Lydighed ud fra det vi har hørt og lært, om vi da i det hele taget har lært noget, eller hørt hvad Jesus Har sagt?




I lignelsen slutter Jesus med de tankevækkende ord: ”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, som ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Hvis man føjer vidnesbyrdet ind i den konklusion, ja, så forfærdes man. Det betyder jo, at Gud simpelthen kan tage et vidnesbyrd fra én, hvis man ikke bruger det.





Mange vidnesbyrd bliver kvalt på grund af blufærdighed. Man har jo lært man skal være sagtmodig, ydmyg og ikke prale. Men, vi kan udmærket sidde og snakke om alt muligt her op jorden af det jordiske, men Guds rige hvor nævnes det? Hvad hjerte er fyldt er af løber munden altid over med.



Alle vore undskyldninger køber Gud ikke. Gud køber ikke vor fejhed over for Hans Søn. Eller sagt med et mere rammende udtryk: Menneskefrygt. Vi frygter ind i mellem mennesker mere end Gud. Er det det Guds Ord siger vi skal? Vi vil hellere være på bølgelængde med alt i den her verden end på bølgelængde med Guds rige og Hans retfærdighed.




Man tager hensyn til mennesker, i stedet for at tage hensyn til Gud. Bønnen i hjertet om at komme med en klar bekendelse er ofte på vågeblus og ikke et brændende ønske om at ære Gud, når lejligheden bød sig.




Vi kender det jo godt alle sammen. Pludselig er der en lejlighed, men man bøjer af og bliver tavs eller bruger helt andre ord. Nogle sætter desværre lighedstegn mellem et vidnesbyrd og det at promovere sig selv, men det kan man simpelthen ikke. Vi har læst/hørt, om at bruge det gunstige øjeblik. Hvad gør vi selv personlige?





Tag blot en person som Paulus, som af mange bliver misforstået. Han talte jo ikke om sig selv for at rose sig selv, nej, denne Guds mand bragte sit eget personlige vidnesbyrd for at mennesker kunne få et fællesskab med Gud. Han var ydmyg nok til at kunne tilføje: ”Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre Evangeliets hemmelighed”. Ef.6,19. Han siger evangeliets hemmelighed. Den hemmelighed vi tror på, den hemmelighed som er skjult for mange, Vi har den inde i os. Skal vi beholde den for os selv?



Vi kan ikke, det er helt rigtig. Men vi kan bede Gud om at rense os fra al vor uretfærdighed, så vi bliver et brænde Guds vidne og ikke et vidne om os selv, om alt det jordiske.



Hvad skal Jesus lønne os for, om vi aldrig gider vidne om Ham? Hvordan skal vi opbygge hinanden om vi aldrig snakker sammen om Guds rige?




At vidne er at fortælle andre om Guds rige og Hans retfærdighed Jesus. Men vi kan jo ikke fortælle andre om Jesus om vi ikke selv er fyldt af Jesus og Guds Ord. For øvrigt er det at vidne langt mere end en masse ord fra bibelen, det er også at fortælle om det vi oplever i vor hverdage med Gud og Jesus. Hvor sørgeligt, trist er det ikke at komme i kirken og præsten spørger er der nogen der har et vidnedsbyrd, noget at fortælle om som de har oplevet med Gud og Jesus? Og der bliver totalt stille. Hvorfor siger folk intet om Jesus i deres liv? Gør Gud intet for dem? Hvorfor æres Gud ikke i virkelighedens vidnedsbyrd længere?




Hvorfor er du som kristen tavs om Gud og Jesus?




Troen kommer af det der høres der høres i kraft af Jesu Ord. Om ingen fortæller om det virkelige liv sammen med Jesu i HelligÅndens kraft, skabes der ikke tro. Ved at fortælle om livet i Gud vidner vi, vi bekræfter Bibelens sande ord , at de er troværdige Ord som er værd at tro på og følge.




Hvornår har du sidst fortalt om Gud og Jesus til din næste? Vidner dit liv om Gud?

Vh Jan Lund Nissen 2011




 
Panel title

© 2017 FREE

Antal besøg: 312953

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,58998394012451sekunder