JESUSLIVET - VORE ORDS MAGT





Vore ords magt.



   Www.bibelen.dk



»Hvad du byder, det skal ske« (frit overs. efter engelsk- Job. 22: 28. "Ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes« Matt. 12: 33-37.


»Det er kun ord!« - »Hvad betyder vel ord?« Hvor ofte hører man ikke udtryk som disse, og hvor er de falske. Sandheden er snarere, at det er næsten umuligt at beregne ords magt og betydning. Sprogets evne - det vil sige evnen til med ord, i tale eller skrift, at give udtryk for vore tanker og følelser, og den magt dette indebærer, er en af Guds største gaver til mennesket.


Den er en meget vigtig del af den lighed, der er mellem Gud og mennesket, og den deles ikke med nogen anden skabning af lavere art.


Efter næsten et århundrede med uophørlige anstrengelser for at bevise udviklingsteorien, forbliver denne sprogets evne i menneskets besiddelse som et klart og uforanderligt tegn på adskillelsen mellem mennesket og dyrene, et tegn som tilhængerne af udviklingsteorien aldrig har været i stand til at fjerne eller forklare. Så længe denne barriere bliver stående, kan udviklingslæren aldrig tilvejebringe en tilfredsstillende beretning om menneskets begyndelse eller skabelse.


Når vi betragte det Gud selv lærer os om det emne, bliver disse konklusioner om sprogets vigtighed fuldt ud stadfæstet. Bibelen og Jesus Kristus er de to højeste åbenbaringer af Gud selv, og om dem begge bruger Han benævnelsen »Guds ord« - mon noget kan give ord større betydning? ( læs i Joh 1 om ordet og Lyset).


De to sprog, hvorpå Guds skrevne åbenbaring, Bibelen, først blev givet til mennesket, er hebraisk (og dets søstersprog aramæisk) i Det gamle Testamente og græsk i Det ny Testamente. På begge sprog er der et ord - på hebraisk »dabar« og på græsk »rema« - som kan oversættes bade »ord^a og »ting«, hvilket er meget betydningsfuldt. Kun sammenhængen kan i hvert tilfælde vise, hvilken oversættelse der er at foretrække, og somme tider er det nødvendigt at oversætte på begge mader for at gengive originalens fulde mening. For eksempel kan Gabriels ord til Maria i Luk. 1:37 ligeså godt oversættes: »For Gud skal intet ord vare uden kraft« som »Thi for Gud er ingenting umuligt.« Vi kunne maske forklare dette ved at sige »Hvert ord fra Gud indeholder i sig sin egen opfyldelses kraft.«


Det skabende ord.

Denne særegenhed ved hebraisk og græsk, de to sprog, der er udvalgt til guddommelig åbenbaring, er intet tilfælde. Den illustrerer den guddommelige naturs grundlæggende princip. For Gud er »ord« det samme som Betinge. For Ham er der ingen forskel. I Hebr. 11:3 læser vi: I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.«. Ord var faktisk det eneste middel, Gud , brugte til at skabe hele universet. Ord er det materiale, universet er bygget af. Det er derfor ikke for meget at sige, at da Gud betroede mennesket talens evne, betroede Han det sin egen guddommelige, skabende magt. Det er ikke sa mærkeligt, at dette forbliver det højeste adskillelses tegn mellem mennesket og dyrene.


Herren Jesus gav os en yderligere indsigt i ords betydning, da Han sagde: »Hvad hjertet/sindet er fuldt af, løber munden over med.« Matt. 12:34. Det vil sige, at et menneske ved sine ord åbenbarer, hvad der bor i hans hjerte. Fra hjertet udspringer livet (Ordspr. 4:23), men ord er den guddommeligt forordnede kanal, gennem hvilken det liv skal flyde og komme til udtryk. Mens et menneske sidder stille i min nærhed, kan jeg ikke med mine sanser opfatte, hvad der bor i hans hjerte/sind, men når han taler, åbenbarer eller afslører, hans ord det for mig. Vi kan heller ikke med vore sanser kende Gud, vi kan tikke udgranske eller forstå Guds hjerte eller sind, men da Jesus »Guds ord« - blev åbenbaret for vore sanser i menneskelig skikkelse, fik vi en fuldkommen åbenbaring af Guds hjerte.


Tale er af guddommelig oprindelse.

Talens evne er altså af guddommelig oprindelse. Den er noget vidunderligt og indviet. Den må ikke forringes eller misbruges, Jesus advarede os gentagne gange mod dette. »Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regn,skab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine |ord skal du fordømmes« Matt 12:36-37. Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde« Matt. 5 37. Vore ord skal være besindige, nøjagtige, rene, uden overdrivelse eller, fordrejelse, indviede instrumenter, der bruges til hellige formål. Unyttige ord , ord brugt på nogen anden måde eller til noget andet formal, er synd, som skal bekendes og lægges af, før Gud igen kan velsigne.


Der er skrevet om Kristus: »Ynde er udgydt på dine læber, derfor velsignede Gud dig for evigt« Salme 45 3. Om Kristi brud lærer Skriften: »Som en purpursnor er dine læber, yndig din mund, Dine læber drypper af sødme, min brud, under din tunge er honning og mælke Højsangen 4:3 og 11. Til menigheden siger Paulus. Jeres tale skal altid være vindende. Kol. 4:6.


Gud ønsker ikke blot ved tro at give vore ord ynde og renhed, men Han ønsker at tildele dem den autoritet og det herredømme,som mennesket havde før syndefaldet. I Job 22:28 er det lovet: »Hvad du byder, det skal ske«. Det vil sige, at en forlæst synders ordre skal have samme autoritet som Den almægtige Guds ordrer. Josua talte til solen og månen, og ved sit ord standsede han deres kurs i himmelrummet næsten en hel dag (Josua 10:12-13). Elias sagde til Akab: »Sa sandt Herren, Israels Gud, lever, Han, for hvis ansigt jeg står, i de kommende år skal der ikke falde dug eller regn uden på mit udtrykkelige bud!« 1. Kong. 17:1. Gud er den eneste, der har den forret at kunne beherske regnen (Jer. 14:22). Alligevel erklærer Elias, at bade dug og regn i en vis periode skulle være under hans ords kontrol, og i Jakobs br. s 17 læser vi, at det ikke regnede over landet i tre år og seks måneder. Da bad Elias på ny, og himmelen gav regn. Således kontrollerede mennesker i Det gamle Testamente ved deres ord Guds skabende magt.


I Det ny Testamente talte Jesus ganske enkelt til et figentræ, og det visnede. Da Hans disciple undrede sig over dette, betroede Jesu dem klart lignende og endog større autoritet: Misundelig siger jeg eder: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men om I så ville sige til dette bjerg. 'Løft dig op og kast dig i havet,' så skal det ske. Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I fa, hvis I tror« Matt. 21:21-22.


Dette dobbelte løfte indbefattet både ord talt til Gud i bøn og ord talt for Gud på anden måde. Sådan er det Jesu vilje og hensigt at skænke sine troende disciples ord den samme virkningsfuldt og skabende magt og autoritet, som Guds egne ord besidder. Hvis vi kristne ville holde op med at foragte og misbruge disse indviede redskaber; hvis vi ville aflægge al formålsløs tale, bagtalelse, sladder, overdrivelse, ville vi snart blive forbløffede over den kraft, vore ord ville få (Ef. s: 1-4, 3. Mos. 19: 16, Salme 15, Ordspr. 26:18-28).


Selv om de kristne ofte er blinde og ligegyldige over for deres ords betydning, er Satan det ikke. Det var med ord, han forførte vore første forældre, og siden da har han bestandig forsøgt at tilrane sig den guddommelige autoritet, der er overdraget i ord, og at bruge disse Guds indviede redskaber imod Gud og imod Guds folk og Guds hensigt på jorden. I Johs. Ab. 16:13 læser vi Et der ud af dragens mund j og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøerne Det, der kende- j tegner frøen i Palæstina og tilstødende lande, er, at den, holder sig stille om dagen, men kvækker uophørligt i de mørke timer. Disse frøer er derfor et levende billede på det, der kendetegner den moderne politiks særegne metoder. For disse bruger vi ordet »propaganda, det vil sige en uophørlig gentagelse af de udtalelser og teorier, som man ønsker skal troes for at udelukke alle andre. Det er dette ordets instrument, kaldet »propaganda«, som »verdensherskerne i dette mørket har brugt til at grundlægge hver eneste af de efter hinanden følgende antikristelige diktator-magter, som har markeret de sidste mange år af verdenshistorien. Krigsmagter, militær magt, hemmeligt politi - alle disse er underordnet det ene store verbale redskab »propaganda«. Skønt de onde kræfter bag sådan »propaganda« er anelige, klart kaldet »urene ånder«, er det som altid genem menneskers læber, de må arbejde.


Derfor læser vi i Salme 12: 5 om mennesker »som siger: Vor tunge gør os stærke, vore læber er med os, hvem er vor herre? Sådanne mennesker ved ikke, at Satan er herre er dem og kontrollerer deres læber for sine egne formal. Og i salme 73: 8 og 9: »I det dybe taler de ondt, i det skjulte fører de urettens tale, de løfter munden mod himlen, tungen farer omkring på jorden.


Ingen moderne forfatter har nogen sinde med så få ord givet et så levende og præcist billede af vore dages politiske metoder. Den tidsalder lange konflikt mellem lysets og mørkets magter, både i det himmelske og på jorden, er i sandhed ved at nå sit klimaks i vor generation; og det eneste redskab, resultatet bestemmes af, er ord!


Ord er vore kampvåben.

Det er ikke Guds vilje, at Hans folk skal være ineffektive eller lide nederlag. »Ved I da ikke siger Paulus, »at de hellige engang skal dømme verden? 1. Kor. 6: 2. Endvidere »Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gydt så de n nedbryde fæstningsværker Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange under lydighed mod Kristus. 2. Kor. 10: 4-5. Det vil ses, at kampen ikke foregår i det fysiske eller anselige rige, men i tankernes og indbildningens rige, og e mest effektive våben, Gud har overdraget os, er ord. Der er tre mader, hvorpå vi kan bruge disse våben: , i prædiken, i skrift. resultaterne afhænger af i hvor rigt mål, vi som kristne tilegner os den autoritet, der er overgivet til os i Kristus, autoriteten til at bruge ord med guddommelig magt. Og de har sejret over ham (djævelen) på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds orde . Åb. 12: 7-1.


Enkeltvis og som et legeme står vi kristne ansigt til ansigt med den menneskelige histories største krise. På hvilken side er du og dine ord? Samler du med Kristus? Eller spreder du, ved dine tankeløse, unyttige, uvise og skødesløse ord? (Matt. 6:24 og 12: 30).


Bøn.

Værn/beskyt også din tjener mod frække, de skal ikke bestemme over mig! Så bliver jeg uden anklager og fri for svære synder Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit ansigt, Herre, min Klippe og min Genløser! Salme 19: 1~15.


Genfødte som I er, ikke af forkrænkelig (noget der forgår), men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord, men Herrens ord bliver evigt. Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliets 1. Pen 1: 23 og 25. Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror« 1. Tess. 2: 13.


 
Panel title

© 2018 FREE

Antal besøg: 351524

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,97734093666077sekunder