Kristendom - Oprindelse

Kristendommen opstod i et bestemt område i en bestemt, historisk kontekst. Det er vigtigt at vide noget om denne sammenhæng i forståelsen af Jesus og kristendommens oprindelse.

Området

Kristendommen opstod i det geografiske område, der i dag svarer til Israel og Palæstina. På Jesus’ tid var området imidlertid opdelt i tre dele: Judæa, Samaria og Galilæa. Alle tre lande var jødiske nationer.

De politiske forhold

Af historiske kilder fremgår det, at området i tiden omkring vor tidsregnings begyndelse, nærmere bestemt år 63 f.v.t., blev indlemmet i Det Romerske Imperium. Alle tre lande kom under romersk besættelse, og en stor del af området blev styret af en romersk statholder, der havde sæde i Jerusalem. I perioden år 26-36 e.v.t. var det Pontius Pilatus, der var statholder.

Romerne var interesserede i opkræve skatter i området, men ikke synderligt interesserede i at blande sig meget i de eksisterende, palæstinensiske forhold. Det gjorde, at jøderne under den romerske besættelse fik lov til at opretholde et vist selvstyre, og at de fik stor frihed til at dyrke deres egen religion. Af historiske kilder fremgår det, at fra år 37 til 4 f.v.t. var det Herodes den Store, der var jødisk konge over alle tre landeområder.

De religiøse forhold

Jødedommen var selv sagt den mest udbredte religion i området. Men pga. områdets indlemmelse i romerriget, kom der også mange nye religioner til området. Orientalske, græske og romerske guddomme optrådte side om side, og religionerne påvirkede hinanden gensidigt. Det romerske imperium var præget af en fælles kultur, hellenismen, og indenfor næsten alle religioner i denne kultur udviklede der sig fællestræk. Der opstod en religionsblanding, kaldet synkretisme.

Den jødiske tro og gudsdyrkelse

Jødedommen modstod dog denne religionsblanding og jøderne bibeholdte deres egen teologi. Omdrejningspunktet i deres religion var overholdelsen af Moseloven og dyrkelsen af Jahve i Templet i Jerusalem. De ventede på, at en Messias ville komme og frelse dem fra den romerske besættelse og frembringe en ny storhedstid for jøderne.

De religiøse og politiske partier

Internt blandt jøderne opstod der imidlertid uenigheder omkring år 0. For til trods for det jødiske selvstyre i Palæstina kunne jøderne ikke undgå at føle sig afhængige af romerne, og forholdet til besættelsesmagten optog derfor de jødiske sind meget. Det resulterede i en opsplitning af jøderne i forskellige partier, afhængig af deres holdning til romerne og den jødiske, religiøse tradition.

Saddukæerne: De fornemme præsteslægter, der gik ind for en samarbejdspolitik med romerne.

Farisæerne: Hovedsageligt folk fra mellemklassen. Mange skriftklogehørte til denne gruppe. De opfattede den romerske besættelse for Guds straf over dem og holdt lav profil i forhold til romerne.

Zeloterne: Frihedskæmpere, som gik ind for at udøve modstand mod romerne.

Jesus

”Jesus er sand Gud og sandt menneske”, således forlyder et af de kristne dogmer. Men hvad betyder det helt præcist, at Jesus var Guds søn – var han mere Gud end menneske, mere menneske end Gud eller begge dele fuldt ud? Og hvilken betydning har dette for de kristne?

To-naturlæren

oldkirken var der voldsomme teologiske diskussioner omhandlende kirkens grundlæggende lære og den sande udlægning af kristendommen. Et af de omstridte punkter var netop spørgsmålet omkring Jesus’ natur. Ved et kirkemøde i Kalkedon i år 451 blev det imidlertid vedtaget, at Jesus både var sand Gud og sandt menneske, fuldt ud begge dele i én og samme person.

Egennavnet ”Jesus” refererer til Jesus’ menneskelighed og ”Kristus” til hans guddommelige dimension. Dette dogme kaldes to-naturlæren. Hovedpointen er, at Gud blev et historisk menneske i Jesus Kristus. De kristne forestiller sig, at Gud blev inkarneret, og forestillingen er af fundamental betydning for de kristne.

Jesus Kristus som syndebuk

Ifølge mange kristne er Jesus Kristus en uskyldig syndebuk, som bliver uretfærdigt korsfæstet pga. sit kontroversielle budskab. Op igennem historien har de kristne identificeret sig med den menneskelige, lidende Jesus. I særlig grad under kristenforfølgelserne i de første 300 år af kristendommens historie, hvor mange led martyrdøden. Men også i dag identificerer mange kristne sig med Jesus’ lidelser, da han led for deres skyld, for menneskehedens skyld.

Jesus Kristus som etisk rollemodel

evangelierne fremstår Jesus som et forbilledligt eksempel: Han tilgiver, hjælper syge, gamle, udstødte og fattige. Han afviser Satan, han viser, hvordan disciplene skal opføre sig, og hvordan de skal oplære andre i den kristne tro, osv. For de kristne er Jesus indbegrebet af det perfekte, kærlige menneske. Han er et idealbillede. De kristne ser Jesus som et eksempel til efterfølgelse, og det lader sig kun gøre pga. Jesus' menneskelighed. Det er netop det faktum, at Jesus også er menneske, som gør ham til en rollemodel. Man kan ikke sammenligne sig med en guddom. Forskellen er for stor.

Jesus Kristus som guddommelig frelser

Hos Paulus lægges der derimod vægt på den guddommelige Kristus-natur og Jesus’ opstandelse fra de døde. For ham er der teologisk set ikke nogen mening i Jesus’ korsfæstelse, hvis ikke det var Guds vilje. Hos Paulus var det netop meningen, at Jesus skulle dø – for ellers kunne han ikke have taget alle menneskers synd og død på sig. Og opstandelsen viser netop, at Jesus ikke var et menneske, men en overnaturlig guddom, der var i stand til at overvinde døden.

100 % Gud, 100 % menneske

Det er derfor en væsentlig teologisk pointe i kristendommen, at Jesus er 100 % menneske og 100 % Gud. Dels kan de kristne lide med Jesus Kristus og bruge ham som etisk forbillede, dels har de i ham en guddommelig frelser, der kan tage deres synder bort.

 
Panel title

© 2017 kristendom

Antal besøg: 54

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,56125211715698sekunder