Kronisk sult - SF
Nu tror du muligvis, du er kommet ind på en side omkring Socialistisk Folkeparti, men her må jeg skuffe dig. Denne side handler om det, der har styret mit liv mere eller mindre on-off, siden jeg var 12 år gammel, muligvis yngre endnu. Spiseforstyrrelser bliver ofte forkortet "SF" rundt omkring, så det havde jeg ligeledes tænkt på at gøre, så det var lettere at finde rundt i. Jeg ved, der er nogle stavefejl hist og her, men forhåbentligt vil i kunne bære over med mig.

_______________________________________________________________

1. Alt det tekniske
- Hvad er spiseforstyrrelser?
- Hvem får spiseforstyrrelser?
- Hvad kan en spiseforstyrret blive udsat for?
Og meget mere - sagt med mine egne ord.

Kort fortalt er der utroligt mange artikler online, du kan læse omkring emnet, så her vil jeg ikke bare kopiere noget, en anden person har givet sig lang tid til at forfatte. Det finder jeg en kende useriøst. Så jeg vil i stedet skrive lidt om, hvordan jeg opfatter spiseforstyrrelser. Jeg har selv oplevet en ting eller to, og med lidt held kommer jeg endog ikke til at lyde alt for gammelklog i mit forsøg på at skildre, hvorledes en spiseforstyrret sjæl kæmper med sine indre dæmoner.

Ja, hvad er en spiseforstyrrelse egentlig for en ting? Man kan sige, det er som at have en abe hængende på ens skulder, der dag ud og dag ind forklarer, hvad du skal føle omkring et specifikt emne, hvordan du skal klæde dig, hvad du skal sige (samt hvad du ikke skal) med mere. Det er en djævel, der render dig i skoene med sin tjekliste for at se til, at "arbejdet" bliver udført, som det skal. Det er meget malerisk, og jeg er sikker på, læserne derude nu er mere rundforvirrede, end da de arriverede hertil, men det er sådan, jeg bedst kan beskrive det, og så er det faktisk næsten ligegyldigt, hvilken en af de mange spiseforstyrrelser, man lider af - faktum er, at der er noget, der er "forstyrret"/"galt"/"ikke helt som det burde være" oppe på ens øverste - eh, dvs. i hjernen. Der er kaos. Der er ikke pænt og ryddeligt, som man vil se det hos en, der spiser normalt, motionerer normalt, går i skole eller på arbejde normalt og så fremdeles. Men hov, hvad var det dog for et grimt ord, der lige sneg sig ind dér? "Normal"? Det ord kender jeg personligt desværre ikke meget til. Men netop stræben efter at blive normal (eller at forblive i håbet om at blive normal, eller endnu bedre håbet om at forblive i håbet om at blive normal... nej, okay... bare glem det) kan virke uoverskuelig til tider, men også brændende og altoverskyggende af og til. Det kan være svært at determinere hvorledes man føler det fra person til person, men oftest har vi alle det tilfælles, at vi er sociale og gerne vil have venner, familie og lignende. Det er bl.a. en af drivkraftene i vores tilværelse her på Jorden - at stifte familie, og det gør man som bekendt ikke på egen hånd, med mindre man har en særordning af en art med kommunen/lægen/whatever om inseminering eller adoption. Anyways, det jeg vil sige med det her er, at vi alle ønsker varme, tryghed, bekræftelse og noget, vi kan kalde vores, og det er da ingen dyster hemmelighed gemt væk fra beskueren i årtusinder, at man nemmest opnår disse drømme gennem en normal tilværelse, hvor man er i stand til at yde og modtage nærvær, kærlighed og deslige. Og det er man som regel ikke specielt god til, når man vakler og har det skidt, lad os bare sige det sådan. Det kan faktisk være det sværeste af det hele. Ofte er det vitterligt ikke maden og motionen, der er den spiseforstyrredes sande helvede - det er omverdenen og dennes syn på, hvad der anses for værende normalitet og fornuftige egenskaber. Og det rammer især kvinder, som du ved, når du har læst dig til alt det mere faglige via Google. Kvindesynet nu til dags er (må jeg have lov at sige) så forskruet, som noget kan være det. Jeg har selv været i begge ender af vægtskalaene, og der er bare ikke noget at gøre ved, at procentdelen af bejlere, venner og andre interesserede altså er koncentreret omkring den periode, hvor jeg vejede mindst, til trods for, jeg teknisk set stadig var et barn og intet gjorde for at tiltrække mig dem. Men det er naturligvis en anden snak. For mig viser det selvfølgelig 1) at mennesker kan være utrolig selvcentrerede og overfladiske, ja, decideret rådne vil jeg påstå at kalde nogle af dem, men også at 2) der ligger noget meget sigende i netop dette eksempel, som er så virkeligt, som at jeg har sort hår. Det er ikke til at tage fejl af. Og kig blot i medierne. Blade, tv'et, you name it, it's there. Lindsay Lohan og hvad de ellers ikke hedder, jo tak, jeg har set rigeligt med skelettynde modeller og skuespillere. Men naturligvis vil jeg ikke bebrejde medierne, men jeg kan sagtens se, de (indirekte?) opfordrer i en vis grad til en spiseskefuld selvmedlidenhed, om end ikke andet, for når du går ud til spejlet, vægten eller garderobeskabet og ser, du ikke er den samme, som du var, så ved du selvfølgelig, at du er blevet ældre, men også at du er blevet rundere. Og det sætter nogle ting i spil, især efter at have set en "fabulously skinny" Kate Moss gå ned ad catwalken iført det nyeste nye skrig. Jo, det gør klart noget ved dem, der udvikler spiseforstyrrelser, men det påvirker også hele kloden samtidig egentlig, for det er jo ikke kun lille Lise på 13 år, der godt mener, hun kan tabe de der 5-10 kg., men som så tager det et skridt for vidt, nej, lille Lises mor, far og øvrige søskende (+ kæledyr, jaja) ser det skam også, og langsomt bliver opfattelsen til det, den er i dag (og husk nu, det her er mine tanker, i er hjerteligt velkomne til at danne jer jeres egne; det tvivler jeg faktisk ikke på, i ikke allerede har derude) - indsnævret og forkvaklet.

Der kan naturligvis være andre årsager til, hvorfor en person udvikler spiseforstyrrelser. Jeg udviklede faktisk mine uden at ville ligne Victoria Beckham (indrømmet, jeg var en Spice-fan af rang, og jeg var endda inde at se dem spille, da de kom til København). Jeg gjorde det bare. Men jeg ved, at der er folk, der bliver udsat for traumatiske hændelser såsom seksuelle (incestuøse) overgreb, når de er børn, og de senere hen ikke føler sig "gode nok". Det er kæmpe emner, der er skrevet tykke bøger om, og jeg må blankt erkende, det ikke er det, jeg vil ind på her. Jeg vil godt ind på, hvor forkert et syn især mænd (ja, nu skal jeg jo rigtig folde mig ud og brokke mig, haha - men må også sige "desværre" i samme åndedrag, for vist er det da sørgeligt, at det må være sådan for mange mænd og disses bedre halvdele) har på kvinder og deres helbred. Det her er noget, jeg har haft lyst til at sige til mange mennesker, ikke blot mænd, men også mange mødre og søstre derude - det er ikke normalt, hvis du ser din datter/kone/niece/whatever spise 500 kcal hver dag! Godt, så fik jeg lige det ud. Det er heller ikke normalt, hvis hun er 15 år og kan passe en 6-årigs tøj. Det er ikke attraktivt, at hun er bleg og livløs (noget, jeg ved, der blev yderst værdsat i gamle dage - bare se de der film i stil med "Stolthed og Fordomme"; her var det en eftertragtet, kvindelig dyd, om ens datter/kone/søster/whatever kunne synge og brodere og ikke ret meget andet end det; det blev kaldt fromt og var noget, de fleste søgte efter, når de skulle udvælge sig en kommende viv) - det var dengang, og der er vi ikke, vi er i en helt ny tidsalder, hvor kvinder har en større rolle og indflydelse og har meget mere, de kan vælge at gå op i end udseendet, kyskhed og fromhed. Det er et forældet syn, nogle har, som jeg virkelig ikke kan snuppe. Jeg er altid blevet djævelsk og rebelsk, når disse debatter har skudt frem hist og her, og det er næsten altid endt i blodbad, haha. Jeg er langtfra feminist selv, men jeg mener, der er mange problemer, som vi altså er så oplyste til, at vi let ville kunne få bugt med, om vi dog blot gjorde det, kanske som jeg gør nu? I don't know. Men et er i hvert fald sikkert - vi er kommet på et galt sidespor, og jeg må lige forsøge at få os derhen, hvor vi egentlig skal, nemlig tilbage til det tekniske, jeg har oplevet omkring spiseforstyrrelser. Ja, må bruge ordet "teknisk" i mangel af bedre - "teknisk" er for teknisk, den er noteret. Nuvel.

Det tekniske ved drastiske vægttab er de hersens lanugohår, mener jeg, de hedder (og igen må jeg lige minde jer om, at Google er jeres ven, jeg er her blot for at forklare om mig og mit liv, ikke alt det videnskabelige bag, det lader jeg de gode forskermænd -og kvinder om). Jeg har kun haft dem i perioder, hvor jeg spiste omkring 3-500 kcal dagligt. Jeg har også oplevet altid at være kold og at fryse helt ind til benet på en sommerdag. Jeg har store skader på mine tænder, især efter bulimien, som nu i dag koster mig rigtig, rigtig, rigtig (og lad mig lige tilføje et "rigtig" mere, blot for (u)hyggens skyld, ja, for egentlig er det her sgu ikke noget at grine af - aha, get it? Nej, okay) mange penge, og min pung har det ikke så godt med alle de guld-transfusioner. Jeg har f.eks. en tand, der er helt hul indeni. Den er simpelthen død og indmadsløs. Og så har jeg naturligvis revner, huller, misfarvninger og det, der er værre. Tænder, der simpelthen er visnet og tænder, der vil visne bort pga. al den mavesyre. Puha. Derudover har jeg oplevet et temmelig (hvis jeg selv må sige det) utiltalende hårtab, der næsten gjorde mig komplet skaldet på bagsiden af hovedet, i ved, der hvor man hviler det, når man eksempeltvist skal sove. Jeg har oplevet mange blærebetændelser, fordi jeg var bange for at drikke ordentligt af hensyn til kalorieindholdet i det, der var mig tilgængeligt - for ja, jeg havde sågar en frygt for vand i en periode. Jeg ved, det lyder latterligt, men når man er spiseforstyrret, tænker man ikke altid lige klart. Jeg har brugt timer på blot at sidde og diskutere med mig selv, om jeg måtte få en håndfuld vindruer, inden jeg skulle i seng, vel at mærke efter en dag på måske 2-300 kcal, og jeg endte sjovt nok med altid 1) at gå sulten i seng, eller 2) at guffe hele køleskabet i mig for dernæst at stå med al skammen og skylden tyngende på mine triste skuldre. Jeg har oplevet, mine negle blev rillede og tørre. Ja, apropros tørhed, så har jeg nærmest ikke oplevet andet end! Tør hud, tør urin og afføring, tør hals, tørre øjne, tørre ørerkanaler, ja, alt bliver tørt, når kroppen ikke får næring nok, synes det. Jeg oplever virkelig ofte mærkelige, svingende mønstre i søvn og humør. Nogle gange er det komplet umuligt at sove faktisk, og det skyldes vidst et eller andet med en elektrolyt-ubalance. Fine ord, og jeg skal som sagt ikke gøre mig overklog på det, men det har noget med det at gøre. Jeg kan heller ikke få børn. Det har jeg aldrig været i stand til (at undfange), og det mener mange i mit netværk skyldes spiseforstyrrelserne, og jeg giver dem ret i deres tro. Det kan meget vel skyldes det, ja. Så jeg får højst sandsynligt aldrig glæden ved at være mor at føle. Jeg har sikkert oplevet mange flere ting, jeg ikke lige husker nu, men kort og godt er der en liste her, der tydeligt burde forklare, hvilke dårligdomme, man kan være udsat for som spiseforstyrret.

Med hensyn til det tekniske omkring ens psyke, socialliv og velvære, så har jeg også her oplevet ting, der er blevet forpurret og rykket på negativ vis udelukkende grundet spiseforstyrrelserne, jeg har lidt af. Jeg har oplevet forhold, der brast, masser af gråd, skyld, skam, at ligge at føle sig håbløs til kl. 3 om natten og ikke ønske andet end at dø, selvmordstanker -og forsøg (der, selvom de var mislykkede, stadig skal tages seriøse), aldrig at føle mig perfekt (høhø, det var vidst før, jeg fandt ud af, ingen er perfekte) eller god nok osv. Listen her er også lang. Igen må jeg fatte mig i korthed og så blot konstatere i mit stille sind, at mine spiseforstyrrelser har ødelagt meget i mit liv, og meget af min gnist i mine øjne er taget fra mig for bestandig. Mit undgommelige, lykkelige, veltilfredse sind kommer muligvis aldrig tilbage. Hvor sørgeligt er det lige?

_______________________________________________________________

2. Alt det efterfølgende
- At få vækket den spiseforstyrrede
- Vejen ud og fremtidsaspekter
Og meget mere - sagt med mine egne ord.

Det efterfølgende arbejde - hvad gør man så, når man har en spiseforstyrrelse? Hvordan kommer man videre? Er der overhovedet håb for enden af tunnellen for, at man vil kunne komme til at leve et godt og dejligt liv, når man har været så megen tumult igennem? Nogle siger ja, andre tøver, mens nogle helt tredje absolut mener nej.

Jeg må indrømme, jeg selv er en kende i tvivl. Muligvis skyldes dette, at jeg endnu ikke selv er fuldt "recovered", dvs. helbredt. Jeg er endnu ikke ude af spiseforstyrrelsernes kamre. Jeg render fortsat korridorerne tyndslidte i min søgen efter lyset. Noget lys har jeg da set, men det var så flygtigt og forsvandt tillige mellem mine hænder for dernæst at titte op i stik modsat retning, uden jeg nåede hen til det i tide. Sådan har jeg søgt og løbet efter svar og ditten og datten, og jeg må altså indrømme, jeg ikke synes, der er ret mange ting, der har hjulpet.

Men selve vækkelsen af den spiseforstyrrede (at få den spiseforstyrrede til at indse, der er et problem, og at vedkommende har desperat brug for hjælp), se, den er jo straks værre, for der er mange spiseforstyrrede, der ikke ønsker hjælp, bl.a. fordi, det kan være en del af sygdommen at forsøge i kontinuerlig grad at undvige dem, der står en nærmest. Det lyder måske bizart, og det er det nok også en smule, men man må venligst huske på som udenforstående det, jeg skrev længere oppe - når man er spiseforstyrret, så er der kaos og rusken og torden indeni, og man tænker ikke rationelt altid. Faktisk er man oftest sløv, døsig og nærmest ikke til stede på denne planet, og denne åndsfraværelse kan rodfæstes i så uendeligt mange ting, hvis størrelse en mor eller en far eller en søskende simpelthen ikke har begreb om omfanget af. De trusler, der hagler nedover den spiseforstyrrede (stemmen indeni, der siger til dig, du skal smide 5 kg. mere, så er du perfekt, og at hvis du spiser nu, så får du ballade senere) er så dominerende for de fleste, at det kan være afsindigt svært at indvilge til, at andre skal kunne komme ind i ens "zone"/verden og forårsage denne ulykke. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Og så har man ikke lyst til at spise, hvis konsekvensen er 5 timers motion bagefter. Så er det lettere blot at lade kniv og gaffel ligge på bordet. En anorektiker er f.eks. ofte meget pligtopfyldende og tynget af tanker om disciplinering, og de anorektikere, jeg har kendt (samt den, jeg da også selv har været/er), er meget dygtige til at skjule deres ritualbundne og selvpinende verden, så det kan tillige være svært for udenforstående at følge med i, hvad der helt præcist foregår inde i hovedet på en anorektiker. De fleste gange ved anorektikeren det ikke engang selv - nogle er så regelbundne og tvunget ud i drømmene om idealet om at være eksempeltvist "den lille, perfekte pige, som alle i familien elsker og priser sig lykkelige over at have 147 billeder af i fotoalbummet", at de ikke ænser, hvad der foregår omkring dem, og at de efter et stykke tid blot udfører det, der skal gøres for at holde vægten nede, så de kan forblive i drømmen. At vække en anorektiker (eller en bulimiker eller et offer for en hvilken som helst spiseforstyrrelse for den sags skyld) kan derfor vise sig at være en opgave, der kræver så meget tålmodighed, åbenhed, venlighed, barmhjertighed, hårdhed (men uden at skræmme den syge væk) og kærlighed, som kan være svært for et enkelt menneske at yde på en gang. Og mennesker er jo forskellige, så nogle anorektikere vil måske slet ikke sidde i terapigrupper af helt andre årsager og får så muligvis ikke samme type hjælp.

Nå, men en ting er dog sikkert - hjælp er nødvendigt, når man er spiseforstyrret. Jeg klarede mig selv, da jeg var 15, da det kom til det punkt, hvor jeg ikke kunne mere. Jeg havde da gennemlevet 3 horrible år med sult, opkast og en følelse af skam større end et højhus på mine skuldre, men alligevel kom jeg tilbage til spiseforstyrrelseshelvedet. Jeg skal så ikke lige kunne sige, om det udelukkende er fordi, jeg ingen hjælp dengang fik, at jeg "relapsede", som jeg kalder det, dvs. blev syg igen, men en ting er ganske vist - det ville afgjort have hjulpet, og det er jeg ikke i tvivl om. Nu er jeg så en person, der er ultra stædig, og som til og med sætter en meget stor ære i at kunne passe og klare sig selv, så jeg åbnede aldrig min mund. Det var imod min værdighed, følte jeg. Desuden havde jeg det ikke overfedt med, at jeg havde løjet ved hvert måltid indtaget i familiens skød igennem 3 år, så selvfølgelig overvejede jeg også, hvad jeg dog skulle sige, da boblen brast, men ak, der kom ingen ord ud af mig. Måske skulle jeg have talt om det? Jeg ved det ikke. At tale om tingene kan gøre én usandsynligt sårbar, men det kan også være noget, der med tiden heler utrolig mange af ens sår og skader og fylder huller der, hvor der ligesom mangler noget polyfilla. Min tro på, at man "bare" kommer sig af sig selv, hvis man oprigtigt har en spiseforstyrrelse, der styrer ens liv og ønsker og forhindrer en i at leve optimalt med sig selv og omverdenen, er således temmelig beskadiget, og jeg ved sgu ikke, om den kommer sig. Det tror jeg ikke. Hjælp er nødvendigt. Jeg ved også fra nogle af mine venner, at de aldrig var kommet ud af deres alkohol -og narkotikamisbrug, havde de ikke fået den korrekte hjælp, som var tilpasset dem i tide (og - for dem - sommetider også på ubelejlige tidspunkter, hæhæ). Jeg har dog en tro om, at det slet ikke nytter noget at ruske i den syge og sige, de bare skal spise noget og komme ud af den fase, de befinder sig i. For det første så er spiseforstyrrelser slet ikke en fase - det er en alvorlig psykisk lidelse, der ikke forsvinder ud af det blå af, at man bliver rusket lidt i af farmand ved middagsbordet. For det andet, så mener jeg, at megen af lysten til at ville livet skal komme indefra. For det er jo det, det i bund og grund handler om. Depression følger næsten altid med, når man har en spiseforstyrrelse, og det er derfor yderst nærliggende, at den syge har problemer med at indse sin funktion og sit formål her på Jorden. Ofte vil den syge faktisk bare sove for aldrig mere at skulle vågne op. Og så nytter det slet ikke, at man stiller sig surt, tvært eller krævende foran den spiseforstyrrede og deprimerede. Det har faktisk tit den komplet modsatte effekt, for når man kræver noget, der opfattes som værende umuligt af et menneske, der er sygt, bekræfter man den mistillid og den følelse af svigt, den syge kan stå med, og det er ikke noget, der rykker grænser ud - tværtimod vil jeg vove at påstå, at det i bedste fald kun rykker tænder ud, og det kan vi ikke have (jeg har lige vasket gulvtæppet, tak!).

Nej, jeg tror helt og holdent på, det er en langsommelig (og muligvis en anelse triviel), fast slags rutine, man skal arbejde ind (er det nu det rigtige "term" at bruge?) i den syge med den syge. Man skal kort sagt arbejde med den syge - ikke mod. Hvis det altså gav mening.

Fremtiden for en spiseforstyrret vil for mig at se altid være positiv, fordi jeg tror på det lysegrønne håb. Jeg har heller ikke opgivet endnu at finde udvejen. Jeg tror blot, man skal ville det nok til, at man lægger det på hylden. Rask bliver jeg nok aldrig. Jeg tror altid, jeg vil have problemer med mad og sådan, men som med så meget andet, så kan man godt leve sit liv uden, at det har en reel daglig indflydelse på ens liv. Jeg har selv været ung og dum og gjort nogle ting, jeg ikke er stolt af, men jeg lever da i bedste velgående, netop fordi, jeg valgte det skøre liv fra. At spiseforstyrrelsen så er lidt sværere at komme væk fra skyldes muligvis, at det er en sygdom, det er ikke en midlertidig handling, man udfører, nej, det er en - for mig - efterhånden temmelig gammel levemåde, og gamle, "dårlige" vaner ved vi jo alle er noget af det sværeste at komme af med. Jeg har et familiemedlem, der har røget i 50 år eller mere, og hun siger det samme. Jo længere tid, der går, jo mere indgroet og (for nu at bruge hendes egne ord) "dagligdagsagtigt" bliver det, og det tror jeg da også på. De ældste indgroede tånegle vil vel af naturlige årsager skabe de største sår, infektioner og generelle problemer?

Men jo, for nu lige at komme tilbage til det med fremtidsaspekterne for en spiseforstyrret - jeg tror så absolut på, man kan komme ud af helvedet med skindet i behold. Så længe, man arbejder og knokler og pukler, så er der en grøn eng, vi alle skal sidde på, når denne tid er omme. Man må aldrig opgive håbet. Håbet er det, der holder os i live.

Og så har jeg vidst sagt nok for nu.
_______________________________________________________________
 
Panel title

© 2017 kronisksult

Antal besøg: 1512

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,28644394874573sekunder