FUUCKING JØDER! - 2.2.Antisemitismens fremmedhad – hadets stereotypier

Det 20. årh.'s antisemitisme var ikke altid var baseret på racehad. Hadet mod jøder havde flere variationer, og det udløste en række teoretiske forsøg på at identificere had. Den canadiske historiker Gavin I. Langmuir opstiller i Towards a defination of Anti-semitism fra 1990 tre kategorier, der skal bidrage til en identifikation af fjendskab:

Den realistiske fjendtlighed: er karakteriseret ved, at en ”indgruppe” – den fjendtlige gruppe – har en viden og en ”udgruppe”. Denne faktuelle viden er udgangspunktet for hadet mod ”udgruppen”. Fjendtligheden opstår, når individet forstår sin gruppe ud fra forskellene fra andre grupper.

Den xenofobiske fjendtlighed: Her erkender individer ikke, at der er forskel på en gruppes identitet og de enkelte medlemmer af gruppen. Gruppen generaliseres ved at forkaste individuelle forskelle. Langmuir påpeger, at gruppen/fjenden er en social trussel mod kollektivets og individets værdier, sammenhold, økonomi osv.

Den kimæriske fjendtlighed: er en reaktion på en indre mental trussel, som er funderet i race frem for adfærd. Den er baseret på, at ”indgruppen” har fremskabt en forestilling, som de reflekterer over på ”udgruppen”. Langmuir anvender myten om jøder, der slog kristne børn ihjel, for at bruge blodet til påskebrødet. Her er det forestillingen om ”martyrene/jøderne”, som udelukkende har det formål, at dæmonisere medlemmerne af ”udgruppen/de kristne”.

Langmuirs inddelinger viser, hvor vanskeligt det er at placere antisemitisme under én af kategorierne, fordi fjendtlighederne ikke er direkte imod jøder. Alligevel drager han paralleller mellem den kimæriske fjendtlighed og antisemitisme, fordi den bygger på myter, symboler og forestillinger, uden at den tilegner sig reel viden om jøderne. Langmuir formulerer det således: “[…] Jews have been irrationally converted in the minds of many into a symbol, “the Jews,” a symbol whose meaning does not depend on the empirical characteristics of Jews yet justifies their total elimination from the earth.” (Langmuir: 1990, s. 352)

Jødesymbolet er dermed ikke grundet en empirisk viden, men derimod forestillinger om jøden. Disse forestillinger indebærer imidlertid, at fjendskabet mod jøder manifesterer sig i en antisemitisk stereotypinddeling. Helen Fein har undersøgt antisemitismens stereotypinddeling af jøder på baggrund af fire jødehadsværker: Om jøderne og deres løgne (Martin Luther), Le France Juive (Edouart A. Drumont), Mein Kampf (Adolf Hitler) og Zions Vises Protokoller (S. Nilus) og har inddelt værkernes forestillinger om jøder i fem stereotyper:

1)    Judas-steroetypen: Jøden er en forræder og manipulator

2)     Shylock-stereotypen: Jøden er en personificering af den moderne kapitalisme. I Danmark går den under betegnelsen Pengejøden

3)    Den røde jøde: Jøden er revolutionær og skeptisk og underminerer tro og autoritet

4)     Den dæmoniske jøde: er en diabolsk morder, der er forgiftende og forurenende

5)    Den liderlige jøde: viser den mandlige jøde som en seksuel aggressor og den jødiske kvinde som forfører

Antisemitismen synes at have mange variationer, men fælles for variationerne er den, at antisemitisme er en ikke-empirisk, kimærisk fjendtlighed, som udelukkende er rettet mod jøder, fordi de er jøder.

 

 
Panel title
Antal besøg: 6128

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,49688410758972sekunder