laurapwt - skoleopgaver

her er nogen af mine opg. til skolen;-) det er bare et sted hvor jeg lige "gemmer" dem midlertidigt, så i behøver altså ikke kigge;)

 

stil til dansk:

Mine forældre havde købt et sommerhus, men jeg brød mig overhovedet ikke om at være der. Det var et gammelt hus, og mine forældre brugte alt deres tid på at reparere og male det, når vi var der. Men en dag hvor vi skulle derop, havde jeg taget min cykel med, og lørdag besluttede jeg mig for at cykle ned til stranden. det var sent på eftermiddagen, og vinden var rigtig kold. Jeg stillede cyklen og gik ned til vandet. Stranden var øde og bar, og der var ikke et menneske at se. Der var kun de grå bunkere fra krigens tid, der lå som store sten halvt begravet i sand. Jeg begyndte at fortryde, at jeg var taget derned. Der var halvmørkt, koldt og på en måde også uhyggeligt dernede. Vinden susede, så det lød som høje skrig, og jeg besluttede mig for at tage hjem igen. jeg ville gå tilbage, hvor jeg kom fra,

Men da jeg vendte mig om, så jeg pludselig et hoved, der stak ud bagved en af de store grå bygninger. Jeg tog mod til mig og gik hen imod det, der sandsynligvis var et menneske. Da jeg trådte hen, så jeg kunne se nærmere, så jeg at det var en gammel mand. Han så helt syg og indsunket ud og han lugtede, så det vendte sig i mig. Jeg vidste egentlig ikke om han levede, men jeg begyndte næsten at græde. Pludselig dukkede der noget op rundt om bunkerens venstre hjørne. det var et stort pjusket dyr, og jeg blev rigtig bange. Jeg kvalte et skrig, da jeg så nærmere på dyret. Det kom hen imod manden, og lod mulen glide ned over hans ansigt, som om det beskyttede ham. Ind under alt håret, så jeg at det var en hest. Eller, rettere sagt, en stor pony, en stor forpjusket tynd pony. Jeg nærmede mig og rakte ganske langsomt en hånd frem mod hesten. Den rørte sig ikke. Den var alt for optaget af manden. Det var som om den sørgede. ”Det må være dens ejer”, mumlede jeg, og blev overrasket over min egen stemme. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg græd, før nu. Det var bare for meget, og jeg kunne slet ikke overskue noget af det, jeg kunne ikke tænkte klart. ”Jeg må have hjælp”, tænkte jeg, og famlede efter min telefon i lommen. Men den var der ikke. Nu begyndte jeg at gå i panik, jeg løb tøvende hen og hoppede op på min cykel. Der var ca. 5 minutters cykeltur hjemad. jeg ville tage hjem, og sætte mine forældre ind i sagen. ”Så må de gøre, hvad der skal gøres”, tænkte jeg, men jeg følte mig på en måde skyldig. Inden jeg nåede at tænke mere over det, stod jeg foran det lille sommerhus. Jeg løb ind af døren, og smed hurtigt min jakke. ”Mor. Far”, råbte jeg. ”Ja, vi er ude i køkkenet Clara”, svarede min mor. Jeg løb ind til dem. ”Hov, det er da en vældig fart du har på”, mumlede min mor, der stod ved det lille gaskomfur. Jeg havde ikke tid til at svare, så jeg begyndte bare at plapre løs om manden og hesten på stranden. Jeg åndede forpustet ud og min mor svarede mig langsomt, og undrende på min talestrøm. ”Har jeg forstået dig ret. Der ligger altså en gammel mand og en hest, på den lille strand?”. ”Ja. Ja” råbte jeg næsten. ”Mor og far i må hjælpe”, sagde jeg grådkvalt. ”Ja selvfølgelig, Clara” sagde min far, med en stemme, der var nogenlunde rolig. ”Bare fortæl, hvor det er” råbte min mor, der allerede var på vej ud til bilen. Jeg løb efter hende, med min jakke over skuldrene og min far i hælene.
På vej i bilen tænkte jeg over, hvad jeg havde set. Det havde været et forfærdeligt syn, og jeg havde næsten ikke lyst, til at gå ud af bilen. Så stoppede bilen op ved stranden, og mine forældre steg ud og gik hen til min dør. ”Er du okay” spurgte min mor bekymret. ”Mig?? ja selvfølgelig er JEG okay, det er jo ikke mig vi er kommet for at redde vel!!”, råbte jeg af ophidselse, sprang ud af bilen og førte an hen mod det sted, hvor jeg så manden tidligere. Da vi nåede den store bunker så jeg igen mandens hoved. ”Der!!” råbte jeg til mine forældre, men de var allerede på vej hen mod manden. ”Jeg ringer til Falck”, sagde min far hurtigt, da de stod bøjet ind over manden. Han gik lidt væk, og begyndte at snakke hurtigt i telefonen. Jeg vovede mig hen til min mor, som var ved at finde tegn på liv, hos den gamle mand. ”Han trækker vejret svagt, og hans hjerte banker”, sagde hun, ”men han ser godt nok helt forfærdelig ud!”. ”Ambulancen kommer om 5 minutter”, sagde min far, da han kom gående hen imod mig og min mor. Jeg kiggede på manden. Han så ud til at være meget, meget syg. Han måtte være hjemløs. Pludselig slog det mig. ”Hvor skal hesten hen” hviskede jeg bekymret, og i det samme stak hesten sit lille brune hoved rundt om hjørnet, som om den havde hørt mig. ”Det skal politiet nok finde ud af, det skal du ikke bekymre dig om”,

sagde min mor beroligende. Men jeg kunne ikke tage det roligt. Jeg var bange for, hvad der skulle ske med hesten. Ti sekunder efter hørte jeg sirenerne, og ambulancen drejede forsigtigt ned på den lille strand. Falck- mænd og læger steg ud af bilen og løb hen til den gamle mand. Alting skete så hurtigt, at jeg næsten ikke nåede at se noget. Pludselig lå den gamle mand på båren. Politiet gik hen til mine forældre og sagde noget til dem. Jeg tog mod til mig ø, og gik hen til en af ambulance- mændene. "Hvad skal der ske med hesten" spurgte jeg forsigtigt. "hvilken hest", spurgte manden mig om. " Den gamle mand har en hest", sagde jeg, den her gang lidt mere selvsikkert. Manden mumlede et svar og gik hen til de andre mænd. "Vi må se den" sagde manden, da han kom tilbage til mig. Jeg gik rundt og ledte efter hesten, i regnen. Det tog lang tid, før jeg fandt den, halvt i læ under en gammel bunker. Jeg gik langsomt hen imod den, og den stod helt stille og pålideligt. "Jeg kan altså ikke", hviskede jeg. "Jeg kan ikke lade dem slagte dig", mumlede jeg grådkvalt. Jeg kunne ikke bare tage den søde, godtroende, lille udsultede pony med, og overlade den til politiet, så de kunne slagte den. Jeg elskede heste, og jeg kunne ikke gøre det. Men hvis jeg ikke tog den med, ville politiet finde den, eller den ville dø af sult. Jeg tænkte hurtigt, gik hen til siden af hesten og hoppede op på dens bare ryg. Det gjorde ondt at sidde på den spidse rygsøjle på den udmagrede hest. Hesten dansede lidt rundt, men havde så ikke kræfter til mere. ”Det er synd at ride den, men jeg må bare have den med hjem, hurtigt og give den en chance”, tænkte jeg. Så tænkte jeg ikke mere for hesten var begyndt at løbe, og jeg havde nok at gøre med at styre den og holde mig fast. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, men jeg var ikke blevet opdaget af nogen, og da vi stod foran den lille grusvej ind til sommerhuset, vidste jeg hvad jeg ville. Jeg red ind i husets have og bandt hesten til et træ. Den begyndte straks, at spise det saftige græs. Imens gik jeg ind i det gamle hønsehus, og begyndte at pille hylder og andre ting ned derinde. Efter et kvarters tid, var jeg færdig, for hylder og bjælker kom let af. Jeg gik ud og tog fat i hestens pandelok, og trak den med ind i det lille skur. da den stod derinde, lukkede jeg døren og løb over i huset efter noget reb. jeg fandt noget på bordet, og løb ud til hesten. jeg lavede hurtigt en grime til den,

som jeg kunne give den på, så man kunne trække med den. Det var en hoppe, og jeg kaldte hende Scarlett, efter min afdøde yndlingshest på rideskolen. Jeg gik ind i huset og hentede et par gulerødder og et æble. Derefter gik jeg ud i haven og plukkede græs i et hjørne, hvor mine forældre ikke ville opdage, at det manglede. Så gik jeg ind af døren til det lille skur, og lagde maden på gulvet. Hesten spiste hurtigt, imens jeg gik ud og ledte efter noget, den kunne ligge på. det eneste jeg kunne finde, var en lille smule halm fra kaninerne. ”Det er ikke nok”, tænkte jeg, og kiggede rundt i haven. ”Sand” tænkte jeg. ”Jeg kan nok bruge noget sand i bunden”. Sandkassen stod i hjørnet, og ingen brugte den. Perfekt! Jeg hentede to spande sand og gik ind i skuret. Hesten stod og spiste, og kiggede på mig, imens jeg lagde en tyndt lag sand, i bunden af boksen, og strøede lidt halm. så fandt jeg en kanin børste og et håndklæde, og gik ud og gnubbede hesten tør. Man kunne tydeligt se, at Hoppen nød det. Pludselig hørte jeg en bil, køre ind af indkørslen. Jeg skyndte mig at løbe ud, og lukke skuret. så gik jeg ind i huset. Min mor og far kom ind af døren. De så meget bekymrede ud. det gik op for mig, at de ikke vidste hvor jeg var. Jeg satte mig ved bordet og så ud som om jeg havde ventet. ”Clara, Clara hvor har du været?” spurgte min mor bekymret, da hun fandt mig i køkkenet. ”Hjemme” sagde jeg, og det var jo ikke helt løgn. Jeg forklarede at jeg ikke havde kunnet finde hesten, og at jeg var taget hjem, fordi jeg frøs. Derefter spurgte jeg, om jeg måtte sove i sommerhuset. ”Ja hvis du virkelig gerne vil, men jeg troede ikke, du kunne lide at være her?” sagde min far. ”Jaah tusind tak, det er noget, jeg har lovet mig selv at gøre, før min fødselsdag” løj jeg. ”Ja, og det er jo om 2 dage” sagde min mor. Min mor lavede mad og da vi havde spist krammede de mig farvel og kørte ud af indkørslen, efter de tusind gange havde sagt, at jeg bare kunne ringe til dem, og jeg havde forsikret dem om at, det skulle jeg nok. Jeg gik med det samme ud til Scarlett, som stod og hang i et hjørne. Jeg så, at hun havde spist det hele, så jeg gik ud efter mere græs. Derefter lagde jeg mig til at sove i skuret. Jeg vågnede ved at Scarlett lod sin mule strejfe min kind, og skrabede i jorden med hoven. ”I dag fortæller jeg mine forældre om Scarlett”, tænkte jeg. I det samme kørte mine forældres bil ind af indkørslen. Jeg børstede halmen af mig, og gik ud til dem. ”Der er noget i skal se” sagde jeg, før de nåede at sige noget. Jeg åbnede døren ind til skuret og de gispede. ”Må jeg ikke nok redde hende?” spurgte jeg. Mine forældre kiggede på hinanden. ”Du må gerne gøre hende rask, men så bliver vi altså nød til, at give hende til politiet ” sagde min mor. ”Tusind, tusind tak”, sagde jeg og fik fornemmelsen, af at have min egen hest. Jeg gik hen til Scarlett og nussede hende. Derefter gik jeg ud og hentede græs og gulerødder til hende. Hun spiste hurtigt, og jeg fodrede hende 3 gange, i løbet af dagen. Til aften var hun mæt, og lå og døsede i halmen.

         ”Vi sover i sommerhuset i nat, hvis du har lyst” sagde mine forældre, da jeg kom ind.

    ”ja selvfølgelig” sagde jeg glad. Den nat sov jeg på værelset. Om morgenen vågnede jeg ved, at mine                   forældre kom ind på værelset, med kage, og sang fødselsdags sang for mig. De havde en lille konvolut med, som de gav mig efter at have sunget. ”Her er din gave” sagde de. Jeg blev lidt skuffet, men det kunne jo være at det var penge, så jeg selv kunne købe noget. Jeg åbnede konvolutten og fandt 1000 kr. og et brev. i brevet stod der:

kære Clara, stort tillykke med din 13 års fødselsdag. Vi håber du får en super god dag. Vi har snakket med politiet. De vil gerne lade dig beholde Scarlett, hvis vi giver lov og støtter dig. Vi har sagt til dem at du gerne må beholde Scarlett, så derfor får du i år, din egen hest. Hjertelige hilsner Mor og Far.

”pengene er til udstyr” sagde min mor, da hun så at jeg var færdig med at læse. Men jeg kunne ikke tale, så glad var jeg. Jeg løb hen og krammede dem. Derefter løb jeg ud i skuret i strømpesokker og krammede Scarlett, min hest. ”Min hest”, det lød godt. ”Min egen hest”, hviskede jeg, og som om hun havde hørt mig, lagde Scarlett hovedet på min skulder, og nussede mig med mulen.

 

 
Panel title

© 2017 laurapwt

Antal besøg: 1766

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,35530781745911sekunder