Laustsen - Tvillingegravid
 

Det var SÅ spændende, den dag vi købte en graviditetstest på apoteket. Vi stod sammen på badeværelset og bare kikkede og kikkede om der nu kom en streg eller ej....... Det gjorde der - jubiiiii.
Da jeg var i 10. uge begyndte jeg at bløde, og blev derfor sendt til scanning, det viste sig at jeg havde en knude i livmoderen, det var den der var skyld i blødningen. Det var en ganske harmløs knude, men de ville gerne følge den, om den voksede og hvor den befandt sig, da den kunne risikere at blokere for fødselsvejen.
Jeg var på det tidspunkt allerede meget stor eftersom jeg kun var 10 uger henne, men scanningen viste jo kun et foster....... Vi havde beviset - når alle drillede med at der sikkert var to.

4 uger efter var jeg til scanning igen, knuden var ikke blevet større, så det var jo helt fint - men pludselig fik lægen så travlt, først scannede han den ene side af maven, derefter den anden..... og tilbage igen.... så midten og sagde så: Der er altså to - I kan se dem begge to her....
Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg tænkte, tror mest det stod "helt stille" et øjeblik. Derefter var det alt det praktiske der meldte sig - 2 autostole i bilen hvor skal de ande to så være ???? To tremmesenge, der er dårlig nok plads til én !!!! Huset er for lille !!!!!
Jeg gik noget ved siden af mig selv resten af dagen - men allerede næste dag kunne det bare ikke være anderledes, jeg ville have været blevet enormt skuffet hvis det viste sig at de havde taget fejl, og der alligevel kun var én.
Egon var helt vild glad lige med det samme - han "voksede" mindst 5 cm. på et øjeblik smiley.gif  En MEGET stolt tvillingefar !

5061af3f0551f25092012.jpg

Da jeg tidligere har haft blodpropper i benet, skulle jeg fra 15. graviditetsuge og til 6 uger efter fødslen, hver dag have en indsprøjtning med blodfortyndende medicin, og gå med støttestrømper..... Indsprøjtningen vænnede jeg mig hurtigt til at give mig selv - men støttestrømperne vænnede jeg mig aldrig til, de var frygtelige !!! En hel lang sommer med dem på, det var vildt varmt, og den sidste tid kunne jeg ikke selv tage dem på (jeg kunne ikke nå derned) så hver morgen inden Egon tog på arbejde måtte han hjælpe mig strømper på !!!

Jeg blev sygemeldt p.g.a bækkenløsning, da jeg var ca. 5 måneder henne, og tilbragte resten af tiden siddende i min solvogn i stuen - jeg var meget besværet........ Det var en hård sommer !

 

5061af541f6a225092012.jpg

 

   Om aftenen d. 9. August begyndte veerne, jeg forsøgte at få lidt søvn, men uden held - Egon fik sovet nogle timer, inden jeg vækkede ham og sagde at nu var det vist ved at tid at tage afsted. Vi ringede efter min mor, ved 2 tiden om natten, hun skulle komme og være hos Tommy og Tanja, selvom vi sagde at hun bare skulle tage det helt roligt - stod hun der i løbet af 15-20 min. (hun har 10-12 km at køre) smiley.gif

Vi ankom til Holbæk sygehus ved 4 tiden, og  veerne tog til resten af natten, men ved 7 tiden næste morgen gik det HELT i stå.......... Jeg fik vestimulerende drop for at sætte det igang igen - og det virkede !  Veerne var MEGET kraftige, men der skete ikke rigtig noget alligevel. Den ene læge efter den anden kom og undersøgte mig og de besluttede omkring kl. 13 at lave akut kejsersnit. Jeg var både lettet og skuffet......... lettet over at der endelig skete noget, så jeg slap for smerter, men også afsindig skuffet over ikke at kunne føde normalt - intet havde på noget tidspunkt talt imod at jeg kunne føde normalt, men Simon, tvilling A, havde lagt sig med den ene arm op om hovedet, og kunne ikke trænge ned i bækkenet, derfor kunne jeg ikke føde normalt.

Lægerne sagde at jeg kunne få rygmarvbedøvelse, og Egon kunne være med - det var en trods alt en trøst....... men sådan skulle det desværre ikke gå. Da vi kom ned på operationsstuen, og narkoselægen kikkede i min journal og så at jeg var i blodfortyndende behandling, kunne det alligevel ikke lade sig gøre at rygmarvsbedøve - jeg skulle i fuld narkose, og Egon blev blev sendt ud.

Torsdag d. 10-8-2000 kom Simon til verden kl. 13.50. Han vejede 2362 g. og målte 49 cm. Tobias kom 2 minutter efter, kl. 13.52 og vejede 2358 g. og målte 49 cm.

Simon og Tobias blev overført til neonatal afd. med det samme, de lå i varmekasse og var ikke helt stærke nok til at spise selv, så de fik først lidt mad hos mig og når kræfterne slap op fik de resten af sonde.

5061af6c36ab825092012.jpg

5061af83e05e025092012.jpg

 

Sygdom

 

De første tre døgn efter kejsernittet, husker jeg mest som ét stort smertehelvede.
Allerede i graviditeten havde jeg problemer med forstoppelse, og jeg fik afføringsmiddel for at holde maven i gang. Under fødslen fik jeg et lavment, og fik tømt tarmene.
Efter kejsersnittet var min mave gået HELT i stå, men sygeplejerkerne på barselsgangen sagde at det var helt normalt efter et kejsersnit, jeg skulle bare op at gå, så maven kunne komme i gang igen.......... Jeg havde så mange smerter at jeg ikke kunne komme ud af sengen uden hjælp. Jeg blev i starten kørt i en kørestol, når jeg skulle ned på neonatalafd. til Simon og Tobias, men sygeplejerskerne sagde jo at jeg skulle gå - så jeg gik, støttende til kørestolen, det sortnede for øjnene p.g.a smerter - men jeg gik ! Jeg var stædig for jeg VILLE jo have maven i gang igen. 

Om søndagen, tre dage efter kejsersnittet, var smerterne ulidelige, og min mave meget udspilet. To "nye" sygeplejerker var lige mødt ind, og kaldte straks en læge, og SÅ gik det stærkt. Lægen kikkede på min mave og sendte mig omgående til røngten. Røngtenbillederne viste at jeg havde tarmslyng. Et stykke på ca. 12 cm. af tarmen var "dødt", det arbejdede slet ikke. Mens de løb afsted med mig til operationsstuen, blev jeg udpumpet - det var modbydeligt at have den tykke slange ned gennem halsen !
Lægen forklarede samtidig at de nok ville fjerne et stykke af tarmen, men at han ikke med sikkerhed helt kunne sige hvad de ville gøre.
Jeg var bare utrolig lettet over at jeg endelig blev hørt, og troet på, og at der blev gjort noget ved det.

Da jeg vågnede efter narkosen, kom en læge og fortalte mig, at de havde været nødt til at lave en stomi, det skulle gå stærkt, inden tarmen sprang. De turde ikke nøjes med at fjerne et stykke, fordi de var bange for at jeg ikke ville kunne tåle en operation mere, hvis tarmen stadig ikke ville fungere.

I det øjeblik brød min verden sammen................. Jeg skulle bare ind på sygehuset og have de to børn og så hjem igen !
Det blev pludselig noget HELT andet.

De følgende 4 døgn lå jeg på intensiv, og husker jeg ikke ret meget fra de dage, jeg var konstant doopet af morfin. Jeg havde slanger, ledninger og elektroder overalt, og blev overvåget døgnet rundt.
Min mave ville ikke rigtig gå i gang, det eneste jeg kunne holde i mig var vand, flere gange jeg fik noget proteindrik, men det kom op igen. Det endte med at jeg fik drop med de livsnødvendige vitaminer, mineraler, proteiner o.s.v. direkte ind i årnene.

Dagen efter operationen fik jeg lov at blive kørt ned på neo og se Simon og Tobias, men jeg kunne ikke klare varmen dernede, jeg kastede op og måtte køres ud stort set med det samme, derefter var kræfterne brugt op og jeg faldt i søvn igen. Det var en stor skuffelse, og jeg var meget ked af at jeg ikke kunne være hos dem. Tommy og Tanja var hos mine forældre, og måtte heller ikke besøge mig mens jeg lå på intensiv - Det var hårdt midt i al elendigheden også at skulle undvære alle børnene !

På trediedagen var jeg oppe at sidde i en stol for første gang, jeg blev løftet over i stolen, og løftet tilbage - og de få minutter jeg sad der ønskede jeg kun at komme tilbage i min seng, det var så hårdt at skulle bruge kræfter til at holde mig oprejst, jeg var helt afkræftet og sov det meste af tiden.
 
På fjerdedagen, kom Simon og Tobias på et kort visit på intensiv, sygepjerskerne på neo var utrolig søde - de havde klædt dem på med rigtigt tøj.
Det er det eneste lyspunkt, når jeg tænker på dagene på intensiv.

Egon løb nærmest i pendulfart fra intensiv til neonatal - der blev trukket i ham fra begge steder, og selv følte han at han svigtede lige meget hvor han var - drengene når han var hos mig, og mig når han var hos drengene.
Han sad ved min side, holdt mig i hånden og fortalte mig hele tiden at jeg nok skulle klare det - han holdt liv i mig !

På det tidspunkt tænkte jeg ikke særlig meget over at jeg havde fået en stomi, alle mine kræfter og energi  blev brugt på til at holde liv i mig selv - jeg svævede mellem liv og død de første fire døgn på intensiv.

 

5061af9e5696125092012.jpg

 

 

På fjerdedagen efter operationen, blev jeg overflyttet til kirurigsk afd. Vi fik en 4-sengstue for os selv, så vi kunne have tvillingerne hos så meget som muligt. Jeg fik stadig meget morfin, og sov det meste af tiden.
De næste tre døgn, svingede hele tiden, så gik det fremad og jeg fik det bedre - så gik det tilbage og jeg fik det værre igen - frem - tilbage - frem - tilbage......

Jeg kunne stadig ikke spise, og min mave ville stadig ikke helt fungere, flere gange måtte jeg have en sonde ned i mavesækken og tømmes ud. Det var simpelthen frygteligt at have den sonde på, jeg kunne ikke snakke ordenligt med den siddende ned gennem halsen, jeg følte hele tiden at jeg skulle kaste op, når jeg bevægede mig, og sonden rørte ved drøblen - og det værste.... Tommy og Tanja ville ikke besøge mig, når jeg havde sonden på, det var for slemt for dem at se deres mor sådan.
Når jeg blev fri af sonden, gik der ikke længe så kastede jeg galde op, det var meget voldsom opkastning, ALT tøj og sengetøj skulle skiftes hver gang, men hver gang trak jeg det ud, inden jeg overgav mig og fik sonden igen.......... Jeg vidste at det var den eneste måde jeg kunne få det bedre, men den sonde var bare så forfærdelig.... og at børnene ikke ville besøge mig var også med til at jeg ikke ville havde den.

Nøjagtig på ugedagen efter operationen, vendte det, nu gik det stille og roligt fremad. Jeg kunne komme op i en kørestol og komme ned på neo. Det var stadig svært for mig at klare varmen på neo, men små ture kunne jeg godt klare. Og Simon og Tobias kunne nu også klare at komme op til os på kirurgisk i korte perioder af gangen.

Det var først på det tidspunkt, at det rigtig begyndte at gå op for mig at jeg havde fået en stomi, eller i hvertfald at jeg begyndte at forholde mig til det. Jeg skulle til at lære at skifte stomien, det var meget svært, jeg syntes det var ret ulækkert, og samtidig gjorde det stadig ondt. De første dage ville jeg ikke røre ved den, kun kikke når sygeplejerskerne skiftede den. Men der var jo ingen vej uden om, jeg SKULLE lære det inden jeg skulle hjem. Det er utroligt hvad man kan vænne sig til !!!

Jeg begyndte stille og roligt at kunne spise igen, kun ganske lidt yoghurt, men jeg spiste..... Jeg havde ikke spist i en hel uge. Langsomt de følgende dage fik jeg det bedre, og begyndte at komme ud af sengen og op at gå, først i en "talerstol" senere støttende til en kørestol - så kunne jeg jo også sætte mig ned ind imellem når det blev for hårdt.... og til sidst HELT uden støtte !

Simon og Tobias havde da de var 11-12 dage gamle ikke brug for overvågning, sonde og varme mere, og kunne faktiskt godt have været udskrevet fra neo, men jeg kunne stadig ikke klare at have dem på fuld tid, Egon hentede dem om morgenen og kørte dem tilbage på neo til midnat. 

Det var en STOR dag, da vi 15 dage efter Simon og Tobias blev født og 12 dage efter at jeg blev opereret kunne give Simon og Tobias rigtigt tøj på og tage hjem.
Det var første gang jeg prøvede at skifte drengene - det tog lang tid - men jeg gjorde det helt alene !

5061afb98a2cc25092012.jpg

Det var to glade store søskende der modtog os derhjemme, sammen med mormor og morfar.
Den første tid hjemme var svær, jeg kunne ingenting, ALT hang på Egon. Spæde tvillinger, 2 store børn, en syg kone, indkøb, madlavning, tøjvask o.s.v.

Vi havde søgt kommunen om hjælp, men det kunne vi ikke få. Egon overtog min barsel i 4 måneder mens jeg var sygemeldt - det var den hjælp vi kunne få !!!!!

Efter 8 uger var jeg på hospitalet og få opereret stomien tilbage, så fulgte endnu en periode hvor jeg ikke kunne noget igen.........

Men derefter begyndte vi at kunne se "lyset" igen - og nyde de to små guldklumper, der trods alt var kommet ud af alle trængslerne smiley.gif


 

 

 

 

 
Panel title

© 2017 laustsen

Antal besøg: 12942

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,33492588996887sekunder