Velkommen til Lejre LangbueLaug - Æresmedlemmer

Æresmedlemmer i LLL:

 

Langbueskytte Kim Hansen. Kim var medstifter af LLL i 1997, og var vores første oldermand frem til 2008. Kim har gennem årene energisk arbejdet for laugets udvikling og har altid været talsmand for laugets vægtning af det sociale samvær, hygge og traditioner. Kim blev æresmedlem på Generalforsamlingen i 2008.

 

Langbueskytte og gennem menge år højt værdsat skaffer i lauget, Thorstein Clausen, er på Generalforsamlingen 2012 blevet ophøjet til æresmedlem af LLL, for sit mangeårige store engagement i lauget. Det er Thorsteins store fortjeneste, at vi har spist som konger til utallige buestævner, og vi skylder megen tak for god mad, hyggeligt samvær, og den atmosfære Thorstein bidrager med og skaber omkring sig.

 

____________________________________________________________________________

 

Buemager, langbueskytte og medstifter af lauget i 1997, dansk bueskydnings "Grand old Man" Erik Sigurd Hansen. Sigurd var gennem hele sit liv en passioneret buemager og bueskytte, og han delte altid beredvilligt og med entusiasme ud af sin enorme viden om buebygning, buemagere, bueskytter og bueskydning. Mange sommeraftener har vi haft fornøjelsen af at sidde omkring langbordet i skoven, og lytte til de mange historier Sigurd havde på hjerte.

Sigurd døde på vores bane en sommeraften i 2009, 84 år gammel, efter at have afgivet sit yndlingsskud, 40-meter skuddet på den store bjørn. Æret være hans minde.

 

 

Sigurds bog kan stadig købes hos boghandlerne eller i Sagnlandet Lejre's butik.

 

Pressemeddelelse:

Erik Sigurd Hansen død

Det er med sorg, at vi har modtaget meddelelse om, at langbuens Grand Old Man – Erik Sigurd Hansen er afgået ved døden den 24. august 2009.

Sigurd blev 84 år og var aktiv som bueskytte helt til det sidste.

 

Hver onsdag aften, sommer efter sommer, var Sigurd at finde på Lejre Langbue Laugs bane i skoven på Lindholm Gods, sammen med sine gamle venner. Og det var også her, at han på en smuk solbeskinnet sommeraften faldt om ramt af en blodprop i hjernen.

 

Sigurd vil altid blive husket, som den fabelagtige fortæller han var, når han ved bordet i skoven fortalte historier fra sit lange liv med buerne. Altid var han mand for hjælp og klar med gode råd, når vi andre novicer havde brug for hjælp til at få en hjemmebygget bue til at fungere. Hans bog om ”Langbuer og pile af træ” vil altid stå som det danske langbuefolks ”bibel”, og hans smukke buer vil være klenodier for de af os, der var så heldige at få lov at ”adoptere” en af dem.

 

Sigurd modtog for få år siden Dansk Bueskytte Forbunds æresnål for sit mangeårige engagement inden for bueskydningen. Også som æresmedlem af Lejre Langbue Laug, har Sigurd fra laugets spæde start sat sit præg på foreningens arbejde og drift med sine klare holdninger og kolossale erfaring til glæde for alle, der brænder for den traditionelle bueskydning og samværet i skoven.

 

Æret være Sigurds minde.



På Lejre Langbue Laugs vegne
Oldermand
Preben Gori

 

 

 

 

 
Panel title
Antal besøg: 1054

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,38347601890564sekunder