TEAM HYPO - Dagbog
June
21
2012

Hummer og Banankage

Dato: 21.06.2012

Kl. er 07.00 og vi sidder og drikker en kop kamille te. Vi blev vækket tidligt af et voldsomt uvejr. De sidste par dage har ellers været gode og med en hel del sol. Men det er jo begyndelsen på regntiden og det kan også godt mærkes, der har også været en del dage med storm og regn og når det regner her så regner det virkelig!

I går var vi på en lille dykker tur, det var super godt og vi havde vejret med os. To fantastiske dyk med store eaglerays(rokker) og nursesharks. Vi var også ude i sidste uge men det var en helt anden tur. Selve dykkene var flotte men det var et frygteligt vejr. Blæst og kæmpe bølger der skyllede ind over båden mens vi sad der med alt vores udstyr på og prøvede at holde fast i os selv og iltflasker osv.

Ellers kan vi ikke fortælle om de store aktiviteter og oplevelser, vi slapper simpelthen bare rigtig meget af;) og spiser, spiser og spiser. Hummersæsonen er lige startet så alle steder kan man få frisk hummer til fornuftig pris, det nyder Patrick, jeg har det lidt svært med først at se dem levende når vi dykker og så senere på min tallerken. Og så er der en mand der cykler rundt og sælger friskbagte lune banankager og ananaskager, de er for vilde, vi har allerede spist alt for mange og har været nød til at sætte en daglig limit på et stort stykke kage pr. pers;) Så sidder vi ude på broen og kigger ud over vandet og spiser kage mens vi snakker om alle de ting vi skal når vi kommer hjem. Vi glæder os helt vildt til at se alle sammen og i det hele taget bare komme hjem, men det begynder også at føles underligt, at fem måneders vanvittige oplevelser nu kommer til en ende, og eventyret bare sådan slutter fra den ene dag til den anden. Uanset hvilken følelse vi forholder os til, enten hjemveen eller det at vi skal hjem, så sidder man lidt med en tom følelse i maven. Men vi er lykkelige for alle de ting vi har oplevet og vi har klaret det uden større sygdomme eller skader, så vi kan vidst ikke rigtig bede om mere. Nu er vi på rejsens sidste destination og de næste eventyr venter på os derhjemme, så nu skal der snart pakkes og så sætter vi ellers kursen mod lille dejlige Danmark. Vi SAVNER jer og GLÆDER os til at se jer;)        

                     

June
14
2012

Paradise!

 

Dato: 11-14.06.2012: 

Fra ghetto til paradis, You better Belize it!

Da vi vågnenede morgenen efter vores forfærdelige oplevelse af Belize city fik vi pakket vores ting i en fart. Vi havde egentlig gemt lidt brød til morgenmad, men vi havde åbenbart haft rotter i løbet af natten som også var sultne, så ingen morgenmad til os. Da vi kom ned til hotel-mutter som havde lovet os en privat taxa kl 8.20, kiggede hun bare på os og spurgte ” are you going somewhere”. Det er løgn! tænkte vi, men efter lidt forklaring kunne hun godt huske os og lovede at bilen ville være der om 5 min. Hvordan kan hun glemme os? Vi er de eneste der bor der og de eneste hvide!? Det var så mærkeligt. Så fik hun øje på guitaren og ville have vi skulle komme ind og spille en sang for hende. Heldigvis kom vores ”taxa” inden vi fik instrumentet frem og vi fik pakket taskerne ind i bilen og kørte mod havnen. Det var en fin tur og vi følte os sikre i den store bil med tonede ruder og en sød chauffør. Da vi nåede havnen stod to mænd i firmauniformer klar til at tage vores tasker og få chekket os ind til bådturen til Caye Caulker. Vi satte os og ventede med en fed fornemmelse i maven om at nu skulle det hele nok gå. Båden kom og vi steg alle ombord. Ikke nogen særlig stor båd, plads til ca. 30 personer, men den var hurtig og efter kun en lille halv time var vi fremme. Vi steg ud på en lille bådbro og blev mødt med synet af paradis. ”Welcome to Caye Caulker man!” blev der råbt med bedste jamaican accent. På broen ved siden af kunne vi se 2 hængekøjer og lige for enden af broen lå vores lille luksus oase, Yumas house hvor vi skulle bo de næste par dage. Solen skinnede og en caribisk varm brise strøg os gennem håret. ENDELIG!

Her er den fedeste ø-stemning, alt går vildt langsomt og alle folk har god tid. Det sløve tempo bliver kun afbrudt af en tunet golfvogn det i ny og næ køre forbi. Her er ingen biler og ingen rigtige veje, kun golfvogne og fat-tire bikes. På nogle af de små gader kan man se vand i begge ender. Øen er så lille at man let kan gå rundt her og alle steder man ender er der vand, det lækreste azurblå tyrkise vand, som næsten er for varmt til at man kan blive kølet af. Vi bader ikke så meget lige her ved vores hotel, det bedste sted at bade er ude på spidsen af øen, et sted de lokale kalder ”the split” hvor man kan se over til resten af øen. Øen er delt i to pga. en orkan for mange år siden som delte øen på midten. Her er også super meget lækker mad, så det bliver nok Thailand om igen, spise spise spise, frisk fanget fisk og alt muligt grillet BBQ, MHH;)

 I går den 13.06.12 var vi ude at dykke lidt. Vi har fundet et super godt selskab og de arrangerede tilfældigvis ture til The blue hole, så vi bookede en heldagstur med et dyk i the blue hole, et ved Half moon caye og et ved noget der hedder The aquarium. Når vi nu havde dykket the blue hole i Egypten tænkte vi at vi da var nød til at prøve det her også;) Det var et meget kort dyk på lige omkring 25 min. Pga. dybden, t="on">42 meter. De burde kalde det Black hole for det er bare sort! Vi tog afsted fra Caye Caulker kl. 06.00 og havde en to timers sejltur derud så solen var selvfølgelig ikke så højt på himlen, men stadigvæk, det var ikke bare meget mørkt, det var virkelig sort. På t="on">42 meter kunne vi svømme ind og ud mellem store limstensformationer og små huler, det så vildt flot ud i de enkelte lysskær som trængte sig igennem mørket og får de små partikler til at lyse. På vej derned, på ca. t="on">25 meter lavede vores instruktør det tegn vi har ventet på. HAJ! YES! En stor caribisk revhaj på lige over t="on">2 meter crusede lige forbi os helt stille og majestætisk og fuldstændig upåvirket af vores tilstedeværelse. Den var bare så flot. På vej op igen så vi endnu flere, fire stykker som elegant bevægede sig omkring os mens vi havde vores sikkerhedsstop, så der hang vi bare i 5 min og studerede kæmperne mens vi ventede på grønt lys til at afslutte dykket, selvom man bare havde lyst til at blive dernede. Dyk nr. to på mange måder mere fantastisk. Det er en helt speciel, intens oplevelse at dykke i blue holes og så dybt men de mindre dybe dyk er som regel meget smukkere og fyldt med mere liv og farver. Andet dyk var ikke dybere end 20 så her var masser lys og liv. Super klart blåt vand og god sigte. Udover de fantastiske syn af farverige koraller og fisk fik vi også set flere hajer og et par skildpadder. Pludselig prikkede Patrick mig på skulderen og gjorde tegn til at jeg skulle vende mig om og da jeg kiggede bag mig kom en kæmpe barracuda svømmende meget tæt forbi mit ansigt. t="on">1,5 meter lang, argh, i ved hvordan det er med fiskehistorier, men næsten, måske t="on">1 meter;) den var fandeme stor og så tæt på kan man virkelig se dens grimme tænder. Den var meget nysgerrig, vi var mere bange for den end for hajerne. Efter andet dyk spiste vi frokost på øen Half moon caye hvor vi kunne gå lidt rundt og kigge. Den er endnu mindre end den ø vi bor på, en rigtig Robbinson Cruse ø;) Efter frokosten havde vi endnu et dejligt dyk inden vi satte kursen mod Caye Caulker. Helt fantastisk dag! ;) lige nu sidder vi med tæerne i sandet og kigger ud over vandet, kl. er 09.00 og det eneste vi skal i dag er at vaske lidt tøj, ellers skal der bare nydes, slappes af og drikkes nogle kolde iceteas. Thats life!                           

June
11
2012

Adios Sydamerika and hello Belize

Dato: 07.06.2012 – AV min røv!

Ja sådan havde vi de alle sammen efter den fantastiske ridetur. Seks timer er nok sådan lige fire timer i overkanten når man ikke er vant til at ride. De sidste par timer var der i hvert fald ikke meget cowboy over nogen af os, særligt ikke Patrick og Daniel som sad noget sjovt i sadlen og så lidt mærkelige ud i ansigtet. Men det var nu en ret fed tur. Op til t="on">4000 meters højde hvor spiste den lille frokost vi havde pakket. Smuk udsigt over en lille by og hele den hvide bjergkæde Cordillera Blanca samt enorme Huascaran (bjerget). Det sidste stykke til toppen kæmpede hestene lidt med den tynde luft, især Patricks som jo slæbte på et par ekstra kilo, og det er altså ikke verdens største heste de har her. Til sidst gav den helt op og nægtede at gøre noget som helst. Den havde fuldstændig sin egen vilje og red sine helt egne vegne ud over marker og skrænter. Da vi skulle krydse et stort mudderhul gik den helt i baglås og løb over bakken i stik modsat retning. Vi andre krydsede uden større problemer og mens vi så Patrick forsvinde ud af syne. Vi ventede længe i stilhed og lige pludselig kom Patrick i bedste cowboy stil ridende flot over bakken og fik bestemt dirigeret hesten over mudderhullet trods den sank i til knæene. De må have haft sig en lille snak på den anden side for herfra gjorde den som der blev sagt;) Som solen gik længere ned blev turen kun smukkere af det eventyrlige lys som lagde sig over de grønne bakker og dale mens lokale samlede dagens sidste afgrøder og drog køer og heste hjemad. Ren idyl. Flere steder sad damerne i græsset mellem fårene og spandt store garnnøgler af den rene uld. Rigtig god og hyggelig tur i dejligt selskab.

Om aftenen spiste vi igen sammen, en afskedsmiddag inden de drager mod Cusco og os mod Belize. Det er altid lidt trist at sige farvel når man sådan har hygget sig sammen, men vi har aftalt at mødes til et lille trek på Kilimanjaro i 2015;) 

 

Dato: 08.05.2012 - MI Chef Kristof

Dagen gik med at få pakket den eksplosion der var sket på vores værelse over de sidste mange dage. Sidste dag i Syd America skulle sluttes med lidt ekstra luksus så Patrick googlede – og fandt den bedste restaurant i Huaraz. Vi besluttede at spise lidt frokost der for at se om det var et godt sted til en hyggelig middag senere. Maden var fantastisk, og kokken/ejeren fra Belgium var super sød og snaksalig i sit åbne køkken. Så vi tog tilbage for at spise aftensmad og fik efter kokkens anbefalinger endnu engang fantastisk mad og dejlig vin. Kokken endte med nærmest at sidde med til bords, snakken gik og han glemte næsten resten af kunderne i restauranten. Der skulle komme live musik kl. 20.00 og vi var blevet lovet en god drink på husets regning så da kokken, Kristof, ikke kunne undslippe sine kunder længere satte vi os op til baren, som er lige på den anden side af hans åbne køkken, for at underholde ham lidt. I ”baren” sad allerede en fyr, Jeff fra USA, og nød sin lækre mad. Vi faldt hurtigt i snak og inden længe var der røget flere drinks over disken. Live musikken bestod af to peruvianere, en på spansk guitar og den anden på saxofon, de var vildt gode og spillede alt fra peruvianske toner til en smukt udført Hotel of california. De satte den helt rigtige stemning for vores lille barklub og som flere spisegæster takkede for dejlig mad og forlod restauranten blev kokken, Jeff, Patrick og jeg i bedre og bedre humør som drinksene blev flere og flere;) Til sidst var vi nød til at slutte så vi kunne få sovet lidt inden vores lange rejse næste morgen. Da vi kom tilbage til vores Hostel havde Daniel, en medarbejder, besluttet at feste lidt i receptionen og det ville naturligvis være uhøfligt at sige nej til en drink eller to når nu man bliver budt. Så det var bestemt ikke meget søvn vi fik den nat men til gengæld nogle grimme grimme tømmermænd at rejse med næste dag.

 

Dato: 09.06.2012 – Puha da da.

Av av av for en grim morgen. De sidste ting blev smidt i taskerne, en smule morgenmad indtaget og så af sted mod stationen hvor vi skulle have bussen otte timer mod Lima. Da taskerne var tjekket ind gik vi på en lille ”café” ved siden af stationen for at spise en tømmermands burger. I bussen fik vi placeret os på vores luksus sæder og troede at vi nu bare skulle sove vores tømmermænd af de næste mange timer, men der gik ikke længe før Patricks tilstand blev svært forværret med hvad vi mener var en madforgiftning fra den elendige burger. Jeg spiste kun en smule burger så jeg slap lidt lettere. Patrick havde det så slemt at vi overvejede at droppe vores fly og i stedet tage på hospitalet. Det var vildt ubehageligt og den længste bustur nogensinde, men da vi endelig kom af bussen, fra stationen og sad i Lima lufthavn var der så småt tegn på bedring. Så efter 2 timer i chek-in kø, en Subway sandwich, to colaer og en grundig sprængstofundersøgelse af lille mig, kunne vi kl. 23.30 boarde det forsinkede fly og få lidt søvn. Kl. 05.30 landede vi i Miami lufthavn. Stadig ikke helt på toppen havde vi lidt tid at slå ihjel inden vi skulle med flyet videre til Belize kl 10.00.

 

Dato: 10.06.2012 – Belize City

Kl. lidt over 10.00 lokal tid landede vi i Belize og blev med det samme vi stod ud af flyet slået bagover af den ekstreme varme og fugighed. Det var lidt en omvæltning fra de peruvianske friske briser;) Vi fik hurtigt en taxa til vores ”hotel”, Bachelors Inn på Bachelors Avenue som blev vores første møde med Belize City, og jeg skal lige love for at det var en noget anderledes oplevelse end forventet!. Jeg ved ikke om hotel-mutter var skæv, fuld eller lettere retarderet, men der var i hvert fald ikke styr på noget som helst og vores værelse var ikke klar da hun blev ved med at insistere på at i dag var den 11.06 i stedet for den 10.06 og at vi var kommet for sent til vores reservation. Mens vi sad med vores tasker udenfor og ventede på at de skulle gøre et værelse ”rent” fik vi lige hilst på hele kvarteret. Lidt længere nede af gaden holder en bande til som meget gerne ville hilse på os. Især Jim som umiddelbart virker som bandens dominerende medlem. Han råbte og skreg af hotel-mutter at hun skulle se at få ordnet vores fucking værelse og undskylde på hendes vegne mens han tilbød os alt fra kolde øl til pot, med en stående invitation til slænget længere nede af gaden fik vi også at vide at så længe vi var i hans neighborhood, var vi i det rigtige neighborhood. Desværre havde vi ikke fået hævet penge så vi var nød til at bevæge os ud i byen og lede efter en hæveautomat. Efter hotel-mutters elendige vejledning fandt vi omsider en ATM , som selvfølgelig var tom for penge. 35 grader, høj fugtighed, ingen vand, uden en mønt på lommen og stadig med dårlige maver måtte vi trætte og tørstige fortsætte vores søgen. Endelig fik vi hævet nogle penge og besluttede at gå langs kysten tilbage. Der var sådan en underlig stemning omkring os hele tiden, vi var de eneste hvide overhoved og lige pludselig befandt vi os et sted hvor vi helt sikkert ikke skulle være. Der blev råbt ”Hello whity” efter os og vi blev stoppet af en gut der åbenbart hed Cash, og måtte betale 2 dollers for at slippe af med ham. Der var huse med skudhuller i og pludselig råbte en politibetjent efter os fra den anden side af gaden og ville have vi skulle komme over og snakke med ham og tilbød os også pot. Vi afværgede alverdens situationer og fortsatte målrettet hjemad for igen at løbe ind i gangster-Jim som fulgte os ned af gaden mens han luftede en masse anekdoter og andet ævl. Det var virkelig en væmmelig oplevelse men sjovt nok følte vi os pludselig tryggere med Jim end vi havde gjort i resten af byen. Nu har vi fået købt lidt brød, ost, vand og cola og har låst os inde på vores hotelværelse. Alle fire låse på yderdøren er lås og også låsen på inderdøren. I morgen bliver vi hentet af en taxa kl 08.20 og kørt til havnen hvor vi skal med en færge til øen Caye Caulker. Indtil da bliver vi bare her på værelset og holder lav profil. Vi er vidst også de eneste på hotellet, vi har i hvert fald ikke hverken set eller hørt andre gæster. Vi har lige ”for sjov” siddet og set et afsnit af Ross Kemp – On gangs fra Belize city, og nu forstår vi bedre den mystiske fornemmelse vi havde da vi gik rundt i byen. I forhold til det lille befolkningstal på 69.000 er Belize City et af de mest bandedominerede steder i verden. Det var ikke særligt betryggende at se den dokumentar må jeg nok sige!;) Ross Kemp har været næsten alle kritiske steder i verden og interviewet nogle af de farligste bander og selv han siger at Belize City er et af de mest ubehagelige steder han har været og han nævner også den underlige stemning. Så i morgen tidlig gør vi lige som alle de andre turister der hvert år valfarter til Belize og tager lige fluks ud på paradisøerne hvor et yderst populært guesthouse og de caribiske strande venter os. Indtil da er der dømt flyverskjul;))                                           

June
6
2012

Santa Cruz trek

Dato: 02.06.2012. Santa Cruz trek.

Endnu engang stod vi klar kl. 06.00 til fire dages nye oplevelser. Et hold på 11 stk. os inklusiv blev hentet og taskerne spænd på taget af bilen. 4 Israelere, Tal, Roy, Lior og Chen. Alfi fra Peru som bor i Australien sammen med Maketa fra Tjekkoslovakiet, Daniel fra Australien sammen med Klára også fra Tjekkoslovakiet og Drew fra Alabama. En meget blandet gruppe. Alfi kom hurtigt til at fungere som gruppens tolk da vores guide Marco talte meget lidt engelsk. Efter mange timer ad snævre snørklede bjergveje blev vi sat af i en lille by hvor vi fik lidt frokost inden trekket begyndte. Telte, mad, køkkengrej og de andres tasker blev spændt på æslerne og af sted gik det. Patrick og jeg havde valgt at bære vores egne ting. Når man ser hvad de kan spænde på sådan et æsel får man det helt dårligt. To store trækasser på hver side og en kæmpe taske i midten. Det stakkels æsel bliver mast helt trekantet.

Første dag var en moderat op og ned 6 timers gåtur til vores første lejer. Vi fik slået teltene op, så godt som muligt, da kvaliteten ikke var helt i top. Skæve stænker med gaffatape, i alt kun fire pløkker til vores telt hvoraf den ene var et bøjet søm, til resten måtte der samles pinde, men til sidst stod det dog det lille telt, Patrick kunne næsten ikke ligge i det. Da solen var gået ned kom kulden hurtigt. Vi havde fået af vide hjemmefra at temperaturen måske kunne falde til 0 grader om natten men med den kulde som hurtigt tog fat begyndte vi at tvivle på om vores soveposer kunne holde os varme. Efter en noget trist aftensmad og en kop te gik vi alle i seng. En meget lang og meget kold nat. Da vi havde fået af vide at det var et trek med rimelig høje temperaturer havde vi ikke taget så meget varmt tøj med og havde også efterladt handsker derhjemme. Det havde vi så hele natten til at fortryde. Vi havde næsten alt vores tøj på og frøs stadig. Da vi stod op næste morgen lignede vores telt nærmest en iglo. Fuldstændig dækket i frost. Uhh hvor var det koldt!!

Dag 2 startede med morgenmad og te og så derudaf. Også på dette trek var dag 2 den hårdeste dag. vi skulle gå fra t="on">3800 meter til t="on">4750 meters højde. Ca. t="on">17 km på ca. 8-10 timer. En dag med lange opadgående strækninger. Men det var også den smukkeste dag. Der går man mellem sneklædte bjergtoppe så tæt på at man næsten kan røre dem. Skyfri blå himmel som baggrund for bjergenes hvide aftegninger. Det var simpelthen helt fantastisk. De sidste t="on">300 meters stigning til de 4750 var noget af det hårdeste vi har prøvet. Der er ikke meget ilt så hvert 10. skridt føltes som om man havde løbet et maraton. Da vi omsider kom op til toppen kom vi gennem en slags revne i bjerget og på den anden side ventede der os et syn så smukt som aldrig før har set. Det var bogstaveligt talt bjergtagende! Kæmpe hvide bjerge i alle retninger og helt azurblå laguner. Vi sad alle i stilhed og nød den smukke udsigt mens vi spiste vores frokost og vi fik da også lige hørt to laviner i det fjerne. Det var simpelthen så smukt, det kan slet ikke beskrives. Bestemt de smukkeste omgivelser vi nogensinde har spist frokost i. Det var bare for vildt. En del timer senere nåede vi endelig vores lejer og kunne nyde at slappe af og få en kop te at varme fingrene på. Endnu engang arbejde vi på at få teltet til at stå mens de vilde køer, æslerne og hestene kiggede mærkeligt på os. En grydefuld popcorn, aftensmad og så i seng igen. Parret fra Australien/Tjekkoslovakiet havde heldigvis både deres egne soveposer med og havde også lånt nogle gode soveposer gennem tur selskabet og de var så søde at låne os den ene sovepose de havde lånt. En sovepose der kunne tåle minusgrader. Så den kunne vi have liggende ud over vores egne soveposer. Dejligt med en ”varm” nat.

3. dag skulle være turens mest behagelige dag. Så efter vi havde fået kogt noget flodvand og fyldt flaskerne og fødderne var tapet ind i vabelplaster var det bare af sted. Stille og roligt op og ned og endda også bare lige ud, fantastisk. Det gav overskud til rigtig at nyde turen og omgivelserne. Vi var også kommet lidt længere ned og det hjalp gevaldigt på vejrtrækningen. På et tidspunkt gik vi gennem et pas som de sidste 2 måneder har været lukket pga. en kæmpe lavine. Man kunne se hvordan lavinen havde skåret sig vej gennem et bjerg og ned i dalen hvor den havde løbet flere hundrede meter mellem bjergene og udslettet alt på sin vej. Før løb der en lille flod så det var samlingssted for mange af områdets dyr. Man kunne se på nogle af træerne på bjergsiderne hvor højt lavinen var nået, de var godt medtaget og smurt ind i nærmest forstenet mudder. Det var ret uhyggeligt at tænke på hvor mange dyr der nok lå nedenunder det sand vi gik på og hvor hurtigt alt bliver smadret når sådan noget sker. t="on">360 km i timen af ren ødelæggelse. Når man så der hvor lavinen havde skåret sig igennem bjerget kunne man næsten ikke tro at det er muligt. Helt rene snit som hvis det var skåret med en kniv. Det havde taget 8 uger at rydde passagen og den var blevet åbnet for kun 14 dage siden, og det var første gang vores guide havde gået denne tur.

Vi nåede vores lejer i rimelig god tid så vi kunne rigtig sidde i spiseteltet og få snakket og grinet. Om aftenen spillede vi alle sammen et specielt kortspil der hedder BANG, som foregår i det ”the wild west” med roller som sherif og outlaws. Det var super sjovt og hyggeligt, og velvidende at der kun var en dags trekking tilbage, havde vi alle total meget energi så vi gik op i det med liv og sjæl og vores guide som gik tidligt i seng fik nok ikke sovet særligt meget;).

Sidste dag vågnede Patrick og jeg før vi egentlig skulle op. Kravlede ud af vores soveposer og tog at vores tøj på inden vi steg ud af teltet som til vores store overraskelse ikke var dækket af frost. Vi fik den smukkeste solopgang, lod solen varme os lidt og nød stilheden inden vi vækkede de andre, det var nemlig Patricks tjans som den eneste med en telefon med alarm.

God dag på moderat niveau og som vi kom tættere på mål kunne vi rigtig se alle de bjerge vi havde vandret rundt i de sidste par dage. Snart var t="on">54 km tilbagelagt og vi nåede slutstedet hvor en minibus holdte og ventede på os. På vej hjem stoppede vi i en lille by for at spise frokost på en lille lokal restaurant. Da tjeneren så os alle 11 træde ind på restauranten var han nær væltet bagover og da han hørte os alle sammen tale engelsk da vi skulle bestille stod han helt af. Han fangede hurtigt at Alfi snakkede spansk og var vores alles tolk så han lagde bare menukort blok og kuglepen foran ham og gik sin vej. I bedste tjenerstil tog Alfi mod alle vores bestillinger og afleverede blokken i køkkenet. Efter frokosten havde vi et par timers kørsel tilbage til Huaraz og til vores hostel. Vi havde valgt at betale for værelset mens vi var væk, så vi havde ladet alle vores ting ligge og det var super dejligt bare at kunne åbne sin dør og smide sin taske. Det var dog noget skuffende at der ikke var noget varmt vand når man nu havde glædet sig til et varmt bad i 4 dage. But that´s south america!;) om aftenen have vi aftalt at mødes alle sammen på Plaza de armas hvorfra vi skulle finde et sted at spise. Men israelerne og vores guide dukkede aldrig op og Maketa var blevet syg så hende og Alfi blev hjemme. Uden Alfi var det nok blevet lidt svært med vores guide og israelerne var vildt højrøstede og fyldte enormt meget hele tiden så det var egentligt helt fint, Drew, Daniel, Klara og Patrick og jeg havde en rigtig hyggelig aften.

I aften, den 6.6 skal vi igen mødes med Daniel og Klara til aftensmad og i morgen tager vi alle fire på en lille halvdags ridetur.                      

June
2
2012

Huaraz

Dato: 01.06.2012 - Huaraz 

Så er vi efterhånden faldet til her i Huaraz. Vi nyder vores hostel og især tagterrassen hvor vi egentlig har brugt det meste af vores tid. Solen banker ned hele tiden så vi nyder at få lidt varme. Huaraz er en rigtig hyggelig lille by men her er kommunikation virkelig en prøvelse. Den eneste vi har mødt herfra som snakker engelsk er en gut som arbejder på vores hostel. Det er ikke en særlig turistet by, ikke ligesom Cusco i hvert fald. Man kan godt mærke at de ikke er lige så afhængige af turismen så behandlingen er oftest lidt derefter. I går gik vi på jagt efter vabel plaster til vores næste trek og vi var nok på samtlige apoteker og måtte alle steder ty til gæt og grimasser udgaven af en forklaring men ingen steder var der nogen stor hjælp at hente. De fleste steder prøver de ikke engang at forstå hvad vi leder efter, de siger bare at de ikke har det. Måske får de bare slet ikke vabler på deres elefanthuds-fødder! ;)) Hmm i hvert fald må jeg gå på vandring uden vabelplaster. Ikke helt tilfredsstillende;)

Vi har ikke gjort meget sightseeing her i Huaraz, vi er nok sådan lidt turist-trætte. Men det har været super dejligt bare at slappe af og ikke være på opdagelse hele tiden. På terrassen med udsigt over hele byen med smukke sneklædte bjerge i baggrunden, kan vi rigtig sidde og lade roen falde over os og prøve at få reflekteret over de sidste mange måneder.

Så er der selvfølgelig lige det der trek. Så meget ro er der nok alligevel ikke faldet over os;) så i morgen tager vi af sted på Santa Cruz trek i fire dage. Det glæder vi os til, for alt for meget tid til tanker giver også tid til hjemve;) Så på med vandrestøvlerne, rygsækken og oplevelseshatten endnu engang inden vi snart bevæger os mod lavere højder og varmere vinde i Belize.     

    

May
27
2012

Machu Picchu

 

Dato: 21-24.05.2012 - Inka Trail 

Dag 1.

kl. 04.50 sad vi ”klar” til vores pick-up som ankom omkring 05.30. (Så oplevede vi i øvrigt jordskælv aftenen før)... Tasker blev pakket på taget af bilen og vi fik hurtigt sagt godmorgen til vores trekking partnere for de næste 4 dage.

Vi stoppede i en lille by i t="on">2700 m højde hvor vi spiste lidt morgenmad, købte vand, cocablade og vandrepinde efter anbefaling men en smule modvilligt. Vandrepinde tænkte vi, hvad skal det nu være godt for. .

Efter morgenmaden kørte vi til vores drop-off hvorfra trekket begyndte. Vi fik pakke det sidste i rygsækkene, spændt soveposer og liggeunderlag fast og så var vi klar. Trekket lagde selvfølgelig ud med en lang og stejl opstigning og jeg havde nok ikke gået mere end 5 minutter før jeg allerede begyndte at fortryde at vi havde valgt vores porter/bærer fra. Det er sjov som ens rygsæk altid lige bliver fem kg tungere lige så snart turen starter;)

Elles bød første dag på vekslende op og ned stigninger på et moderat niveau, t="on">13 km mod vores første lejer ved Wayllabamba, t="on">3.100 meters højde. På vejen så vi et par gamle ruiner og hørte en masse om hvordan man brugte og stadig bruger planter osv. til medicin og andre ting. Endnu engang var vi heldige med vores engelsk- talende guide som ivrigt kunne fortælle i lange baner og igen med 1000 spanske og quechua´nske navne som man umuligt kan huske. Vi var en gruppe på 8, men to af dem var to ældre damer fra Belgien som havde deres egen guide, men som fulgte vores tur. Ellers var der udover Patrick og jeg, to andre jævnaldrene par, Ingrid og Ralph fra Holland og Maja og Scott fra Canada. Kemien var god fra starten mellem os alle sammen, vejret forholdsvis godt og da vi stadig optimistiske og energiske nåede vores lejer sent om eftermiddagen første dag, tydede alting på en rigtig fed tur. Da vi kom frem stod vores telte og madteltet allerede klar, bordet var dækket og teén parat og efter en god gang aftensmad og hyggesnak om det lille bord var det lige på hovedet i seng.

 

Dag 2.

Det havde regnet hele natten og regnede stadig om morgenen da vi blev vækket. En porter bankede på teltet efterfulgt at et ” buenos dias” og en kop coca-te serveret på sengen. Den ellers dejlige start på dagen blev hurtigt afbrudt da vi opdagede resultatet af vores tilsyneladende utætte telt. Der lå store vandpytter rundt omkring os og vores soveposer, tasker og tøj var vådt. Selvfølgelig også det tøj som vi havde ”hængt til tørre” natten over. Pragtfuldt!

Efter morgenmaden og en ellers noget besværlig start på dagen var vi klar til at gå. Det regnede stadig så vi tog vores regnponchoer på som vi havde købt inden turen. De har desværre vist sig bare at være ponchoer.

Dag 2 var tures hårdeste dag, t="on">16 km udelukkende op ad bakke. Gud ske lov for vandrepinde! Jeg havde aldrig klaret det uden!;) Mange steder er det trappetrin hugget ind i bjerget eller bygget med store sten og usandsynlig høje for mine korte ben. Med tynd luft, regnvejr, forpustet hjertebanken, en tyk taske og en våd og klam poncho klæbende til en, var dag 2 bestemt den mest krævende. Der var mange trekkere på stien men Patrick og jeg var vist de eneste som havde valgt at bære vores egne ting. Da nåede det højeste punkt, t="on">4200 m, first pass, blev der klappet og heppet fra de andre grupper og motiverende kommentarer og thombs up blev givet undervejs. Det var super fedt for dagen var helt sikkert lige så mentalt udfordrende som fysisk belastende. Der ligger flere bygninger/ruiner undervejs på trekket g en oppe mellem skyerne næsten intakt dækket i skyer, utroligt spændende at gå rundt og få fortalt om de forskellige teorier til brugen af denne by/checkpoint.

Da solen så småt var gået ned ankom vi til vores lejer. Ved aftensmaden blev der igen grinet og snakket og alle var lettet over at dag 2 var veloverstået.

 

Dag 3

”Buenos dias” og coca-te. Tørvejr udenfor og tørt i teltet. Cloud-forrest´ens skyer havde endda trukket sig for en stund så vi kunne nyde at stå op til den fantastiske udsigt. De grønne, nærmest fløjlsklædte bjerge i alle retninger og med sneklædte hvide tinder i baggrunden. Sikke en måde at starte dagen på!;)

Dag 3 blev igen mere vekslende op og ned og nogle steder endda bare lige ud! Skyer og regn vendte tilbage da vi om formiddagen passerede Second Pass men det mere moderate niveau gav overskud og mulighed for rigtig at nyde de fantastiske omgivelser. (når vi ellers kunne se dem for skyerne;))

Vi ankom til vores lejer i god tid og igen var vores telte slået op til den smukkeste udsigt. Efter en kop te foreslog vores guide, Olmer Jimmy;), at vi gik en lille tur til en gammel inka-by i nærheden, Winay wayna som betyder for evigt ung. En dejlig lille tur UDEN vores rygsække. Da vi havde gået lidt åbnede det tætte terræn sig pludselig og vi stod og kiggede ud over en kæmpe og flot intakt inka-by på bjergsiden, det var helt vildt. Der var kun os tre par, tre lokale som vedligeholdte stenbygningerne og et par lamaer. Det var fantastisk bare at kunne gå rundt og udforske stedet i stilheden. Der er sådan lidt noget mystik over de steder og det er en mystisk fornemmelse når man tænker på at man går rundt i ruinerne af gammel historie.

Tilbage i lejeren samledes vi for sidste gang rundt om det lille bord i madteltet. Vi fik lækker mad efterfulgt af en fejrings desset. En nybagt, lun kage, mhhh.. jeg spurgte guiden om hvordan vores kok, Alejandro, havde båret sig ad med at bage en kæmpe kage, i bjergene uden ovn. ? Jeg fik en lang avanceret forklaring som jeg slet ikke forstod, jeg forstår det stadig ikke. Hvordan gør man det!? ;) den var fantastisk.

Den aften sad vi alle mange timer i teltet. Det var sådan en sjov og hyggelig aften.

 

Dag 4.

Vækket med te kl. 04.00. Hurtigt ud af teltet og udstyret med morgenmads-box. Efter vi havde stået næsten en time i kø til det sidste check point begyndte vi den sidste tur mod Machu Picchu mens solen så småt begyndte at stå op i horisonten. Efter nogle timer nåede vi solporten sammen med alle de andre grupper. Der var virkelig trængsel på stien den morgen. Men en flot udsigt over Machu Picchu fra solporten fik vi inden turistbusserne ankom. Ikke noget dårligt sted at sidde og spise sin morgenmad. Det var virkelig et fantastisk syn at sidde og kigge ned på den gamle by der til alle sider er omringet af de massive og høje grønne bjerge. Ingen regn og ingen skyer så vi kunne rigtig se hvordan solen kastede skygger på bjergsiderne som formede det eventyrlige landskab omkring det gamle rige.                       

Vi gik det sidste stykke ned til byen og fik en noget stresset guidet tur mellem de hundrede turister som nu var ankommet med de første busser. Der er 250 trekkere på stien om dagen, 250 portere og sammenlagt kommer der 3-4000 besøgende på Machu Picchu om dagen så størstedelen er folk der har taget en en-dags tur med tog og bus og som med vandresko og vandrepinde løber rundt efter en råbende guide. Det var helt sindsygt der var så mange mennesker, flere end i Cusco by er jeg sikker på. men historierne, byen og de gamle bygninger er nu ikke mindre fantastiske af den grund. Da den guidede tur var overstået udforskede vi stedet lidt på egen hånd og tog derefter med bussen til Machu Picchu town. Der skulle vi alle mødes til en sidste frokost sammen. vi ankom sammen med Scott og Maja flere timer før samlingstidspunkt, så vi besluttede at få lidt snack og øl og vin. På turen havde Scott friet til Maja så det skulle jo også lige fejres. Trætte, udmattede og tørstige fik vi hurtigt indtaget de første mængder alkohol. Mere blev bestilt og så kom kortspillene på bordet. De andre kom og deltog og vi fik lidt frokost og så flere øl. Vores tog hjemad gik først kl. 18.45 så vi endte med at sidde på den sammen restaurant i næsten 6 timer. Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har grint så meget. Da det endelig var tid til at gå mod toget var det blevet mørkt, og lige da vi kom ned på gaden startede der et optog med forskellige figurer lavet i rispapir med lys i. Hele vejen ned ad gaden mod toget gik vi med menneske mængden mellem de mange lys.

I toget fik vi bestilt lidt flere øl, fundet en siddegruppe til 4 og så kom kortene ellers på bordet og igen startede det hysteriske grineri. Vi var så overtrætte og småfulde, til sidst var det næsten lige meget hvad der blev sagt så var vi helt flade af grin. Først i den sidste bus på vej mod vores hostles faldt vi alle sammen lidt til ro. Det var helt sikkert en af de sjoveste dage vi har haft men også meget lang og hård.

Efter en god nattesøvn, aftalte vi alle seks at mødes om aftenen og spise lidt mad og sige farvel inden vi alle skulle rejse videre. Vi mødtes på Paddy´s pub, verdens højeste irske pub, og havde en rigtig hyggelig afsluttende aften inden vores veje desværre måtte skilles.

I dag, den. 26.05.2012 har vi købt busbillet til Lima og videre til Huaraz. En lille tur på ca. 22 timer til Lima, efterfulgt af endnu en lille ca. 12 timers tur samme aften mod Huaraz. Det bliver lidt en lang en, så vi har bestilt luksusudgaven;)) Vi er stadig ømme i kroppen så vi tænkte vi trængte til lidt forkælelse inden vi sikkert finder på at kigge nærmere på de nordlige bjergtinder.         

    

May
20
2012

Jungle Detour

Dato:15.05.2012

Kl. 05.00 blev vi hentet af vores chauffør og vores guide, José Medina. Vi fik hilst på vores fellow jungle explorers, et tysk par, Stephanie og Ivon. Ind i en lille minibus og så af sted. Vi stoppede for at købe hvad vores guide kaldte det bedste brød i Cusco, som lignede og smagte som verdens største thebolle. Lidt senere stoppede vi i en lille by hvor vi skulle have lidt lokal morgenmad sammen med byens beboere. Her spiser de suppe til morgenmad, suppe med lammekød, ris, kartofler, rodfrugt og andre ting. En ordentlig omgang som Patrick kæmpede sig igennem. Jeg fik lidt thebolle og the. Mange steder i Peru spiser man kun to gange om dagen, tidlig morgen og sen eftermiddag, så selvfølgelig skal sådan et morgenmåltid indeholde lidt ekstra. Næste stop, t="on">4000 meters højde, pre-inca tombs. Man valgte dengang at placere gravsteder for VIP´s højt pga. kulden for at bevare mumierne bedre. I dag er de fleste ruiner, da de blev smadret af incaerne som dræbte pre-incaerne. Noget i den retning. Vores guide kunne fortælle så mange ting hele tiden så det helt umuligt at huske;) i hvert fald var inkaerne tilsyneladende et ret barbarisk folkefærd.

Et par stop mere i nogle små bjergbyer inden vi nåede the cloud forest hvor vi skulle tilbringe vores første overnatning. Vejene her var helt sindsyge, kors i kanten alle steder, meget smalle grusveje, flere nyere jordskred og meget langt og lodret ned til floden! Vi stoppede for at se en helt speciel fugl, ”the cock of the rock”, haha det hedder den! Den kommer åbenbart samme sted ca. kl. 15.00 hver dag for at øve sig i at danse parringsdans. Så sad vi der på en platform oppe mellem træerne i regnvejr med kikkerter og ventede og ventede. Vi fik den kun kort at se for det er vist ikke en regnvejrsfugl;) men den var meget smuk.

Da regnen stoppede fortsatte vi til fods og vores guide, som også er uddannet mikrobiolog, fortalte om dyr og planter og vi fik da også set brown cappuchin aber som kravlede rundt i trækronerne over os. Snart ankom vi til vores første lodge, et simpelt og rigtig hyggeligt sted godt inde i skoven.

Næste dag kørte vi længere ned og ind i regnskoven. Det var fedt at se hvordan landskabet ændrede sig undervejs. Vi ankom til en lille by, Pilcopata hvorfra vi skulle river rafte 1½ time ned af floden til Atalaya Port. Der var alstå gang i den grumsede flod og bølgerne store nok til at vælte mig omkuld, heldigvis ind i båden;) Ved et mere stille sted kunne vi springe i vandet og bare drive med strømmen derudad, det var lækkert men lidt en kold omgang i gråt regnskovs regnvejr. Fra Atalaya Port sejlede vi med en anden lille båd til vores camp for de næste par nætter. Det fedeste sted lige ved flodens bred.

Vi hilste på personalet som bor der og blev indlogeret på vores værelser.

Efter frokost blev vi udstyret med gummistøvler og så ud og gå tur og igen kunne Jose fortælle om alverdens træer og planter. Han fortalte om et speciel træ vi skulle se, det træ som var inspiration til filmen Avatar og om et jungle folk og deres tro som ligeledes var inspirationskilde bl.a. også til navngivning af filmens hellige træ. Det træ vi så lignede det træ som de i filmen bor i, men er i virkeligheden også et helligt træ hvor dette folk begraver deres døde mellem rødderne fordi de tror på at de dødes visdom vil blive bevaret i træet, og er træet er bindeleddet mellem himmel og jord. Ret fed historie, men igen kan jeg kun huske halvdelen;) Men det var et kæmpe træ og når man står og kigger på noget så enormt med flere meter lange og høje rødder, kan man godt forstå hvordan det har været inspiration til et eventyr.     

Sådan en dag med så mange oplevelser gør virkelig en træt så efter aftensmaden var det lige på hovedet i seng. Vi havde gjort klar med myggenet over sengen, kravlede ind og tætnede til. Men lige som de slukkede generatoren og dermed al lys fik jeg selvfølgelig øje på en stor sort 8-benede som sad på indersiden af nettet og nu var vi fanget derinde med den i mørket. Det udviklede sig nok til hvad nogen vil kalde en paniksituation da vi ikke rigtig vidste om den var giftig, så jeg endte på ydersiden med min ene sko, Patrick på indersiden med den anden sko, en pandelampe og et lettere panisk teamwork for at få krybet af veje.

Der er kun 3 timers elektricitet om dagen og når der er mørkt i junglen så er der virkelig mørkt og der er levende af kryb alle vegne. PUHA NEJ! ;)

Vi overlevede en ellers regnfuld nat og dag tre stod på flere aktiviteter. Da regnen stilnede af startede vi dagen med en omgang zip lining. Af sted gennem skov og mudder sammen med vores to lokale instruktører mod den første platform. De sagde at de selv havde bygget den og træværket så nu lidt mistænksomt ud. Vi fik seler på handsker og bremseinstruktioner. Så blev jeg spændt fast på linen og skubbet ud over trækronerne. Sus i maven når man svæver af sted over junglen i t="on">40 meters højde. Det var nogle super sjove timer.

Efter en lækker traditionel frokost med ris, kylling og grøntsager pakket ind i et kæmpe blad og dampet, skulle vi besøge en lille sø på den anden side af floden. Vi sejlede til den anden bred og travede igen af sted ind i buskadset. Da vi kom frem til søen var solen brudt frem og stod lavt på himlen og kastede et helt eventyrligt gyldent lys over søens vand og grønne ramme. Ved bredden lå et par tømmerflåder og vi kravlede forsigtigt ombord og gled langsomt og lydløst ud på søen. Det er et meget populært sted for fuglekigning fordi der kommer så mange forskellige arter, og vi fik da også set en del og det var skønt bare at side der i det varme gyldne skær og lytte til regnskovens musik. Vi var også så heldige at se en Kapiwada, verdens største gnaver. Den ligner et marsvin på en prik men på størrelse med en gris. Ret sjovt dyr.

Da vi kom tilbage til lejeren var solen næsten gået ned og vi gjorde så småt klar il vores aften-expedition. Da det var blevet helt mørkt hoppede vi igen i gummistøvlerne og regn ponchoen og spændte pandelampen på. Jeg er glad for at vi havde en guide med som vidste hvad han lavede og hvor vi var for når det er mørkt er regnskoven da først umulig at orientere sig i! Alle vegne man kigger hen er der bare en tæt og kludret væg af regnskov. Vi fik desværre ikke set nogen slanger men en masse andet natteaktivt kryb bl.a. taranteller og andre edderkopper. Uden panik! ;)

Endnu engang god aftensmad og så på hovedet i seng.

Igen regn hele natten og stadig da vi skulle med båd en time op ad floden for at møde vores chauffør som skulle køre os hjem. Guiden sagde at flodens vand havde skiftet farve og det betød at der var kommet meget vand fra cloudforest´en  og at vi kunne risikere at vejene nogle steder kunne  være gået i stykker. Heldigvis var vejene rimelig i orden, men flere steder var lokale folk i gang med at reparere diverse skader. Et sted kunne vi se en lastbil som var kørt ud over skrænten og lå helt smadret længere nede. Det var ret uhyggeligt og ikke særligt betryggende. Vores chauffør var fantastisk, nybagt far som også ønskede at komme hjem med livet i behold. Det er altid en god start;) På vejen stoppede vi på en ulovlig cocaplantage, i virkeligheden er stort set alle cocaplantager ulovlige men man kan købe cocablade alle steder, selv i ”supermarkederne”. I junglen kan man købe t="on">1 kg blade for 6 SOL= ca 13 kr. og sælge det i Cusco for 30 SOL og i lima for 50. så det er der go forretning i og alle steder i de små junglebyer bliver der tørret store presseninger med blade. Det tager ca. t="on">500 kg blade at producere t="on">1 kg kokain, så alene til den forretning skal der vist tørres en del;))  På plantagen boede et ældre par sammen med alle mulige dyr som åbenbart godt kunne lide at være der. Papegøjer fløj frem og tilbage, grise og racoons løb rundt omkring os, på en pind hang et dovendyr og spiste og på husets terrasse sad en spider-monkey. Det var helt vildt mærkeligt men der var en meget god harmoni i det hele.          

På turen så vi også en spætte og en masse forskellige kollibrier, vi har set tree frogs, vandrende pinde, store bullet myre på over t="on">2 cm og vi har set og mærket alle de små ting der bidder og stikker, selv den mest mikroskopiske myre eller flue kan give et bid der virkelig kan mærkes. Vi har set de smukkeste store sommerfugle, bl.a. den specielle owl butterflie og glasswing butterflies. Så vi har da fået hilst på flere af junglens beboere. Og nårh ja, da vi var på aften expedition så vi også en kæmpe larve som lyste op i mørket med UV farve mens den lå der og ormede sig. Vi slukkede alle vores lygter og stod bare der i mørket og observerede den. Selv vores guide havde aldrig set sådan en før og var lige så fascineret som os andre. Det var helt vildt flot.

På vej ud af regnskoven var der politikontrol som kontrollerede at der ikke blev smuglet coca blade og kokain ud af junglen. Og hvad vi ikke vidste var at vores ellers så behagelige chauffør smuglede over t="on">10 kg balde med på taget af bilen som blev konfiskeret. Mere skete der ikke ved det men da jeg spurgte vores guide hvad politiet gør med bladene og om de selv solgte det videre svarede han grinene ” Yes, it is also good buisness for them”;) lige da vi var kørt ind i Cusco drejede vores chauffør pludseligt hurtigt af vejen og sprang ud af bilen og vi skulle også skynde os ud. Længere nede af gaden stod en masse politi af forskellig karakter og han begyndte at hive donkraft og værktøj frem mens vi blev bedt om at gå en omvej bagom politiblokaden med vores guide og møde vores chauffør længere nede ag gaden. Vores guide sagde at chaufføren havde sagt noget om at han havde glemt tilladelsen til at køre med turister i bilen og ikke ville have en bøde. Men det skal man da ikke bruge værktøj til tænkte vi. Bagefter hed det sig at han havde nogle hælervare og han mente politiet vikke stop os hvis der var turister i bilen. Det hele var sådan lidt uldent og det var helt tydeligt at der gik panik i ham da han så politiet. Det er ikke til at sige hvad han lige har haft fragtet fra junglen men i hvert fald noget ulovligt. Men vi kom sikkert frem til vores hostel om aftenen hvor de så havde glemt vores booking, heldigvis havde de et værelse ledigt længere nede af gaden.

I dag den 19.05 er vi tilbage på det gamle hostel, marlons house og har lige haft briefing med vores guide til macchu picchu den 21. så nu r vi bare helt vildt spændte. I morgen tager vi en tur på byens inca museum og håber vi kan lære lidt mere om kulturen og hele historien inden vi skal op og se det gamle rige. Det skal nok blive spændende. Ellers skal der bare pakkes, vi er klar til flere eventyr! ;)

 

 

May
20
2012

Peru Peru

Dato: 12.05.2012 Så er vi i Peru

For 2 dage siden tog vi på en lille bustur fra La Paz til Cusco i Peru en tur som angiveligt skulle tage max 12 timer så med vores efterhånden mange timer i bus var den en fin overkommelig tur, men i Bolivia er alting uden den store garanti.

Vi var på stationen kl. 05.40 med afgang kl.06.00 men det blev i stedet kl.06.45 da vores chauffør kom lidt senere en alle os andre, men af sted kom vi da;) efter et par timer ankom vi til pas kontrollen, og hvis vi syntes pas kontrollen i Thailand var besværlig så fik vi her en smag af sydamerika når det er allerbedst. Først stemples ud af Bolivia og så gå t="on">500 m længere nede af gaden over grænsen og stemples ind i Peru. Et lille kontor, én mand og uden for en kø på flere hundrede meter ned af gaden, folk skubber og maser og man lærer hurtigt hvordan man kommer frem i sådan en kø. Godt 2 timer senere fik vi endeligt vores sidste stempel, op i bussen og så af sted. Herfra blev turen meget lang for de 3 peruvianske Chauffører havde en lille sort forretning kørende hvor de samler lokale op undervejs, og modtager kontant betaling. Af den grund er vi nok kørt nogle omveje så vores 12 timers tur blev nærmere 15 timer. Hold nu op det var lang tid i en meget gammel bus og uden frokostpause;)

Da vi langt om længe ankom, blev vi overfaldet fra alle vinkler af taxafolk og solbrillesælgere og meget andet. Man mærker hurtigt det desperate behov den enkelte peruvianer har for at tjene bare en lille smule penge, på et tidspunkt var jeg nød til vredt at bede dem om at holde sig væk fra Anja med deres massage og meget andet tilbud, og så fik vi endelig lidt ro fik en taxa til vores hostel Marlons house Backpackers og på hoved i seng.

 I går og i dag har vi bare været rundt i byen, her er en masse små hyggelige gader de fleste gågader, med forretninger, spise steder og en meget hyggelig atmosfære.

Vi har besluttet os for og tage en tur i junglen på en 4 dages tur med lokal guide, start D.15.05.2012. Det at booke sådan en tur er heller ikke så let som man skulle tro for der er rigtigt mange om buddet men meget få er reale firmaer. Vi var inde hos et tour bureau som var så langt fra professionelle som muligt, døren skulle lukkes og låse bag os og der kom en dame løbende som kunne lidt engelsk, hun prøvede at sælge os en oplevelse for hver dag vi havde tilbage i Peru, så hun var rigtig kreativ med hvad vi skulle købe af mærkelige aktiviteter, vi takkede pænt nej og gik videre til næste. Så fandt vi endelig et fornuftigt selskab med engelsk talende guider. Nu skal vi bare have 2 deltagere mere, for de tager nemlig ikke af sted uden minimum 4 personer så der skal krydses fingre.

Ellers nyder vi Peru, stemningen og gaderne er rigtig hyggelige så de næste par dage skal bare gå med lidt osen og restaurant besøg..    

 

Dato 14.05.2012

I går aftes besluttede vi at se lidt nærmere på det lokale natteliv. Vi havde, i en forretning tidligere på dagen, snakket med en gut, Elvis, som også var bartender på en lokal bar/discotek, så vi blev enige om at det var tid til at komme ud og få en øl og måske svinge hofterne lidt. Vi nåede nærmest kun ind på denne ”club” og så blev vi ellers hevet ud på dansegulvet til salsa undervisning sammen med en hel flokfuld ivrige turister og peruvianere. Tilsyneladende er der undervisning hver aften fra 21-23 hvorefter latinamerikanske moves bryder løs på dansegulvet. Det er simpelthen for sindsygt som de alle sammen bare kan danse. Vi spurgte Elvis hvordan det kan være at alle bare kan danse sådan og han svarede ” It´s south america, it is just what we do” og det havde han sørme da ret i! jeg syns da ellers nok at jeg har rytme, men den kan jeg vidst godt pakke sammen i dette forum. Vi tager nok derned igen til lidt mere undervisning inden vi for alvor tør mænge os på dansegulvet. Men fedt sted. Og i dag lidt tømmermænd. Til gengæld fik vi i dag den gode besked at to ekstra deltagere havde meldt sig på vores tur i morgen, så det skulle lige fejres med en iceblend fra starbucks, for sådan en ligger der nemlig her i Cusco! Af alle steder i verden, hehe. MHHH starbucks, og så skal der pakkes til jungletur!               

May
8
2012

Dato: 07.05.2012. Sådan bare lidt tanker…

Dato: 07.05.2012. Sådan bare lidt tanker…

I dag er det 97 dage siden vi forlod lille Danmark. Det begynder så småt at kunne mærkes. Da jeg vågnede i morges ønskede jeg bare at vågne i min egen seng. Måske er det en kombination af flere ting der gør det, skype med dig Martin på din fødselsdag i går og se hele familien samlet til hygge, en meget lang og dejlig hjemlig mail fra Fie, vide at det så småt bliver sommer i Danmark og at møn sæsonen begynder, nogle er gravide og andre flytter. Der sker bare så mange ting derhjemme lige nu syntes jeg og jeg tænker hele tiden på hvordan det hele nu står til og hvad i alle sammen laver. Måske er luften her alligevel for tynd til at man kan tænke helt klart, for i disse dage kan jeg ikke tænke på andet end hjem. Jeg savner Elbagade, at tage noget af mit gode tøj på og gå en tur ned af Amagerbrogade og slå et smut forbi på Helikonsvej til en kop kaffe og en hyggelig sludder. Jeg tror vidst roligt man kan sige at jeg har lidt hjemve. Det har vi begge to. Men heldigvis er det jo en god ting, at vi savner det fantastiske liv som jo venter på os derhjemme. De sidste par dage har vi mange gange sagt sætningerne ”prøv at forestille dig at når vi kommer hjem så.. ” eller ” ih hvor jeg glæder mig til..” vi glæder os til at komme hjem til familie og venner og ikke mindst vores egen lejlighed med vores eget bad, toilet, køkken og køleskab med DANSK mad. Vi savner Danmark og alt det velkendte. Grillede pølser, kartoffelsalat, kolde øl og godt selskab. Jeg tror vi er ved at blive lidt rodløse og derfor savner vores rødder derhjemme. Det er sådan lidt en mærkelig følelse for vi ved jo godt at vi er super privilegerede at få lov at opleve alle de ting vi gør, og vi nyder hver en oplevelse, men samtidig kan man nogle gange bare godt ønske sig hjem. Men det er måske meget naturligt. Græsset er nok altid grønnere på den anden side. ;))

Nu tror jeg vi går ud og gør noget som, som regel hjælper når man er lidt mut, shopping!! ;) og så skal vi have undersøgt hvordan vi kommer videre fra La Paz.

 

I går var vi ude og se kvinde wrestling, cholitas wrestling, og det var sgu en mærkelig oplevelse!  Vi havde booket billetter sammen med det schweiziske par som var med på Uyuni turen og som bor på vores hostel. Vi fik af vide at vi ville få VIP billetter og ville komme til at sidde på 1. eller 2. række og det syns vi jo var fantastisk. Da vi ankom og kom ind i arenaen sad alle turisterne på 1. og 2. række og alle de lokale lidt længere tilbage på de resterende rækker. Det fandt vi hurtigt ud af at der var en grund til! VIP min bare … ! der gik ikke lang tid før wrestlingen foregik uden for ringen, ind over hegnet til publikum og lige på skødet af os. Dette var mændene som var en slags opvarmningsunderholdning. Flere gange væltede de ind over os så vi nærmest måtte springe for livet, de sprøjtede og spyttede både med vand og cola som de stjal fra publikum. Det var faktisk ret så voldsomt;) vi endte med at stå op fordi alt var smurt ind i sodavand og hegnet ikke længere virkede særligt beskyttende.

Om formiddagen havde vi alle 4 gået byen tynd og vandret helt op til et viewpoint, så tog vi til wrestling og bagefter var vi ude og spise noget mad. I 3600 – t="on">4000 meters højde var det vist også aktivitet nok for en dag og trappen op til 4 sal sendte os lige på hovedet i seng.                     

 

 

 

May
6
2012

Fra San Pedro til La Paz

Dato: 28/29/30-04-2012  No aplo espanjol ?

I Lørdags skulle vi så rigtig på tur i La Serena. vi spadserede rundt i byen det meste af dagen, utrolig hyggelig by med masser af bitte små ramponerede huse i bedste syd Amerika stil men det er helt sikkert en del af charmen og matcher resten af bybilledet perfekt. Også her er der fyldt med gadehunde, men de passer ligesom også ind.

I Danmark har vi et lidt andet forhold til hunde, vi kan jo slet ikke kan stå for dem så hver gang man ser en på gade får man jo lyst til at give den lidt mad og tage den med hjem, men det kan man bare ikke. Vi kom til et kort sekund at have øjenkontakt med en sød stor hund der lå i vejkanten, den løftede lige ørene og så sprang den ellers over gaden til os, for derefter at følge os et langt stykke, det var nærmest som om den viste os rundt, den gik som vi kender ”på plads” derhjemme lige til venstre for os og så ellers stolt derudad;) de er fredelige men øv hvor er der mange..

Nå nok om hunde, efter en hyggelig dag i byen fik vi handlet lidt rugbrød, æg, skinke, ost, ja alt hvad der minder om hjemligt pålæg, så frokosten hjemme samt aftensmads-madpakker til dagen efter hvor vores 18 timers lange bustur til San Pedro De Atacama. Senere gik vi på jagt efter noget aftensmad og vi endte med at gå ind i en baggård hvor der stod restaurant ovenover porten, og inde bag ved var der den hyggeligste lokale chilenske restaurant hvor vi fik et bord til 2, det skal dertil siges at det føles som om vi er nogle af de eneste turister i Chile så hver gang vi går ind et sted eller bare ned ad gaden bliver der virkelig kigget med undrende øjne;) men søde og hjælpsomme det er de alle sammen, også på restauranten, for som forventet var menuen på spansk, tjeneren kunne meget få ord på engelsk så vi fik bestilt noget vi ikke anede hvad var og vist nok noget vin, tjenerne skraldgrinede i baren, ligesom os der også syntes det hele var lidt morsomt for ingen af os fattede noget af det hinanden sagde men mad det fik vi da, for et par minutter senere kom der en stor bordgrill med glødende kul der var fyldt med kød og kartofler i alle varianter. Mad nok til flere mennesker;) men hold nu op hvor smagte det godt ;), Pludselig kom der en chilensk familie ind på restauranten og de er ellers ikke så lidt når de skal ud og spise 30 personer unge som gamle og et par iført chilensk nationaldragt, de fik sat lidt musik på og så begyndte parret at danse rundt i restauranten, efter det flotte show styrede de lige ned til Anja og jeg for at hilse pænt med hånd og en forklaring(på spansk) om deres nationaldans som vi havde været så heldige at overvære, helt speciel stemning og oplevelse. Efter et godt måltid og et show var det tilbage på hostlet og på hoved i seng.

 

29-04-2012          

Vi startede dagen stille og roligt og fik pakket vores ting og lagt an til en kæmpe frokost med rugbrød. Fantastisk med en æggemad;) Efter frokosten gik vi en tur ned til stranden, et hidsigt hav med store bølger og Andesbjergene i baggrunden, helt vildt at stå der og kigge ud over det blå vand og bare vide at selv hvis man flyver 10 timer vil der stadig kun være vand. Efter strand turen var det tilbage på hostlet, på med rygsækken og så ellers ned til bussen.

Vi fik afleveret vores taske og så var det ellers derud af. Super smuk tur hvor man bare sidder og glor ud på det fantastiske landskab. Chile er helt unik, de mindste byer, huse midt i ingen ting, bjerge med sne på alle vegne, barsk natur når det er bedst, så selv det at sidde i en bus 18 timer er en rejse gennem så mange forskellige enestående områder at tiden flyver af sted.

 

Dato 30-04-2012

Kl. er 08:30 og vi er ankommet til San Pedro, en by midt i ørkenen tæt på grænsen til bolivia. Støv og sand over det hele. Vi steg af bussen og ventede på vores gratis pickup til vores hostel som vi havde booket i forvejen. Mens vi stod og ventede kom der en kæmpe sanctbernhard hund hen til Anja, som tilfældigvis lige var i gang med noget morgenmad. Den kiggede lige op på hende med de der slappe søde øjne og ja, så var det ikke meget mad hun fik den morgen, for i løbet af 5 sec havde hun fodret denne skønne hund med alt hvad der var ;) 

Efter vi havde ventet næsten en time på vores pickup, som i øvrigt var aftalt med hostlet via mail dagen forinden til kl:08:30, bestemte vi os for at finde på en anden løsning. Til alt held løb Anja ind i en Engelsk pige ved navn Suzanne som kunne snakke lidt spansk så de fik i fællesskab spurgt sig frem til hvor man kunne få en taxa.

Vi gik op mod taxa pladsen og ligesom vi ankom, stod der en langhåret indianer lignende, meget sydamerikansk mand som pegede på os og sagde ”Anja” ? vi nikkede undrende og han svarede ”I am your pickup, but 08:30 is very early for me, but I drive around looking for you since 09:00” Utroligt afslappet med hele situationen, som om det var helt normalt iforhold til forventet service;) vi blev kørt til vores hostel, og fik sat Suzanne af på sit.

Det var det sejeste hostel, et andet end det vi havde booket for der var åbenbart fyldt, men det var helt fint, hyggeligt og til samme pris. Alle bygninger i San Pedro er lavet af ler og halm og alt er i jordfarve eller hvidt. Alt er i stueplan og ingen elektrisk varme, kun åben ild både inde og ude, super primitivt men effektivt. Ingen asfalterede veje, kun grus og sand. Det er som at træde ind i en helt anden verden i en helt anden tid. Man skal opleve det for at forstå det og mærke den stemning og charme det har, det er ubeskriveligt så fedt det er;) Så fantastisk anderledes så ægte at man ikke tror det, de sejeste lerhytter med stråtag, langhårede latino drenge i hostlet lille gårdhave. Helt speciel stemning. Vi gik lidt rundt i byen og fik noget frokost, der er liv i alle gader, søde hjælpsomme mennesker og alt er billigt.

Efter en simpel sightseeing gik vi ind for a booke vores 4wd tur over grænsen til Bolivia, gennem saltørkenen, over andesbjergene og meget mere, en tur som tager 3 dage.

Der er ellers ikke nogen nem sag, for her er der ikke mange regler eller forsikringer for noget som helst, så vi har flittigt læst og undersøgt hvilket firma man skal tage over grænsen med og der er bestem ikke alle som er lige gode, man kan læse historier om par som bliver splittet op ved grænsen med lovning på at bilerne køre sammen vej for derefter først at se hinanden 3 dage senere inde i Bolivia, andre fortæller om skidefulde chauffører som køre galt og meget mere, så vi lagde en del energi i at finde et ordentligt sted.

Stedet vi valgte hedder Cordillera Travellers, deres pris var dobbelt så dyr som alle andres (stadigt billigt) 160 USD, så vi spurgte damen bag disken hvad man så fik for de ekstra penge? Og hun sagde at de havde fundet ud af at hvis man betalte de Bolivianske chauffører lidt mere var der støre garanti for at de holdte sig ædru;), så med den fine teori bookede vi turen til onsdag d.02-05-2012.

 

Dato.01-05-2012        

Efter et skide koldt morgenbad var vi klar til endnu en dag. Vi havde besluttet at vi ville lære nogle basale ord og sætninger bare så vi kunne kommunikere om de mest simple ting, spørge om hjælp, bestille en billet, spørge om vej, tal, mad osv. Så vi er begyndt at skrive vores egen lille spanske parlør som vi øver lidt på. Men det er skide svært at følge med for spansk er jo ikke bare spansk. Det er forskelligt i Chile, Bolivia og Peru så det er slet ikke til at finde ud af. Men de vigtigste ord får man hurtigt styr på.

Efter endnu en dag med at turiste byen tog vi på en lille tur på 4 timer til bl.a. Vally de la luna som betyder Moon vally fordi området er det der ligner månens og mars overflade mest, NASA har brugt det til at træne månelandinger osv, det er helt skør natur! Turen gik også til vally de la muerte som betyder vally of death fordi man førhen passerede dalen for at komme til San Pedro, men mange af de dyr som man havde med klarede ikke turen eller forsvandt. Vi var kun 4 afsted med en guide og heldigvis var det andet par der var med fra Brasilien og snakkede både spansk og engelsk så de kunne oversætte guidens historier.

Det var bare en super fed tur, i det her total mystiske landskab og med de sneklædte Andesbjerge i baggrunden. Vi sluttede ve vally de la muerte hvor vi fik et glad Chiliensk brændevin i mørket mens vi kunne kigge ud over lysene fra San Pedro by. Da vi havde drukket ud pegede guiden ud over skrænten på to kæmpe sand duner og bad os om bare at løbe ned af dem, han garanterede at der ikke ville være nogen store sten. Tidligere på turen havde han lært os hvordan man skule løbe på dem. Når vi kom ned for enden skulle vi bare vente på ham så ville han komme og hente os i bilen. Det var sådan lidt mærkeligt, men det var super fedt at løbe i fuld fart ned af sandbakkerne med sand hvirvlende omkring os med en stjerneklar himmel over os og kun det stærke skær fra månen til at lyse op. Fantastisk tur. Og igen SÅ billig. Da vi kom tilbage til hostlet holdte hostlets beboere og personale en lille hyggefest med vin og spansk musik. De fejrede 1 maj, og var egentlig allerede begyndt da vi tog af sted på tur om eftermiddagen. Da vi tog af sted var der godt gang i grillen med et bjerg af kød og grøntsager. Vi vidste ikke at de bl.a. grillede til os så de blev vildt skuffede da vi sagde vi skulle på tur. Det gjorde vi egentlig også lidt, især Patrick, som lige fik stukket en halv bøf i hånden på vej ud af døren, den kunne vi så sidde og gnave af i jeepen, MHH.

Vi fik pakket vores tasker så vi var mere klar til den store tur næste morgen. Fyldt med spænding faldt vi alt for sent i søvn..

 

Dato: 02.05.2012 : Crossing the border 

Endnu et iskoldt morgenbad, de sidte ting i tasken og så var vi klar til at vende snuden mod Bolivia startende med 3 dage i jeep gennem Bolivias rå landskab. Vi stod klar og ventede på bussen som skulle køre os til grænsen til Boliva og efterhånden kom resten af holdet som skulle gøre os selskab de næste 3 dage. 12 stk. som blev fordelt i 2 biler. Bussen kom og så var det af sted, først til et ”kontor” hvor vi skulle stemples ud af Chile og så mod Bolivias grænse og immigrationskontor i t="on">3500 meters højde hvor vi skulle stemples ind i Bolivia og spise morgenmad. Midt i ingenting lå der pludselig den mærkeligste lille bygning med en bom ude foran som om det var den eneste vej over grænsen. Men stemplet fik vi og adgang til Bolivia;)

Efter morgenmaden sadlede vi op i to jeeps og så var vi klar til eventyr. Af sted gik det over det bumlede terræn. I Bolivia er ca. 80 % af alle veje grusveje. Her var der knap veje, men for det meste kun hjulspor til at navigere efter.

I løbet af 3 timer var vi allerede oppe i t="on">4500 meters højde og hovedpinen var så småt begyndt at melde sig. Vores første stop var en smuk lagune omringet af sneklædte bjerge som lod sig reflektere i det helt stille vand. Man ville egentlig så gerne gå rundt omkring og se det fra alle mulige forskellige vinkler, kravle op på sten for en bedre udsigt og bare knipse løs med kameraet, men ens energiniveau var bare helt i bund pga. den tynde luft. At træde fem skridt op på en stor stem føltes som om man havde løbet et maraton. Alene at pakke kamera ind og ud af tasken kunne være udfordrende. Men hold nu op et syn, ja det var vel i ordets forstand breathtaking! ;) næste stop var ved en masse store gejsere som spyttede damp og røg op alle vegne. Lige så snart vi steg ud af bilen blev vi mødt af den velkendte stinkende lugt fra Rotoruas aktive kilder i New Zealand. Puha da, det er nu altså et mystisk fænomen. Når man står der i hvad der ligner ørken, med røg og damp over det hele og med bjergene rundt omkring sig så føler man sig lidt lille, og super heldig at man kan få lov at opleve det. Det er sådan både en ydmyg og overmenneskelig følelse på en og samme tid.

Herfra steg vi igen et par meter, til 4950 og videre til vores lejer for natten. Et stenhus med bliktag. Yderst begrænset vand og bestemt ingen varme. Vi blev vist ind på vores seksmands værelser og jeg nåede næsten kun at stille min taske og så toppede min hovedpine son blev stærkt efterfulgt af kvalme og vejrtrækningsbesvær. Hurra for højdesyge som blev hængende på mig natten over. Ingen frokost og ingen aftensmad, kun dyb koncentration i sengen i 16 timer. Vores guide kom med coca te men det hjalp desværre heller ikke. Heldigvis havde jeg igen Patrick ved min side under hele forløbet til at holde mig i hånden. Han fortalte dagen efter at mine læber havde været helt blålige og at alle de andre nærmest havde haft møde om hvad de skulle stille op med mig hvis det blev værre. Alle var så søde og hjælpsomme og kom med højdesøgepiller til mig. Heldigvis toppede det omkring kl. 20 og jeg fik endelig fred til at få noget søvn. Om aftenen havde det pludselig banket på døren, det var en polsk pige på omkring 30 år som spurgte efter lidt mad, vand og husly for natten. Hun var på cykel, og havde de sidste otte måneder cyklet fra Caracas i Venezuela. Hun skulle nå bunden af Chile inden for de næste fire måneder. Heldigvis for hende var jeg jo syg så hun fik lov at spise min mad, og fik også en seng at sove i. Hun havde hverken kort, navigator eller kompas. Hun var altså okey autentisk! ;)

 

Dato: 03.05.2012

Næste morgen vågnede jeg næsten frisk og udhvilet, klar til dag nr. 2. dagen hvor vi skulle besøge fire laguner og the mountain of colours. Den ene lagune mere fantastisk en den forrige og alle fyldt med flamingoer. Det er vildt svært at beskrive. Jeg syntes at jeg har set en del i mit liv og også en hel del bjerge men jeg har aldrig set noget så råt og mystisk som dette Bolivianske landskab. Der er ikke så meget som et skilt eller rigtige vejbaner, kun rå natur og enkelte hjulspor. Det er så mærkeligt at man bare sådan køre ud i ingenting uden at følge noget, for os, genkendeligt. Guiden havde helt styr på hver en lille krumning eller sten er jeg sikker på. Nogle gange drejede han bare skarpt til højre eller venstre for at fortsætte ud i mere ingenting. For os gav det ingen mening hvordan han kunne navigere i det terræn. Efter et par laguner stoppede vi ved the mountain of colours, meget originalt opkaldt efter bjergets mange farver som skabes af forskellige mineraler. Det ser ud som om solen skinner på det fra 100 forskellige vinkler på én gang og skaber alverdens brune og røde nuancer. Smukt! Bagefter spiste vi spiste en lækker frokost ved en af de sidste laguner og så kørte vi til en lille by hvor vi skulle overnatte på et ”hotel”, haha hotel, den var go! Men rigtigt hyggeligt sted i ægte Bolivia style det var det;)  Èt varmt bad til 13 mennesker hvor man ikke måtte slukke for vandet for så forsvandt det varme vand, så alle fik et nummer og så måtte man ellers stå klar til at ”bytte”. Ingen steder man kunne ligge sit tøj og ingen lås på døren. Så der stod vi i en lang række og kom rigtig hinanden ved;). Der var ligesom et fællesrum hvor vi alle fik en kop te bagefter inden vi skulle spise. Rigtig hyggeligt indrettet, med små kunstige farvede ”ild-lamper” og en brændeovn midt i rummet. Vi var så sultne alle sammen så vi var lykkelige da maden kom og vi så at der også var et par flasker vin med;) vi fik den mest fantastiske suppe og bagefter lamabøffer med pomfritter. Der blev tændt op i pejsen og guitaren kom frem. Det var en super hyggelig aften med dejlig mad, vin, ild og musik, så bliver det vist ikke meget bedre.

 

Dato; 04.05.2012

Igen stod vi tidligt op, spiste morgenmad, læssede bilen med alle vores tasker og var igen klar til at køre derud af. Vi havde en times kørsel til Uyuni by hvor vi skulle læsse taskerne af inden vi kørte ud i saltørkenen. På vej til Uyuni stoppede vi ved en tog-kirkegård hvor der stod metervis af de allerførste damplokomotiver som blev brugt til at fragte sølv, salt og andre mineraler fra Uyuni til Antofagusta og andre dele af syd amerika. Det var vildt fedt at se de lange rustne vogntog fra en helt anden tid bare stå der, mere eller mindre intakte udover tidens og naturens slid.

Langt om længe ankom vi til Uyunis saltørken, en af turens højdepunkter. t="on">12000 m2 og t="on">7 meter tyk. Det er fuldstændigt uforståeligt at alt er fuldstændigt dækket af salt. Hvert år vokser et nyt lag på en cm. Regnen optager mineraler fra luften som blandes med fordampede mineraler fra bjergene. Og så sker der selvfølgelig lige en masse andre kemiske reaktioner som jeg ikke lige har forstand på, men en cm ny salt hvert år, det kommer der altså;)                

Endnu engang bliver man overrasket over og fascineret af hvad naturen kan præstere helt af sig selv;). Salten er mange lokales levebrød. Faktisk stammer ordet ”salary” altså løn, fra en tid hvor man ikke brugte penge som valuta, men betalte med salt, ”sal”. Jo jo, vi lære skam så meget! ;). Efter en masse sjove billeder med størrelsesmanipulation spiste vi frokost midt i saltørkenen. Aldrig har jeg siddet et sted med så meget salt uden at have noget at putte på min mad! Hvad er nu det for noget? Ingen bordsalt!? ;)

Efterfølgende blev vi alle sat af i Uyuni hvor flere af os skulle have en natbus kl. 20.00 mod La Paz. Vi aftalte at mødes kl. 17.30 og gå ud at spise alle sammen. Det var så hyggeligt med os alle 12 ved et langbord hvor snakken gik på kryds og tværs. Efter vi havde spist og sagt farvel, tog seks af os askerne på, gik mod busstationen og fik installeret os i den lækre luksusbus til hvad vi troede skulle blive 11 behagelige sovende timer mod La Paz. Men der blev vi nok noget skuffet. Chaufføren startede med at sige at vi i aften ikke kunne se film ”because the road is very bad” og så gik det ellers i heftig fart gennem ørknen. Der var ikke det der ikke rystede i bussen og efter 4 timer under disse betingelse begyndte jeg så småt at frygte for mine indre organer! Jeg har aldrig prøve noget lignende, og bortset fra at det rent fysisk var voldsomt ubehageligt, blev jeg faktisk lidt bange, hehe;).

Langt om længe D. 05.05.2012 er vi ankommet til La Paz og har fået et lækkert værelse på en stort luksus hostel. Så nu skal vi bare slappe af, nyde en god nattesøvn og så udforske byen lidt mere i morgen.          

 

April
28
2012

KUK KUK

Dato 28-04-2012 og der er stadig kuk i tiden

Så var det vi troede vi var vågnet kl. 04.00 og havde rigtig god tid før vi skulle være på busstationen kl. 9.30 hvor bussen kørte. Da vi var klar til at gå ned og spise noget morgenmad kunne Patrick pludselig ikke finde sin telefon. Vi endevendte værelset men uden at finde telefonen. Patrick gik ned for at låne en mobil i receptionen og så til vores store overraskelse at kl. i virkeligheden var 08.30 og ikke 7.30 som vi troede. Det viste sig at verdensuret ændre sommer/vintertid i Chile den 31 marts men Chiles befolkning ændre først tiden den 28 April! WHAT!? WHY!? Det giver jo ingen mening!;) nåh men i hvert fald fik vi pludselig travlt, så mens patrick splittede hele værelset ad bestilte jeg en taxa. Omsider fandt vi telefonen men så var patricks bluse pludselig væk! Forfra igen! Haha. Da vi endelig var klar måtte vi vente længe på taxaen pga. regnvejr og myldretrafik. Pludselig kom der en taxa men det var vist ikke den som vi havde bestilt, han snakkede løs på spansk og vi fattede ikke en meter. Så kom en parkeringsvagt som mente han kunne hjælpe men han kunne kun to ord på engelsk. Ind og hente receptionsdamen som kom ud og agerede tolk. Taxachaufføren ville gerne køre os til stationen for 5000 Pesos. Receptionistdamen forklarede ham hvor vi skulle hen og hvor travlt vi havde, på det tidspunkt var kl. 09.05. tasker blev smidt ind i taxaen og af sted gik det i fuld fart, i busbaner og hvert et hul der var ledigt. Han kørte som for livet mens han stadig plaprede på spansk. Kl. 09.25 rullede vi ind på stationen og fandt vores bus og så var kursen sat, we made it!;) super fin bus, behagelige sæder og en smuk tur trods regn og gråvejr.

Da vi ankom til La Serena fandt vi hurtigt vores hostel, Casa Maria. Et rigtig hyggeligt familieejet hostel i nærheden af stationen. Den ene ejer viste os vores værelse, gav os et kort over byen og afkrydsede de vigtigste steder. Patrick spurgte hvad det var for et frugttræ der var ude i haven og manden rejste sig stolt og greb et mærkeligt instrument af en frugtplukker og gik ud og fangede et par af de mystiske frugter, som viste sig at være de friskeste figner, MHH vildt gode! Bagefter gik vi ned i supermarkedet og handlede. Vi købte ind til frisk pasta med kødsovs med alverden grøntsager og revet ost. Æg og bananer til morgenmad, 6 kolde heineken, en lækker flaske rødvin og nogle andre småting. Alt sammen for kun 21.000 Pesos – sådan ca. 220 kr. Fantastisk, sådan et indkøb havde kostet 700 kr. i Australien.

Lækker aftensmad, en god flaske vin og så på hovedet i seng.

Det har været en kold nat, vi har frosset og er begge blevet småsyge. Her er i hvert fald en lidt anden temperatur end i Australien. Men det er nu meget dejligt ikke at svede hele dagen;)

I dag tager vi en tur ud til en strand som skulle være meget smuk og så skal vi have arrangeret nogle busbilletter videre til San Pedro i morgen. Nu har vi styr på tiden så nu skulle alting køre igen;))     

April
28
2012

Så skal vi nord på

Dato: 27.04.2012 – Øhhh hva´ klokken??

Ja klokken den er faktisk 4 om natten. Vi troede egentlig at klokken var 6 og at vi snart skulle til at stå op, men det var lige som om at der var noget galt. Vi var for det første alt for friske og var vågnet af os selv og hvornår er det sidst sket!? Patricks 6 sans fik ham til at google verdensuret og det viste sig at vi havde sat vores ure 2 timer for sent! De sidste par dage har også været lidt mærkelige og vi har da vist endda også bildt nogen derhjemme ind at solen står op og går ned på de mærkeligste tidspunkter her i Chile;)) hehe..

Nåh men i går gik vi byen tynd, under fredelige forhold. Vi fik noget god frokost på en lokal restaurant uden menukort eller engelsk talende tjenere. Vi fandt frem til at bestille noget ris og kylling, med hjælp fra en forbigående mand der kunne lidt engelsk. Da maden kom var der både en lille forret, suppe og salat med. Det er altså svært at kommunikere med folk når det hele foregår gennem gæt og grimmaser, men det er fandme sjovt altså, der kommer mange gode grin ud af det. Da vi kom til drikkevarerne så tjeneren igen bekymret ud men da vi problemfrit og på spansk bestilte en flaske vand uden brus og en cola, klappede hun i hænderne, gav thumbs up og skreg af grin. . herligt måltid og oplevelse og til en yderst fornuftig pris;)

Santiago er faktisk en ret hyggelig by, med masser af sådan nogle strøgagtige gader med butikker og boder, mennesker over det hele der alle har gang i et eller andet og små cafeer og spisesteder som giver de gamle bygninger og den rustikke by et moderne pift.

Nu venter vi egentlig bare på at solen skal stå op så dagen kan begynde og vi kan komme videre mod La Serena.         

April
26
2012

Santiago

Dato: 25.04.2012 – Santiago

I går ankom vi til Santiago efter en meget lang tur. Vi skulle egentlig have fløjet fra Cairns til Sydney og fra Sydney direkte til Santiago men der var nogle problemer med Qantas og ruten blev ændret til Cairns, Brisbane, Auckland NZ, Santiago. Da vi så skulle lande i Brisbane var der alt for meget tåge og vi var nød til at lande i Gold Coast airport og vente der over en time. Da vi endelig nåede Brisbane var vores fly til Auckland allerede lettet. Vi blev bedt om at gå direkte til servicedisken men Qantas ville ikke hjælpe med andet end et fly dagen efter. Intet hotel, næsten ikke engang info om hvad vi nu skulle gøre. Det blev vi lidt sure over så vi bestemte at vi bare ville campere i lufthavnen de næste 24 timer. And so we did! 24 timer er alligevel lang tid i en lufthavn;) Heldigvis fik Patrick charmeret sig ind på en Qantas dame og fik hende overtalt til at ringe til det hostel vi havde booket i Santiago og rykket vores ankomst en dag.

Dagen efter var vi igen klar til en 13 timers lang tur mod Sydamerica.

Da vi omsider ankom tog vi en taxa direkte til vores hostel, tjekkede ind, fik lidt frokost og så skulle vi lige have en lur. Vi var så trætte at vi glemte at sætte en alarm så vi vågnede først kl. 22.00 meget friske. Vi blev enige om at det nok var bedst at prøve at sove til næste morgen men kl. 04.00 kunne vi ikke strække den længere. Vi havde sovet alt for meget, vi var sultne og helt mærkelige. Da solen stod op gik vi til en busstation med forskellige bus-tur-selskaber og fik booket en tur til La Serena, 7 timer nordpå. Det tror vi i hvert fald nok vi har booket, alting er meget vanskeligt når ingen snakker engelsk og vi ikke snakker spansk;) alene det at finde busstationen og hvordan og hvorledes bus systemet fungerede var en udfordring. Det skulle vise sig at selv en bestilling på Mac Donnalds er en udfordring i Chile!;))

Da vi tidligt om morgenen begyndte at gå mod stationen så vi en stor forsamling på en plads lige rundt om hjørnet fra hvor vi bor. En stor flok unge mennesker og en masse kampklædte militærfolk. Jo længere vi gik, jo flere kom der gående mod os i store stimer. Der var helt sikker en demonstration under optræk. Da vi kom ud fra busstationen noget senere, nåede vi kun at gå t="on" ProductID="200 meter">200 meter og så var der gang i gaden. En kæmpe demonstration for fri uddannelse. Som vi gik hjemad intensiverede stemningen og inden vi fik set os om var gaden fuld af store pansrede mandskabsvogne, store kæder af kampklædte militærfolk med skjolde og stave. Kampen var i gang. Vi stod under/bagved et busstoppested mens demonstranterne kastede med sten, jernrør og hvad de nu kunne finde og militæret skød med tåregas og stinkende vand ud af store kanoner. Flere steder blev der revet fortovsfliser op som blev smadret og brugt til at kaste mod militæret. Da vi havde stået der et stykke tid og fået forklaret hvad det hele gik ud på på spansk af nogle søde forretningsmænd som vi delte gemmested med var demonstrationen drevet længere ned af gaden og gået lidt i stå. Så vi tænkte at det var vores snit til at komme hjem. Vi nåede ikke langt før en menneskemængde kom løbende bag os, unge som gamle, så vi kiggede lige engang på hinanden og løb med;) sådan fortsatte det et stykke, løbe gå løbe gå. Vi løb ned af en sidegade, men desværre med en masse folk lige i hælene. Vi stoppede rundt om hjørnet ind til et stort parkeringshus hvor en ældre mand og en ung pige hjalp os videre med en rutebeskrivelse uden om balladen. Den tog vi. Desværre havde balladen bare bredt sig lidt mere end forventet for da vi kom tilbage ud på hovedvejen startede løberiet igen kort efter. En stor pansrede vogn tog retning mod os og vi måtte sammen med en masse andre demonstranter løbe ned af endnu en sidegade. vi prøvede at løbe ind i nogle forretninger men de lukkede deres gitre ned med lynets hast, så vi maste os ind i et lille indhak til en lejlighedsopgang. Der stod vi så fanget da al balladen kom væltende ned af gaden. Et andet par med en lille pige i klapvogn løb hen og stod sammen med os og pludselig kom en anden mand som heldigvis boede i opgangen og lukkede os ind. Han kendte det andet par så vi stod og snakkede lidt, han kunne meget lidt engelsk, men var utrolig sød og da det ikke så ud som om det stoppede lige foreløbig blev vi inviteret med op i hans lejlighed indtil det var overstået. Vi gik alle op og vi fik hilst på hans kæreste som hurtigt tilbød frokost og te mm. Meget simpel lejlighed, lille bitte stue med kun et sofabord med puder rundt om til at sidde på. De var åbenbart alle sammen meget spirituelle og havde en eller anden helt særlig overbevisning som kaldes Krsna (sådan staves det altså, Krsna). Det er ikke en religion som sådan men mere en sammensætning af alle religioner. Her er der kun en gud, han har bare mange navne, og det vigtigste budskab er godhed og fred. De fortalte meget energisk omkring det og lige pludselig tog de hver et instrument og begyndte at synge og spille Krsna sange. En på guitar, en på tromme og en på et eller andet mærkeligt instrument. Simpel sang på tre ord men vare i 10 minutter! Vi fik et stykke papir med ordene på så vi også kunne synge med. Hvor dejligt;) Det var sgu for mærkeligt, første dag i Chile, en helt almindelig gåtur og pludselig forvandler gaden sig nærmest til en kampzone og vi ender med at sidde i en lejlighed med nogle fremmede mennesker og drikke te og synge spirituelle sange. TOTAL MYSTISK!;)) mens det fortsatte på gaden fik vi snakker en masse og fik udvekslet lidt national kultur og viden. Inden vi gik en time senere fik foræret en bog om Krsna og en lille trykt poesibog som vores vært selv havde skrevet. Den blev signeret med en lille hilsen til hans ”nye mystiske og overraskende venner”. Utrolig søde mennesker, men om vi lige er blevet spirituelt overbevidst, det ved jeg nu ikke, men det var da en meget smuk historie og en super sjov oplevelse. På vej hjem bar gaden tydeligt præg af dages uroligheder men vi kom sikkert hjem til vores hostel og sidder nu og reflektere over vores første møde med Sydamerika.

Vi har som sagt besluttet at tage videre nordpå, det gør vi allerede fredag. Vi har lige pt fået nok af storbyer og trænger til lidt contryside atmosfære. Santiago virker ellers som en meget fed by, men med meget stor og tydelig klasseforskel, mange gadehunde og slidte og beskidte gader og bygninger. Ud af byen og ud i naturen med os! ;)   

         

April
22
2012

Great Barrier Reef

Dato: 21.04.2012 – Great Barrier Reef.

I går (fredag) var vi på en dagtur ude og dykke lidt på the Great barrier reef. Vi havde booket turen sammen med Björn fra tyskland som vi efterhånden har tilbragt en del hyggelige regnvejrsdage sammen med på hostlets store altan. Vejrudsigten lovede fornuftigt vejr, så kl 7.30 om morgenen steg vi ombord på TUSA T6 og sejlede mod ”Hastings - fishbowl”, dagens første og andet divespot. God vind og godt med bølgegang mens vi blev briefet om dagen og sikkerheden blev gennemgået. Det er lidt noget andet at dykke i Australien end i Egypten og Thailand. Her er skemaer og afkrydsningslister og alt muligt, hehe, jojo der var styr på sagerne;)

Vi tog første dyk med en guide, for at tjekke vores nye computer virkede. Det gjorde den heldigvis;)

Desværre har den sidste uges tid med meget dårligt vejr betydet at sigten ikke var så god. 4-t="on">6 meter. Og da vi kom op til overfladen efter første dyk var det også begyndt at regne og blæse en del. Ihh! Men der er dejlig meget liv, store clams og koreller, så jeg kan godt forestille mig hvordan det ville se ud med mere lys og god sigte. Det var super dejligt at være ude og dykke lidt igen, og vi havde alle tre en rigtig sjov og hyggelig dag sammen og tre gode dyk. De sidste 2 dyk var uden guide, så der havde vi rigtig tid til at udforske alting i vores eget tempo. Nu sidder der nok i hvert fald to derhjemme som tænker ”gud nej, ingen guide!?” men bare rolig det var ikke nogle meget dybe dyk, vi var tre sammen, har egen computer og i øvrigt et dykkercertifikat. Så det var ikke farligt! ;))  

I aften skal vi have lidt ”det var hyggeligt at møde jer” øl med et par stykker herfra. Vi skal jo videre mandag morgen kl. 5, så vi har valgt at det hellere må være i dag. Ikke flere fly og tømmermænd;)     

         

April
22
2012

Bare en helt almindelig tirsdag

Dato: 09/17-04-2012

 

I dag er det tirsdag den 17 April.

Dagen som vi, pga. regnvejr, har ventet på i en uge.

Sidste mandag besluttede vi at gøre alvor om alt vores snak om at skydive. Vi aftalte at hvis vi kunne komme til at springe dagen efter ville vi gøre det. En fra hostlets reception ringede og vi fik bekræftelse på at vi kunne springe næste morgen. Ret mange nerver resten af dagen! ;)

Uden meget søvn stod vi klar morgenen efter og ventede på at blive hentet og kørt til mission beach hvorfra vi skulle skydive… men der kom ingen bil… det viser sig at der er sket den fejl, at bilen som skulle hente os er kørt til Castaways hostel ved Mission beach i stedet for Castaways i Cairns. IHH! De ville ikke vende om og hente os så springet blev aflyst.

Hver dag i en uge bookede vi et nyt spring. Med samme besked hver dag ” sorry, It´s cancelled” .. regn regn regn og vind!

Men så skete det! i dag den 17 April skinnede solen og vinden havde lagt sig, så denne morgen fik vi endelig en anden besked. ”are you ready to jump out of an airplane”? UUH sus i maven, eller var det tømmermændene der lige ramte? Vi havde desværre festet lidt for meget aftenen før fordi vi troede de ville aflyse igen;)

Af sted mod skydive centeret hvor vi fik udfyldt alverdens papirer på at vi har læst og forstået at det er farligt at springe ud af et fly. Vi fik af vide at vi ville flyve ca. 1 time senere så vi nåede lige en tur på MacDonnalds og fik en morgenburger;)

Da vi havde mødt vores instruktør og kameramand var det af sted mod lufthavnen hvor vi blev iført alt vores gear og de nødvendige instruktioner blev gennemgået.

Ind i verdens mindste fly og så ellers bare op til t="on">14.000 ft.

Der er sgu alligevel langt op og langt ned når man kommer derop!

Seler og andre ting blev gennemgået igen og spændt ekstra til så man rigtig kunne mærke at det nærmede sig. Døren blev åbnet og den grønne knap i kabinen blev tændt. Patrick var den første. De svingede benene ud af flyet og i løbet af et split sekund væltede han ud af flyet. Det var det mest skræmmende syn jeg nogensinde har set! Det var simpelthen så frygteligt! Men inden jeg fik set mig om sad jeg selv i døren med benene bøjet, efter instruks, ind under flyet. Armene over kors, hovedet tilbage og smil til kameraet og så er det nu! Det er nu du kaster dig ud fra et fly i t="on">14.000 ft højde, spændt fast på maven af en mand med en faldskærm. Der er ingen af os der rigtig kan beskrive den følelse, især de første 5 sekunder, hvor al orientering forsvinder, lyd, tid, alt går i stå og det eneste du registrere er himmel i alle retninger og den største angst i form af et mind- and body shutdown. Det er så F###ing sygt det kan slet ikke beskrives! Pludselig falder man bare mod jorden, 60 sekunders frit fald, uden overhoved at føle man kommer tættere på. Det var den sygeste følelse jeg nogen sinde har haft. Det er så uvirkeligt at prøve at forstå de første sekunder. Det var bare for vildt altså. Det er i hvert fald en adrenalin bombe uden lige, og helt sikkert noget man godt kan blive afhængig af;) Hvilket vi selvfølgelig nok skal lade være med!;)

Da faldskærmen foldede sig ud blev alting roligt og vi fik begge en lille air guidet tour over Cairns. Man kan virkelig mærke når vinden tager fat i faldskærmen og man bliver blæst rundt.

Op med benene og klar til landing. Benene sikkert nede på jorden og jeg kunne se Patrick også var landet. WE SURVIVED!!! ;)))

Det er altså med vilje at vi ikke har fortalt det til jer derhjemme, men vi tænkte at det nok var bedst sådan. Men tænk på at hvis i læser dette så er det fordi vi har det godt;))

Ellers er ugen gået med afslapning på vores hostel, vi har mødt en masse sjove mennesker som vi hygger os med. Forleden kom en svensker og ville låne vores guitar. Der sad nogle stykker ude på terrassen så vi gik med ud og fik en øl. Svenskeren spillede også mundharmonika og lige pludselig var der en mere der spillede klassisk guitar og mundharmonika og en der spillede trommer (skraldespand). Det var en vildt hyggelig lille jamsession..

Nu skal vi have kigget på lidt dykning da de lover bedre vejr om et par dage. Indtil da skal vi bare slappe af og synke den her sindsyge dag.

Og nårh ja, så er det jo min fødselsdag i morgen. 25 år. Måske jeg skal have en lille is så;)

April
9
2012

Bush Safari

Dato: 05/06/07-03-2012 : 3 days Kakadu & Litchfield Nationalpark 4wd safari…

 

Dag 1.

Klokken var omkring 06:00 da vores guide kom for a hente os, en aboriginie ved navn Genda. Efter en kort præsentation satte vi os ind bag i jeepen og hilste på de andre som skulle med på tur. 2 søde tyske piger, Nina og Julia en franskmand, Raphael en italiener, Alexandro, en japaner, Hiro, og endnu 2 tyske piger Caoline og Stephany, alle sammen vildt spændte og klar til ekspedition. Der gik ikke længe før man kunne fornemme at Genda vores guide var en fyr med masser af humor engagement og erfaring!

Første stop, kort efter solen var stået op, var Adelaide river hvor vi sprang i en lille båd og sejlede ud af den mudrede flod, alt imens Genda sad og bandt kødstykker på noget snor nede bag i båden. 5 min inde i sejlturen spottede Anja den meget tydelige trekantede brydning af vandet et stykke væk, Genda vendte båden og efter få sekunder svømmede der en saltvandskrokodille på små t="on">3.5 meter forbi. Den satte hurtigt kurs mod båden da Genda klaskede en pind op ned i vandet, han satte snoren fast på en lang pind med kødet fastgjort i den anden ende og begyndte at piske op og ned i overfladen. Krokodillen lagde sig i position og stille og roligt kom snuden mere og mere til syne i overfladen, og med en eksplotion sprang den op af vandet og bed efter maddingen, det giver et smæld med så meget kraft og beslutsomhed at man kan mærke det som en trykbølge helt ned i maven. Og når jeg siger sprang ud af vandet så er det fordi at i Adelaide river, det eneste sted i verden, springer krokodillerne lodret op af vandet til omkring ¾ af dens kropslængde for at fange deres bytte. Det er et fantastiks dyr, eller dinosaurus er nok mere rigtigt for når de svømmede op på siden af båden med deres 4-t="on">5 meter er man ikke i tvivl om at det er et dyr som allerede har, og sikkert længe endnu vil overleve og tilpasse sig millioner af års evolution.

Efter vi havde fodret en fire fem stykker vente Genda båden og satte kurs tilbage mod bilen, han begyndte at fløjte på en helt særlig måde og så kom ørnene (whisteling dragons) pludselig flyvende ned fra træerne.

Så begyndte Genda at kaste kød op i luften bag båden, og så dykkede ørnene en efter en, der var ikke så meget som et stykke kød der nåede at ramme vandet, deres hastighed og koordinations evne er fuldstændig vandvittig, fantastiks dyr. De kom så tæt på at man nærmest blev bange for at de skulle flyve ind i hovedet på en.

Bagefter gik turen mod Litchfield Nationalpark hvor vi blev guidet ud i Bushen til nogle vandfald med naturlige pools hvor der var sikkert at bade. Masser af timer med forskellige enestående områder hvor vi, uden et menneske i milles omkreds, kunne nyde den rå outback. Genda´s filosofi er meget lig med vores egen, nyd naturen i dit eget tempo ikke med hundredvis af mennesker der bare tager et billede og rykker videre til næste attraktion og krydser det af på tjeklisten.

Da vi var færdig med dagens udflugt skulle vi tilbage til vores lejr, Mary River Roadhouse, gerne inden det blev mørkt for mændene skulle ud i bushen og samle brænde og kvinderne skulle klargøre senge, grønsager og kød til aftensmaden ved bålet;) Lejeren var helt perfekt, et lille skur lavet af et bliktag og myggenet hvor 8 drømmesenge lige kunne stå. Ved siden af den lille hytte var et udendørs bad som Genda, lige som hytten, selv havde bygget. Så der kunne man stå i naturen under stjernerne midt ude i out-backen og tage et koldt bad, eller stå ved solopgang og starte dagen som aldrig før, dette gjorde Anja og jeg både morgen og aften helt fantastisk, de andre piger og drenge gik i stedet et stykke væk, henne ved en bygning hvor der var et rigtigt toilet og bad hvis nu man ikke kunne tåle den fri natur, det forstår jeg simpelthen ikke!! En hel rygsæk skulle med når de en hel time var på badeværelset med føntørre og jeg ved ikke hvad. 

 

Dag 2.

Da solen så småt var ved at give sig til kende stod vi op og spiste morgenmad rundt om bålet som vores bushman havde klargjort mens jeg stod under bruseren og så solopgangen

Sætte farve og stemning over hele bushen, Anja fulgte hurtigt efter og så var vi klar som de 2 første ude af soveposerne og sad og nød morgenmaden ved lyden og lugten af det dejlige morgenbål. Man kan ikke være for hurtig til bushen;)

Dagen stod på en del kørsel(omveje) da meget af parken er ufremkommeligt pga. af vandet og det barske Terræn. Jeg sad foran med Ganda og snakkede om alt muligt mens han udpegede slanger – fugle og andre dyr med t="on">100 km. Hvordan han ser det, det fatter jeg bare ikke.

Jeg sad og læste lidt i en reptil bog og fandt en helt specielt øgle som hedder Frilled Neck Dragon og spurgte til den, Genda sagde helt afslappet ”i will catch one for you ” ja ja det godt med dig men det var da sejt hvis han kunne. Vi ankom til der hvor vi skulle starte trekket. Under turen fortalte han om planter, stedet og viste os et træ ved navn Milk-tree, han fjernede barken som mindede meget om kork og stak et lille hul og ud løb der helt fin hvid mælk, som aborigines brugte og stadig bruger til mange ting blandt andet solcreme til nyfødte og lindrende salve til kvindernes brystvorter når de ammer. På ydersiden af barken var der noget som mindende om sort sod, dette bruges sammen med mælken fra træet til at lave sort maling, en slags akryl maling;)

På trekket kom vi forbi et vandløb hvor vi kunne få en svømmetur og køle lidt af. Da vi havde plasket lidt rundt stod jeg på den anden side af vandløbet og Genda kiggede på mig og pegede i den ene retning som om jeg skulle gå den vej, så det gjorde jeg selvfølgelig. Han bad Anja om at følge efter og kort efter også de andre. Da vi havde humpet os frem på vores bare tæer kom vi frem til en helt fantastisk lille oase som aboriginerne kalder Garden of eden. Et vandfald og en smuk lille pool helt gemt bag træer og klipper. Den bedste og smukkeste dukkert nogensinde! Da vi kom tilbage til jeepen satte vi kurs mod lejeren og pludselig, midte i det hele hamrede Genda foden i bremsen og sprang ud i bedste Steve Irwin stil og løb ind i bushen, og ja han var en mand af sit ord for da han kom til syne igen havde han den tidligere nævnte øgle i hånden som lovet, hvordan han har spottet og fanget den er mig stadig en gåde.

Da vi kom tilbage til lejeren blev vi sendt ud efter brænde mens Genda gjorde steg og kartofler klar til en original aboriginal madlavningsmetode under kullene og gløderne i bålet. Det er sjovt når vi går ud og samler brænde med reb som skal kastes op over grene på de døde træer hvorefter vi hiver og flår som sindsyge i hver sin ende af rebet til grenen knækker, eller som i vores tilfælde resulterede i at vi væltede hele træet. Paparazzi Anja måtte desværre bidrage med et par rifter i hendes forsøg på at undslippe en vildtflyvende gren som sprang af da træet knækkede, på trods af den filmesikre afstand. Ja bush work er hard work! 

Da alt var klargjort gik næsten alle op til en pool ved Roadhouset for at slappe af mens Genda klargjorde mad. Anja, mig selv og Hiro blev tilbage og snakkede og fik lektioner i didgeridoo og fik fortalt hvordan Aborigines ikke har historie skrevet ned som den vestlige verden, men at musik og dans fortæller historien om høst, jagt, årstider og alt den viden de skal bruge til at leve. De har ingen fødselsdag eller alder, man- tirs-ons-osv. eksistere ikke i deres kultur og årstidsorientering er afgjort af naturens gang. De har seks årstider men de er ikke fastlagte i tid/måneder men efter hvornår naturen siger at årstiden skifter, som måles bl.a. på blomsternes farve, dyrenes reproduktion og afgrødernes modenhed. Alt dette bliver fortalt gennem musikken og dansen. Alle mænd skal lære at spille og danse fuldstændigt som da kulturen opstod, så deres viden og historie bliver fortalt helt korrekt fra generation til generation. Historier som indtil videre menes at gå 50.000 år tilbage i tiden. Historier som på én generation vil forsvinde for altid hvis ikke dette er gjort til punkt og prikke.

Der sad vi og fik historie og kultur helt privat med en ægte aborigine ude i bushen. Sikke en oplevelse, utroligt fascinerende og så lang fra vores tankegang og overbevisning. Logikkerne fra den vestlige kultur, eller den hvide mands kultur som de kalder det, kunne ikke være længere fra deres. Der findes ikke mange ting i verden der har så stor kontrast. Der begynder så småt at danne sig et meget klart billede af hvorfor de to verdener ikke harmonere som vi ser i dag, vi er alt for forskellige. Men når man får tingene forklaret rigtigt giver deres kultur så meget mere mening end man lige umiddelbart forstår. Meget af det kunne vi godt lære noget af.

 

Dag 3

Mhh vågne til duften af pandekager, lækkert! Da jeg kommenterede det for Genda fik jeg turens mest brugte svar ” yes sweethart, my people has been doing this for thousands of years” ;) .. efter en lækker morgenmad kørte vi ud til endnu et lille vandfald og fik en morgendukkert inden resten af dagen bød på mere kulturel indsigt. Bagefter tog vi til et kulturcenter hvor kultur, historie, kunst, billeder og alverdens redskaber er lavet af områdets aborigines. Det var ret spændende at læse deres fortællinger. Efter lidt frokost skulle vi ud og se nogle gamle rockpaintings hvor vi fik forklaret alle tegningernes betydning og hvad de bruger dem til. Det var sjovt fordi en anden gruppe også var derude samtidig med os og de havde en anden guide som ikke var af aboriginal nedstamning. Vi stod lidt og lyttede mens han forklarede om det billede vi om lidt skulle høre om fra Genda, Genda lyttede også med og så meget mærkelig ud i hovedet, grinede og bad os om at lytte til hvad han fortalte. Da Genda skulle forklare os om billedet var det en helt anden historie end den som den anden guide havde fortalt. Som han siger, er det sådan kulturens historier forsvinder. Mens vi stod og fik forklaret nogle billeder af en dame som står og holder sit barn på hovedet, altså i benet, med sin ene arm og et andet billede af en omvendt person som betyder en warning hørte vi pludselig et barn skrige helt vildt, da vi alle med et sæt vendte os om så vi længere oppe en dame stå og holde sit barn i benet, på hovedet ud over gangbroen man går på med sten og klipper nedenunder. Barnet havde lænet sig ud over kanten og havde fået overvægt og moderen havde lige nået at gribe hende i benet. Det var fuldstændig som på det billede vi stod og så på, det var helt vildt uhyggelig og meget mystisk.

Efter turen var færdig kørte vi til en lille aboriginal ejet didgeridoo forretning hvor Genda kender ejerne, fordi Patrick havde snakket om at han måtte eje en didgeridoo. Da vi steg ud af bilen hørte vi nogen der sagde ” Ej hej!” det var de to piger, Ditte og Malene, som vi havde mødt i Bangkok og igen på Koh Tao, total underligt. Så er verden sgu lille alligevel, hehe. Så vi fik lige snakket lidt.

Da vi havde kigget og pustet i samtlige didgeridoos valgte Patrick endelig en der faldt i hans smag og økonomi;) da vi skulle betale spurgte damen hvor vi var fra og da hun hørte vi var fra Danmark blev hun helt vild. Hun syntes det var så sjovt at Patrick netop havde valgt lige dén didgeridoo fordi hver didgeridoo er håndlavet og udsmykket af én aborigine, så hver didgeridoo har hver deres historie. Det viser sig så, at hende som har lavet den didgeridoo vi valgte, er den samme kunstner som havde fået æren at forære Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary et maleri på vegne af the aborigine society da Kronprinseparret engang var på besøg hos kunstnerens stamme. Damen der solgte os didgeridooen var simpelthen så stolt;) Genda kiggede bare og rystede på hovedet mens han grinede, ”selvfølgelig vælger du den” sagde han. Men det var sgu da pudsigt.

Da vi arbejde for grækerne fik vi en gave af chefen, en eller anden stor udskåret aborigine træpind som var et våben af en slags. Vi så den i kulturcenteret så da turen var slut og vi blev sat af ved vores hostel viste vi den til Genda, og han genkendte den med det samme. Det viste sig at være et slags våben som laves der hvor han oprindeligt kommer fra, det er en spydkaster, så han kunne lige fortælle og vise hvordan den virkede.

Hele den sidste dag var altså en lille smule mystisk, som alting på en eller anden måde passede sammen eller havde forbindelse til hinanden. Næsten for meget til at man bare kan kalde det tilfælde..??    

Alt i alt har det bare været en helt fantastisk tur og det har været skønt at være sammen med så mange sjove mennesker. Især Hiro fra Japan var en fornøjelse, hans meget ringe engelsk men meget store entusiasme for kommunikation har vi alle grint meget af. Hans primære ord var yes, no, good og okey, brugt i vilkårlig rækkefølge selvom han ikke forstod hvad man spurgte om. Hold nu op hvor har vi haft meget sjov ud af det, også Hiro selv;)

Så var der milanodrengen som Genda kaldte Giorgio Armani, en 22 årig meget fin og sart italiener med den stærkeste accent. En yders berejst 36 årig franskmand som kunne fortælle historier fra stort set alle steder i verden. To 22 årige helt blanke tyske piger som var så optaget af italieneren at de slet ikke bemærkede noget som helst andet omkring dem. Og så de to andre tyske piger på 27 og 28 som bare havde den fedeste humor og var med på alverden fis og ballade. Sjov blandet samling mennesker som næsten alle bidrog til at gøre turen til en endnu mere interessant og fantastisk oplevelse.

Pudsigt var det også at franskmanden og de to sjove tyske piger skulle med samme fly som os til Cairns næste morgen efter turen var slut, så det skulle nok blive en hyggelig tur

 

Dato: 09.04.12 : CAIRNS.

I går morges var det op kl. 04.00. vi havde arrangeret med Niels, vores Australsk svenske ven fra baren at han skulle komme og hente os kl 04.45 når han havde fri fra baren og køre os til lufthavnen. De to piger boede på samme hostel som os så de kørte med. I lufthavnen mødtes vi med Rafael og fik lidt morgenmad og kaffe inden vi bordede flyet mod Cairns. I Cairns havde pigerne, Julia og Nina booket et hostel kun et stykke fra os så vi aftalte at skrives ved senere og evt. gå ud og spise lidt mad sammen om aftenen. Da vi mødtes foran den aftalte restaurant om aftenen havde Julia inviteret hendes kammerat Simon som hun kendte fra da hun arbejdede i Sydney som også var i Cairns nu. Da han kom, fandt vi ud af at vi genkendte hinanden fra et hostel i Darwin, igen pudsigt. Vi var alle så overtrætte af mange dage uden meget søvn så vi sad til langt ud på aftenen og bare snakkede og grinede og grinede. Det var simpelthen så hyggeligt! ;) de er på the barrier reef i dag men vi har aftalt at prøve om vi kan lave noget barbarque alle sammen i aften.

I dag har vi været en tur i lufthavnen igen fordi der er lavet nogle ændringer på vores flytider som betyder at vi ikke kan nå vores connection flight fra Sydney til Santiago, så i dag har været lidt praktisk. Men Det virker som en meget dynamisk by, med et meget hyggeligt by liv så vi glæder os til at få udforsket byen lidt mere.

Puha sikke mange dage at samle op på. Over and out!

.

 

April
1
2012

Darwin update

 

Dato: 24-25-26-27-28/03-2012

Så kom vi endelig, efter en helvedes lang bustur frem til Darwin, fundet et hostel og indrettet os på et lille værelse. Her er hyggeligt og der er et lille soldæk på taget så de sidste par dage er gået med ren afslapning, solbadning og krimilæsning. De første dage var vi på et andet hostel og mens vi stod og lavede lidt morgenmad kunne vi pludselig høre nogen sige godmorgen. Det var en fyr der egentlig hedder Niels, kaldes Phil men vist nok også hedder Fillip. Han er født i Sverige, vokset op i Australien men har det sidste års tid boet og arbejdet i Danmark. Ham faldt vi i snak med og sad lidt og mindedes alle de dejlige ting ved Danmark, ”rugbrød og leverpostej – hold kæft man” som han siger på gebrokkent dansk ;) han arbejder på baren som er tilknyttet hostlet så han opfordrede os til at komme om aftenen og få en drink. Det gjorde vi så, og en drink blev til flere. Vi faldt i snak med en anden fyr som havde sagt til sin gravide kæreste at han bare lige skulle hente noget papir til sine cigaretter, men hans ene drink blev også til flere. Et par timer senere kom en højgravid dame marcherende ind af døren og rev sin efterhånden ret fulde mand ud i kraven, det var det sidste vi så til ham. ;) vi kom også til at snakke med en ældre mand som fortalte at han boede på landet og at alle kaldte ham asshole, det viste sig ved lidt mere snak at asshole her er en betegnelse for bonderøv og manden var nær faldet ned af stolen da jeg fortalte at vi på dansk sagde bonderøv og oversatte det til farmers-ass. Et ord der med grin fløj over baren mange gange den aften. Sjov aften som resulterede i grim hovedpine da vi om morgenen skulle tjekke ud og flytte hostel, puha : (

Da vi havde fået indlogeret os på vores nye værelse besluttede vi at gå lidt rundt i byen og finde lidt mere information om en 3 dages tur til Kakadu Nationalpark som vi havde kigget lidt på. Da vi i Sydney bookede vores kilometerpass sagde hende der hjalp os, Maya, at hun normalt havde kontor i Darwin hos backpackers world travel og at vi endelig måtte opsøge hende og fortælle om vores åbenbart meget alternative rute. Så vi fandt kontoret og kiggede ind og hilste på. Da vi kom ind sad hun og snakkede i telefon, smilede og skubbede til kollegaen ved siden af ” these are the guys i was telling you about” tilføjede hun. Kollegaen kiggede på os som om vi var rockstjerner ”oh I´ve heard so much about you guys! How was your trip? You were fast!” Det er altså mærkeligt at booke en rejse i Sydney, rejse hele vejen på tværs af landet for så at nå frem til Darwin og høre nogen sige at de har hørt så meget om os! Meget mystisk, men de syntes alle sammen at det var så dejligt atypisk at vi ikke ville rejse den populære vej ad østkysten og ville gerne høre en masse om vores oplevelser og erfaringer. Vi sad og snakkede længe og Maya endte med at hjælpe os med at booke vores tur til Kakadu den 5 April. Det var skide dyrt, men hold kæft hvor vi glæder os til store saltvandskrokkodiller, vandfald, mad på bål og sove under åben himmel. Det bliver fantastisk.

Nu har vi lige fået os en lækker hjemmelavet kylling-avokado sandwich så nu er vi klar til at tage en lille tur rund i byen og måske forbi botanisk have. I aften har vi aftalt at gå ud og få en øl med Niels-Phil-Fillip eller hvad han hedder ;) hvis vi ellers kan overskue det. Det er svært at overskue noget som helst i den her varme. Vi troede ikke det blev meget varmere end inde i the red center, men der tog vi grueligt fejl! ;)  

 

Dato:29/30/31-03-2012 Og så blev Anja verdensmester!!!!!!

De sidste par dage har ikke budt på så meget, men lidt sund kedsomhed har aldrig skadet nogen. Vi har begge læst noget bog og fået slikket lidt sol på soldækket, og vores bytur med Niels var da også en succes. I går efter at vi havde booket vores fly billet til Cairns d.8-04-2012 kiggede vi lige engang på vores finanser, og blev som altid grufuldt overrasket, men trods dette har vi aftalt at når vi kommer til Sydamerika starter budgettet forfra;) Nåh men det skulle jo lige skylles ned med en øl nede hos Niels. Efter lidt snak spurgte jeg om han ikke kendte til noget evt. sort arbejde. Han stod lidt og undrede sig og så gik han målrettet ud af døren. Kort efter blev jeg hevet i øret og pludselig stod jeg på en byggeplads hos et græsk firma styret af grækeren Nick, som mest af alt ligner en lidt overvægtig pensioneret udgave af Super-mario;) Men i hvert fald spurgte han om jeg kunne sætte døre i og skære med en sav jeg nikkede og så var jeg ansat til 20 dollars i timen. Efter lidt snak sagde jeg at jeg lige skulle fortælle Anja at jeg skulle starte arbejde med det samme og han spurgte prompte ”Can she Work?” jeg svarede ”She´s not that big”  Supermario: ”i dont give a fuck if she´s big, can she work?” og så var Anja ansat som altmulig dame i verdens mærkeligste firma.

Efter et par timers arbejde var det fyraften og Nick inviterede på øl på den store sports/billard bar tilknyttet hostlet. Jeg hentede Anja og så gik hyggen i gang.

Senere på aftenen blev der delt lodder ud med chance for at spille pool mod Verdensmesteren Mike Hill, for han var nemlig i byen for at lave lidt show. ”Number t="on" ProductID="13”">13” blev der pludselig råbt, og hvem havde nummer 13? det havde jeg, El Patrick;) Jeg hilste pænt på ham og fattede billard køen, tog en dyb vejrtrækning og kiggede ud på de mange mennesker der havde omringet baren og bordet for at se verdensmesteren spille. Det gik faktisk rigtigt godt, jeg fik skudt en god del i med stor jubel fra pøblen som tilsyneladende holdte mest med mig, men så var det vist også det for verdensmesteren, 1-2-3 og så var bordet ryddet;)Ved næste lodtrækning var det vores nye chef Nick (Supermario) som blev trukket, i vild panik erkendte han, at der vist var røget en øl for meget ned og at han ikke turde stille sig op i rampelyset. Men alle i firmaet var hurtigt enige om at Anja skulle have et forsøg. Alt imens Anja roligt var gået uvidende på toilettet. Alle stillede sig ved dame toilettet og begyndte at råbe ” ANJA - ANJA WIPE YOUR HANDS YOU´RE UP”. Meget modvilligt gik Anja op og hilste på Mike the World Champion.Et spændende spil, og da alle troede at Mike var på vej til en sikker sejr ramte han Anja´s perfekt placerede kugle inden han skød den sorte i, så ja principielt har vi nu en verdensmester i blandt os, til stor jubel kunne Anja gå overasket tilbage til hendes velfortjente Corona med en masse high-5 på vejen fra tilskuerne.. en sejr hun sent vil glemme                            

 

Dato: 31-03-2012./01-04-2012

I går var vi så sammen på arbejde for første gang. En varm og forholdsvis hård dag, jeg blev hurtigt udnævnt til tømreren og har fået mine egne opgaver og der skal dertil siges at jeg rådgiver bygherren(supermario) og bliver kaldt ”The Carpenter” af resten af sjakket. For selvom deres motto er ”fine and smooth finish every time” så er intet lavet i nærheden af i orden, så lidt dansk kvalitetssans bliver modtaget med kyshånd. Anja er blevet vinduespudser, oprydnings- og rengøringsansvarlig mm og hun knokler så sveden løber af hende i lår tykke stråler, for med en luftfugtighed på ca. 90 og en temperatur på 36 er det svært at undgå, men sej det er hun sku;) jeg har sat døre op på hele hostlet hvor vi arbejder og anja har slebet og vasket vinduer så de står og funkler. Efter en lang dag var det bare hjem og på hoved i seng. Dejligt at for udrettet lidt og så i sådan et selskab, 5 højtråbende grækere (på græsk) en sløv Irlænder og så Anja og jeg, meget specielt men sjovt;)

 

Dato: 01-03-2012:

I dag stod den igen på arbejde, jeg har fået lavet mit færdigt og Anja rydder op og støvsuger hele pladsen, og der er ikke så lidt at rydde op og så teamede vi op til de sidste justeringer på dørene.Vi spurgte Nick vores chef hvordan vi skulle afregne timer, om han ville have klokkeslæt og timetal skrevet ned på et papir men til stor overraskelse kiggede han skævt til os og sagde ”you get paid from 08:00am to 05:00pm times 2, regardless of your actual hours” og så kan jeg jo lige fortælle at vi ikke en dag har været på job fra otte til fem.

Men ingen brok herfra for med en hurtig udregning kommer vi til at tjene små 950 dollars på de her tre dage, gang det med 6,1 og så har vi vores løn ikke dårligt;) her til aften skal vi bare slappe af da vi igen i morgen skal arbejde men det kan vi vist godt lige klare…. ;)            

 

March
25
2012

Kings Canyon

Dato: 23-03-2012 Kings Canyon.

Endnu engang tidligt op og så af sted mod Kings Canyon. Vi tog den fulde tur, t="on">6,5 km treck. Det startede med en stejl opstigning til toppen hvorfra vi havde udsigt ud over hele canyonen. Landskabet her består af massevis af sådan nogle bikubbe lignende kæmpe klipper som er startet som revner i den flade jord og så er de gennem de sidste 20 millioner år blevet formet mere eller mindre runde af regn og vind, så dem skulle vi selvfølgelig lige klatre lidt rundt på og øve lidt rockclimbing;) turen tog os forbi en område der kaldes garden of eden som ligger nede i canyonen og er fyldt med tropisk planteliv omkring en lille ferskvandspool. Det var meget smukt.

Vi havde besluttet at tage en overnatning mere på kings creek station så på vej tilbage fra kings canyon var vi endnu engang på brænderov, og fik plyndret et faldent træ i vejkanten.  

Da vi kom tilbage fik vi arrangeret en dejlig BBQ med kolde øl. Mhhh… da mørket faldt på fik vi tændt bålet. Det var bare så hyggeligt at sidde der ved vores lille bålplads ved siden af vores shelter og spille guitar mens vi kunne kigge op på en stjerneklar himmel med mælkevejen som stod klart som aldrig før over vores hoveder.

Da bålet var ved at brænde ud syntes Patrick lige at han skulle have det sidste ild ud af brændet, så han begyndte at ommøblere hele bålet, men udenom de varme gløder lå en stenkant hele vejen rundt og i hans ihærdige forsøg fik han hamret sin tå ind i en af stenene. Den så helt mærkelig ud og kunne ikke bøjes. Meget usympatisk skreg jeg af grin så jeg næsten tissede i bukserne mens han prøvede at hive den på plads. Jeg gjorde også et forsøg, men uden meget held. Vi kan ikke rigtig finde ud af om den er brækket, men bøjes kan den i hvert faldt ikke. Han går fint nok på den siger han, så nu tager vi til Darwin om et par timer så må vi se om vi skal besøge en skadestue der selvom de nok ikke gør så meget ved det alligevel.

En 18 timers lang bustur venter os så nu sidder vi lige og får en kold Corona i Alice Springs inden bussen køre om et par timer.

Vi har haft nogle helt fantastiske dage med masser oplevelser, lizards, pappegøjer og skorpioner, men vi er spændte på hvad der venter os af nye oplevelser, klamme kryb og store krokodiller i Darwin. Here we come!          

March
22
2012

The red center adventure

D15-19/03-2012 (3 Stop på vejen).

Da vi ankom til Melbourne stod det ned i lår tykke stråler, turen i bussen var vel som en bus tur er, en smule ukomfortabel;) men kort efter vi var ankommet var det vejr til at bevæge sig ud på opdagelse, så ind i et skab med de store tasker på med de små og af sted gik vi.

Det varede ikke længe før man havde en fornemmelse af byen store kontorbygninger, advokatfirmaer osv. Men nede i gyderne og gaderne mellem disse bygninger er der det hyggeligste cafe/gadeliv, små barer, restauranter over det hele ;)

Da vi havde gået byen tyndt i små 10 timers tid var vores fødder godt ømme, så hen og ligge på stationen og vente på bussen som gik kl. 20:00

D.16/17-03-2012.

efter endnu en FANTASTISK bus tur natten over, var vi klar til næste by Adelaide. Vi tjekkede ind på Shakespeare-backpackers, et hyggeligt lille hostel hvor vi fik et fint dobbelt værelse. Solen skinnede og byen er ret sød med dens lave huse og brede gader og fyldt med alle mulige sjove kirker, selvom men ikke er til det giver det byen en særlig stemning.

Vi besluttede af praktiske grunde at booke to nætter her samt en bus D.18 fra Adelaide til Coober Pedy og herfra til Alice Springs D.20 kl.05:00 ;) ja her køre bussen kun engang om dagen….

Nå men i Adelaide brugte vi dag 2 på at gå i Botanisk have, rundt i byen og spise en masse forskellig mad mmhhh, så ja endnu en dag med sightseeing. 2 coronaer og så på hoved i seng..

D.18-03-2012

Efter endnu en hyggelig dag i Adelaide skulle vi til og af sted vejret har de sidste to dage været bragende sol og blå himmel så vi er spændt på hvad out-backen kan byde på.

Bussen kom kl.18:00 og det varede ikke mange minutter før at ødemarken begyndte at vise sit ansigt. Det er helt fantastisk som ingenting kan være så imponerende for der er virkelig ingenting!;)

Nogle enkelte bakker i det fjerne en gård her og der, men ellers rødt sand og ørkenbuske(hvad de så end hedder). Da vi skulle til at krydse linjen til det som hedder OPEN LAND TERRITORY, fik vi en lille hilsen fra chaufføren, han advarede mod opbremsninger, hurtige sving i løbet af natten da kænguruer, køer, får og vilde hunde tit krydser vejen og der var tider hvor det galt enten dem ellers os, og i den sammenhæng ville han gerne undskylde på forhånd for eventuelle ”bump” på vejen.

Ude på forsiden af bussen sad et stort metal gitter som bevis på hvor alvorlige og hyppige disse tilfælde er;)

D.19-03-2012

Kl.05:00 ankom vi til Coober Pedy, uden meget søvn da en fuld aborigine steg på bussen midt om natten og skabte sig nede bag i bussen. Da vi stod af på stationen stod hostel-ejeren, i ført minehat skæg til maven i en gammel bil. Han havde lovet at hentes os da det ikke er så smart at rende rundt om natten med alle de skidefulde aborigines alle vegne, som vi i øvrigt ikke så nogle af. Hostel ejeren er en gammel minearbejder som har lavet en gammel mine om til et underjordisk hostel, med bar og det hele, totalt specielt men super fedt.

Efter et par ekstra timers søvn skulle vi da ud og kigge i denne ørken og hold nu op et mærkeligt sted alle bor under jorden eller os har de hakket et hul ind klippen og så bor man bare der, efter to km vandring var vi allerede døden nær;) hold nu op hvor bliver her varmt!! vi måtte flygte fra sol, fluer og varmen tilbage til hostlet hvor vi selvfølgelig havde glemt koden til døren og der hang et fint skilt på døren hvor der stod BACK AT 03:30 PM så der stod vi og har nærmest stået der siden nu er vi endelig kommet inde i skyggen er i gang med mad og senere skal vi ud og se det som varmen forhindrede os i tidligere, forhåbentlig bliver det også uden så mange fluer! Vi tør knap nok sige noget til hinanden i frygt for at komme til at indhalere de små bæster som konstant sværmer i flok om hovedet på en. Anja er pakket ind som en anden beduinder og basker hele tiden febrilsk med arme og ben, hehe

I nat tager vi videre mod Alice Springs hvor 5 dages roadtrip starter. Woohoo!

 

Dato:20-03-2012 : OUTBACK

Kl 05.00 mandag nat/tirsdag morgen blev vi kørt til bussen af vores kære gamle mine-mand. Ca. 8 timer senere stod vi af i knuttenborg safaripark alias Alice Springs. Det kan godt virke en smule racistisk når vi siger det følgende, men det vil vi gerne fratages, for vi har aldrig nogensinde set noget lignende! mor kaja, du og din lille seddel på køkkenborde fik ret, Alice Springs ER bare fyldt med aborigines. Og når vi siger knuttenborg så er det altså fordi det er fuldstændig som at gå en tur i abeburet. Det lyder nok lidt groft, men ikke desto mindre er det sandt! Deres arme og ben er længere end normalt og helt underligt tynde i forhold til deres tønde-runde krop. Og så vader de bare zombie-agtigt rundt inde i de små parker der ligger omkring i byen og sidder under træerne i store flokke, ikke for at spise sammen, hygge sig eller nyde solen, nej de sidder der bare! og venter på at kl. bliver 14 hvor der åbnes for salg af alkohol indtil kl. 16. Den lokale liquor-store ligger selvfølgelig lige ved siden af supermarkedet og hvor var vi mon tilfældigvis kl. 14?! Selv Patrick ID skulle scannes til registrering af forbrug for at købe 12 øl. Det er en lov som skal forsøge at mindske det store alkohol problem der er i byen, fx må man kun købe 2 flasker vin om dagen osv. Det er virkelig en mærkelig by, det var faktisk ret ubehageligt, også fordi de snakker et sprog som man ikke forstår og de kigger mærkeligt på en og er utroligt nærgående. Vi er overbevist om at der er en aborigine inde i Kylling, det lyder fuldstændig som når kylling snakker”buullo polle kullu” ;)

Da vi havde hentet vores campervan fik vi handlet lidt proviant og så var det eller bare ud af Alice Springs så hurtigt som muligt. Traditionen tro nåede vi kun ind i bilen og så kom de første par dryp, hehe, det blev heldigvis ikke til så meget.

Vi nåede til en gratis campsite i Curtin Springs. Vi var kommet lidt sent af sted og da mørket faldt på turde vi ikke køre resten af vejen til Uluru/Ayers rock, vi høre nemlig fra alle at både køer, får, kameler og især kænguruer gerne krydser vejen efter mørkets frembrud.

Første nat i bilen var et helvede. Vi måtte stå og lave mad indenfor og både maden og lyset tiltrak alverdens små kryb som væltede ind gennem de utætte myggenet i bilens ruder. Det var så slemt at vi måtte hænge myggenet op inde i bilen!

Da vi gik op på toilettet var himlen pludselig levende. Lyset ude foran oplyste grus-parkeringspladsen og i lampens skær kunne vi se alle Australiens flyvende insekter og kæmpe biller der nærmest dækkede jorden. Mens vi stod der og overvejede om vi nu også lige skulle gå derind kom der en stor sort skikkelse gående ud fra siden af toilettet, efter en kort forskrækkelse kunne vi identificere dyret som en emu. Den er altså stor sådan en strudsefugl, og da den rettede hovedet op i Patricks hovedhøjde og stirrede på os virkede toilettet pludselig som en god ide;) den var nu ellers meget fredelig ;)

 

Dato: 21-03-2012 :  RED CENTER

Om morgenen vågnede vi til en smuk solopgang. Her i Australien er alt så fladt og stort at man kan se et panoramaview uden lige når solen står op og går ned og sætter ild til hele himlen. Efter morgenmaden satte vi straks kurs mod den store sten;)

Man bliver hurtigt klar over hvorfor dette er et af verdens vidundere, selv fra afstand ser den nærmest magisk ud. På grund af lidt overskyet vejr valgte vi at tage Kata Tjuta/Olgas rocks først, den ligger små t="on">45 km vest fra Uluru/Ayers rock. Det bliver også kaldt ”many heads” fordi det består af 36 store sten som skyder op af jorden og laver de mest fantastiske formationer. Her gik vi en smuk tur på t="on">7,4 km mellem alle de store klipper hvorfra man kunne se ud på alt det flade land. Vi var faktisk ret glade for at det var overskyet for den tur var da ikke helt for børn, Puha da! ;) Bagefter kørte vi til Uluru hvor vi håbede at vi kunne komme op på toppen men til vores store skuffelse var ruten lukket på grund af for meget vind på toppen. Til gengæld skinnede solen pludselig fra en nærmest skyfri himmel så i stedet gik vi et ”Mala trek” og fik set alle de huller og små grotter hvor det gamle Mala folk boede før de blev jaget væk af et uhyre som et andet folk havde skabt med magi fordi de selv ville have stenenes hellige områder til at udføre deres ceremonier. So the old storie tells;)

Et par timer før solnedgang kørte vi til et viewpoint hvor vi lavede en dejlig omgang pasta med kødsovs, mhhh. Vi havde læst at man herfra skulle kunne se både Ayers rock og Kata Tjuta med solnedgangen som baggrund, så det skulle vi da, sammen med de 3 tourbusser som nok havde læst det samme;) selv om der var lidt crowded var det nu helt vildt smukt. Det er sådan en af de ting man ikke kan beskrive og som billeder ikke engang kan vise, man skal simpelthen opleve det!

 Efter solen havde sat sit sidste præg på dagen kørte vi til vores campsite, fik et dejligt bad og gik lige i brædderne. Heldigvis uden myggenet som dagen før havde givet os begge grim svie om øjnene på grund af det gift det er imprægneret med.

 

Dato: 22-03-2012 MERE OUTBACK!    

Kl. 05.00 ringede vækkeuret. Vi havde nemlig besluttet at vi ville op og se solopgangen fra et andet viewpoint. Vi trillede ud af sengen og direkte om i førerhuset og af sted gik det t="on">50 km ud til solopgangen. Det var stadig mørkt da vi nåede frem så vi fik lige spist en nutella-mad og drukket en halv kop kaffe mens vi lyttede til alle naturens mystiske lyde. Solen stod op bag ved Ayers rock og forvandlede den til en stor sort silhuet mens Kata Tjuta fangede solens første stråler og blev mere og mere rød. FANTASTISK!

Med morgenmad, kaffe og solopgang i hus styrtede vi mod Ayers rock for at se om de havde åbnet ruten, men nej, jeg spurgte en ranger om han mente den ville blive åbnet senere i dag men han mente ikke vores chancer var gode. Efter en mindre bushwalk til det nærmeste toilet kom vi tilbage på parkeringspladsen lige i tide til at se den selv sammen ranger fjerne skiltet med ”no entry”, ruten var åbnet, så af sted gik det stejlt mod toppen. Jeg vil indrømme at vi havde stærkt undervurderet den tur fra jorden. Op op op ad ren rød rå klippe. Efter flere pauser under vejs nåede vi derop, og sikke en udsigt. Vi nåede lige at have det hele for os selv et stykke tid inden den første tourbus fyldt med asiatere ankom. De ankom til gengæld til det helt store show med mig der forsøgte at bruge selvudløseren på kameraet. Ned på maven, sætte kameraet til det rigtige fokus, klik og så spurte hen over klipperne for at nå at sidde helt casual ved siden af Patrick og smile. De grinede alle sammen og klappede i deres hænder, og jeg nåede da at løbe et par gange før nogen tilbød at tage billedet af os. En mand stod endda som om han skulle forbi, og da jeg sagde at han bare kunne gå forbi fordi jeg lige legede med selvudløberen og først løb om lidt, svarede han ” yes yes i know, I want to see you run” tak for hjælpen du! ;)

Da der så småt blev crowded på toppen begyndte vi nedstigningen.

En hurtig frokost og så videre mod Kings creek og Kings canyon. På vejen så vi en masse små Dragons, sådan nogle små øgledyr som er helt piggede. Og når jeg siger på vejen mener jeg virkelig på vejen, de sad overalt og solede sig på den brand varme asfalt. Det er altså et mærkeligt dyr, hehe..

Nu er vi lige ankommet til Kings creek station, et lille campsite ejet af en sød familie. Vi har fået en fin plads med eget shelter, vand, strøm og bålplads. Så vi har været ude at samle brænde og købt et par øl så der kan blive hygge om vores campfire i aften. Her er hvide, grønne og blå pappegøjer, heste, kameler og de sødeste hunde som render rundt og lejer. Der er nok andre levende ting her på det røde sand i outbacken, men jeg prøver at holde fokus på pappegøjer og andre smukke ting.

Nu skal vi have lavet lidt mad her i vores udendørs køkken og så skal der tændes op i bålet. HYGGE! ;))      

March
14
2012

kort nyt

D.14-03-2012

Her hos the Thomsons´s er jo dejligt at være, men nu skal Team Hypo videre. Vi har købt et greyhound pas på 4000 km fri rejse, så senere i dag tager vi mod første destination som bliver Melbourne hvor vi ankommer ca. kl. syv i morgen tidligt d.15-03-2012. Senere samme dag har vi en bus til Adelaide, også en natbus, da der er Grandprix i Melbourne er alt accommodation nemlig booket, så 12 timer sightseeing også videre.

Nåh men fra Adelaide går det videre nord på men hvornår har vi ikke besluttet endnu. Uhhhh nu det nye eventyr der kalder! ;)                                           

 

March
12
2012

Down under

Dato 09/10/11-03-2012

 

Forleden aften stod den så på BBQ, og det har de satme styr på, her i Australien laver man BBQ til alle lejligheder, Jul, fødselsdag, barnedåb osv.

Inden den store middag havde vi lånt Greg´s og Rikke´s cykler, så da ungerne tog i skole drog vi på tur. Destinationen var en naturpark ved navn Bobbinhead, et lækkert park område med

wildlife og bushen lige ved siden af, turen dertil er dejlig nem, ligeud og så 4,5 km ned af bakke. Efter lidt vand og frokost på den lokale havn to vi på treck i bushen og der gik ikke mange minutter før en kæmpe varan ca. 1 meter lang, kom vandrende forbi os. Den var helt vildt stor, vi prøvede forgæves at få den ud af sin hule, som den hurtigt var flygtet ind i ved synet af os, men som sagt uden held. Efter 2 timers vandring i bagende Australsk sol besluttede vi os for at køre hjem til huset igen og det betød jo at vi skulle op af samme stejle bakke som vi med stor fryd var kørt ned af, HOLD NU OP hvor var der langt op, jeg (Patrick) måtte af og trække flere gange og troede aldrig vi skulle nå toppen, men det gjorde vi og da vi næsten var kommet tilbage til Rikke og Greg´s hus, fik jeg en besked hvor der stod at hele familien ville ned og holde BBQ i Bobbinhead Park, ja så vi skulle ned af samme bakke en gang til efter en kamp uden lige for at nå toppen, men det var heldigvis i bil.

Da vi kom frem var der en masse mennesker, Greg´s Bror Mark og hans 3 Piger, en veninde og hendes 3 piger, Anja, jeg og the Thomsons med deres 4 unger og en skots dame med hendes datter, så når Australierne spiser er det bedre jo flere der kommer, alle er velkommende alle deler på kryds og tværs, sikke en hygge, børnene der løb og lejede, Kakaduer der fløj om ørene på os, firben og øgler i træerne og dejlig lokal øl mmmmh life is good. Nåh ja og kæmpe bøffer, jeg tror jeg har spist min helt egen ko.

 

D.10-03-2012

Dagen efter stod den på Blue Mountains som kun ligger halvanden times kørsel med tog fra hvor vi bor. Men Team Hypo blev lidt udfordret da togende viste sig at være aflyst, så i bedste turiststil måtte vi finde busser og andre veje så den forventede rejse på halvanden time blev erstattet af 5 timers rejse ;-)

Da vi kom frem gik vi en god tur i bjergende og fik spiste noget god mad, Jeg fik kangaroo steaks det smager dejligt skulle jeg hilse at sige. Anja var ikke yderligt begejstret.

 

D.11-03-2012

Kom Rikke og Greg med alle ungerne til Blue Mountains, børnene har aldrig været der og så kunne det jo være hyggeligt at komme lidt ud af huset. Vi havde en helt fantastisk dag alle sammen i solskin og med det helt fantastiske sceneri, de er jo blå de bjerge ;-)

Efter en go frokost gik vi ned og så Katoomba Falls og vandrede lidt rundt i regnskoven. På vejen hjem stoppede vi på en cafe fik et par øl, børnene lidt pomfritter og hjemad gik det Rikke og Greg var nemlig kørt i to biler for at kunne havde os med hjem igen, de er så søde og gæstfri at det er svært at beskrive, det eneste man kan gøre er at gøre det samme for nogle andre på et tidspunkt hvis muligheden åbner sig. (Det kunne vi alle lære meget af)

             

                                                                        

 

March
12
2012

Meet the Thomson's


Dato:08-03-2012   Meet the Thomsons ;)

 

Det lille hostel i Kings Cross ”Kanga house Backpackers” som vi valgte viste sig at være stedet man skal være hvis man er Sydney og er backpacker. Masser af unge mennesker, et stort fællesskab, vi sad ude i bag gården med udsigt over Sydney by, opera huset og Goldenbridge med en MEGET BEHAGELIG CORONA FOR MIG, nå men der sad vi så og talte med to Tyskere (De er overalt) som begge har rejst i mange år, den ene i halvandet år i Australien så der fik vi lige nogle gode råd. Efter en hyggelig eftermiddag stod den igen på pasta fra den italienske restaurant som ikke er en lille restaurant men en kæde i hele Sydney, perfekt! ;)

Da vi skulle sove brød himmel og jord i et og så var der storm og med et vindue der ikke kunne lukkes, rullede vi os sammen ind i Anja´s sove pose for at holde varmen.

Om morgenen stod det stadig ned i lår tykke stråler, men til alt held blev vi vækket af en sms fra Rikke hvori der stod ”Hej i to unge hjemløse mennesker sikke et vejr. Jeg har ladet terrassedøren stå ulåst der er FÆSKESTEG, RØDKÅL OG RUGBRØD i køleskabet så tag hjem og læg på sofaen, se en film og hyg jer”.

Over og købe 2 paraplyer, pakke tasker ind i regnslag og plastik poser og af sted gik vi, efter 40 min med tog var vi på Turramurra station, derfra taxa 10 min og så ankom vi til et Mansion af et hus 2 etager på 200 m2 stykket, kæmpe fjernsyn, pool i baghaven, ja det rigtigt er som om vi er med et det der extreme house makeover. Vi følte os godt nok som nogle indbrudstyve da vi i bedste posedame-stil med al vores oppakning listede om bag huset og sneg os ind af bagdøren;) Efter en god dansk frokost satte vi os i sofaen for at se en film, Rikke var i tvivl om katten ville kunne li os ,, men jeg tror jeg havde siddet der 5 minutter så kom Simba, hoppende op på mit skød og der lå han så og sov indtil Rikke og de 4 unger kom hjem;) med 200 km i timen sprang de ind i stuen, meget specielt at have snakke med nogle over mail og en enkelt gang i tlf. for derefter at sidde i deres stue og byde dem velkommende hjem, men Rikke er jo helt fantastisk og i løbet af ingen tid var vi og er en del af det her fantastiske hus med de skønneste unger. Den ene knægt Oliver har soldater, helikoptere og kampvogne malet på væggene så ham og mig skal nok få lidt at snakke om;)

Efter en god kop kaffe kørte Rikke den ene af tvillingerne Jackie og os 10 min væk fra der hvor de bor og så er man bare i Bushen eller som Kaja ville sige BUSKEN, he he.

Her gik vi rundt og nød naturen. Jackie og jeg fangende krabber i mudderet, hun er en lille kvindelig udgave af Steve Irwin, hun kender alle kryb, slanger, krabber, og prøver at fange det hele i hendes lille skole uniform, hun er simpelthen for sej.

Da vi kom hjem stod Greg klar med spaghetti-kødsovs og så sad vi der som en stor familie rundt om bordet og spiste aftensmad sammen, det var bare så hyggeligt. Da vi havde spist blev børnene pakket i seng og pigerne ville gerne have at Anja skulle læse godnathistorie for dem, så der sad hun i sengen med et hoved på hver skulder og læste engelske børnebøgeog hjalp dem med at læse deres egne. Godnat alle børn og så stod den på god rødvin, øl og hyggelig snak i haven mens vi lærte hinanden lidt bedre at kende, for i virkeligheden i vi jo totalt fremmede mennesker. Nå men efter 2 flasker rødvin hev Greg mig ind i huset hvor de har fået bygget en hjemme biograf og så skulle vi spille playstation, så mens pigerne snakkede i haven sad vi og nød den ene øl efter den anden og var som små drenge i nogle timer, da pigerne kom ind sluttede vi af med nogle flere øl i stuen og så var det ind i vores kæmpe dobbeltseng og sove. (de mange øl har dog resulteret i lidt lettere hovedpine her til morgen (d. 9/3-12) PUHAA)

Der er fuld gang i sådan et hus når 4 børns skal op og gøres klar til skole, men det var så hyggeligt at ligge der i sengen og høre Rikke fløjte og grine sammen med ungerne, og pludselig kunne vi se to fnisende piger kigge ind af dørsprækken og inden vi fik set os om kravlede de rundt i sengen og legede med katten. Inden de alle kørte kom pigerne med frisk hjemmebrygget kaffe latte til os og så var der ro til at nyde den mens vi prøvede at synke alle de nye oplevelser.

De havde egentlig lovet regn og storm men i morges vågnede vi til fuld solskin og blå himmel og nu lover de godt vejr hele weekenden, så i aften skal vi have Barbeque, og så har Rikke foreslået at vi i morgen tager til Blue Mountains og tager en overnatning og så kommer tilbage hertil, så vi kan få oplevet det mens det er godt vejr. Så det er planen! ;)

Rikke og Greg gør det rigtig nemt for os at være gæster i deres hjem, de er så søde og nemme at omgås så vi nyder i fulde drag ikke at være på et hostel eller i en bil;) Vi bliver sgu her! ;)                                             

March
12
2012

Skriv en overskrift

Wonderful Australia

Dato 05-03-2012

Sydney er FANTASTISKsmiley.gif (som Mikkel ville sige)

 

Så blev det morgen, vi har sovet i en dejlig seng og ikke mærket det mindste til det jordskælv i Christchurch, som skulle have forgået natten til mandag. Vi fik checket ud, afleveret vores hjem i form af bil og så var det med høj optimisme vi vandrede mod lufthavnen. New Zealand fik sagt farvel på bedste maner, den smukkeste dag i en måned, skyfrit blåt og flot, MEN det var perfekt, for fra flyet kunne vi se det hele, det smukke landskab, bjergtinder med sne på som normalt om dagen er gemt i skyer og regn. Smukt det var det.

Vi landet få timer senere med et stop i Wellington, i Sydney. Mac. Donalds i lange baner og så til Home base hostel som blev stedet vi sku sove.

LORTE HOSTEL hehe, men fed beliggenhed centralt i Sydney, så i dag, d. 6, har vi rigtig kunne turiste den.

Vi spændte vandreskoene på og så var vi klar til nye oplevelser, altså efter vi havde fået lidt ristet brød med spejleæg OG TOMAT SOVS!! ;)

Vi har været i botanisk have, I SOLSKIN, som egentlig bare er en kæmpe park med GRATIS adgang! FANTASTISK ;-)

Vi vidste faktisk ikke vi var i en botanisk have før der var gået et stykke tid, men vi undrede os dog noget over alle de mærkelige fugle… OG EDDERKOPPER! Der var kakaduer, og andre store fugle med meget lange næb. Men tilbage til edderkopperne! De er jo kæmpe store, og vi er i en storby! Og nårh ja, så er det selvfølgelig højsæson for de sataner!! Det da klart;)

Vi var ikke nået langt ind i parken før Patrick spottede en der hang og dinglede over vores hoveder på stien hvor vi gik. Åhh panik til mig! Der stod et par park rangers lige i nærheden så dem måtte vi selvfølgelig udspørge om lille Peter. De fortalte ivrigt om denne Golden Spider. Den er ikke giftig, den bider dog, men er ikke særlig modig. Det er jeg heller ikke, kunne jeg så tilføje! I samme nu fløj en lille fugl hen over os og jeg nærmest sprang op i armene på den stakkels ranger som også blev helt forskrækket, he he, nej det tacklede jeg ikke særlig flot;)

Nå men den hedder altså Golden spider pga. dens gyldne spind som er helt gult, man kan bruge det til at lave tråd og fiskeline. Det er nærmest ikke til at knække, og hvis man får det i hovedet gør det ondt tilføjede han.. som om vi har tænkt at prøve det! Ikke desto mindre måtte vi selvfølgelig prøve at røre ved det næste vi så, OGSÅ MIG. Uhh, og manden havde ret. Og det havde damen som fortalte at det var højsæson også, i øvrigt! Hold nu op der er mange! Små t="on">10 cm er de sataner! Nå men nu nok om dem.

Videre i parken kom vi og pludselig kunne vi høre nogle mærkelige skrig, og nej, det var ikke mig! Det var store flagermus, på størrelse med en måge, som pga. tørken (som selvfølgelig stopper nu når vi kommer) er flygtet til byernes parker for at finde føde. tusindvis af dem hængende på hovedet i næsten alle træer.

Vi besluttede at spise en sandwich på en café i parken. Big mistake. Vi kunne næsten ikke have vores mad i fred for de langnæbede fugle og deres andre små griske venner. Jeg prøvede at tage et billede af en lille fugl ved siden af mig, da jeg mærkede det næbede dyr snige sin lange snabel op på min tallerken. Det var et trick, det er jeg sikker på! ;)

Efter en, trods alt, god frokost gik vi mod Kings Cross hvor vi fandt et billigere hostel hvor vi har booket et værelse i morgen, inden vi torsdag tager ud til Rikke og Greg som har tilbudt os lidt logi og hjælp til rejseplanlægning. På vejen kom vi forbi et kunstmuseum som vi besluttede at kigge nærmere på. OGSÅ GRATIS, så kulturelle har vi også været, jo jo;)

Lige nu sidder vi udenfor UDEN at fryse, på en café og drikker et par kolde øl, MHH this is life. Og om lidt går vi igen på rov efter det næste måltid;)     

PS. Der har tilsyneladende været tørke her de sidste syv år. Men dagen før vi fløj hertil har der været så meget regn at deres dæmninger næsten er sprunget. Så nyd sommeren i Danmark inden vi kommer hjem, vi tager åbenbart regnen med alle steder hen. ”everywhere you go, always take the weather with you” ;-) so enjoy smiley.gif  

Men her er dejligt varmt og vi er helt på toppen af poppen igen, og nåh ja, så så vi lige Rene Diff fra Aqua… uhhh vildt, jo jo, vi får oplevet lidt;)      

 

 

Dato 07-03-2012 We Love Sydney

Nu sidder vi i solen på en starbucks og nyder en kold baresso-iceblend-lignende kaffe.

I går aftes var vi ude og spise på en lille italiensk restaurant, Mad Pizza bar, hvor vi fik det mest fantastiske mad og pink lady apple cider på 5 % alc. De er altså stærkt vanedannede! På alle bordene stod der en lille skål med fedtefarver og det syntes vi selvfølgelig var lidt mærkeligt da der ikke var noget at tegne på. Så vi spurgte tjeneren hvad det lige gik ud på. Han pegede på bordets dug, som oven på de rød- og hvid stribede stofduge var beklædt med papir og sagde ” it´s paper, you can draw on it” mens han stolt smilede over hele ansigtet. Så inden vi var færdige med at spise havde vi selvfølgelig både spillet kryds og bolle og lavet alverdens rebusser;) tjeneren lærte os tilmed et nyt spil. Han viste sig at være Director of food and entertainment, og vi roste både ideen og maden til skyerne og inden vi gik derfra endte vi med at få lov at komme og spise en gratis frokost. Så der har vi været igen i dag og spist dejlig gratis mad! Fantastisk sted og de var simpelthen så søde.

Vi er glade for at vi har valgt vores sidste overnatning her i Sydney, et andet sted for vi er blevet angrebet at en eller anden mærkelig bed bug, hver morgen vi vågner er der nye blodpletter på lagnet, men ingen af os har nogle bidemærker eller sår af nogen art. SÅ mærkeligt, så i morges endevendte vi sengen for at finde sønderen, og vi fandt to små røde dyr. Flade og på størrelse med mariehøns. Vi viste dem til pigen i receptionen og spurgte om hun vidste hvad det var. Hun gik helt i baglås over at patrick lagde dem på desken og ville nærmest ikke kigge på dem, men hun konstaterede at det var bedbugs. Hun sagde at hun gerne ville give os en discount hvis vi ville sove der en nat mere.. rabat på bedbugs, sikke et tilbud! Ellers tak! Så nu er vi rykket til et rigtig hyggeligt lille hostel som faktisk også er billigere;)

Da vi gik hjem fra restauranten i går aftes, kunne vi pludselig se en masse sorte skygger flyve rundt over os. Det var flagermusene fra parken som flyver rundt i byen om aftenen og natten og jager inden de om morgenen flyver tilbage til parken. Det er altså ikke nogen lille gråspurv skulle jeg lige hilse og sige, når batmand kommer flyvende!;)   

March
12
2012

Back on track

Back on track

Dato: 04-03-12

BACK ON TRACK!

Så var det vi troede at Jysk rejsebureau havde ændret vores billetter, og vi satte straks kursen mod Christchurch. Da vi endelig kom frem fik vi en mail hvor der stod at vi ikke kunne få billetterne alligevel. Det var noget af en skuffelse for at sige det mildt!;)

Hele dagen i går gik med at prøve at finde et sted at sove, et hostel eller noget. Men ALT i Christchurch er tilsyneladende fuldt booket. Også de fleste moteller. Vi kørte i flere timer fra det ene sted til det andet, også alle dem der var beskrevet om i vores lonely planet bog, men pga. jordskælvet var halvdelen af dem slet ikke beboelige længere. Flad fornemmelse at komme til et skilt med ”DANGER – NO ENTRY”.. til sidst beslutte vi at køre til det nærmeste DOC site t="on">50 km uden for byen. Men det var bare slet ikke til at finde, i stedet fandt vi en anden camp site og spurgte hvad de skulle have for at vi lige parkerede vores lille vogn for natten. 32 NZD! Haha. Øhh, vi leder videre!;)

Endelig fandt vi det og fik sovet lidt. I dag da vi stod op kørte vi til den nærmeste by hvor der var lidt netværk på computeren og fik skypet lidt hjem.

Vi var fast besluttet på at vi ville forlade New Zealand hurtigst muligt, så efter en kop te på supermarkedets parkeringsplads kørte vi direkte til lufthavnen.

Nu har vi fået booket en afgang i morgen eftermiddag (d. 5), så i morgen aften lander vi i Sydney. JUHUUU! Goodbye NZ and rainy weather! Ikke mere med at komme i nattens mulm og mørke og køre igen om morgenen for at undgå DOC´s campingfees. Nu kan de sejle deres egen sø! Department Of Constipation!;)

Forleden dag mødte vi en amerikaner på en af disse sites, hun havde også lejet en campervan og ville også selv køre rundt og opleve landet. Hun var mindst lige så frustreret som os, så der kunne vi lige stå alle tre og brokke os lidt. Hehe det var nu meget rart at få bekræftet at det ikke kun er os der har denne, lidt sure holdning til landet. Alle backpackere vi har mødt har følt sig lidt snydt og berøvet. Så vi er veldigt tilfredse med vores beslutning om at rejse i morgen. Nu har vi omsider på MAMMA A´s opfordring og reserch fundet et lille snusket hostel hvor vi overnatter. Vi har købt en 12 pack øl, og håber den måske kan hjælpe lidt på humøret, hehe.. så skal vi bare have lavet vores sørgelige rester af ris, pasta og tomatsovs og så er det ellers derudaf i morgen! Australia here we come!;)

Og kære gudmor Hanne, den lille træmand som dukker op hist og her er turens maskot, en gave fra min (Anja´s) bror. Ham kommer du nok til at se mere til;-)… altså træmandensmiley.gif 

Og Bjarke gamle dreng vi har danset the Camel dance og fik en bøde for gade uorden smiley.gif

Og nej hvorfor hedder det Hedehusene????? Meget spændende. Og Martin, kære svoger, jeg har barberet mig så måske du kan kende mig igen på de næste billeder ;-)

Tak alle for jeres indlæg det det bedste vi ved, i er super TAK TAK MAAAAANGEE TAAAAAK

Feb
29
2012

Signal Signal Signal , her er intet

Dato: 27-02-2012. Fra Nord til Syd.

Efter et solidt og fornuftigt indkøb af kål, frugt, kød, vand, og pasta gik turen mod Wellington. Inden da smuttede vi lige en tur rundt om en gammel naturbro, og et helt fantastisk vandfald (Marokopa Falls).  New Zealand har kun en motorvej og den ligger i Auckland resten af landet er kuperet terræn i stor stil med snoede bjergveje i en uendelighed. Havde det ikke været for de smukke syn der mødte os rundt om hvert hjørne var de 11 timer bag rettet nok blevet en tand for meget for mig..

Endelig kom vi frem til havnen og fik heldigvis lov til at sove på parkeringspladsen lige ved færgelejet, så nu stod den bare på en god nats søvn, rulle ud af sengen(bagsædet), op på forsædet og ind på færgen til den 3½ timer sejltur til Sydøen;)

 

D.28-02-2012

Da vi slog øjnene op kl. 0700, holdte vi nærmest allerede i kø til færgen, og parkeringspladsen var fyldt med biler og store lastbiler.

Vi fik lige rystet morgen disen af os, tjekket ind, spist en jogurt, drukket en juice og så var vi ellers på vej ombord på færgen. Under hele turen sov Anja trygt og godt i sin sovepose på en sofa på passagerdækket, mens jeg løb frem og tilbage og tog billeder af delfiner, og de smukke omgivelser. Traditionen tro begyndte det at regne voldsomt i samme nu som vi forlod skibet;)

Men vi fandt hurtig en løsning, med lidt hjælp fra turist kontoret har vi nu fundet et sted mit i Abel Tasman Nationalpark inde i skoven, som er næsten gratis. Vejen hertil er meget speciel, masser af grus, mudder og snoet sving, er ikke rigtig sikker på omgivelserne endnu da vi kørte hele turen inde i en stor sky som pumper regn ned over denne del af øen. Men det har da ikke slået os ud. Hakket flæsk med hvidkål, salt og pepper til aftensmad, mmmmhhh ikke dårligt. håber dog på godt vejr i morgen så vi kan gå nogle treks samt se lidt mere end t="on">20 meter frem i terrænet.

 

(Anja)

AAARRRHHHH jeg bliver sindssyg!

Onsdag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Torsdag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Fredag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Lørdag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Søndag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Mandag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Tirsdag: Regn, kød/pasta med grøntsager i tomatsovs

Og toast i lange baner! Dumme lille bil. Jeg vil UD! Samtlige brochure i new zealand er læst,  og Lonely Planet bogen er terpet.

Okey det var måske også lige negativt nok. Solen skinnede da forleden dag, da vi valgte at bruge 7 timer i en våd mørk grotte, og i dag har vi da rigtigt nok fået svinekød med kål. Hurra. Godt optimisten er med. Han står bare der midt i skoven med sin pandelampe og fløjter mens han flittigt fejer bilen med sin lille dumme kost.

Nu vil jeg forsøge at finde vej til det to meter dybe hul med et bræt som DOC (department of conservation) kalder et toilet. Bevar optimismen skat, for du skal med!;)

Hehe .. ÅHH at rejse er at leve! ;) 

 

Dato 29/30-02-2012 Juhhuuu godmorgen solskin:

Vi vågnede i går med en stor forhåbning om godt vejr….

Men nej gråt og trist småregn og en smule blæst, men det slår jo ikke os ud så vi startede dagen med en god gang jogurt og mysli, men hvad Anja ikke havde set var at jeg allerede havde åbnet jogurten, så da den flittigt blev rystet var der jogurt alla Patrick ud over det hele ind i bilen og en smule på hende selv…. Så er vi i gang med dagen;)

Efter en kort oprydning stod den på trekking, vi havde læst at der var et hul på t="on">178 meter midt inde i skove en lille times gå gang herfra, af sted gik vi og det var da også det hele værd, helt fantastisk sceneri. Her spiste vi frokost og så klatrede vi op til et viewpoint på toppen af det lille bjerg med en helt fantastisk udsigt, for når det regner i New Zealand ligger skyerne sig næsten helt ned til jorden, helt specielt. Da vi kom tilbage var vi begge to godt trætte af regn og skyer man kan ikke se noget og skoven er ikke så spændende som hvis solen skinner;)

Derfor tog vi syd på så langt vi kunne komme, og vi kom langt. Alt gik i den skønneste orden lige til vi kom til en lille by ved navn Greymouth. Vi var dårligt ankommet da jeg roligt skulle svinge til højre efter en bil som passerede meget stille. Så efter en grundig orientering begyndte jeg så småt at trille VIRKELIG at trille. Bilen der skulle passere bremsede hårdt op jeg lavede nogen håndsignaler så hun bare kunne kører videre, men nej pludselig lyste hele bilen op i røde og blå blink ;) ja hurra Betjent Madamskral. Hun kørte op på siden af os jeg rullede vinduet ned og sagde” That’s just how accidents start, use these” mens hun pegede på hende meget maskuline øjne, Jeg svarede Yes MAAM , og Anja nikkede meget anerkendende fra passagersædet, he he he he he he sikkert en overreaktion men underholdning for os.

Turen fortsatte i det vildeste regn vejr indtil vi få kilometer fra Frank Josef fandt en raste/Camping-plads at overnatte på.

Her sidder jeg lige nu i solen om morgenen. kl. er 09.00 og det er fantastisk. Det varmt det er tørt og mount cook ligger lige rundt om hjørnet og der skal vi da op og kigge lidt. Utroligt hvad solen kan gøre ved humør og de oplevelser man vælger at tage……           

Feb
26
2012

The Lost World

25/26-02-2012 ... The Lost World:

Vi stod op den 25 og fik skypet lidt med jer derhjemme. Bagefter fik vi kigget lidt på Lake Taupo og Huka falls(og Anja fik sin kaffe). Meget smukt men også temmelig crowded med turister. Efter en kort sightseing kørte vi mod Waitomo. Her fandt vi, ude på landet, et lille hostel, Juno Halls. Et rigtig hyggeligt sted hvor vi kunne få en overnatning i en rigtig seng, et varmt bad og få vasket noget tøj. Patrick er ikke meget for at vi skal videre om et par dage, han har allerede fået nye venner, en ged og en kæmpe ko som han flittigt fodre. Den følger efter ham og slikker hans fingre ”rene”.

Den 26 om morgenen vågnede vi og pakkede endnu engang alle vores ting. Vi havde arrangeret noget Cave Adventure som ligger lige rundt om hjørnet, eller nærmere lige under jorden;) spændte tog vi af sted, mødte vores guide Allan fra Skotland og de andre deltagere. Vi fik vores våddragter, seler og andet udstyr på og så køre vi mod grotterne hvor vi skulle kravle rundt de næste 7 timer. Måden hvorpå man kommer ned i grotten er ved en t="on">100 meter abseil/rappelling ned i dybet. Der spiste vi vores frokost i de mes fantastiske omgivelser, inden turen gik videre gennem de våde mørke grotter. Vi fik klatret, hoppet lidt i vandfald, kravlet i små snævre sprækker og set de fantastiske glowworms, som i virkeligheden bare er maddiker med radioaktivt lysende afføring, men ikke mindre fantastisk er det af den grund;) overalt i grottens loft kan man se millioner af lysende prikker når man slukker sin hjelmlampe, det ser altså helt vildt ud, nærmest som en stjerneklar nattehimmel.

Efter mange timer i det våde og mørke kom vi ud og fik et varm bad og en lækker BBQ.

AAAHHHH fed dag.

I dag den 27, er vi lidt ømme i musklerne hehe, men har sovet fantastisk ;)

Vandtanken i bilen er fyldt op, ekstra flasker er også fyldt, tøjet er rent, og det er vi også, nu skal vi have handlet lidt proviant og så går turen sydpå. Håber vi kan nå en færge fra Wellington i morgen tidligt;) . 

Feb
24
2012

The North Island road trip begins.

Dato: 22-02-2012

Om morgenen vågnede vi spændte på vores forlæggende roadtrip. Vi pakkede alle vores ting og tjekkede ud. En bil skulle komme og hente os og køre os til vores lejebil. Da vi kom ned på gaden kunne vi både se og mærke at vejret havde skiftet en smule, det var koldt og det småregnede. Med optimismen stadig i behold blev vi hentet og vores roadtrip begyndte. Vi kørte lidt sydpå mod Rotorua, en by med særlig vulkan aktivitet hvor der skulle være en masse fantastisk at opleve. Da vi endelig kom frem, kunne vi ikke rigtig finde nogle steder hvor vi lovligt bare kunne parkere bilen og sove, og vi havde hørt at det kostede 400 dollers hvis man blev opdaget, så lovpligtige som vi er, endte vi med at køre ind på en carpark/campingplads og måtte mod vores gode vilje betale 24 NSD!! Det hjalp bestemt ikke på vores dumme regnvejrshumør. Det skal hertil tilføjes at det bestemt ikke er en dans på roser at bo, sove og lave mad i en lille campervan når det står ned i lårtykke stråler… HELE DAGEN! Den dag gik vi i seng med en del skuffelse og temmeligt dårligt humør! Men stadig med en forhåbning om at morgendagen ville bringe bedre vejr og humør med sig.

 

Dato: 23-02-2012

Mmmmhhh nej… godmorgen regnvejr. Stadig gråt og koldt. Ikke desto mindre besluttede vi at tage ud og opleve byen og dens særprægede natur, så vi køre til det nærmeste I sight, et informationscenter som ligger i alle byer. Vi tænkte at de kunne give os nogle gode råd og ideer.. og det kunne de da også hvis man ellers havde røven fuld af penge! Der er tilsyneladende ikke meget man kan få lov at kigge på hvis man ikke vil betale en halv million for det! Efter hurtig overvejelse besluttede vi at forlade denne stinkende by (seriøst den lugter virkelig pga. alle de termiske gasser).. Vi fandt omsider et supermarked, et RIGTIGT et, og købte ind til overlevelse de næste mange dage, næææ ingen dyre byer skal få skovlen under os! Og lige som vi stod der med vores sure humør og pakkede alle varende ind i bilen hørte vi bag os ” Har i styr på det hele”, det var Kurt, en ældre mand fra danmark som hvert år de sidste 22 år har rejst til New Zealand. Jeg (Anja) kunne have sprunget grædende på ham og krammet ham. Når dagene er dumme og man er så langt væk begynder hjemveen så småt at melde sig ;) hehe… Men denne fantastiske mand blev vendepunktet på vores roadtrip. Han kunne nemlig lige fortælle os hvor man måtte sove gratis, hvad der var værd at se og hvad man ikke skulle spille tid og penge på. Han anbefalede at vi SKULLE se Wai-O-Tapo, som var alle pengene værd. Vi havde ellers streget det fra ruten fordi det kostede 60 NZD. Det er et kæmpe aktivt vulkanområde. Med fornyet energi og højt humør sagde vi farvel til Kurt og kørte til Wai-O-Tapu selvom det stadig styrtede ned. Og hvor fik han ret den gamle, det VAR helt fantastisk og alle pengene værd, også i regnvejr ;)

Efter et par timer i de termiske lugtende gasser gik vi tilbage til bilen og varmede resten af aftensmaden fra dagen før, og satte kurs mod Waikaremoana. Patrick er fremragende chauffør til venstreside-kørsel, men vinduesviskerne for sig jævnligt en tur i stedet for blinklyset (det sidder også i den forkerte side). Det er også ok så længe det regner, så kan han øve sig til det bliver tørvejr;) Hele turen foregik stadig i gråt og regnfuldt vejr. New Zealand viste sig ikke just fra sin smukkeste side. Men da vi hen på aftenen og efter mange timers kørsel ad små grusveje gennem junglen kom frem til en lille dal ved en sø, skiftede alting i løbe af sekunder. Der midt i ingenting var vi helt alene, og helt GRATIS fik vi lov at opleve det smukkeste sceneri man kunne ønske sig. Regnen stoppede for en stund mens solen gik ned og forvandlede den grå himmel til brændende røde skyer der spejlede sig i det blanke vand. Der stod vi bare med åben mund og gloede betaget på alt omkring os mens to vilde heste græssede et par meter fra os. SÅ FANTASTISK!.. Da solen og farverne forsvandt vendte regnen trofast tilbage. Det betød trænge forhold til madlavningen i den lille bil. Men vi fik lavet dejlig varm mad, og brugte resten af aftenen på at klaske de 235 myg som gerne ville dele varmen ved os. Godnat til alle os, og til hestene som sov uden for vores bil.

 

Dato: 24-02-2012

Klar til en ny dag, stod vi igen op i regnvejr, spiste morgenmad, gik på ”toilettet” og gik målrettet mod det trek vi var kommet for. Efter godt 1 ½ times vandring gennem regnskoven kom vi til en stor hytte, hvor vi stoppede for at spise vores frokost. Midt i stilheden kom der pludselig to andre trekkere gående, og de var danskere! Eller manden oprindeligt fra NZ men havde boet i DK i 18 år. Vi spurgte hvorfor han valgte at bosætte sig i DK når man var fra NZ, og vi fik svaret, at græsset altid er grønnere på den anden side. Og det har manden jo for så vidt ret i. Vi sad og snakkede lidt mens vi alle spiste frokost og pludselig, ud af regnskoven kom en mand med en riffel og spurgte om vi havde en stor spand for han skulle da lige ordne den hjort han lige havde skudt! Haha total mærkeligt ;).. efter en god snak og et par gode råd måtte vi videre og begyndte at vandre tilbage. På vej tilbage kom vi forbi et lille sted hvor man kunne komme ned til søen så her fik vi lige dagens bad i det iskolde vand. Hvis ikke vi blev rene blev vi da i hvert fald friske;)

Tilbage til bilen og på vejen igen. Kursen var sat mod Lake Taupo, som er vores mellemstop mod Waitomo Caves hvor vi har arrangeret en lille oplevelse ;).. nu sidder vi på en rasteplads ved søen, vi har fået hakket kød, kartofler og grøntsager på panden, sengen er klar til lige at hoppe i, og patrick sidder ved siden af mig i mørket og spiller guitar. I morgen skal vi se lidt nærmere på søen og på området inden vi køre mod Waitomo.

… lige som vi lå her i bilen og ordnede lidt billeder og dagbog, blev der banket på ruden. Det var et ungt par fra Spanien som også rejser rundt i campervan. De havde set os fra vejen og kørte ind for at fortælle at der er meget strikse regler for hvor man må sove og at de allerede havde fået to bøder. De anbefalede at vi brugte den gratis campsite som lå kun 5 min derfra hehe. Og i bedste beredskabsstil kom vi ud af vores soveposer, fik ommøbleret vognen og inden for 30 sek. var vi på vejen og fulgte efter dem til campsitet hvor vi nu ligger og opdatere færdigt på dagens strabadser.     

Feb
21
2012

Hello and Goodbye Auckland

Dato: 19/20/21-02-2012

New Zealand

 

Nåh nu sidder vi så på den totalt anden side af jorden på vores lille hostel.

Vi landede i søndags omkring kl. 11:00 lokal tid og steg ud af flyet til noget af et kulturchok da vi mødte den vestlige stemning der er her på New Zealand, temperaturen vejret omgivelserne minder meget om Danmark, til modsætning fra Bangkok som er et virvar uden lige hvor du til sidst indser at det nemmeste er JUST GO WITH THE FLOW, var der her styr på alting lige fra køerne til paskontrollen måden hele lufthavnen og dens personale ageret på. Hmmm ved ikke hvad jeg bedst kan lide, en gylden mellemvej er nok svaret :- )

Vi skyndte os hurtigt at tage en beslutning om hvor vi skulle hen og overnatte den første nat.

Det blev The Base hostel som ligger i centrum af Auckland.

Da vi skulle betale vores busbillet fra lufthavnen til vores hostel blev vi igen slået lidt bagover, priserne her er fuldstændig sindssyge, her er så DYRT (i hvert fald når man komme lige fra Junglen HE HE) 36 NZ dollar for en bus billet det er 171 kr.

Vi kom sikkert frem til vores hostel, som var kæmpe stort, 500 rooms og en ligesom efterskole agtig atmosfærer. Der var så mange mennesker at det ikke var til at forstå, derfor var alt næsten booket så den eneste mulighed var et 6 mands dormroom. Inde på værelset sad 2 Amerikanske piger fra Iowa på 22 år, Jainnine og June, vi faldt hurtigt i snak, og inden længe kom der flere til, 2 friske Surfer dudes fra New York, Ron og John, de har rejst i New Zealand 1.5 mdr. Og kunne fortælle os lidt.

Efter en gåtur i Aucklands gader, (som i øvrigt er en oplevelse i sig selv, enten køre bilerne ellers går fodgængerne, på kryds og tværs!) ville vi bare gerne sove og væk fra det her Ungdomshus(er sku blevet for gammel he he) så vi fandt et lille bitte sted til halv pris og så rykkede vi. På vej op til det nye hostel blev vi stoppede af et par på vores alder, de ville sælge os deres backpacker bil, da deres rejse var slut og vi lignede nogen så kom lige fra lufthavnen;)

Vi aftalte at mødes dagen efter til inspektion af bil og muligheder.    

I går var vi så på rigtigt sightseeing og på jagt efter en bil da det første tilbud fra parret var lidt risikabelt, man kan åbenbart kautionere lån bøder ect. til sin bil og når vi så køber bilen tager vi lånet/bøder med hvis sådanne er tilknyttet bilen, derudover var bilen bestemt ikke i sin bedste form så det droppede vi. I stedet har vi lejet en bil fra d.22-02-2012 som er forsikret, i orden og til en nogenlunde pris.

Aftensmaden stod på mexicansk, super lækkert men igen MEGET dyrt : )

På vej hjem fra restauranten gik vi forbi en irsk pub som spillede live musik, så det skulle vi da lige tjekke ud.

Inde på baren var alle vores Amerikanske roommates fra det første hostel sammen med en Irsk gut, en fra Wales og en pige fra London og pludselig var Ron på scenen med rap i bedste New York stil og der var fest i luften, vi hyggede på pubben og bagefter et lokalt diskotek til omkring kl 4 i nat Puha den var hård i morges.

Vi har udvekslet mails med Amerikanere som også skal syd på så måske samler vi dem op på vejen omkring mandag og rejser lidt med dem. I dag har vi plejet tømmermænd Anja ligger og  sover og jeg har kigget lidt på en evt. rute til vores roadtrip. Nu skal der bare pakkes, for i morgen henter vi bilen og så skal vi bare ud af Auckland så hurtigt vi kan og fortsætte vores eventyr ….            

Auckland er ikke lige noget for os. Her er for stort, fint, dyrt og mærkeligt. Det er en sjov blanding af rige folk i store dyre biler, fattige og hjemløse på gaden og dragqueens alle vegne. No wonder det kaldes the Queen city! Og så selvfølgelig alle asiaterne alle vegne som hysterisk råber og skriger som små skolepiger hele tiden ALLE VEGNE! Man skulle tro vi var landet i Tokyo eller sådan noget. Det er altså et folkefærd der kan udfordre enhvers rummelighed! Lige nu sidder vi på Starbucks og drikker en kaffe og skriver dagbogen færdig for i dag, vi var de eneste der var her indtil 3 asiatere kom ind og af alle steder på hele denne store café valgte de nærmest at sætte sig på skødet af os og de er simpelthen så forstyrrende at vi til sidst måtte tage vores ting og rykke over i den anden ende af caféen, hvor vi i øvrigt stadig er forstyrret af dem. Det er lige som om de køre med en helt anden decibel end resten af verden, der går total Hello Kitty i den overalt! Det er altså helt crazy. Det kan nok bedst forklares som at tage nogle helt almindelige mennesker, skrue lyden op på max og så trykke fast forward! Jo det er en tand for meget for sådanne to gamle øboere;)  

Her til aften har vi handlet lidt ind og lavet spaghetti med kødsovs, DEJLIGT med lidt hjemmelavet mad for en gangs skyld. Men der er ikke rigtig nogle supermarkeder her i Auckland, ikke som derhjemme i hvert fald. Det er små steder, alt asiatisk ejet, et slags food mart hvor man både kan købe asiatisk to go mad, eller handle lidt. Meget mærkeligt. Men vi snakkede med en fransk pige mens vi spiste i dag som siger at uden for Auckland er der rigtige supermarkeder og de er meget billigere. Det blev vi selvfølgelig glade for at høre da vi jo kommer til at leve af hvad vi kan lave på vores lille komfur og primus i bilen de næste 20 dage. Vi glæder os til at skulle aflægge et par kilometer og køre ud på oplevelser.

 

Feb
18
2012

En lille opdatering fra Patrick

Dato: 17/18-02-2012

Nu sker det! vi rykker fra Thailand, med en lille nervøs følelse i maven over vores forrige sejltur. Det kunne meget vel have blevet en meget hård omgang for Anja. Men nej, trods hvad føltes som timer i solen med alt vores oppakning på kajen hvor en lille Thaimand(med stråhat) prøvede at overskue det bording system som ikke var til stedet, kom vi endelig om bord på den båd som skulle fragte os til Koh Samui. Anja havde fået nogle søsygepiller på apoteket og hun klarede turen helt uden søsyge, opkast eller mærkelige heksedoktorer. Dygtig ;)                                          

Fordi båden næsten var en time forsinket, fik vi super travlt da vi nåede frem til Koh Samui.

Jeg havde med fordel bestilt en privat vogn til lufthavnen og lige som vi stod af båden stod en glad Thaier med et skilt til ” PETRICK 2 PARSON ” det kunne jo kun være os.

Ind i taxaen sprang vi og med livet som indsats susede vi som død og helvede gennem Koh Samui´s gader. Vi bad da også en lille bøn.

Kl. 18:35 trillede vi ud af taxaen til en kilometer lang check-in kø, men lige som vi troede vi aldrig skulle nå det, stod der pludselig en mand med et skilt med vores fly nummer på.

1 – 2 – 3 så var vi tjekket ind, løbet gennem lufthavnen (som er udendørs, så Anja skulle selvfølgelig også nå at ryge) og kl. 18.55 bordede vi et lille propelfly som fløj os til Bangkok.

Vi fandt os et lille Park In lignende hotel få minutter fra lufthavnen.

Her til morgen blev vi så samlet op af en taxamand hvis bil mindede om noget fra en T-Hansen reklame. Ud til lufthavnen kom vi da, og sikke et kaos! Jeg er sikker på at nogen bevidst prøvede at sabotere vores morgen. Da vi kom spurte vi en info dame om hvor vi skulle checkke ind og fik beskeden at vi skulle gå til nummer N (i den anden ende af lufthavnen). Da vi kom til N, sad der en dame som sagde at vi skulle gå tilbage til D. da vi kom til D sad der en mand som bad os om lige at tjekke informationsskærmen ENDNU ENGANG, og denne gang stod der at vi skulle checkke ind ved nummer L. endelig kom vi igennem check in, men da vi kom til paskontrollen og det omsider blev vores tur, blev den søde kontrol mand, som lige havde tjekket Anjas pas med et smil, skiftet ud med djævlens paskontrollør, som kun kiggede kort på mig og bad mig gå væk igen. WHAT!? .. et kort sekundt overvejede jeg hvordan jeg skulle hive ham ud af det lille skrankehul han kiggede ud igennem. Min kropstemperatur steg gevaldigt, sir jeg bare! Heldigvis kom hans søde kollega mig til undsætning. Vi ved stadig ikke rigtig hvad problemet var, men jeg skulle udfylde nogle papirer og så fik jeg lov at fortsætte. Nu sidder vi mætte efter en go subway sandwich og får en go kaffe latte og forsøger at holde varmen her på nordpolen. Hvorfor al den skide airkondition all over.!?

Nu venter vi bare på at vores næste fly er klar kl. 19.00 lokal tid mod New Zealand.

OVER AND OUT                                     

Feb
17
2012

Farvel og tak Koh tao

Dato: 16-02-2012

Så blev det sidste aften på Koh Tao. Vi skulle have været ude at dykke i dag men pga. forkølelse, forkølelse, mer forkølelse og mer dårlig mave blev vi nød til at aflyse.. øv.. Men på trods af diverse utilpasheder denne del af rejsen også har budt på, har det været absolut fantastisk. På Koh Tao føler man sig velkommen og godt passet på alle steder. Alene venligheden og roen her er et besøg værd, dertil kommer det smukke sceneri af øens regnskov der dækker øen og strækker sig helt ned til de mange små hvide sandstrande hvor det tyrkise vand stille glider frem og tilbage, og øens små byer der oser af en helt nede på jorden atmosfære. Så fedt. Vi kommer til at savne ø-livet, men vi glæder os til at se hvad New Zealand har at byde på af nye spændende oplevelser. I morgen (fredag) sejler vi med båden til Koh Samui og flyver derfra til Bangkok. Lørdag flyver vi, med et lille stop i Singapore, mod New Zealand.          

Feb
15
2012

14/15-02-2012

Dato 14-02-2012

Så sidder vi igen på vores nyfundne morgenmads-sted : ) et fransk bageri med sandwich, god kaffe og andre gode ting. Alt imens store Krigsskibe har omringet øen og gaderne i dag er fyldt med Thailandske marinesoldater som én gang om året for lov til at komme i land 24 timer for at feste og se øerne. ÉN DAG!

Murrat Dennis og Bassam tager natbåden i dag mod Burma hvor de vil fortsætte deres rejse.

Det bliver RIGTIGT dejligt bare igen at være os to… og sejle i en træsko. . hehe      

 

Dato 15-02-2012

I dag startede vi tidligt med at leje en scooter for at udforske øen lidt mere, og det fik vi da også gjort, med total jungle tur og god frokost på long pae restaurant, et sted Anja måtte tilbage for at smage mere på deres friturestegte forretter(så vi bestilte næsten alt hvad de havde) , tjeneren grinede godt nok lidt af os. Derefter kørte vi op og sagde farvel til Nom og Chok. Lang dag på scooter som har givet os slidsår på baller og lår. Nu skal vi have en pandekage med nutella. MUMS.           

Feb
12
2012

12-02-2012 3 Days in Koh Tao

Dato: 12-02-2012

Nu er det vist ved at være tid til at fortælle lidt mere om livet på Koh Tao.

I torsdags var vi med Neng, en lokal dykkerguide ude og lave to morgendyk. Spændende dyk gennem klippeformationer og canyons. Desværre var der lidt dårligt vejr, overskyet og blæsende, så sigten var ret dårlig, øv, men vi fik da set lidt, en blue spottet stingray, en meget giftig vandslange, murener, barracudas og meget mere. Bagefter snakkede vi med Neng om at købe en dykkercomputer som vi havde kigget på, og han var så sød at købe den for os så vi fik 15 % rabat oven i den i forvejen billige pris. 1400 kr. blev det, og dykkene koster kun omkring 150 kr. alt inklusiv! Hehe det helt sindsygt.

Lige en sidebemærkning, jeg blev lige distraheret af en masse sommerfugle som fløj forbi altanen. I thailand har de nogle sorte sommerfugle som er på størrelse med flagermus! … selvom det er en sommerfugl kan man faktisk godt blive lidt bange for dem fordi de er så store, hehe.

Nå men efter vi havde været ude og dykke lejede vi en knallert for at køre ud og udforske øen.

Solbriller på, varm vind i håret, grus og støv der hvivler forbi os mens vi forsøger at sluge de mange indtryk vi i farten suser forbi, Ahhhhh fantastisk.

Da vi havde kørt længe nok op og ned af de mest hullede og ødelagte grusveje kom vi forbi et lille skilt som pegede mod ”Golden View” og satte kurs her imod.

Da vi kom derop sad der en lille smilende thai-mutter ude foran sit hus. Hun fortalte at det kostede 100 bath pr. pers. At få lov at køre helt op til toppen, og at hun havde en lille restaurant på den anden side af hendes hus hvor vi bagefter kunne komme og se solnedgangen og få noget at drikke, for man blev tørstig af det sidste stykke til toppen som også krævede et stykke til fods.. Mutter havde ret…

Men hold nu op en smuk udsigt. Kæmpe panoramaview over øen og med udsigt til Koh Pagnan og nogle andre øer. Når man står der og kigger ud over øen er der bare grønt grønt grønt helt ud til det tyrkisblå vandt, og overalt i dette grønne, stikker tusindvis af høje palmer vis blade spiller i solen og vinden og giver øen et helt eventyrligt look.

Da vi kom ned igen stod muter glad, smilende og vinkende og tog imod os. Hun fulgte os op ad trapperne til hendes lille restaurant, hvor hendes mand lige så venligt hilste på os. Vi blev slået fuldstændig bagud da vi fik det første glimt af deres fantastiske hjem og restaurant. Det var den mest pragtfulde terrasse med lave træborde, puder på gulvet, flettede lænestole og en bambushængekøje, og også herfra var der udsigt over junglen og ud til kysten hvor solen går ned bag trætoppene. ……………………………..

Jeg har lige brugt 5 min på at tænke på hvordan jeg skal forklare den oplevelse det var at blive budt indenfor her… Jeg har simpelthen ikke ord for den gæstfrihed vi mødte hos disse mennesker, Nom og Chok og deres 3,5 årige dreng View. Ingen af os har nogensinde oplevet noget lignende. Der var en helt særlig inderlighed i måden vi var velkomne på.

Vi bestilte lidt at drikke og spise. Og mens vi ventede kunne vi se Chok arbejde med at beskære palmeblade med en t="on">20 meter lang sammensat bambuspind med en lille le i toppen, for at forbedre udsigten, som i øvrigt umuligt kunne blive bedre.

Nom lavede mad i over en time mens hun løb frem og tilbage og snakkede med os og forklarede om stedet og om koh tao før turismen og Chok fortalte om hele hans ide med stedet og om hvordan de har bygget det. 

Maden var bestemt ventetiden værd, en smagsoplevelse uden lige. Hver en bid vi puttede i munden overraskede med noget nyt. Alt var lavet fra bunden og var så frisk, næsten så frisk at jeg var sikker på den kylling vi spiste var levende da vi kom hehe.

Vi fik kylling som var stegt og paneret, stegt igen og vendt i noget helt tredje med friske grøntsager og ris. De flotteste kylling –og grøntsagsfyldte forårsruller, helt gyldne og sprøde. Hun kan fandme lave mad!

Bagefter spurte vi hvordan hun lavede maden så fantastisk og hun fortalte energisk om hvordan de brugte naturens ressourcer og dyrkede alt muligt selv. Hun fortalte at hun aldrig købte krydderier osv har på øen. Dem dyrkede hendes mor på koh pagnan og sendte til hende med båd. Vi fik lov at smage på en masse ting og hun tilbød at jeg kunne komme en dag og være med i køkkenet.

Vi blev der og snakkede med familien mens vi så solnedgang, de forærede os billeder og inden vi tog derfra var vi inviteret til at komme en aften og overnatte på deres terrasse.

Da vi kørte derfra stod de igen og vinkede til os mens kørte af sted.

 

Om fredagen fejrede vi Murats fødselsdag, hvor to af deres venner kom fra Pagnan for at være med. Vi brugte dagen ved strandbaren hvor vi så mødte et andet par, Kristin fra berlin og Paulo fra italien og deres dreng, Liam på 2 år. .

Om aftenen mødtes vi igen til mere fødselsdags sjov og ballade i baren. Pludselig skulle bartenderen ud og kører og spurgte Patrick om han ikke kunne passe strandbaren oh hurtigt fandt Patrick sin indre bartender frem og der blev både solgt øl gjort rent og lejet dj. Da receptionen og restauranten lukkede, kom ressortejeren Muai også og deltog i festlighederne, hun var helt smadret af grin du han så Patrick i baren og satte sig bare ned og grinede af hans forsøg på at servicere alle, også fremmede mennesker som sad på stranden. Jo der var gang i den lille strandbar. Senere arrangerede Muai en taxa som skulle køre os til en fest på en strand et andet sted på øen, Sairee beach, og hente os igen. Det var en helt anden side af øen. Fest på stranden og i gaderne og letpåklædte thai kvinder – mænd? som råbte og vinkede når vi gik forbi.

Det var en oplevelse men vi var glade da vi blev hentet om natten og kørt hjem. 10 mennesker op på ladet af en bil og så ellers af sted af de små kringlede veje. En taxatur er altid en oplevelse i thailand. På vej op til taxaen hørte vi pludselig nogen kalde ANJA OG PARICK! Det var Ditte som vi var på cykeltur med os i Bangkok som også boede på vores hostel. Så vi aftalte at mødes en af dagene.

I går, lørdag, tog vi alle en taxiboat til Koh Nang Yang for at snorkle og have en hyggelig dag ved stranden inden det ene par skulle tilbage til Pagnan. På vej hjem på den lille båd blæste det ret meget så hele vejen var vi plasket til med saltvand mens solen brændte direkte ned på os. Det har selvfølgelig resulteret i grimme forbrændinger til os begge to, så vi har brugt de sidste to dage i skyggen. Av av av…

I går aftes tog vi alle op til the golden view for at spise mere god mad, vi ville dele den gode oplevelse med de andre. Da Nom så os kom hun løbende ud af huset og tog endnu mere smilende og energisk imod os end sidste gang. Mutter fik hurtigt sat alle terrassens borde sammen og arrangeret puder så vi alle kunne side på gulvet rundt om samme bord og straks var hun i køkkenet og kokkererede alverdens fantastiske retter. Mens vi ventede nød alle den rolige, afslappende og helt speciale atmosfære som vi også mærkede da vi var der første gang.

Alle de andre var også lige så imponeret over maden som vi var.  

Alle hyggede sig med hinanden og børnene løb rundt og legede.

Mens vi spiste begyndte det at regne voldsomt og vi blev lidt urolig over taxa turen hjem på ladet ad en bil ned af våde hullede grusveje, så vi fik lov til at blive der indtil regnen stoppede og ligge liam til at sove i deres hængekøje.

Regnen fortsatte og vi endte med at bruge hele aftenen hos Nom og Chok. Vi sad alle sammen på terrassegulvet og snakkede og hyggede mens regnen silede ned udenfor. Og endnu engang blev vi tilbudt at smage alverdens hjemmedyrkede mad og krydderier.

Helt fantastisk aften…

I dag skal vi bare slappe af og ud og spise med Muai i aften.

Som i nok kan læse er der sket meget de sidste par dage så vi har ikke været så gode til at opdatere bloggen. Det er svært at beskrive alle de oplevelser vi får, men håber at historierne og billederne hjælper lidt. Nu har jeg også helt ondt i fingrene og i hjernen af at tænke og taste hehe.

  

     

Feb
8
2012

06/07-02-2012

Dato: 6 – 7 /2-2012

I går tog vi en slapper dag. Patrick var blevet super forkølet af airconditionen i bussen og jeg bøvlede stadig med lidt mavehalløj. Her hvor vi bor kan vi spise morgenmad nærmest lige på stranden og man kan få dejlig musli og yougurt og frisk frugt. . Mhh dejligt i maven ;)

Så da vi, i går, havde spist morgenmad var vi ude og snorkle lidt. Vi lå lidt på stranden, faldt i søvn en times tid og vågnede selvfølgelig med en grim forbrænding begge to.. IHH!

Vi har også været en tur på apoteket, og i bedste tegn og gæt stil beskrevet vores symptomer, og her i thailand er der ikke det man ikke kan få en pille imod! Så efter 2 dage på special pillekur er vi allerede helt på toppen. DEJLIGT! Så ingen grund til bekymring ;)

I går aftes satte vi os ned på en lille strandbar som har WIFI for at uploade lidt billeder, men som i kan se kom de først i dag. For inden vi fik set os om var vi en lille hyggelig forsamling af et par gutter fra Berlin, Murat og Dennis, Dan fra Italien, en lokal, bartenderen og Wing/Wang tror vi nok hun hedder som ejer resortet vi bor på. Fantastisk aften med go reggae musik og kolde øl på stranden. Murat og Dennis og deres kammerat (som i går ikke var med grundet tømmermænd) har vi lavet en aftale med om at køre øen rundt på knallerter på torsdag. Det skal nok blive rigtig sjovt, de er nogle rigtig morsomme gutter ;)

I dag tog vi en tur til en lille ø (Koh Naang Yuan) som ligger et par kilometer væk fra koh tao. Vi tog en taxi boat som hentede os igen et par timer senere. Vi kom lidt sent på dagen da vi havde sovet lidt længe hehe, men det betød at da vi kom var næsten alle andre på vej væk igen. Vi nåede lige at sætte os for at spise, og som hvis man slog en grim prut, forsvandt alle mennesker fra øen. Vi gik op på toppen til et smukt view point og badede lidt på den lækre strand.

I aftes spiste vi på et lille mærkeligt men hyggeligt sted. De stod med grillen ude til den lille gade nede ved stranden og solgte alt muligt fisk, bagekartofler, majskolber, grilspyd mm, og selve resturanen lå helt ned til vandet med den smukkeste udsigt.. mange af de lokale spiser der så vi tænkte at det måtte være god mad.. og uhh hvor tænkte vi rigtigt! Vi har allerede snakket om hvad vi skal have i morgen hehe ;)

Vi faldt i snak med en af tjenerne, de lokale her er FANTASTISK søde!, men han anbefalede nogle gode dyk og en instruktør som tilfældigvis sad i baren. Så det skal vi lige have undersøgt nærmere i morgen. 

I morgen skal vi ellers bare brune vores blege dansker kroppe og bare bade og spise. MMHH .. go dag ;)

 

Feb
7
2012

05-02-2012

Dato: 5-2-2012

Så er freden endelig faldet over os her i vores lille junglehytte oppe mellem Koh Taos træer.

I går aftes tog vi som sagt bussen mod færgen som skulle sejle os til paradisøen.

Mens vi ventede på at bussen skulle hente os gik vi en tur rundt i byen, vi fandt en lille vogn som solgte alle mulige klamme insekter, og her skulle patrick selvfølgelig spise verdens største friturestegte græshoppe! Ad! Den blev lige vendt i lidt soja og salt og så, HAPS! Hehe han måtte da også skylle efter med en cola selv om han prøvede at bilde mig ind at den faktisk smagte okey. Jaja den er go med dig, tror jeg snupper en banan ;)

Bussen kom og da vi havde kørt nogle timer stoppede bussen pludselig midt på motorvejen kl. 2.30 og hele bussen vågnede til lyden af en højtråbende thailænder i mikrofonen som sagde en masse man ikke forstod, om hun snakkede thai eller engelsk var ikke til at finde ud af. Vi stod af bussen og så til vores store forbavselse et kæmpe madmarked med alverdens madsager. Risretter, hele kyllinger som hang der i deres hals, frugt og alt muligt andet. Det var så mærkeligt at stoppe der midt om natten og så var der bare gang i den, som på nyhavn en sommerdag.

Selve sejlturen var dog ikke nogen paradistur. Der var blæst og høj bølgegang på den 2 timers lange sejltur. Som altid gik det helt galt for stakkels Anja som blev noget så søsyg allerede efter 10 min. Tror måske en lille mavebakterie fra dagen før stadig var på spil. SÅ er Team hypo på tur.. Jeg endte med at ligge på gulvet og blev plejet af både Patrick, en ung hollandsk læge og en indfødt heksedoktor som smurte mig ind i en eller anden olie og en anden menthol olie blev smurt under min næse, hehe. Det var sku en spøjs oplevelse, men ham heksemanden var hel genial og det virkede faktisk med de der olier. Folk var så søde, da jeg lå der og røg ind og ud af bevidsthed. Patrick fortalte bagefter at han endnu engang havde sat en hel besætning i gang for at hjælpe mig. Der skulle være en Patrick til alle sku der!

Men nu ligger jeg så her i hængekøjen i bedring, oven på 2 meget hårde dage. I morgen skal vi bare slappe af på stranden og gå en tur rundt på øen der umiddelbart syder af hyggeligt liv og stemning.

Vi har været så heldige at få en ny værelseskammerat, min nye bedste ven, en t="on">20 cm lang gekko som trofast sidder inde i hytten og spiser alle de klamme insekter... resten spiser patrick hehe… Den er bare så sød. Godnat til os alle tre ;)

Feb
3
2012

3-2-2012

Dato: 3-2-2012

I morges blev vi enige om at opleve bangkok fra en anden vinkel. Vi tog en cykeltur gennem Bangkok og ud på landet, gennem jungle og spiste frokost på den ”lokale” restaurant, in the mittle of ## nowhere! Vi hjalp til i ”køkkenet” og fik lidt Thai-food inspiration. SUPER lækker mad. De sagde det var kylling, men da jeg gik på ”toilettet” sad der en kat i et bur… HMMM??... men godt var det ;) Vi var en flok på 7, ALLE DANSKERE! Hehe det var rigtig hyggeligt og sjovt.

Gennem junglen kørte vi på nogle smalle betonstier som var hævet over vandet/sumpen, og lige pludselig stoppede alle og kiggede på noget jeg ikke kunne se. Jeg fandt hurtig ud af at vi kiggede på en KÆMPE edderkop som hang lige over vores hoveder.. EUHHH!

Patrick blev selvfølgelig, som altid bedste venner med begge vores guides ;) I like you Patrick sagde de, hehe.

Vi kørte også under The highway og igennem en hel lille by hvor folk boede her. Temmelig meget slum kvarter, men trods fattigdom er der åbenbart ikke mange som lever uden en fladskærm i dag, dem satte de bare til alle de strømledninger som hang nedover deres hustage. Masser af smil og venlige hilsner fik vi da.. tror vi da nok ;)

At køre rundt i Bangkok på cykel var en oplevelse i sig selv, der er så sindsygt meget trafik!

På vej hjem fra cykeltur kørte vi også med sky-train, metro agtigt. Hvis i syntes der er mange mennesker der skal med metroen fra nørreport så prøv sky train!

I morgen aften tager vi natbussen 10 timer til Chumphon hvorfra vi skal have en færge til Koh tao.   

Og nårh ja, 24 timer i thailand og bedbugs´ne har allerede fundet lille danske Anja´s blod! And they like! ;) eller som de siger i thailand, They liiiiike ;) laaaaang udtale er åbenbart en høflighed I thaaaailand ;)

Feb
2
2012

Bangkok 2-2-2012

DAGBOG fra den store tur:

 

Dato: 2-2-2012

 

BANGKOK

Efter en laaaaang tur med fly og Taxa er vi endelig kommet til Bangkok.

Nu sidder vi på New road guesthouse og har lige fået lidt at spise.

Det har været 2 lange dage og nu er vi vildt trætte.

Vi har lige gået en tur rundt i kvarteret, og hold da op!!! Det er for vildt at folk her ikke er mere stresset! Der er mennesker, biler, motorcykler, busser, butikker, boder og mad OVERALT! Og vi har kun set det om aftenen! Tror det er godt vi kun har booket 2 overnatninger her i bangkok;)

Her hvor vi bor er der fyldt med danskere.

I flyet fra London til Bangkok sad vi ved siden af Nathan fra New Zealand, en ung fyr på alder med os. Så vi fik snakket lidt og fik lidt info om New Zealand og Australien. Det var super hyggeligt og vældig belejligt til den lange tur, selvom jeg(anja) sov det meste af turen.

Nu glæder vi os til at sove og så må vi se hvad i morgen bringer af spændende oplevelserymbol; mso-symbol-font-family:Wingdings">J

Over and out! ymbol; mso-symbol-font-family:Wingdings">J        

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 2198

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-4,4439649581909sekunder