Maja Sofie Eliasen - Erindrings stile

På barndommens vinger
Da jeg fløj på barndommens vinger, troede jeg, at verden kun var jorden, og jeg havde aldrig hørt om universet. Jeg troede alt, som var inde i mit hoved, var sandheden. Jeg troede, at hver gang nogle sagde mig imod, så ville de gøre mig ondt.
Jeg troede, at når man snakkede om flyvende tallerkener, så var det min mor, som stod ude i køkkenet og kastede med dem rundt i huset, og jeg turde ikke gå derud. Jeg blev altid skræmt, når folk sagde, de var ved at dø af grin, og forstod ikke deres glade ansigter.
Jeg troede, alle børn havde mad på bordet, tag over hovedet og et sted de kunne kalde deres "hjem". Jeg troede, at manden med leen var ham, der ordnede marken om sommeren, og døden var lige så fremmed som de flyvende tallerkner, folk hele tiden snakkede om.
Jeg troede, at Odense var hele verden, fordi jeg kun kendte det sted på jorden og, at jeg var prinsessen over hele byen. Dengang var jeg prinsesse af villaen med nummeret 8, som for mig var et slot, der var omringet af lyserøde roser, der klatrede op af murene. Min mor var dronningen, der ordnede vasketøjet, og min far var kongen, som slog græsset. Jeg behøvede ikke ”arbejde” for at skaffe penge til dukker og slik, det klarede mine forældre for mig, og jeg vidste ikke, at de virkelig knoklede for at få de penge, som jeg bare brugte, for det var helt normalt.
Jeg forstod ikke det med at have en kæreste, forstod ikke man kunne elske en dreng. Jeg troede drenge var fyldt med ’drengelus’ og, at jeg aldrig ville kunne få mit hjerte knust. Jeg syntes, at et kys var klamt, og jeg forstod ikke, at nogle faktisk kunne lide det. Men et kys var ikke klamt, hvis det var fra far eller mor til mig, men hvis de gav hinanden et, så var det klamt.
Dengang troede jeg, at græsset altid var grønt på begge sider af mit hus. Jeg kendte ikke ondskab, og terrorisme var et helt ukendt ord for mig. Jeg troede, jeg kunne alt, og det bare var et spørgsmål om at ’ville’, og så kunne jeg sagtens flyve rundt i huset, hvis det var det, jeg havde lyst til.
Jeg var bange for mørket, når jeg skulle sove, og mor slukkede lyset, for så kunne de onde trolde fange mig. Men når hun sagde godnat og gav mig et kys, følte jeg, at det kys beskyttede mig og gjorde, at hver gang noget ondt kom tæt på mig, så ville kysset kæmpe for mig. Jeg troede, der var spøgelser under min seng. Selvom jeg sagde, at jeg hadede, når min storesøster sov inde hos mig, når hun selv var bange, så følte jeg alligevel en tryghed, og det var så dejligt at kunne ligge ind til hende og sove, for så vidste jeg, at intet kunne gøre mig ondt.
Jeg var med i tegnefilmen Anders And uden fingre og ingen negle. Mine omgivelser havde alle de smukke farver uden skygger. Jeg kunne hoppe en kilometer op i luften og lande på benene igen. Når jeg gjorde noget dumt eller bare var klodset, faldt der en ambolt ned i hovedet på mig efterfulgt af et pengeskab. Jeg havde hjerter i øjnene, når jeg var forelsket, og røg ud af ørene, når jeg var sur. Når jeg fik øje på noget lækkert slik, faldt min tunge ud, og lå 20 gange så stor på jorden.
Jeg var også mor til min babyborn, som kunne hedde noget nyt hver dag. Når hun græd, kunne jeg bare tage hende op, og med det samme ville hun stoppe med at græde. Hun blev ikke sur, hvis hun ikke fik opmærksomhed i en uge, og var ligeglad med, at hun drejede rundt i luften, når jeg gav hende tøj på. Hvis hun var forkølet, så skulle hun bare ligge i sin seng i 10 minutter til hun var rask, mens jeg plejede hende, som den gode mor jeg nu var. Hun havde hele tiden fødselsdag, mindst 23 gange om året, hver gang jeg gav hende et nyt navn. Lotte, Line, Andrea, og også navnet Sissel. Hvis jeg blev træt, af at hun var en lille pige og godt ville have spænding i mit liv, kunne hun uden problemer også skifte køn til en lille vild Anders.
Jeg sad tit med mig selv og snakkede med min bedste veninde, min helt egen fantasi ven. Hun hed Anna, og var den, jeg altid kunne lege med. Hun var der altid for mig, når jeg var trist. Vi legede i en sandkasse og drømte os ud til en helt utrolig magisk verden, hvor alt var muligt. Tropevinden susede forbi os, og vi sad ved lykkens port, vi svømmede med delfiner og nød vores rejser.

Mest af alt var jeg lillesøster. Når min storesøster havde drenge på besøg, startede jeg med at kigge ind af nøglehullet, men da det ikke viste nogen resultater, gik jeg udenfor og kiggede ind ad vinduet. Jeg skreg i vilden sky, og kaldte på mor, når hun løb efter mig gennem hele huset. Jeg var en politidame, som holdt øje med hun ikke gjorde forbudte ting. Jeg klædte mig ud i min mors tøj, stjal Louises sko og gav hende dem igen fyldt med småsten.

Mine forældre var klippen, jeg altid kunne læne mig op ad. Dengang var mine vinger stærke, og selv ikke den kraftigste blæst kunne ødelægge min rejse.
Lige indtil jeg var tæt på at fylde 12 år, hvor jeg blev blæst omkuld af en orkan, som ingen havde forudset. Da jeg kom derind, var det tydeligt, at min mor havde grædt, og jeg var bange for at høre sandheden. Få minutter efter sad jeg ude i køkkenet i stolen med våde kinder og en knude i halsen. Mit værste mareridt var blevet til virkelighed, og jeg ønskede mere end noget andet at drømme mig tilbage til et sorgløst eventyr, hvor jeg var prinsessen og mine forældre det lykkelige par. Jeg vidste fra det øjeblik af, at alt ville blive anderledes. Den dag mine forældre besluttede at blive skilt, var dagen jeg mistede retten til at være en prinsesse, og holdt op med at flyve på barndommens vinger.

 
Panel title

© 2017 majaeliasen

Antal besøg: 2393

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,61269807815552sekunder