Maja Sofie Eliasen - Essays
Menneske og maskine
Jeg sidder med musik i ørene, mens jeg langsomt kigger op mod mit hvide loft. Farverne fra lampen som sidder på væggen, lyser smukt mit værelse op med gule og orange farver. Hvis mit gulvtæppe havde været grønt, kunne det se ud som om, jeg var i en stor park. Jeg vender roligt tilbage til drømmen, hvor jeg sidder i en park. Børn løber forbi mig og griner. Ældre mennesker sidder ovre på bænken, og nyder den smukke natur. Mit blik falder hen på en teenager, som går rundt med sin mobil nærmest helt oppe i ansigtet, og skriver på livet løs. Hun ser ud som om hun er besat af den, mens hun går rundt i parken, hører hun musik, og jeg tror det er så højt, at hun intet andet kan høre. Det ser ud som om, hun er i en anden verden og alt rundt omkring hende bare er luft. Langsomt stopper min drøm om en skøn park, og jeg kigger rundt i mit værelse.
Jeg er omgivet af teknologi omkring mig. Mit fjernsyn står tændt, men jeg ser det egentlig ikke. Jeg har sådan et kæmpe tv med indbygget DVD. ”FIND DEN ENESTE ENE!!” kommer det ud af tv’et. Som om den eneste ene findes, men der findes nok nogle, der er tæt på at være det.
Jeg begynder at grine, når jeg tænker over, hvordan mange piger ville forstille sig ’Den eneste ene’; Den lækre Johnny Deep med hans mørkebrune øjne sidder med armen rundt om mig på en kold efterårsdag ude på stranden. Bølgerne rammer op mod klippekanten, mens vinden suser igennem hans smukke brune hår. Han kigger mig dybt ind i øjnene, og jeg kan mærke hans varme og beroligende åndedræt. Han siger med en lidt italiensk accent ’Il bambino, lo bacia’ og tager mig ind til sig og kysser mig blidt, mens han kærtegner mit hår. Han hvisker i mit øre, ”Lad mig vise dig frem til hele verdenen …” Min mobil siger et ’bip’, og jeg modtager en sms fra … Ja, måske kan den romantiske drøm blive virkelig.
Det er egentlig utroligt så meget, der er sket i løbet af nogle få år. Jeg kan huske før i tiden, da vi ikke havde iPod og jeg lå hjemme ved min mormor i hendes stue sammen med hende. Vi lå i hendes store sofastol, og hun nussede mig på ryggen. Hun læste den gamle historie op om en lille dreng, som mistede en kattekilling, og så med hjælp fra hans bror og hans venner skulle finde den igen. Dengang havde jeg ikke brug for et eller andet tv til at fortælle mig historier, så de blev virkelige. Bare det jeg lå i varmen sammen med min mormor og følte hendes varme åndedræt, mens hun fortalte mig historier var nok. Efterhånden da aftenen begyndte at falde på begyndte jeg lige så roligt at lukke øjnene i, og så husker jeg kun, at hun bar mig ind i hendes soveværelse og lagde mig på en madras, kyssede mig blidt godnat, så jeg nærmest smilte indeni og slukkede lyset.
”DING DING” kommer det fra min smarte bærbar, som ligger på mit skød og varmer, mens den står på standby, det er Marlene, som skriver til mig på Messenger. Min bærbar er sort og sølv, den er så ren, fordi den er helt ny. Jeg fik den her forleden, da min anden bærbar blev stjålet.
Før i tiden havde man stadig den der store computer, nu har man en bærbar ... Det er da lidt vildt, ikke? Af en eller anden grund kan jeg ikke se, om det er positivt eller negativt, så mange maskiner vi kan lave nu. Det ender måske med, at maskiner overtager verdenen. Jeg kan næsten forestille mig det; Jeg kører rundt i noget, som ligner en meget nyere udgave af en rullestol. Alle steder er med maskiner. Selv mit gamle arbejde i en delikatesse er der robotter, som har overtaget jobbet der. Næsten alle jeg kører forbi, er overvægtige, det er jeg også selv. Ingen laver jo noget, så det er jo klart, at vægten er steget. Det er som om, verden er blevet invaderet!
Jeg får et chok, da jeg opdager, at min lillebror river fat i min dyne, og prøver med al’ sin kraft at komme op til mig. Selvom jeg er træt, tager jeg ham alligevel op, og ligger ham tæt ind til mig under dynen, som var han stadig en baby.
Det er egentlig vildt, så meget han ligner mig lige fra udseende med hans hår og nogle enkelte træk, han elsker også at se tv. Det bruger vi mange timer på sammen om aftenen…
“Maha, egne?” Han har ikke helt lært at sige Maja, og prøver så nu at fortælle mig, at han vil se tegnefilm. Efterhånden vænner man sig til hans udtryk, det er derfor jeg ved at ‘egne’, er en måde at sige ‘tegne’, som betyder han vil se tegnefilm. Jeg skruer om på Disney channel og slapper af. Måske bliver verden overtaget af teknologi en dag, men den tanke er for længst væk nu.
 
Panel title

© 2017 majaeliasen

Antal besøg: 2437

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,34598898887634sekunder