Maja Sofie Eliasen - Stile

Adgang forbudt
Hvis man kunne læse mine tanker, ville folk tro jeg er på flugt, for sådan føles det virkelig, når man er der, hvor der er ’adgang forbudt’. Jeg kan mere end folk tror, nu har jeg chancen for at opleve mig selv. Jeg er helt høj på adrenalin, da jeg langsomt åbner døren, som knirker på livet løs. Jeg skubber, alt hvad jeg kan for at få døren helt op, og træder varsomt ind på det forbudte sted. Jeg føler mig mere nysgerrig end nogensinde, månelyset skinner igennem de beskidte ødelagte vinduer. Det første skridt føles som en evighed, som om jeg er ved at få kolde fødder. Jeg føler en lille frygt inde i mig, men som stille falmer hen.
Et lille stearinlys står på bordet, jeg tænder det med en lighter, som var i min lomme, for at kunne se mere. Skyggerne fra stole og borde bevæger, sig i det månens lys rykker sig. Jeg mangler luft, alt hvad jeg ser, bliver fra hvidt til sort. Skyggerne skriger mod mig, og fanget af frygt går jeg med langsomme skridt videre ind i huset. Det løber koldt ned af min ryg, og jeg bliver fyldt med panik.
Mine øjne glider over på et billede af den unge og smukke pige. Jeg glemmer alt den had, jeg kender. Hendes øjne ser ud som om, at hun prøver at sende et lydløst råb om hjælp. Bare ved at kigge på hendes ansigt kan jeg mærke hendes smerte. Et stille glimt af evighed og jeg mærker alt hendes håb brænde i mig.
Jeg fortsætter over mod trappen. Jeg er nødt til at vise mig selv, at jeg vil det her, vise mig selv mit mod og ikke stikke af. Hvert et trin op mod næste sal river i min sjæl. Hvorfor ville jeg egentlig herind? Hvorfor gik jeg herind, når jeg godt vidste at alle sagde, det var forbudt? Jeg må bare se, om jeg kan sige farvel …
Jeg kommer igennem alle trinene og op på den næste sal. Det er som en kamp for mig, og jeg er nødt til at vinde den for at kunne trække vejret frit igen. Min længsel er så stor, at ingen frygt kan stoppe mig. Dengang sagde du, alt var okay, og at du kunne klare dig selv.
Jeg går igennem gangen, og tænker på dig. Du forsvandt bare en dag uden et ord, folk havde hørt rygterne om et mord, og om at du var offeret. Men alligevel tror man på, at du stadig er her, men huset var blevet lukket af, og mit liv føltes som smerte uden dig. Jeg forestiller mig den smerte, det må være, du faktisk havde, som i et helvede, og så endda din egen far som tog livet fra dig og så dig trække vejret for sidste gang.
Jeg knuger mine hænder mod hinanden, mens mine øjne flakker rundt, utroligt jeg ikke engang kan huske, hvor dit værelse lå. Jeg åbner forsigtigt en smal mørkebrun dør, værelse står som det plejede, sengen ligger under et vindue, og på væggen hænger der billeder af den døde mor. Skabet står der også stadig, det står helt åbent, og det eneste der ligger derinde er et lille gult silketæppe. Jeg lister stille over til sengen, og sætter mig på den. Alle minderne kommer frem i mine tanker, imens jeg stryger min hånd over det gamle tæppe.
Det hemmelige kys som ingen stadig kender til, at hun var den eneste jeg nogensinde ville kunne dele mit liv med, den eneste som forstod mig. Jeg ser hendes smil for mig, de mørke øjne og sorte hår, hendes små virkelig kønne hænder, hele hendes krop, hun var perfekt for mig.Hvad gjorde jeg for at fortjene det her? Jeg fik ikke engang et sidste kys … Din kærlighed blev fjernet fra mig. Jeg savner, du ligger i mine arme, jeg savner at føle dig, dine kys. Jeg savner din kærlighed og nærvær så meget. Jeg ville give dig alt bare for at gøre dig lykkelig. Jeg ville gå igennem helvede igen og igen bare for at bevise for dig, hvor meget jeg behøver dig. Men du er væk, helt væk ... for altid!
Jeg føler ingen frygt mere, når jeg sidder her, ingen fare er i nærheden. Jeg føler mig bare ensom, så inderligt ensom, mit hjerte føles stadig knust uden dig ved min side. Jeg rejser mig op, og går over til skabet, tager silketæppet og knurrer det ind til mig, ind til mit bryst. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke ligge det fra mig igen. Jeg behøver dig her ved mig, og kan snart ikke holde byrden ud. Min verden er intet uden dig, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Da jeg lukker øjnene, mærker jeg en varm luft omkring mig, og ved det er dig, som er ved mig. Jeg kan føle din vejrtrækning, din varme og pludselig er jeg ikke ensom.
Jeg ser min verden forsvinde væk med dig, men da jeg åbner øjnene, er du væk, og jeg kan kun føle den kolde luft. Jeg ved at, jeg aldrig vil høre din stemme igen, aldrig høre dig sige ordene ”farvel.” Men jeg ved du nu har sagt farvel. Jeg ser min tåre falde af køligt begær. Jeg ved min kamp er ovre, den endte her. Nu er jeg fri, det var alt der skulle til, jeg trækker vejret frit igen, frit igen …

 

Min start på Tornbjerg Gymnasium
Jeg husker hvor stille der blev da 2. og 3.g’erne var gået fra kantinen.. Vi sad kun 3 tilbage i kantinen i hvert sit hjørne. Stilheden gør stemningen meget akavet. Jeg sidder bare og stirrer på indgangen. Hvornår kommer der nogle? Tiden går og går og jeg falder efterhånden hen i mine egne tanker. Hvordan kommer årets løb mon til at gå? Kommer jeg i en god klasse? Får jeg gode venner? Får jeg overhovedet venner?

Mine hænder bliver fugtige, og jeg bliver mere og mere nervøs af ventetiden men samtidig spændt. Det er både godt og dårligt, jeg ikke kender andre på den her skole end min storesøster. Godt, da jeg kan starte på en frisk, hvor man kan få en masse gode venner. Dårligt, nu for eksempel, da jeg ville være mindre nervøs hvis her var en ven ved mig. Men jeg valgte et gymnasium hvor jeg ikke kendte nogle, og det bliver sikkert meget dejligt i længden. Det får mig til at tænke min skolegang, folkeskolens år. Hvor folk var så overfladiske, hvor skolen var overfladisk. Et sted som allerede nu får det her gymnasium til at se perfekt ud.

Jeg hører en flok drenge komme ind af indgangen, de snakker højt, og stilheden i kantinen bliver brudt. De sætter sig over til et bord, ikke så langt væk fra mig. En af drengene kigger over mod mig, rejser sig og halv løber og hopper over mod mig. Han minder om min lillebror, en hypper aktiv 3-årig dreng, som skynder sig hen til sin storesøster. Det gør Lucas nemlig altid, når jeg kalder på ham, mens han hviner og råber mit navn. Men drengen her hviner ikke, men han siger nu mit navn, ved at spørge mig om jeg ikke er Maja. Og hurtigt finder jeg ud af, hvem han er. Hans navn er Huy, en dreng som jeg havde snakket med på nettet de sidste par dage inden starten på skolen her i dag. Han skulle gå i min klasse, det vidste jeg, fra et hæfte vi havde fået i midten af sommerferien, hvor der stod hvilken klasse man skulle gå i og med hvem. Jeg skulle gå i 1F. Jeg får sagt til Huy, at det skam var mig som er Maja, og vi snakker lidt frem og tilbage, lidt efter går han igen over til sine venner.

Flere og flere kommer ind, og sætter sig i kantinen, og der bliver hurtigt fyldt op med mennesker, som for alvor bryder tavsheden mellem folk, nu snakker alle folk på kryds og tværs. Mange mødes, og finder ud af de skal gå i klasse sammen, og allerede nu dannes der nye venskaber rundt om mig. Jeg så nogle stykker, som jeg havde set på nettet i går, hvor jeg surfede rundt på nettet, for at finde dem jeg skulle gå i klasse med.

Jeg ser en anden pige lidt længere foran mig, også en jeg havde snakket med de sidste par dage. Hun har mørkt kort hår, og sidder sammen med nogle andre, hendes navn er Rebecca.

Nu er kantinen helt fyldt op, og rummet minder mig om løverne i junglen. Larm og støj fra alle sidder, dyr som løber frem og tilbage. Lige pludselig bliver alle løverne stille, og den store leder stiller sig foran alle, for at sige noget. Utroligt så underlige tanker jeg har nogle gange.. Så for at få det på det rene, så er ”den store leder” altså vores rektor, som vil holde en lille tale til alle 1g’ernes start på gymnasiet, mens eleverne er løverne.

Han begynder som enhver rektor, at fortælle hvor glad han er for at vi er begyndt, alle reglerne og hvilket dejligt gymnasium det her er.. Tjah, i længden en lidt kedelig tale som hurtigt er overstået. Efter han er færdig med at snakke, får de forskellige klasser af vide at de skal gå over til en speciel lære, og flere og flere folk går. Så da jeg hører at 1F skal gå over til en, skynder jeg mig at gå derover imens jeg ser hvem som også går derover – min klasse.

Da vi alle er samlet går vi over til en trappe – op af trappen – ind i et lokale – andet forstod jeg ikke, fordi jeg syntes det er så svært at finde rundt. Alle de nye ansigter er også svære at finde rundt i, nye stemmer som slet ikke minder om dem, jeg har hørt de sidste 10 år.

Den pinlige stemning begynder, ingen tør rigtigt at sige noget til hinanden. Nogle få kender hinanden i forvejen, men det ser ikke ud til at der er mange. Manden som havde hentet os nede i kantinen, fortalte os at han hed Paw. Der var også gået nogle andre ældre elever med Paw fra kantinen, som sagde de hed Alexandra og Anders og at de skulle være vores tutorer på introturen som i år blev kaldt ”ABC-Turen”. Efter de havde præsenteret sig for os, gik han igen, så vi kunne have en times tid med tutorerne.

Alle rettede opmærksomheden på Alexandra, som sagde at vi skulle skubbe alle bordene til siden, og stille os i en stor rundkreds. Navnelegen begyndte, som i 1 klasse. Jeg husker det som i går, samme leg som denne. Den første person skulle sige sit navn, og derefter noget man godt kunne lide som havde samme forbogstav som sit navn. Derefter skulle den næste i køen sige personernes navne på dem som allerede havde sagt deres navn og til sidst skulle man sige sit eget navn og hvad man kunne lide osv. Sådan fortsatte den til man faktisk til sidst, kunne næsten alles navne. Det var utroligt let at huske navnene på dem i klassen, da mange havde samme navne. Jeg husker især at en som hedder Niels stod ved siden af mig, da alle før ham havde sagt noget mad de godt kunne lide, men han valgte at sige, at han godt kunne lide ”nullermænd”.

Timen var ved at være ovre, og Paw kom ind i klassen med en dame. Hendes navn var Lis, hun skulle være vores lærer i matematik, hun bar på en masse bøger som vi skulle skrive vores navn i. Men vi fik ikke vildt mange bøger den første dag.

Den første dag var ved at være ovre, og jeg havde en mærkelig følelse inden i. Jeg var glad, rigtig glad. Dagen havde mindet mig meget om en almindelig første skoledag i folkeskolen, hvor man fik bøger, men med mere spænding og glæde. Jeg var virkelig glad, og vidste jeg nok skulle falde til her, selvom der var flere forventninger til mig her. Men som jeg altid har sagt ”En Eliasen kan alt, for en Eliasen giver aldrig op!”

 

 
Panel title

© 2017 majaeliasen

Antal besøg: 2430

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,37324595451355sekunder