Forældrenævnet i Middelfart Kommune - Høringssvar budget 2010

27. august 2009

Høringssvar til direktionens forslag til budget 2010 med fokus på dagtilbudsområdet for børn 0-6 år.

Der er rejst forslag fra direktionen om, at normeringen i vuggestuer og børnehaver i Middelfart kommune skal sættes ned, og at institutionerne skal holde ferielukket i 3 uger. Forslaget påvirker også dagplejeområdet. Vi kan på ingen måde tilslutte os forslaget. Vi mener tværtimod, at normeringen skal sættes op.

Middelfart Kommune havde i 2008 et ressourceforbrug på børnepasningsområdet for de 0-5-årige på 85% af landsgennemsnittet ifølge rapport fra Niras Konsulenterne a/s. Vi behøver formentlig ikke at minde om, at der også i 2009 blev skåret yderligere ned på dette område, og det er vores opfattelse, at vi nu er langt under, hvad der er rimeligt overfor vores børn. Vi ser i dagligdagen, hvordan personalet i institutionerne er meget presset for tid. Vi oplever børn, som om vinteren går rundt med våde strømpefødder i formodentlig flere timer fordi ingen pædagoger har bemærket det, eller har haft tid til at hjælpe med at skifte strømper.  Vi oplever børn, som ikke får tørret deres næse eller vasket hænder ordentligt. Vi oplever børn, som ikke får den nødvendige hjælp til toiletbesøg, og som efter bedste evne må hjælpe sig selv – og hvor resultatet er derefter. Det er uværdigt, og det er trist. Dertil kommer, at et eventuelt opsporende og forebyggende arbejde overfor børn med problematisk baggrund, såvel som en efterlevelse af kommunens politik om inklusion og rummelighed virker højst urealistisk.

Vi ønsker at medvirke til en konstruktiv debat, men må samtidig på det kraftigste fraråde yderligere beskæringer på normeringen, eftersom vi ikke mener, det er forsvarligt overfor vores børn. Vi er åbne overfor alternative finansieringsmuligheder, herunder øget brugerbetaling og skattestigning indenfor gældende rammer. Vi ønsker en opprioritering på området, så Middelfart Kommune på sigt kan komme til at fremstå som en børnevenlig kommune.

De venligste hilsner

Styregruppen, Forældrenævnet i Middelfart Kommune

                       

 

 

 


 

 
Panel title

© 2017 Copyright

Antal besøg: 12458

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,47043204307556sekunder