MERE END - Udlev drømmen


De fleste litteraturelskere har forsøgt sig med eller drømmer om at skrive selv. De mange medrivende, sindsåbnende, eftertænksomhedsprovokerende, inspirerende tekster vi konsumerer, giver os lyst til at skrive med og selv.

 

Cecilie Eken har lavet en udførlig opskrift på, hvordan man skriver selv, og hvordan man skriver, så læseren bliver revet med og forført.

 

Arbejdet skal fordeles i tre faser:

  • Idéfasen
  • Struktureringsfasen
  • Skrivefasen

 

Ekens opskrift er udførlig beskrevet i ”Fra første linje” (Dansklærerforenings Forlag).

 

Her er mereend’s bud på en novelle skrevet ud fra Ekens foreskrifter. God læselyst!

 

 

Butikstyv

Hans stemme er venskabelig og intim. Han står i fuldstændig kontrast til frostluften, mørket og tidspunktet. Og det skulle måske være et varsel? En fortælling om, hvem han er, og hvor hun er. Hans ansigt er oplyst af SuperBrugsens lysende røde bogstaver på butiksfacaden, og hans varme lyd slår mod hendes ansigt, imens hun betragter ham.

- Der er nogle varer, du ikke har betalt for.

Han står med et skilt foran hendes ansigt, hans id er camoufleret af hele hans person, hans neutrale, brune tøj, samtidig med at det tværes ud i hendes ansigt.

- Hva’? Hun reagerer langsomt, hans væsen og lyde trænger kun ganske lidt ind i hendes verden.

- Du har nogle varer, du ikke har betalt for, siger han, lidt højere denne her gang. Alt ved ham er tilrettelagt – et nøje planlagt og udført teaterstykke, hvor han kender sine replikker, og hvor hans modspiller denne gang må improvisere. Hun er aldrig blevet set før.

 

Hun griber i lommen og løfter øjenskyggen og mascaraen op. Han har ikke set dette træk før – det er ikke meningen, at hun skal gøre det endnu! Han skubber hendes hånd med indhold tilbage i lommen og trækker hende insisterende med den ene hånd låst fast om hendes overarm hen mod butikkens indgang. Hun følger med, flov og fjern på én gang, gennem lugten af lun leverpostej, syntetisk franskbrød, sur vin og hakket oksekød. Da de passerer hylden med Kims, går han endnu tættere på hende og siger med den der varme lyd: - Vi har kamera i butikken, og peger op over de farvestrålende poser på et lille beigefarvet kamera med sort linse. Hendes øjne hænger ved linsen, som om skammen limer hende fast.

- Og der er også et ovre ved make-uppen, siger han. Det er nu skiftet sker, det er nu hans rolle ikke længere behøver at være rar, for hun er gået med, og der er kun få skridt hen til døren, hvor der står ADGANG FORBUDT. Og måske mærker han, at hun ikke er én af dem, der stikker af. Ussel, pinlig og udskudsagtig ja, men ikke én, der vil kæmpe for at komme væk. Man kæmper vel kun for at det ikke skal gøre ondt, hvis man mærker forskel på ondt og godt…

 

Rummet er meget småt. Der er som om, der ikke er plads til hende derinde. Hun skal sidde ned og må ikke bevæge sig. Jakken strammer, og knapperne truer med give op.

- Så vi er enige om, at du har taget varer, som du ikke har betalt for? At du har stjålet?

Han har jo ret. Hvorfor så forklare, benægte, undskylde, kæmpe til det sidste? Hendes ja er spagt og fyldt med spytlyde fra halsen.

- Og det er ikke første gang. Det er vi også enige om, er vi ikke?

Hendes tanker kommer svagt i omdrejninger; som om skammen ellers havde låst dem fast, og billedet af hendes deroute ikke kan få hende til at gribe ansigtstabet, der ser ud til at blive umådelig stort.

 Men hvorfor fanden skal det hele nu også gøres så slemt? Hvorfor skal han have ret og gøre ondt værre. Hun har et svagt indre billede af noget Max Factor og flammende røde kinder, en erindring om fornemmelse af høj puls. Som at forsvare sig mod anklagen om at være fed: Det kan sguda godt være, at jeg ser kraftig ud i denne her skjorte, men den er også flere år gammel. Eller anklagen om at lyve: Okay, det kan godt være, at det ikke er helt sådan det skete, men du ved da, at jeg bare er interesseret i, at vi har det godt. Eller anklagen om at være kommet til verden mod farens ønske: Okay. Undskyld. Jeg ved godt, at du ikke ville have flere børn, men nu er jeg her jo, og jeg prøver faktisk så godt, jeg kan. Kan du ikke godt se det? Hun kender ordene og måderne at få vandene til at falde til ro som næsten medfødte reflekser – de er ikke noget, hun når at overveje, før hun eksekverer dem, men lige nu er hendes hals fuld af spyt, tungen tør som ståluld og vejen hen til virkeligheden så fjern.

 

- Jeg har holdt øje med dig.

Hans stemme lyder hånlig og nedladende. Men det er nok ikke noget nyt. En del af manuskriptet, både hans og hendes i hver deres forestilling. Han peger over på to små skærme på skrivebordet ved et lille persiennefyldt vindue, og hun drejer langsomt hovedet og betragter skærmene, som netop nu viser hylder fyldt med Niveaprodukter og på den anden skærm en tykmavet tønde med rødvinssmagsprøver på toppen.

- Så du ved, at jeg har set, hvad du har gjort. Vi er enige, er vi ikke?

Hendes øjne bliver lidt mere smalle, da hun kigger på ham som svar.

- Er vi IKKE?

Han er aggressiv nu. Hans varme er vendt til irritation. Enhver regibemærkning overholdt.

- Er det fordi, du vil have, vi ringer til politiet? Er det det? Vil du så give mig ret?

- Neej.

Hendes stemme er lige så rusten og spag som før, og han irriteres udtalt over, at hun ikke svarer ham, og over at hans autoritet ikke er nok.

- Så du vil have, vi ringer til dem? Han løfter røret på en rød vægtelefon med ledningen viklet om sig selv i en stor knude under røret. Ledningen kan ikke vikle sig ud af sig selv, og han er tvunget til at vride sig skævt bagover for at illudere, at han ringer på sin egen hotline til politiet.

 - Nej, du skal ikke ringe. Hendes næstlængste sætning.

 

- Godt. Du erkender, at du har stjålet fra forretningen før. Taget ting uden at betale for dem.Hvad er dit navn?

 Hun begynder, allerede før luftstrømmen når op til hendes stemmebånd, at lede i sin lomme efter pungen. Det skal vel gå ordentligt til. Han skal vel se noget identifikation. Han farer op, stolen skramler mod gulvet.

- Du skal sidde stille og ikke røre noget.

- Men jeg…

- Sid stille, eller jeg ringer! Hvad er dit navn?

Hun støder fornavn og efternavn ud. Personnummeret hakkes fraværende ud af hendes mund. Nu kommer han på arbejde, for der er ikke mange, der hedder sådan. Og måske er hun ung til at være butikstyv? … eller også er hun gammel, alt for gammel til at blive afsløret i butikstyveri, hvor kosterne er noget så banalt som en mascara, der klatter og en grim øjenskygge?

 

Han ser latterlig ud, som han sidder skrutrygget over tastaturet for at skrive hendes oplysninger ned. Hvor svært kan det være? Så sær er hendes fødselsdato eller navn sguda heller ikke. Men måske er hun årets første fangst? Måske er han bare så uendeligt sølle også… Imens han koncentrerer sig og puster pivende luft ud af næsen – hun hader næseluft så usigeligt meget - finder hun en gammel busbillet i lommen og smider den åndsfraværende ud i skraldespanden med Friskoisreklamen. Han registrerer, at noget daler ned i skraldespanden.

 

- Sagde jeg for helvede ikke, at du skal sidde og ikke bevæge dig?! Hvad smed du ud?! Så er det kraftedeme nok! Så ringer vi til politiet!

Han farer afmægtig og alt for sent over til skraldespanden, ydmyget over rekvisitten han ikke havde fået på plads før premieren.

- HVAD VAR DET?! Han er presset og tæt på hendes ansigt. Hun betragter ham roligt. – En busbillet. Han flår tomme sandwichbeholdere, timesedler, servietter med Gevalialogo og brugte frostposer med tomme vindrueranker i op. Busbilletten ligger stadig i spanden, og hun peger tavst.

- Du rører dig bare overhovedet ikke en skid! For så ringer vi sgu!

 

- Hvad laver du?

Hun forstår ikke, hvad han mener? Er det som i, hvordan kan én som dig med din baggrund, fra dit segment og med din kommende eksamen, være i gang med at blive butikstyv? Hans irritation over hendes langsomhed får hans stemme op i falset

- Hvad laver du? Arbejde du?! ’Arbejder’ stødes hånligt ud i diskant.

- Læser på uni. Luften står stille i rummet. Han betragter hende vantro.

- Så håber jeg, at det er en satans lang uddannelse, du er ved at tage dig, vrænger han. – For med det her på papiret får du aldrig job i det offentlige. Der er ingen virksomheder, der hverken vil eje eller have dig. Der er ingen, der vil røre dig med en ildtang!

 

Hendes indre svar på tiltale er skarpt: Jeg ved aldrig, om jeg bliver færdig. Jeg kan ikke forestille mig at have kræfter til at arbejde, og der er i forvejen ingen, der vil røre mig.

- Du må gå, siger han afsluttende. Han er lige før tæppefald, og det er nu statisten skal forføje sig, så han kan få sit bifald fra brugsuddeleren. Hun rejser sig, mærker jakken slippe sit stramme greb

- Må jeg beholde mit kundekort?

Han glipper med øjnene, misser mod hende, luft presser hans Hva’? ud, så det næsten er uhørligt.

- Må jeg beholde mit kundekort?

Det her er ikke en del af planen. Hun skal bare gå nu. Men hun har det betændt med autoriteter, der ikke kan lide hende, og det mindste, hun kan gøre, er at servicere ham ved at minde ham om kundekortet.

- Du er ikke længere velkommen her, siger han træt.

Og så må hun gå, han har gjort klar til tæppefald, og han må ikke tage kortet. Det er personligt. Det eneste personlige ved hende lige nu... Hun lukker stille adgang forbudt-døren efter sig og går gennem butikken. Pigen ved kassen kigger tomt efter hende.
 
Panel title

© 2017 mereend

Antal besøg: 1979

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,60044813156128sekunder