Familien Stenskrog - Rejsedagbog - USA 2012

Fredag - 27/7-12 og Lørdag - 28/7-12


Nic og far startede dagen ud med en frisk gåtur (en del af deres plan omkring, hvordan Nic kunne undgå jetlag), og hele familien var oppe ved 9-tiden. Så stod det på pakning af kufferter osv de næste par timer, inden vi kl. 11:30 sad klar i receptionen. Klar til at forlade hotellet, en dejlig by, en fantastisk ferie og nogle uforglemmelige minder og oplevelser. Vi drog mod lufthavnen i vores Chevrolet for sidste gang. Et stop hos Hertz, hvor den skulle afleveres og så gik det videre mod lufthavnen. Der blev de næste godt 3 timer slået ihjel ved indchek, sikkerhedskontrol, kortspil og middagsmad. Inden længe var vi ombord på flyet - denne gang 4 pladser på række i midten. Nic og far havde lagt en plan for hvordan de skulle sove, så Nic ville undgå jetlag, til brøndby cup om søndagen. Så de var hurtigt væk bag nogle natbriller, imens mor og jeg blev godt underholdt af hver vores skærm. Da vi havde kørt 2-3 film igennem, prøvede vi at sove, men forgæves, så vi bestemte os for at springe et døgns søvn over - så ville vi nok sagtens kunne sove derhjemme smiley.gif. Så for vores vedkommende blev de 10,5 time i flyet udelukkende brugt foran en skærm, så vi var godt møre og trætte i øjnene da vi landede i Paris kl 11 dansk tid. Vi lignede garanteret zombies, og sådan følte vi os også. Vi fandt hurtigst muligt gaten, hvor mor slængede ud i en stol, mens jeg kæmpede mod, ved at spille kort med de friske drenge. Så var det ombord på et noget mindre fly - hvor Nic og jeg forøvrigt var blevet opgraderet til Premium-sæder. Det var dog ikke så luksus, ift. hvis det havde været premium på det andet fly. Vi klagede dog ikke, for vi fik gratis mad, og drikkevarerne blev serveret først hos os. Ved 17-tiden landede vi i Hamborg. De skal have ros for at få kufferterne så hurtigt på båndet, men ris for endnu en gang at have forladt vores kufferter ved mellemlandingen (skete også sidste gang vi var i USA). Så vi måtte fra Hamborg med en kuffert ud af fire. De kom dog sent søndag aften.

Negativt: Nic manglede nogle ting til Brøndby.

Positivt: Så var der i hvert fald ingen undskyldning for at passere grænsen uden at handle. (Vi havde regnet med pladsmangel)

Så på vejen hjem, måtte far et smut forbi grænsekiosken. Han satte rekord, og handlede alverden ind på bare 15 min. Hvorfor er det ikke en OL-disciplin? 

Da vi endelig var hjemme efter godt 24 timers rejsen, fik Nic hurtigt pakket i samarbejde med mor og far. Derefter stod den på tiltrængte rugbrødsmadder med leverpostej, og derefter godnat. 


Torsdag - 26/7-12


Sov længe, løbetur fra Santa Monica Beach til Venice Beach. Morgenmad og så til stranden i et par timer. På vej hjem fra stranden i supermarked og købe frokost, som blev indtaget på værelset inden vi gik til poolen i et par timer. Så i bad og klæde om, vi havde aftalt at spise ude i byen. Først ville Nicolai gerne forbi Pacific Pier (molen i Santa Monica), hvor der er et stort tivoli og en masse andre ting at se på – bl.a. her er enden af Route 66, så fik vi også lige taget nogle billeder ved det punkt. Nicolai og mig fik 3 ture i tivoli (pigerne havde vist fået rutschebaner nok) og så var det også det – det kunne jo langt fra måle sig med de sug vi fik i Universal. Efter den lille tivoli tur gik vi i Santa Monica Place, hvor der er en restaurant etage med et godt pizzaria – der slog vi lige indenom og fik igen (vi var her også den første aften) en super dejlig pizza. Tilbage på hotellet og der slappes af og lades op til morgendagens lange hjemrejse.  Afgang fra hotellet kl. 11,30 – vi skal lige nå at aflevere bilen ved Hertz inden vi skal checke ind ca. 3 timer før afgang kl. 16,00 (håber ikke Air France strejker!!!)


_______________________________________________________


Onsdag - 25/7-12


Sov længe (kl.08,00), løbetur langs Santa Monica Beach og i en park med udsigt over Beach. Morgenmad – friske bagels fra Vons. Så omklædning til strandtøj og til The Beach. Fedt vejr, så vi tog 5 timer på stranden. Tilbage til hotellet og lige tage en pause for solen, spiste frisksmurte sandwich og så til poolen i 1,5 time. Så omklædning og en tur ned i Third Street (meget berømt gågade på disse kanter – ligger downtown Santa Monica) 


_______________________________________________________


Tirsdag - 24/7-12


Dagen startede tidligt, MEGET tidligt – ingen morgen motion. I dag var det Universal Studio og vi havde bestemt os for at være derude til åbningen kl. 07.30 (vi havde ikke tilkøbt ”fast line” til kr. 1.600, med dette kunne vi ellers undgå kø ved attraktioner og shows) så det var tidligt op i Santa Monica. Vækkeuret ringede kl. 05,15 (hmm, hvem sagde ferie…, Anette skal godt nok snart til at vænne sig til tidspunktet) for med kørsel derud skulle vi fra hotellet kl. 06,30. Alle mand op, hurtig morgenmad (”sylte- og banan madder”) og så i bilen. Vejen derud er ikke ligetil, så vores co driver (Anette) skulle være skarp fra morgenstunden. Det gik nu rigtig fint, vi rullede fra hotellet kl. 06.30 og var ved Universal Studio kl. 07,15, hurtig parkering, op til informationen og hente de bestilte billetter og i ”kø” ved indgangen – her tænkte vi godt nok, ”hvad sker der lige her ” for vi var nærmest alene ved indgangen og da parken åbnede, så var det helt underligt at gå rundt derinde og stort set kun få øje på os selv. Det skulle dog vise sig at være et godt valg, for i løbet af 2-3 timer var parken så fyldt at det var svært at komme rundt og køen til de mange attraktioner blev længere og længere (da vi gik kl. 14, var stort set alle attraktioner med kø i min. 1 time). Godt nok skrev jeg at vi ikke fik morgenmotion inden afgang fra hotellet, men med vores rejseleders plan så skal jeg love for at vi fik motion. På de første 2 timer nærmest fløj vi fra attraktion til attraktion og fra show til show – da klokken var 10 havde vi stort set været rundt i det meste og vigtigste – vi havde jo stort set også parken for os selv!


Nå lidt om Universal Studio. Parken er egentlig ikke så stor, men etableret i 2 niveauer med meget stor højdeforskel, men rulletrapper i stor stil sørgede naturligvis for at vi kunne bevæge os stille og roligt. Det kunne vi dog ikke vente på, så de første par gange vi skiftede niveau skete det på de almindelige trapper, så kunne vi lige ”overhale” en 100 mennesker og komme hurtige til næste attraktion.


 Vi havde hjemmefra prioriteret, så det var enkelt at gå til da vi først var kommet ind. Den nyeste og mest populære attraktion er Transformers, en slags 3D ”rutchebane” som var helt fantastisk sat op – virkelig som om man bare selv var med absolut forrest i forreste vogn. Den var faktisk så fed, at vi lige tog den en gang mere nu hvor vi næsten var alene i parken.. Jurrasic Park var en tur rundt i junglen i en gummibåd og den sørgede med et næsten lodret fald på 25 m, for at vi alle 4 blev gennemblødte (bagerste sæde var mest udsat og det fik vi selvfølgelig). Tørrede dog hurtigt i solen, men pigernes hår – uha, uha! Derefter stod den på en rigtig rutschebane og den nåede Nicolai at få 4 gange, Emilie 3 gange og jeg 2 gange – Anette sprang helt over! Så var det Shrek 3D film, et virkeligt vandshow med stunts og et show om de specielle effekter de bruger når de laver film. Så en 50 min. guidet rundtur i bus rundt i filmbyen, hvor vi så kulisser og effekter fra de mange Universal Film – bla. hele ”Desperate housewifes” gaden med alle husene opsat som kulisser. Så kom vi til dagens store oplevelse for især Anette – ”House of Horror” – et gyserhus, men hvor der i gangene vi gik i var rigtige personer klædt ud som dracula og andre gyser figurer. De sprang frem alle steder fra og forsvandt ikke bare igen – da vi havde mødt den første, blev Anette så forskrækket at hun straks søgte den nærmeste EXIT og åbnede døren og ud – det var en nødudgang, så alle alarmer gik i gang – der var en tuden og en skrigen af den anden verden – både fra alarmer og fra Anette. Nå vi fik hende ind fra nødudgangen og gik videre og det var et stort skrig hele vejen igennem – virkelig også for mig, som ellers ville vise at jeg havde styr på nerverne. Emilie blev fanget i et hjørne af en af dem og skreg som en vild, så træk han sig tilbage og hun sneg sig rundt om hjørnet i forvisning om at han var væk, men fra hans position kunne han tage den indenom og pludselig var han der igen – hun skreg, råbte og løb – tror faktisk de andre troede at hun også var en del af attraktionen. Nå vi skubbede på skift hinanden igennem og var enige om at det altså var fedt sat op – vi havde IKKE regnet med at møde rigtige personer derinde – virkelig uhyggeligt. Udenfor stod Anette med koldsved overalt på kroppen, Emilie og Nicolai med hovedpine og jeg forsøgte at være den store familiefader!


Så gik turen til Simpsons, som også var en virtuel tur – vi blev alle fire lukket ind i et rum og skulle vente på at døren gik op – vidste ikke hvad der skulle ske, men da døren gik op skulle vi i en vogn som i en anden rutschebane. Så startede turen, men vognen kørte ikke – den blev blot hejs op og så var vi pludselig med i en rutschebane tur af de helt store – også meget godt lavet og virkeligt at være med i.  Sluttelig gik vi ind og så et show, som viste hvordan de kunne opdrage dyr (duer, høns, hunde, katte, marsvin, falke, etc) til at gøre alt muligt på kommandoer – dyr som bruges i film.


Nu var klokken blevet 14 og parken var helt umulig at bevæge sig i, så vi søgte mod udgangen og gik en tur i City Walk (masser af butikker i en tilstødende gade) – vi nøjes dog kun med at tage en pause og få en pandekage.


Vi havde alle fået forlystelsespark nok og da vejret var skide godt, så drømte vi om poolen, så ned og finde bilen – navigere en rute til hjemturen (vi er faktisk ret seje til at finde rundt og håndtere de 12 motorvejsbaner, monstor store udfletninger og mega mange biler i meget rask tempo – fantastisk at vi har lært det på 2 dage). En lille time og vi var nede og få de sidste soltimer ved poolen. Aftensmaden bestod af kylling og salat som Anette og jeg hentede i den ”lokale” Vons (supermarked) mens ungerne tog bad og dækkede bord. Efter denne hyper aktive dag, så var batterierne afladet allerede kl. 22, så på skift dejsede vi omkring i hver vores Queen Bed (fantastiske senge de har på dette hotel – 3 dyner og 4 puder i hver seng). 


_______________________________________________________


Mandag - 23/7-12


Sikke nogle senge de har på det her hotel – i hvert fald sov vi pænt længe i dag. For Chris og jeg var det til ved 8 tiden og Nicolai og Emilie sov for første gang på ferien til ved 10 tiden.


Derfor var det kun os gamle der fik løbeskoene på og tog en rask tur ned til stranden. Og sikken et liv der også er om morgenen. Der er motionister overalt og bevægelse ligegodt hvor man kigger hen.


Derefter havde vi satset på stranddag, men her var lidt overskyet og meget diset, så vi besluttede at tage vores køretur til Beverly Hills, Hollywood og Hollywood skiltet allerede i dag.


Vi var langsomme startere i dag, så vi kom først fra hotellet kl. 12.30. Så gik turen ellers mod Hollywood skiltet. Vi havde hjemmefra fundet et tip på nettet om, hvordan man kører helt op til skiltet. Og det var den tur, vi ville prøve, fordi skiltet er helt vildt lille nede fra Hollywood Boulevard.


Og lad os slå det fast med det samme – vi havde heldigvis langt bedre held med vores kørsel i Los Angeles i dag. Det kørte efter en snor og efter et stykke tid (helt vild meget kø pga tæt trafik) så var vi fremme ved en mindre vej – hvor der stod ”this way does not go to the sign”. Men i tippet var netop beskrevet, at så skulle vi bare fortsætte.


Og op og op gik det ad en smal og kroget vej med den ene flotte mondæne villa efter den anden. Vi tabte kæberne flere gange, det  var altså her de rige boede! Efter at have snoet os opad i et godt stykke tid, var vi ved målet. Nu stod vi lige nedenfor skiltet med de store flotte bogstaver H O L L Y W O O D. Der var  max. 100 meter og vi var helt alene (i en by fuld af turister) med en af de seværdigheder som Los Angeles er mest kendt for. Hold da op hvor vi gik i selvsving og blitzede.


Efter at vi alle havde fået taget de forskellige varianter af fotos, gik køreturen nedad igen og næste stop var Hollywood Boulevard, hvor vi glædede os til at have mere tid til at kigge på stjernerne i fortovet, end vi havde sidste gang vi var her. Så vi var på Hollywood boulevard 3-4 timer og gik bare og nød stemningen og kiggede på de kendte på fortovet. Midt i det hele var der en forpremiere på en ny film ”The watch”. Der var en masse sikkerhedsfolk, den røde løber var lagt ud og folk stod i bundter og ventede på , at de kendte skulle dukke op.


Efter at vi var mættede at indtryk, så gik turen videre til Sunset Boulevard ,som ligger parallelt med Hollywood Boulevard. Vi ville gerne opleve gaden, som er en af verdens mest kendte gader, men vi ville altså også se, om vi kunne møde Ole Henriksen i hans klinik, som også ligger på Sunset Boulevard. Vi fandt klinikken, men den var desværre lukket, så Emilie og Nicolais forventning om at møde ham blev desværre ikke indfriet denne gang. De snakker om, at de vil skrive til ham på Facebook.


Nu var klokken så blevet 19.30, så vi vendte snuden hjemad. Dog det blev lige til et knips ved Beverly Hills porten og i de flotte gader i Beverly Hills. Det er virkelig rigmandskvarteret, som vi har bevæget os i i dag.


Næste stop var et supermarked, hvor vi købte lidt forskelligt til aften og så ellers bare hjem med benene op på hotelværelset.  


_______________________________________________________


Søndag - 22/7-12


Familien ”morgenfrisk” var endnu en gang tidligt oppe. Vi ville bare væk fra Joshua Tree og til Los Angeles hurtigst muligt. Så 6.45 var vi ude af byen og ”on the road”. Dog med afbrydelse, for vi skulle lige et smut forbi Vons og Walmart for at handle ind til morgenmad og frokost. Derefter gik det bare derudaf, og vi unge fik også en god lur på bagsædet, mens de gamle sang ”we’re on the road again”. Vi styrede på highway 10  mod LA, og godt 60 km før blev trafikken også tæt. Her oplevede vi suset af 12-sporet motorvej og ved udfletningerne 4 ”etagers”-motorvej. Kun en enkelt navigationsfejl sneg sig ind, da vi kørte mod et outlet godt 70 km nord for LA, så vi kom også lige et smut forbi ved Santa Monica (der hvor vi bor). Nicolai fablede hele vejen om, at vi skulle holde øje med Ole Henriksen og hans mand Laurence – mens vi andre havde travlt med at kigge efter en masse andet (strand, hollywood-skiltet osv.). Vi ankom til outlet 10.30, og fik lige en gang hurtigt morgenmad fra bagsmækken – som rutinerede ”outlet-shoppere” ved vi jo hvilken energi, der kræves J. Denne gang ville vi dog ikke omkring alle butikker, så vi gik målrettet efter vores favoritter (Tommy Hilfiger, Nike, Forever 21, Levis osv.). ”Japaneren” var denne gang fornuftig og lod næsten (og kun lige næsten) kortet blive i ro. Men ”mini-japaneren” gik agurk – endelig et gennembrud fra hans side – og det blev til 4 trøjer og en skjorte i Hilfiger. Da alle havde fået shoppet, var klokken omkring 14.30, og så fik vi en hjemmesmurt sandwich på bagsmækken endnu engang (det smagte godt).

 

Vi satsede på hotellet kl. 15.30, men vi blev klogere – MEGET klogere. Desværre havde vi fra Benns Rejser fået oplyst den forkerte adresse til hotellet. Et enkelt ”w” for meget i adressen, var nok til at vi endte 30 km fra målet, men i stedet i ”downtown”. Vi kørte frem og tilbage, og holdte øje med husnumrene, men vi kunne altså ikke få øje på det hotel. Vores fantastiske ”rejseleder” blev lidt efter lidt gasblå i hovedet, og besluttede at ringe til hotellet: ”Hello my name is Anette Stenskrog. We are driving around in Los Angeles and we can’t find the hotel. Can you help us?”. Hun fik nogenlunde fortalt hvor vi var henne (vi har jo ingen GPS), og manden fra hotellet gav de vigtige kørselsinformationer og rette adresse. Vi var ”on the road again”, nu med endnu et hak i bogen – nemlig ”downtown” i Los Angeles.

 

Kl. 16.30 var vi ved hotellet og blev mødt af bellmanden. Vi ville selv parkere og selv bære kufferterne. Så inde i parkeringskælderen blev bilen tømt for plastiskposer, kufferter, tasker, kølertaske osv. Bellmanden fik garanteret et godt grin, da vi kom slæbende, og tænkte sikkert, godt det ikke var ham der skulle tjene 5 dollar på det. Nå, men så ind med sagerne og på med løbetøjet. Kl. 17.30 var vi alle 4 afsted. ned til Santa Monica Beach og mod Venice Beach sammen med 10.000 andre. Det blev til en løbetur på godt 5 km med livemusik, underholdning og en masse forskellige mennesker – nogle dyrkede yoga, cyklede (en gammel mand iført cykelhjelm og skjorte cyklede frem og tilbage med høj hiphopmusik fra sin ghettoblaster), styrkede, spillede beachvolley, kørte rundt med indkøbsvogn og gjorde klar til natten (de stakkels hjemløse), sang, prædikede, skreg (i rutsjebanen ude på molen), badede osv. Der var altså med andre ord rigtig gang i den – kontrast til Joshua Tree.

 

Vi løb hjem, gik i bad, og var inden længe ude på gaden igen. Vi gik ned af mod ”third street promenade” (mainstreet) og fandt en rigtig hyggelig italiensk restaurant, der servede turens indtil videre (og det bliver det nok ved med) bedste pizzaer og så var vi ellers hjemme på hotellet igen ved 22-tiden. Derefter blev det et tidligt ”godnat” fra os efter en lang dag.

 

_______________________________________________________


Lørdag - 21/7-12


I dag sov vi længe og Chris blev beordret til at vækkeuret ringede tidligst kl. 8. Vi sprang over motionen her til morgen og gik i stedet ned til den dejlige morgenbuffet igen inden vi satte kursen mod Joshua Tree – sidste stop inden Los Angeles . Og lad mig sige det med det samme i dag blev ikke en feriedag , som vi vil huske tilbage på for noget godt.


Det var en lang køretur i ørkenen ca. 3½ time inden vi var fremme - en køretur i et meget kedeligt landskab.


Og så var det altså at jeg som rejseleder må sige at Tripadvisor (søgemaskine for at finde de bedste anbefalinger på hoteller, restauranter m.v.) slog helt fejl. Og godt vi er snart ved vejs ende for sådanne oplevelser kunne jo føre til en fyring.


Det er virkelig et dårligt motel vi er havnet på og en lille by. Motellet drives af et ældre ægtepar som bare lader det hele forfalde så billederne på nettet må være fra for 20 år siden.  Efter check in, kørte vi rundt i byen for at finde noget til frokost og det mindede mest af alt om Hanksville niveaumæssigt, meget begrænsende muligheder, så vi besluttede os for noget let – det blev en is – og så ville vi sidst på eftermiddagen købe en Subway sandwich og tage med ud i nationalparken..


Så tilbage til motellet igen og ud til poolen og det er ikke for vi er sarte men den kunne der bare ikke bades i – grønt vand og duer som skiftevis sad på kanten og på taget – der var duelort i hele pool området.


Nåh men hvad gør man så i over 40 graders varme. Jo man sætter sig bare og sveder på en stol og så gang i en omgang ”røvhul” for at slå tiden ihjel. Humøret var ikke i top – sikken et antiklimaks i f.t. det vi kom fra og nu igennem en del dage havde været vant til. Nej, hvor vi sad og drømte om det hotel som venter os i LA.


Sidst på eftermiddagen gik vi bad som heldigvis var bedre standard end poolen og Nic. mente at have set et skilt med KFC (fastfood) og gik på nettet for at søge og ganske vist – i en by 12 km længere ude, var der såmænd en KFC, så det satsede vi på som alternativ til Subway. Afsted i bilen og strengent fulgte vi Nic.´s kørevejledning og pludselig holdte vi ude midt på en mark og det var rettelig stedet, men den var der ikke – hmmm (vi fandt efterfølgende ud af at den var lukket). Helt ringe var det dog ikke, for da vi kørte fra marken og ind til byen Yucca Valley, jamen så var det jo en stor by med alt hvad hjertet begærer af fastfood restauranter og supermarkeder  (selv Walmart var her). Havde vi bare vidst det om eftermiddagen, så tror jeg vores dag var blevet lidt bedre. Nå det var jo kun aftensmad vi nu var på jagt efter, så vi måtte derfor nøjes med en Mac Donalds - lidt fastfood og salat.


Så satte vi ellers kurs mod  Nationalparken Joshua Tree for at se træerne i solnedgang. Vi kørte ca. 35 km ind i parken til et viewpoint og fik også en flot solnedgang at se. Nicolai blev stukket af en bi derude men er ved godt mod igen. Parken var flot men heller ikke mere så vi kørte ret hurtigt hjem igen.


Lidt mere om parken: Joshua træer er en slags grantræer der ligner kaktusser og som kun gror her i ørkenen. De er meget flotte og krogede, og så er de utrolig hårdføre. De lever af de 10 cm vand, der kommer om året med deres store rodnet og træerne er afgørende for de dyr, der lever her fordi de spiser både barken, frugterne og nålene.


Og nu går vi tidligt i seng efter en dag hvor Emilie sagde ”nu savner jeg sku helt Hanksville (og det er ikke ros) ” og Nicolai udtalte ”det blev vist ikke lige den bedste dag i ferien”. Vi har nemlig besluttet at vi drager herfra meget tidligt -  allerede kl. 7 - og kører til Los Angeles (2,5 time)  så kan vi lige nå et Outlet inden vi kan indlogere os på vores hotel kl. 15.


Vi overlever nok denne ene nat og så venter der os jo noget rigtig godt forude.


_______________________________________________________


Fredag - 20/7-12


Så er vi igen havnet i det ”hotteste” af USA. Temperaturen sniger sig op på knap 40 grader – det er hot. Derfor besluttede vi, at morgenmotionen skulle være tidligt.  Drengene løb derfor herfra kl. 7 og Nicolai piskede vist Chris igennem intervalløb… Jeg ved ikke om det er hundeoplevelserne der får Emilie og jeg til at foretrække løbebånd og fitness rum. Det var i hvert fald der vi mødte op kl. 7. Herefter gik vi alle ned og spiste en dejlig morgenmad med vafler, scrambled eggs og det hele. Vi besluttede os for at besøge en lille guldgraver by - Oatman, der ligger ca. 45 km fra Kingman på route 66. En køretur der viste sig at være bjergkørsel med hårnåle sving. Vi tog en del fotos på vejen, men højdepunktet var dog på starten af ruten, hvor route 66 var printet på vejen – nej hvor blev der knipset og knipset. 


I Oatman har man bevaret byen, som den var i 1930´erne – selv det gamle hotel er der endnu.  I gaderne, som selvfølgelig er grusveje, går der burros (æsler) rundt  som om de ”ejer gaden”, og som turisterne går og fodrer og selvfølgelig stiller op sammen med til fotos. Vi gik lidt rundt og kiggede i westernbyen, inden vi vendte snuden hjemad mod poolen, for i bjerglandsbyen var temperaturen efterhånden sneget sig over 40 grader, allerede inden kl. 11!!. Det er altså poolvejr for os, så heldigvis var vi tilbage på hotellet kl. 13!


Egentlig er der dagligt gunfights i gaderne i Oatman kl. 14, men det ville vi ikke vente på. Vi havde jo set noget lignende i Williams forleden dag, og det var altså bare for varmt idag.


Poolen og liggestolene har haft vores selskab hele eftermiddagen og det har været forrygende blot også at ”opleve” en pooldag. I aften står den bare på spil og hjemmeaften. Øhh, ved ikke om vi tør at udfordre de ”unge” i Partners – vores første sejr lader vente på sig……


Der blev for resten også dagen, hvor 2 uhyggelige nyheder dukkede op i morges – en kæmpe skydegal idiot åbnede i aftes ild mod publikummer i en biograf udenfor Denver – 12 døde og mange sårede. Ligeledes en nyhed, som måske berører os lidt mere – vi var i Grand Canyon South Rim for 3 dage siden og foruden den helt enorme oplevelse, så var det ikke ufarligt at bevæge sig rundt på de enorm stejle skråninger ned i dybet og flere gange mindede vi hinanden om ikke at gå for langt ud til kanten (ingen afspærring). Rigtig mange gjorde det for at få de absolut bedste billeder, men i går gik det galt for en kvinde som mistede livet ved at fald ned i dybet – uhyggeligt!! Faktisk har vi på morgen tv news hørt at det åbenbart sker hver år, at turister kommer for langt ud og mister livet. 


_______________________________________________________


Torsdag - 19/7-12


Dagen startede tidligt for os 2 ”gamle” – vi skulle lige have lidt motion inden vi skulle forlade Williams. Da der som nævnt kan være bjørne i det område, hvor hotellet ligger – så blev motionen henlagt til fittnes rummet på hotellet.

Efter det gjorde vi os klar til morgenmad, oprydning/pakning og så afsted. I dag skal vi starte på intertstaten (motorvejen) et kort stykke, lave et par frakørsler og til sidst følge den historiske Route 66 de sidste 75 km frem mod byen Kingman.

Første stop var Ash Fork, som egentlig ikke have noget synderligt at byde på, men vi skulle lige have et stempel i vores ”Passport Route 66”. Det var nu hurtigt klaret og så gik det videre mod Seligman – en meget sjov, nostalgisk og historisk by at besøge, men igen fuldstændig koncentreret om Route 66 temaet – gamle biler, gamle tankstationer, mange skilte med ”Route 66”, ”coca cola” og ”tankstationsnavne”  og krydret med 50´er og 60´er kendte så som Elvis Presley og Marylin Monroe overalt.

Efter en times gang i byen og med en sjov oplevelse rigere gik turen mod Grand Canyon Caverns (grotter), som Anette og de ”unge” havde overvejet at skulle ned i – jeg turde ikke p.g.a. klaustrofobi. Da vi kom hertil, så var der alligevel ikke stemning for at få denne oplevelse på cv´et, så også her var det hurtigt videre.

Vi cruisede så ned at Route 66 side om side med jernbanen og uha, uha vi er imponeret over at der i en togstamme er over 100 vogne med store containere og tankvogne.

Næste stop var i et indianer reservat og her skulle vi også lige have et stempel, men heller ikke her var der noget som interesserede os, så hurtigt ind i bilen og videre. Vi nåede dog at være med i en spørgeskema undersøgelse som skulle underbygge de lokales interesse i at få et stor supermarked til byen – jo, jo vi kunne da godt lige hjælpe dem med at få et Walmart til ”indianerland” J

Efter en gennemkørsel af et par småbyer nåede vi det, som vi troede var turens højdepunkt – vi havde både læst og hørt meget om denne by – Hackberry – ja faktisk er det ikke en by, men kun en gammel nedlagt tankstation som nu er en ”blandet landhandel” med alt mellem himmel og jord – men igen tematiseret omkring ”Route 66”. Der var ikke den ting du ikke kunne få og på alle ting stod der ”Route 66”. Igen en sjov og spændende butik at besøge. På besøgsliste, på visitkort ophængt i forretningen, på en dansk halvtredser ophængt sammen med sedler fra andre lande samt en politiskjorte fra det danske korps – kunne vi klart fornemme at vi ikke var de første danskere der havde været forbi – hverken i dag, i denne uge eller for den sags skyld de sidste måneder – så en stor attraktion. Vi købte dog ikke noget, men fik skudt nogle gode billeder udenfor med de gamle biler og tankstandere som kulisse.

Så nåede vi endelig frem til Kingman efter 4 timers kørsel og oplevelser. Her skal vi bo de næste 2 dage på et meget flot Best Western hotel (iflg. vores fantastiske rejseleder - faktisk det hotel i Kingman med de bedste anmærkninger). Hotellet fandt vi hurtigt, og ligeså hurtigt fandt vi et supermarked for frokosten skulle reddes hjem. Så gik turen ellers mod den lokale park, men inden kørte vi tilfældigt lige forbi turistkontoret i Kingman og så kunne vi ikke vente længere….. –  nu skulle spændingen udløses: Et stempel mere i vores ”passport Route 66” og vi havde opnået så mange stempler (vi startede jo i Holbrook) at vi alle skulle have en gave. Humøret var højt,  stemningen helt i top og især forventningen til hvad der ventede os var umanerlig (primært hos de 3 yngste i familien, som var dem som var gået helt i ”selvsving” over de ”passport Route 66”) så der blev nærmest løbet ind til skranken – den venlige mand gav os hver et stempel og henviste os så til butikken med souvenirs ved siden af – uha, uha der blev spekuleret i om vi nu kunne have de mange gaver i bilen og gud ved om vi selv måtte vælge………

Stor var skuffelsen (igen kun hos de 3 yngste i familien), da vi stod med en kuvert hver og blot kunne konstatere at der var et ”diplom” og en lille ”Route 66” emblem deri.

Nå slukøret forlod vi turistkontoret og kørte til den lokale park for at spise frokost. Det var egentlig hyggeligt, men Emilie havde svært ved at styre skuffelsen, så hun havde planer om både retssag og chikane mod den venlige dame i souvenir butikken. Helt ærligt Emilie – det var jo nærmest gangster metoder du begav dig afsted med J  - kunne slet ikke kende dig……., nå vi havde vist misforstået noget i Holbrook eller også havde vi blot sat forventningerne for højt.

Uanset ”passport Route 66” og uanset udfaldet af ”gevinsten”, så har hele turen været meget inspirerende for os – vi er faktisk blevet lidt Route 66 nostalgiske og manglede bare den fede Mustang med kaleche for at fuldende denne spændende  køretur.

Efter frokosten booker vi os ind på Best Western, hurtig udpakning/installering (vi skal være her 2 dage)  og så en tur til poolen for at spille  ”røvhul” (det er altså et kortspil, hvor taberen bliver ”røvhul”). Vi spillede vel 10 spil og jeg blev ”røvhul” de 9 gange, hmm – ikke godt når jeg hader at tabe.  Så ville ungerne i fitness rummet og svede. Jeg løb lige en tur i området for lige at tjekke det for bjørne J og Anette tog den i solen.

Aftenen sluttede med indkøb i Walmart (pigerne gik igen amok i kosmetik og andre sager), så den stod på hjemmelavet mexicansk mad – godt nok først ved 9 tiden, men det smagte det ikke ringere af.

Således slutter endnu en super dag, hvor der var gråvejr på køreturen men flot solskin og 30 grader da vi nåede Kingman. Vi har nu snart i 3 uger været sammen i 24 timer i døgnet og det går helt forrygende, det har alle en stor ære i – tak for det. 


_______________________________________________________

 

Onsdag - 18/7-12

Dagen startede ud med fri morgenmad på hotellets restaurant. Da far jo havde fået ”forbud” mod at løbe i dette område og ikke er til at lokke med i fitness, så var det i dag ham, der tog en ”slapper”, mens vi andre svedte på løbebåndene. Ved 11-tiden var hele familien samlet ved poolen, og sådan gik de næste 4 timer – solen har bagt godt, i hvert fald har far fået røde lår og Emilie røde arme. 

Vi gik op fra poolen ved 3-tiden og ved 4-tiden var vi af sted igen – på vej mod Bearizona, som vi havde set meget frem til (nu skulle vi altså se den bjørn!) Vi kørte ind i parken, og fik nogle enkelte regler omkring dyrene og sikkerhed af vide. Vi bevægede os ind i parken, og de første ”sights” var Rocky Mountain Goat (ged), American burro (æsel), American Bison (en ordentlig krabat af en okse). Den første del af parken var ikke helt så speciel, men der gik ikke længe før, vi kom til noget, der fik os op at ringe. Vi kom forbi Arctic Wolves (ulve), som var rigtig glubske og skræmmende (pigerne var i hvert fald ikke begejstret). Og inden længe kom vi til bjørnene. Det gav et sæt i nogle af os, og der blev råbt kør-stop-film-tag billede-nu kører du altså-den kommer-ej, jeg gider ikke-der er den. Vi så først en bjørn, og troede egentlig at  det var det. Men lidt længere henne af vejen fik vi straks øje på en masse. De dovnede den, badede, spiste, krydsede vejen foran vores bil, travede osv. Der var plads til en masse billeder, helt tæt på! (dog med lukkede vinduer, som var en af reglerne). Det var fantastisk at se dem på så tæt hold, for hvor er det godt nok et stort dyr! Vi tog turen rundt i ”bjørneland” -  som der for resten ikke var indhegning i - omkring 5-6 gange, og vi kunne sagtens blive ved, for det var noget vi havde drømt om (nu hvor de ikke var så uhyggelige og angribende). Det sidste stop i parken var en gåtur imellem bjørneunger (de var søde), bobcats, ræve, bævere osv. Desværre havde bjørneungerne lige fået mad serveret, så al deres opmærksomhed faldt derpå – hvor var de nogle grissebasser (de stod oppe i skålene). 

Efter godt 2 timer i parken drog vi videre ind i ”downtown” i Williams. Route 66 går i et loop gennem Williams, og af den grund er det en helt speciel og hyggelig by at vandre rundt i. De har gemt alt fra ”route-66 tiden”, og det er altså helt fantastisk at se (vi bliver helt grebet). Byen er som taget ud af 50-erne og de forestillinger man har om Route 66. Vi stillede Chevrolet ‘en ved turistkontoret, og gik over mod ”Eddies Tire and gasstation”, som også lagde kulisse til filmen Biler. Vi gik videre til restauranten Twister, som vi på forhånd havde læst meget godt om. Hele restauranten var fyldt op med diverse gamle ting, og alle gæsterne var vildt imponeret, især da Nic fik den største is i mands minde – men det kommer vi ind på senere. Mor og jeg bestilte en ”Route 66-burger” og drengene en ”big bobber”. Mens vi ventede på maden, gik vi rundt og kiggede i restauranten/caféen, hvor der var masser af sjove ting. Vi fik vores burger, og bagefter bestilte vi dessert. Vi tænkte selvfølgelig at vi sagtens kunne nuppe 3 kugler og en vaffel, men tjeneren kiggede dog noget chokeret på os, da vi ville bestille det. Det var der måske også en grund til, for da vi fik serveret vores ”kæmpe-enorme-is”, var hele restaurantens øjne rettet mod vores bord af begejstring og en dame bag os ville sågar have et billede af Nics is. Tre kugler i USA er altså ikke som hjemme – det svarer nærmest til 7-8 kugler. Så vi gik yderst mætte fra restauranten i hastigt trav (vi havde lidt travlt) et par gader længere op, hvor der kl. 19 ville begynde et skyde-show. Fire cowboys stod klar på gaden omringet af mennesker. De indledede showet med en masse skud (det gav lidt et sæt i folk), og så gik handlingen ellers i gang. Temaet i stykket var, at nogle havde nuppet deres penge, og at de så skulle finde frem til, hvem det var. Showet bød på skud, jokes og sjov. Da det var færdigt, gik vi videre op og ned af gaden ind i diverse route-66-shops. Der var fest og liv, og nogle steder var der live-musik. Så det gav en god stemning og vi kunne forlade Williams ”downtown” med en rigtig god oplevelse/aften i bagagen.

Resten af aftenen foregik igen på hotelværelset med afslapning og hygge inden vi i morgen drager videre til Kingman. De gamle måtte endnu en gang gå i seng på et nederlag i Partners (måske de snart forlanger partnerbyt? smiley.gif)


_______________________________________________________


Tirsdag - 17/7-12

Chris og jeg startede ud med en morgenløbetur inde i Flagstaff midtby, mens børnene valgte at sove længere i dag. Flagstaff er Arizonas 2. største by (ca.  60.000 indbyggere) og en stor turistby for amerikanere, fordi temperaturen for det meste er meget behagelig (25 til 30 grader).  

Efter vi kom hjem var børnene allerede oppe og klar til, at vi gik ned og fik morgenmad på hotellet som bød på mange lækre ting. Vi forlod hotellet ved 10 tiden og så gik turen mod Grand Canyon South Rim (ca. 1,5 times kørsel). Vi så West Rim, da vi var med helikoptertur fra Las Vegas, men vi var alle enige om at vi gerne ville se mere af USA´s største naturseværdighed. Og vi blev ikke skuffet, skal jeg skynde mig at sige!

Da vi nærmede os parken blev der tættere og tættere trafik.  Det er virkelig en attraktion også for amerikanerne selv, og vi kørte da også lidt rundt for at finde en p-plads. Vi valgte at tage den gratis shuttlebus rundt i parken, så vi alle også chaufføren fik det fulde udbytte af udsigten.

Det var virkelig stort! Der er en dybde i den park, som bare ikke kan tages billede af, og da vi kiggede ned første gang tog vi alle et skridt tilbage og sagde wauw. Der er en grund til kløftens popularitet.

 Vi valgte at gå på nogle af stierne og uanset hvor vi kom synes vi lige, at der skulle tages et billede. Men da vi kom hjem i går, synes vi slet ikke fotos kunne vise den dybde, som vi så med det blotte øje.

Vi var også inde og se et museum om kløften.  Her var blandt andet lavet en model over Grand Canyon, som var meget interessant at kigge på. Vi er kommet til Bjørne og bjergløver som lever i kløften – men vi så ingen selvom der blev råbt vagt i gevær mange gange på vores gåture.

Efter 2-3 timer i parken var vi mætte af indtryk, men maverne knurrede, så vi fandt et godt bord og hentede vores uundværlige køletaske med mad til at lave nogle dejlige sandwich.

Herefter gik turen mod Williams ca. 1 times kørsel, så inden vi så os om, var vi inde midt i Williams og holdte ved turistkontoret. Så ind på det og stempler i vores Route 66 pas og en masse gode ideer og råd rigere fra den søde dame på turistkontoret.  

Her er blandt andet en bjørnepark Bearizona, som vi kan køre igennem i biler og se de sorte bjørne tæt på, ligesom hun kunne fortælle, at der er skyderi i gaderne i Williams hver aften kl. 19 her i Juli. Begge ting er vi enige om at vi skal prøve i morgen.

Vi fik en kørselsvejledning til hotellet som ligger 15 km udenfor Williams – en slags ranch som damen på turistkontoret roste til skyerne.

Vi ankom til stedet, og jo det er idyl. Her springer små kaniner rundt på græsplænen, og der er heste omkring os. (Det kan ikke skræmme Emilie og jeg). Stedet og pool området er lavet rigtigt hyggeligt, så vi glæder os allerede til en pooldag i morgen smiley.gif

Vi skyndte os derfor i badetøj og tog ned til poolen for at nyde den sidste eftermiddagssol. Her fik vi lige lidt ekstra for pengene, for mens vi sad der, kom sheriffen og senere 2 politibiler mere. Efter et stykke tid så det ud til at det handlede om 2 unge fyre som formentlig havde stjålet en bil (i hvert fald blev den hentet på en ladvogn) og de 2 unge mænd blev efterladt udenfor receptionen med deres bagage. Hvornår de forsvandt fra hotellet ved vi ikke helt.

Idet vi var langt væk fra supermarked valgte vi at bestille lidt let take away fra restauranten her på hotellet. Det blev til gode nachos og knap så god pizza, fordi den var kold. Men vores sult var nu også kun lille efter de sene sandwich i Grand Canyon.

Efter at børnene for tredje gang i træk  bankede os i Partners – øv for det – så gik Chris ned i receptionen og spurgte, om der var en sikker løbetur i omegnen. Men receptionisten kunne ikke garantere, at han ikke ville møde bjørne og bjergløver, så ”japaneren”  vælger at springe løbeturen over i morgen. For med i Fittness rummet på løbebåndm det får vi ham ikke, og det er da ikke fordi han er stædig, vel?

Endnu en fantastisk dag i et fantastisk land.  


_______________________________________________________


Mandag - 16/7-12

Efter en godkend nats søvn i Wigwam stod hele familien op til en rask lille løbetur rundt i Holbrook. Der mødte vi endnu en gang vores god ven fra turistkontoret, og en frisk type som ham glemmer vi ikke lige sådan! Vi kunne bare pifte og vinke fra den anden side af vejen, og så var han helt klar over, hvem vi var. Vi havde valgt at lægge syltemadderne på hylden, og i stedet ville vi besøge Joe and Aggies cafe. Det er en verdensberømt og historisk cafe som har fungeret siden 1943, og tidligere kaldte man den ”the hottest chow (mad) on route 66”. Men den er også kendt fra tegnefilmen ”Biler”, hvor den optrådte (eller i hvert fald inspirerede) som kulisse. Det var også på den cafe, hvor produceren af filmen tilbragte mange dage på at nedskrive og klargøre alle sine ideér og notater til den færdige film. Så vi gik der ind med høje forventninger, men noget gik vidst galt i vores bestilling, så vi blev lidt skuffede. Nic var dog lidt mere heldig med de pandekager han bestilte. Om ikke andet var det en god oplevelse og de var meget snaksaglige omkring caféens historie og filmen ”Biler”.


http://www.azfamily.com/good-morning-arizona/Cars-movie-influenced-by-Arizona-town-159216775.html

I ovenstående link kan man se hvordan idéerne til filmen er taget ud fra Holbrook og omegn. Manden der bliver interviewet i klippet, fik vi også en god snak med på caféen, og man kunne godt mærke, at han var stolt!  


Egentlig var planen 2 overnatninger i Holbrook, men da vores fantastiske ”rejseleder” havde fejlbooket (for resten har vi fået refunderet en af overnatningerne – så helt dyrt blev det alligevel ikke), kunne vi jo kun få en enkelt overnatning på Wigwam Motel (vi var meget heldige), og derfor tog vi videre til Flagstaff. Vi havde egentlig set det hele i Holbrook, og Flagstaff er en noget større by. Så dagen i dag bød på 150 km kørsel hovedsageligt på interstate-40. Route 66 er kun i nogle ”stumper” her i starten, men senere på vores tur bliver den mere massiv og adskiller sig fra motorvejen. Vi mødte 2 byer inden Flagstaff, som ligger ved de frakørsler hvor route 66 går. Den første, Joseph City, lå ca. 20 min væk fra Holbrook, men vi kunne hurtigt konstatere, at der ikke var det store at opleve, så vi var hurtigt ”on the road” igen. 


Efter godt 60 min kørsel kom vi til Winslow, som var lidt mere spændende. Vi kørte direkte til turistkontoret for at få vores 2. stempel i vores ”Route 66 passport”. Princippet ved dette pas er, at man ved nogle af byerne langs route 66, kan få et stempel, og når man så har samlet 10 stempler får man et diplom og deltager i en konkurrence om større præmier – så det går vi benhårdt efter smiley.gif.  Vi fik anbefalet af besøge 2 ”seværdigheder” i byen, og første stop blev ”The corner”. Det er et hjørne beliggende på route 66, som er kendt fra hittet ”Take it easy” af rockbandet Eagles. I sangen er der en linje der lyder sådan: ”Well i’m standing on the Corner in Winslow Arizona, such a fine sight to see”, og det hjørne kunne vi altså stå på.

Hør sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=AEzTdBJUHO8


Derefter tog vi et smut på "La Posada Hotel", som mange rige og kendte (bl.a. John Wayne og Albert Einstein) har boet på. Det fungerer både som museum/kunst og hotel. 


Efter et vores besøg i Winslow, var næste stop Flagstaff omkring 45 min senere. ”Rejselederen” havde været i gang med at undersøge hoteller/moteller, og vi havde også en adresse at køre efter. Så vi ankom til hotellet, men blev enige om, at 190 dollar nok lige var i overkanten for et mindre end 24-timers ophold, hvor vi alligevel ikke ville få tid til udnyttelse af de faciliteter, der var inklusiv i prisen. Så vi besluttede os for at søge videre. Det er dog intet problem her i Flagstaff, hvor motellerne/hotellerne ligger på rad og række. Så efter yderligere 2 stop, fandt vi det rette hotel både pris- og facilitetsmæssigt (krav fra Nic: der skal være pool), derudover er der også morgenmad inkluderet i prisen, så det er jo bare toppen! Hvis der er noget vi savner fra turen i 2007, er det morgenbuffeterne på hotellerne, som vi af en eller anden grund ikke har mødt så mange af endnu. Vi indlogerede os, og inden længe var vi at finde i pool området (de gamle og jeg på solsengene og Nic i poolen). Her fik vi lidt sol i 2-3 timer sidst på eftermiddagen.


Vi tog en tur i Walmart, og ledte efter noget aftensmad, hvorefter vi havde planer om at tage en tur ned i byen. Drengene var dog ikke med på 4. gang salat til aftensmad i træk, så de bestilte en pizza i en nærtliggende restaurant, mens mor og jeg nød en god ”Ceasar Salad” (det bliver vi altså ikke trætte af). Byturen blev ikke til noget, da vi vurderede at det var lidt for koldt. Så vi tog maden med på værelset og resten af aftenen tilbragte vi der med hygge og afslapning.


_______________________________________________________


Søndag - 15/7-12

Dagen startede egentlig allerede i går aftes sent, da vores fantastiske ”rejseleder”, ville tjekke op på morgendagens tur – vores mål var at sove i Wigwam i Holbrook (ca. 200 km), men det Wigvam motel Anette havde booket var meget tæt på Los Angeles, så da hun så at der var næsten 900 km, så måtte noget være galt. Anette – vores fantastiske ”rejseleder” – var hurtig i vendingen, så fluks annullerede hun bookingen i LA (vi håber at vi kan få en af to betalte overnatninger refunderet)  og ringede straks til det rigtige wigwam motel og heldigvis havde de en ledig overnatning, men ikke som forventet 2 overnatninger, nå det må vi finde ud af mandag, vi skal nok finde et sted at sove. Vi fik den reserveret og så kommer historien lidt senere om det.


Efter denne lille ”overraskende” forberedelse, så gik vi til køjs. Dagen startede så kl. 8, hvor drengene løb 8 km og pigerne gik i Fittness – de turde ikke løbe p.g.a. mange løse hunde. Nå Nicolai og jeg var dette til trods seje og mødte kun 10 hunde og 1 ko, så det var til at klare – ingen af dem gik på rov på os, så vi kunne få en rigtig god løbetur med interval træning J og pigerne fik en time i ”svederummet”. Så i bad, i tøjet og så igen ”syltemadder” og ”bananmadder” til morgenmad. Kl. 10,30 forlod vi det uciviliserede ”indianerland” og kørte mod sydvest . Vi skulle besøge endnu 2 nationalparker og ende i Holbrook. Den ene af de 2 nationalparker skulle være en farvet ørken (men mest af alt lignede det et rustent landskab), og den anden havde forsteninger af kæmpestore nåletræer – stammerne lå spredt rundt omkring – faktisk er parken verdens største fund af forstenet træ. Forsteningerne er fra 225 millioner år siden – derfor havde de også museer med dinosaurer.


Ikke en helt overvældende oplevelse og måske var det vejrets skyld, for der var sol, gråvejr, regn og sidst men ikke mindst haglvejr (på størrelse med strudseæg – okay måske kun solsorteæg, men vildt at opleve).


Efter parken – og nu har vi igen passeret en tidszone, så 9 timers forskel til DK - kørte vi mod Holbrook ad Route 66 (meget kendt og historiske vej i USA, som går fra Chicago til Los Angeles) og da vi kom hertil fik vi en virkelig ”eye opener” – byen var som snydt ud af Cars filmene (på dansk hedder filmene ”Biler”) og faktisk så HAR byen lagt virkelige kulisser til de 2 Cars tegnefilm – fedt – der var så meget Nicolai genkendte!

Vi fandt en lokal park, tryllede vores medbragte ”madkurv” frem og smurte os nogle velsmagende sandwich, så til Motel Wigwam og fik anvist vores Wigwam (nr. 10) – meget lille og virkelig anderledes, nærmest lid klaustrofobisk. Foran hver wigwam (16 i alt) står der en gammel bil og vidner om en fantastisk historie om dette sted. Hele eftermiddagen er der blevet filmet og blitzet fra alle mulige som har haft dette som udflugtsmål på Route 66 (vi bor her, hvor sejt!!!).


Vi havde ikke været her længe før vi af gæster på stedet fik at vide at selveste Opray Winfrey (kendt talkshow  tv-vært i USA) havde været her og havde boet i nr. 16 (øv, vi bor i nr. 10)


Nå sikken en historie der åbenbart er om dette sted og sikken heldige vi var at der var en enkelt overnatning til os – det er ellers booket flere måneder i forvejen – det er stedet her på Route 66 i Holbrook!!


Efter check in, gik vi en tur i byen og valgte at gå ind på det lokale turistbureau – endnu en fantastisk oplevelse mødte os. Dels fik vi nogle gode råd, men selve bygningen fungerede som museum og var faktisk rets- og fængslingsbygning  indtil starten af 80´erne. Spændende at være i autentiske omgivelser og sikke nogle faciliteter der blev budt byens kriminelle – fængselsafsnittet blev lukket i 1976, idet guvernøren i Arizona fandt det for kummerligt. Faktisk har en af de største indianerbanditter fra Apace stammen siddet her i flere år.                      

Turistguiden var fantastisk til at fortælle og berette om stedet og vi fik tasken fyldt med brochurer om spændende ting vi skal opleve de næste dage. Og så blev vi forsynet med hver sit Route 66 pas som vi skal have stemplet i hver sted vi kommer. Genial ide. Dernæst forærede han os hver et forstenet træstykke som de herovre mener  fjerner stress og bekymringer hvis man blot gnider på sten til den bliver helt glansfyldt. Vi gik ud af turistkontoret med meget mere end vi havde forventet.


Så gik turen gennem byens gader og der blev knipset og knipset og nu var det ikke kun ”japaneren”  der var aktiv smiley.gif


Desværre blev vejret her regnfuldt med lyn og torden til aftenstid, så vi trak ind i wigwam hvor vi hyggede os resten af aftenen.


_______________________________________________________


Lørdag - 14/7-12

Denne morgen var det kun ”Japaneren”  der sprang ud af sengen og løb sig en tur. Os tre andre sov længe i sengen. Efter vi havde spist syltetøjsmadder igen gik tøserne i Fitness rummet, mens drengene gik til poolen. Vi havde nemlig droppet Canyon de Chelly, vi valgte ikke at køre derud fordi vi havde set det samme med Marcus den anden dag, vi var på riverrafting - huse som indianerne byggede oppe under klipperne og skifttegn lavet på klippevæggene, som fortalte om deres historie.  Vi kan mærke og se at vi er kommet til indianerland. Vejen vi kom hertil på i går hedder Indian Road (Indianergaden). Her i ”indianerland” går køer og heste rundt i vejkanten. Da vi kørte forbi Burger King gik der syv køer foran  - mon de bruger frisk kød lige fra parkeringspladsen? ”Japaneren” mødte også en løs ko stående midt på fortovet, da han var ude at løbe. Indianerne – som tilhører Navajo stammen, der er Amerikas største Indianerstamme – bor i usle huse, har mange husdyr, men har alle sammen en kæmpe Amerikanerbil (pickup) og naturligvis en mobiltelefon.

Ved poolen vandt Nic 7-0 over Anette i kortspil. Kl. 18:30 kørte vi en tur i bilen i byen og hvis det stod til os kunne vi ikke bo der. Aftensmaden endte igen med kyllingesalat. Vi havde ellers regnet med grillmad men supermarkedet havde ikke en engangsgrill, så det blev det ikke til, men vi kunne alligevel ikke rigtig spise noget, for vi havde fået god frokost, nemlig hjemmesmurte sandwich (ikke syltemadder). Endnu en gang måtte de gamle give sig i partners, så det blev en god aften for de unge! 


_______________________________________________________


Fredag - 13/7-12

Familien ”morgenfrisk” stod op til en morgen-løbetur efter et par dages stilhed på den front. Vi havde planer om at løbe lidt rundt i området omkring Mexican Hat, for byen i sig selv fylder ikke mere end en gade, ”mainstreet” – 3 moteller, en shell-tank, få huse og 2 restauranter. Så vi stod op og var klar til en tiltrængt tur. Men hvad der overraskede os, var at der uden for vores motel stod en førerhund klar til at løbe med os. Og der er jo noget med at vores familie ikke er så hundeglad – eller i hvert fald mor og jeg. Så ligeså snart vi fik øje på en løs hund, kom der rigtig fart i skoene, og i løbet af 2 sekunder havde vi spurtet en halv kilometer og legede gemmeleg på en terrasse. Ligesom vi troede, at vi havde rystet hunden af os, og egentlig var klar til forene os med drengene, så vi kunne komme videre på en forhåbentlig mere rolig løbetur, var hunden straks tilbage. Så gik der altså galop i den igen, og inden drengene havde set sig om, var vi over alle bjerge - eller i hvert fald hjemme på værelset. Det blev til en kort løbetur for vores vedkommende, men far og Nic løb videre, dog uden at ryste hunden af sig. Godt 30 min efter kom de tilbage - stadig med hunden i hælene. Den var ikke sådan lige at slippe af med, og den var faktisk helt oppe på 1 sal og stod og nærmest vogtede vores værelsesdør, i håb om at vi ville komme ud. Men der skete ikke meget den næste halve time, og så var tålmodigheden brugt op og den forsvandt ligeså stille over på den anden side af vejen. Så kunne vi atter trække vejret igen. Tænk lige på hvis det var en sort bjørn, vi havde mødt i stedet for smiley.gif

 

Resten af morgenen forløb mere stille og roligt. Der blev badet, pakket og spist syltemadder. Lige for tiden består vores morgenmad af toastbrød med syltetøj, eftersom vi ikke har mødt et ”rigtigt” supermarked siden vi besøgte Walmart (kæmpe og god supermarkedskæde) i St. George. Netop denne pakke toastbrød og syltetøjsglasset var faktisk det sidste føde vi havde tilbage – ja, lidt overdrivelse. Men der er virkelig ikke ret mange muligheder for indkøb på disse kanter! Vi har været udsat for lidt af et kulturchok, men det er også sundt nok, for det får os virkelig til at tænke over, hvor privilegeret vi er der hjemme, hvor vi blot behøver at bevæge os op for enden af vejen, for at få øje på et supermarked. Heldigvis lærte Marcus os nogle overlevelsestrick i går, og hvis det går helt galt, kan vi altid begynde at spise nogle af de fiberplanter, han præsenterede for os smiley.gif

 

Vi forlod Mexican Hat omkring 10:30 og næste stop var parken Monument Valley. Parken beskrives som John Waynes legeplads, og landskabet var også, som taget ud fra en hvilken som helst cowboyfilm. Faktisk er flere cowboyfilm også optaget i Monument Valley. Vi valgte at køre rundt i parken, og det blev til noget af en tur. Vejene var helt elendige og hullede, så vi nærmest hoppede og fløj rundt i bilen (overdrivelse igen). Vores brave Chevrolet klarede det nu flot, og der var altså andre biler der havde det værre! Efter en lille rundtur i parken begav vi os videre mod Chinle, hvor vi skal bo de 2 næste dage. Vi droppede altså den planlagte frokost i Kayenta, af den simple grund, at det var lidt af en omvej. På vej ud af Monument Valley blev vi mødt af et underligt vejr – lyn, uvejr, vild sandstorm og bare blæst. En slags rød (sådan er landskabet) tåge omgav os. Det var lidt underligt at man i løbet af ingen tid gik fra at kunne se helt klart til kun at kunne se rødt, men det var flot! Heldigvis gik vejen væk fra stormen og omkring en km længere væk var der helt klart igen. Her mødte vi bl.a. en indianer på hest, som mor virkelig ønskede at se. Vi kom også forbi diverse indianerboder med hjemmelavede smykker, men de kunne ikke helt friste os, selvom det var nogle flotte og specielle smykker. Nå, men vi begav os videre på de øde veje..

 

Pludselig kom vi til at se på kortet, og vi fandt ud af, at vi kun befandt os en spytklat (60 km) fra 4 corners. Vi tog en hurtig beslutning, og næste stop blev altså 4 corners, som er stedet hvor 4 stater (Utah, Colorado, New Mexico og Arizona) møder hinanden. Det er det eneste sted i USA, hvor 4 stater møder hinanden. Der er lavet tydelige grænser og opdelinger i jorden, og vi kunne derfor også sætte hak ved en ny stat, nemlig New Mexico. Vores førstehåndsindtryk blev derfor at der er meget blæsende i New Mexico, men sådan var vejret altså i dag – underligt skiftende vejr.

Det var en sjov oplevelse at man sådan kunne gå rundt i mellem 4 stater og at vi kunne være i hver vores stat på samme tid. Vi sluttede besøget af med syltemadder igen, så alt i alt blev det til 25 toastbrød med syltetøj – ih hvor sundt! smiley.gif

 

Efter 4 corners gik turen til Chinle, som for resten ligger i Arizona – så vi har skiftet stat. Ikke at det gjorde nogen stor forskel, men det virkede alligevel til at være lidt mindre øde i Arizona. Der var flere biler på vejene og mere liv. Husene omkring os var dog stadig faldefærdige, og det er altså noget af en kontrast til Danmark. Vi kunne i hvert fald ikke forestille os et liv her. Vi ankom til Chinle omkring ved 18-tiden og kunne hurtigt få øje på et ”rigtigt” supermarked. Syltemadder skulle altså ikke være vores kost resten af turen J.  Vi indlogerede os på hotellet, som i øvrigt er vældigt fin, med indendørs pool og fitnesscenter. Byen ser ikke ud af så meget, men den er dog større end de andre byer, vi har været i de sidste par dage. Vi valfartede mod supermarkedet, og der blev fyldt i vognen, hvori der blandt andet lå helstegt kylling og salat til aftensmaden. Pigerne skulle dog lige have forbrændt nogle kalorier inden (det fik de jo ikke gjort i morges) i fitness, og Nic fik en tur i poolen. Ellers stod aftenen bare på afslapning og hygge. Og når jo, så må vi ikke glemme at, at de gamle fik tæsk i partners.


_______________________________________________________


Torsdag - 12/7-12

Familien morgenfrisk var igen tidlig ude af fjerene.  Præcis kl. 7 kørte vi mod Bluff ca. 30 km nord øst for Mexican Hat for at møde ind til vores rafting tur, som gik fra Bluff til Mexican Hat på San Juan River. Til turen havde vi alle investeret i en rafting hat (en slags bøllehat) og vi så alle meget sjove ud med dem på.

San Juan River ser meget mudret ud og derfor var vores første indskydelse, at vi ikke ville bade i løbet af turen, men Chris og specielt Nicolai ændrede holdning undervejs. Vandet var ikke så mudret men sandbunden hvirvler op, så derfor så det meget mudret ud.  Det skulle vist være fantastisk for huden, men selv ikke det lokkede Emilie og jeg.

Vi blev mødt at vores guide på turen Marcus, som vi skulle være sammen med hele dagen. Marcus er indianer (lever dog ikke i en stamme, men alligevel en stolt indianer) og han er virkelig i pagt med naturen og stolt over naturen her omkring. Så vi blev guidet på kryds og tværs  og blev meget klogere på de stenformationer, der er her i området. Flere er tilbage fra Dinosaur tiden så vi snakker om flere tusinde år siden.  Han fortalte også undervejs omkring de ritualer som indianerne har haft gennem tiden. Blandt andet tror de meget på dyrenes kraft, og han gik selv i pagt med et dyr, da han var på Nicolais alder nemlig en bjørn som betyder styrke. Ikke overraskende for Marcus er klart en overlever type.
Idet hele taget var han noget anderledes end os – spiste planter på vejen og hans store hobby var at lave små dyr af planter, som han kastede til børn på andre både som vi passerede. Amerikanerne er bare åbne alle snakker sammen som havde de kendt hinanden i mange år.
Og senere på turen tog han pludselig sin indianerfløjte (ved ikke hvad den hedder) og spillede en fantastisk melodi for os. Det lød helt fantastisk i den stille ro, der var på floden .

Om formiddagen lavede vi nogle stop undervejs og kiggede på meget gamle skrifter på stenene langs floden samt blev klogere på plante og dyrelivet. Her er faktisk både sorte bjørne, bjergløver og andre farlige dyr, men de er åbenbart meget sky, for det er sjældent de kommer frem, men sker det kan de være farlige. Så trygt at Markus havde en kæmpe kniv med. Vi så dog Big Horns (en slags vædder) som vist kun lever her og er en truet dyreart.

Så blev det lunch tid og inden vi så os om, var der arrangeret et fint ta-selv sandwich bord med det hele midt ude i den helt øde natur. Vi lavede selv de bedste sandwich vi har fået længe – virkeligt hyggeligt.

Eftermiddagens tur blev på vildere vand og derfor blev det langt mere rafting. Det passede Nicolai godt med bølgerne. Ved næste stop ændrede Nicolai holdning til det med at bade og lod sig overtale af Marcus til at gå lidt væk fra båden og så flyde på floden ned til båden i ”muddervand”. En tur blev hurtigt til flere og på den 3. tur slap ”japaneren” også kameraet og lod sig flyde med. De siger det var dejligt – vi synes ikke det så lækkert ud.  Marcus var i øvrigt ikke helt tilfreds med at pigerne ikke kom i vandet, så med en kæmpe vandkanon sendte han et par skud ind over os, så muddervandet løb af os. Straks var Nicolai klar til ”krig”, men hans vandpistoler virkede ikke L.  Resten af turen hang Nicolai nærmest efter båden i vandet.  Det var dejligt kølende for ham, på en utrolig varm og solrig dag. Godt vi havde vores grimme ”bøllehatte” på!

De sidste miles inden Mexican hat er brugt i mange John Wayne western og kaldes derfor John Wayne Lane.

Omkring kl. 16 landede vi her i Mexican Hat og børnene og jeg gik hjem til hotellet. Chris tog med til Bluff for at hente bilen med krav på, at vi havde nedkølet 2 halvliters øl til han kom tilbage.

Nicolai kom lige i badekar først for at få skyllet ”mudderet” af og så gik det ellers til poolen igen – 2 dejlige timer ved den fantastiske pool – nu var Emilie og jeg også badeklar.  Efter et par ”omklædningstimer” på værelset gik vi ned til floden – vi havde hørt at byens 2. restaurant havde et  godt menu kort, så det måtte vi prøve. Og vi blev på ingen måde skuffet – rigtig god mad til billige penge.

Vi har haft et par rigtige gode dage her i Mexican Hat, og har virkelig oplevet hvor storslående naturen er – det kan ikke beskrives men skal opleves! Og det varer nok også lige et par dage for os at fordøje det.


_______________________________________________________


Onsdag - 11/7-12


Efter en god nats søvn i den mest forladte by vi nogensinde har oplevet, så vandrede vi over til Stans Burger Shak for at få en morgenmad. Det var med spænding men det overraskede positivt fin morgenbuffet og derfor var strategien ”spis alt hvad I kan” – vi ved ikke hvornår vi næste gang møder noget spiseligt. En strategi som viste sig at være den helt rigtige. Vi kørte over 200 km uden at se en eneste by, tankstation eller noget andet hvor vi kunne købe noget. Vi er glade for vores investering i en stor køletaske som er fyldt op med is og kolde drikke.

 Inden vi forlod Hanksville kørte vi rundt og tog billeder ellers ville I ikke tro at det er sådan når vi kommer hjem. Virkeligt slemtL

Næste stop efter Hanksville var i dag Natural Bridges Statepark efter et par timers kørsel i en smuk men rå natur. Det er broer der er skabt af sten og vi valgte at gå på sti til den ene bro Sipapu som efter anvisning fra visitorcentret var den smukkeste. Det var en smuk og varm gåtur på ca. 2 km. Vi ville egentlig have stoppet midtvejs fordi vi synes det var noget glat at tage turen og fordi vi herfra kunne tage nogle fantastiske billeder at den kæmpe stenbro som var over 100 m bred og høj. Heldigvis er Nicolai stædig og insisterede på at vi gik hele vejen og det er vi glade for nu. Det var en rigtig god vandre/klatretur. Opturen var virkelig varm og inden vi så os om havde vi klatret i ca. 1 time. Godt vi havde vand med fra køletaskenJ

Herefter gik turen videre til Mexican Hat og vi klipsede hele vejen – det ene flotte maleri kom frem efter det andet Muley Point og Valley of the Gods. Mexican Hat er opkaldt efter en kæmpe stenformation som ligner en mexicansk hat. Det var med spænding vi kørte ind i byen for vi frygtede det værste efter Hanksville. I byen bor under 100 mennesker – eller præcis 29 familier. Her er 3 hoteller – 2 restauranter og en Shell men intet supermarked. Men når det er sagt er det langt bedre end Hanksville. Her er pænt og hyggeligt og sikken ro. Det er tydeligt at vi er kommet til indianerland nu – de fleste der bor her er indianerne eller stammer der herfra.

Hotellet er rigtig godt og de har lige lavet en fantastisk flot pool her i foråret som vi nød i fulde drag sidst på eftermiddagen i et par timer.

Så havde vi ellers det svære valg til aften. Den ene eller den anden restaurant og det endte med byens steakhouse, hvor vi fik nogle store bøffer stegt på åben ild. Vi havde inden læst at det var fantastisk – men det er nu en overdrivelse – men det var dejligt at få noget ordentlig mad (læs:  ikke fastfood). Dagen endte med et slag kort inden vi krøb tidligt i seng. Vi skal af sted til riverrafting kl. 7 i morgen.


_______________________________________________________


Tirsdag - 10/7-12

En dejlig og fredelig overnatning i Saint Georges. Vi fik i går provianteret og købt udstyr (køletaske, engangsservice m.v) til vores 14 dage på landevejen. Dagen startede med en løbetur for Chris på 8 km, hvor jeg bl.a. nåede op til toppen af byen (røde rocks) og fik lidt billeder fra området. Efter løbeturen fik jeg familien op og pludselig havde vi travlt for vi havde ikke været opmærksomme på at vi i går – fra Vegas og hertil – passerede en tidszone og dermed skulle uret en time frem (8 timer i f.t. DK). Så fik vi lidt travlt med at få morgenmad for vi troede check ud var kl. 10 – det var først kl.11, så vi kunne have undgået det jag. Nå vi rullede fra hotellet kl. 10 og havde 450 km foran os – planen var at køre igennem nationalparken Capitol Reef National Park og besøge nationalparken Goblin Valley. Efter at have kørt i 2 ½  time gjorde vi rest i byen Ritchfield, hvor vi først købte frokost i Walmart (salatbar) og siden fandt en lokal park og nød den. Så videre mod de 2 parker. Efter vi havde kørt igennem den første park kom vi til Hanksville, som skulle være vores overnatningsted. Vi var lidt spændte på Hanksville for Niels Ole havde igen anbefalet en overnatning her (det gjorde han også sidst vi var i USA), men da vi var her i 2007 skrev vi således i dagbogen:

 Vi ville have stoppet i både Hanksville og Boulder - men helt ærligt - det var ikke byer men gl. westernbyer som den sidste cowboy havde forladt for flere år siden.  Der er virkeligt øde i det område her i Utah - det er svært at forestille sig men skal i stedet opleves - alenlange veje uden at møde biler eller levende væsener. Her er tørt ...meget tørt - selv floderne er udtørrede

 Hjemmefra havde vi booket og overnatningsstedet er absolut også OK, men uha hvor er her forladt og ødet, mere om det senere.

 Nå, efter check in så sprang vi i bilen igen og kørte godt 50 km for at opleve Goblin Valley, som er en af de bedste attraktioner i Utah (Arches som er den bedste oplevede vi sidst). Det er også røde sten (rocks) som har formet sig som underlige skabninger af troldevæsener og nisser – et absolut specielt syn og en spændende oplevelse. Faktisk bliver der optaget flere film i området.

Tilbage til hotellet og en lille rundtur i byen for at finde noget SUNDT aftensmad – helt ærligt, Hanksville er altså ikke stedet!!! Meget få indkøbsmuligheder (et sted) og de 2 spisesteder i byen havde vist ikke haft besøg af levnedsmiddelkontrollen for nylig (J) så det måtte  igen  ende i fastfood – nå, vi tog en rask beslutning – bestilte 4 bakker pommes frites og 12 kyllinge nuggets – så måtte vi klare os med det, lidt frugt, lidt chips og så ellers halvsulten i seng.  

 Hanksville er vi færdige med for altid, den passer simpelthen ikke til vores tolerance – undskyld Niels Ole (forstår bedre hvorfor at du er en fantastisk overlever).

_______________________________________________________


Mandag - 9/7-12


Chris og ungerne startede ud med en frisk bette morgen-løbe-tur på ”The Strip”, for det skulle altså prøves! Desværre for Anette havde hun allerede taget afsked med sine løbesko i New York, i håb om at hun ville finde et par nye i outlet. Det var en god løbetur, men der var godt nok rigtig varmt. Kl. 9.30 forlod vi hotellet og besluttede os for lige at tage et smut forbi det andet outlet i Vegas. Vi skulle altså ikke gå glip af noget! Det viste sig dog bare, at det ikke lige kunne blive til et smut. For der blev handlet og handlet, og kl. 15.30 stod vi tilbage med 5 propfyldte og store poser. Så gjaldt det cirka 2 timers kørsel i vores lækre Chevrolet med kurs mod St. George. Vi ankom, og kunne hurtigt konstatere at det var noget helt andet end tidligere oplevet i New York og Las Vegas. Men det var nu meget befriende med et lidt lavere tempo og knapt så mange mennesker. Vi tog en tur i Walmart (supermarked) og handlede alt fra kølertaske til vandmelon. Så tog vi tilbage til hotellet og slappede af resten af aftenen.


_______________________________________________________


Søndag – 8/7-12

 

Familien ”morgenfrisk” var endnu en gang tidligt oppe. Kl. 5.30 stod vi klar nede ved receptionen, for at blive bragt ud til lufthavnen i limo. Kl. 6.30 var vi klar til at lette i helikopteren, og Emilie og Nicolai var så heldige at få lov til at sidde foran sammen med piloten på vej hen til Grand Canyon. Vi lettede til topgun-sangen, og nej hvor var det fedt! Sikken følelse og sikken oplevelse! Det tog os 45 min at nå ud til Grand Canyon, hvor vi blandt kom forbi Hoover Dame. Vi landede midt i Grand Canyon på en lille plads hvor vi fik et let morgenmåltid kombineret med en fantastisk udsigt ud over den flotte park. Efter en halv times tid lettede vi igen og fløj tilbage mod Las Vegas. Vi kom på hjemturen forbi Valley of fire og der gik ikke længe før vi kunne ane ”The Strip” i det fjerne. Da vi kom tættere på kunne vi rigtig se hvordan ”The Strip” bare udskiller sig fra resten af byen – Las Vegas er nærmest bare ”The Strip” J. Vi sluttede helikopterturen af med en lav flyvetur over ”The Strip”, og det var rigtigt fedt! Da vi var tilbage i lufthavnen igen, bragte limoen os tilbage til hotellet, og vi blev noget overrasket over at klokken kun var 9.30 da vi var tilbage – men det var selvfølgelig, fordi vi havde været så tidligt oppe. Vi besluttede os for at gå til poolen, og der lå vi ellers og stegte i 45 grader det meste af dagen, inden Emilie og Anette drog ud på en lille shopping-tur i det nærtliggende indkøbscenter, imens Nicolai og Chris bare slappede af på værelset. Vi mødtes kl. 19 til buffet på hotellet, og der blev spist igennem! Alt fra sushi til candyfloss blev smagt og vi gik meget mætte ud på ”The Strip” for at nyde den sidste aften i Las Vegas. Vi gik hen til vores yndlingsseværdighed uden for hotellet Bellagio, hvor man kan se det utroligt flotte springvand. Der stod vi og nød musikken, opsætningen og vandsprøjt det meste af aftenen inden vi vendte snuden hjemad igen. 


_______________________________________________________



Lørdag - 7/7-12


I dag skulle vi hente vores bil hos Hertz, så vi startede dagen med en frisk gåtur på 5 km til lufthavnen. Det var varmt, men også en god erstatning for vores morgen-løbeture, som vi savner, men her er simpelthen for varmt.

Det drillede lidt med udlejningen. De havde udlejet det meste inden for vores kategori og gav os en rød Cadillac sport med 2 døre - en rigtig fed sportsvogn, men med næsten ingen bagagerum. Så vi måtte tilbage til dem igen, og det endte med at de måtte opgradere os til en Chevrolet syvpersoners - en rigtig amerikanerbil.

Først stop var det ene outletcenter ud af 2 i Vegas, og der kom gang i shopperiet. Der var Tommy Hilfiger og mange andre varer (bland andet 6 par converse sko). Det er helt vildt hvad vi har sparet idag, og det ender med at vi bliver helt rige af det her smiley.gif
Vi var først hjemme på hotellet igen ved 19-tiden. I aften skal vi tidlig i seng, for i imorgen TIDLIG venter der en helikoptertur over Grand Canyon.

 

_______________________________________________________


Fredag  - 6/7-12


Vi havde besluttet at vi ville sove længe i dag … men måske var det de 3 timers tidsforskel der gjorde, at vi alligevel var klar i tøjet inden 8.30. Faktisk var Chris så tidligt oppe, at han havde nået en morgen gåtur på The Strip for lige at gense hotellerne. Sidst vi var her,  var vi  nemlig for imponeret til at nyde det og det kan vi denne gang.

Vi startede med den helt store morgenbuffet på hotellet. Her var alt, hvad hjertet kan begære og mere til. Så vi væltede ud til poolen bagefter.  Nej for resten lige inden skulle vi lige have et nyt hotelværelse, fordi det vi fik i går var en stor 4 personers seng kingbed . Men det funker altså ikke at dele 4 om den samme lagen selvom Nicolai hyggede sig vældigt med at forpeste luften under fællesdynen!


Vi fik i stedet (og i øvrigt det vi havde bestilt hjemmefra) et værelse med 2 queenbeds og i tilgift fik vi lov at få et værelse på 14 etage med udsigt over til den ene side Nevada ørkenen og til den anden side The Strip og ALLE de mega flotte hoteller.

 

Her er efterligninger af New York, pyramiderne, Venedig, Eiffeltårnet, og Triumfbuen.

På flere hoteller er der gratis aftenshow blandt andet på vores hotel hvor der 4 gange om

aftenen kører et piratshow og nabohotellet har en vulkan, som eksploderer 30 meter højt hver

time.

Hotellerne er enorme, og Las Vegas er den by i verdenen, der har flest hotelværelser - nemlig

150.000.

 

Her er utroligt varmt i dag stod det på 44 grader og det er altså poolvejr!! Så vi dasede totalt ved

Poolen, hvor den store fest også var i gang. Store farvede drinks og lyserøde balloner blev

basket frem og tilbage i poolen. Sjældent har Nicolai haft  så mange at spille med.

 

Aftenen bød på den helt store travetur på the Strip. Sikken en oplevelse her er alt muligt og for

hver 100 meter er der en ny spændende oplevelse. Vi så vulkanen på nabohotellet eksplodere,

springvandet som bevægede sig i takt til  musikken og så den enorme rutshebane, der kører

rundt om New York hotellet.

 

Chris og Nicolai er meget opsat på, at de skal prøve den, selvom den ser lidt vild ud. Det er alt

bare her!!!!

Her er sjove butikker med alt tænkeligt merchandise blandt andet en Coca Cola Store og

M &M´s butik og andre spændende butikker.

De lever af alt muligt her. Der er optrædende overalt og vi så Elvis op til flere gange. Men specielt prostitution er udbredt og på hvert gadehjørne deler de små kort ud  med unge nøgne piger. Det er helt  klart en af bagsiderne her.

 

Som tiden skred frem blev det også nogle mere og mere skumle typer der var i gaderne, så der

vi trætte var på hotellet igen ved midnat blev vi enige om, at det absolut var det seneste vi ville

ud i gaderne.


_______________________________________________________


Torsdag - 5/7-12


Dagen i dag, var dagen hvor vi skulle rejse fra New York. En rigtig dejlig og fed by, som vi uden tvivl vil kigge tilbage på med et smil på læben. Vi startede dagen ud med en rask og varm (28 grader/82 fahrenheit) løbetur i Central Park på cirka 9 km. På vejen tilbage hentede vi morgenmad, bestående af bagels og kaffe, i en af de nærtliggende restauranter/caféer/bagerier. Vi tog det med op på hotelværelset og nød ellers morgenen. Efter morgenmåltidet stod det på pakning af kufferter. Det var dog en rimelig overkommelig opgave, for så meget havde vi heller ikke nået at hive ud af kufferterne. Det endte alligevel med at far måtte dryppe af i noget tid efter – men mon ikke, det bare skal være sådan, når familien Stenskrog pakker kufferter J. Et par timers tid inden vi skulle være ude af værelset, tog vi et lille smut på taget - ved poolen – og nød den sidste sol og varme (38 grader/100 fahrenheit) inden vi ville drøne af sted til JFK lufthavn i en af de velkendte gule taxier. På taget fik vi desuden sagt farvel til Gertrud og familien (fars kollega), som vi har nydt en aften på Times Square sammen med. De skulle videre til Denver, som vi jo startede i, sidst vi var af sted.

Vi besluttede os denne gang for at komme af sted i god tid ud til lufthavnen (JA, det ligger ikke rigtigt til familien – men det gjorde vi altså), så vi ikke ville få travlt eller løbe ind i uventede køer, som vi oplevede sidste gang. Det viste sig dog, at vi var i lidt for god tid, og derfor måtte vi slå 3 timer ihjel i lufthavnen inden vi satte kursen mod det lysende hav, nemlig Las Vegas.

Vi ankom til Vegas omkring 21:30 (3 timers tidsforskel ift. New York/9 timer ift. Danmark). Vi fandt hurtigt en taxi - denne gang ikke gul men blot hvid - som kunne køre os til vores hotel Treasure Island (kendt for sit piratshow ud mod the Strip). Efter check-in, gik vi os en lille tur rundt på hotellet, og så hed det ellers godnat i vores King-size-bed (en stor seng til deling).


_______________________________________________________


Onsdag - 4/7-12


Dagen i dag – som i øvrigt er USA uafhængighedsdag - startede tidligt.  ”Fru rejsearrangør” havde hjemmefra booket guidet tur til Harlem. Fra hotellet kl. 07,30 for at nå morgenmad ude i byen inden vi skulle mødes kl. 08,45 ved Harlem Tours  -1 avenue og 14 streets fra vores hotel, så en lille halv time på gåben. Afgang med bus kl. 09,00 mod Harlem på en 4 timers guidet tur, som udover en masse gode historier om Harlem og dens udvikling også havde mange historier og oplysninger om de ting vi så på vejen derud og hjem. En meget god guidet tur, hvor vi fik alle de ”rigtige” historier om Harlem (guiden var vokset op i Harlem – flyttede derfra og er igen flyttet tilbage). Det er nemlig for det første således at Harlem har ændret sig meget over de seneste år – fra et meget berygtet område med mange sorte (african-americans), meget kriminalitet, daglige mord og udbredt narkotikamisbrug – til et helt almindeligt område, men fortsat domineret af sorte. Dog er det ligesom om omgivelserne ikke helt har forstået/oplevet det for selv nyere film skildrer et Harlem lidt som vi altid har kendt det. Vi kom af bussen og vandrede lidt i gaderne for at opleve stemningen og var også forbi Apollo, som er det mest kendte sted på Harlem, hvor der hver eneste dag er optrædener af både meget kendte, mindre kendte og ukendte musikere (jazz) og hvor der hver onsdag er fri adgang for alle der vil ind og vise hvad de duer til. Mange buh´es ud, men også en del bliver tiljublet og bliver en slags vinder og så åbner verden sig måske for dem – det er bl.a. på sådanne onsdagsarrangementer at Stevie Wonder, Michael Jackson og Ella Fitzgerald er ”født” og foran Apollo er der i lagt mindeplader med deres navnetræk. I samme gade som Apollo har Bill Clinton i øvrigt en lejlighed. Inden turen gik hjem skulle vi forbi en baptist kirke og opleve en gudstjeneste med rigtig neger gospel (undskyld udtrykket) – det var en stor oplevelse og for nogen så stor at de var med helt fremme og bl.a. tilsluttede sig koret på den sidste og mest kendte ”Oh happy day, Oh happy day” – det var godt nok ikke familien Stenskrog som var med helt fremme, vi blev siddende på 5. række og nøjes med at klappe diskret. Storslående, frimodigt og ”glad i låget” oplevelse – så hak ved den!

 

Efter hjemkomsten slenterede vi lidt på 8. ave, fik lidt frokost og shoppede lidt inden vi lige skulle hjem og vende hotellet for at komme af de lange bukser!! (det var et krav for at komme i kirken,  at vi var i lange bukser og tillukkede bluser). Nicolai og Chris trak i badebukser og gik på taget (poolen) for at bade og sole. Anette og Emilie gik igen på shopping, men kom tomhændet hjem så det var billigt.

 

Efter bad, så hurtigt i tøjet og ned på Columbus Circle (indgang til Central Park) – vi havde bestemt os for at købe Take Away og tage i Central Park og spise. Vi købte mad et sted hvor det var lagt op til at man kunne blande noget mad i transportable boxe – der var vist 6-7 forskellige buffet´er (Indisk, BBQ, supper, salater, etc). Der blev blandet og mixet til den store guldmedalje –”japaneren” troede at prisen – 8,99 USD – var pr. box, så der blev fyldt i og fyldt i og trykket sammen, så stor var overraskelsen da det gik op for ham, at prisen  ikke var pr. box men pr. pund – det blev en dyr box J. Nå så var der lidt at snakke om i Central Park – det var i øvrigt vældig hyggeligt at være på picnic i den store park.

 

Efter den hyggelige madoplevelse i parken – og ”japaneren” blev sørme mæt J, så satte vi kursen ned mod Hudson Bay.  I anledning af USA´s uafhængighedsdag – har Macy´s (verdens største stormagasin)  tradition for at arrangere et kæmpe fyrværkeri kl. 21 (45.000 skud på 25 minutter) ved Hudson Bay (vi bor i øvrigt kun  2 gader fra Hudson Bay, så igen er vi centralt placeret). Det var bestemt et fantastisk fyrværkeri, men så var det heller ikke mere spektaculært – vi havde nok forventet noget vildere. Det var til gengæld vildt nok med alle de mennesker som samles dernede, så det var de fleste steder som ”sild i en tønde” – vi fandt dog et fornuftigt sted. Dagens sluttede med en omgang Ben og Jerry is og så kalder sengen igen – det er hårdt at være på storby ferie. 

 

PS. Hjemmesiden er ikke så god til at uploade billeder, men vi arbejder på sagen! smiley.gif 


 _______________________________________________________


Tirsdag - 3/7-12

  

Igen i dag var familien ude at løbe og så dog, Nicolai ville godt blive i sengen, så han slap. Da vi kom til Central Park, skulle vi lige tage de obligatoriske billeder (”japaneren” havde jo kammeraet med). Derefter gik jagten ind på at finde H.C. Andersen. Det lykkes og vi fik nogle super gode billeder, hvor vi lige var på skødet af den ældre herre og høre ”den grimme ælling”. Da ”japaneren” havde fået 10-12 billeder fortsatte løbeturen og det i et herligt solskinsvejr. Efter 2-3 km kom vi til den store sø og Anette besluttede sig for at tage den rundt og dermed var det kun Emilie og ”japaneren” som igen skulle på den lange veje rundt om hele parken. Vi aftalte at Anette skulle vente på den anden side, så når vi var ved søen igen kunne vi løbe sammen til udgangen. Hvis det glippede, så skulle vi mødes ved udgangen. Da Emilie og Chris kom til det aftalte sted, så var Anette der ikke – hmmm, nå så løb vi videre og tænkte at vi kunne møde hende ved udgangen. Dog skulle ”japaneren” lige omkring Strawberry Fields og tjekke John Lennons mindesmærke. Da Emilie og Chris nåede udgangen efter 11 km var Anette der ikke – hmmm, mærkeligt – hun burde være der for hun skulle jo ikke løbe så langt! Nå Emilie blev ved udgangen og Chris løb ind i parken igen. Efter 2 km var Anette til syne og der var ”genforening” – det endda i udvidet grad, idet Anette havde faret vild og var lettere ”forvirret” efter at have løbet forgæves på kryds og tværs i parken. Godt at vi fandt vores helt fantastiske rejsearrangør igen  og selvfølgelig var det ”alvorligt”, men nu kan vi grine af det. Det skal lige nævnes at Central Park har flere tusinde i bevægelse på forskellig vis fra morgenstunden, så helt alene er man ikke.

 

Efter vi havde badet gik vi ned til færgen vi skulle sejle omkring frihedsgudinden. Men først skulle vi have noget at spise. Vi gik rigtig langt fordi vi ikke kunne bestemme os hvor. Vi endte med en bagel og noget vand. Da vi var mætte gik vi mod færgen efter vi havde ventet noget tid sejlede den endelig. Kaptajnen på skibet startede med at sejle den forkerte vej for at vi kunne få gode billeder af Empire State. Så vendte han kajakken og sejlede mod The Statue Of Liberty (frihedsgudinden). Vi fik mange gode billeder både af Empire, det nye Twin towers og frihedsgudinden. Efter den tilfredsstillende sejletur købte vi noget vand og noget frugtsalat. Så tog vi en taxi for at komme til Brooklyn bridge, men det ville næsten  ligeså hurtigt at gå fordi der var et mylder af biler i trafikken. Men vi kom heldigvis frem og gik ud halvvejs på broen og fik nogle billeder. Da vi kom tilbage tog vi metroen hjem.

 

Om aftenen spiste vi med en af Chris` kollegaer på Hard Rock Cafe. Det var en hyggelig aften med masser at spise og drikke og regningen var ikke lav, men høj ca. 300 $ ( i danske penge 1800 kr.). Efter chokket med den høje regning gik vi ud på times Square der var lys overalt fra de mange skærme med reklamer osv. Bagefter  gik vi hjem på hotellet og drak en øl.


_______________________________________________________


Mandag - 2/7-12

 

Vi havde besluttet at alle mand skulle tidligt op og en løbetur i Central Park skulle starte dagen. Kl. 07,15 løb vi fra hotellet og så ind i parken – vi tog den lange tur rundt (10 km) – men en super fantastisk tur rundt i den kæmpe park – underligt at den bare ligger her midt i det hele med skyskrabere omkring sig. Lige for at sætte størrelsen i perspektiv så er der i parken – zoologisk have, to skøjtebaner, et friluftsbad, friluftsteater, et slot, 21 legepladser, musikscene, 5 søer, karrusel, Shakespeare museum,  mindesplads for John Lennon, kæmpe sportsbaner og så sidder selveste HC Andersen og læser på en bænk op af Den Grimme ælling – jov han kan den gamleJ

 

Efter et velfortjent bad gik vi i gaden for at få os et velfortjent morgenmåltid. Næste stop med endnu en gul taxi - Ground Zero, hvor vi hjemmefra havde bestilt billet til at se deres mindespark som er opført hvor de 2 tvillinge tårne i World Trade Center havde stået. Parken blev opført til 10 års dagen for katastrofen til ære for alle de døde. Nu er der lavet nordamerikas største vandfald præcis på de 2 steder hvor tvillingetårnene stod. Hele vejen rundt var indgraveret navnene på de knap 3000 der døde under katastrofen, Det giver  godt nok lidt gåsehud at se på det og i baggrunden se de 2 nye tvillingetårne som er godt på vej til at blive færdige – endnu højere og flottere. Kors hvor blev der blitzet og vi kalder nu Chris ”japaneren” – selvom hans mini kamera på ingen måde står mål med deres.

Under katastrofen bestod mirakuløst Sct. Pauls Castel selvom kirken stod midt i ruinerne. Kirken blev samlingspunkt for redningsfolk og der var en daglig trafik af 3000 redningsfolk og folk der søgte deres nære. Vi besøgte kirken og det er gribende at læse breve og se billeder fra dagene. Der var bl.a. en samling af tøjemblemer fra alle de politifolk og brandfolk som var kommet til fra nær og fjern for at hjælpe – bl.a. så vi et emblem fra Københavns Brandvæsen – hmmm – fantastisk!

 

Indtrykkene omkring katastrofen sluttede med at besøge Battery park hvor der er tændt en evig flamme for de efterlevende samt udstillet  et monument (broncekugle) som var det eneste der var tilbage fra World Trade center. Parken bød ellers på underholdning og direkte view til Frihedsgudinden.

 

Vi sluttede dagens mange indtryk af på hjemmebane – nemlig Wall Street. Det virkede noget tillukket – vi havde godt nok håbet på at kunne få en lille rundvisning men nej det blev ikke denne gang. Alligevel fedt at stå foran NYSE (New York Stock Exchange) – kunne næsten mærke suset af aktierne som bare ruller op og ned.

 

Inden vi meget trætte kom til hotellet skulle vi lige have gang i vores shopping gen, så det blev  i en sportsbutik på Broadway – det var rart at mærke at kortet virkede J


_______________________________________________________

 

Søndag - 1/7-12

 

Først lidt om hotellet – centralt placeret på 57´th avenue indenfor 1 km når vi Central Park, Times Square, Hudson bay, Broadway, Big Apple,etc. – med andre ord skide centralt og så med et fantastisk poolområde på taget – 11. etage – med både pool, poolbar og liggestole – et godt sted at slutte dagen

 

Op kl. 07,00 – af sted fra hotellet kl. 08,00 – i dag skal vi op i Empire State Building (tidligere verdens største skyskraber – bygget i 30´erne på kun 1 år!!). Vi tager en gul taxi (hver 2. bil i NYC er en gul taxi) fra hotellet direkte til Empire SB. Her spiser vi lige lidt morgenmad i en af de mange cafeer, inden vi går op i Empire SB. Havde hørt hjemmefra at det ville være bedst at komme der fra morgenstunden for at undgå alt for meget kø – det var heldigvis et godt råd for vi gik uden kø direkte ind. Først skulle vi igennem sikkerhedskontrollen (nøjagtig som i lufthavnen) og så med en elevator til 80. etage – omstigning og så videre til 86. etage, som er et udendørs udsigtspunkt. Sikken en fantastisk udsigt over hele NY/Manhattan – det var faktisk fantastisk at starte NYC dagene med det, idet vi ligesom fik sat de mange områder og bygningsværker på plads – jeg nævner i flæng: Litle Italy, China Town, Finansiel Distrikt med ”World Trade Center”, Frihedsgudinden, Hudson Bay, Central Park, Harlem, Brocklyn, Brocklyn Bridge, Times Square, Macys, Broadway, 5´th avenue, etc. Vi lejede en ipod med informationer om 7 områder set fra toppen – det var meget godt at få noget historie på. Så var det ellers om at opleve, beundre og lade sig imponere – hertil 150 billeder/videoer – forrygende. Efter et par timer på 86. etage tog vi elevatoren til 102. etage, som er et indendørs udsigtspunkt med en endnu bedre og betagende udsigt over Manhattan. Bocklyn, New Jersey, etc.

 

Ned fra Empire SB og vi gik mod Macy´s (verden største stormagasin) – det var nu blot Salling x 10, så der var vi hurtigt ude igen (det er lidt dyrere i NYC). Lidt frokost og så tog vi Broadway mod Times Square og igen faldt kæben ned, for sikket et liv på Times Square og sikken en puls – alle skyskrabere havde elektroniske reklamer fra alle verdens firmaer og mange kendte områder som vi tidligere kun har set i film/tv. Var inde i en kæmpe M&M Store – hold da helt op, hvor var der mange chokoladeknapper derinde + alt tænkeligt merchandice. Herfra gik turen på gåben hjem til hotellet og så skulle vi lige se lidt EURO finale i hotellets bar før vi gik op og skiftede til badetøj – poolen ventede i 1,5 time (her fik vi bl.a. en øl/vand med Gertrud og Niels).

 

Efter poolen blev det tid til bad og omklædning, men ingen var egentlig sultne (frokosten kunne mærkes endnu), så vi besluttede os for at gå en tur i Central Park. Uha, den er stor og vi nåede kun en lille del af den før vi gik hjemover op ad 5. th avenue, hvor vi var inde i Apples Store – kæmpe butik fyldt med alle Apples produkter, som kunne afprøves og opleves. Flot sted og meget imponerende. Udenfor fik vi lige en kæmpe saltkringle inden vi trætte i benene gik tilbage til hotellet.

 

En helt igennem kæmpe oplevelsesrig dag – mange indtryk og mange ”kæbehængere” – det er altså vildt med de kæmpe høje skyskrabere som tårner sig op imellem os små mennesker.


 _______________________________________________________


Lørdag - 30/6-12

 

Lørdag var store rejsedag. Vi kørte fra Viborg kl 00:30 og hentede Emilie fra fest, og så var vi ellers på vej afsted. Lidt over 4 var vi i Hamborg, og klokken 7:10 lettede vi derfra. Næste stop var Paris, så efter 1,5 times søvn i flyveren hoppede vi af og steg på næste fly. Det var dog ikke lige sådan at finde rundt i lufthavnen, og vi endte med at stå i en utrolig lang kø i meget lang tid. Det resulterede i at vi 15 min. før afgang måtte løbe i gennem lufthavnen for at nå flyet. Puhaaaa - og vi troede endda at vi havde god tid. Men vi nåede det hele og fandt vores pladser. Efter godt 8 timer mere i fly, dog med en masse søvn og fin underholdning, landede vi i JFK lufthavn - USA's største. Der gik ikke længe før vi måtte stå i kø igen. Først køen til at komme ned i paskontrolsområdet og derefter køen ved paskontrollen. Sådan gik der yderligere 2 timer, men det var hurtigt glemt, så snart vi fik øje på en gul taxi, der kunne vise os New York. FED BY! Vi ankom til hotellet som ligger meget centralt, og der gik ikke længe før Nic og Chris havde indtaget poolen - på taget. Ellers stod den bare på afslapning indtil vi gik ud for at spise. Vi var tilbage på hotellet ved 22-tiden og hoppede direkte i seng, velvidende om at vækkeuret ville ringe kl 7, til en ny dag med spændende oplevelser.

 
Panel title

© 2017 milloniller

Antal besøg: 2825

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,8385899066925sekunder