Mit Univers - år 2020 overnaturlige ulve: kapitel 2
Kapitel 2                                                                             26/3 2011 

Dagene gik hurtigt i Zürich, og jeg så ikke mere til Pablo. Vi rejser om morgen tidligt til Italien og vi ankommer der sent om aftnen.
Det er nogle forfærdelige veje vi kørte på for at komme hen til det hus som vi har lejet, det er nogle meget kroget veje. Nogle at bakkerne er så stejle at man skal kører i første gear for at komme op.

Vi kører langsomt ind i den lille landsby vi skal bo i de næste fire uger af sommerferien, landsbyen virker på en eller anden måde meget tom og dyster. Det er ligesom at hele landsbyen sover, som om der er en slags forbandelse der viger over byen.
Nej, nej, nej, nej, nu må du være gået fra forstanden Alice. Din fantasi må ikke løbe af med dig, det er de mest mærkelig ting jeg kan tænke på nogle gange.

Vores bil holder i en lille landsby, da man ikke kan kører helt op til huset.
Da vi går igennem gaderne er det virkelig lokalt, alle folk stopper op og glor på os, de kigger på os som om vi kommer fra en anden planet.
Det tager omkring et kvarter for os at gå hen til huset. Vi går på en meget smal sti, hvor der ikke er noget gitter for og der er flere hundred meter ned, men det er en flot udsigt.
Vi ankommer til huset og det er lidt mørke så jeg bemærke ikke at der ligger en hvid schæfer på jorden. Da jeg går forbi den kommer jeg til at træde på dens pote, den knurrer af mig og rejser sig, hvor den derefter går over og ligger sig under et træ.

Det er en gammel kone som tager imod os ved huset, hun kan hverken tale engelsk eller tysk. Så det er mig der bliver nød til at snakke mit dårlige italienske sprog. Da min mor aldrig har lært sproget rigtig og det er mange år siden hendes mormor døde.
Jeg siger bare ordene som Sí, No, Grazie, da jeg forstår det meste af hvad hun siger, men jeg tør ikke at bevæge mig ud på det dybere vand og sige noget på italiensk, da jeg sikkert bare vil gør mig selv til grin, men jeg prøver så til sidst at sige ”´Scusi, mi po’trebbe indi’care un bu’on risto’rante” Det skulle meget gerne betyde om hun kan anbefale en god restaurant. Den gamle kone smiler og svarer at det er der selvfølgelig, det er jo Italien vi snakker om. Der følte jeg mig lidt dum.
Vi bærer alle vores ting op i huset, den gamle kone bor i huset ved siden af os.
Det er en fantastisk udsigt deroppe fra 2 sal.

Huset er meget gammelt med træmøbler, træ døre, en masse billeder af forskellige kunsters værker og af deres egen familie. Det er funktionelt, med en perfekt udsigt. I midten af haven er der en pavillon, hvor den gamle kone sidder og strikker.
Huset ligger lige i udkanten af en skov, kan man vist godt kalde det, det er en slags skov på et bjerg, hvis man kan kalde det.

Jeg går op for at tage et bad, lige da jeg har fået shampooen i mit hår, hører jeg en stemme der snakker italiensk. Jeg tænker åh nej bare det ikke er den gamle kone, men så hører jeg det er en velkendt stemme.
Jeg trækker fra så jeg lige kan kigge ud med mit hoved, hvor jeg opdager det er Pablo. Han står med håndklæder i hånden, jeg bliver glad og meget overrasket over at han står lige foran mig, det havde jeg ikke regnet med. Han står og kigger helt forbavset på mig, han forsætter med at snakke italiensk. ”Du kan godt spare dig med at tale italiensk til mig, du får ikke et eneste ord ud af mig. Jeg har ikke lyst til at dumme mig igen.” Siger jeg med et stort smil på læben ”Si, der kan jo være noget om det.” Griner han og lægger håndklædet på en stol og går ud af badeværelset med et smil på læben.
Jeg skynder mig at blive færdig i badet og går ned i haven, hvor Pablo sidder med sine brødre inklusiv mine forældre og min søster. Den hvide schæfer der lå under træet er væk.
Mine forældre, søster og Pablos brødre går, så jeg står alene tilbage med Pablo. ”Du må undskylde at jeg sådan bare vadet ind imens du var i bad” Siger han og kigger på mig, jeg smiler bare til ham og tænker ikke videre over det.

”Når men hvor lang tid skal du så være her med dine forældre og søster?” Jeg står og kigger ham dybt i øjne, før jeg opfanger hans spørgsmål. Mit blik bliver så fanget af hans hud som har ændret sig, han er blevet meget mere…. ”Alice, Alice hører du overhovedet hvad jeg siger.” Siger Pablo, jeg vækkes af trancen. ”Hvor ved du fra jeg hedder Alice?” Siger jeg forvirret, han står og tænker lidt over det et stykke tid også begynder han at gå. Jeg går efter ham, ”Hey! Stop” Siger jeg og tager fat i hans arm, jeg får elektriskstød da jeg tager fat i hans arm, så jeg slipper den hurtig igen. ”Av!” Siger jeg højt, Pablo står bare og kigger underligt på mig ”Jeg vil da tro du har sagt dit navn, da vi mødtes første gang.” Siger han i mens han kigger et helt andet sted. ”Øh nej det har jeg faktisk ikke.” Siger jeg og kigger helt forvirret på ham, ”Ah, nu ved jeg det, jeg så din navnehalskæde da jeg var oppe med håndklæderne til dig i badeværelse, halskæden lå på bordet.” Siger han selvsikkert til mig. ”Okay.” Jeg prøver at lyde overbevisende, da jeg ikke helt kan forstå at han har set den, da den har ligget i mine cowboybusker imens jeg har været i bad. 
 
 
Panel title

© 2017 mitunivers

Antal besøg: 947

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,73268604278564sekunder
Velkommen
Simpelt forum