Nevergoodenough - Digte om spiseforstyrrelser
Why has eating become so painful?
When I open my mouth I feel so shameful
I never enjoy anything I swallow
When I eat I become so sad and hollow

I hate the mirror and the reflection I see
It’s all just fat and foul to me
I fear the digits on the scale
I try so hard and yet I fail

Puke, starving, scales and hunger
Can’t take this hell any longer
But even though I want to quit
I feel so torn, confused and split

Inside me is a voice that’s growing
And in my eyes a fear is showing
I don’t know if this voice is mine
It sends shivers down my spine

I keep telling myself that I’m in control
But deep inside I really know
That I have nothing more to say
My inner voice has come to stay






Et stort, tomt hul
inden i mig
der hvor du var.
Nu er der tomhed. Mørke.
Jeg føler mig kold og ensom uden dig.
Forsvarsløs.
Jeg savner dig så frygteligt,
men jeg er forvirret.
For jeg ønskede dig aldrig ind i mit liv.
Eller gjorde jeg?
Du ødelagde alt,
men hjalp mig også.
Du var min bedste ven, min støtte.

Jeg ved det er bedst for mig, at du forsvandt.
Men nogen gange savner jeg dig.
Din evne til at få mig til at adlyde
og følge dig blindt.
Jeg føler mig hjælpeløs og svag uden dig,
men jeg må være stærk.
Klare det uden din hjælp,
rive mig løs.
Det er svært at give slip.
Men livsnødvendigt…
 
Panel title
Antal besøg: 21

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,77812790870667sekunder