NGO netværks projekt - Metode og metodekritik

2) Metode og metodekritik

2.1 Participation

Vi vil anvende participation som en central metode i implementeringen af projektet, idet metoden indeholder en demokratisk mekanisme, som giver mulighed for at de forskellige aktører og interessenter får indflydelse på udviklingen af projektet og værktøjet. (Mikkelsen, 2005:53). At sikre ejerskab[1] og participation[2] ift. projektet og værktøjet er altså centralt for at sikre et bæredygtigt og succesfuldt projekt. (se bl.a. Mikkelsen, 2005:54, Rasmussen: Participatory Approaches to Development, Cox & Pawar, 2005) En vej til at sikre dette ejerskab, er at inddrage de lokale aktører, i dette tilfælde de lokale CSO'er, gennem det meste af processen, fra projektudviklingen over implementering til monitorering og evaluering. I det følgende vil vi redegøre for hvilke former for participation vi anvender og hvordan disse anvendes i projektets forskellige faser. I definitionen af formerne for participation, lægger vi os op ad Prettys skala for participation-niveauer, udviklet i 1995 (se Mikkelsen, 2005: 59) Overordnet set vil vores projekt anvende instrumentel participation, hvilket vil sige at vi bruger participation som et middel, en metode, til at opnå bæredygtighed for værktøjet og forbedre de udviklingsaktiviteter der allerede er i gang i den lokale kontekst. Participation er altså ikke et mål i sig selv.

I projektudviklingsfasen, fase 1, vil vi overordnet anvende ”participation by consultation”. Som det vil fremgå af projektbeskrivelsen (se afsnit 5.2.1) beholder projektgruppen[3] her ejerskab over projektudviklingen, men konsulterer løbende samarbejdspartnere og CSO´er for at få konstruktiv kritik med henblik på at afklare om projektidéen er realistisk og levedygtig, om de relevante aktører kan se meningen med ideen, om de har lyst og ressourcer til medvirke til at gennemføre den. I de resterende faser vil projektet anvende ”interactive participation”. Her involveres de lokale CSO'er i analyse, udvikling og læringsprocesser, således at der kan skabes nye arbejdsredskaber og strukturer. Intentionen er at læringsprocesserne foregår i en dynamisk dialog mellem projektgruppe og lokale CSO'er. Hensigten er at CSO'erne har kontrollen i denne proces og derved bevarer motivationen til selv at videreføre strukturer og redskaber (se afsnit 5.2.4) efter at projektgruppen har trukket sig ud. Når vi ikke anvender ”interactive participation” gennem alle 3 faser, er det bl.a. fordi projektudviklingsfasen forudsætter kendskab til diverse teknologiske muligheder og begrænsninger. Det er vigtigt for os at understrege at vi ikke har valgt participation som et slags ”kosmetisk mærkat” udelukkende for at gøre vore projekt attraktivt for donorer, kritikere og eventuelle myndigheder. (Mikkelsen, 2005:54) Vi har valgt metoden, fordi vi tror på at den vil gøre projektet mest bæredygtigt og ikke mindst for at opnå på en reel empowering effekt, hvor CSO'erne i de uformelle boligområder får mulighed for at identificere deres styrker og svagheder, at koordinere deres indsatser, forbedre deres kommunikation og i sidste ende få en styrket identitetsfølelse, tillid til og et realistisk billede af egne evner og kapacitet. En kritik af participation som metode kunne være det netop ovenfor beskrevne. Participation anvendes hyppigt som et kosmetisk mærkat i diskursen om udviklingsarbejde og kan i forlængelse heraf også misbruges som en form for manipulation. Projekter som i deres teoretiske udformning ser ud til at være deltagerorienterede og empowering, kan i realiteten være en mere subtil form for manipulation, hvor eksterne aktører eller projektmedarbejdere styrer projekt og økonomiske midler uden at inddrage de mennesker eller aktører som reelt skulle få udbytte af projektet (Mikkelsen, 2005: 60). Som det burde fremgå implicit, er projektet endvidere udviklet med kapacitetsopbygning for øje. Dette er en væsentlig forudsætning for at kunne opnå andre mål, eksempelvis optimering af serviceydelser og organisering af lobby- og fortalervirksomhed. Som beskrevet er et af projektets mål opbygning af faglige netværk, samt koordinering af komplementære indsatser, hvilket igen relaterer sig til kapacitetsopbygning (Civilsamfundsstrategien, 2008:31).

2.2 Logical Framework Approach (LFA)

Løbende gennem projektudviklingen har vi anvendt dele af LFA. Dette er hovedsageligt gjort med henblik på at afklare om projektet er egnet til at løse de problemstillinger vi ønskede at løse, nemlig ineffektiv kommunikation, manglende samarbejde og koordinering af det sociale arbejde, samt at strukturere projektudviklingen logisk og sammenhængende. Vi har brugt LFA dynamisk og selektivt, hvilket også er tanken bag metoden (Projektrådgivningens Guide til formulering af NGO-projekter, 2010:4) og har dermed udvalgt de modeller og redskaber fra LFA-metoden som har givet mening for nærværende projekt (se bilag 1, 2, 3) Desuden har de udvalgte redskaber fra LFA, eks. matrixen, hjulpet os til at afgrænse projektets ambitionsniveau og strategiSom støtteredskab har LFA-metoden været særdeles anvendelig, da vi har kunnet inddrage de forskellige modeller/redskaber når vi har haft brug for dem undervejs. Den systematiske gennemtænkning af faktorer, som har indflydelse på et projekt, har løbende givet os overblik over status og mangler i projektudviklingen. Når vi har udeladt mange af de faser og redskaber som LFA ellers lægger op til, er det fordi vi har valgt at fokusere på den innovationsorienterede del af projektet og ikke holde os stramt til projektudviklingen som den er foreslået i Projektrådgivningens Guide til formulering af NGO-projekter, 2010. Af samme grund, har vi valgt at udelade at udarbejde et budget, samt at overveje ressourcer til brug for projektet, vi mener at disse alligevel ville blive for hypotetiske. LFA kritiseres for at være for rigid og problemfokuseret, ligesom den tager udgangspunkt i en vestlig videnskabelig tradition med fokus på opdeling i kasser og strukturer. Derfor har vi suppleret LFA med participation som metode, idet der lægges op til at man anvender LFA i kombination med andre metoder (Projektrådgivningens Guide til formulering af NGO-projekter, 2010:48)

2.3 Empiri

I dette udviklingsprojekt har vi hovedsageligt valgt en induktiv tilgang, herunder kvalitative interviews og egne observationer (se afsnit 4.1) som grundlag for analyse og projektudvikling, Det er denne kvalitative empiri, samt et baseline studie udført af projektmedarbejder ved SJCC, Peter Njuguna, som udgør vores primære empiri. Metoden til indsamlingen af empiri har været noget utraditionel, idet empirien er indsamlet inden problemafgrænsning og -formulering overhovedet fandt sted. Vi er bevidste om at dette er en svaghed for projektet. Vi har risikeret at ende med en ustruktureret og ufokuseret mængde af empiri, da det ved indsamlingen af empiri jo ikke har været muligt at vælge et klart fokus i forlængelse af problemformuleringen, ligesom det heller ikke har været muligt at gå systematisk frem. Vi har alligevel valgt at lægge disse baseline studier til grund for projektet, fordi problemstillingen, at kommunikation og samarbejde kan forbedres, af flere forskellige aktører, som de studerende var i kontakt med, var blevet påpeget som essentiel. Desuden er fordelen ved disse baseline studier, at empirien er nyligt indsamlet på baggrund af et 4 måneders ophold i lokalsamfundet med direkte kontakt til mange af de centrale aktører og implicerede. Vi mener derfor at denne empiri kan vise et øjebliksbillede af kompleksiteten ved at arbejde med kapacitetsopbygning og socialt arbejde i slumområderne i Nairobi. Vi er opmærksomme på at konklusioner og hypotetiske resultater som opnås gennem dette projekt kun er repræsentative for denne konkrete kontekst. En grundig baselineundersøgelse af de aktuelle forhold hvad angår kommunikation og samarbejde, samt IT-færdigheder, ville selvfølgelig have været ideel. Det ligger desværre ikke inden for dette projekts rammer, da det ville have krævet en rejse til Kenya, samt flere ugers arbejde med empiriindsamling. Endelig ville vi meget gerne have trukket på andres erfaringer med lignende projekter. IBIS havde et lignende projekt i Mozambique og det ville have været oplagt at bruge viden og erfaring fra dette. I vores research er vi desværre ikke stødt på umiddelbart tilgængelige rapporter og det har ikke været muligt at få interviews med eksempelvis konsulenter hos IBIS pga. tidsmangel for dem og os.



[1] ved ejerskab refereres til "ownership", som det eksempelvis defineres hos Mikkelsen, 2005:57

[2]  participation er et begreb som bruges løst og bredt i diskursen om udviklingsarbejde. Vi har valgt at lægge os op ad Mikkelsens forslag på en definition (Mikkelsen, 2005: 53)

[3] fodnote: var dette et virkeligt projekt, ville projektgruppen bestå af en række forskellige fagfolk med kompetencer inden for bl.a. projektudvikling, kommunikation, organisation og IT. I dette tilfælde består gruppen dog af de fem studerende bag denne opgave

 
Panel title
Antal besøg: 4034

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,46633791923523sekunder