Sejler breve - Pinsetur 2010
   

Pinsetur: NSS-Sundsøre

Vi havde sagt nej tak til klubbens årlige pinsetur til Egense, fordi vi skulle være sammen med familen i Sundsøre, og da vejret tegnede til at blive godt, skulle vi selvfølgelig sejle derned.

 

Vi sejlede fra NSS fredag kl 18.00 og skulle for første gang prøve at sejle ind i fjorden. Vi vidste ikke så meget om hvor lang tid turen til Løgstør vile tage, men udfra samtaler med andre sejlere, skulle vi nok regne med 3-4 timer.

 

Vi var dog ret sikre på at vi kunne gøre det på omkring 2 timer, og så kunne vi også nå at lave aftensmad i havn, inden det blev alt for sent.

 

Da vi kom på øst siden af Egholm, og ud af den værste trafik, besluttede vi os for at sende båden op at plane. Dels fordi det havde taget næsten 30 minutter at komme fri af Aalborg, og så selvfølgelig fordi vi ikke anede hvor lang tid turen ville tage, og vi ville gerne i havn inden det blev mørkt.

 

Frem med kortet, så vi kunne følge korridoren af sideafmærkninger, og så op på 20 knob. En time senere var vi fortøjet i kanalhavnen i Løgstør, og klar til at tænde grillen.

 

Vi var noget benovede over hvor hurtigt vi var kommet frem, men vi var samtidigt enige om at det ikke var den måde vi ville sejle på. Da man ikke rigtigt kan bruge båden når den planer, fordi det kræver at man sidder nogenlunde stille.

 

Vi havde lagt os langskibs ved kajen, og foran os, lå der en sejlbåd fra Aalborg, som vi kom i snak med. Det resulterede i en smule hovedpine dagen efter, men var en hyggelig aften.

 

Lørdag viste vejret sig fra sin smukkeste side. Vi stod tidligt op, og gik en tur på stranden med Ludvig. Kl. 8.30 forlod vi Løgstør og sejlede stille og roligt gennem Løgstør rende ind mod kompasafmærkningen, som markerer Løgstørgrundes ophør.

 

Vejret var fantastisk og der var fladt vand i Løgstør bredning (hvilket senere skulle vise sig at være et sjældent fænomen). Der gik lidt drengerøv i den (igen), og de 310hk fik lov at strække ud ned mod Hvalpsund.

 

4dae9f87efd4920042011.jpgKl. 10.00 anløb vi Sundsøre lystbådehavn. Og havde en dejlig pinse lørdag, sammen med familien.

 

Søndag morgen blæste det op mod 10 m/sek. Og vi snakkede om at sejle hjem i løbet af dagen, da vejr udsigten ikke så for god ud for 2. pinsedag.

 

Vi ventede til ud på eftermiddagen, for at se om vinden ville løje lidt, men det gjorde den ikke, og vi besluttede os for at sejle op mod Løgstør, for at være tættere på Aalborg, hvis det rigtigt skulle begynde at blæse.

 

Da vi kom fri af Salling, tog vinden til. Der blæste nu en hård vind til kulling fra vest, og bølgerne steg til omkring 1-1½ m. Vi sejlede stik nord og fik bølgerne ind fra siden, hvilket resulterede i en kraftig rulning.

 

Der gik der heller ikke længe før at Oliver måtte overgive sig til søsygen, og han blev pladseret i cockpittet med en pose.

Køleskabet var ikke ordentligt lukket, så det tømte sig selv ud på dørken, og TVét som hænger på skottet, havde vi ikke fået lavet nogen form for fastspænding til, så det hang og dinglede faretruende fra side til side.

 

Vi gik op i vinden og tog farten af, og det lykkedes Mikkel og Sine at få skruet TVét ned fra skottet, så kunne vi fortsætte mod Løgstør rende. Vi gik 10 knob og blev kastet rundt som en korkprop. Men motoren fortsatte ufortrødent, og efter en ca 1½ times ruske tur ændrede vi kursen til stik øst mod Løgstør, og fik bølgerne ind fra agten.

 

Det hjalp lidt på det, men vi blev enige om at gå ind i Løgstør, for nu havde vi fået nok. Der lå en del både i kanalhavnen, og der var ikke umiddelbart nogen ledige pladser. Pludselig tog vinden fat i båden, og begyndte at skubbe den over mod de både som lå fortøjet langskibs ved kajen.

 

Jeg må indrømme at jeg var tæt på at panikke, da jeg ikke havde nogen styre fart, og stadig ikke kendte båden godt nok til at lave proffesionelle havnemanøvre i kulling. Så jeg rykkede båden i bak gear, og var lige ved at sende Sine i havnen. Så kunne jeg styre igen, og det lykkedes at få vendt rundt og komme ud af havnen.

 

Nu skulle jeg ikke nyde flere havnemanøvre, så jeg bekendtgjorde at nu sejlede vi hjem. Det var ikke alle der var lige begejstrede for endnu en tur i det vejr. Men da vi gik under Aggersundbroen, var vi nogenlunde i læ, og bølgerne lagde sig så meget vi kunne gå op på marchfart.

 

Først i Gjølbredning kom bølgerne tilbage, men da havde vi dem ind fra agten, så vi fortsatte i marchfart og kort efter gik vi ind i Nørresundby havn, og var hjemme. Klokken var ca 19.00.

 

Nu havde vi i hvert fald fået prøvet grejet af, og selv om det viste sig at båden var mere søstærk end vi umiddelbart havde troet, var vi også enige om at vi var mest til lystsejlads, og den her tur, var der ikke meget lyst ved.

 
Panel title

© 2017 nss-sejler

Antal besøg: 1759

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,74946212768555sekunder