Sejler breve - Sommerferie 2011
   

Sommerferie 2011, Vi havde ikke detail planlagt turen, inden vi tog af sted, men vi var enige om at Læsø, skulle være det primære mål for turen.

 

Vi gik på ferie fredag i uge 26, og skulle holde 3 uger sammen. Vi var klar over at vi ikke ville kunne sejle i alle 3 uger, da det nok ville være at stramme den, lige rigeligt for et par teenagere, som også skulle ombord.

 

Men kunne vi få 10-14 dage ville det være helt perfekt. Altså havde vi ikke travlt med at komme af sted, så vi kunne stille og roligt gøre båden klar til afrejse.

Der skulle for det første tankes ca. 300L benzin, som jeg henter på tanken i 20l. dunke, 2 ad gangen. Så det går der jo meget god tid med.

 

Vi pakkede båden i løbet af weekenden, og havde et ærinde om mandagen, så vi blev enige om at tirsdag måtte være dagen hvor vi tog af sted.

 

4e2e74fd354c326072011.jpg

 

Vi sejlede fra Nørresundby tirsdag kl. 16.30, og tøffede stille og roligt ud af Langerak med 8 knob.

Vejret var stille og det havde været overskyet hele dagen, men hen under aften kom opklaringen, og da vi nåede til Mou var det blevet solskin.

 

Der var ikke meget trafik på fjorden, men det skyldtes nok det sene tidspunkt.

Hvis man vil have en plads i Hals havn, skal man komme senest kl. 14.00 i højsæsonen. Vi sejlede ind i det forreste havnebassin ca. kl. 19.00, bare for at konstatere at vi var alt for sent på den, havnen var pakket, og hvis heldet var med os kunne vi måske komme til alægge uden på en sejlbåd. Det er ikke den bedste løsning med 2 hunde ombord, så vi vendte stævnen ud af havnen igen. Og blev enige om at sejle over på den anden side til Egense.

 

Vi nåede lige over fjorden inden vi kom i vejen for Fred Olsen Line, et krydstogtskib, som sikkert ikke er særligt stort, men i Limfjorden så den ud til at være enorm.

 

I Egense var der masser af plads, og vi lagde os langskibs, ved gæstebroen. Sine havde lavet mad hjemmefra, så det skulle bare varmes op. Det var dejligt, for vi var ved at være sultne. Oliver nåede også at bade fra stranden inden dagen var helt slut. Vejret var blevet rigtigt godt, og vi havde en flot aften på havnen.

 

4e2e7571aaaea26072011.jpg

 

Onsdag morgen, var der solskin over hele linjen, og vinden var svag. Jeg tog cyklen op til campingpladsen og købte et franskbrød og en liter mælk til en 10ér som kun havde en dag tilbage inden udløbL

 

Efter morgenmaden, lagde vi fra land og sejlede ud af Limfjorden, sammen med alle de andre, som sejlede ud fra Hals. Vi behøver dog ikke gå helt ud til fyrene før vi ændrer kurs, så ved anden sidste sideafmærkning, skiftede vi kurs til 30 grader, og sejlede op langs kysten mod Asaa.

 

Vejret var rigtigt dejligt, og vi sejlede med lav fart, og nød turen. Der er markant forskel på vandfarven, når man kommer fra Limfjorden og sejler ud i Kattegat. Vi kunne se på vores kølvand at vandet her, var meget renere end det vi kom fra.

 

Inden vi sejlede fra Aalborg, skulle vi have tømt vores holding tank, som var ved at være godt fyldt. Vi har ikke automatisk tømning ombord, så det foregår ved et vakuum anlæg i havn. I Aalborg findes det i skudehavnen, og havnefogeden skal komme og låse anlægget op. Det gjorde han, men kunne ikke få det til at virke, så vi måtte starte ud med fyldt tank (og det var ikke 95 blyfri).

 

Jeg havde ringet til havnefogeden i Asaa og spurgt om de havde vakuum anlæg. Det havde de, jeg skulle bare gå ind i det midterste bassin. Hold da op tænkte jeg, har de 3 bassiner i sådan en lille by?

 

Ja det havde de… Asaa havn er en gammel fiskeri havn, og bygningerne, som for en stor del står tomme, vidner stadig om at det engang var en travl fiskerihavn.

Vi fandt vakuum anlægget, og her var der selvbetjening, så det tog kun et øjeblik, så var vi klar til at finde en plads i marinaen, som ligger i det nordligste bassin.

 

4e2e75ec6ad4326072011.jpg

 

Her lavede vi feriens dårligste havnemanøvre. Det gik sådan set fint nok med at finde en plads og komme ind mellem pælene, men jeg havde ikke regnet med at pladserne var helt så lange, så af de to fortøjninger jeg havde på de bagerste pæle, var kun den ene lang nok. Øv, jeg var nødt til at slippe den der var for kort, og så hente den senere i gummibåden.

 

Efter lidt baksen frem og tilbage, og skifte til pladsen ved siden af, fik vi endelig fortøjet, og de nye klamper på hækken, kom til sin ret, da vi var nødt il at krydse fortøjningerne for ikke at svaje.

 

Vi gik op til byen for at handle til frokost, en tur på 1½ km hver vej, på en meget varm landevej.

Efter frokost, gik vi på stranden og alle kom en tur i vandet inklusive hundene, som nød at blive kølet af.

 

Gustav fik endnu en badetur kl. 21.30, da han faldt i havnen fra båden, og måtte reddes op med en bådshage. Våd hund i sengen…

 

Torsdag morgen vågnede vi op til massivt regnvejr, men heldigvis var der lovet opklaring sidst på formiddagen, så der var ikke andet at gøre end at vente.

Jeg var ved at blive en smule nervøs, da jeg ikke vidste hvor lang tid vi skulle bruge til Læsø, og jeg havde jo hørt at vi skulle komme tidligt hvis vi ville have en plads.

 

Det ærgelige ved regnvejret var at det dryppede ned i den bagerste del af cockpittet, fra targabøjlen. Jeg ringede til kollega, som kom forbi med en tube fugemasse, som jeg prøvede at tætne kalechen med. Det blev en smule bedre, men vand finder altid en vej.

 

Ved middagstid stoppede regnen, og solen kiggede forsigtigt frem. Vinden var stadig svag, så vejret var perfekt til at krydse Kattegat.

 

Vi sejlede ud mod fyret i Læsø rende, og lagde os på 24 knob, så vi ikke skulle bruge hele eftermiddagen på turen.

 

4e2e764f10f4d26072011.jpg

 

Faktisk skal man langt ud, før man kan se Læsø. Det er en flad ø, med forholdsvis lav vegetation. Jeg synes vi sejlede i lang tid, men der er kun 20 sømil fra Asaa og 50 minutter senere gik vi ind i Vesterø havn.

 

 Det var gået så stærkt at vi sejlede fra opklaringen og ind i det grå igen. Det var lige holdt op med at regne på Læsø, og folk var så småt begyndt at stikke hovederne frem fra kahytterne.

 

Da vi kom ind i havnen var der mange pladser at vælge imellem, og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor vi var blevet advaret mod at komme for sent. Jeg fandt senere ud af at denne dag var helt speciel, for resten af den tid vi lå i havnen var det nærmest umuligt at få plads efter kl. 10.00.

 

I Vesterø havn er der ingen pæle, men i stedet en agter fortøjning der er forankret i bunden af havnebassinet. Den er bundet fast til broen, så man kan føre den ud agter og fortøje den der, der er kun en pr båd, men man ligger alligevel ret stille, da man ligger fender mod fender, med bådende ved siden af.

 

Læsø er et fantastisk sted, her er der ingen der har travlt, og havnen summer af ferieglade sejlere og turister. Der er ingen faste pladser for hjemhørende både i lystbådehavnen. Det betyder at der er folk på alle bådene, og masser af liv på havnen.

 

4e2e76ec494f926072011.jpg

Vi lå i Vesterø havn i 6 dage, og købte et 10 turs kort, da det langt bedre kunne betale sig. En overnatning koster 185,- for både under 12m. Et 10 turs kort koster 1295,- og kan bruges både i Vesterø og Østerby havne, og har ingen udløbsdato, så der var ikke så meget at betænke sig på.

 

Vi fik spist noget fisk, vi fik badet på stranden, vi så selvfølgelig salt syderiet, og vi fik i den grad slappet af.

 

Efter 6 dage så det ud til at vejret ville ændre sig, og vi mente det var tid at komme over til fastlandet igen. Vi sejlede fra Læsø onsdag morgen kl. 07.15 og var i Sæby en halv time senere.

 

Her var havnen ved at blive tømt og vi fik uden problemer en pæle plads på den anden inderste bro. Allerede kl. 11.00 var der totalt fyldt op igen.

Vi lå i Sæby til fredag, torsdag var der rigtigt dårligt vejr, med regn og kuling, så der foregik det meste af dagen i båden.

 

4e2e778014f3e26072011.jpg

 I Sæby er der ingen faciliteter, udover toilet og bad, for gæstesejlere. Havnen er kommunal, og sejlklubben er ikke interesseret i at lukke gæstesejlere ind i deres klubhus. Strømmen på broen er kun på 6 amp. Så vi kunne ikke engang bruge vores el-keddel, og det trådløse net, var meget ustabilt. Til gengæld kostede det 170,- pr. overnatning. Tak for ingenting….

 

Fredag var det overskyet, men vindstille, så vi sejlede kl. 08.00 og satte kursen mod Hals. Vi var blevet enige om at sejle hele vejen hjem, da vejr udsigten ikke så for god ud de næste mange dage. Vi startede stille og roligt ud, og holdt god afstand til land, da en god ven fra klubben, var sejlet på grund på vej til Sæby, ugen før, og det havde kostet ham en masse tid og ikke mindst penge.

Vi sigtede mod fyret i Læsø rende, og da vi havde det i sigte ændrede vi kurs mod Hals, og satte farten op. Vi sejlede nu 25 knob med dønningerne fra gårsdagens blæsevejr. Det gav nogle ture op, og ikke mindst ned ad bølgerne. Ikke at det var ubehageligt, da bølgerne var lange og bløde, men helt rolig sejlads var det nu heller ikke.

 

Da vi rundede Hals, satte vi farten ned, og sejlede stille og roligt ind i limfjorden igen. Vi sad og hyggesnakkede og holdt de grønne sideafmærkninger på styrbord, vi rundede Mou og satte kursen mod Vendsysselværket, pludseligt begyndte motoren at opføre sig mærkeligt, og jeg frytede at nu var der noget helt galt, den trak ikke og omdrejningerne faldt. jeg koblede drevet fra, og straks kørte den normalt igen. Det var først nu jeg fik kigget på ekkoloddet, 70 cm vand Av. Godt at det var skipper selv der sad ved roret, og hurra for limfjordens mudderbund. Lidt op med drevet og ud i sejlrenden igen, og så sluttede vi efter 12 gode dage på vandet, som vi begyndte,

med 8 knob gennem Langerak.

4e2e78008d92626072011.jpg

 

 
Panel title

© 2017 nss-sejler

Antal besøg: 1757

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,98363399505615sekunder