OfeliasBlomster - Teksten

Jeg har rejst hele verden rundt for at finde dig

Han drejede sig utvungent mod den talende. Set udefra var der intet galt. Der var næsten smil i luften, om ikke amoriner.

Næppe ville der blive tale om hjertevenskab i traditionel forstand, men mindre kan også gøre det en sensommerdags morgen hvor alt er lysere og virker mere luftigt end det formodentligt i realiteten er, dersom man tager alting i betragtning, hvilket også er en hel del når det kommer til stykket, hvad det så gudskelov også yderst sjældent, hvis ikke aldrig gør.

Han havde været i stribet undertrøje, dersom han havde haft noget på. Nu var han solbrun, lyshåret. Deres øjne mødtes i hans nøgenhed. Lige midt i den.

Det er uden på og umiddelbart. A first impression, so to speak. Indeni er alting galt. Følelser ligger bunkede oven i følelser som udsmidt kød

Gas og gejl og for mange blomster!

Den første berøring er smertefuld som et kys. Den næste som et afvæbnende håndkantslag.

Der er noget rørende over den måde de forsøger at nå hinanden på. Vold og kærtegn bliver et. Lussingen bliver i slow motion et forsigtigt nænsomt ae hen over balle eller kind. Kysset ligner et tandbid. Det hele går så hurtigt og langsomt på samme tid og lader kun på overfladen de implicerede i tvivl om hvad der er gang i. Det er så smukt. Som på film, eller i reklamer for børn.

Portrætlighed

Deres blikke bliver dybe og lange som en hypnotisørs foran et spejl. Optakten til en græsk tragedie, med kor og det hele. Men er enhver romance ikke sådan i sin spæde vorden. Og er der en sådan: en spæd vorden? Er det ikke som et lynnedslag fra en overskyet himmel når Gud Amor lægger an og skyder løs: Ratttaaa….

Naturligvis er det noget famlende, deres første møde, under den maskuline og brutale showing off. Sådan er det ofte når handyr skaber kontakt. Men hvis man sagtner tempoet et øjeblik og ser igennem svedperler og blodstænk, så er det tydeligt for enhver, eller burde være tydeligt for enhver, at der her er tale om følelser så sarte som harpestrenge.

Bagefter er der mørke. Mørke eller stilhed. Det hævdes at der i orkanens øje kan gro valmuer. Den slags påstande er der mange af. Det er nok mere poesi end eksakt videnskab. På den anden side er der jo heller ikke ført endegyldigt bevis for mobiltelefonens faktiske i virkeligheden rigtighed. Den kan være en illusion der bygger på samme præmisser som verdens økonomien…. og kærligheden.

Kærligheden eksisterer!

Skat, skat tager du vasketøjet med?… Skat?

Lad være med at kalde mig skat!

Jamen s…

Hold op!

Jamen…

Jeg bliver sindssyg! Jeg hedder ikke skat. Jeg har et navn.

Det har du da ikke skat…

Jeg har et udmærket navn.

Du…

Ikke at jeg lige kan komme i tanke om hvad det er,

Nej der kan du selv s…

…men det har ingen betydning. Navnet har, men ikke hvad det er.

Du vrøvler skat. Kom…

Jeg kvæler dig hvis du en, bare en gang mere kalder mig skat!

Du er altså ikke særlig sød nu.

Jeg bliver sindssyg!

Du ved godt at jeg ikke bryds mig om de der kvælelege…

Hjælp mig!

Se, se jeg har stadig mærker her på halsen… og her…

Du ber jo selv om det!

Det gør jeg da vel nok ikke!

Du provokerer uafladeligt med din tvangs normalisering. Det er til at blive sindssyg af.

Hold nu op Skat. Vasketøjet.

Det rager mig det vasketøj!

Ja, men det hører altså med.

Gu gør det da ej! Jeg har aldrig bedt om vasketøj. Jeg vil have sex, nærvær og omsorg!

Ja, men har man sagt A må man også tage det andet med.

Hvem fanden har bestemt det!

Sådan er det bare.

Hvem?!

Det står i bøgerne eller aviserne. Hold nu op og kom og hjælp mig med vasketøjet.

NEJ!!!

Så får du lidt sex bagefter. Kom nu.

Jeg skrider.

Hvor i alverden vil du skride hen?

Fremmedlegionen.

Suk. Ja men kom hjem til aftensmad.

Røvhul.

Jeg holder den ikke varm…

 

Drømmen er for intet at regne når det virkelig blæser op. Længsler, håb og hengemte minder trænger sig ind hvor den mindste sprække gør det muligt. Det er ikke størrelsen det kommer an på siger man, men det er en anden sag. Et fatamorgana har den størrelse der passer sig. Den attråede henstår fejl- og pletfri i et forklarelsens lys der er lige så løgnagtigt som det er besnærende…

Det er vel et eller andet sted menneskelig adfærd: at gøre sig illusioner. At nære forhåbninger. At tro og at drømme. Der er en tid før Freud, som stadig ligger inde i genmassen. Der inde ligger den og erindrer sig. Mindes Kronborg, Stonhenge og Bermuda trekanten ved solnedgang. Herkule Poirot hævder at tidsfaktoren er af største betydning. Han er belgier.

Man vil så gerne mødes. Forenes og forstås… hov, næ det er da en haremis der kommer hoppende der. Sikke en lille frækkert. Hop hop, hop hop... Forbavsende lille kræ. Ikke meget andet end dyrisk instinkt og Walt Disney øjne. Svært at begribe hvordan nogen kan få sig til at med kølle pande-beslå og siden pelse sådan en lille filur som var det en grønlandsk babysæl. Mennesket er dog en besynderlig skabning. Gad vide hvad Gud tænkte på den dag? Måske han tænkte på kaniner…

Jeg har rejst hele verden rundt for at finde dig – Gentaget, gentaget, gentaget…

Man kikker sig rundt. Ser sig omkring, og for. Lurer på de fælder der måtte være i nærgeografien. Nogen gange med held. Af og til lurer de tilbage. Det er en farlig verden. Fyldt med kødædende planter er den. Hibiscus, ranunkel, oksetand og klokkeblomst. Tusindfryd, hyacint, stedmorblomst, tulipan og erantis og mælkebøtte, elefantgræs, jordbær og skarntyde. Bulmeurt og humle. Rose, vintergæk,…

”Vi lever, og ånder, og håber alt det bedste.
Vi kysser og elsker og håber at den næste – er ham eller hende foruden alt er intet…”
Der er ubegribeligt meget vand. Der er stort set ikke andet. Vi burde have gæller og finner, men de må have været udsolgt da vi kom på benene. Mange har eksperimenteret med hvor længe vejret kan holdes under vand. Andre har forsøgt at integrere det. Det er svært at sige om det er lykkedes. Strandvaskere kan ikke bruges som vidner. Spirillen viser sig i et ret sent album at være et amfibium. Måske er der andre. Måske er der noget vi ikke ved endnu. Muligvis en hel del. Og så er der isbjergene…

Det er begyndt at regne, oftere. Eller det er det nok i virkeligheden ikke. Det føles og fornemmes bare sådan. Tidligere startede det med at dryppe. Et dryp, to dryp og så flere ind til det silede ned over kinderne. Nu plasker det ned og gør en våd i bukserne med det samme. Det er fuldkommen umådeholdent. Det er umuligt at skærme sig. Man kan prøve, men det løber lige igennem. Siver ind. Alle steder. Også i bevidstheden, eller under den. Lidt som kys man har glemt. Eller næsten glemt. Et kys glemmer man aldrig helt. Ikke hvis det har været et rigtigt kys. Et af de våde, Ikke smaskkys, men tungeslakere. De romantiske… De forfærdeligt romantiske. Dem er der rigtig mange af

Og så bliver man lykkelig. Bjergtaget. Euforisk. Nat og dag bliver et og uadskillelige. Forelsket… Shh… Shh… Hænder alle vejne. Øjne over alt… Shh… Ord, ord, ord, og baglæns… Stjerneklare dage, eller nætter, fylder døgnet og det lyserøde sengemiljø. Myggenettet flagrer rytmisk i takt med vores nyvundne glæde. Vi er det stof som drømme gøres af… Shhh… Og jeg vil elske dig så længe jeg kan mindes. Og du mig… Shh… Væk mig ikke virkelighed… Væk mig ikke elskede…. Shh…

Hvor har du været?

Mig?

Hvor er du?

Øh, er det mig du taler til?

Hvor var du?

Hallo, er det mig du mener?

Hvor var du ikke?

Ja okay, og tingeling ling kammerat…

Hvor går du hen?

Jeg tror sgu lige jeg bare smutter i koma. Bay bay…

Hvorfor mødtes vi ikke?

Hej hej…

 

At handle er ikke det samme som at købe ind

At ryge helt ud i galaksen er ikke nødvendigvis en intergeografisk betragtning. Det kan det være. Det kan det da bestemt, men langt oftere er det udtryk for en nærmest sjælelig rejse i samme gruppe som at gå fra koncepterne. Eller at være langt ude. Det kan i og for sig godt, i virkeligheden, rubriceres med ud af kroppen oplevelser. En type nutidsshamanisme. Vi lever i en verden fyldt med uerkendte ormehuller og parallelliteter. Det er der ikke noget nyt i. Guds arbejdsuge var relativ. Det har man længe vidst. Balance er ikke stilstand men bevægelse.

Den elskedes ansigt bliver sløret af tiden og smelter sammen med mængden. Kun smerten over det manglende farvelkys står lysende klart i erindringen.

Liggende i vandet. Svævende blandt bobler i farver. Tang og søgræs kærtegnende dit ansigt og din krop som hænder eller tunger. Eller mig. Vi kikker op og ned gennem spejlet mig og jeg. Vi virker genkendelige. Trygt. Som at være hjemme igen, uden minder.

Hvor skal vi mødes?

Hvor skal vi mødes?

Hvor skal vi mødes?

Der sejler skibe på havet. Alt fra joller til supertankere. Om de vil det eller ej så sejler de bare rundt. På en kugle. Eller synker.

 

 
Panel title
Antal besøg: 11251

Lav en gratis hjemmeside på Freewebsite-service.com

Editing

-0,28625893592834sekunder