Hej, 
Jeg har altid været et "svagt" menneske, forstået på den måde, at jeg ikke er særlig stærk psykisk, og det ved jeg godt. Jeg har haft en depression for to år siden og perioder med selvskadende adfærd. Der skal ikke særlig meget til, før jeg bliver påvirket af ting jeg får stukket i hovedet. Emnet madkemi i fysik har skræmt mig så meget, at mit forhold til mad er blevet meget negativt.
Jeg går for tiden på efterskole - en gymnastik efterskole - og har derfor svært ved at skjule mit forhold til mad, når jeg sidder i spisesal med 200 andre til hvert måltid. Jeg har en bog, hvor jeg skriver ned hvad jeg spiser, og jeg motionerer meget.
Jeg får dårlig samvittighed, når jeg spiser for meget mad, men nogengange mister jeg kontrollen og spiser f.eks. en hel pose slik. Når jeg har gjort det, har jeg det så dårligt med mig selv, at jeg springer næste måltid over. Jeg har altid været undervægtig, og jeg ved godt, at jeg under ingen omstændigheder har godt af at tabe mig, men på den anden side, er der en stemme i mit hoved der giver mig dårlig samvittighed, og tvinger mig til ikke at spise det, jeg allermest har lyst til. Min mor mener, at jeg har tabt mig, hvilket jeg godt nok ikke selv kan se, men det kan godt passe, for jeg har skåret meget ned på mit madindtag. Jeg har dog svært ved at regne med kalorierne, da maden bliver serveret fra skolekøkkenet, men jeg har selvfølgelig en ide om, hvad der er godt og dårligt at spise. 
Jeg ved ikke, om jeg har en spiseforstyrelse, men jeg ved, at det godt kunne være noget i den stil, som tilstanden er ved at udvikle sig til. Jeg taler forholdsvis åbent om det, men det er alligevel hårdt at tankerne om mad og motion fylder så meget.