Fantasi og virkelighed i Teheran

At filtrere sandheden ud af disse dages dramatiske begivenheder i Irans hovedstad er lige så frustrerende, som det er farligt. Nu påstås det, at de brutale iranske politifolk slet ikke er iranere, men medlemmer af Libanons Hizbollah-milits
At filtrere sandheden ud af Teheran i disse dage er lige så frustrerende, som det er farligt, skriver Robert Fisk. Mens Iran lukker ned og udviser journalister, bruger det iranske folk medier som YouTube til at dokumentere oprørerne i Teheren. Foto: Scanpix/AFP/YouTube

Omkring klokken 4.35 om morgenen sidste mandag ringede min Beirut-mobiltelefon i mit hotelværelse I Teheran.

»Mr. Fisk, jeg læser datalogi i Libanon, og jeg har lige hørt, at der bliver begået en massakre på de studerende på Teheran Universitet. Ved De noget om dette«

Jeg gnider søvnen ud af øjnene og rækker ud efter min notesbog på sengebordet.

»Og kan De fortælle mig, hvorfor,« fortsatte han, »at BBC og andre medier ikke har rapporteret, at de iranske myndigheder har lukket for mobilnettet og sms-systemet. Det er kun via Twitter-beskeder og Facebook, at jeg kan følge udviklingen.«

»Da jeg ankom til universitet, råbte de studerende ophidset ud af kollegieområdets jernport. 'Massakre, massakre',« råbte de.

Skud var løsnet i sovesalene. Korrekt. Der var blod på gulvet. Syv døde Nej, 10 døde, fortalte en studerende mig gennem hegnet. Vi ved det ikke. Politiet ankom senere og blev mødt med en regn af sten. At filtrere sandheden ud af Teheran i disse dage er stå frustrerende, som det er farligt.

Dagen før havde en iransk kvinde i en elevator fortalt mig, at det første offer for gadevolden var en ung student. Var hun sikker på det, spurgte jeg.

»Ja, jeg har set fotografiet af hans lig. Det er skrækkeligt.«

Jeg så hende aldrig siden. Og heller ikke fotografiet. Ej heller har nogen set liget. Det var fantasi. Sandhedskærlige reportere, hør her! Jeg har brugt mindst en tredjedel af mine arbejdsdage i Teheran i den seneste uge på ' ikke at rapportere, hvad der kunne bevises at være sandt. Men på at modbevise det, som var åbenlyst usandt.

Tag nu det telefonopkald, jeg fik fem timer tidligere. Det var fra en radiostation i Californien. Kunne jeg beskrive de gadekampe, jeg var vidne til i samme nu Nu var jeg tilfældigvis gået op på taget af al-Jazeeras bygning i det nordlige Teheran for at lade mig interviewe af den qatarske tv-station. Og jeg kunne så glimrende beskrive sceneriet for Californien. Hvad jeg kunne se, var teenagere på motorcykler, som jublede af fryd, da de satte ild til indholdet af en affaldsspand på et fortov.

To politimænd løb hen imod dem med løftede stave, hvorpå de unge fyre ræsede væk på deres tohjulere under råben af ukvemsord. Så kom Teherans brandvæsen for at slukke ilden ' deres 79. udrykning lignende episoder samme aften, fortalte en udmattet brandmand mig. Jeg ved, hvordan han må have følt det. En melding om, at Basiji-militsen havde indtaget en af Mir-Hossein Musavis vigtigste kampagnekontorer, var en klassiker. Jo, der var uniformerede mænd i bygningen ' men de tilhørte Musavis eget privathyrede sikkerhedsfirma.

Og nu til det seneste store nummer fra fantasiens overdrev. De grusomme 'iranske' politifolk er sle